At kende sit barn
Det er vigtigt, at få sine børn mens man er ung. Det er svært, for ikke at sige næsten umuligt, for forældre der får sine første børn i 30 til 40 års alderen, på nogen måde at forstå et lille barn, og de signaler et barn har. Det er jo så længe siden de selv har været børn.

Der er jo så mange følelser, man som stort barn eller ung har, og som man har så meget brug for at tale med nogen om. Det må være et knusende nederlag for et barn eller ung når disse følelser bliver gjort til skamme, ved ikke at blive forstået; som om man overhovedet ikke er værdig til at have følelser. Det at få af vide, at det vigtigste i livet, måske det at være forelsket, eller måske noget helt andet, der kan gøre enormt indtryk på et barnesind, er noget forkert eller endda noget skamfuldt, kan skade barnets følelser for livet, fordi det efterlader et indtryk af mindreværdsfølelse.

Mange forældre, alt for mange, har aldrig som barn oplevet det, som nogen kalder kærlighed. Derfor kan de heller ikke give den videre til deres børn. Men et er sikkert, de hungre efter den hele livet igennem, selv senere fra deres børn søger de efter den. Ja de kræver kærlighed af deres børn.

De forældre der udviser et sådan adfærd over for deres børn, de har en god grund til det. De er nemlig højst sandsynlig blevet mødt med samme nedværdig holdning, da de var barn. Måske føler de stadig skam over deres følelser, og ønsker derfor ikke at blive konfronteret med dem, og slet ikke fra deres barn, da det minder alt for meget om noget de netop selv har oplevet engang.

Det er netop om de mennesker man kan sige, at de aldrig er blevet voksne. Derfor ser man også, at sådanne mennesker tit hungrer efter at blive forældre, måske som en bekræftelse og bevis på, at de så er voksne. Og dette "voksenkompleks" , bliver så udmøntet i, at nu er det dem der er voksen, og dem der har ret til at være de store over for deres børn.

Forkælede børn
Om børn eller unge selv skal betale for deres fornøjelser eller ej, kan man ikke bare lige sige ja eller nej til. Det vil altid være noget der ligger i familien. Og man skaber ikke pr. automatik et godt eller dårligt menneske ved, at gøre enten det ene eller det andet.

Når man ser, at mange akademikerbørn selv bliver akademikere, så er det måske lige præcis, fordi de har fået alt forærende som børn. De har levet et luksusliv, og har ikke kendt til andet. Disse børn er jo selvsagt nødt til, at sørge for en høj uddannelse for at bevare standarden som voksen. Man ser da også, at nogle af disse børn vælger et andet liv. Men dem ser man også meget tit, bukke helt under i systemet. Altså hvad der er godt for den ene, behøver ikke være godt for den anden.

Jeg har hørt nogen sige, at børn har ikke godt af, at få for mange penge, for så lære de ikke at passe på dem. Men hvordan skal man lære at passe på noget man ikke har.

Der er nogen der siger: Vil du frem i verden, så buk. Og andre siger: Vil du frem i verden, så skub.

Begge dele kan også her være rigtigt, alt afhængig af, hvad man vil have sine børn til at blive: Altså om ens børn skal være "slave" eller de skal være "slavepisker". Det er jo ikke noget, at folk sådan går og lærer sine børn bevidst. Det er mere, sådan noget der bare sker.

Ingen forældre kan være perfekte forbilleder for deres børn. De ved jo ikke hvordan deres barns verden ser ud, når de bliver store. Hvis man er et heldigt barn, så har man nogle forældre, der ikke blander sig i sit liv. Men sådan er verden ikke altid skruet sammen.

Krav på kærlighed
Børn har ikke krav på kærlighed, da kærlighed slet ikke er noget man kan kræve. I så fald er det jo ikke kærlighed mere. Det er for øvrigt den samme fejltagelse der begås i ægteskaber; nemlig at man mener at have krav på den andens kærlighed. Jeg vil sige det på den måde, at det er utrolig smukt, når kærligheden er der; men det er en modbydelig forbandelse hvis den ikke er der. Men kræver man den eller forventer man den, så bliver det i bedste fald ikke andet end falskhed, med en masse skuffede forventninger. Vi kan kun være vores børns med og modspillere.

Vi bruger tit ordet Kærlighed, som om det var noget vi bare kunne pakke ud og ind efter hvad der falder os ind. Men hvis man går tilbage til roden af ordet kærlighed, så vil man finde ud af, at det stammer fra ordet frihed. Og så får det jo straks en helt anden betydning, som man kan forstå og forholde sig til. Det vil sige: At, i stedet for at binde sine børn til sig, så drager man omsorg for, at de får lov til at udvikle sig i henhold til deres egen natur, og selv får lov til at afprøver deres egne grænser, og ikke forældrenes.

I stedet for at sige ubetinget kærlighed, kunne man sige ubetinget frihed. Hermed mener jeg: Lad dem udforske deres egen verden uden indblanding: Lad dem få deres egne knubs. Lad dem opleve deres egne sejre, (og ikke forældrenes). Så står man selvfølgelig til rådighed, og tørre deres øjne eller sår, hvis det går helt galt. Men det er meget vigtigt, at det er dem der oplever.

Jeg ved, at det er meget let at misforstå eller blande dette begreb "frihed" sammen med den fejlagtige bølge der engang var om den fri opdragelse. Men det er slet ikke i dette plan jeg mener. For hvordan skulle forældre der ikke selv har oplevet friheden, være i stand til at give sine børn frihed. De ved jo ikke hvad frihed er.

Mennesker der er opvokser i "fangenskab", (det modsatte af frihed), er kun udstyret med aggressioner og mindreværdsfølelser, som kræver kompensation i form af magtbegær. et sådan menneske tillader ikke andres frihed, men vil eje eller kontrollerer og beherske dem.

Her er et udpluk fra Bogen Profeten af: Kahlil Gibran (om børn). Citat:

Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn. Og han svarede:

Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan i give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan i give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som i ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.

I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.

Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd: Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage. Citat slut.

Vold mod børn
Vold avler vold, så enkelt er det. Dette være sig på familieplan, som på landsplan og lande imellem. Selv om dette ikke kan siges tydeligere, så vil jeg da gerne lige komme med en tilføjelse. For nogle år siden lærte man og opdragede forældre og lærer til at man ikke måtte slå børnene. Men glemte bare, at dette ikke er noget man bare lige kan lære nogen til at lade være med.

Disse forældre og lærer der selv som børn har været udsat for vold, de vil jo, som jeg netop skriver, avle volden videre. Derfor så man også, at da forældre og lærer holdt op med at slå børnene, så skete der noget andet; nemlig psykisk vold. Men psykisk vold er stadigvæk vold. Og den er ikke mindre modbydelig end fysisk vold. Fordi; det der er det skadelige ved volden, det er den fornedrelse, afmægtighed og selvudslettelse / mindreværdsfølelse, som volden medfører. Og det er den, "disse indestængte aggressioner" , som børnene senere skal kompensere for.

Men det er interessant at se, at mange børn i dag, der ikke bliver slået, fordi deres forældre og lærer har fået af vide, at det er forkert; at disse børn også er dem der kører psykisk terror på såvel lærer som forældre. Altså tyder det på, at volden stadig lever i bedste velgående, men den er bare blevet til psykisk vold i stedet for.

Problemer giver tryghed
Uanset om problemer skyldes genetisk eller social arv, så er problemer faktisk en af de ting, som mennesker og især børn vokser af.

Man ser meget tit, at de forældre der omhyggeligt sørger for at deres barn opvokser i en "tryg" tilværelse, at der ender det galt. Og det skyldes nemlig, at man fuldstændig har misforstået ordet tryghed.

Det er jo ikke særlig godt for et barn udelukkende at føle sig "tryg" i ly af sine forældre; jo, det første år af dets levealder. Men herefter, må et barn selv finde sin tryghed, som også kaldes tillid til sig selv i forhold til dets omverden. Og her er det jo meget afgørende, at det får den nødvendige modstand, i forhold til den ballast eller bagage det allerede har.

Et trygt barn, er et barn der selv har fundet og afprøvet "sin" verdens realiteter på godt og ondt, og som alligevel siger: Denne verden kan jeg godt bruge og acceptere. Det er det der giver barnet mod til, at leve videre.

De største problemer er: At børn alt for hurtigt bliver skiftet fra den ene situation til den anden. Man slæber sine børn fra den ene verden til den anden. Det vil sige, at man stresser barnet. Det får aldrig fred og ro, til at forholde sig til det nú som det står i. Det kan simpelt hen ikke nå det. Derfor er den lille pode alt for tit nødt til at fortrænge sine oplevelser.

Forestil dig; et barn på et halvt år, ligge i en åben klapvogn, trækkende gennem byens strøggade, for derefter at køre ind i et supermarked, med alverdens farver, støjende kasseapparater, larmende musik fra højttalerne. Derefter ud af forretningen, ind i en bus eller bil, og så hjem og have tøjet af. På hele denne tur har det måske højest haft øjenkontakt med sin stressede mor en eller to gange.

Her kan man godt stille sig selv det spørgsmål: Hvad har dette barn oplevet på denne tur, og hvor gør det af sine oplevelser. Jeg mener afgjort, at tingene går for hurtigt.

Omvendt kan man se børn vokse op med larm og ballade, trange kår og fattigdom. Men hvor der altid er en voksen, som barnet kan forholde sig til. Men her kan barnet måske se de samme gentagelser hver dag, og når derfor at forholde sig, og få tillid til, at sådan er det bare, og at det sker der ikke noget farligt ved.

Men man må heller ikke glemme, at hvert barn er forskelligt, og at små børn oplever de samme ting forskelligt. Derfor er det en alt for alvorlig situation at overlade dem til en vuggestue eller børnehave, hvor alting er og bliver mere og mere ensrettet, altså ingen individualitet.

Jo, jeg kan da sagtens se, at børn der er stærkt understimuleret, at for dem vil næsten alt andet end deres forældre være af det bedre. Og naturligvis er pædagogerne jo veludrustet til at tage sig af disse børn. Men det skal heller ikke forstås som en kritik af pædagogerne som sådan. De kan faktisk ikke gøre andet end de gør.

Jeg kender selv til nogle udlændingebørn på 3 til 5 år, der ikke havde prøvet at være væk fra deres mor. Her skal jeg være den første til at sige, at hvis disse børns første møde med andre mennesker, er deres første skoledag, så får de et problem for livet.

Men det jeg i virkeligheden slår på, det er de første 5 til 6 år af børns liv, fordi disse år er så uhyre vigtig for resten af deres liv.

Men forældres problemer med børneopdragelse er meget ofte, at de er afhængige af hvad pædagoger, naboer og familie mener. Men sådanne forældre, er jo ikke andet end børn selv. Derfor er det vel også urimeligt, at forlange af dem, at de skal behandle deres børn som voksne. De er jo selv blevet opdraget af forældre der kun var børn, og har derfor aldrig lært hvad det vil sige at være voksen.

Men det er ikke ualmindeligt, at børn der er udsat for "strenge" forældre, der bestemt ikke er voksne, at disse børn i skolen opføre sig højst uacceptabel over for lærerne, "det er jo faktisk et nødråb om hjælp". Men disse lærere ser ofte ikke dette som et nødråb, men derimod som uartige børn der bare skal have lidt strengere opdragelse.

Man skal ikke være specielt uddannet til at være forældre. Dette kan rent faktisk ikke lade sig gøre. Enten er man voksen inden man er 20 år, eller også bliver man det aldrig. Man kan i hvert tilfælde sige, at et forældrepar der lytter til andre vedr. deres børn, ikke er voksen.

Børn og rusmidler
Med hensyn til børns / unges indtagelse af rusmidler, så tror jeg slet ikke det har noget at gøre med opdragelse fra forældrenes side. Det er jo utrolig lidt tid forældre er sammen med deres børn. Nej her skal vi snare se på skolesystemet og dets tilhørende ræs. Tænkt på, hvilket pres de unge bliver udsat for i skolen. I første omgang rent fagligt fra lærernes side. Hvis du ikke…., så bliver du ikke til noget. Og kammeraterne er mere end villige nok til at tage konkurrencen op. Dernæst er der et gevaldigt pres fra kammeraterne, med hensyn til at være in, at være rigtig, at have de rigtige meninger, og sige de rigtige ord på de rigtige tidspunkter, at være smart o.s.v.

Jo, jeg forstår godt, at så mange unge vælger at gå på stoffer eller andre rusmidler, for overhovedet at holde deres liv ud. De har jo heller ikke nogen forældre der forstår dem. Deres forældre er for det meste ret gamle inden de har fået børn. Det er mere underligt, at tænke på hvor mange der ikke indtager rusmidler. Jeg fatter ikke, at de kan holde det ud. Men for de sidstnævntes vedkommende, altså dem der vælger at følge ræset, ser man også masser af følgesygdomme senere i livet, på grund af ræset.

Det nytter ikke noget, at forældre revser eller togter deres børn for noget, som hverken børn eller forældre har nogen indflydelse på

En typisk pædagogisk påstand
"Børneopdragelse er simpelt, begynd med kærlighed og respekt, opstil krav, grænser og konsekvenser og gennemfør så den linie du har fastlagt og lad afvigelsen være undtagelsen. Vær i øvrigt tilstede, også når du er fraværende, lyt og føl så kommer du langt. Skulle der falde en øretæve af i svinget og gør den mere ondt på dig end på ungen så har i al fald en af jer lært noget."

Det er meget godt alt sammen. Men virkelighedens verden er altså noget helt andet. Hvordan skal de mennesker elske deres børn, som aldrig selv har kendt til kærlighed. Men omvendt: Dem der i forvejen er fyldt med kærlighed, de kan jo slet ikke lade være med at elske deres børn. Altså er det med kærlighed slet ikke noget man kan opfordre nogen til.

Hvor kan man plukke roser, hvor roserne ej gror,

Hvor kan man finde kærlighed, hvor kærlighed ej bor.

Hvis man er en lytter, så lytter man. Er man det ikke, så skal man lade være med at spille skuespil.

Det med at lære noget af at give øretæver: Det eneste man får ud af det, er hver gang en lille smule dårlig samvittighed oven på den man har i forvejen. Altså giver man barnet endnu en selvbekræftelse i, at det er et slet menneske (mindreværd). Vold avler kun vold.

Endnu et dårligt eksempel, fra den "berygtede" skipper på Fulton. "Når målet var fuldt svingede han skinkerne så det sang, og var elsket af de unge for hans nærvær og konsekvens.

Fultonskipperen var bestemt ikke noget godt eksempel, Ja, det påstås, at han var elsket af de unge trods en ørefigen, så det sang. Men der er en klokke der ringer et sted. Det der skete med de unge på Fulton var, at det eneste sprog de forstod, det var tæsk. Og det følte de sig trykke ved, for det var det eneste de havde lært hjemmefra. Havde det været en klog skipper, så havde han lært dem, at samarbejde og samvær med andre mennesker godt kan lade sig gøre uden vold. Men det gjorde han ikke. Han var ganske rigtigt kendt og afholdt af det meste af Danmark. Men hvorfor: Jo han appellerede og pirrede til den vold og de aggressioner der ligger i næsten hvert menneske. Og det bliver man nemlig afholdt af.

Det kan godt være, at der er nogen der hævder, at de har haft resultater med arbejde med unge adfærdsvanskelige. Men jeg vil hævde det modsatte. De få unge mennesker som nogen påstår at have rettet op, har nemlig aldrig været rigtige adfærdsvanskelige. Men de såkaldte behandlere vil så gerne fremstå, som om de har opnået resultater. I alle de forsøg på resocialisering jeg har hørt om, har der i øvrigt kun været 1 ud af 10 der er kommet igennem nåleøjet. Og her var den ene ud af de ti sikker kommet igennem alligevel uden de såkaldte pædagoger. Men som også en mand sagde engang: Hvordan skal man kunne "resocialisere" et menneske der ikke tidligere har været "social".

Børn og "pli"
Jeg hører meget tit nogen sige, at "da vi var børn var det noget andet". Og " vi kunne ikke det eller det". Men med hensyn til ordet "pli" (et skrækkeligt ord), så kan jeg ikke lade være med at sige: Hvem har bestemt, at børnene skal have pli.

En af de største problemer i vores århundrede har været, at få denne pli afskaffet, og dermed gøre vores børn til selvstændige væsener, der ikke bare bukker og skraber for de voksne. Det har vi så fået, ja, -sådan i det store hele, selv om der er lang vej endnu. Det har bare en hale i den anden ende. Nemlig, at disse selvstændige individer, vokser op sammen med den lidt ældre generation, som slet ikke er indstillet på, at de unge har deres egen mening, og dermed svarer igen. Det er slut med at far sidder på bordenden og siger, hvad fatter gør er altid det rigtige, samtidig med at han tyrannisere resten af familien. Det giver selvfølgelig gnidninger.

Og det er vel heller ikke så underligt, hvis det gør det. Der er sket lige så stor udvikling i familiens kultur på bare 50 år, som der tidligere er sket i måske 5000 år. Så det er vel ikke så mærkeligt, hvis der skulle være et eller andet der vil halte. Jeg mener nu heller ikke, at det står helt så galt til endda. Langt de fleste børn og unge er dog fornuftige mennesker på godt og ondt. Det er jo trods alt udskuddene vi høre mest om; den lille flok der gør sig bemærket.

Men den ungdom vi har i Danmark, er jo slet ikke anderledes end i alle andre vestlige lande, så Danmark halter bestemt ikke bagud der. Jeg vil meget nødig tilbage til en tid med velopdragne børn der bare sidder pænt ved bordet, er artige og siger pænt tak for den mad, som de har krav på at få foræret. Eller som siger; ja, ja mor og ja, ja far.

For 100 år siden, var der en meget lille del af befolkningen, der totalt styrede og kontrollerede resten af befolkningen. For dem var det vigtigt, at lære deres børn, at mase sig frem, hvis de skulle blive til noget. Men for resten af befolkningen var det endnu vigtigere, at lære sine børn, at bukke og skrabe, vær høflige og at have "pli", ellers fik de simpelt hen ikke noget arbejde som voksen, og dermed risiko for at komme på fattiggården.

Men, hvordan man får sine børn til at være en god voksen, er faktisk ikke så let en opgave i dag. For 100 år siden, da kendte vi sådan nogen lunde vores børns fremtid, og kunne sige: Sådan gjorde mine forældre, så det gør jeg også. Men i dag kender vi ikke fremtiden på samme måde, jo måske eet år ad gangen, men vi ved ikke hvad der sker om 20 år. Og dette kan i sig selv være ret så frustrerende både for forældre og børn. Og jeg er da helt overbevist om, at netop dette fænomen også er med til at skabe forvirring hos nogle unge mennesker, samtidig med, at presset på såvel børn som voksne er urimelig hårdt.

Børn og tvangsfjernelse
De fleste anbragte børn og unge har været udsat for omsorgssvigt af den ene eller den anden art fra de biologiske forældres side. Reaktionerne på omsorgssvigt er en grundlæggende mistillid til omgivelserne. Denne mistillid giver sig udslag i angst for at knytte sig til andre mennesker og troen på, at disse (socialarbejdere, plejefamilier mv.) vil dem noget godt. Mistilliden medfører ensomheds- og tomhedsfølelser.

Bliver disse følelser ikke imødekommet på rette vis og med den rette forståelse, er der stor sandsynlighed for, at barnet eller den unge udvikler en destruktiv adfærd. Indadrettet eller udadrettet.

Dette er i virkeligheden et råb om hjælp, men bliver alt for ofte overset eller misforstået af omgivelserne. Og så er ringen sluttet. Den enkelte oplever endnu et omsorgssvigt!

Hvorfor fokuseres der så lidt på anbragte børn og unge i Danmark? Er det fordi det i virkeligheden er samfundets dårlige samvittighed og dermed vores alle sammens dårlige samvittighed?

I et samfund uden retning og mål, er det altid børnene der offeret på det store alter der hedder økonomisk vækst. Det kan godt være at der ikke bliver fjernet så mange børn mere fra hjemmene, men det er ikke det samme som, at børnene har fået det bedre. Nej tvært imod. Principielt har jeg meget imod, at fjerne børn fra deres hjem, selv om man selvfølgelig ikke kan sige det så firkantet. Der er jo undtagelser. At fjerne børn fra hjemmet, er desværre kun endnu en byrde på børnene angående skyldfølelse. For ikke at tale om forældrenes skyldfølelse, der ofte i forvejen er godt belastet.

Det er helt i orden, at man holder øje med, om børn lider af omsorgssvigt. Man skal bare passe på, ikke at fordybe sig så meget i symptomet, at man glemmer årsagen. Vores samfund har udviklet sig til, at mennesker er mere optaget af det ydre end det indre. Samfundets sjæl er langt væk. Vi koncentrerer os mere om rammerne end indholdet. Alting skal være så fint og perfekt udadtil, så ingen er i stand til at angribe os. Og det bruger vi faktisk det meste af vores vågne liv til.

Vi kan hurtigt få øje på de tilfælde hvor det drejer sig om fysisk omsorgssvigt. Det er stort set de tilfælde som der altid er nogen der kender til. De er som regel synlige. Men masser af børn og unge er utrolig ensomme og ulykkelige. Dem jeg tænker på her, er dem man sjælden eller aldrig møder. De kan være meget aktive i dagligdagen, tilsyneladende glade, med pænt og dyrt tøj o.s.v. Men vi ser dem ikke, når de ligger alene på deres værelse i dyb gråd og fortvivlelse i deres ensomhed og angst. De har som regel masser af kammerater, men de har ikke én ven, som de kan snakke fortroligt med.

Grunden til at jeg nævner disse ulykkelige børn og unge, er at jeg ser en tråd i, at de har spejlet sig i deres forældres og samfundets glansbilledverden, hvor det hele drejer sig om, at være pæn og perfekt på overfladen. De voksne græder også, men det er på en anden måde. De tager en flaske Whisky, holder en fest, eller melder sig ind i en masse klubber og aktiviteter, for at fortrænge deres ensomhed, angst og skyldfølelse.

Følgerne af omsorgssvigt
Man gjorde ikke bare et barn fortræd, men også hendes fremtidige børn.

Nu er det jo bare sådan, at kærlighed ikke nødvendigvis har noget med tilknytning at gøre. Man kan udmærket godt elske et andet menneske uden tilknytning. Og dette er nemlig den anden humle i dette tveæggede sværd.

Når den omtalte lille pige bliver voksen, får hun sikkert et barn der kommer i pleje eller på institution. Og de mennesker der til den tid skal tage sig af dette lille barn, vil sikkert også sige, at dette barns mor har de kun foragt over for. Og sådan kører denne foragt videre og videre.

Jeg tror ikke på, at verden bliver bedre af, at der findes så mange mennesker der foragter hinanden.

Hvis et menneske siger, at det elsker et andet menneske, og det samtidig siger, at det foragter et tredje mennesker, så er det i virkeligheden slet ikke i stand til at elske noget som helst.

Kærlighed har noget med kendskab og frihed at gøre. Jo mere kendskab og jo større frihed jo mere kærlighed. Og man kan slet ikke elske noget man ikke kender. Derimod kan man sige, at hvis man har "kendskab til eet menneske", så har man kendskab til alle. Og her taler jeg ikke om overfladisk kendskab, men den helt dybere forståelse.

Eksempel. Den lille pige som omtalt, mener vi at kende. Men hvordan kan det så være, at vi ikke kender hendes forældre, som vi kun har foragt overfor. Den lille pige der er omtalt, vil vi jo ikke få foragt overfor, når hun engang bliver forældre og behandler hendes børn på samme måde. Fordi vi jo kender hende. Her ser vi, at kendskab er lig med kærlighed.

Paradoksalt nok, uanset hvor stort et omsorgssvigt et barn har været udsat for, så er det stadig i besiddelse af alle deres følelser og behov for ømhed og omsorg, som alle os andre. Det tragiske er bare, at de ikke er i stand til at udtrykke deres behov på samme måde som os, endsige selv være i stand til at give fra sig. Men det ligger derinde alt sammen, bare meget langt gemt væk. Men det er der, et sted langt der inde.

Jeg husker for nogle år siden, hvor man i fjernsynet viste optagelser fra nogle rumænske børn, fra et børnehjem, hvor de havde været isoleret fra fødslen af. Disse børn var så bange for at modtage ømhed og nærhed, fordi rædslen for at blive svigtet, fuldstændig overskyggede deres helt primære behov. Jeg tror, at den omtalte lille pige, har den samme rædsel for at knytte nærhed og venskaber. Og jeg tror egentlig også, at mekanismen er den samme. Vi behøver jo ikke at gå længere end til en forelskelse, eller ophævelse af en forelskelse, hvor den ene part, kan føle sig så meget svigtet, og opleve det så intenst, at det aldrig nogen sinde tør, gå ind i nært forhold igen.

Her er et digt, som jeg engang skrev i relation til evnesvage og autistiske børn. Men det gælder i høj grad også for mennesker der bliver opflasket til at være psykopater eller følelseskolde.

Alene

Jeg er født som alle andre,
kan føle, tænke, mærke og forstå.
Jeg kan smile, jeg kan grine, føle glæde i det små.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.

Jeg er født som alle andre,
med ønsker, længsel, fortvivlelse og håb.
Jeg kan græde, jeg kan hade, når min verden går i stå.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.

Jeg er født som alle andre,
Vil elskes, savnes, ønskes at nå.
med behov for, nærhed, din kærlighed at få.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.

Jeg er født som alle andre,
men mangler, udtryk, i dit sprog,
og derfor ene, ved din side, må jeg vandre.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.

Omsorgssvigt og holdninger
Omsorgssvigt må aldrig blive til et holdningsspørgsmål, f.eks. hvad mener flertallet.

Jeg mener til gengæld heller ikke, at man bare kan overlade det til fagfolkene eller politikerne. Det har vi set nok af skræmmende eksempler på. Jeg tænker her på tidligere eksempler vedr. tvangssterilisation af afvigere og mindrebegavede, hvor disse personer senere har fået oprejsning (justitsmord).

Om et barn lider af omsorgssvigt, afhænger i lige så høj grad af, hvem der vurderer omsorgssvigtet, og hvilken standard disse vurderingsmænd / kvinder har for hvad der er om omsorgssvigt. Man har hørt eksempler på børn der er tvangsfjernet fordi en tilsynsførende mente, at barnet fik forkert pålæg på sin skolemad. Altså standarden er forskellig for hvad der er omsorgssvigt.

Da min ekskone og jeg fik vores første barn, (vi var unge ugifte 20 og 22 år), var det tvunget for ugifte at modtage besøg af sundhedsplejerske. Denne kom og kritiserede, at der ikke fandtes "Natusan" i huset. Vi brugte "pudder". Jeg skal for en ordens skyld sige, at det ikke var tale om "rød numse". Vi fik ordre på, at der næste gang hun kom på besøg, skulle forefindes "Natusan", og gjorde os opmærksom på, at ellers havde hun myndighed til at fjerne barnet. Nej lad os ikke komme tilbage dertil.

Jeg mener i det hele taget man skal gå meget langt, inden der foretages tvangsindgreb. Barnet er jo en del af forældrene, lige som forældrenes "hænder" er en del af dem. Menneskers lod er, at blive født og præget af de forældre man er undfanget af. De fleste børn indordner sig, andre bukker under, og igen andre børn vælger at dø. Sådan er naturen indrettet. Sådan er det også i dyreverdenen. Og vi skal ikke til enhver tid gå og være formynder for hinanden.

Selvfølgelig er der tilfælde af grov omsorgssvigt, måske mange. Men dem mener jeg er så gennemskuelige, at der langt fra kan være tvivl fra nogens side. Og langt de fleste af disse forældre, tror jeg ville være meget nemmere med lidt snedighed, at få overtalt til at aflevere deres barn / børn. De er jo som regel kun "i vejen" for disse forældre. Mange problemer med tvangsfjernelse tror jeg kommer af, at disse mennesker har det så dårligt socialt, at de ikke kan klare det nederlag, at de ikke en gang er i stand til at være mor og far. Og så bliver det ofte stædighed og stolthed, der bliver problemet, mere end den egentlige tvangsfjernelse. For nogen, er det at få et barn, den eneste bekræftelse på at de er "(voksne)". Altså et spørgsmål om dygtighed fra forsorgens side. Men naturligvis kan man ikke tale fornuft til to mennesker, hvor den ene, faderen, er psykopat og stofmisbruger, og den anden, moderen, måske er mindrebegavet.

Desværre ser vi flere og flere tilfælde med forældre der er psykopatiske eller er narkomaner. Og hvor man griber ind, ved at fjerne deres børn, som lapperier på grundlæggende samfundsproblemer, der burde ses på. Ikke i stedet for, men også. Der er noget galt med den retning vores samfund bevæger sig ud i. Man bruger oceaner af ressourcer på at lappe de sår, der konstant opstår, samt at straffe sig igennem problemerne.

Som jeg skrev tidligere, så er de tilfælde af grov vanrøgt, så synlige, at ingen er i tvivl om, når det er omsorgssvigt. Men når man taler om fjernelse af børn, har man jo stadig ingen garanti for, hvad der sker med det barn. Tror man virkelig på, at plejeforældre eller et adaptivforældrepar altid er bedre end et narkomanpar. Hvad med de adaptivforældre / plejeforældre, der misbruger børnene seksuelt, hvad der er større sandsynlighed for, når det drejer sig om fremmede børn, end når der er tale om eget kød og blod.

Hvordan måler man, om et adaptivspar er de rigtige? Fordi de ikke har været straffet, kan jo sagtens bare være et udtryk for deres snedighed og smarthed, så de ikke er blevet opdaget. Hvad er pæne mennesker? For nogle år siden hørte man om et lægepar, hvor konen igennem flere år havde mishandlet deres adoptivsøn, ved at tvinge kogende havregrød i halsen på drengen, så han var fyldt med brandsår, samt flere andre opfindsomme afstraffelser. Dette havde stået på i flere år, inden der blev grebet ind. Det var jo en pæn familie. Eller: Tror man måske ikke, at adaptivforældre slås og skændes eller drikker eller er "legale" narkomaner.

Fascismens ansigt
Det er lidt synd, at vores forsorgs, behandler, kontrol og umyndiggørelsesmentalitet er blevet så dominerende. Jeg tror ikke der er ret mange mennesker, som bryder sig om ordet fascisme, men de samme mennesker tænker nok aldrig rigtig over, at netop deres holdninger er fascistiske. Det er nok fordi de aldrig har fået af vide, hvad fascisme er, men bare har hørt, at det var noget med anden verdenskrig. Men det var ikke bare anden verdenskrig. fascisme lever i bedste velgående, lige her og nu.

Medierne er meget villige til at vise dokumentarfilm / rapporttager, hvor de gør os opmærksom på, at der findes en facitliste for, hvordan en rigtig mor og far skal være. Det kan man selvfølgelig kalde ideologi. Men jeg vil kalde det noget helt andet. For når man har vedtaget hvad der er rigtigt, så har man nemlig også vedtaget hvad der er forkert. Og dermed har man noget at slå hinanden i hovedet med, nemlig facitlisten. Og så har men altid folk der, hvor man vil have dem: På samvittighedens, skammens og skyldfølelsens plads. Dette er nemlig fascismes bedste værktøj.

Jeg tror selvfølgelig ikke på, at vi alle sammen er fascister, slet ikke. Men jeg tror vi alle sammen kører med på en vogn, der skal et sted hen, hvor vi ikke bryder os om, og hvor vi ikke kan finde tilbage, altså bliver forført.

Vi er det man kalder ufuldkomne mennesker. Nogen er mere vidende eller modne end andre. Men ens er vi i hvert tilfælde ikke. Og derfor kan man heller ikke forvente, at vi skulle kunne give vores børn en ens opvækst, endsige omsorg og tryghed. Det er nu én gang livets vilkår. Fordi vi i dag har lært en masse psykologi og ved en del om følgerne af børns påvirkninger, så skal vi passe på ikke at bilde os ind, at der kun findes én rigtig måde at have børn på. Man må heller ikke glemme, at netop børns modgang og den forskellige måde de får deres opvækst på, netop er årsagen til, at vi som mennesker er forskellige. Men det er måske netop ensretningen, man er så interesseret i.

Sociale og økonomiske aspekter
Der er nogle mennesker der mener, at man ved at støtte børnefamilierne både med uddannelse og en bedre økonomi kunne forebygge en del omsorgssvigt og dermed skader på børnene.

Nej, man kan ikke betale sig ud af dette problem. Dårlige sociale miljøer, har ikke noget med økonomi eller uddannelse at gøre. Dette er ikke særlig populært at skrive, men det er sandt. Jeg kender mange mennesker uden uddannelse og med kun een pension eller bistandsbeløb, der alligevel fungerer godt socialt. Omvendt kender jeg også til mange, som det offentlige og andre prøver at hjælpe på alle mulige måder med uddannelse og penge, men som alligevel har det ad helvedet til socialt. Og endvidere findes der adskillige mennesker fra det såkaldte højere økonomiske og sociale samfundslag, som også leverer børn med omsorgssvigt.

Hvem ejer børnene og befolkningerne
Hvor synd er det egentlig for børnene. Børnene vælger selv deres forældre. Ja jeg skrev rigtigt.

Så længe en sædcelle eller ægcelle ikke er udløst, så er den en del af det individ, tankegang og sociale miljø som den er inden i. Og her har man vel ikke tænkt sig at tvangsfjerne disse celler, med begrundelsen af, at det er synd for denne celle. Eller er det måske også synd for hånden, at hovedet er en idiot, og derfor skal hånden fjernes fra hovedet. De samme æg og sædceller, står konstant i kø, for enten at blive befrugtet eller vil befrugte. Sædcellerne kæmper endda for at komme først til ægget.

Jeg mener bestemt ikke vi skal sætte os til doms over, hvem der har ret til at leve eller hvem der skal sorteres fra. Alt liv her i verden kæmper for at overleve, hver art og form på sin måde. Men vi vil alle overleve, og det gør vi kun igennem forplantning. Medmindre man tror på Helligånden.

Jeg tvivler bestemt ikke på den sociale arv. Det er netop derfor jeg bliver så vred på de holdninger der engang imellem dukker op. Ikke på de mennesker der udtaler sig, men på den sociale holdning eller arv, der i dag er så udbredt, at man tror man kan lappe på disse forfærdelige følger, som vores samfund er ført ud i. At lappe på disse elendigheder, er at lukke øjnene for kendsgerningerne. Vi ønsker ikke, at se virkeligheden af det samfund vi alle har skabt og tilbeder, og som er den rene elendighed, når vi skraber glasuren af.

Når narkomanerne bliver for mange på Vesterbro, så flytter man dem til Nørrebro
Når alkoholikerne bliver for synlige og for mange på torvet, så flytter man dem til udkanten af byen.
Når der er for mange arbejdsløse der går rundt i gaderne, så sender man dem i jobtilbud.
Når der er for mange gamle vi ikke bryder os om, så sender man dem på plejehjem.
Når der sker for meget kriminalitet, så sætter man bare straffen op.
Når vi byder vores dyr så meget elendighed, at de bliver syge, så får de bare antibiotika.
Når vi mennesker ikke rigtig mere trives i hverdagen, så far vi bare lykkepiller.
Når nogen ikke mere kan følge med i den tekniske udvikling, så må de bare uddannes mere.
Når nogen mennesker bare har valgt, at stå af "ræset", så fjerner man bare deres børn.
Når flere og flere er på kant med loven, så sætter vi bare mere politi ind.

Hvornår har man tænkt sig at se på årsagen til alle disse elendigheder. Jo siger man, de skal bare have mere uddannelse. Man glemmer bare, at jo mere kompliceret et samfund bliver, jo flere mennesker vil aldrig blive i stand til at fungerer i det. Vi er ikke alle født og skabt som teknokrater, Pc-folk eller til en højere uddannelse. Selv rengøringsassistenter. skal på kurser i dag. Jeg forstår godt, at der er så mange der tvinges til at stå af.

Når børn stritter imod
Der er ikke noget forkert i at børn reagere uhensigtsmæssigt i skolen. Jeg vil sige det på denne måde, at det er de børn der reagere uhensigtsmæssigt, der er de mest sunde børn: Det er sunde børn der reagerer på et sygt samfund. Det er børn der ikke vil finde sig i at blive sat i bås, eller bur.

Der kan efter min mening ikke være andre end forældrene (samfundet), der kan være årsagen til at de overlader deres børn til dårlige institutioner. Oven i købet til institutioner, der i rigtig mange tilfælde, aldrig burde have haft lov til at have noget med børn at gøre, da de hverken har faciliteter, kvalifikationer eller plads til den mængde børn som de sluser ind. Jeg er klar over, at forældre (samfundet) i mange tilfælde er hårdt trængt op. men stadigvæk, er der kun forældrene (samfundet) til at slå bremserne i. Det er helt udelukket, at såvel skole, børneinstitutioner eller myndighederne gør noget. Det har de i sidste mange år bevist. De kæfter op, men der sker ingen handling eller resultater, tvært imod, tilstandene bliver kun dårligere.

Det seneste er alvorlige høreskader, som selvfølgelig opstår, når børn for at blive hørt i denne mængde, selvfølgelig må råbe højere og højere. Resultatet kan vi se overalt hvor unge mødes: Det være sig på diskoteker, Burgerbarer eller alm. ungdomsfester. Der skal være larm, før de unge føler sig trygge: Dette er de jo opvokset med. Så snart larmen ophører, føler de unge sig usikre og forvirrede.

Jeg synes stadigvæk, at det er helt fint, at samfundet indretter institutioner til børn, hvor forældrene af en eller anden tragisk årsag ikke selv er i stand til at varetage et ansvar for sine børn. Her kan man kun sige, at hensigten helliger midlet. Men når vi taler om børn, hvor det som her handler om, at de bliver anbragt uden for hjemmet 8 timer dagligt, fordi forældrene (samfundet) prioriterer status og præstige højere end deres børn, så taler vi om omsorgssvigt fra forældrenes (samfundets) side, fordi man er vel vidende om, at ens børn lider vanrøgt.

Situationen er imidlertid håbløs, da man selvfølgelig ikke kan forvente ansvarlighed fra forældre (samfundet), der ikke prioritere sine børn højere end de gør. De har jo ikke noget at gøre det med, da de jo som bekendt bare følger "strømmen", og har rigeligt at gøre sammen med det skidt der flyder ved siden af. Med skidtet tænker jeg på den konstante dårlige samvittighed, som forældre har, ved følelsen af, altid at skulle have gjort noget andet end det de gør lige nu:

Når de er på arbejdet, er de stressede, ukoncentrerede og har dårlig samvittighed over ikke, at være nok sammen med deres børn. Når de er sammen med deres børn, er de stressede, ukoncentrerede og har dårlig samvittighed, fordi de ikke nåede det de skulle på arbejdet.

Det vil sige, at de aldrig er der hvor de skal være, nemlig i "nuet". De er altid et andet sted i tankerne, og dermed aldrig nærværende, der hvor de er. Man kan vist godt kalde dette for en håbløs situation. Dette kan ikke ændres ved et simpelt indgreb her eller der, men det er hele samfundsstrukturen der må laves om, ved hjælp af en gennemgribende reformation.

Hvad skal vi gøre
Gavner en debat, propaganda, informationer egentlig noget som helst?

Hvis en debat skal køres på baggrund af falske informationer eller propaganda, eller begge dele, som vi så ofte ser i udsendelser i Tv og andre medier, så var vi bedre stillet foruden. Problemet med den slags kampagner er, at mennesker tager stilling ud fra stemninger eller følelser alene: Og så er det vi har denne her flertals-massesuggestion, som jeg i hvert tilfælde ikke bryder mig om, når det drejer sig om sådanne vigtige beslutninger og stillingtagen vedrørende vores alles ve og vel.

Virkelighedens verden er jo langt mere kompliceret. Hvert enkelt menneske og tilfælde er fuldstændig unikt fra de andre. Og det ville være katastrofalt, hvis man f.eks. på en demokratisk baggrund skulle udskrive en blankocheck til de offentlige myndigheder. En sådan tillid må man aldrig overdrage til nogen, og slet ikke til sådanne mennesker. Fordi de er eksperter og har arbejdet med sociale sager i 50 år, er det ikke sikkert de har menneskelig forståelse eller indlevelsesevne. Dette er 2 forskellige ting. Og det ene medfører ikke automatisk det andet.

Jeg mener slet ikke, at sager som tvangsfjernelse af børn egner sig til rundkastning i befolkningen. Jeg har nok ikke meget tillid til mine medborgere. Slet ikke når det drejer sig om sådanne sager. Der ligger mange aggressioner i mennesker, som man kan se komme til udtryk i deres holdninger, om repressalier og afstraffelse af andre mennesker, men som stammer fra noget helt andet.

Ja, mange børn har det forfærdeligt. Men det er nu engang livets vilkår. Der er også mange dyr der har det forfærdeligt. Men man skal ikke altid tro, at det er barnets ærinde man går, når man fjerner børn, uanset hvor slemt det har det. Børn er jo som sagt utrolig loyale over for deres forældre, uanset hvor illoyale forældrene er over for dem.

Mange børn ville have det langt bedre, hvis der ikke var så mange der blandede sig. Det der sker, er nemlig, at dem der blander sig, går direkte ind og tager ansvaret fra disse forældre, og det bliver de bestemt ikke mere ansvarlige af. Der er noget der hedder: Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Så længe der hele tiden er nogen til at overtage ansvaret, så vil der altid være nogen der siger, jamen, det er jo ikke mit problem. Men jeg er helt enig i, at der findes nogle mennesker, der aldrig kommer ud over 2 års alderen i deres modenhed til at få børn. Dem hjælper man bedst ved at fratage dem deres ansvar og forpligtigelser. Der hvor der skal gribes ind, kan det ikke ske for hurtigt. Og da man udmærket godt er klar over hvilke familier det drejer sig om, så mener jeg faktisk, at disse tvangsfjernelser skal foregå på fødegangen.

Ekspertise til børn
Jeg ved, at der er rigtig mange mødre, der hver eneste dag går og siger til sig selv:

Jeg er en rigtig dårlig mor. Og det siger de selvfølgelig ikke uden grund.
Tager jeg mig nok af mine børn?
Får de hvad de skal have?
Gør jeg nu også det rigtige, (iflg. Eksperterne)?
Jeg har aldrig tid nok til mine børn.

Dette er sikkert helt relevante spørgsmål, som mange stiller sig selv hver dag. Og jeg tror desværre, at også disse her linier er med til, at sparke eller slå til nogen der i forvejen ligger ned, eller måske bare ikke har det så godt med sig selv.

De informationer og retningslinier vi får fra "eksperterne", er dødsens farlige. Hvis man sluger den slags råt, og ikke er i stand til at sortere og analysere deres budskaber, så er man ringere stillet end et umælende dyr. Eller med andre ord, så er man ligestillet med en robot, eller en papegøje, der kun er i stand til at genfortælle det man har hørt. Det er ikke nogen sandhed, fordi en forsker eller psykolog har bevist dit eller dat. Hvis man tror det, så har man rigtig meget at lære endnu.

I gamle dage havde man et begreb der hed åndssvag. Dette begreb er faktisk blevet mere aktuelt end nogen sinde, fordi mennesker i dag, generelt har en fantastisk viden om stort set alting. Men deres åndelighed, sjælelighed eller væren om man vil, er så godt som uddød. Det vil sige, at mennesker rent faktisk er ved at uddø rent åndeligt. Eller er åndssvage. Og dette fænomen skyldes udelukkende omsorgssvigt.

Men omsorgssvigt foregår sandelig også på institutionerne, men her er det bare i større mål. Det er ikke mindst vigtigt, at se på hvem det er der bliver ansat på institutionerne. Kan det f.eks. være rimeligt, at en mor eller far der selv har fået fjernet et barn, uden videre kan blive ansat på en institution til at passe andres børn. Det er heller ikke ualmindeligt, at mennesker med en stærk nedsat social baggrund og som slet ikke er i stand til at få deres egen familie til at fungere; at netop disse mennesker er i stærkt overtal i børnehaver og vuggestuer.

Men ikke desto mindre, er det disse mennesker, som de små poder skal påvirkes af i deres første og vigtigste år i deres liv. Hvis man ser på listerne over dem der bliver optaget som elever på pædagogseminarierne, så vil man se en stribe af mennesker, der i studietiden ernærer sig af paragraf 43, det vil sige enten er psykisk, fysisk eller social valideret. Det er disse mennesker der 3 til 4 år efter udgiver sig som værende eksperter i børn og unge.

Jeg har selv på en institution overværet, hvordan en pædagog, ikke var i stand til at styre sin hidsighed, og hvor hun hæmningsløs gik til angreb på et autistisk barn, ved først at slå det, for derefter at kaste barnet hen ad gangen.

Derfor: Mennesker der som børn selv har været udsat for vold, burde aldrig ansættes på en børneinstitution.

Når man er 50 år, siger man: Hvis jeg først havde fået mine børn nu, så ville jeg nok have behandlet dem anderledes. Man får jo hele tiden nye erfaringer.

Perfektionisme er nok den dårligste ingrediens til et barns opvækst. Der er jo mange 15 – 16 års forældre, hvor det går ganske udmærket. Man kan sige, at det jo ikke er så længe siden de selv var barn, så på den måde vil disse unge forældre jo have bedre mulighed for at forstå og indføle sig i deres børns følelsesliv og behov. Dette er trods alt en stor fordel.

Men jeg tror, man skal være meget forsigtig med at tage ved lære, når det gælder om, at være forældre. Det vigtigste er, at være sig selv, uanset hvordan man er. Vi skal jo ikke alle sammen være ens. Man kan ikke lære omsorg. Enten er den der eller også er den der ikke. Hvis vi prøver at foregive eller spille en rolle der ikke er os selv, så er et lille barn så fintfølende, at det straks vil gennemskue det. Og så er det sidste være end det første.

Et menneske der er blevet groft svigtet, vil alligevel aldrig kunne lære at give omsorg. Men dem der har fået omsorg, vil alligevel altid give den videre, også selv om de aldrig har hørt nogen tale om det.

Normalitet og tvangsanbringelse
Vi skal ikke opdrage vores børn til at være "normale", det er dog heller ikke det der er problemet, når vi taler om tvangsanbringelse. Men derimod vanrøgt og omsorgssvigt fra dårlige hjem. Der vil altid i et samfund være sådanne anbringelser, som et samfund selvfølgelig skal sørge for bliver så lille et tal som muligt.

Her skal man vel lige definere, hvad et dårligt hjem er for en størrelse. Jeg ved udmærket godt, at den største påvirkning af børnene foregår på de forskellige daginstitutioner. – Men. Uanset hvad nogen kalder et hjem, godt eller dårligt, så vil jeg stadig kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade. Forældre der blindt overlader deres børn i 6 - 8 timer dagligt til fremmede menneskers påvirkning, det må siges, at være "dårlige" forældre, og dermed "dårlige" hjem.

Man siger umiddelbart, at børn skal behandles som voksne. Men det bør selvfølgelig snarere siges, at de bør behandles med samme respekt.

Men hvordan behandler man egentlig voksne. Jeg mener, at langt de fleste voksne i dag er underlagt et barnligt plan: I ægteskabet, er manden tit konens barn og omvendt er konen mandens lille pige. Altså kan det være svært at definere ordene rigtigt. Men stadig vil jeg sige, hvordan skal forældre der selv udviklingsmæssigt ikke er andet end børn, kunne lære deres børn at blive voksne.

Jeg ser f. eks mange børn og unge, der i dag vælger at gå deres egne veje. Og mange gange må jeg sige gud ske lov for det, når jeg ser hvilket type liv deres forældre fører. Tænk engang, hvis disse børn bare skulle underkaste sig disse forældres tyranni, æde / drikkegilder, statussymboler, ja måske endda misbrugere eller sågar incest, o.s.v.

Det er helt i orden, så længe et barn er lille, at det har et forbillede / ideal. Men ikke ret lang tid. Det er nødt til at finde sin helt egen verden. meget tidligt, hvis ikke det skal gå tabt. Derfor kan man ikke bare sige hierarki og hakkeorden, uden først at se på hvilken type forældre vi har med at gøre. Eller hvilket samfund / kultur vi ønsker at bevare.

Forældreskolen
Jeg synes det er en udmærket ide, at lære børnene i skolen om hvad det vil sige at være forældre. Men man kan ikke lære forældre at være forældre. Man kan nemlig ikke sætte regler op for hvordan forældre skal være. Hver forældrepar har deres helt specifikke måde at være forældre på. Sådan burde det være. Jeg ved godt, at der er mange i dag der prøver at skele til, hvad der er det "rigtige", med et kæmpe skuespil og cirkus til følge. Der er en gammelt sætning der lyder, "lyt til dit hjerte". Og hvis et menneske ikke er i stand til at lytte til sit hjerte, så kan det alligevel ikke lærer at gøre det. Alt hvad man kan lære sådan et menneske, er rollespil, og det kommer der ikke noget godt ud af i det lange løb.

Hvem ejer børnene
Er det en naturlov, at børnefamilier skal have særlige privilegier? Jeg mener, tiden er moden til at overveje, om ikke forældrene selv burde tage ansvaret for deres børn. Der er faktisk flere sider af denne sag. Men det største spørgsmål er: Hvem "ejer" børnene? Eller har retten og dermed ansvaret for børnenes ve og vel.

Jeg husker meget tydeligt for ganske få år siden, at vi her i vesten, væmmedes ved Sovjetunionen og det tidligere DDR over, at i disse lande, der var det staten der ejede børnene. At disse forældre var tvunget til at overlade opdragelsen af børnene til staten i form af vuggestuer og andre børneinstitutioner, således, at staten kunne kontrollere børnenes opdragelse og udvikling, altså "ensretning", i statens interesse.

Men er det ikke det samme der sker her i Danmark, lige nu, bare med den undtagelse, at man kalder det frivilligt; hvor frivilligt det nu er. Jeg vil hellere kalde det en folkelig opdragelse til en passivt laden stå til. Dette kaldes også fascisme. Demokrati findes nemlig ikke i Danmark.

Men hvem har så interessen i dette uføre? Industrien har stor interesse i hvilket adfærd og udvikling et barn gennemgår. Børn er jo for dem at betragte som en råvare, der ligger til modning for senere brug. Derfor er det yderst vigtigt for denne industri, at disse børn bliver til de robotter, som de så hårdt har brug for.

En anden ting er: Hvorfor bliver forældre favoriseret? Vi ved jo udmærket godt, at erhvervslivet mest er interesseret i arbejdskraft på en alder af 25 til 40 år. Den væsentligste årsag til dette er, at det er i den alder, at folk har børn og er i fuld gang med at forsørge en familie. Har en helvedes stor gæld og har hus og bil m.m.. Kort sagt, en arbejdskraft de ved hvor de har. Man kan vist roligt sige, at de er stavnsbundet på hænder og fødder; altså de løber ingen steder. En sådan type arbejdskraft kan man byde hvilken som helst forhold. De skal nok holde makke ret.

Derfor sørger man omhyggeligt for, at kæle for disse forældre, så deres børn ikke skal blive en hindring for dem. Man skulle jo mangle robotter til næste generation.

Man skal endelig ikke tage fejl af, som man tit siger, jamen pædagoger er jo venstreorienterede. Men dette er i virkeligheden kun en fordel for erhvervslivet. For det det handler om er, at få børnene ensrettet og til at være robotter. Men netop dette er pædagoger eksperter i.

I sig selv er det da guddommeligt og ædelt at få børn. Altså hvis det er det man vil. Men hvis man bare får børn, for at overlade dem til magthaverne, og dermed lægge ansvaret fra sig, så er det vist så som så med det ædle og guddommelige.

Der er kvinder der kæmper i op til 10 år for at få foretaget et kunstigt indgreb, fordi de ikke er i stand til på naturlig måde, at få et barn. Når de så endelig har fået dette barn, så råber de straks efter en vuggestue, for at slippe af med det. Disse eksempler kan godt få mit blod i kog. De andre familier med almindelige fødsler, gør i øvrigt det samme.

Børnefamilier skal ikke have penge for at passe deres egne børn. Heller ikke nogen form for tilskud til pasning på børneinstitutioner, Bestemt ikke. Hvis man stoppede alle disse tilskudsordninger, kunne det være, at der var nogen der for første gang i deres liv kom til at opleve hvad det ville sige, at have børn, og så få et menneskelignende forhold til dem.

Naturligvis har vi noget der hedder børnecheck. Den mener jeg til gengæld er fuld berettiget. Den er jo når alt kommer til alt kun en kompensation for moms og anden afgift på ekstra forbrug til børn. Derfor må det da være rimeligt, at disse familier får kompensation, da man ellers kan sige: Hvorfor skal en familie, fordi de har børn, betale mere end andre mennesker. Da vi nu engang har det komplicerede samfund, som vi har, og som jeg ikke bryder mig om, så er man nødt til at kompensere lidt her og der.

Magt afmagt og autoritet
Hvis man ikke sørgede for pasningsmuligheder, så var der ingen børnefamilier der kunne gå på arbejde. Hvis man vil have børnefamilier ud på arbejdsmarkedet, så må man sandelig også tage dem, som værende børnefamilier, med alt hvad dette medfører. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Det er virkeligt for billigt, at sige, i har selv valgt, at få børn, så må i klare jer selv.

Jeg så gerne, at mødre gik hjemme og passede deres små poder, men sådan er verden ikke skruet sammen, fordi du og jeg har valgt noget andet. Tidernes skiften har enten tvunget eller lokket kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Men hvem er det der får den mindste løn, det gør dem der er kvinde og mor, fordi de har ekstra mange sygedage, siger man. Det er også dem der, hu hej fra arbejdet må hente børnene i institutionen, og på indkøb og hjem og lave mad bagefter.

Det er til dels rigtigt, at vi selv skaber vores samfund, i hvert tilfælde på et eller andet niveau. Men når det er sagt, så er vi som borgere i vores samfund også ofre, (af det system vi selv har været med til skabe). Når jeg sætter denne sætning i parentes, er det fordi, jeg ikke er så sikker på, at vi selv har skabt vores system, og faktisk er mere til den holdning, at vi i bund og grund er ofre af systemet.

Den kloge har altid narret den mindre kloge. Og den kloge i dette tilfælde må siges, at være industrien, eller erhvervslivet, som er samfundets storebror. Og er dermed også dem der er retningsgivende for den øvrige del af befolkningen. Sådan har det været de sidste 150 år. Og før den tid var det nogle andre herremænd.

Det er derfor, at jeg er på tæerne, når man angriber børnefamilierne. Nu kan man jo ikke skære alle over en karm, men mennesker og dermed også børnefamilier, er faktisk kun kvæg, der drives i de retninger, som kvægdriverne (herremændene) vil have dem. Deraf: De kloge narrer de mindre kloge.

Jeg synes ikke, at nogen har skyld i noget som helst. Og derfor kan man heller ikke belaste nogen for deres handlinger. Men det sidder alligevel i de fleste af os, det der med skylden. Vi gør nogle handlinger, som skaber nogle konsekvenser. Men om disse konsekvenser er gode eller dårlige, det afhænger kun og alene af øjnene der vurderer dem, eller de love eller regler der på det pågældende tidspunkt er gældende. Alle mennesker gør vel, som de nu synes er rigtigt for dem, på det pågældende tidspunkt.

Det gamle ordsprog med: "Tag først bjælken ud af dit eget øje, så er du i stand til at se splinten i din broders øje". Dette rammer fantastisk godt. Fordi; når man virkelig ransager sig selv, så ser man ikke nogen skyld, men man siger altid; det var fordi…..: Altså årsag og virkning. Når man har forstået det, at hele ens liv er fyldt med årsager og virkninger, så er man nemlig også i stand til at forstå, at sådan er de andres liv også indrettet. ---- Hvis man er i stand til at fatte det her, så vil man være i stand til at fjerne alt hvad der hedder skyld og syndsbegreb, som kirker har forført mennesker med i de sidste 2000 år. Det var i virkeligheden det Jesus fortalte mennesker, Og ikke alt dette ævl om syndsforladelse og tilgivelse. Jesus var nemlig filosof, og ikke idiot, som kirken gerne vil gøre denne person til.

Først når mennesker har fjernet disse begreber, er de virkelig frie. Og frie for mindreværdsfølelser. Men indtil da, må vi accepteret kirkens frugter, der består af grådighed, misundelse, kiv, begærlighed, og alles stræben efter at få den største bid af "kagen". I dette ligger hele hemmeligheden gemt om, hvorfor kirke og stat altid har gået hånd i hånd.: De søger begge næring i magt og grådighed, som igen er forårsaget af deres begreber om synd og skyldfølelse.

Nå men det var nok et lille sidespring, og dog, hører det jo sammen med forståelsen af, hvorfor der er så stor uenighed, om fordeling af de offentlige midler f.eks. til børnefamilier.

Man har med eksperternes hjælp manipuleret børnefamilier, ved at fortælle dem, at de sagtens kan sende deres børn i vuggestue når de er et halvt år gammel. F.eks. "kendte eksperter i USA har fundet ud af, o.s.v. Når disse ord er sagt, så har fløjten lydt, og så løber alle efter den. Hvis en anden fløjte lyder i den anden retning, så er man straks parat til også at løbe efter den, uanset lyden, bare det er en fløjte. (en autoritet).

Men hvor i himlens navn skal disse samme mennesker så på nogen som helst måde få opbygget et ordentligt forhold til deres børn, når de kun har kendt dem i et halvt år. et halvt år. For efter den tid, så er de kun sammen med dem, højst en time om dagen. De fleste børnefamilier lever resten af deres liv med en dårlig samvittighed, bevidst eller ubevidst, over at have svigtet deres børn. Er der så noget at sige til, at visse forældre på et tidspunkt, faktisk kun ønsker at slippe af med denne dårlige samvittighed. Men jeg synes bare, at det er sørgeligt, for hele menneskeheden, at det er sådan. Hvad skal vi egentlig med en oplysning, når man samtidig gør mennesker uselvstændige og robotagtige. Alt sammen for erhvervslivet skyld.

Den viden man indlærer gennem autoriteter, det være sig Tv, tidsskrifter, bøger og aviser m.m., det bliver aldrig til andet end viden. Mens det man lærer igennem livets genvordigheder, bl.a. gennem følelser, som vrede, angst, glæde, jalousi, m.m. medfører udover viden, også en væren eller visdom. Men viden uden visdom, fører ikke til meget andet end bitterhed, hvor man mere og mere oplever ens egen uselvstændighed. Vrede og bitterhed over at blive afsløret i at have svigtet sig selv. Et svigt til fordel for autoriteterne.

Naturens fornuft
Der er nogen der mener, at det ikke er en ordentlig verden at sætte børn ind i. Jeg kunne fristes til at sige, hvad ved vi om det. Naturen er bygget op i et hierarki, hvori vi mennesker måske ligger meget langt tilbage; men hvor der er en overordnet styring, der nok skal holde orden i sagerne. Det er vel ikke den nederste i hierarkiet der skal bedømme over den øverste. I naturens orden er vi mennesker ikke i stand til måle eller dømme, hvad der er godt eller skidt. Retfærdig eller uretfærdig. Menneskers fornuft har ind til dato altid taget fejl.

Hvis vi kun skulle have børn efter menneskers fornuft, så ville der ikke blive født ret mange børn. Og hvis mennesker kun skulle gifte sig efter menneskers fornuft, så var der ikke ret mange der ville indgå parforhold, da fornuften jo siger os , at langt de fleste mennesker bliver skilt igen. Og ligeledes, at forelskelsen ikke varer hele livet. Derfor er der stadig mennesker der bliver gift, og mennesker der får børn; fordi det ikke er fornuften der styrer disse forhold, i modsætning til når det handler om, at købe benzin eller løbe 60 - 70 km. om ugen.

Når mennesker har sex med hinanden, så er det heller ikke fornuften der styrer, men lysten. Vi mennesker opfatter det udelukkende som sexlyst, men der er i virkeligheden en dyb ubevidst ønske om, at føre vores liv videre. Jeg tror dette fænomen skyldes, at vi endnu ikke rigtigt har forstået sammenhængen mellem det at parre sig og så at få børn. Vi adskiller det stadig væk i vores bevidsthed. Altså et levn fra den gang mennesker endnu ikke var bevidst om sammenhængen mellem at parre sig og det at få børn. Altså Adam og Eva om igen. Hvor mange tænker egentlig på befrugtning i forbindelse med sex. Men det er jo trods alt det der foregår. Naturen higer kun efter én ting, og det er mere liv, mere liv. Og jeg tror ikke det er særlig klogt, at bekæmpe naturen. Det synes jeg vores samfund er et meget tydeligt eksempel på. Vi gør alt for at forhindre mere liv, med svangerskabsforebyggelse, aborter, AIDS-skrækkampagner o.s.v. Til gengæld gør vi alt for holde det syge og "dårlige liv" i live, som naturen prøver på at udrydde. Ja, det er den omvendte verden. Men derfor ser vi jo også, at tingene går galt "nemesis".

Befolkningstallene i verden eller Danmark er aldrig steget på grund af øgede børnefødsler. Men antallet af mennesker i Danmark er ca. fordobler siden 1920. Dette skæve forhold skyldes udelukkende eller især hospitalsvæsenet, der til stadighed er i stand til at reparere syge mennesker, der ellers ville være døde af deres sygdomme. Se bare hvad penicillinen har udrettet. Dette er en særdeles uheldig situation for hele menneskeheden. Det betyder nemlig, at der bliver flere og flere syge mennesker der rent genetisk avler syge børn. Det er bl.a. derfor, at sygehusene er overfyldte i dag. Og det bliver værre endnu.

Det ville være langt bedre, at folk fødte deres børn fra de var kønsmodne og til de ikke var i stand til det mere. Og man så lod naturen, udskille de børn der ikke var levedygtige. På den måde ville der ikke blive tilført samfundet flere mennesker; tvært imod. Men der ville blive en befolkning med en usædvanlig høj sundhed.

Hellere være et land med 100.000 sunde mennesker, end et land med 5.000.000 syge mennesker, som vi ser i dag.

Opdragelse eller påvirkning
Personlig mener jeg slet ikke man skal opdrage sine børn. Selvfølgelig, hvis man absolut med vold og magt vil have, at de skal have samme vaner, meninger og livsstil som én selv, så har men vel ret til at forsøge at tæmme dem. Netop at børnene har en forskellig karakter, det er vel det der er den egentlige kilde til "opdragelse". Det at mange vil have børnene til at være ens i henhold til det forældrene ønsker. Men så er det ikke opdragelse i barnets tarv, men for forældrenes skyld.

Børn er fra naturens side udstyret med en utrolig evne til, at efterligne sine omgivelser, selvfølgelig i henhold til deres individuelle natur. Men jo mere forældrene prøver på, at gøre vold mod barnets natur, jo mindre ønsker barnet, at ligne forældrene.

Børn er utrolig grænsesøgende. Det ligger jo i sagens natur, at de vil prøve og finde ud af, hvor meget de kan og hvor langt de kan gå. Og her må det være utrolig vigtig, at børnene selv får lov til at finde disse grænser. Det skulle jo gerne være børnenes grænser og ikke forældrenes. Jeg tror i virkeligheden, at mange forældres største problem er, at de ikke selv kender deres egne grænser, og så på den måde gør de deres barn forvirret. Et barns tryghed hviler meget på, at forældrene selv har nogle grænser, så de på den måde kan gå forud med et eksempel. Altså sæt grænser for dig selv, og lad barnet finde sine grænser. Prøv lige at se hvad Kahlil Gibran skriver i bogen "Profeten".

Citat: "Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn. Og han svarede:

Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.

Jeres kærlighed kan i give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan i give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som i ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.

I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne. I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, at hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd: Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage." Citat slut.

Jeg bryder mig ikke om begrebet opdragelse og manipulation, hvad pædagogerne jo netop står for. Når man siger, at det er forældrenes pligt, at lære børnene takt og tone, så er det jo netop et udtryk for pædagogik. Og takt og tone er for mig i den grad nederdrægtig.

Børn er, som nogle tror, ikke født uartige. Det er de voksnes moral og etik der vurderer barnet som uartig, men det siger mere om de voksne, end det siger om barnet. Det der virkelig skaber vanskelige børn, det er forvirrede forældre. Barnet har en utrolig evne til at tage i lære af de voksne, men det er jo ikke nemt for et barn, hvis dets forældre eller lærer er ambivalente, (siger et og gør noget andet). På den måde kan barnet hurtigt rende ind i en endefuld. Hvis et lille barn skiftevis møder ironi og fakta, så bliver det forvirret og utryg. Eller (i dag må jeg bide mor, men ikke i morgen).

Når jeg taler om børns grænser, så mener jeg, at hvis et barn kravler op i et træ, så skal det selv finde ud af, hvornår det er farligt. På den måde oplevet det personlige sejre og selvtillid. Det finder på den måde sin egen grænse.

Når forældre skal sætte grænse, så skal de ikke gøre det for barnet. Eksempel: Hvis et barn sparker sin mor, eller på anden måde nedværdiger hende, så er det jo netop for at afprøve hendes grænser, fordi det er usikker på hende. På den måde viser hun sit barn, at hun har en grænse, med de midler der er nødvendig. Men læg lige mærke til, at det er hendes grænse, og ikke barnets.

Mange børn der tegner på tapetet, eller ødelægger sit legetøj, bliver tit fejlfortolket som uartige, fordi forældrene ikke er i stand til at gennemskue deres børns problemer, at barnet er usikker, ensom, utryg eller angst. De kan meget tit ikke give verbalt udtryk for deres følelser, og forældrene opfanger sjældent disse signaler, som symptomer på et ulykkeligt barn. (Det får jo alle de materielle ting, som det forlanger).

Når folk først får deres børn i 25 -30 års alderen, så har de for længst glemt, hvordan det er at være barn. Det er en ulykke for børnene, fordi de bliver meget ensomme. De bliver aldrig helt rigtigt forstået. Et par på 15 -16 år, ville have meget nemmere ved at sætte sig ind i sit barns tilværelse. Det første barn et par på 30 år får, har jo ikke engang en storebror / søster, at hælde sig til. Jo jeg kan godt forstå, at børn er glade for at komme i børnehaven.

Det må være forfærdeligt for et lille barn, der er udstyret med alle livets sanser og følelser, men som mangler en person / voksen eller barn med indlevelsesevne, i barnets lyde og signaler.

Jeg er født som alle andre,
kan føle, tænke, mærke og forstå.
Jeg kan smile, jeg kan grine, føle glæde i det små.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.

Jeg er født som alle andre,
med ønsker, længsel, fortvivlelse og håb.
Jeg kan græde, jeg kan hade, når min verden går i stå.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.

Jeg er født som alle andre,
Vil elskes, savnes, ønskes at nå.
med behov for, nærhed, din kærlighed at få.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.

Jeg er født som alle andre,
men mangler, udtryk, i dit sprog,
og derfor ene, ved din side, må jeg vandre.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.

Opdragelse / tæmning
Det er bestemt ikke nemt at have børn. Især ikke hvis man forventer de skal leve op til alle de idealer, som man aldrig selv har formået at leve op til. For det er jo meget tit det, det handler om.

Et hvert dyr påvirker sine unger til at overleve, så de kan føre deres afkom videre. Dette kan være ved spark, puf eller små bid. Men det er altid i ungens interesse, eller når moderen føler at hendes grænsetærskel er overskredet, hvis ungerne bliver for vilde.

Men hvor og hvornår er det, at mennesker slår til deres børn? Her bliver det nemlig mere kompliceret. Hvor ofte ser man ikke børn, der fungere som rene udstillingsdukker for deres forældre, eller udhængsskilte. Og hvor størstedelen af opdragelsen går ud på, at være udhængsskilt.

Jeg vil sige, at der er afgjort forskel på om man tjatter til sit barn for barnets egen skyld, eller om man gør det for sin egen forfængelighed skyld, som hvad siger naboen o.s.v.

Men i det hele taget, spørgsmålet om man slår sine børn eller ej, er egentlig ikke noget man kan diskutere. Fordi dem der gør det, de vil fortsætte, og den der ikke gør det, de vil alligevel ikke gøre det. Der er jo ikke to børn eller forældre der er ens. Ej heller deres hidsighed.

Hvis et barn lever i et trygt forhold med sine forældre, og disse forældre f.eks. siger til barnet: Hold kæft unge eller jeg drejer halsen om på dig. Så vil dette barn være i stand til at forstå ironien, og ikke lægge mere i det. Men hvis et barn lever i et utrygt forhold med sine forældre, og disse forældre siger det samme: Så vil dette barn meget nemt være psykisk skadet for livstid.

Jeg er selvfølgelig meget imod, at man slår sine børn, men der er vel ikke noget at gøre ved det, så længe forældrene er eller selv har været trådt på af deres undertrykkere. Jeg kender udmærket godt til forældre, der siger: "Vi slår aldrig vores børn; det har aldrig været nødvendig". Nej, det er sikkert rigtigt: Men hvad er der sket inden ungens første leveår. Er det allerede her blevet så tæmmet, så det har opgivet kampen for sin frihed. Et tilpasset barn er og bliver den største ulykke der kan overgå et menneske.

Der er virkelig så mange aspekter i dette emne. For hvilket plan taler man om, når man nævner ordet "slå"? Er det et tjat? Eller er det bank? For nogen mennesker er et tjat det samme som bank. Og for andre er "bank" det samme som når nogen siger et tjat.

Personlig vil jeg aldrig anbefale nogen at slå deres børn. Det behøves heller ikke, men jeg ved udmærket, at den slags meget tit sker på grund af forældrenes afmægtighed over for barnet. Men det er fandeme heller ikke nemt for visse unge forældre, at have et barn, hvor al verdens øjne er rettet imod, og der fra den ene side lyder: Ta’ da og opdrag den unge. Og snart fra den side lyder det: Du er nu også for streng ved barnet. Skolen forventer også visse færdigheder af et barn, og meget snart står erhvervslivet og stiller krav om tilpasning.

Men hvor vidt det skader et barn at få klø, afhænger igen af omstændighederne. Jeg ved eksempelvis fra mine katte, da de var mindre, at hvis ikke jeg gav dem et tjat i forbindelse med et groft tonefald, når de havde lavet noget der betød, at vi ikke kunne være i stue sammen, så forstod de det. Senere kunne jeg nøjes med det grove tonefald. Og nu kan jeg bare se på dem på en bestemt måde. Ledsaget af et kort lyd. Men det jeg taler om her, det er tæmning, eller dressur.

Skal menneskebørn også tæmmes? Er det ikke på tide i vores udviklingshistorie, at vi mennesker komme ud af vores slaveri, hvor vi er underlagt normer og kulturelle regler. Eller skal vi stadig være slaver af snobberiets morallære. Dem der har mest interesse i dette, det er erhvervslivet.

Men man kan altså ikke tjene både sin personlige frihed og samtidig tjene erhvervslivet på én gang. Svarende til: Du kan ikke både tjene gud og mammon.

Vold avler kun vold. Dette er der kun alt for mange beviser på, at være sandt. Man må nemlig ikke glemme, at mange mennesker der ikke slår deres børn, de øver psykisk terror på dem i stedet for. Og denne vold er endnu mere modbydelig. Især fordi disse forældre ofte slet ikke aner, at de gør det. De gør det nemlig ubevidst, fordi de har lært, at man ikke må slå sine børn. Og forældre har det jo med at skulle være Åh så "rigtige" = forfængelighed = opdragelse = kultur = moral.

Jeg brugte min katte som eksempel, for at fortælle, at tæmning er noget man gør med dyr. Men selv om mennesket også er et dyr, så betyder det jo ikke, at vi skal tæmmes. De dyr vi har i vores varetægt, er vi død og pine nødt til at tæmme, hvis vi skal kunne omgås dem på en menneskelig måde, hvad vi måske heller ikke burde. Men det er en anden sag.

Et menneske er blot et andet dyr, men er stadig et dyr. Men man ser ikke inden for nogen som helst dyrerace, at der er nogen arter der tæmmer sin egen art. Derimod lære de deres unger, at klare sig selv hurtigst muligt. Men dette er ikke tæmning. Det er derimod at gøre ungerne uafhængig af forældrene, som er det modsatte af tæmning. Tæmning skaber nemlig afhængighed.

Dette er årsagen til, at jeg aldrig bliver træt af at advare imod dressur og tæmning af mennesker.

Så kan man måske sige, at der ikke er nogen forældre der tæmmer eller dresserer deres børn. Nej: De kalder det opdragelse. Men for mig at se, er der altså ikke den store forskel. Om ikke andet kan man måle det på afhængigheden.

Der er nogle der mener, at skoler og børnehaverne nedbryder forældrenes påvirkning af børnene. Men glem endelig ikke, at samfundets interesse for børneinstitutioner ikke er for sjov skyld. I Det tidligere DDR og Sovjetunionen, var der pligt til at aflevere børn i institutioner, med det klare formål, at de skulle blive gode kommunister eller marxister. Her i Danmark er formålet, at børnene skal ensrettes til at blive gode forbrugere, industrislaver og ikke mindst lydige borgere. Derfor ser man heller ikke mere til de store ungdomsoprør som tidligere. børn er dresserede eller tæmmede i de bure man kalder vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og skoler, (opdragelsesanstalter).

Naturligvis skal vi lære vores børn, at de lever i et samfund med lov og orden, trafikregler o.s.v.

Selvfølgelig er der spilleregler der skal holdes, og jeg skriver jo netop også, at en mor skal sætte grænser for sig selv, hvad og hvor meget hun vil tolerere, men det er hendes grænser jeg taler om, ikke barnets. Hvis forældrene er i stand til at overholde samfundets almindelige spilleregler, så vil der være god grund til at formode, at deres børn også kommer til det.

Den "frie opdragelse" i starten af halvfjerdserne, fra "laisse faire" pædagogikken, vil jeg gerne kommentere. Den har nemlig aldrig været afprøvet. Det var nogle gode ideer der opstod. Men ideer er ikke nok til at ændre et menneske eller et folk der har været under dressur igennem årtusinder. Hvordan skal man lærer sit barn om frihed, når man aldrig selv har kendt til den, da man som bekendt er født i fangenskab. Nej man bildte sig selv ind, at man gav den frie opdragelse, men det var en illusion, til ære for dem man skulle være in over for. Derfor var de til grin overfor deres egne børn. Alene de to ord "fri" og "opdragelse". Man kan da ikke blande disse ord sammen, de modsiger jo hinanden.

Nej det jeg ønsker er selvstændige holdninger, og ikke som jeg har set hele mit liv, at mennesker hele tiden har fulgt de vinde og meninger der nu engang har været til rådighed. Religion vil jeg kalde det.

Det er rigtigt, at børn ikke selv er i stand til at vælge, i hvert tilfælde ikke de valg, som man ser de er udsat for i dag. Hvor tit ser man ikke et børneværelse, som er fyldt fra gulv til loft med alverdens legesager, og hvor forældrene måler deres kærlighed til deres børn, i forhold til hvor meget og hvor dyrt legetøjet er. Ja de forventer næsten, at børnene skal stå i gæld for den dyre "kærlighed" de har kostet på ungerne. Hvor tit hører man ikke forældre sige til deres børn! "I kan ikke tillade at brokke jer, i får jo alt".

Ja, de får erstatning for kærlighed. Men det kan selvfølgelig være godt nok i mangel på bedre.

Men de små poder, vil meget hellere have en tryg tilværelse, med nogle forældre der er nærværende, og som levende er med i de smås tilværelse, og ikke bare intellektuelt er sammen med dem på et dertil planlagt tidspunkt i døgnet. Børnene kan jo gennemskue dette skuespil rent ubevidst. Og derfor forsøger de også rent ubevidst at afprøve forældrenes grænser, for desværre, at konstatere, at de ikke har nogen grænser. Selv forældrenes grænser er kunstige. Det kan godt være, at børn ikke altid er gode til at lægge ord på deres følelser. Men glem ikke, at følelserne er tilstede, de kræver deres ret, og på en eller anden måde skal de nok komme frem for dagens lys, om ikke før, så siden. Måske 25 år senere, når de selv får børn.

Jeg er sikker på, at hvis disse ovennævnte sager var i orden, så ville stort set alle andre problemer også være løst. Det ene fører jo som regel det andet med sig. Men at tale om børns opdragelse er i virkeligheden tåbeligt. Det er jo så sandt forældrene der skal opdrages til at være voksne og ansvarlige.

Det er da rigtigt, at børn skal forstå et nej. Men når dette er sagt, så kommer jeg med det samme til at tænke på devisen: "Jeg fik tæsk da jeg var barn, det tog jeg ingen skade af, så det skal mine børn også have". For mig løber det isnende koldt ned af ryggen, hver gang jeg hører denne sætning.

Endnu en devise: "Når vi var hjemme hos os selv havde børnene frie tøjler, men til gengæld skulle de opføre sig pænt, når vi var i byen. Det er en fornøjelse at have velopdragne unger med på besøg hos familie og venner".

Hvorfor skal børn være anderledes når de er ude, end når de er hjemme. Det er da en grusom skizofren verden at byde sine børn. Jeg mener, at den verden man lever i hjemme, hvorfor vil man ikke være den bekendt, når man er i byen, hvorfor skal den være anderledes. Hvorfor skal man skamme sig over sit privatliv, ved at opføre sig anderledes når man er ude.

Så har vi ordet "frie tøjler". Hvad er frie tøjler for noget. Enten er man fri, og uden tøjler, eller også er man i tøjler. Enten er en hund bundet, eller også er den fri. Man kan ikke sige en fri lænkehund. Når man bruger ordet "velopdragne unger", kunne man i virkeligheden lige så godt sige veldresserede dyr. Undskyld mit sure opstød, men her mener jeg virkelig, at provokation er på plads.

Men, der er, og var mange ting, for mange år siden, og i dag, som man bliver ved med at gøre, og stadig gør, kun fordi man altid har gjort sådan. Jeg husker f.eks. min mor, der tit gjorde os børn opmærksom på, at i hendes barndom, kunne hun slet ikke huske, at have fået klø, men, hendes far behøvede kun at se på hende og hendes søskende, det var nok. Dette vil jeg kalde dressur, eller tæmning, hvis ens fars blik kan have så stor indvirkning på et barn.

Og endnu en devise: "Med hensyn til tæsk i min barndom, da husker jeg kun eet rap i røven givet af min far, fordi en af mine brødre og jeg forstyrrede hans middagssøvn.(Han var købmand med laang arbejdstid)". Dette får mig igen til at tænke på min morfar: Han kørte rundt på egnen og solgte røgede sild, og var ikke ret meget hjemme. Lige præcis det, ikke at være meget hjemme, at have meget lidt kontakt med sine børn, kan meget let få børn til lige frem, at blive besat af, at stræbe efter forældrenes kærlighed. Og der skal vel ikke meget fantasi til at forestille sig et barn blive lydig, hvis de øjner chancen for at vinde fars kærlighed ved lydighed. For hvad sker der ikke ved det modsatte. (Børn er gode til at tyde kropssprog). "Hvis du ikke er artig, så mister du fars kærlighed", og hvilket 3 - 10 årig barn har råd til det. Altså helt bortset fra det barn der, der er blevet mættet af den inden de 3 år..

Dette var en opdragelsesmetode, langt ind i vort århundrede, og den eksisterer stadig i bedste velgående. Men det er bare sådan, at. man kan ikke gøre sig fortjent til kærlighed. Den kan ikke købes, sælges eller på anden måde handles med. Hvis man kan det, så er det ikke kærlighed. Men det man lærer ved denne metode, er netop, at kærlighed er en handelsvare (prostitution). Det vil sige, man skal hele tiden skal gøre sig fortjent, for at få accept. Det kaldes også narcissisme.

At lære sine børn, at opføre sig pænt når de er i byen, det kan kun medføre, at børn lære, at de andre altid er lidt bedre end én selv, og det bliver ved med at forfølge dem resten af livet. Det kaldes mindreværdskomplekser. Det er blandt andet derfor mange mennesker har svært ved at give udtryk for deres sande følelser, som sorg og vrede, skuffelser og had eller glæde. Man bider det i sig, af frygt for at blive afvist eller fornedret. Det er lige som et trykkogersystem. Man kommer kun af med trykket, når det engang imellem eksploderer. Jeg er helt sikker på, at såvel kraft, som forhøjet blodtryk, blodpropper og hjerneblødninger, skyldes i væsentlig grad denne trykkoger, som de fleste af os slæber rundt på.

Men for ca. 150 år siden, var det jo vigtigt, at børn lærte at underkaste sig herremanden, så den gang har det nok været godt for børnene, for at overhovedet at kunne overleve som voksne.

Overklassen har altid brugt devisen: Vil du frem i verden, så skub.

Mens underklassen har brugt devisen: Vil du frem i verden, så buk.

Jeg mener bare, at det snart må være på tide, at komme væk fra disse klasseforskelle. For én ting er sikkert. Så længe vi lærer vores børn, kun at tage hensyn til andre, så vil det fortsætte.

Jeg tror ikke, at diskussionen om at slå sine børn eller ikke, er værd at diskutere. Det er noget andet, hvis det er vold, men det har man jo en lov for. Nej, det hele drejer sig om vores sociale kulturmønster. Et menneske der aldrig har oplevet kærlighed, men altid har lært at gøre sig fortjent for at blive accepteret, vil heller aldrig kunne overføre den til sine børn eller andre. Men vil hele sit lange liv forgæves prøve at finde den, ved at æde og tære andre mennesker op. Men tænk engang, hvis det var omvendt.

Hvornår er man en dårlig mor?
Dermed stilles indirekte spørgsmålet: Hvad er en god mor?

Der findes ikke nogen gode mødre, ej heller nogen dårlige. Men der findes mange forskellige måder at drage omsorg for sine børn på. Jeg er sikker på, at enhver mor, gør hvad hun efter sine bedste evner formår. Og så kan hun ikke gøre mere. Om det er meget eller lidt, har i virkeligheden ikke noget med godt eller ondt at gøre, men mere noget med mentale og følelsesmæssige evner.

Jeg tror der ligger meget skyldfølelse hos rigtige mange mødre, og det forstår jeg godt. For det jo et valg, når man prioriterer arbejde kontra børn. Og et valg er jo forbundet med beslutning og et ansvar, og dermed skyldfølelse over, om man måske har valgt det rigtige. Så er der dem der, beslutter sig for det hele, men det er også et valg. Uanset hvilke beslutninger man tager på et pågældende tidspunkt, så er det; virkeligheden her og nu. Hele livet er en udviklingsproces, men man kan aldrig handle ud fra andre forudsætninger end man gør. Så kan man fortryde sine handlinger, være uenige med andre, blive skuffet over sig selv, o.s.v. Men det er jo netop det der udvikler, og som vi alle skal igennem. Men hvis man skulle vente med at få børn til man var klog nok. Så var der ingen der nogen sinde fik børn.

Men jeg kan ikke rigtig lide begreberne godt og ondt. Det kan kun bruges til at slå hinanden i hovedet med, og er kun med til at holde mennesker nede. OK vi skal diskutere og være objektivt kritisk i vores adfærd over for hinanden. Jeg kan godt fortælle dig, hvad min sandhed er, og du kan fortælle og vise mig og andre hvad din sandhed er, men vi må lære at respektere andres sandheder.

og lære at respektere sin egen sandhed.

Jeg diskuterede en gang med en sognepræst, fordi jeg påstod, at jeg aldrig havde syndet. Han opfattede det nærmest som en fornærmende påstand. Men som jeg sagde: Jeg har gjort mange ting, som jeg senere kunne indse kunne gøres anderledes, eller efter nuet, ikke skulle være gjort. Men den gang var det den eneste mulige handling. Syndsbegrebet kan kun bruges til at pålægge hinanden dårlig samvittighed, og dermed skyldfølelse og mindreværdskomplekser.

Mobning og mindreværdsfølelse
Der bliver ofte sagt til mobbede børn, at de skal tale med deres forældre eller lærere om problemet Men, hvis de havde haft et fortroligt forhold til deres forældre, så havde de allerede talt med dem, men i så fald var de aldrig blevet udsat for mobning.

Det er meget logisk, at hvis et barn på den ene eller anden måde er lukket ude fra forældrenes fællesskab, lidt eller meget, så vil det også føle lidt eller meget, at det ikke rigtigt er godt nok. Eller en følelse af, at de andre nok har mere styr på tingene. Altså lidt mindreværdsfølelse. Det er jo tit sådan, at hvis man forventer, de andre syntes man er mærkelig, så vil de andre meget hurtigt opdage det, og hævde sig. Men man vil også rent ubevidst selv gøre alt for at få sin påstand bekræftet, det med at de andre er bedre.

Man må heller ikke glemme, at hvis man f.eks. starter i skolen som 7 årig, og har i de syv år været vant til at være "udenfor", så har man også vændet sig til at sige, denne situation er jeg vant til, den forstår jeg, og denne rolle er jeg mester i. Og så vil man meget nemt trække sig ind i en situation der ligner det vante hjemmefra.

Der er jo også de børn der har været vant til lige fra helt små, at den eneste måde at få opmærksomhed på, er ved at skabe negativ kontakt. Dette kan så blive den måde man skaber kontakt på resten af sit liv. Det ser man desværre i mange ægteskaber, hvor et par kan skændes hele deres liv igennem.

Der kan være mange årsager til mobberier, men mekanismen er den samme. Selvfølgelig er de andre ondskabsfulde, helt enig. De ligger bare og venter på et passende offer. Men det gør de kun fordi de er i sammesituation. De har bare lært noget andet, som de er vant til, menlig at mobbe, for ikke selv at blive mobbet. De er lige så ulykkelige og ensomme, men er fra et hjem med et andet livssyn.

Nogen lærer sine børn: At hvis nogen slår dig, så skal du slå igen. Det bliver de børn der mobber.

Andre siger: Hvis nogen slår dig, sa skal du ikke slå igen. Det bliver de børn der bliver mobbet.

Men det er i virkeligheden 2 sider af samme sag. Begge dele grunder i omsorgssvigt.

Det med at børn bliver mobbet fordi de har det forkerte tøj, er tykke eller har forkerte brille, den holder ikke en cm. Men forældre og lærere har altid brugt dette, som argumenttet for mobning, fordi det egentlige problem, tør de ikke tage hul på. Men jeg tror slet ikke man kan hjælpe sine børn med et mopningsproblem. Men man kan tage hul på sine egne problemer, ved at opbygge sit eget liv, gå ind i sig selv og få renset ud i gamle gemmer og gentagelser m.m. På den måde får man opbygget en selvtillid, der smitter af på sine børn. Det er da altid modbydeligt, at høre, at "det har noget med én selv at gøre". Især fordi man måske i meget lang tid har været så vred på de mennesker man føler har gjort én fortræd. At man er sin egen lykkes smed, fører igen til, at man ikke kan lægge skylden på andre. Det kan være en uhyggelig oplevelse.

Altså rådet må være til folk: Hjælp og ret først dig selv op, så følger alt det andet med i tilgift.

I religionen sagde man: Søg først guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives dig i tilgift. Selv om jeg er indædt modstander af al religion, så ville denne sætning jo være rigtig, hvis man bare ville forstå, at det der med guds rige, "det er inde i os selv". Men det er jo det vi flygter fra i den kristne verden. Det er derfor jeg hellere vil kalde kristendommen for antikrist.

Jeg er aldrig blevet opdraget, men har fået lov til at passe mig selv, i midten af en søskendeflok på 7. En uhyggelig kold opvækst. Men der lærte jeg, at kun have mig selv at regne med. Jeg så mine søskende blive misbrugt og forfulgt på det groveste, af begge mine forældre, mens jeg selv kæmpede for at slippe for de ydmygelser jeg var vidne til. Det lykkedes ved at påtage mig arbejde allerede som 7 årig. Og det gjorde jeg udelukkende for ønsket om at opnå accept fra mine forældre. Den kom aldrig, hvad jeg heller ikke regnede med. Men jeg slap for de værste forfølgelser, ved at gøre mig "usynlig", og ved at være til så lidt besvær som muligt.

Hvad angår mobning, husker jeg allerede min første skoledag som et mareridt og det fulgte mig de næste syv år, indtil min skoletid var færdig. Først da jeg var 44 år begyndte jeg at forstå en sammenhæng mellem mit forhold til mine forældre og mobningen. For selv om jeg hver eneste dag, i min skoletid, var bange for at blive konfronteret med de monstre, som jeg oplevede mine skolekammerater var, så var det trods alt en form for kontakt. Det var jo mig det handlede om, min person. Men sådan kunne jeg jo ikke tænke den gang. Udsagn som "du er grim", "Hvorfor går du i fattigt tøj", "hvorfor er din mor så fed", o.s.v. Opfindsomheden var stor. Selv nogle af lærerne deltog, for at opnå anerkendelse og popularitet hos de andre elever. Det var tit sådan, at hvis jeg prøvede, at ignorere mobningen, så fik jeg bank i stedet for.

Men tænk engang, at blive midtpunkt i hele skolegården hver dag. Selv om det måske lyder sindssygt, så var al den negative opmærksom måske bedre end den "slet ingen" opmærksom, som jeg var udsat for derhjemme. Jo, jeg er sikker på, at mobning har noget med omsorgssvigt at gøre.

Når vi taler om børns handlinger, eller for den sags skyld, deres loyalitet over for deres forældre, så er det langt fra noget, som er planlagt. Jeg vil heller ikke sige, at det er ubevidst, men alligevel en spontan reaktion ud fra nogle ubevidste følelser. Et barn der ikke har det ret godt, er også et barn der kæmper for at overleve. Vi taler ikke om, at det kæmper for at leve, men for at overleve, og det er vigtigt, at holde sig for øje og tanke. Derfor har vi her at gøre men individer, på et grænseområde, mellem liv og død. Det ene øjeblik styres de af selvopretholdelsesdriften, og det andet af selvudslettelse eller selvdestruktion. Og disse drifter er til gengæld total ubevidste.

Selvfølgelig ønsker de ikke bevidst, at blive mobbet, eller mishandlet, men som jeg nævnte tidligere, så er negativ opmærksomhed bedre end slet ingen opmærksomhed. En kontant mobning, er noget de kan forholde sig til, i modsætning til et groft svigt fra deres forældres ligegyldighed. Et barns forældre, er også barnets base, deres hjem, deres verden, uanset hvordan den ser ud. Og deres loyalitet over for dette hjem er urokkelig. "Mister de dette, så er de fortabte, i hvert tilfælde set fra barnets øjne". Derfor har et barn heller ikke råd til at rette anklager imod sine forældre. De vil ikke kunne klare, at skulle opleve sine forældre som mindre værdige, eller bare så meget som en enkel plet. For mange børn vil dette være ensbetydende med uigenkaldelig fortabthed.

Det er her mobningen kommer ind i billedet. Mobningen kan de nemlig forholde sig til, i modsætning til deres forældre. De kan tillade sig at hade deres kammerater, være vrede på dem og fantasere sig til en rimelig afstraffelse på dem. De kan endda tillade sig at fantasere sig til at dræbe deres kammerater. Alle disse aggressioner, er i virkeligheden fortrængte aggressioner, som burde og skulle have været rettet mod forældrene. I stedet for, skaber barnet så en ubevidst konflikt andet sted, for at få afløb for disse aggressioner. Og det er måske meget godt endda, at barnet kan frigøre sig fra denne vrede og had.

Det er jo det samme der foregår i drømme. Vi opsætter en scene mens vi sover, der måske går ud på, at en tilfældig mand dræber en politimand. I virkeligheden vil en sådan drøm efter stor sandsynlighed afsløre, at drømmeren sikkert har et anspændt forhold til en chef, men ikke engang tør tænke en sådan tanke, da han i så fald ville få det dårligt på sit arbejde. I stedet for fedter han måske for chefen.

Mobning er altså et symptom. Og det er rigtigt, at symptomer kan være forskellige fra barn til barn. Nogle vælger f.eks. Bulimi, og andre vælger spisevægring, eller andre selvdestruktive måder. Jo symptomerne er forskellige. Men det vi taler om her, det er årsagen, som er omsorgssvigt, af forældre der selv er opvokset med omsorgssvigt..

Konsekvenser af omsorgssvigt
Man kan ikke bare vælge at opdrage sine børn til at være ædru eller eksemplariske. Det er helt andre mekanismer der foregår. Derfor ser man jo også masser af tilfælde hvor begge forældre er alkoholikere, at børnene går i en helt anden retning, og omvendt. Man ser også mange børn af alkoholikere, der siger, at de har haft det forfærdeligt, og hvor disse har måtte passe både mor og far. Alligevel ser disse børn eller unge ud til, at være stærke og modne mennesker, måske på grund af det ansvar de er vokset op med.

Dårlige miljøer er noget man vælger ud fra hvilke trang man har til at flygte fra virkeligheden eller realiteterne om man vil.

Hvis et barn vokser op med en fornemmelse af, at dette liv er værd at leve, eller en tro på, at det kan lade sig gøre at få en fornuftig tilværelse ud af de muligheder som de oplever deres verden er, så har dette barn heller ikke lyst til at nedbryde sit liv, eller flygte fra det.

Det forholder sig på samme måde med forholdene rygning og stofmisbrug: Hvis et barn har det godt, det vil sige, har en god livskvalitet, eller man kan sige, hvis et barn har det optimalt godt, så kan det jo ikke få det bedre. Heller ikke ved hjælp af alkohol eller stoffer.

Grunden til, at nogen "falder i", er jo netop, at de i forvejen ikke har det godt, og derfor har disse stoffer eller alkohol selvfølgelig en "lykkevirkning" på den.

Selv om jeg godt kan følge tanken, at det er forfærdeligt, at visse mennesker får børn. Og så vil jeg alligevel sige, at et sådan synspunkt er jo kun ud fra vores snæversynede øjne. Jeg ville nødig sætte begrænsning. Der må være plads til os alle, også dem. I øvrigt mener jeg, at kun naturen skal afgøre hvem der skal frasorteres.

Børn der hænger døddrukken på gadehjørnerne, unge på stoffer, middelaldrene og ældre på piller (medicin), autonome, nynazister, grønjakker, rockere, kriminelle, overfyldte hospitaler og overfyldte fængsler, det er alt sammen synlige symptomer på et sygt samfund. Men selv om disse symptomer er synlige, så er der ingen der har interesse i at gøre noget ved det. Man kan da i hvert tilfælde ikke sige, at symptomerne ikke er til at få øje på.

Man bliver naturligvis ikke automatisk alkoholiker fordi ens forældre har været det. Alkoholisme er nemlig ikke et isoleret problem. Det hører ind under det man tilsammen kalder misbrugere. Alkohol er jo bare et tilfældigt stof lige som alle andre. Men man kan være misbrugere af mange forskellige ting, også uden selv at vide det. Man kan også være misbruger af en misbruger. Man kender til rigtig mange kvinder der er dybt afhængig af deres alkoholiserede mand. Hvis han holder op med sit misbrug, ja så risikerer de simpelthen at blive skilt, og hun finder straks en ny alkoholiker.

Men mishandlede / omsorgssvigtede børn, vil altid selv blive mishandlere eller omsorgssvigtere senere i livet. Det er ikke misbruget der smitter, men årsagen til misbruget.

Ansvaret for vores børn
Hvem tilhører vores børn? Det kan lyde som et underligt spørgsmål, men det er måske alligevel relevant. for nylig kom det frem, at op imod 3.000 børn årligt udsættes for vold, psykisk, fysisk eller seksuelt. Dette er gruopvækkende tal. Disse tal er efter al sandsynlighed det 10 dobbelte

Som en naturlig følge af disse oplysninger er det naturligt, at diskutere, hvornår det offentlige, altså de sociale myndigheder og politiet, skal gribe ind og hvornår de ikke skal. Der er tale om en linedans mellem utidig indblanding i familiers privatliv og sikring af børns tarv. Nogle mener, det offentlige skal gribe hårdere end, andre ikke.

Jeg mener bestemt ikke dette spørgsmål er irrelevant: "Hvem tilhører vores børn?". Derimod er spørgsmålet altid højaktuelt, og har altid været det i alle lande. Vi taler bare ikke om det i dagligdagen, fordi vi ikke vil se i øjnene, at det i virkeligheden er staten der altid har det afgørende ord. "Staten bestemmer hvad du må bestemme". Altså har forældrene nok et langt tøjer at flå sig i, men det er staten der bestemmer hvor lagt og hvor tykt dette tøjer skal være.

Måske er det lige præcis dette tøjer der er én af årsagerne til mange børnemishandlinger. Jeg mener; man kan jo ikke flå sig i et tøjer, hvis der slet ikke var noget tøjer at flå sig i. Et væsen der er tøjret, vil vel altid være desperat for at komme fri. Og hvad er værre end et desperat væsen.

Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, Hvorfor bliver nogle mennesker voldelige over for deres børn og andre ikke? Et menneske der som barn er blevet undertrykt / mishandlet, vil altid senere som voksen undertrykke / mishandle sine egne børn. Men når man griber ind i disse familier, så skal man bare vide, at det jo kun er symptomet man far fat i. Årsagen ligger nemlig gemt i hele vores vestlige samfundssystem. "Men, det er der ikke nogen der ønsker at ændre på". Med andre ord: Man leder efter problemet, hvor der er mest behageligt at lede, og ikke der hvor man inderst inde godt ved at det er.

Den måde du tænker på, den er rigtig for dig, men måske ikke rigtig for alle andre. Man kan ikke tænke med andet end det man har til rådighed at tænke med. Og man skal i hvert tilfælde ikke handle ud fra andres erfaringer.

Hvis man vil give sit barn en fremtid med en ordentlig livskvalitet, så glem for det første alt om fremtiden. Den kender du ikke alligevel. Du kan ikke vide hvad dit barn vil, når det bliver voksen, om det vil være kunstner, murer, ingeniør, bondemand eller arbejdsløs bistandsmodtager. Du kan alligevel ikke styre det. Det har sine egne veje, og du har det kun til låns.

Samfundet har i dag bestemt, at der skal være 200.000 arbejdsløse mennesker. Og man er ikke mindre værdig fordi man er en af de 200.000. Men livskvalitet har ikke det ringeste at gøre med arbejdsløshed, med mindre man er en af dem der føler sig tvunget til at leve op til sine forældres ambitioner, om "at være noget", men så hedder det dårlig livskvalitet.

Den eneste mening med livet, som mennesker kan sige at vide med sikkerhed, det er, at formere sig til gavn for artens videreføring. Og for at kunne gøre dette, så er vi selvfølgelig nødt til at få noget at æde hver dag. Men dertil behøver man altså ikke en akademisk uddannelse. Man kan faktisk nøjes med langt mindre. For bare 100 år siden, kendte almindelige mennesker ikke til uddannelse, og alligevel har mennesker befolket jorden, som den art vi kender dag, i mange tusinde år.

Børn og forældre bliver mere og mere fremmedgjorte over for hinanden. Dette vil få fatale følger i fremtiden. For hvordan vil man forvente, at fremtidens borgere skal få et socialt ansvar for deres ældre, hvis de aldrig har fået opbygget noget, der så meget som ligner et nært slægtsforhold. Vi ser jo allerede nu følgerne af det. Denne onde cirkel kan man også se, ved at mange vordende mødre, er fremmedgjorte over for deres egen graviditet og fødsel, og ikke mindst spædbarnsplejen. De fleste børn i dag har jo aldrig selv oplevet det, at have en familie, hvor man i solidarisk fællesskab påvirker, og gør sig ansvarlige for hinandens trivsel og adfærd.

Barnets udvikling
Det går ikke altid som præsten prædiker. Vi vil så gerne alle sammen kunne styre og kontrollere alting. Før i tiden bildte kirken os ind, at man ved et bryllup kunne love hinanden evig troskab til døden os skiller. Men, ingen kender fremtiden, og ingen kan love hinanden sådan en gang nonsens, uden det absolut må gå galt.

Det bedste man kan gøre for sig selv, sit liv, omgivelser og sine børn er: At leve lige her og nu. Jeg er sikker på, at mange parforhold netop går galt, fordi man satser og binder sig selv og hinanden på en fremtid man ikke kender, og som man selvfølgelig heller ikke kan leve op til.

Det er jo sådan i dag, at vi mennesker, i modsætning til mennesker for bare 50 år siden, udvikler os. Vi ved jo ikke hvem vi er om bare 2 – 3 år. Det vidste man i gamle dage, da livet jo var stationært på en hel anden måde. Når et ungt par møder hinanden og bliver forelsket, så er man som regel ret så forblindet. Man har måske 5 – 10 punkter, som man er ret så enige om, og alt det andet man måske ikke er enige om, det lader man ligge i den samme forblindelse. Man vil simpelt hen ikke vide af noget der hedder uoverensstemmelser. Ja, forelskelsen er en illusion. Eller man kunne kalde den for en lille psykose.

Når man så i en forelskelse har fundet disse 5 – 10 punkter, som man er ens i, så gør man ret så ofte den fatale fejl, at man selv opdigter yderligere 30 – 40 andre punkter om den anden part, og bilder sig selv ind, at der er vi sikkert også enige. Og først lang tid senere, når det bliver hverdag, og man er kommer ud af psykosen; man har måske fået sit første barn, og er måske blevet gift, så er det, at disse andre 30 – 40 punkter begynder at dukke op. Man begynder ganske langsomt gensidigt, at forvente, at den anden part lever op til alle disse opdigtede forventninger. Dette er selvfølgelig umuligt, medmindre, at man så laver den anden fatale fejl, at begynde og leve op til hinandens forventninger. Dette cirkus vare så ca. 2 – 5 år, før det hele ramler. Og så går man fra hinanden.

Så jeg ved nu ikke rigtigt, om ikke det er bedre at folk i dag vælger at gå fra hinanden.

Nej, det er ikke synd for børnene. Kun i de tilfælde hvor børnene lære at profilere sig på denne skæbne, eller at identificere sig i denne skilsmisserolle. Og her mener jeg da også, at forældrene kunne hjælpe deres børn bedre end de gør. Det er jo ikke nødvendigvis nogen livsbetingelse for et barn, at have både en far og en mor. Selv om jeg da godt kan se, at som vores samfund i dag er bygget op, så ville det være en fordel for et barn, at have dem begge to indtil ca. 6 års alderen. Men hvis forældrene alligevel er i splid med hinanden, så mener jeg, at barnet er bedst tjent med kun at have den ene forældre. Man må nu heller ikke glemme, at det jo er modgang der gør én stærk.

Hvis en far og mor har Kærlighed = Frihed = Harmoni med hinanden,

så avler de sunde børn. Men sådan er det "normalt" ikke. Det er derfor der findes så mange "normale" mennesker.

Når børn er over 6 år gammel, er de rent faktisk over den alder hvor man som forældre har nogen afgørende indflydelse på deres udvikling. Og alligevel er det som om de fleste forældre prøver at råde bod på den omsorgssvigt, som de nok føler at være skyld i, da de var små. Der er nogen der prøver at kompensere over for denne forsømmelse ved, at være sammen om stort set alt. Men denne tætte væren sammen er jo det, som et barn på 0–3 år har så stærkt brug for. Efter den tid er en mors vigtigste rolle, at gøre sig selv og sine børn uafhængig af hinanden. Jeg mener, at det er misforstået kærlighed, at man altid skal være sammen om så meget som muligt. Det tyder for mig mere på en form for kompensation for en dårlig samvittighed.

Jeg mener, at det helt store problem i vores samfund er, at mødrene ikke giver sig selv og sine børn de 2–3 år det tager at gennemleve og komme ud af den symbiose som nu en gang er en naturlig forekomst mellem mor og barn i de første par år. Hvis ikke disse år har været udlevet med succes, så er der nemlig en meget stor fare for, at meget andet går galt i resten af barnets liv. Et barn kan ligesom ikke være parat til at starte en ny fase i sit liv, før end den er færdig med den forrige. Men tænk en gang hvad der sker, når et barn aldrig er blevet færdig med den første fase (suttefasen). Den kan nemlig aldrig mere gøres om, da den kun kan gennemleves i netop den alder hvor den hører til, nemlig i suttefasen.

Dette er naturligvis et meget sårbart emne jeg rører ved. Især da vi jo som bekendt er klar over, at intet kan gøres om. Man kan stå med nogle halvvoksne børn, ofte med anklagende øjne, samtidig med en indre usikkerhed over, at man ikke mange år tidligere havde truffet nogle andre dispositioner, selv om man siger til sig selv, at den gang var det jo det rigtige valg.

Men hvordan kan vi vide, at det er vores eget rigtige valg? Og hvordan kan vi vide, at det ikke bare er nogle strømninger vi har fulgt, og dermed valgt, at være det rigtige? I hvert tilfælde kan man sige, at jo flere der har truffet den samme beslutning, jo større er chancen for, at det ikke er ens egen personlige overvejelse der ligger til grund for vores handlinger.

Jeg så en gang et citat: Jeg husker ikke hvorfra: "Den tåbe, der tror han er vis, han er virkelig en tåbe. Men den tåber der indser, at han er en tåbe, han er i det mindste kommet så vidt."

Det er jo netop sådan, at vi tager nogle livsvalg, ud fra den position vi her og nu står i. Og sådan skal og må det være. Derefter, senere, ser vi resultatet, (frugten), og siger så: Det var da såre godt. Det siger vi, fordi vi selvfølgelig ikke kender til resultatet af et evt. andet valg man kunne have truffet. Man kan sige, heldigvis er livet sådan indrettet. Problemet er bare, at jeg ikke altid er så sikker på, at det er vores eget valg vi træffer. Derimod er der en hob af interesseorganisationer, magthavere o.s.v. til at fortælle os hvad der er det "rigtige". Om vi skal gå lige ud, til højre eller til venstre.

Der var engang en mor der sagde: "Mine unger og jeg mistede altså ikke behovet og kærligheden til hinanden da de var tre, selv om jeg var på arbejdsmarkedet, mens de var helt små"

Begreberne "behov" og "kærlighed", kunne i denne forbindelse være interessant at se nærmere på.

Hvis hun nu havde truffet en anden beslutning, da hendes børn var små, netop at være blevet sammen med sine børn, til de var 3–4 år gammel. Ok, hvis g hvis. Men hun kan ikke vide i dag, hvordan hendes børns verden så havde set ud. Man kan jo ikke gå ud af to veje samtidig. Man kan ikke vide, om deres "behov" for hinanden havde været det samme ved barnets 3 års alder. I denne henseende ser jeg begrebet "behov" for værende negativt, fordi "behov" i denne forbindelse, er ensbetydende med bindinger. Og bindinger skulle jo gerne afløses af selvstændighed, Men; alt er jo som bekendt relativt.

Børn og unge i præpuberteten behøver faktisk ikke, at gennemleve disse så velkendte vanskelige perioder. Grunden til disse vanskelige perioder i deres præpubertet er jo netop, at de ikke er blevet sluppet fri. Ja, kærlighed er frihed. Bindingerne til deres forældre gør, at de føler det svært at leve deres eget liv, uden at skulle tage hensyn til far og mors konstante betragtende og kontrollerende tilstedeværelse. Dette må da give de unge skyldfølelse.

Og omvendt; hvis et barn først er blevet rigtig godt afhængig af sine forældre, med hvad der til høre, og så pludselig som 13 –15 årig, bliver overladt til sig selv, så må det vel nærmest betragtes, som en katastrofe. Adskillelse er nød til at komme langsomt. Men jo yngre man er, jo bedre klarer man det.

Jeg kender en familie, hvor begge forældre i den grad har været udsat for omsorgssvigt som små. Og her taler jeg om meget grov omsorgssvigt. De har en datter på 11 år, som begge forældre stadig lever i et symbiotisk forhold til. Ingen af disse; mor, far og datter, er i stand til at fungere uden de er sammen. Datteren kan næsten ikke klare at være i skole, af angst for hvad sker der hjemme. Disse forældre udtrykker meget tit dette: "Mit barn skal ikke opleve det samme som os". Jeg er dog ret sikker på, at deres barn går en lige så usikker fremtid i møde end dem selv.

Jeg ved godt, at man selvfølgelig vil sine børn det bedste. Tror man da. Men når alt kommer til stykket, og hvis man begynder at mærke efter, så kan det lige så godt være, at det i virkeligheden er for ens eget bedste. Men selvfølgelig bliver resultatet det samme.

De fleste forældre har sikkert givet deres børn en line af en hvis længde, men det er dog forældrene der bestemmer længden på denne line. Jeg mener, at hvis børn skal opnå en god og solid basis i deres liv, så er grænser selvfølgelig vigtige. Men det er endnu vigtigere, at det er børnenes egne grænser de lære at finde, og stå op imod. Det er deres egne grænser de bliver stærke af. Det er dem der er deres sejre. Så snart det er forældrene der har trukket en grænse for dem, så tager de også ansvaret fra dem.

Faktisk kan man ikke gøre noget efter 6 – 7 års alderen, kun håbe på, at man har været et godt eksempel. Og selvfølgelig hjælpe sine børn (lidt) med råd og vejledning. Det er yderst vigtigt, at de oplever, at det er deres liv, og dermed også har ansvaret for dem selv. Så kan man ellers stå bævrende tilbage, og bare håbe på, at ens ungers vinger kan bære dem.

Nej man kan ikke gøre ret meget, kun støtte og vejlede. Og får de nogle knubs, kan man kun puste lidt, og håbe på, at det bliver ved de små knubs. Et barn der har en god basis, ændre ikke sin opførsel, om så dens mor eller far befinder sig 10 000 km borte. Hvorimod det barn der ikke har nogen basis, kan slet ikke styres, om så forældrene står og ånder det i nakken.

Også i skolen mener jeg det er vigtigt, at det skal være børnenes eget ansvar. Om de kommer sent i seng eller ej, er de nødt til prøve at mærke på deres egen krop, og selvfølgelig også konsekvenserne af det. Så snart vi forældre begynder at blande og i deres lektier, så ser man meget tit, at så lægger børnene ansvaret fra sig ganske stille og roligt. Der er endda nogen der lige frem venter med at ordne deres lektier til de har fået besked på det 3–4 gange. Jeg er godt klar over, at det måske lyder lidt barsk, men verden er jo også barsk. Og dette kan poderne lige så godt se i øjnene straks, så ikke de skal få disse forfærdelige pubertets og ungdomsproblemer senere. Husk, at børn er dobbelt så stærke som de selv tror, og 10 gange stærkere end deres mor tror.

Selvfølgelig skal der være plads til kærlighed og omsorg. Men jeg prøver bare, at se nærmere på, hvornår det er kærlighed og hvornår det er egoisme eller bindinger. Min devise lyder på: At kærlighed kun kan måles i mængden af frihed. Kærlighed er jo blevet et underligt begreb efterhånden.

Egentlig eksisterer kærlighed ikke, men er derimod noget der skabes. Man kan sige, at den skabes af modsætninger. Lige som lyset fra en pære, skabes af plus og minus. Alle farver symboliserer noget, far naturens side. (arketypisk)

Den gule GRUNDFARVE = Varme
Den blå GRUNDFARVE = Kulde

Disse to farver er modsætninger. Men af dem kan man lave den grønne farve, som ikke i sig selv eksisterer. Den grønne "ikke eksisterende" = Håbet eller kærligheden / friheden. Der er mange der fejlagtigt kalder den røde farve for kærlighedens farve. Men den røde farve symbolisere aggressivitet, altså neurotisk kærlighed / sex.

Derfor er kærlighed ikke noget der bare er en selvfølge. Den kan kun skabes ved den totale frihed til at bruge alle de menneskelige sider (godt og ondt / koldt og varmt), lige som man er nødt til at bruge hele den blå og hele den gule farve. Den smukkeste musik kommer også først, når pianisten bruger hele klaviaturet.

Jeg har en stærk mistanke om at megen "omsorg" og "Kærlighed", er belagt med pression og skyldfølelse. Men i så fald kan det ikke mere kaldes omsorg og kærlighed. Men ud fra denne tankegang, fantaserer jeg mig til, at hvis man lader sit barn beholde den fulde frihed på godt og ondt, som det er født med, til at udvikle sig i henhold til netop de egenskaber det enkelte barn har, i stedet for at begrænse det i forhold til den religion eller kultur / samfund, som man nu kan være i besiddelse af, så vil man opleve og se et sundt barn vokse op.

Så er der nok nogen der vil sige, ja men den frie opdragelse, den har vi jo prøvet, og det så vi nok resultaterne af i sin tid. Men, det passer bare ikke. Den såkaldte frie opdragelse i begyndelsen af halvfjerdserne, var slet ikke fri. For hvordan kan et forældrepar der aldrig selv har oplevet friheden (Kærligheden), kunne vide hvad frihed (kærlighed) er.

At lære et barn, at verden kun er fuld af begrænsninger, det fører ikke noget godt med sig. Men det er lige som om, at man i de senere år har kørt en bølge der hedder positivisme. Den bryder jeg mig til gengæld heller ikke om. Hvorfor skal man altid gå fra den ene grøft over i den anden. Det ville være meget bedre om man blev på vejen, i stedet for al den slingrevals.

Jeg mener, at børn fra de er ganske små, lige så godt kan lære at forstå livets realiteter. Og det kan selvfølgelig være meget forskellig for den enkelte hvordan de opfatter disse realiteter. Men det er vigtigt, at de lære at blive fortrolige med fakta. Ellers vil de jo ikke være rustet til at møde fakta når de bliver større. Man kan nemlig sagtens, som barn lære at forstå, at det eller det er noget skidt. Men der er jo samtidig også altid noget andet der er godt. Og mange gange er det det jo kun noget skidt eller godt, i forhold til mig eller dig.

En blind tillid til verden, er en meget farlig kop te. Derimod, hvis man kan vise sit barn en verden, der er godt her og skidt der, og det så i sidste ende føre til, at barnet vælger at sige: Ja, det er en god verden og det er en dårlig verden; men nu kender jeg den, og jeg kan lide den som den er, og jeg har mod på at gå ind i den på godt og ondt. Hvis et barn kan opnå den start på livet, så er det faktisk godt rustet. Men det kræver altså, at det får en meget tryg start på livet. Her taler jeg om de obligatoriske første 3 år. Herefter kræver det, at det så får lov til at bevare sin frihed til selv at udforske sin verden, for på den måde at kunne finde sine egne grænser, og ikke forældrenes.

Jeg har personlig ikke meget tillid til den verden jeg lever i. Men alligevel elsker jeg livet, og har hver dag en følelse af, at midt i al virvaret, der er der også plads til, at jeg har min helt egen verden for mig selv, sammen med alle de andre. Det burde være alle børns rettighed, at have den følelse, som starten på deres liv.

Jeg kan godt huske, den bølge der var i 70erne, hvor alle venstreorienterede sagde nej til alting. Og ja, selvfølgelig påvirkede de deres børn i en negativ retning. Men desværre er mange af disse børn, så havnet i den anden grøft. Hvor er ungdomsoprører blevet af? Jeg har ofte opfordret nogle unge til at lave oprør mod den uartige måde man behandler vores studerende på. Den sølle SU, som de hverken kan leve eller dø af. De gør en enorm samfundsnyttig indsats gennem deres studier, men bliver fuldstændig overset når det gælder belønning. Alligevel er de ikke til at råbe op til kamp. Det er som om de gennem institutionerne er blevet hypnotiseret til at være lydige over for autoriteterne. Men måske er deres oprør af en anden karakter. Man ser jo mange unge der i dag, i stedet for oprør, laver hærværk eller tager forskellige stoffer o.s.v. Dette er i hvert tilfælde et råb om hjælp midt i deres afmagtssituation.

Hvorfor skulle et menneske søge efter frihed, når de tror, at det fangenskab de er i, allerede er frihed. Det er ligesom med Platons berømte hulen. At tale om frihed uden at have kendskab til fangenskab er ren utopi. Men det er lige så meget utopi, at tale om at være i fangenskab uden at have kendskab til frihed.

Jeg tror selv på, at den bedste opdragelse forgår ved, at forældrene ikke selv er i splid med det de selv foretager sig. Altså ikke siger eet og gør noget andet. Hvordan kan man som forældre f.eks. lære sit barn retfærdighed og god pli, hvis barnet dagligt ser far og mors uretfærdighed over for hinanden, og ikke mindst over for barnet. Børn registrerer meget mere end man regner med. Hvad der er retfærdigt for forældrene, er ikke nødvendigvis også retfærdigt for barnet.

Børnepornografi
Jeg vil påstå, at 1 ud af 10 børn bliver til potentielle forbrydere. Det har jeg selvfølgelig ikke nogen videnskabelig belæg for, men her er det et spørgsmål om, at ville se virkeligheden / realiteterne i øjnene.

I Holland har der lige været og er kæmpesager om misbrug af børn og børnepornografi. Tro endelig ikke, at det kun er et fåtal det drejer sig om. Det er måske et fåtal der er opdaget. Jeg tænker her ikke alene på producenterne. Hvad med alle dem der er forbruger / køber af dette marked. Se bare hvor mange europæer der flere gange om året rejser til Thailand for at købe små børn, og det er så kun dem der har pengene til det. Så har vi slet ikke nævnt alle dem, der er interesseret, men ikke har råd. Der var vel heller ikke nogen grund til at forbyde salget af børnepornografi her i landet, hvis der ikke var nogen, der havde lyst til at købe det. men ét er sikkert, at markedet er stort.

Én ting er de fromme ansigter man ser på arbejdet, i toget eller på gaden. En anden er de samme ansigter i private omgivelser. Der er nogle meget anerkendte psykologer, der påstår, at ca. 80% af alle børn under 10 år har været udsat for seksuelle overgreb fra en voksen, enten far, mor, eller af anden nært familiemedlem.

Det er dog sjældent, at der sker noget, der kommer frem for dagens lys. Dette skyldes mange ting.

For det første, at vi har et skrapt retssystem der ikke tillader mord og vold mod børn. For det andet, at vi har en høj moral her i landet, der er med til at sikre, at det ikke er i orden at foretage sig sådanne ugerninger. Men "moral" og "lyst / drift" er 2 vidt forskellige ting.

I et hvilket som helt land hvor der udbryder krig, ser man ligeledes hvordan alskens lyster og drifter kommer frem til overfladen. Her kan man nemlig pludselig tilsidesætte moralen.

Men i et sundt samfund ville disse lyster / drifter overhovedet ikke være til stede. Og derfor kan man ikke bare drage konklusionen, at det er godt at have en høj moral eller skrapt retssystem. Nej, vi er nødt til at sige: Da disse uhensigtsmæssige drifter ikke er noget vi er født med, så må det være noget der ligger i det samfundssociale, da det jo ser ud til at være landsdækkende udbredt. Men så længe man ikke vil se kendsgerningerne i øjnene, er der nok heller ikke mulighed for at ændre på dette uvæsen.

I et af landets kendte ugeblade skriver en ledende overlæge på et af landets farligste hospitaler, nemlig Hersted Vester, at hun gerne vil give danskerne en opsang. Her i forbindelse med, at vi ikke blander os, når vi er vidne til misrøgtede børn. For som hun siger: Et misrøgtet barn bliver en dårlig voksen.

Hvad der er årsagen til dette uvæsen, skyldes udelukkende én ting. "undertrykkelse" af børns frihed, psykisk, fysisk og seksuelt.

En anden ting er censur. Hvis der skulle være en person, der vågede, at have en fri eller nuanceret holdning til f.eks. børnepornografi eller incest, så ville han straks blev han hængt ud som værende syg i hovedet, pædofil og meget mere. Derfor er dette emne også blevet til et tabuemne. Men dette viser også, at det stort set er umuligt at tale om tabuemner. Og dette mener jeg, er den mest modbydeligste form for censur.

Men hvad er det, der gør emner til tabuemner? Og hvorfor denne angst for tabuemner?

For at noget skal blive tabu, så skal det være noget fordækt, skamfuldt eller forbudt. I Lademanns leksikon står der noget om, at hvis man har været i kontakt med nogen der har forbrudt sig, så er man tabu. Men en advokat er vel ikke morder, fordi han varetager en morders interesse. En advokat er ikke bange for at forsvare en morder. Men hvorfor er vi andre så bange for at tale om børnepornografi? Har vi selv alle sammen noget i klemme, eller hvad? Der er i hvert tilfælde noget der tyder på det, efter som det er beviseligt, at størsteparten af mennesker går rundt med ret så voldsomme fantasier om sex med små børn.

Dette tror jeg, er den egentlige årsag til, at ingen tør tale om børnepornografi eller incest. Dette emne er simpelt hen som en stinkende lord, som de fleste mennesker ikke ønsker at røre ved. Så snart nogen tager emnet op, så er der straks kø ved håndvasken, for at få vasket hænder. Håndvasken består i, at gentage, at det jo kun er syge mennesker der gør sådan noget, at de skulle have et snit i hovedet, eller at de skulle have skåret nosserne af o.s.v. Den slags udtryk har man vel kun brug for at sige, hvis man selv har noget i klemme. Man mener sikkert, at hvis man bare siger sådanne sætninger, så er der ikke fare for, at man selv bliver mistænkt for noget.

Altså hvis man vil tale om censur, så behøver vi ikke at gå længere end til os selv. Vi censurerer det væk vi ikke bryder os om at tale om. Jeg synes bare, at det er på tide, at det kommer frem for dagens lys. Jeg harmes ikke over forbryderne, men mere over den kollektive måde, som forbryderne beskytter sig selv på, for at det ikke skal standses. Men det bliver altså ikke standset ved at forbyde det, men derimod ved at finde ud af, hvorfor mennesker er blevet sådan, og så få ændret dette mønster. F.eks. tales der meget om, at kvinder er "nosserknusere", forstået på den måde, at de ihærdigt prøver at gøre deres drengebørn til bløde tøser, i stedet for at gøre dem til mænd. Og her må man sige, at de kvindelige pædagoger lever i et slaraffenland.

Er man et "sundere" menneske, hvis man går rundt med sexfantasier om små børn, end dem der har de samme fantasier, men som også udøver dem? Forskellen på forbrydelsen er naturligvis stor, men spørgsmålet lyder: Er man "meget sundere"?

Incest
Jeg tror mange problemer kunne undgås, hvis ikke det var så forbudt og skamfuld, at tale om incest og pædofili. Det er snart sådan, at man ikke kan vinke til et barn uden at føle sig skyldig i pædofili.

Hvor går grænsen for dig? Hvor går grænsen for mig? Disse to spørgsmål kan vi nok hurtigt finde svar på hos os selv. Det er straks sværere for nogle, at finde ud af hvor grænsen går når det gælder børnene. Langt de fleste overgreb mod børn foregår jo slet ikke imod børnenes vilje. Og slet ikke i første omgang. Børn er nemlig utrolig nysgerrig omkring deres egen seksualitet. Ja, barnet er faktisk født som et seksuelt væsen. Det er straks værre med de voksne. Deres seksualitet er nemlig ikke mere naturlig, men er blevet neurotisk, på grund af den forbudthed deres seksualitet er blevet til. Ja mange kan faktisk kun nyde sex, i forbindelse med forbud / skyld. Det er her det hele starter.

Børn er som bekendt nysgerrige og vil undersøge alt. Når det så står over for en voksen /forældre /onkel/ tante eller anden person, der har svært ved at have et naturligt seksuelt forhold til sin kone eller partner, så er det, at disse dydige grænser meget hurtigt overskrides. Den neurotiske voksne misforstår barnets nysgerrighed, og gennemtvinger meget tit et seksuelt forhold med barnet.

Men jeg vil sige, og hold nu øjnene på stilke. Det er ikke nødvendigvis den seksuelle agt der skader barnet, med mindre der er tale om brutal vold. Nej, det er de modbydelige omstændigheder der følger i kølvandet, fra det øjeblik det er foregået.

Forestil dig en lille pige, som lever et ellers relativt trygt forhold med sin mor og far. Hun skal nu fra den ene dag til den anden, i resten af hendes barndom have dårlig samvittighed over for sin mor. Hun har en hemmelighed med sin far, som mor ikke må vide. Det vil sige, at fra nu af tør hun ikke betro sig til sin mor, på grund af dårlig samvittighed. Alt dette kan meget vel føre til, at hun nu er tvunget til at klamre sig endnu mere til sin far, for trods alt at have én voksen at betro sig til. Dette er selvfølgelig en ond cirkel uden lige. Så må man heller ikke glemme, at det måske tillige med er den samme forældre der forinden har lært barnet at skamme sig over i det hele taget at have et kønsorgan. Og det er hele denne psykiske tilstand der smadre et barn og forfølger det resten af livet.

Tro endelig ikke, at jeg prøver at forklejne tingene. Tvært imod. Jeg prøver bare, at fortælle, at incest i grunden er 100 gange modbydeligere end de fleste regner med. Men at den fysiske incest er bagateller i forhold til den psykiske.

En pige der lever i et incestforhold med sin far, kan jo også regne med, at der meget tit er lidt flere lommepenge end ellers. Det vil igen sige, at dette barn på den måde lære, at det er i orden at få betaling for sex. Derfor er det jo heller ikke så underligt, at langt de fleste prostituerede piger kender til en barndom hvor incest hørte med til dagens orden. Kvinder der lader sig undertrykke af mænd, er for det meste også et resultatet af en fars seksualovergreb.

Men når dette er sagt, så vil jeg samtidig også sige, at den person der begår denne forbrydelse, jo selv er et stakkels offer. Forstået på den måde, at han /hun ganske givet selv har været udsat for samme tragedie som barn. I gentagelsestvangen (incesten) prøver han / hun igennem barnet at gennemleve den traume som vedkommende tidligere selv har været nødt til at fortrænge.

Jeg synes ikke, at det hjælper nogen eller noget, at være fordømmende. Det som jeg synes, det må handle om, er at prøve, at få befolkningen ud af denne onde cirkel. Når jeg siger befolkningen, så mener jeg virkelig "befolkningen". Det er nemlig langt fra alle incestsager der kommer frem for dagens lys. Nej, det er kun toppen af isbjerget der når frem til politi eller socialkontoret. Det kan psykologer og socialrådgivere snakke med om. Det er svært at møde mennesker der ikke på én eller anden måde er eller har været involveret i seksuelle overgreb eller lignende problem. Derfor er det vel heller ikke så sært, at verden ser så smadret ud som den gør, når man taler om menneskers livskvalitet.

Forestil jer en far, der på et tidligt tidspunkt har haft et incestforhold til sin datter. Han er resten af sit liv plaget af denne samvittighed. Han kan ikke tale med nogen om det, og slet ikke med sin kone. Ja, lad ham bare rådne op, vil nogen sige. Men inden du dømmer ham, så prøv lige først, at se ham, som det incestoffer han selv har været som barn. Og husk, han er ikke alene, men sammen med atter millioner der er lige så tragisk ramt som ham. Vi skal ikke fordømme; vi skal ud af det.

Folkeskolens opgave
Jeg bryder mig ikke om, at den danske folkeskole skal være lakaj for erhvervslivet. Erhvervslivet har så enorme indtægter, at de selv burde videreuddanne de unge /ældre medarbejdere de antager. Vi skal have en folkeskole, hvor de unge får en grunduddannelse i hvordan man bliver en god voksen på godt og ondt. At det så kommer til at gavne erhvervslivet også, det er bare ærgerligt. Erhvervslivet betaler nemlig ikke en krone ud over de få skattekroner, som vi alle sammen betaler til skolevæsenet.

Jeg mener ikke, at det kan være rigtigt, at børnene skal indoktrineres til at forgude og stræbe efter et erhvervsliv der kun arbejder for profit uden hensyntagen til hverken miljø, natur eller mennesker.

Vi har en enorm opgave foran os. Nemlig, at få folkeskolen til at forstå, at de er nødt til at tage helt individuelle hensyn til hvert eneste barn. For kun på den måde er det muligt, at det enkelte barn får lov til at udvikle sig i henhold til sin egen identitet. Men der er meget langt igen.

Hvorfor vil man forme og støbe ungdommen til at foretage et erhvervsvalg, flere år før de er færdig med deres skolegang, for det er rent faktisk det der foregår. I en tid hvor disse unge er midt i en boglig uddannelse, skal de pludselig kastes ud i erhvervspraktik og foregive at tage stilling til hvad de vil beskæftige sig med i deres fremtid.

Tilbed erhvervslivet og din fremtid er sikret. I modsat fald så……. Uha. Buk og skrab for cheferne, lær det mens du endnu er modtagelig. Det er det der foregår. Allerede i skolen lære de unge hvordan man skal bære sig ad med at sleske for den personalechef man skal ansættes af. Der er ikke nogen der fortæller personalechefen hvordan han skal opfører sig over for ansøgerne, for at få dem til at blive interesseret i jobbet. Skolen burde lære eleverne følgende om ansættelsessituationer:

Lad være med at bukke og skrabe.
Vær som i er til dagligt.
Kom i det tøj i går og står i.
Sig jeres mening, uanset hvad i har på hjertet.
Sig fra over for urimelige krav.
Stil krav vedr. jeres arbejdssituation.
Kræv den løn i er værd.

Det kan godt være, at det er vigtigt med mad på bordet, men det er endnu vigtigere at kunne være sig selv bekendt, vedr. hvordan man har indtjent sine penge til maden. Jeg mener, at man ikke har solgt sig selv for ussel mammon. Det er ikke kun ludere der sælger sig selv. Langt de fleste lønmodtagere er i virkeligheden prostituerede, fordi de har solgt dem selv i samme øjeblik de er ansat i en virksomhed. 8 timer af deres vågne tilstand tilhøre de deres arbejdsgivere. Og dette til fuldstændig meningsløs arbejde. Enten laver de fødevare der er forgiftet, eller også laver de overflødige brugsgenstande der kun tjener til folks evige stræben efter forbrug, præstige og misundelse.

Det egentlige meningsfyldte arbejde kan kun findes i et samfund hvor hver familie har sit eget stykke jord, og hvor det arbejde man udfører tjener til det fælles formål der hedder familiens overlevelse. Men der er vi kommet langt fra, og kommer sikker heller aldrig tilbage dertil. Ok, det ved jeg udmærket.. Men derfra og til at folkeskolen skal lære børnene, at erhvervslivet er den eneste måde at overleve på, det bryder jeg mig ikke om.

Nej, de unge der kommer i praktik har ikke nogen anelse om hvad de vil være, og skal heller ikke have det. De kan først være kvalificeret til at foretage et valg, når de er helt færdig med deres skolegang. Først der kan de sige til sig selv. Nu ved jeg hvad jeg har som basis, og nu må jeg ud fra det prøve at vælge hvad jeg vil.

Jeg synes det er synd, at man ikke kan lade de unge være i fred mens de læser. De har rigeligt at tænke på i forvejen i deres alder.

Det aller bedste ville være, at når de er færdig med deres skolegang, så lade dem gå 3 til 4 år og fundere over deres liv. De har jo været underlagt pædagoger, lærer, forældre og andre autoriteter konstant siden de blev født. Lad dem dog for første gang i deres liv få lov til at tænke og tage en beslutning helt alene. Dette kan de kun gøre hvis man vil lade dem være i fred.

SU
Når man hører regeringen udtale sig om Danmarks ve og vel, så hører man altid, at det går så godt, at der er fremskridt. Og det stadig går den rigtige vej.

Derfor er det jo også lidt underligt, at høre, at man gang på gang skal beskære de uddannelsessøgendes SU. Alle dem der dygtiggør sig i samfundets interesse. Men her ser vi igen en af virkningerne fra EU, harmonisering. En stærk højredrejning i dansk politik. Altså de stærkeste overlever.

Vi skal med vold og magt bombes tilbage til, hvor de unges forældre skal betale for deres børns uddannelse. Altså vil vi i fremtiden igen se, uddannelsessøgende, hvor størsteparten udgør børn af forældre fra akademikerklassen eller andre kapitalstærke forældre.

Dette må siges, at være en meget trist udvikling, især for almenhedens skyld. Det er uhyre vigtigt, at så bred en vifte af befolkningen som muligt konkurrerer om de ledende stillinger, og i det hele taget deltager i almen viden og forskning, da vi ellers i modsat fald, i fremtiden vil se vores samfund med en meget stærk overklasse, og en meget ressourcesvag underklasse.

Jo selvfølgelig skal staten (samfundet) betale for at dygtiggøre de unge. Det kan aldrig andet end være en fælles interesse for os alle sammen. Hvis man virkelig ville gøre noget ved SU’en, så burde man afskaffe den, og erstatte den med et beløb der er et menneske værdigt. Et beløb der svarer til Arbejdsløshedsunderstøttelsen. Eller giv dem en decideret løn for deres indsats. Med en sådan løn, ville det så også være i orden, at skille sig af med dem der ikke gør en ordentlig indsats.

De unges eget ansvar
Selvfølgelig skal enhver selv tage ansvaret for at dygtiggøre sig. Det går jeg fuldt ud ind for. Men én ting er virkelighed, en anden er illusion. Og hvis man går ud fra, at de dygtigste også er de rigeste, så tror jeg, at man lever på en illusion.

Det at leve i et samfund, som det vi lever i, hvor det er grådighed og de frie kræfters spil der råder, der er man nødt til at have noget der hedder regulering, eller kald det bare styring. Hvis man bare sagde, at enhver bare skulle tage ansvaret for sig selv, herunder uddannelse, så ville det være det samme som at sige, at fra nu af, er Danmark ikke mere et samfund, men en forretning. Men så galt står det nu heller ikke til, endnu.

Jeg har tit spekuleret på, hvorfor ikke de unge gør oprør. De er Danmarks fremtid, men man tisser simpelthen på dem. De knokler med jeres skole, for at dygtiggøre sig: Først 7 timer i skolen, og måske 2 timer bagefter derhjemme med opgaver, hvis det da kan gøre det. De fleste har endda et arbejde, for at skaffe sig lidt penge til tøj og fornøjelser. Hvorfor er der ikke nogen der værdsætter deres arbejde. Hvad ville der ske, hvis de som elever fandt ud af, at organiserer sig, i en slags fagforening, og så simpelthen nedlagde deres undervisning. De er rent faktisk mere uundværlig end de forestiller sig.

Den SU de har fået indtil nu, er faktisk lige til at dø af grin af. Nej væk med denne almisse der hedder SU. De skal have en ordentlig løn for deres arbejde, og det skal de selv kræve. Hvis man kan give de unge på gaden bistand for ikke at lave noget, så kan man også give den der uddanner sig, så de kan leve et anstændigt liv i lighed med andre overførselsindkomster.

Jeg er selv på overgangsydelse i min bedste alder (55 år), er sund og rask og har aldrig fejlet noget. Alligevel får jeg en værdig portion penge sat ind på min konto hver måned. Dette er jeg selvfølgelig taknemmelig for, men jeg kan da godt skamme mig over, at se så mange energiske unge, der kæmper for deres fremtid og for samfundet velstand, at de i den grad bliver tilsidesat. De skal simpelthen have en ordentlig løn for jeres indsats.

Det kan altså ikke være rigtigt, at når de har en så hård skoledag som de har, at de så skal ud at tjene penge i den fritid der er tilbage. Hvornår skal de så lave deres hjemmeopgaver? Og hvordan skal de være oplagte i dagtimerne, når de måske om aftenen har arbejdet til kl. 11 – 12 stykker? Jeg ved, at presset er hårdt i skolerne, gymnasierne og andre højere læreanstalter, og det bliver faktisk værre og værre.

Jeg mener heller ikke, at det er rimeligt fra myndighederne, at henholde sig til, at eleverne skal klare sig ved forældrenes hjælp. Der er, og foregår så mange følelsesmæssige konflikter mellem forældre og børn i alderen 14 – 20 år. Derfor mener jeg ikke, det er godt for nogen eller noget, at der også skal være en økonomisk klemme eller afhængighed i denne periode. Det er jo trods alt en periode, hvor det samtidig er naturligt og yderst vigtigt, at man gør sig uafhængig af sine forældre. Det må være svært i en så presset situation, som en skoleuddannelse er, at også skulle klare et skænderi med sine forældre, samtidig med at man godt ved, at forældrene er den eneste mulighed man har for et sted at bo, og få noget at spise. Jeg synes man alt for tit høre, forældre sige til deres børn, "at så længe du bor hjemme, så har du bare….. o.s.v.". Jeg mener, at de benytter sig af deres børns afhængighed.

Nu er det jo ikke alle der er født med en guldske i munden. Men der er da stadig forældre der uden problemer er villige til at ernære deres børn til de er færdige med deres studier. Men sådan er det ikke altid. Visse familier har meget svært ved at holde styr på deres økonomi, og er bestemt ikke villige til at ernære deres børn i længere tid end højest nødvendigt.

Hvis man for eksempel udbetalte 9000 kr. mdr. til alle unge studerende over 16 år, så ser det måske ud af en masse. Men, for det første skal der betales skat af disse 9000 kr. Så er vi nede på ca 6000 kr. Herefter skal der betales 25% i moms af hver eneste krone der bliver brugt. Det vil så sige 1500 kr. der igen går tilbage i statskassen. Derefter er vi nede på 4500 kr, som er de reelle omkostninger for staten. Hermed er vi bare ikke færdig endnu. Fordi: de 4500 kr. er jo nu i omløb, og de mennesker som disse 4500 kr. havner hos, skal jo også betale skat af dem, o.s.v. , o.s.v. I øvrigt ville det være med til at sætte omdrejningerne lidt i vejret på beskæftigelsen. Alt i alt mener jeg ikke det vil kunne vælte noget eksisterende budget. Men det vil give en masse unge studerende læsefred og en lidt mere trykkere tilværelse, hvor de ikke skal være økonomisk afhængige af deres forældre.

Børnepasning / omsorg
Det er fint, når Regeringen vil se på forholdene for børnefamilier. Det burde bare være i børnenes tarv, og ikke forældrenes tarv, der bliver set efter i sømmene. Det er da ikke børnenes tarv, at sørge for flere vuggestuer. Heller ikke at betale forældrene for at passe deres egne børn. Alene udtrykket, "at passe sine egne børn". Det løber mig næsten koldt ned ad ryggen.

Forældre har omsorg for deres børn. pasning af børn, det er det der foregår uden for hjemmet.

Hvis vi skal til at have betaling for at blive hjemme hos børnene, så får vi meget nemt en familie der hård og kynisk sætter sig ned og beregner om de skal gå på arbejde eller blive hjemme hos børnene. Og så hedder det pasning.

Jeg tænker tit på hvilken prioritet, børnene har i de enkelte familier. Det er jo meget tit sådan, at man siger: Jeg må lige have gjort min uddannelse færdig, og så lige have købt et hus eller måske bil. Og så først derefter, når man er ca. 30 år, vælger man at få et barn. Det vil sige, at for ret mange mennesker kommer børnene faktisk aller sidst i prioritetsstillingen. Nogen kalder det så for ønskebørn. Men nej, det er bare valgte børn. Børn der er valgt til sidst. Og som om det ikke er tragisk nok, så ser man, at lige så snart barnet er født, så klynker man og trygler det offentlige om at passe sit barn, så man på den måde kan være fri for være sammen med barnet i mere end højst 2 timer af barnets vågne tid.

Så er der nogen der siger, at det er kvaliteten af den tid man er sammen med barnet, det drejer sig om. Men, det er en lodret løgn. Det ved enhver mor, der har haft fuldtids kontakt med sit barn. At være kvalitativt sammen med sit barn, det kræver enorm meget tid. Hvis ikke man har fattet det, så har man aldrig lært sit barn at kende. Man kan kun håbe på, at socialministeriet vil have nogen af disse betragtninger med, når de i fremtiden skal overveje børnefamiliernes vilkår.

I Norge har man lavet en ordning, der har bevirket at begge forældre i højere grad varetager omsorgen for de små. Som jeg har forstået det, så får henholdsvis faderen og moderen hver ''en pose tid'' eller et klippekort, som de så kan anvende meget fleksibelt i de første år af barnets liv. Men de kan ikke benytte hinandens pose tid. Ud over dette får mødrene naturligvis deres almindelige barselsorlov.

Ja Norge har i lang tid været foregangsmænd, når det gælder pædagogik og kvinders ligestilling. Men jeg mener også, at de er ved at være på kanten af det ekstremistiske. Man skal nemlig passe meget på ikke at udviske forskellene mellem mand og kvinde. I fortiden var det sådan, at kvinden fødte og havde omsorgen (yngelplejen) for børnene, mens manden henholdsvis dyrkede jorden, jagede eller på anden måde sørgede for, at der kom mad til Hytten. Jeg tror ikke at det var så tosset endda.

I dag ved man igennem undersøgelser, at et spædbarn, indtil det er ca. ½ år gammel, har det tryggest af, at der helst kun er én person der har kontakten til det. Det har noget at gøre med genkendelse. Det er nemlig svært for et spædbarn, at genkende forskellige personer fra hinanden, i det hele taget det, at affotografere et ansigt. Og da mener jeg selvfølgelig ubetinget, at det bør være moderen, der er kontaktpersonen, da hun og barnet fra naturens side, har et symbiotisk forhold til hinanden i de første måneder af barnets liv. Senere kan faderen så langsomt træde til, men ellers holde sig i baggrunden det første halve år. Moderen skal derimod holde sig så tæt til barnet som muligt det første år. Først efter 2 år er hendes vigtigste opgave, at ryste barnet fra sig, og støtte det i, at blive en selvstændig og voksen person, ved at give det størst mulig frihed til selvstændig handling, og hvor begge parter går foran med et godt eksempel.

Dette siger lidt om, hvor vanvittig debatten om barselsorlov er. Det er selvfølgelig OK, at moderen får orlov, men det skal mindst være i 2 år. Det er også vigtigt, at faderen får orlov, men kun i 3 måneder. Ikke for at være sammen med barnet. Men, for at aflaste moderen fra hendes huslige gøremål, så hun er fri for madlavning, tøjvask, rengøring og pleje af familiens andre børn. På den måde kan moderen så helt hellige sig den nyfødte de første 3 måneder. Faderens opgave her er udelukkende at sørge for, at moderen føler sig tryg sammen med sin nyfødte, og ikke skal spekulere på noget som helst andet. Med andre ord, han skal være beskytteren.

Men det er jo ikke det der sker i dag, snarere tvært mod. Undskyld min grove påstand, hvis nogen skulle føle sig ramt.

Industriens interesser
Dette er ikke et angreb på børnefamilier som sådan. Men det har jo altid været sådan, at hvis industrien ønsker at få kvinder ud på arbejdsmarkedet, så står der straks en hær så stor op, bestående af prostituerede psykologer, pædagoger og andre prostituerede eksperter frem og fortæller befolkningen, hvad der er godt for børnene, selvfølgelig i nøje tråd med erhvervslivets interesser.

Når så erhvervslivet ikke har brug for dem mere, så træder den samme prostituerede gruppe frem igen, og fortæller forældrene hvad der er det rigtige, bare med modsat fortegn. De fleste familier tør ikke andet end lytte til de såkaldte eksperter, der selvfølgelig henvender sig til familiernes dårlige samvittighed.

Vi har igennem århundrede opdraget piger til at være kvinder, og drenge til at være mænd, i henhold til det herremændene har haft behov for, at mænd og kvinder skulle være. Det hele har selvfølgelig været på samfundets ubevidste plan.

Nu begynder man så meget bevidst at opdrage børnene i bestemte retninger til noget, som man alligevel ikke rigtigt ved hvad man vil med. Vil kvinder i virkeligheden have en mand, der måske er blød, romantiker eller som er meget optaget af yngelpleje. Eller omvendt; vil en mand have en kvinde, der er hård, kynisk og mest optaget af succes. OK, det er måske yderpunkterne Jeg tror i virkeligheden ikke der er nogen der rigtig er klar over med sig selv, hvad de vil. Hos mange mennesker svinger det måske fra dag til dag. Men eet er sikkert: Vi ved ikke hvad der sker 20 - 30 år efter, at vi har lagt den grundlæggende adfærd i vores babyer. Er tiden så også til en blød mand, en maskulin kvinde o.s.v. Det er egentlig interessant, at dette er blevet et bevidst emne i vores århundrede.

Jeg mener bare, at mønstrene ændrer sig utrolig hurtigt. Da jeg var barn, var der et klart mønster mand og kvinde imellem. Da jeg så var 25 år, kom rødstrømpebevægelsen og dens følge, der førte til de værste jordskælv nogen sinde i mange parforhold og ægteskaber, og som mange børn har måtte betale en stor pris for. I dag hører vi så mange kvinder sige! "Jeg vil sgu have en mand der kan sætte mig på plads".

Men man kan da ikke samtidig opdrage en dreng til at være feminin, og en pigen til at være maskulin, for så derefter når de bliver voksne, så forlange, at den feminine mand skal sætte den maskuline kvinde på plads

Det jeg mener er, at man nok skal passe på, ikke at lade bevidstheden eller fornuften råde for meget, når det gælder disse sager, men en gang imellem lade naturen bestemme lidt mere. Tænk engang hvis vi begyndte at blande os i vores hjertes rytme, (måske et dårligt eksempel, det gør vi allerede), men så åndedrættet. Vi ved jo, at hvis man begynder at styrer den slags autonome systemer, så går det helt galt. Jeg mener faktisk også, at forholdet mand og kvinde, bør vi lade ligge, som værende et autonomt system i vores sociale kredsløb.


Mænd og kvinder som hele støbninger
Mænd og kvinder skulle gerne blive til hele støbninger. Netop dette, at skabe balance mellem det mandlige og det kvindelige hos den enkelte, er vel noget af det største et menneske kan opnå.

En rigtig mand bruger sin mandlige kraft med kvindelig mildhed.
En rigtig kvinde bruger sin kvindelige mildhed med mandlig kraft.

Der er selvfølgelig masser af ulykkelige familier, men mennesker kan jo ikke leve deres liv anderledes end de gør, alle må jo først gøre deres egne erfaringer. Ikke fordi de ønsker at være ulykkelige, men jeg tror virkelig forvirringen og usikkerheden er stor mange steder.

Jeg ved da godt, at man ikke kan lave systemet om, bare sådan lige. Men jeg mener også, for ikke at komme for langt ud i det uvisse, så er man nødt til at kikke på naturlovene, og så sige hvor langt ude er vi egentlig. Naturen er en god facitliste, når noget går galt. Vi er og vedbliver trods alt at tilhøre dyreriget, med de dertil indrettede naturlove.

Preben Eriksen