Overenskomstforhandlingerne
Overenskomstforhandlingerne nærmer sig en konflikt, der vil lægge fabrikkerne øde og lamme store dele af den offentlige trafik.

Lønmodtagerne vil have større udbytte af opsvinget mens arbejdsgiverne vil bruge opsvinget til at styrke virksomhederne.

Hvilket resultat en konflikt vil få er umuligt at spå. Men den vil blive kostbar for samfundet, hvis det hele går i stå.

Sådan lyder overskrifterne altid omkring tiden for overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet

Et kæmpe iscenesat skuespil, opsat at LO og Arbejdsgiverforeningen, for at narre befolkningen til at tro at fagforeningen stadig har sin berettigelse. Det er et ganske almindelig led i hele menageriet. Det hele er tilrettelagt. (Jeg flytter den brik, fordi så ved jeg, at du flytter den brik) o.s.v. Det er børnene der leger, at de er voksne. Man er simpelthen nødt til en gang imellem, mindst hvert tiende år, at lave dette skuespil, for at folket skal få det indtryk, at de bestemmer noget, eller har lidt magt. Men, folket har ikke for 25 ØRE MAGT. Det hele er forudbestemt, og sådan vil folket egentlig gerne have det. Men udfaldet af sådanne såkaldte strejker, er forudbestemt..

Man kan så sige, at det måske også er godt det samme. Et folk der er så naive, at hoppe på sådan en limpind, er vel ikke et folk der bør have nogen form for magt eller indflydelse.

Fagforeningerne har haft stor kritik i de seneste år, og derfor er de selvfølgelig interesseret i, at køre dette skuespil over for deres tvangsmedlemmer. Mindst 90%, af medlemmerne, er kun medlemmer fordi de på et tidspunkt har været tvunget til det, for overhovedet at kunne få et arbejde.

Fagforeningen er død, og det har den været længe. Men der er så enorme store pengesummer i omløb i dette foretagende, og så mange mennesker der har "ben" i dette foretagende inkl. de mennesker der sidder på toppen. De prøver krampagtigt at bilde deres tvangsmedlemmer ind, at de stadig har deres eksistensberettigelse. Men i de sidste mange år, har løn og arbejdsvilkår reelt været fastsat af de siddende regeringer. OK, der er lige 2% at forhandle om hver gang. Det sørger man for, for et syns skyld.

Så bruger man disse 2% til at iscenesætte nogle såkaldte "benhårde forhandlinger", så det på den måde skal se ud, som om man er knalddygtige forhandlere. Og ved at trække disse forhandlinger ud til sidste øjeblik, lader man det dermed se ud, som om der lurer en storkonflikt. Og i allersidste øjeblik, så bliver man enige, og alle er glade, og hvor har de dog været dygtige. Selv 50% lønstigninger ville ikke være for meget, alene som kompensation for de mange år lønudviklingen har stået stille. Der har altid været plads i budgettet til lønstigninger. De er bare blevet brugt til direktørlønstigninger m.m. i stedet for til medarbejderne.

Man er selvfølgelig allermest fra Arbejdsgiverforeningen interesseret i at bevare fagforeningen, for på den måde at holde sammen på "kulierne", så man lige som ved hvor man har dem. Det kunne jo gerne gå hen og blive det rene anarki. Altså er Fagforeningerne i virkeligheden Arbejdsgivernes tjenere.

Jeg gad i virkeligheden også gerne se den fagforeningsboss, med tæt på en mill. i indtægt om året, skulle være interesseret i øgede lønninger hans medlemmer. Hans egne penge er vel godt og grundigt investeret i virksomhedsaktier. Så deres interesse kan kun være, at virksomhederne tjener så meget som muligt.

Og hvor har ikke Fagforeningerne og ATP deres penge investeret, netop i virksomheder, udover, at fagforeningerne selv driver virksomhed. Altså er de en del af erhvervslivet selv.

Medejer af virksomhederne
Er der noget virksomhederne ikke vil gå med til, så er det, at give medarbejderne aktier i firmaerne. Nogen gør ganske vist, men det er i afmålt størrelse. Og det er sandelig ikke noget arbejdsgiverforeningen er med på. Hvis man forestiller sig, at medarbejderne tilsammen havde over 50% aktier, så ville de komme derud, hvor det ville blive et spørgsmål om, hvem der har retten til at lede og fordele arbejdet. Og lige netop dette spørgsmål har altid været som en rød klud for øjnene af arbejdsgiverne. Denne retten til at lede og fordele arbejdet, er en ret, som virksomhederne aldrig frivillig giver fra sig.

Men det man ser i dag er, at virksomhederne misbruger denne her retten til at lede og fordele arbejdet, i en sådan grad, at stort set hele familien Danmark er ved at krakelere. Størstedelen af Danmarks arbejdsstyrke er sendt hjem for, at resten skal knokle røven ud af bukserne. Her burde man sige stop, og ikke bare lade sig nøjes med det man bliver budt.

Kan man så ikke bare starte sin egen virksomhed? Man skal være mere end dum, eller mindrebegavet, for at begive sig ud i sådanne projekter. Spørg bare størstedelen af de små virksomhedsejere, hvilket helvede de har, med at få tingene til at hænge sammen. Det er netop det der er hensigten fra de stores side, at knække de små virksomheder med bureaukrati . Og hvis vi alle sammen, skulle starte egen virksomhed, så blev det vist alle sammen kun meget små virksomheder.

Nej sådan hænger verden ikke sammen. Samfundet er baseret på, at nogle få mennesker sidder på produktionsmidlerne, og resten af befolkningen ernærer sig ved disse produktioner. Dette betyder så, at rigtig mange menneskers velfærd er afhængig af denne produktion. Derfor ville det være rimelig, at da samfundet (statsmagten) har tilrettelagt et sådan system, at der bliver holdt hånd i hanke med, at det hele går retfærdigt til.

Vi må ikke glemme, at der ikke er frit valg her i landet, om du vil være det ene eller det andet. Mu skal være tilknyttet arbejdsmarkedet. Man kan ikke bare melde sig ud, eller sige, at så lever jeg af egne dyrkede kartofler, eller borer min egen brønd. Det hele er baseret på, at man skal købe sig til alt, ja selv drikkevandet. "Man vil jo nødigt have, at nogen skulle få gode ideer, og sige, at jeg kan sagtens leve uden arbejdsmarkedet.

Løntilbageholdenhed
Løntilbageholdenhed, Ja, sådan siger man, hvis man har opgivet, fordi man har noget i klemme. Og det ved man godt, fra begge forhandlingsparters side. De fleste mennesker er presset med en gæld til langt op over skorstenen, har en karriere, at se frem til, og er derfor bange for at miste deres job. De har derfor aldeles ikke meget lyst til at stampe i gulvet, og sige: Nu kan det være nok. Og det er lige præcis det man benytter sig af ved forhandlingsbordet. Den danske lønmodtagerklasse har solgt sig selv for en karriere og en bundløs gæld, så de er nødt til at tage til takke med de almisser der bydes dem.

Ja men; siger man, hvis alle de penge kom ud som lønninger, så ville der blive overforbrug! Nej nej, og atter nej, det ville bare være medarbejderne; det vil sige, det som én mand forbruger nu, burde fordeles over 50 mand. De bosser der har en løn på 5 -900 000 kr. årligt, de ligger ikke på den lade side, når det drejer sig om forbrug. Arbejdsgiverne køber ikke flere ting end deres medarbejderne gør, men deres ting er eksempelvis ikke en sofa til 5000 kr., men i stedet for en til 30 000. Så den forbrugsfest, som man så ofte taler om, der skulle blive hvis man udløste en lønstigning på bare 5 til 10%, den holder ikke. Der ville bare være nogle andre der ville få glæde af at kunne købe kvalitetsvare i stedet for.

Jeg kan slet ikke se, hvorfor et arbejde som direktør, skulle være mere værd, end ham eller hende der knokler røven ud af bukserne for at skrabe penge sammen til bossen. Tænk bare på, hvad tandlæger, læger, advokater, ministre, fagforeningsbosser m.m. får. Hvorfor er der aldrig nogen der taler om deres forbrugsfest. De nøjes ikke med 1 - 2% om året.

Åh ja, de har læst og gået på skole, dygtiggjort sig, taget initiativer, og er derfor mere værd end deres medarbejdere. Men til det vil jeg sige, at det drejer sig udelukkende om hvilket menneskesyn man har. For så kunne man vende det på hovedet og sige, at medarbejderen har et betydeligere hårde slid, han / hun har nogle fingerfærdigheder, arbejdsrutiner eller praktisk formåen, hvor deres chefer meget hurtigt ville blive den lille, hvis det kom på prøve.

Udbud og efterspørgsel
Lad være med at lave strejke, i får ikke noget ud af det alligevel. Og hvor har jeg dog hørt den udtalelse mange gange. Og det er rigtigt, Det nytter ikke noget. Forklaring: "Udbud og efterspørgsel". Man kan ikke forhandle, hvis man ikke har noget at forhandle med og om. Fagforeningerne står med tæt ved 1.000.000 ledige. Men denne mill. ledige, det er det tal der skal bruges, når vi taler, om "udbud og efterspørgsel". Og jeg tvivler på, at nogen arbejdsgiver er interesseret i at få dette tal nedsat. I så fald ville de da være mere dumme end tilladt.

Som det er lige p.t., mener jeg, at vi skulle se at komme af med fagforeningerne. Fordi:

1. De er ikke i stand til at forhandle løn og arbejdsvilkår
2. De er ikke i stand til at gennemføre en strejke med et positivt resultat.
3. Det har siden først i firserne været regeringen der har fastsat de ca. 2 % lønramme.
4. to tredjedele af arbejdsløshedsunderstøttelsen bliver alligevel udbetalt fra staten.
5. Hele lønmodtagerstaben i Danmark er er så splittede, økonomisk, politisk og social, at de ikke på nogen måde vil vare i stand til at holde sammen og noget som helst.

Når man taler om, at fremme eksporten, er det i virkeligheden et slag i hovedet på den danske lønmodtagerstand. Jo mere virksomhederne kan eksportere, jo mindre afhængige er de af de danske forbrugere, der skal aftage deres varer. Derfor må målet vel være:

Lad virksomhederne være afhængige af de danske forbrugere: Forbrugerne har kun de penge de får i løn fra virksomhederne. Måske på den måde ville de være lidt mere villige til at slippe kronerne.

Stavnsbånd, Ribus, sygeplejersker.
Stavnsbåndet ligger i, at man igennem de sidste 40 - 50 år har baseret samfundet på forbrug, for at holde hjulene i sving. Alt i vores vestlige verden er baseret på forbrug. Uden forbrug, intet arbejde, og omvendt. Alle er i de sidste 40 - 50 år blevet opfordret til at stifte gæld, og er udover, at blive opfordret til det, også haft rige muligheder for det. Så kan man sige: Det kan vi jo bare lade være med. Men så enkelt er det bare ikke. Min påstand er, at folket som sådan er meget uselvstændig, og undersøger konstant, hvad der rører sig i deres omgivelser, for at være "rigtig". Man holder sig hele tiden ajour, og følger trolig efter "de andre".

På den måde kan man fra ledernes side, og med lederne, mener jeg dem der har den direkte indflydelse på landets ledelse, bl.a. arbejdsgiverforeningen, sige: Nu har vi jer i vores hule hånd. I er bundet i gæld til op over ørerne, og nu kan vi gøre med jer som vi vil, give jer den løn der passer os, og de arbejdsvilkår der passer os. Det kan de selvfølgelig gøre, fordi lønmodtagerne alle sammen har en kæmpegæld, der består af bil, hus, møbler, m.m.. En del har vel også de sidste nye elektroniske apparater. Endvidere er de fleste også forpligtiget af en familie. Det er denne bundethed af materialisme, som jeg kalder for vor tids stavnsbånd.

Jeg er fuldstændig på de strejkendes side, når nogen gør oprør, og siger, nu kan det være nok. Det er slet ikke et spørgsmål om hvem det er synd for, eller hvem der er gidsler, men om menneskeværdighed og om at sige fra. Det har bare vist sig at sammenholdet ikke har slået til, ej heller "fagbevægelsen". Vi ser den ene gang efter den anden, at fagbevægelsen et på det forkerte hold.

Opsvingstider kun for de få udvalgte.
For andre er det sparetider. Dem der har fået arbejde i forbindelse med det "såkaldte opsving", det er næsten alle sammen i forbindelse med jobtilbud, kurser, eller kunstige foranstaltninger, hvor staten betaler 70% af lønnen. Altså et tilskud til arbejdsgiverne, som jo bag efter skal betales af lønmodtagerne. Altså et kunstigt opsving bestående af en kunstig beskæftigelse, og kunstig finansieret.

Nej jeg tror ikke, at dem der har fået arbejde, er så tilfredse. Dem jeg har talt med indtil nu, føler sig rigtig røvrendt. De oplever, at deres løn og arbejdsvilkår bliver dårligere og dårligere. Mens den fremgang, som arbejdsgiverne oplever, ikke bliver brugt til nyigangsættelse, men til at puge kapital sammen.

Grunden til vi har undgået terror her i landet, er at vi er rigtig godt sløve. Det skyldes slet ikke parlamentarismen. Vi orker ikke, at stritte imod. Vi er konfliktsky, Vi er afhængige af vores gæld, og giver hellere efter end at stritte imod. Det handler om en tæmning, som folk slet ikke er klar over de har været udsat for. En hjernevask, der har stået på i hundrede år. Salami-metoden

Nej et passivt domesticeret folk er mest tilfreds, så længe de er fri for at tage et ansvar. Og det er lige det vores "såkaldte" demokrati handler om. Det er også derfor jeg ofte bruger ordet "demokratur". I stedet for "Demokrati". Og så længe folk får deres legetøj, (forbrugsgoder), så holder de kæft.

Det kunne alt i alt tyde på, at så går det hele jo godt. Men problemet er bare, at menneskers livskvalitet bliver dårligere og dårligere. Se på folks medicinforbrug, eller sygehusindlæggelserne. Overbelægninger på sygehusene, til trods for at indlæggelsernes varighed bliver kortere og kortere. Se på folks øgede øl, vin og spiritusforbrug. Flere og flere unge bukker under, og bliver enten narkomaner, alkoholikere, autonome eller anden form for ekstremistisk tilbøjelig. De fødevarer vi indtager i dag, er langt mere usunde end noget vi kan finde forhistorisk tilfælde af.

Jo, jeg mener faktisk, at det står slemt til her i Danmark. Vi er bare så vant til at sige og tænke noget andet. Jeg vil påstå, at ud af de 80- 90% af befolkningen der afgiver deres stemmer ved valgene, deraf er 80% af dem totalt uvidende og uinteresseret i begivenhedernes gang. Jo, vi snakker skam med alle sammen, for det kræves jo af os. Og et passivt folk gør som regel hvad de bliver bedt om. Det er den direkte årsag til, at partierne kan manipulerer med vælgerne, som de gør. Et sundt menneske ville da ikke lade sig påvirke til at stemme efter et skilt der hænger på en plakatsøjle, eller en direkte propagandistisk annonce i avisen. Hvis man havde en selvstændig mening om hvordan man ville have sit samfund til at se ud, så vidste man det nok uden at kikke på en plakat. Omvendt vil jeg sige: Hvordan skulle et menneske kunne blive oplyst om et folketingsvalgs uigennemskuelige spørgsmål i løbet af et par måneder op til et valg, og hvorfor skulle det være nødvendigt, hvis folket var så oplyst og modent som man påstår. Nej, det handler om stemmekvæg, der bliver trukket og lokket op til stemmeurnerne for at blive malket. Og vi gør det mere end villigt, for selv at blive fri for et ansvar.

Den almindelige borger bestemmer intet og skal derfor heller ikke føle sig ansvarlig for noget som helst.

Man kan sige, at det måske er vores egen skyld. Men det rykker ikke ved den kendsgerning, at vi har fralagt os vores ansvar. Og dette ansvar er igen lagt over på nogen der faktisk står i kø for at tage dette ansvar, og som så gerne vil have magten. Men det er nok det sidste de er mest interesseret i.

Kendsgerningerne er bare, at når man siger "folket", så er der stadig 10 - 15%, der ikke ønske at fralægge sig et ansvar og ej heller ønsker at andre skal bestemme over sig. Der er bare umuligt, at gøre noget ved dette skæve forhold, så længe det bliver retfærdiggjort i demokratiets hellige treenige navn. I et demokrati er det dem der er flest der har retten. Og da passiviteten er det der er mest af, så er det det, der er det mest rigtige.

Kriminalitet og arbejdsløshed
Der tales meget om at kriminaliteten er faldet og statistikken viser det tydeligt. Den meget simple årsag skulle være, at unge mænd mellem 17 og 30 år ikke er udsat for så meget arbejdsløshed som de var i 1980'erne.

Kriminalitet og arbejdsløshed har ikke noget med hinanden at gøre. Så skulle samtlige arbejdsløse være kriminelle og det er de bestemt ikke. Dette er kun en god undskyldning fra arbejdsgiverne for at fremskaffe noget billig arbejdskraft.

Grunden til, at de 17 - 30 årige er mindre kriminelle i dag, er den simple årsag, at de er blevet dygtigere til at udføre deres kriminalitet, og politiet til en vis grad har opgivet at forfølge flere former for kriminalitet. Endvidere kan jeg da lige nævne at voldskriminaliteten er blevet grovere iflg. Statistikken. Samt der er visse grupper af unge, hvor det ikke mere er smart, at være kriminel, hvor man så samtidig ser disse samme grupper blive narkomaner i stedet for. Man flytter problemerne.

Det egentlige problem ønsker man nemlig ikke, at få frem til overfladen. Det er nemlig som jeg andet sted skriver om, at vi har fået et livskvalitetsproblem, som især har ramt de unge. De unge mangler totalt det man kalder identitet. De fungerer næsten udelukkende i flokke.

Ja, vil nogen sige, så er det jo, at de bare skal ud at arbejde. Det er en meget stor fejltagelse, at tro, at man kan erhverve en identitet ved at have et arbejde. Et arbejde kan højest få folk til at glemme deres identitetsproblemer, eller give dem en falsk fornemmelse af identitet. Og så er vi lige vidt. Hvis ikke et menneske har skabt sig en stabil identitet inden det er ca. 6 år gammelt, så vil det højest sandsynlig aldrig opnå det. Og dette er den egentlige årsag til, at nogen er eller bliver kriminelle, og andre ikke. Problemet er simpelt hen omsorgssvigt af vores børn i et modbydeligt stigende tempo.

Derfor ser man også, at f.eks. i Kina, der stiger kriminaliteten. Det er resultatet af den industrialisering, som igennem de sidste år er øget i Kina. Deres børn er nu blevet voksne.

Det farlige job
Ja, det er klart, at det på visse arbejdspladser er nødvendigt med sikkerhedsudstyr. Men desværre er det mange steder blevet sådan, at de varer eller artikler der bliver fremstillet, kræver mere og mere sikkerhedsudstyr, på grund af giftige dampe eller andre farlige partikler. Dette er en kedelig udvikling, da det ender med, at lønmodtagerne fremover skal bære tunge og generende sikkerhedsudstyr fra morgen til aften. Det er ikke særlig sundt, at bære maske hver dag, året rundt.

Men i dag kan man jo ikke nægte noget som helst. Så er det bare en fyrreseddel. Det ville være langt bedre, at man sagde, at de materialer der er så giftige eller farlige, at de ikke kan fremstilles uden særlig sikkerhedsudstyr, de skal simpelthen ikke fremstilles.

Jeg mener jeg ikke, som det er i dag, at det er tillidsmanden der skal blande sig i disse sager, ud over at tilse, at sikkerhedsmaterialerne forefindes. Hvis tillidsmanden skal blande sig i kollegers drikkeri, eller se efter om de bære sikkerhedsudstyr, så er det kun at sætte tillidsmanden op imod de andre kolleger. Nej disse sager mener jeg helt afgjort skal være et ansvar, der skal ligge hos ledelsen.

Tillidsmandens funktion skal være, at holde ledelsen i ørerne og efterse om medarbejderne får hvad der er aftalt. Han skal forhandle løn og arbejdsvilkår. Men det der sker er, at man har været smart, til at lægge alle mulige andre opgaver over på tillidsmandsfunktionen, så han/hun ikke er i stand til at varetage dens egentlige opgaver.

Det er almindelig kendt, at når en krigsherre er ved at tabe en krig, så går han til angreb på sine egne. Og dette ser jeg faktisk også er tilfældet med det der hedder tillidsmænd og fagforening. Ja, så kunne man i samme sætning vælge at sige socialdemokratiet. Den største trussel mod sikkerheden er selve udviklingen.

Vi er desværre kommet dertil, at det er maskinerne der styre mennesker, og ikke omvendt. Mange mennesker føler sig kun værdsat gennem den præstige og status, som kun kan erhverves gennem penge. Hvis det ikke var sådan, så havde vi slet ikke den industri vi har i dag. Jeg kommer til at tænke på "prædikerens bog" i gammel testamente. Der står der: "Al flid og al dygtigt arbejde udspringer af den enes misundelse mod den anden". Og i samme forbindelse står der, "at der er intet nyt under solen".

Altså kan det i sidste ende kun "altid" være vedkommendes eget ansvar hvor meget de vil gå med til. Jeg synes ikke der er nogen grund til at umyndiggøre lønmodtagere fra deres ansvar. Hvis ikke lønmodtagerne selv føler et ansvar for deres slendrian, så vil de heller aldrig indse, at det er deres egen pligt, at sige fra.

Alkohol på arbejdspladsen
Der er ligesom en tendens til at drikkeriet er tiltagende i de senere år. Ikke bare på arbejdspladserne, men også i hjemmene. Der er jo mange mennesker der ikke mere kan overskue deres hverdag. Tingene bliver mere og mere komplicerede og dermed også mere uoverskueligt for de fleste. Dette er i hvert tilfælde en væsentlig årsag til, at mange vælger at drikke sig fra deres bekymringer. Det er vel også ret så forståeligt, at med det pres der er på arbejdspladserne, at nogle synes det nødvendigt, at dulme presset med spiritus. Jeg forstår dem sgu’ godt, også selv om jeg ikke selv rører hverken øl, vin eller andet spiritus. Men selvfølgelig er det er problem. Og ikke nok med det, det er et samfundsproblem.

Vi taler så meget om, at vi har et fælles samfund, som vi i fællesskab skal bygge op og bevare. Vi tænker bare aldrig over, hvad det er vi egentlig siger. Når vi taler om at bygge samfundet op, så mener vi nok snarere maskinerne eller teknologien. Vi glemmer, at det er mennesker der er samfundet. Men i takt med, at vi bygger det såkaldte samfund op, så bryder vi mennesket ned.

Næsten alle mennesker i dag er blevet afhængig af et eller andet stof. De ældre får antidepressionsmidler. De middelaldrene er alkoholikere, de unge er misbrugere, af forskellige stimulerende stoffer, lige fra skolealderen. Og ret så mange børn starter deres liv med at være allergikere. De middelaldrene har oven i deres misbrug yderligere det problem, at de næsten alle tager et eller andet medicin, ordineret fra deres læge. Alt dette burde være en samfundsopgave at få ryddet op i.

Selvfølgelig hjælper det ikke at drikke øl, for at holde sin hverdag ud. Men som man plejer at sige: Du kan ikke drukne dine sorger i spiritus, men du kan få dem til at flyde lidt ovenpå. Og det er jo nok lige det det handler om. Problemet er bare, at hvis man bliver ved med at lade sine problemer flyde ovenpå, så ender det meget ofte med, at man alligevel drukner dem i skummet, og så bliver de i hvert tilfælde aldrig løst.

Preben Eriksen