Hvad er demokrati?
Jeg synes ikke man sådan skal prøve at sætte mennesker i bås, altså med mindre de selv vil have det. Der er mange der melder sig ind i forskellige former for foreninger, og de beder vel selv om at tilhøre en eller anden form for isme. Jeg er ikke medlem af nogen forening af nogen slags. Jeg er heller ikke politisk interesseret. Ej heller stemmer jeg til noget valg. Men jeg er utrolig interesseret i hvad der rører sig i den verden jeg lever i.

Vi bliver født til denne verden, medbringende den arv af konsekvenser, som vores forfædre har efterladt sig. Blandt andet 1.000.000 love , regler og andre forskrifter om, hvad vi må og hvad vi ikke må. I Danmark er vi født som danskere. Vi er endvidere underlagt de forældre der har skabt os. Disse basale kendsgerninger kan man ikke komme uden om.

På et tidspunkt bliver vi voksne og har dermed mulighed for, at vurdere om vi nu også stadig vil underkaste os de samme regler og normer, som vores forældre har efterladt sig. Man kan selvfølgelig, for lethedens skyld bare acceptere det hele. Men man kan også vælge at tage stilling til, om det samfund man er født ind i, nu også er levedygtigt for de børn man selv vil skabe og videreføre. Men dette lader sig ikke gøre igennem ismer, eller andre former for foreninger eller organisationer. At være mange om noget, betyder kun, at der er andre der får magten.

Der er selvfølgelig nogen der mener, at man ikke kan lave om på udviklingen. Når man først er kommet dertil, så må man vel kalde det for en kapitulation. Men det synes jeg ikke man bare lige kan gøre, og det tror jeg dybest set heller ikke nogen mennesker gør i deres indre. Nok kan man underkaste sig, men aggressioner vil altid være tilbage. Derfor ser man også mange lande hvor der er krig, at det meget ofte er problemer der ligger flere hundrede år tilbage som er årsag til krigene. Men på grund af tidligere hårde diktatorer, er det først muligt nu, at give aggressionerne afløb. De videreføres nemlig gennem generne på næste og næste generation. Derfor disse modbydelige krige. Men de er virkelig nødvendige.

Jo selvfølgelig skal der protesteres. Og jeg vil sige det på den måde, at hvis vi bare accepterer og underkaster os uden protest, så er vi selv medskyldig i skævhederne. En protest kan ligge i, at vi siger: Vi vil ikke være med, og så står man simpelt hen af. Og der er mange måder at stå af på. F. eks. ved, at gå ud af fællesskabet. Hvis du er med i fællesskaber, så er du jo selv én af dem, og er lige så medskyldig. Hvis vi siger: Der er ikke noget at gøre ved det. Ja, så er der ikke noget at gøre ved det. Det er vores vilje der bestemmer slagets gang.

Jeg tænker ikke på protester i lighed med marxisme. Det er heller ikke noget med at dele, eller ligeret jeg taler om, men derimod noget om kampen mod, (ikke nynazismen, for det eksisterer slet ikke), men den "nye fascisme". Jeg fatter simpelthen ikke, at mennesker ikke har gennemskuet dette modbydelige fænomen. Hvis man ser rigtig efter, vil man måske, ved at analyserer de såkaldte nynazister, opdage, at det måske i virkeligheden, når det kommer til stykket, faktisk er en protest imod den nye fascisme.

Alle priser vores demokrati højt. Er vores demokrati nu så godt som vi vil gøre det til. Hertil kan der svares både for og imod. Såfremt vi mener, at det er demokrati, at gå hen og stemme senest hver 4 år, ja så har vi demokrati, Altså det rent synlige tegn på illusionen demokrati. I det hele taget er det min overbevisning, at demokrati aldrig vil være andet end en illusion. Men som samfundsform, kan man vel sige, at vi har vel ikke noget andet at sætte i stedet. Det hænger jo også sammen med, at befolkningen, er lullet godt i søvn igennem det sidste århundrede. Industrialiseringen har givet folk det legetøj de ønske, og har dermed lukket munden på folk og bildt dem ind, at de har medbestemmelse. En ren narresut.

Det er jo ikke bare i Danmark, at tingene ser sådan ud. Det er hele den vestlige verden, hvor der findes demokratier. Ikke fordi jeg tror den østlige verden er bedre, slet ikke. Det jeg gerne vil slå et slag for, er den løgn vi alle sammen lever på; at vores bevidsthed er bygget op på et fejlagtigt grundlag. Det er ikke så underligt, at folk engang imellem ikke kan få tingene til at hænge sammen, og bliver forvirrede, eller opgiver at forstå de forskellige sammenhænge. Denne forvirring er også årsagen til, at mennesker bare blindt overlader beslutninger og ansvar til magthaverne.

Se bare på hele spørgsmålet om EU. Hvor mange er egentlig interesseret i at sætte sig ind i dette spørgsmål. Det siger noget om menneskers passivitet. Og her findes også årsagen til at politikerne kan opføre sig som de gør. Og som jeg siger; hvis de sagde sandheden, så blev de slet ikke valgt. En del af "pagten" mellem vælgere og politikere er: "Vi ved godt begge parter, at det hele er bluf, men ingen må afslører bluffet", så er det hele nemlig ødelagt. Med andre ord; "Vi leger en leg, der går ud på, at vi leger, at vi ikke leger". Sådan kunne formlen se ud.

Vi skal heller ikke forvente, at pressen skulle finde på at afsløre løgnen. Pressen sætter ikke spørgsmål ved demokratiet som sådan. Pressen kritiserer helt og holdent kun rammerne inden for demokratiet. Den stiller aldrig spørgsmål ved selve styreformen, som jeg taler om, nemlig selve demokratiet. Og der er det jeg siger, at kun dem der er i dette ærinde, vil jeg betragte som rigtige samfundskritikere.

Pressen kunne f.eks. forholde sig til følgende spørgsmål:

Er det en demokratisk styreform vi har? Under dette punkt kunne jeg nævne mange underpunkter.

Dernæst, hvis vi ikke har demokrati. Hvad kunne så vi gøre for at skabe et sådan? Ingen har vist nogen sinde stillet dette spørgsmål. Og det har man ikke gjort, fordi man går ud fra som en hypotetisk selvfølge, at vi har demokrati. Indtil for få år siden (ca. 10 år) var det "forbudt", at stille sådanne spørgsmål. Gjorde man det, var man også sikker på at være udstødt, fra den eller de grupper man tilhørte.

Man kunne selvfølgelig lave en landsafstemning, om vi har demokrati. Eller måske en form for gallup undersøgelse. Man kan selvfølgelig ikke undersøge demokratiets ægthed ved at spørge et flertal, eller ved at flertallet skulle sige, ja, det har vi.

Hvis man forestiller sig, at et folks flertal er tilfreds med at få "pisken over nakken", så vil de selvfølgelig sige ja, hvis de altså har en regering der tilfredsstiller deres ønske om pisken.

Man kan underkue en befolkning, så de kun ønsker underkastelse.
Man kan tage ansvaret fra mennesker, så de ikke mere ønsker et ansvar.
Man kan tage arbejdet fra mennesker, så de ikke mere ønsker at arbejde.
Man kan lovgive så meget for mennesker, så folk råber på flere love.
Man kan gøre folk så afhængige, at de konstant råber på ledelse.

Men ovenstående siger efter min mening mere om afhængighed end om demokrati.

Det er ikke svært at skabe et ja - sigende folk. Men så taler vi ikke mere om demokrati, men om demokratur.

Det kan godt være, at vi her i Danmark har en masse systemer, og alt er sat i relief, så det bare køre derudaf. Ja, vi har det godt materielt. Men hvad hjælper det, hvis vores livskvalitet konstant bevæger sig på afgrunden. Demokrati er et mærkeligt ord, der kan bruge til lige hvad man vil.

Blot et eksempel: 10 mand sidder i en klub. De 8 bliver enige om, at man godt må slå alle gamle ihjel over 70 år. Det er også en del af dette her "skønne" demokrati. Det kunne lige så godt være en regering der blev enig om det samme. Ville man så også sige OK; da det er en demokratisk beslutning, så er det i orden. Eller hvor langt vil man gå. For man må da indrømme, at også dette er demokrati. Vi taler her om det der altid har været et problem med et demokrati i dets yderste konsekvens.

Problemet er nemlig, at et demokrati, for det meste ikke er andet end demokratur, når det har nået en hvis alder; altså en udviklingsproces. Og vi er her i Danmark kommet dertil, at folket er blevet passiviseret. Et folk der er passiviseret, er også et folk der er modtagelig for fascisme. Og et folk der er passiviseret, er også et folk bestående af idioter, eller jeg vil kalde det psykopater. Og det er ikke godt, at vide, hvad den slags mennesker kan gå med til at være enige om, (sådan rent demokratisk).

Samfund / naturtilstand
Vi vil aldrig kunne opnå det fuldendte samfund. Hvis vi kom dertil, så ville det ikke mere være et samfund, men en naturtilstand. Jeg tror ikke, at der er mange mennesker, for ikke at sige slet ikke nogen, der ønske sig tilbage til naturtilstanden. Samfundstilstand har noget med magelighed, sikkerhed og tryghed at gøre. Mens naturtilstanden har noget med frihed og ansvar at gøre.

Men når man taler om naturtilstand, så er man nødt til at holde begrebet samfund udenfor. Her er det nemlig mere passende at kalde det for hierarki, lige som i dyreverdenen. Det har netop vist sig, at alle primitive stammer, har overlevet, så længe de ikke har dannet samfund, men hvor bare hver især har haft sin plads i hierarkiet.

Jeg vil påstå, at det største problem i vores samfund i dag, det er, at hierarkisystemet er brudt sammen. Mennesker har meget svært ved at identificerer sig selv i et samfund.

I naturtilstanden er der et hierarki, hvor hver medlem af flokken har en status i forhold til hinanden.
I et samfund er der en styreform. Det kan være demokrati eller diktatur, hvor hierarkiet afløses af magt.

Men vi må ikke glemme, at menneskets overlevelse, ikke skyldes den samfundsform vi har i dag, for den er ikke ret gammel. Menneskets overlevelse har heller ikke noget med mængden af mennesker at gøre. En hvilken som helst levende art, er i stand til at uddø på meget kort tid, uanset mængde. Vi kan tydeligt se på mængden af mennesker p.t. er enorm stor, bare i forhold til for 100 år siden, samtidig er menneskers sundhedstilstand eller livskvalitet meget dårligt "generelt".

Jeg mener selvfølgelig ikke, at mennesker, hverken kan eller skal bevæge sig tilbage til en naturtilstand. Men det jeg taler om er, at vi er nødt til, som mennesker, engang imellem, at se på hvad vi er for nogle væsener og hvad vi er sammensat af. For i bund og grund er vi naturfænomener, der er underlagt de selvsamme naturlove som et hvilken som helst andet levende væsen er det. Og dette mener jeg virkelig, at vi som mennesker gør klogt i at respektere. Om ikke andet, så for vores sundheds eller overlevelses skyld. Altså kan vi bruge vores fortid i naturtilstanden, som en facitliste, til at se hvad det er, der går galt, når en hel menneskehed ikke trives. Jeg mener slet ikke, at vi kan tale om, at noget er perfekt. Alting er vel på en måde perfekt i sin form. Men det er lidt underligt, at mennesker, hvis største overlevelses-redskab er hjernen, ikke er i stand til at holde sin art på et højere sundheds og livskvalitetsstade en tilfældet er.

Dansk Politisk sjusk
Hverken du eller jeg er i stand til fuldt ud at gennemskue et samfunds dybder. Lige som et menneske består af en bevidsthed, eller vores bevidste handlinger og mål, så har vi også noget der hedder underbevidstheden, eller det ubevidste, som er den egentlige drivkraft eller styreform for bevidstheden. Men meget få mennesker er bevidste om deres ubevidste.

Og hvor vil jeg så hen med dette sludder, vil du måske sige. Jo, det er på nøjagtig samme måde et samfund fungerer. De informationer vi får, fra aviser, tv, radio og almindelig samvær med hinanden, det svarer i samfundsterminologien kun til menneskers bevidsthed.

Samfundets ubevidste, eller man kan kalde det for det kollektive ubevidste, det hører vi sjældent noget til. Disse drivkræfter er godt og grundigt gemt af vejen. Til trods for, at vi ser symptomerne dagligt. Det ubevidstes opgave er netop at fremkalde symptomer. Og jeg mener, at hvis vi ikke kan se disse symptomer; det være sig overbelagte sygehuse, overforbrug af psykofarmaka, stigende alkoholforbrug, stigende antal selvmord, menneskers stigende søgen efter religiøse sekter, o.s.v., så er vi virkelige blinde. Egentligt tror jeg godt vi kan se det. Men prisen for at ændre det er for stor.

Derfor, når jeg påstår, at arbejdsgiverne er interesseret i arbejdsløshed, så tror jeg ikke engang de selv er klar over det. Arbejdsgivere er lige så store egoister som lønmodtagere og visa versa. Jeg håber ikke det blev for indviklet.

For mig er det ikke rystende at høre, at politiske partier bliver overvåget af PET. Det overraskende ligger mere i, at det er blevet afsløret. Så kan man jo sige, at hvis man har ren mel i posen, hvad er der så at frygte ved at blive overvåget? Men det er jo lige netop dette, der er det store spørgsmålstegn. Kan man efterhånden med sikkerhed sige sig fri for ikke at føle, at man har gjort noget forkert. Det kan for nogen være meget vanskeligt, at bevæge sig igennem den jungle af love og paragraffer uden dermed at blive lidt sur på systemet. Eller uden at komme til at være lidt på kant med loven.

Hvis man så gør vrøvl; bliver der straks fra politikernes side sagt! Jamen så meld dig ind i et politisk parti. Jo tak. Men det er netop sådan iflg. sagens natur, at skal der virkelig laves om på noget i systemet, så vil det nødvendigvis blive et ydrefløjsparti man vil melde sig ind i. Men som jeg hører igen og igen, så er det netop disse partier der skal overvåges.

Altså har vi foreningsfrihed, hvis vi bare tilhører de "rigtige" partier, medmindre vi vil finde os i, at mistænkeliggøres, som farlig for samfundet.

Jeg synes denne sag ligner noget af det, som man kraftigt kritiserede Sovjet for, for bare 10 år siden. Hvor længe kan vi egentligt blive ved med at kalde os for et frit land?

Den offentlige gabestok
Det er på tale, at Levnedsmiddelstyrelsen skal offentliggøre lister med restauranter, grillbarer og pizzeriaer der ikke har gjort rent i køkkenet, sælger fordærvet mad eller andre sundhedsfarlige skrækkeligheder. Hvad fører dette til og hvor langt må man gå? Kan man forestille sig, at skattesyndere bliver offentliggjort? Eller hvad med spritbilister, voldtægtsforbrydere eller miljøsyndere? Hvor går grænsen og er det overhovedet fair at myndighederne offentliggør folk, der forbryder sig mod systemet?

Hvis vi alle er enige om, at vi skal have en lovgivning og et retsvæsen, så er vi vel også enige om, at overtrædere skal dømmes. Og så er det vel også i alles interesse, at vide hvem der er dømt og dermed ikke overholder de love, som vi i fællesskab har skabt. Uden dette, har vi jo ikke nogen mulighed for at vide hvem vi bevæger os sammen med. Denne offentlighed, vil da også have meget mere præventiv virkning end de nuværende straffe. OK, den dømte vil måske være stemplet resten af sit liv. Men, den dømte har også mulighed for at råde bod, ved at ændre sin levevis, og hermed opnå fornyet anerkendelse af sine omgivelser.

For at tage et eksempel: En mand bliver dømt for at have sex med små børn. Han bliver dømt, og efter et halvt år kommer han ud. Nu tager han blot bopæl i et andet boligområde, hvor ingen kender ham, og kan fortsætte sine tilbøjeligheder forfra indtil han 3 – 4 år efter bliver opdaget på ny.

Tilgivelse, ja, men ikke før vedkommende har erkendt sit problem og bevist, at han / hun har gjort noget ved det. Men ikke tilgivelse på grund af en dom, der kun alt for tit gør mennesker mere kriminelle.

Én ting er vigtigt, at slå fast. Man skal ikke dømme folk for lovgivningens skyld, men for borgernes skyld. Altså skal man ikke betale sin skyld til staten, men til sine medmennesker. Det er ikke staten der skal tilgive, men derimod medborgerne.

Fascisme / nazisme
Fascisme har noget at gøre med massesuggestion, at langsomt manipulerer mennesker til at underkaste sig nogle bestemte meninger (salamimetoden), for dermed til sidst fuldstændig at kontrollerer dem. Dette gøres på en meget fascinerende måde. F. eks. Ved først med videnskaben i ryggen, at sige: Amerikanske forskere har bevist, at rygning er farlig. Først har man selvfølgelig sørget for, at folk har fået tillid til amerikanske forskere. Og sådan bliver man ved, fordi der findes rigtig mange mennesker, der både er forvirrede og uvidende om næsten alt, men kun står og venter på, at en autoritet skal komme og give dem ordre til, hvad de skal gøre, tænke, og sige. Og der er jo nok der gerne vil være denne autoritet, for på den måde at fodre sine mindreværdsfølelser.

Fælles for disse fascistiske manipulationer er, at der ikke er hold i noget af det. Som f.eks. passivt rygning. For få år siden påstod WHO, at passivt rygning er farligt. I dag siger WHO: Passivt rygning er overhovedet ikke farligt. Men uvidende og forvirrede mennesker lader sig altid vildlede i hvilken som helst retning, til stor glæde for fascismen.

Historieforfalskninger vil altid ske. Der vil altid efter en krig, være et had til fjenden der gør objektiv vurdering umuligt. Det vil f.eks. aldrig være særlig populært efter en krig, at udtale noget som helst positivt om fjenden. Tingene bliver derfor enten sorte eller hvide: Ingen nuancer.

Men det berettiger ikke nogen mennesker 50 -60 år efter at skrive en ny historie. Det kan egentlig være fløjtende ligegyldigt, om den ene eller anden har ret. Hvad skal man bruge det til, andet end at pleje nogle evt. egne fascistiske interesser, for at kunne tryne nogle andre. Nogle mennesker har det ikke godt med sig selv, og derfor finder de nogle syndebukke til at bære den skyld, som de selv hele livet har løbet fra.

Vi lever i dag i år 2000, og har alt andet at tænke på end 2. Verdenskrig. Jeg bruger aldrig ordet nynazist, for der findes ikke nazister i år 2000. Nazismen opstod ud af nogle politiske forudsætninger der var engang. Det kan ikke gentages, fordi de samme betingelser ikke er tilstede i dag. Vi har til gengæld nogle andre vilkår, der igen giver nogle helt andre betingelser, nemlig en grobund for fascisme. Nynazisme er et begreb der er skide sjovt at bruge, fordi der er power i det. Det er noget man kan forarge sig over. Og derfor bruger man begrebet. Ordet højre ekstremister ville være mere passende.

Vi skulle meget hellere passe på den fascisme der er så voldsomt i udbrud i det skjulte. Det uhyggelige ved fascisme er nemlig, at ingen ser den før det er for sent, fordi det drejer sig om langsom massemanipulation med henblik på underkastelse. Jo, på denne kant er der mange kræfter i gang. Vi sluger den ene pille efter den anden, om forbud og påbud, mod og for både det ene og det andet "salamimetoden". Og vi opdager slet ikke, at netop dette er fascismens ulmende ansigt.

Der hvor jeg taler om fascisme, er hvor myndighederne unødigt laver indgreb over for borgerne, og hvor vi faktisk bare stiltiende lader stå til. Man retfærdiggør, myndighedernes stigende indblanding i folkets privatliv, på grund af, at samfundet i dag er blevet meget kompliceret. Men hvis prisen for en kompliceret teknologisk udvikling betyder øget indblanding fra samfundets side, for det gør det, så mener jeg, at det var bedre om man satte tempoet lidt ned. Vi ser jo desværre, at flere og flere mennesker falder uden for systemet. Altså hvis myndighederne skal blande sig mere og mere, efter denne terminologi, så er det, vi får denne her spirende fascisme, hvad angår det danske formynderi.

Folketingsvalg
Hvad er der blevet af de saglige argumenter i valgkampene? Er det os almindelige vælgere, der kræver personkampen og stemmer på dem, der lover mest? Er Danmarks kendetegn - det brogede politiske billede - ved at blive sort-hvidt? Og er det det, vi vil have?

Socialdemokratiet er kommet med et godt oplæg. Men det var vores ide, siger Venstre. Altså er S nu meget kloge. Eller S er nu gået med til det eller det, fordi de har indset at V havde den rigtige ide. Denne sang har jeg nu hørt i over 50 år. Det kører sikker også den anden vej. Men, kan det da ikke være ligegyldig hvorfra ideerne kommer. Det vigtigste er vel, at nå til enighed om et resultat til de flestes interesse.

Hvordan skal et parti, med bare en lille smule respekt for sig selv, kunne samarbejde med et parti, der straks efter en indrømmelse hænger den anden ud for nu at have indset at de før bare var dumme, men at vi nu har gjort dem klogere. Dette er ikke samarbejde, men afvisning. Man skal da ikke latterliggøre et andet parti, fordi de gerne vil noget som ens eget parti altid har villet.

Ud fra dette, kan jeg da godt forstå, at visse partier, der måske kunne være villige til at komme med indrømmelser, alligevel holder sig tilbage, af skræk for at blive hængt ud. Det burde ikke være en skam at komme med indrømmelser. Men det sørger alle omhyggeligt for at det bliver. Det er ikke mennesker som dem der er brug for i Folketinget. De er kun politikere, er ikke statsmænd.

Men vi får nok ikke nogen ende på dette vanvid, før befolkningen holder op med at stemme på dem. Jeg selv har ikke stemt til noget valg siden ca. 1980. Jeg kan simpelthen ikke tage det seriøst, ikke nogen af dem. Selvfølgelig er der også andre grunde til, at jeg ikke deltager. F.eks. synes jeg, at vi er lige berettiget til at være her alle sammen, uanset meninger. Og den ene er lige så god eller dårlig som den anden. Men jeg fatter alligevel ikke, at flertallet i Danmark, mener, at politikerne er barnlige, at Christiansborg er en børnehave, at de siger ét, men gør noget andet, at samfundet er blevet forrøgt, o.s.v. Og alligevel er der altid omkring 80% af befolkningen der møder op og stemmer til deres valg.

Hvorfor sender befolkningen ikke nogen signaler den anden vej, og gør opmærksom på, at dette her vil vi ikke være med til. Den eneste måde, som jeg kan komme i tanke om at sende et signal på, det er at lade være med at stemme overhovedet. Jeg tror, at hvis vi kom ned på 25% stemmer i alt, så ville de måske tænke sig om næste gang. Det at folk vælger sofaen, det er i hvert tilfælde noget de har respekt for. Jeg er ikke organisationsmand, heller ikke politiker, eller politisk af nogen art, men jeg ville ønske, der var nogen der ville starte en kampagne "opfordring til sofavalg".

Hvis vi skal være helt ærlige, så er der vel ikke ret mange mennesker der i dag tror på, at vores land styres fra Christiansborg længere. Erhvervslivet, pengefolket, pressen, diverse organisationer samt EU, er nok dem der i dag har størst indflydelse på slagets gang.

Jeg ved godt, at folk i ikke såkaldte demokratiske lande kæmper for at få stemmeret. Men de ved jo ikke, hvad det er de kæmper for, eller rettere sagt, hvad et hvert demokrati udvikler sig til. Det er muligt, at de skal igennem den samme udvikling som os, for så 100 år senere, at modnes til at brække sig over det, hvem ved?

Hvis vi tror vi kan få indflydelse ved at stemme, eller gå ind i et parti, så er vi mere naive end vi burde have lov til at være. Tidligere var det sådan, at demokratier var noget smukt, det var et reelt ønske og en naturlig udvikling efter de forskellige enevælder, eller diktaturer som vi havde den gang. Men alt udvikler sig, og eller trækker sig tilbage. Og nu har vi kun demokratur tilbage.

Demokratur ser man i nogle lande i dag, som af vesten er blevet presset til at indføre demokrati for at få del i de fordele som vi tilbyder dem. De giver folk stemmeret, for så derefter at gøre som det passer den herskende klasse, da det skal se ud som om de har folkestyre. Men folkestyrer har altid været en illusion. Men ja, det skaber ro i en uvidende befolkning der gerne vil styres af en overmagt, og samtidig bevare illusionen om, at det er dem selv der bestemmer.

Der er nogen der mener, at hvis man ikke sætter sit kryds, så kan man heller ikke brokke sig bagefter. Denne udtalelse er en frase som der aldrig har været bund i. Den er endda direkte grundlovsstridig. Der står ikke noget om i grundloven, at man ikke har ytringsfrihed, hvis man ikke stemmer. I realiteten kunne jeg blive valgt ind i folketinget, uden nogensinde at have afgivet min stemme. "Men jeg tror næppe, at der er nogen der ville stemme på mig". Det interesserer mig heller ikke. Men jeg vil nu alligevel mene, at jeg har lige så meget indflydelse, f.eks. ved at skrive disse linier. Jeg har endda på et tidspunkt været medvirkende til en lave ny lov, ved at rette henvendelse til folketinget. På samme måde har jeg flere gange rettet henvendelse til vores Amt og Kommune med positive resultater. Men det har ikke noget med demokrati at gøre, det er rent administrativt. Man kan altid henvende sig, hvis man mener man har en god ide, og bede en eller anden forvaltning se på om en ide kunne lyde fornuftigt. Og er den også det i deres øjne, og denne embedsmand så kan føre den ud i praksis, så er alt jo i orden. Det kan jo være lige meget hvem der kommer med ideen. Hovedsagen er, at den bliver ført ud i livet. Jeg mener helt afgjort, at jeg er lige så berettiget til at kritiserer som andre. Måske mere, fordi jeg som udenfor partierne, bedre er i stand til at se objektivt på tingene.

Jeg er naturligvis hverken provokatør eller naiv. Men jeg prøver, at få andre til at vågne op fra deres naivitet. Jeg kan love enhver for, at hvis der er noget politikerne har respekt for, så er det, at der ikke er nogen der stemmer på dem (forguder dem). Politikere består af selvforherligende mennesker, lige som narkomaner, der kræver mere og mere bekræftelse. Jo mere man forherliger dem, jo mere magt får og ønsker de. Storhedsvanviddet stiger dem til hovedet, på grund af den tilbedelse de har fået. Ingen mennesker kan tåle denne form for idolisering, uden at blive afhængig. I det hele taget, for at ønske magt, skal der ligge et alvorligt mindreværdskompleks som baggrund. Og dette er i virkeligheden en alvorlig sag for et menneske, og en farlig situation for et samfund.

Hvis ingen stopper dem, så ender de som diktatorer. I vores land er der heldigvis et system der er indrettet på en måde, så de aldrig når så højt.

Men som jeg plejer at sige, så er det ikke fra Christiansborg, at slagets gang det foregår. Det er helt andre mekanismer der styrer vores samfund. Og grunden til, at vi trods alt stadig har et relativt "godt" samfund er, at de kræfter der styrer, har set deres interesse i at alle hjulene skal køre rundt, for at maskineriet skal køre ordentligt. "Så der er brug for os alle". Og derfor vil jeg heller ikke stemme på noget, og opfordre selvfølgelig andre til også at lade være.

Hvis du foretrækker tryghed og sikkerhed, så afgiv endelig din stemme til valgene.

Hvis du foretrækker frihed, så lad være med at stemme til valgene.
Tryghed og sikkerhed kan nemlig ikke eksistere sammen med frihed.

Jeg ved godt, at man siger; at folk har gennemskuet politikerne. Ja; måske ca. 20% af vælgerne. Resten ca. 80% er den store hob af stemmekvæg, der ikke har nogen selvstændig mening om noget som helst, men lader sig drive som køer, af de bondefangere der kæmper for at få flest kvæg i hver deres stalde.

Det stemmesystem vi har, er indrettet på en måde, så magthaverne er sikret i begge ender. Dem der står i spidsen for partierne, sørger for at opstille de kandidater, som de vil have valgt øverst på deres valglister. Deres valgpenge fordeler de selvfølgelig også ud til fordel for deres spidskandidater. Altså, dem der har flest penge i en valgkamp, er også den der har størst chance for at blive kendt. Og som man ved, så er det som bekendt de kendte der kommer ind.

Ja men. Vil man nu sige, så kan man da bare melde sin ind i et parti: Ja, men gør man det, så har man også givet sig selv mundkurv på, hvis man da ellers vil blive i dette parti. Man bliver i hvert tilfælde ikke sat op på nogen liste, med mindre man følger flokken.

Så vil man måske sige, så lav dit eget parti: Ja, men hvor skal jeg få de penge fra.

Det er sørgeligt, at mennesker stadig ikke har mere imellem ørerne, end bare at gå efter nogle plakater, skilte, brochure og så efter hvem der ser bedst ud og hvem der kan tryne den anden mest på skærmen. Og det er bestemt ikke overdrevet, når jeg påstår, at dette drejer sig om 80% af befolkningen. Hvad har de resterende 20% så at stille op med, hvoraf igen halvdelen af de 20% er ligeglade. Nej, mennesker er uselvstændige og upersonlige. Det er jo også derfor reklamen har sådan en magt som den har. Men kampen er unfair, såvel i reklamer som i valgpropaganda.

Den største fare for den personlige udvikling er nok den herskende del af samfundet, der stadig ser det som en fordel at bevare naiviteten og barnepigementaliteten, og på den måde gør mennesker afhængige, og "lydige", Jeg tror desværre ikke, at vores århundredes skoleuddannelser har hjulpet meget på menneskers selvstændighed. Den har blot gjort os lydige til at indordne os under det erhvervsliv som er hele formålet med folkeskolen og skolesystemet i det hele taget. Reklamebranchen er et levende bevis for, at skolerne i vort århundrede ikke har gjort mennesker selvstændige.

Det der gør det hele mistænksomt er, at verden i dag er blevet ret så kompliceret. Og måske er det vigtigere end nogen sinde før, at holde sammen på stumperne, hvis vi vil bevare en selvstændighed, jeg tænker her nationalt. (Jeg går hverken ind for EU eller er imod det), "vi har været solgt for mange år siden". Men det land, som vor forældre og deres forældre, har kostet blod og tåre på at bevare igennem århundrede, det har én generations magthavere formået at ødsle bort. Hvorfor?

Det har de kunnet, fordi der har været og er en uselvstændig befolkning, der ikke engang har kunnet holde styr på sit eget privatliv. Det er ikke en ondskabsfuld bebrejdelse af mine medborgere, men en sørgelig konstatering. Den befolkning jeg taler om, har ladet sig kaste ud i en materialisme, som aldrig har været set tidligere i historien. Den har ladet flere og flere blive ofret til alkoholisme og narkomani eller anden form for opgivelse, ("hvor der handles, der spildes"), for fremskridtets skyld. Den har stiltiende fundet sig i, at de ældre ikke mere har en værdig plads i samfundet. Der er flere og flere der er nødt til, at bruge det meste af deres weekender til småpimperi, for overhovedet, at kunne holde ud, at være sammen med familien. Den har fundet sig i, at de fleste mennesker i samfundet er nødt til at tage lykkepiller eller anden form for beroligende eller smertestillende midler, for overhovedet, at kunne holde ud at leve. Jeg tror, jeg kunne blive ved i det uendelige, men det skal jeg lade være med.

Er det sådan en befolkning, man prøver at bilde hinanden ind, at der er voksne, og ansvarsfulde til at stemme om Danmarks fremtid. Jeg vil kalde det et neurotisk folk. Men hvis et neurotisk folk skal vælge en leder, der kan tilfredsstille deres neurotiske behov, så må de selvsagt vælge en der er større neurotiker end dem selv. Hvis et morderisk folk skulle vælge…o.s.v.

Det er katastrofalt, at styre et land på kompromiser. Det vil jo aldrig blive andet end halve og kvarte løsninger, som ingen kan være tilfreds med. Det svarer til, at hvis Amtet skal afgøre forældrerettigheden til et barn, og de så huggede barnet midt over, og gav forældrene hver en halvdel. Jeg vil dermed heller ikke mene, at den ene part bare skal give sig for den anden.

Vi skal heller ikke have en politik, hvor der er en blok der sidder 4 eller 8 år, med en suveræn magt. Og grunden til at det er farligt er, at man kunne forestille sig, en sådan regering, f.eks. kunne finde på, på bare 5 år, at nedlægge al kollektiv trafik, rykke alle jernbaneskinner op, og sælge alle busser for at indføre privatbilisme. Omvendt kunne den anden blok finde på, at forhindre privatbilisme, fjerne alle broer, og forbyde salg af benzin og pløje alle vejene op.

Begge tilfælde ville jo være katastrofalt for samfundet, og ville føre til, at hver gang den anden blok kom til magten, så ville de bare begynde at bygge det hele om igen. Sådan kunne man nævne mange eksempler. Og selv om dette eksempel er firkantet og provokerende sat op. Så kan man i hvert tilfælde sige, at en sådan form for styring er man da fri for p.t., fordi ingen mindretalsregering vil have mulighed for sådanne misgerninger.

Det ville være helt anderledes hvis det var sunde og voksne mennesker, der styrede landet, men det er det ikke. Og det kan kun skyldes, at det er syge mennesker der vælger dem ind. Hvis en psykopat skal vælge en leder for psykopater, så må han nødvendigvis vælge en der er større psykopat end ham selv. Og sådan er det bare, dette er en naturlov.

Et sundt, modent og voksent menneske, er et menneske der er i stand til med indlevelsesevne, at lytte til et andet menneske. Det går aldrig på kompromis med sine synspunkter, men lytter aktivt med henblik på at blive klogere, og er så i stand til at tilsidesætte sine tidligere synspunkter til fordel for en højere sandhed. Men viljen til at lade kendsgerningerne sejre, kan ligge på et meget lille sted, hvis det især er det med "menneskesyn" man er uenig i. Jens Otto Krag sagde engang, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Jeg synes det var klogt sagt.

En debat må aldrig blive et spørgsmål om at få ret, eller at skulle bevise hvem der er klogest, eller hvem der er stærkest og har mest magt. Så er det nemlig ikke mere en debat eller forhandling, men en regulær "gadekamp" Det er jo netop derfor, at rigtige kvinder ikke går ind i politik. En rigtig kvinde er nemlig ikke magtsyg. Det ligge slet ikke til hendes natur.

Magt og legalt mord
Du må ikke slå ihjel, siger de såkaldte kristne. Det står der i de ti bud. Skal de kristne så lade være med at slå ihjel? Er det i orden, at dræbe, hvis man ikke er kristen og hvem afgør om man er det?

Er det alle mennesker man ikke må slå ihjel? Gælder det også i en krig?
Er det i orden at dræbe, hvis bare man har valgt nogle myndigheder til at tage beslutningen om at sende en i krig?

Jeg mener , at det er hykleri, at have en holdning, der konkret siger: Du må ikke slå ihjel. Vi gør det alle sammen, på den ene eller den anden måde. Direkte eller indirekte, ved at tie eller samtykke, når vi er vidne til overgreb. Det være sig lokalt eller globalt. Jeg tænker her på de lande Danmark er i alliance med, og som har deltaget i adskillige krige over hele verden, med held eller nederlag, for at sikre sig territorier eller økonomiske interesser.

Hvis vi er deres (kristne) allierede, så er vi også deres (kristne) medskyldige. OK, siger vi så! Men de krige er jo imod de onde. Men hvem skal afgøre, hvem der er ond? Jeg undre mig, fordi: Vores allierede lande erklærer sig, at være kristne lande, der alle har en lov, der siger, du må ikke slå ihjel.

Når alt kommer til alt, er vi så meget anderledes end de muslimske lande? Jeg tror, at der er lige så mange aggressioner, bitterheder, magtbegær, ondskab og mordtanker i os, som der er i alle andre mennesker i verden. Vi er bare langt mere raffinerede i vores metoder. Vi har lært at dræbe på afstand, og dermed undgå, at bedrageriet bliver afsløret. Vi gør det så kompliceret, at ingen kan drages til ansvar.

I kvindekampen hører man ofte: "Vi kvinder kræver ret". Eller som nogen siger: "Vi kræver ligeberettigelse". Alene ordvalget siger, at det ikke kan lade sig gøre. Ingen har krav på noget. Hvis man vil noget, så må man kæmpe. Ikke for "at få retten", men for at tage den, og det er noget andet. Hvis nogen giver en retten til noget, så har denne også retten til at tage den igen. og dermed er den betinget. Den der har magten, har nemlig også retten. Men magt er ikke noget man får, det er noget man tager. Den virkelige ligeret, det er den man selv har erobret. Et territorium man har indtaget. Hvis man selv havde magten, behøvede man jo ikke spørge om at få den. Så det drejer sig altså om, at være i besiddelse af den. Så mon ligeret overhovedet eksisterer når det kommer til stykket. Hvis kvinderne tog magten. Så ville det jo være mændene der kom og krævede deres ret. Men så længe der er en magt der er større end en selv, er det kun en illusion at kræve retten.

Mon kvinder egentlig ønsker magt? Det tror jeg ikke de gør i al almindelighed. Og det er måske lige frem det er er årsagen til, at så få kvinder sidder på de ledende stillinger. Jeg tror, at der fra naturens hånd, også her er en væsentlig forskel. Kvinder er vel også mere afbalanceret end mændene. De har heller ikke de mindreværdskomplekser, som er en betingelse for ønsket og begæret om magt. Så hvorfor skal man absolut pace kvinderne til at indtage magtstillinger? Lad os da for alt i verden bevare forskellen mellem kønnene. Som jeg tidligere har citeret:

En rigtig mand udøver sin mandlige kraft med kvindelig mildhed.
En rigtig kvinde udøver sin kvindelige mildhed med mandlig kraft.

Den globale magt
Det er ved at være sådan i verden, at intet land kan begå sig; det være sig i tankegang, samhandel eller samarbejde på den ene eller anden måde, med mindre; man infører demokrati efter et vestligt mønster. Et land som Irak, vil ifølge sagens natur ikke være i stand til, eller moden til demokrati de næste 10 -20 år. Demokrati er en udviklingsproces, og ikke noget der kan gøres på kommando. Se bare på Algeriet. I øvrigt mener jeg slet ikke, at vores vestlige demokratier er noget at prale af.

Det er de vestlige lande der har magten i verden, (USA, verdens politi), hvad er det for et udtryk. Hvis et eller andet muslimsk eller kommunistisk land skulle føle sig truet, så forstår jeg dem godt. Jeg forstår godt, at de i deres fortvivlelse og desperation, fremstiller kemiske våben, da det er det eneste de har råd til at fremstille. Havde de ikke haft en trussel fra de vestlige lande, så havde de heller ikke haft den aggressive holdning, som de har i dag.

De vestlige lande har altid haft en mærkelig interesse i de såkaldte ulande, fordi vi kan udnytte dem økonomisk. Men når de så begynder at stritte imod, uddanne sig og stille krav, så er helvedet løs. Det var jo det samme der skete i de sidste år før slaveriet (såkaldt ophørte) i vesten.

Hvert land har sine love og regler, som kræves overholdt. Det kaldes også for samfund.

Men landene imellem har ikke nogen love. Det kaldes anarki eller junglelov. Hvem skal være dommer der?

Jeg mener hverken, at Saddam eller Hitler er nogen man kan kalde helte eller skurke. Der er ikke engang noget specielt ved dem. Men de er ofre for hver især deres tids skæbne. Havde det ikke været Hitler, så havde det været en anden o.s.v. Tag bare en ganske almindelig dansk morder eller voldtægtsforbryder. Ser man nærmere efter, så er de jo selv ofre, på den ene eller anden måde.

Tænk engang hvis vi ikke havde alle disse magtmennesker der vil eje verden eller landene eller havet eller byerne eller skovene eller markerne eller byggegrundene. Der var engang en lille pige, der altid legede i skoven og følte, at det var hele hendes verden. Pludselig mødte hun en dreng der kom farende og sagde; hvad laver du her, det er min skov. Pigen svarede: Jeg er da ligeglad, hvis du vil eje hele skoven, så værsgo’, bare jeg også må få lov til at være her. Her er hele forskellen på at ville have magt, og på bare at "ville være".

Ordet anarki har også en positiv betydning, nemlig frihed. Magtmennesker ønsker ikke anarki, de ønsker lov og orden og magt. For dem er anarki lig med kaos. Frie mennesker ønsker heller ikke anarki, de er jo frie. Man kan jo ikke ønske noget man har i forvejen.

Danmark er en forretning, er der nogen der siger. Nej Danmark er ikke nogen forretning. Danmark er et land, hvor der findes en masse forretninger. Jeg håber, at der stadig er en del fornuftige mennesker, der stritter imod denne syge liberalistiske holdning. Det er jo netop denne giftige tankegang, der er med til at ødelægge et samfund, på samme måde, som en ren socialistisk holdning er giftig. Hvis det virkelig var sådan, at Danmark var kun var en forretning, så kunne vi godt lukke plejehjemmene, skoler - læreranstalter, børnehaverne, fængsler, omsorgsinstitutioner, mange jernbaner og postruter, sygehuse m.m.. Disse ting hører nemlig ikke med til en overskudsforretning. Men netop disse ting der er de egentlige statsopgaver.

Jeg ved udmærket godt, at der skal tjenes penge til at betale disse udgifter, men der er noget galt, når et samfund er kommet så vidt, at man siger: Færre arbejdspladser for erhvervslivets skyld, overskud for erhvervslivets skyld, målretter folkeskolerne for erhvervslivets skyld. Hospitalerne forsker for forskernes skyld. Man gør alt hvad der står magthavernes magt for at få så mange børn i institutioner, for at hjernevaske dem til et folk i erhvervslivets tjeneste. Kort sagt hele samfundet bevæget sig omkring en cirkel der hedder erhvervslivet. Det er også erhvervslivet man ser, har deres daglige gang inde på Christiansborg som lobbyister. Vi andre skulle lige komme rendende, så blev vi smidt ud med det samme.

Hvor har ministre, folketingsmænd, fagforeningsbosser pladseret deres formuer? Det har de i erhvervslivet. Derfor er de selvfølgelig også interesseret i at disse virksomheder får så stor indtjening som muligt. Sygehusene har forsket som aldrig før, for at bevare nogle fede stillinger til lægerne. Men er det kommet folket til gode? ventelisterne på landets sygehuse er så store som aldrig før, for bare almindelige skavanker, som man for bare 30 år siden ville kunne få ordnet med det samme.

Folk på bistandshjælp og førtidspensionister har ikke noget til overs til at forsøde tilværelsen med. Er det så forståeligt og acceptabelt, hvis de laver nogle få sorte kroner? Hvorfor er det egentligt så vigtigt at skulle forsøde sin tilværelse. Hvis vi har et godt samfund, behøver vi vel ikke yderligere at skulle forsøde det. At have et godt liv har ikke noget med penge at gøre. Man kan tjene 1 mill. Om året og være bund ulykkelig og samtidig økonomisk på "spanden".

Og du kan tjene 80.000 om året og være verdens lykkeligste menneske med en god økonomi.

Behovet for at forsøde sin tilværelse kommer af at have det socialt dårligt. Men dette problem løser man ikke ved at lave lidt sort arbejde.

Hvorfor er der så få mennesker der ser sammenhængen i vores samfund? Vi er ikke opdraget holistisk, men adskilt fra helheden. Men det er jo netop den måde vi lever og forholder os til vores tilværelse på, der bestemmer vores økonomi. Hvis et menneske har det dårligt socialt eller personligt, så er der også stor sandsynlighed for, at deres økonomi den skranter. Men det er meget få mennesker der ser denne sammenhæng. Vores demokrati og privatliv er i bund og grund konservativ og fastlåst. Vi tillader os selv at blive sat i bås, og sætter ligeledes andre i bås. Vi vil så gerne spille roller. Og når vi er gået ind i en rolle, så spiller vi linen ud, som regel til vi dør. Og vi afviger ikke for de roller, da vi individuelt ikke er i stand til at spille andre roller end den ene vi netop har lært.

Skattekroner
Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan betale sin skat med glæde. Det er muligt, at regeringen amter og kommuner skal bruge flere og flere penge, for det skal de. Men vi kræver faktisk selv, at de opfylder de krav, som vi stiller af dem. Militær, Sygehuse, landeveje, motorveje, Postvæsen, offentlige transportmidler, Læger, sundhedsvæsen, bistandskontorer, forskellige ministerier til at holde orden på miljø m.m., pensioner og andre overførselsindkomster, og man kunne blive ved. Men vi har bygget et samfund op, hvor disse ovennævnte instanser vil blive mere og mere ressourcekrævende. Der er intet af disse ting, som jeg tror nogen ville skære ned på. Og selv på vores private hjemmebane kræver vi mere og mere. Og det er alt sammen i det store maskineris interesse

Grunden til man har fået fuld fradrag for sine renteudgifter, har jo netop været, at få folk til at forbruge noget mere. Hvis ikke der er nogen til at købe, så kan der heller ikke produceres. Og det vil sige, at så er der heller ikke nogen beskæftigelse. Så tingene hænger alligevel sammen. Vi er simpelt hen nødt til at have en ganske bestemt mængde af forbrug, for balancens skyld. Men heller ikke for meget, for så går det også galt.

Det "velfærdssamfund" som vi alle taler så meget om, det er bestemt ikke truet. Det lever i bedste velgående. Jeg kender ikke et eneste menneske, der ikke får sit daglige brød. Vi har alle sammen et sted at bo. Vi har alle sammen møbler og tøj, endda i rigelige mængder. De fleste mennesker har en bil eller to. Vi har sygehusvæsen, og forsikringer i lange baner. Den halvdel af befolkningen der er i arbejde, er i stand til at betale den anden halvdel for ikke at lave noget. Og paradoksalt nok, så er landets største problem faktisk at komme af med affaldet fra vores overflod.

Det vi har set indtil nu er, at jo større økonomisk vækst der er, jo mere forurening er der, jo mere forbrug og dermed affald, og jo flere ulykkelige mennesker og forsømte børn bliver der.

Mennesker har skabt maskinerne, teknologien og elektronikken, for at aflaste et hårdt legemligt arbejde. Det er det vi skal til at høste frugten af nu. I det hele taget bør vi være overordentligt tilfredse med at få så meget frihed som overhovedet muligt. Man skal da for pokker ikke skabe beskæftigelse for beskæftigelsens skyld.

Altså kan man vel med rette sige, at debatten snarere skulle køre på:

Om vi stadig vil have det samfund vi har?
Om vi stadig vil have den øgede vækst som det resulterer i?
Hvis vi vil det, så må vi betale hvad det koster.

Jeg kan godt forstå det negative i, at alting bliver styret og betalt af det offentlige. Det allerværste ved det er, at nogen mennesker tror, at alt hvad der er offentlig, og som man ikke betaler direkte for, at det er gratis. Derfor kan de ikke forstå, når de skal betale skat. Personlig mener jeg det er en god ting, at visse ting er tilgængelig for alle, så som skoler, landeveje og sundhedsvæsenet, uden at skulle stå med pengene i hånden, men det har altså en grim negativ bagside. Men det er jo igen et eksempel på, hvad der sker, når et samfund bliver så kompliceret, at det enkelte menneske ikke er i stand til at gennemskue det. Der er da også mennesker der må bukke under på grund af samfundets uigennemskuelighed.

Men det økonomiske tyranni, er ikke noget der kan bekæmpes ved at sætte et angreb ind mod enkeltpersoner eller grupper, men derimod ved at påvirke samfundet til en massiv gennemgribende bevidsthedsændring / udvidelse om vores samfundssystem. Altså oplysning / information. Når jeg siger oplysning / information, så mener jeg selvfølgelig ikke traditionelt, som vi hidtil har set det. Den traditionelle oplysning har jo netop været at fastholde mennesker i materialismens verden. Men jeg mener oplysning om verdenssamfundets bedrag. En god start er altid, at sige: Lær at tænk i stik modsat retning af det almene, så er du på rette spor.

Når man taler samfund eller økonomi, så er man nødt til anskue tingene psykologisk. Præcis som det enkelte menneske har en psyke, så har samfundet også en sjæl. I daglig tale kalder man den bare "samfundskulturen". Men mekanismen er den samme.

Jeg vil mene, at hvis man vil analysere et samfund og dets symptomer, så er man bestemt nød til at se det i et psykologisk perspektiv. Man må jo heller ikke glemme, at samfundet jo som bekendt består af mennesker med en psyke. Virksomheder bruger sandelig også psykologer, til at analysere firmaets psyke. Fordi det er samme mekanisme der foregår. Kommer du til en læge med mavepine, så vil denne læge sikker også spørge efter hvordan dit samliv o.s.v. foregår. Sådan er det altså også med et sygt samfund. Man er nødt til at gå helt ind i dets sjæl, for at finde den egentlige årsag til sygdommen. Al anden undersøgelse vil kun resultere i fund af symptomer.

Ved hjælp af psykologien kan man tage pulsen på samfundet, og dermed dokumentere, at samfundet behandler dets krise med Fontex og lignende midler, i stedet for se på og bearbejde krisens egentlige årsag. På denne måde kan man se, hvordan magthaverne ved hjælp af bedøvende midler, lægger en dæmper på dets borgere, for bedre at kunne tyrannisere dem.

Jeg har gang på gang været udsat for, at når man nærmer sig årsagen til det egentlige samfundsproblem, så står folk gerne af. Det gør simpelt hen for ondt. Jeg tror heller ikke, at der overhovedet er nogen i samfundet der virkelig ønsker at få det lavet om. Der er for meget at give afkald på. og derfor kan tyranniet fortsætte. Men for mig at se, er det ikke et spørgsmål om enten eller. jeg mener bare at man er nødt til at se på problemet der hvor det er.

Der er naturligvis mange folk der bliver skræmt af ordet psykologi. Og det er forståeligt. Men det skyldes jo ikke ordet i sig selv. Det skyldes udelukkende, at man ikke vil erkende virkeligheden som den er. Og så kan man faktisk kalde det alt muligt andet, og det vil blive det samme. Så snart man nærmer sig kernen, så vil de fleste stå af. Man skal ikke stikke hovedet i busken, fordi man ikke er ekspert. Vi er alle eksperter, eller også er ingen eksperter.

Vores samfund er i dag bygget op således, at mange kun betragter noget som betydningsfuld, hvis det bliver sagt af en ekspert. Problemet ved dette er bare, at det er eksperten, der bliver det vigtigste og ikke det han/hun siger eller gør. (idoldyrkelse).

Den 4 statsmagt
Lever den danske presse op til sit ansvar som den fjerde statsmagt, eller er chefredaktører og journalister blevet for indspiste med de magthavere de skal holde øje med?

Afsløres magtmisbrug og uretfærdigheder i tilstrækkelig grad af aviser, radio og TV - Eller er de danske medier tværtimod alt for emsige og hurtige til at råbe skandale når en minister eller erhvervsleder har trådt i spinaten?

I bogen "Staten", er Platon meget optaget af;  hvem der skal vogte over dem der vogter?

Jeg mener ikke, at pressen lever op til den rolle, som de burde varetage, og som de påstår de varetager, hvad der er endnu værre. Det er jo trods alt en selvbestaltet statsmagt vi her taler om.

Pressen har gjort sig selv til det mellemled, som kirken engang havde som funktion, nemlig en tillidsmand eller talsmand mellem Statsmagten og folket. En usynlig statsmagt om man vil.

Helt tilbage til menneskets urtidsdage har man haft sådan en funktion. Medicinmanden var et mellemled mellem høvdingen og indianerne. "Han havde ingen reel magt, men han sagde god for de love som høvdingen lavede, og så var alt i orden". Vi har set kirken gøre det samme. Da kirken uddøde, blev hvervet overtaget af pressen. det er den nye tro. Derfor er det ikke så underligt, at så mange mennesker mener det samme. De læser jo de samme aviser, og ser den samme Tv-avis.

Jeg mener også, at pressen nu er ved at have talt sine dage, ved at have gjort sig utroværdig, eller prostitueret sig om man vil. Den har ganske vist altid været prostitueret og utroværdig, lige som kirken altid var det, og lige som medicinmanden var det. Det interessante ved det hele er, at mennesker bliver klogere og bliver bedrageriet oftere opdaget.

Da indianerne udviklede sig og blev klogere, gennemskuede de medicinmandens svindel med hans trolddom. Og høvdingen blev til en Konge og medicinmanden til en kirke og indianerne til undersåtter.

Da undersåtterne begyndte at læse, gennemskuede de kirken og dens ugudelige lære. Og kongen blev til en regering, og kirken blev til en presse, og undersåtterne blev til samfundsborgere.

Da samfundsborgerne begyndte, at forstå forholdet mellem de tre instanser, at Høvding -medicinmand, konge - kirke, og stat - presse, altid har gået hånd i hånd, så begyndte samfundsborgerne, at stille kritiske spørgsmål til den 4. statsmagt.

Det er umuligt at dokumentere. Men jeg vil tro, at kun 20% af pressens udtalelser er sande, og 80% usande. Hvorfor hedder det ellers journalistik; det skal skrives i et journalistisk sprog. Man kunne da bare nøjes med, at skrive en almindelig beretning. Vi forstår da alle sammen dansk.

Men hvis 80% af det pressen skriver er opdigtet, hvorfor køber så mange mennesker da aviser? Jeg har hørt kendte pressefolk der har sagt, at hvis pressen beskrev sandheden og kun forholdte sig til den, så var der ikke nogen der ville læse deres historier. Nej; det er ikke sandheden folk vil høre, det er historier. Og det får de så. Det er jo i sidste ende også det de betaler for. Der er ikke ret mange mennesker der bryder sig om realiteter. Ikke i den kunstige verden vi lever i. Der er ikke nogen der vil have afsløret det torneroseslot, som vi alle sammen lever i.

Vi lytter til løgnen og siger: Det er sandheden.
Vi lytter til sandheden og siger: Det er løgnen.

Om pressen tilmed er lidt mindrebegavet, ved jeg ikke, men noget tyder i den retning. Jeg kender mange, og har været vidne til personer der har været omtalt i den ene eller anden avis. Men fælles for dem alle er, at reportagerne altid er fyldt med fejl, enten i adresser, navne eller sågar, meget ofte, med helt forkerte navne. Hvis pressefolk ikke engang kan forholde sig til så elementære ting, som almindelige data, hvordan skal de så kunne forholde sig til en begivenhed, der kun kan ses og tolkes med subjektive øjne.

Jeg er da udmærket klar over, at ingen journalister bevidst lyver for at blive afsløret. Det er jo netop det deres lange uddannelse går ud på, at lære dem, hvordan de undgår at blive afsløret. Hvordan man pakker sagerne ind, således, at folk tror det er den rene sandhed. Vi ser da også tit, at folk siger: Det må jo være rigtigt, for det står jo i avisen. Og som jeg skrev tidligere, Pressen er den nye tro, i stedet for kirken. Vi er ligesom med religionen, afskåret fra at kontrollere påstandene.

Hvem var det der f.eks. malede et "portræt" af Per Stig Møller, da han skulle afløse Hans Engel. Hvem i alverden har sørget for at fremskaffe Per Stig Møllers Generalieblad hos politiet. Man prøver med sådanne snedige manipulationer, at give befolkningen et billede af manden, og sige, se, sådan er han. Hvis man ikke kalder det for løgn og magtmisbrug, så er man langt ude.

Aviserne bruger tit udtryk som : Folk raser, eller: de eller de er vrede over.., eller nu er der rører hos de eller de. Eller mange mennesker mener det og det. Eller endnu værre er udtrykket: Flere og flere mener.

Ved du hvad: Folk mener ikke en skid i al almindelighed, eller er vrede over noget bestemt, eller raser over noget af det de skriver om. Men mange mennesker synes nok, at når nu avisen skriver, at folk ikke kan lide Statsministeren; ja så går det nok ikke rigtig mere, at synes om ham alt for offentligt. Og på den måde er det pressen, og pressen alene der raser eller er vrede eller ikke kan lide Statsministeren o.s.v. Og så følger folk efter. "Man gør vel som præsten siger".

Men det jeg taler om her, det er nemlig selve løgnen, som folket lever på. Da man ikke har nogen mening om noget som helst selv, og da det kræves at man er almindelig almenviden om de daglige begivenheder, så læser man omhyggelig morgenavisen på vej til arbejde, for at have en mening i frokostpausen.

Men som Knagsted udtaler det i Gustav Hvids film, "Livsens ondskab" : "Folket er ikke idealister, folket er bedøvende ligeglad med politik. Folk er kun interesseret i deres mad og legetøj". Endvidere siger han: Man er efterhånden ved at gøre folket til et 4. punkt i treenigheden.

Og det er lige hvad det her handler om. Og derfor kan pressen kører rundt med folket som de vil. Fordi folk er usikre, alle til hobe, og sukker efter en autoritet, der hele tiden kan fortælle dem hvad de skal tænke og sige og gøre og mene. Og så længe pressen bevarer sin autoritet, ved at skrive i den journalistiske form, som de gør, så har de virkelig magten over folket. "Det trykte ord"

Pressen ved at de har magten, men afslører det ikke.

Folket lader sig bilde ind, at de har magten, men affinder sig med at pressen har den, så længe pressen ikke afslører det. På den måde kan man sige:

At pressen og folket leger en leg, der går ud på, at de leger, at de ikke leger.

Den samme metode er i øvrigt tidligere anvendt i terapeutisk behandling af skizofrene mennesker.

Når jeg skriver, at staten og pressen går hånd i hånd, så er det selvfølgelig ikke bare grebet ud af den blå luft. I Danmark har vi ikke noget 2 partistyre, nej vi har mange partier i folketinget, som hvis man ser det lidt fra oven af, må sige, at de er ikke så langt fra hinanden som de lader til. Så langt tror jeg man vil give mig ret. OK, vi kan da godt sige, at vi har en socialistisk fløj og så en liberalistisk fløj. Men det er stadig inden for samme familie.

Når pressen kritiserer noget fra den ene fløj, så kan man altid være sikker på, at det er til den anden fløjs fordel, altså stadig inden for samme familie. Derfor begrebet hånd i hånd.

Vi har et styresystem, og det er helligt for pressen. Lige som kirken ikke modsiger Kongehuset, men beder for dem. En presse burde også være kritisk over for selve systemet. Men her har den sovet i timen. Systemet er kørt af helvedet til, og pressen har ladet stå til, med den elendighed til følge, som landet efterhånden er kørt ud i.

Der har været masser af advarsler fra forskellige sider, men selv pressen har slået enhver protest ned med fast hånd. Pressen har nemlig altid holdt sig på den "pæne" side.

Ekstra Bladet, var for et par år siden i gang med en positiv kritik af vores folkestyre. Men de faldt hurtigt til patten igen. Det var nok økonomien, jeg ved det ikke. I hvert tilfælde lytter man ikke til de røster der engang imellem rejser sig og stiller spørgsmål til selve folkestyreformen. Det er blevet en hellig ko.

En rigtig samfundskritiker, er en der sætter spørgsmålstegn ved selve styreformen. Hvor kører vi hen? Hvad er formålet? Kan vi køre i en anden retning?

Disse samfundskritikere eller systemkritikere mangler vi. Når de endelig opstår, bliver de kaldt for yderliggående eller det der er endnu værre. Bevares jeg ved godt, at disse yderliggående grupper også findes. Men så længe det er en gruppe, giver jeg ikke en pind for dem.

Pressen ved godt, at den ikke skal kritiserer selve systemet, for hvis de gør det, så lider de samme skæbne som politikerne, hvis de skulle finde på at gøre det. Selv Jakob Haugaard faldt hurtigt til patten. Af en eller anden grund, ved folk godt, at hvis vi standser toget, der "bare kører der ud af", så er det slut med den store forbrugsfest. Derfor rører pressen ikke ved dette emne. Og derfor kalder jeg dem for prostitueret. Både regering, folketinget og pressen er i samme suppedas, og derfor "hånd i hånd".

Jo, der er selvfølgelig journalister der følger skarpe sager op. Men jeg tror at disse journalister har det hedt med deres redaktører. Men når jeg angriber pressen så heftigt som jeg gør, så er det vel nok mere efter den platoniske devise "Hvem skal vogter over dem der vogter". Her mener jeg nemlig, at pressen kommer ind i billedet, eller nærmere burde. For generelt synes jeg ikke, at pressens kritik af vores parlamentariske styreform er i orden, selv om der selvfølgelig findes undtagelser. Ind imellem mener jeg snarere, at det rent faktisk er pressen der kaster grus i maskineriet, så de på den måde selv er med til at trække systemet ned i sølet.

Pressen har i dag fået så stor indflydelse på dens læsere, at man ligefrem kan sige, at det er politikerne der falder på knæ for pressen. Og som følge af det, er politikerne skide bange for at foretage sig noget, som pressen er imod.

Og da pressen er økonomisk afhængig af dens kunder, som jo selvfølgelig er flertallet af befolkningen, så er det, man ser pressens værktøj, bestående af folkets jantelov, misundelse og sladder, som er årsagen til, at næsten alting skal trækkes ned i sølet. Men her mener jeg så sandelig også, at politikerne har et problem; nemlig ved at lade sig køre rund med i manegen af pressen. Vi skal have nogle politikere, der har respekt for pressen, men ikke nogen der på grund af deres forfængelighed slikker pressen i røven for at komme på TV, eller for ikke at blive skældt ud. Det er statsmænd vi har brug for, og ikke bare politikere.

Men som jeg ser det, er det som om, at pressen rent systematisk sørger for, at skabe politikere efter pressens interesse. Fordi der skal være visse betingelser opfyldt, før en sag kan blive til en pressehistorie. Vi ser da også eksempler på hvordan de politiske partier ligefrem udvælger deres ordfører o.s.v. efter hvem der har mest Tv-tække. Og jeg synes virkelig det er trist, at vores folkestyre skal være et medie.

Pressen tegner de billeder, som dé ønsker folk skal se som virkelighed. Ved hjælp af journalistik, opbygger de en historie i bedste romanform. Jeg har ikke lyst til at trække konkrete eksempler frem. Men man kan bare læse aviserne eller se TV avisen. Der hører eller læser man dagligt udtrykket. "folk raser over dit eller dat". Man hører aldrig, hvad det er for nogle mennesker, der "raser " . Tilsyneladende refererer de til andre pressefolk, da de som regel udelukkende får deres informationer fra deres kollegaer eller bureauer rundt om i verden. Os almindelige mennesker vil de i hvert tilfælde ikke lytte til. Dette ses tydeligt på de mange læserbreve der bliver afvist eller redigeret

Der er folk der har nægtet at udtale sig til pressen, hvor de så er blevet truet med, at så skriver pressen bare selv deres historie.

For at være i stand til at udsende informationer, må man også være i stand til at beherske sproget og formulere sig på rette måde. Sproget er nemlig ikke uden betydning for indflydelse. Kan man ikke formulerer sig ordentligt, så kan man lige så godt pakke sammen. Der er ikke noget der skaber så meget respekt, som en der forstår kunsten at bruge sproget. Dette være sig mundtligt eller skriftligt. Jeg tror netop, at sproget er pressens vigtigste våben. For er der noget de har styr på, så er det netop dette at kunne udtrykke sig. Ja, man kan sige, at det er deres kunsthåndværk. Og nu kommer jeg så til sagens kerne, og er det store spørgsmål. Hvis jeg har ret i min påstand, at sproget har en sådan magt? Er det så også etisk rigtigt og demokratisk rigtigt? Jeg mener; den der har sproget i sin magt, kan jo også bruge det til lige hvad de vil.

En anden ting ved pressen er "mængde". Når man sidder og læser Ekstra Bladet, så har man samtidig følelsen af, at dette her sidder der også 100.000 andre mennesker og læser. Altså er vi mange der læser det samme. Dermed følelsen af at være "rigtig" fordi man er mange, der mener det samme. Derfor ser man også at selv om stemmerne flytter sig, så er det ikke de store udsvingninger, fordi folk har det ikke med at skifte avis i tide og utide. Læg lige mærke til i København, inde på Nørregade. Der stod der på et skilt følgende: "flere og flere" går ad Nørregade. Jo, Daels Varehus, var udmærket klar over, at mængde har betydning. Og det ved pressen også.

Der var en tidligere Studievært på Tv-avisen der altid sluttede af med at sige følgende: "og det var så de nyheder vi valgte at bringe i dag". Denne vært har i en senere udsendelse i en anden sammenhæng fortalt, at han valgte at sige denne sætning, for ikke folk skulle få den tro, at de nu havde set alt hvad der var sket af interessante ting i verden denne dag. Og ikke mindst hvad der var værd at vide. Han understregede, at det jo bare var hvad "Tv-avisen" havde udvalgt som interessant.

Altså uanset om den danske presse, har nok så meget nærkontakt med verdens begivenheder, Så vil det alligevel altid være toppen af den pågældende nyhedsformidling, der afgør hvad vi må få af vide, og ikke mindst hvad dé føler er interessant. Og dette kan da i hvert tilfælde ikke gøres uden at denne nyhedsformidlers egen holdning til hvad vi skal vide, får en afgørende betydning.

Derfor er følgende spørgsmål utrolig vigtige:

Hvor høj en standard har den danske nyhedsformidling?
Hvem sidder i spidsen for disse nyhedscentre?

Hvilken social baggrund har de forskellige redaktører og ikke mindst pressefolkene? Er de sønner og døtre fra strandvejsvillaer eller er de sønner og døtre fra Vesterbro? Eller er det sønner og døtre fra landbruget. Alene det, at de er danskere, giver jo i sig selv et politisk og socialt særpræg for hvad pressen vælger at bringe.

Glem ikke at måske kun 2% af det samlede stof der kommer ind på de forskellige redaktioner, slipper igennem nåleøjet. Om det lige er 2% ved jeg ikke, men det er et gæt. Derfor vil der selvfølgelig blive prioriteret, og sådan må det da også være. Men man skal bare ikke være blind for, at sådan foregår det altså. Og ikke bare tro, at fordi der iflg. avisen eller Tv-avisen ikke er sket noget, så kunne det jo godt være, at det kun vor fordi det netop ikke lige sagde pressefolkene noget, eller at det ikke var stof der egnede sig til at lave journalistik på, eller historien ikke kunne beskrives med en helt eller skurk, altså sort / hvid o.s.v.

Derfor, når du tegner abonnement på en avis, så undersøg lige hvilken type ansatte der er på denne avis. Et firma der indlader en handelskontrakt med et andet firma, går sandelig også ind i dette andet firmas regnskaber og undersøger dem, eller de beder om firmaets årsrapport inden de tegner kontrakt. Dette gør de selvfølgelig for at se om det er en handelspartner de kan have tillid til. Hvor meget snarere skulle man så ikke undersøge den avis, som fremover vil påvirke hele ens intellekt, om de er troværdige. Men gør vi det?

Der var en der en gang sagde: "Ekstra Bladet læses kun af fjolser". Det kan da godt være, at Ekstrabladet kun tages alvorligt af fjolser. Men i så fald findes der altså utrolig mange fjolser i Danmark, inkl. Politikere. Der bliver dagligt solgt ca. 170.000 stk. Ekstrablade. Bladet er et løssalgsblad, hvor det formodes at det ikke altid er de samme der læser bladet hver dag. Derfor må man efter Ekstrabladets egen udsagn formode at ca. en halv million - 500.000 danskere jævnligt læser Ekstrabladet. Kan man så med disse tal stadig påstå, at Ekstrabladet ikke skal tages alvorligt. Så kan det godt være, at de er stupide eller fjolser eller hvad man nu kalder dem. Men ét er sikkert, politikerne er i hvert tilfælde ikke lige glade med, hvad et dagblad som Ekstrabladet jævnligt påvirker 500.000 mennesker med. Jo, selvfølgelig er politikere også menneskelige. Men hvis det er det man forstår med menneskelig, så burde vi have nogle andre politikere der ikke var menneskelige. En politiker skal ikke rende efter de vinder der blæser start den ene vej, og snart den anden. Det burde være personligheder, der er i stand til at tænke selvstændigt og drage sine egne konklusioner og dermed beslutninger, uden påvirkning fra landets aviser eller anden presse. Men sådan er det altså bare ikke fat.

En politiker er nemlig ikke politiker længere end "landets læsere ønsker det". Og læg lige mærke til, at jeg skriver "landets læsere ønsker det". Det er ikke befolkningen der har en mening, det er pressen der skaber folkets mening, snart den ene vej og snart den anden. Og hvis ikke politikerne følger dette spor, så er de ikke politikere ret længe.

Men som man ved, så findes der et slogan der hedder, du bliver hvad du spiser. Her ville jeg så sætte ind: "Du bliver hvad du læser". Jeg har somme tider byttet om på disse begreber og sagt:

"Du spiser efter hvad du er", Og "du læser efter hvem du er". Men det er jo lige som det med, hvem der kom først; hønen eller ægget.

En anden ting, som pressen er klar over er, at de fleste af dets læsere / seere, har et neurotisk, behov for at komme af med deres aggressioner. Derfor informerer pressen selvfølgelig til disse neuroser. Det er læsere der gerne vil have noget at brokke sig over, og det får de så, så længe de vil betale for det. Man hører tit, fra en eller anden der lige har læst en avis, følgende: "Nu skal du bare høre"; "det er dog forfærdelig", eller "det er da for groft". Og så fortsætter man med at skælde ud. Det er det rene afløb fra nogle aggressioner eller ondskab, der skulle være udløst et helt andet sted.

Om Ekstra Bladet er et lødigt organ, står vel op til den enkelte at vurdere. Jeg selv mener hverken den er værre eller bedre end andre, den er bare noget andet. Ja, måske underholdning, hvis man kan kalde galgenhumor for underholdning. Men Berlingske Tidende eller Jyllands Posten er vel også underholdning for deres læsere. Her er det bare nogen andre typer læsere der bliver bekræftet i, at de er så rigtige. Men stadig, selvfølgelig bliver mennesker da påvirket af det de læser. Men findes denne store "sandhed" overhovedet?

Jo selvfølgelig findes sandheden. Endda med stort S. Kald den bare relativ, men ikke "kun" den relative. Sandheden er nemlig noget meget stort. Problemet er nemlig, at pressen skriver til læsere, der kun vil læse sort / hvidt. Det vil sige, enten skal det være løgn eller også sandt. Men da sandheden er relativ, så er alting jo sandt. Fordi, et hvert menneske ser på en sag fra hver sin vinkel. Derfor er det hver især deres sandhed. Og alt er jo relativt.

Det største problem er netop, at nogle autoriteter, såsom pressen / TV, kirken, forfattere, skuespillerkunsten m.fl., altid er parat til at fortælle folk, hvad der er den "rigtige" sandhed. Og folk er i dag så vant til dette, at man ligefrem venter med at udtale sig om noget som helst, indtil en af disse autoriteter har udtalt sig.

Jeg synes, det er vigtigt, at vi træner os i, at acceptere hinandens sandheder, også selv om det tilsyneladende er to modsatrettede synspunkter.

Hvis en mand står ved foden af et bjerg og en anden på toppen af samme bjerg, og de samtidig ser ud i samme retning, så vil disse to personer have set vidt forskellige ting. Men det vil stadig være to ligeberettiget sandheder, uanset om disse to personer sikkert vil skændes i flere år efter, om hvad de hver især har set fra det samme bjerg. Disse personers udsagn om udsigten, siger nemlig ikke så meget om udsigten, som det siger om, hvor disse personer har været pladseret på bjerget, og hvad de har været interesseret i at betragte.

Sådan er det også i dagligdagen. Og derfor er vi nødt til at lære, at acceptere hver isærs sandheder. Ikke som "kun" subjektive, men med største respekt for det subjektive.

Blandt andet har det stor betydning, når vi her i Vesten, taler om at blande os i andre landes krige. Pressen o.s.v. er nemlig altid parat til at fortælle os almindelige borgere, hvem der er den hvide og hvem der er den sorte skurk. Vi glemmer bare, at se på begge parter som lige værdige sandheder med stort S, set fra hver isærs side. Det vi i stedet for gør, det er, at sige; nå ja, der er nok fejl på begge sider, men vi holder alligevel med de der, for de andre er mest dumme. Men dette siger igen mere om os, end set siger om dem. Og på den måde tager vi altid parti for den ene part, og gør dermed os selv til overmennesker med patent på sandheden. En sandhed, som enhver jordboer har ligeberettiget del i.

Jeg tror det er en rest fra den religiøse verden, der gerne vil have, at vi alle sammen er syndige mennesker, der kun lever på guds nåde og barmhjertighed, der får os til at sige, at sandheden ikke findes. Hvis vi mener noget med at respektere andre mennesker, uanset status og viden, så er vi også nødt til at se på disse andre mennesker, som værende berettiget med hver deres fuldgyldige sandhed. Ellers er det tom snak, at påstå at respektere dem.

Men der er meget stor forskel på relative sandheder og så lodrette løgne.

Pressen bruger ofte udtrykket: " Det forlyder fra pålidelige kilder''. Men hvem er disse pålidelige kilder? Så længe de er anonyme for læserne, så mener jeg det er læsernes etiske pligt over for sig selv, at sige: Dette kan jeg ikke bruge til noget. Eller; hvis en journalist har nogle forudfattede meninger, som han gerne vil have bekræftet, så kan han jo bare blive ved med at spørge tilfældige på gaden, indtil han finder nogen der siger hvad det passer ham, og derefter referere dennes historie.

Vi ser noget af det samme på Tv-avisen: Man laver en såkaldt tilfældig rundspørge på gaden om et givent emne. Hvis Tv-avisen er "for" dette emne, så spørger man måske 100 mennesker, hvoraf de 3 siger ja og de 97 siger nej, hvorefter man plukker to nejsiger ud af de 97, og stiller dem op mod de tre ja siger. Dermed har man overfor seerne vist et eksempel på, at et flertal mener ja.

Nej det er selvfølgelig ikke sikkert det foregår sådan. Men hvordan kan man være sikker på, at det ikke gør det. Jeg mener; det er da for farligt, at bare have blind tillid til pressen og deres metoder.

Det er jo sådan, at hvis man stiller 10 personer op, og beder dem om at beskrive en elvte person, så vil man netop få 10 vidt forskellige beskrivelser, som hver især vil sige mere om de 10 personer end om den elvte.

Hvad er pressen for et folk. Hvem har undersøgt deres baggrund. Hvilken typer er det de forskellige aviser er interesseret i at ansætte som journalister. Hvilken politisk baggrund har de. Er det mennesker fra en rigmandsbaggrund. Er det erhvervslivets sønner og døtre der søger ind i disse job,

Og i sidste ende kan man jo bare lade være med at købe bladene eller se Tv-avisen: Hvis ingen køber bladene, så stopper pressen. Men der er desværre en anden side af denne medalje. I vores samfund er størsteparten af menneskeheden passiviserede. Vi er blevet intellektuelle dorske og konfliktsky. Vi lader desværre pressen afgøre hvad vi skal mene, tænke og tro. Og da det er sådan, så kan man jo ikke mere sige, at folk bare kan lade være med at købe aviser eller se tv. De ved jo ikke, at det hænger sådan sammen. En fugl der er født i fangenskab, ved jo heller ikke at den er i fangenskab.

Når folk har læst en avis eller set tv, så tror de straks, at det er deres egen mening de har hørt eller det modsatte. Det er det bare ikke; det er derimod en bekræftelse på noget de tidligere har læst i avisen eller set i tv. Og sådan kan pressen drive rund med folk som en flok køer, der bare stiller sig hvor den bliver sat.

Der er selvfølgelig nogle få mennesker der ikke lader sig tæmme. Men ellers; jo - vi er styret så det vil noget. Og derfor kan man heller ikke kalde vores samfund for demokrati. Hvis man først har fjernet individualiteten, fra mennesker, og gjort dem til flokdyr, så kan man ikke tale om en fri vilje til at vælge. Så bliver det nemlig flokken, eller flokmentaliteten der er det afgørende. Floklederen her, det er pressen. Og denne pressen; det er som bare en erstatning for vores gamle religion eller kirken. Begge dele er samfundsmeningsdannende. I dag har vi bare kasseret kirken, og fundet en ny religion, der hedder pressen. Og kirken er veget tilbage

Og lige som med kirken hvor der er forskellige trosretninger, så har pressen også forskellige "trosretninger", som Berlingske Tidende, Ekstra ladet osv. Nogle vælger så de ekstreme trosretninger. Men inden for kirken ser man jo også ekstreme trosretninger som Jehovas vidner. Dette er mennesker, som har været uregerlige i det etablerede fangenskab og er blevet udelukket, men som desværre falder i endnu dybere fælder, eller man kunne kalde det en slags isolation. Friheden har man først, når man kan stå på sine egne ben, uden krykker.

Jeg tror på en folkelig oplysningsrevolution, sammen med en øget modning af befolkningen. Der er stadig et flertal af befolkningen der tror, at de vigtigste informationer hentes fra aviser og tv. Men det er det der skal ændres på. Jeg tror da også, at når engang om nogle ganske få år, hvor folk er blevet lidt mere fortrolig med deres PC ere og Internettet, så vil bøtten vende, og det går ret stærkt. På Internettet kan der nemlig hentes informationer i alle retninger. Og så er man lige pludselig tvunget til at sortere og tænke selv. Jeg tror, at mange PC ejere i dag er mere end bange for at begynde at gå på Internettet. På nogen virker det lige frem skræmmende. Men det vil forhåbentlig ændre sig. Måske er denne angst for Internettet ret så begrundet. Det kunne jo være, at mange mennesker måske godt er klar over, at der vil de få noget andet af vide om virkeligheden. Og måske er det netop virkeligheden man er bange for.

DNA-TEST
Politiet må i øjeblikket kun lave Dna-prøver på mistænkte, der er meget stærke beviser imod. Man kan spørge sig selv: Er der slet ingen grænser for hvor langt man vil gå i fremskridtets navn. Pressen skal nok få denne obligatoriske DNA test gennemført. Vi så i Tv-avisen, en Tv-vært stille følgende spørgsmål til en politiker, som var imod obligatorisk Dna-test: "Vil du være skyld i, at en morder går løs, ved at stemme imod en Dna-test".

Det er en underlig måde at føre journalistik på, og der er på den måde spørgsmålet blev stillet på, ingen tvivl om, hvilken holdning Tv-værten havde. Og jeg vil lige understrege, at en Tv-værts holdning, så sandelig ikke er uden betydning, når det drejer sig om meningsdannelse. Jo desværre; en obligatorisk Dna-test skal nok komme, og det vil gå hurtigt.

Jeg har svært ved at se nogen som helst fordele ved Dna-tester. Tvært imod. Det er med det, ligesom med militæret. Når det ene land opfinder et våben, så går der kun ganske kort tid før fjenden har et forsvar imod det. Hvis Dna-test bliver obligatorisk, så vil voldsforbryderne bare gøre sig yderligere anstrengelser for at udslette ethvert spor, der kan afsløre forbrydelsen. Jeg tænker her på afbrænding af ofret, eller anden form for destruktion. Derved står politiet måske så tilbage med en morder, hvor der mangler et lig. Man kan i hvert tilfælde ikke komme udenom, at det er en gevaldig optrapning vedr. opklaringsværktøj. Og så kan man jo spørge sig selv: Hvorfor denne optrapning. Hvorfor ikke sætte større ressourcer ind på forebyggelse af forbrydelser.

Men noget helt andet. Hvis det bliver obligatorisk, at samtlige borger, skal optages i en Dna-testsjournal, så tror jeg, at det er de færreste der er i stand til at overskue, hvad det evt. vil kunne indebære. Det kan nemlig godt være, at det vi laver i dag er lovligt, og at vi i dag er villig til at følge loven meget langt hen ad vejen. Men hvem ved hvad der bliver forbudt i morgen. Og hvem ved, hvor langt vi er villig til acceptere fremtidige love "EU love". Findes der mon overhovedet nogen der med sikkerhed kan sige, at de aldrig har været på kant med loven. Og hvem ved hvor politiets og lovgivningens grænser går for brugen af et sådan register, når det først er kommet i hus. Men på et sådan tidspunkt, er der ingen fortrydelse.

Vi må heller ikke glemme, at forbrydere, uanset hvordan vi betragter dem som umennesker eller montrer, så er de trods alt et produkt af det samfund, som vi alle sammen er med til at skabe.

Jeg vil kalde denne Dna-testjournal for en klapjagt, på mennesker, der i forvejen er klemt. Det er så nemt at sige ja, det skal vi have, så længe det ikke er os selv der er forbryderen. Men forbryderen ligger måske godt gemt i mange flere af os end vi regner med. Men hvis det var dig der havde forbrudt dig, ville du så ønske en opklaring så hurtigt som muligt.

Et eller andet sted inde i mig, er der noget etik, der siger, at der altid skal være en smutvej. I fængslerne har man noget af det samme, man ligesom lader en smutvej stå åben, eller i hvert tilfælde, sørger man for, at fangerne til stadighed har et håb om flugt. Så vidt jeg ved, findes der en lov om at man ikke må spærre et vandløb 100% med en åleruse, fordi ålen skal have en sjanse for at slippe udenom.

Hvis politiet får held med at gennemføre denne Dna-lov, hvad bliver så det næste. Inden for de næste 10 år, så står forskerne med en viden om menneskets arvemasse, og hvor de vil føle sig i stand til ved hjælp af Dna’et at se hvem der udvikler sig til voldtægtsforbryder eller morder. Skal vi så også gå med til at sige: Lad os indfange dem inden de begår forbrydelsen. Denne problematik ligger faktisk lige om hjørnet. Så vil argumentet være følgende: "Det må da være bedre at lukke manden inde inden det går ud over en uskyldig". Og folk vil bævrende sige; ja selvfølgelig.

Jeg tror ikke, det endnu er gået op for ret mange, hvad denne Dna-test, obligatorisk eller ej, går ud på. Jo siger man. Hvis man nu kan undgå forbrydere. Men hvem er egentlig de store forbrydere i dette samfund. Og hvad er en stor og en lille forbrydelse egentligt. Der bliver f.eks. dræbt flere i trafikken end der gør ved gemen mord. For slet ikke at tale om hvor mange der bliver dræbt i krig, som selv samme mennesker, der er imod gemen mord, går ind for.

Selv om en forbrydelse som mord eller misbrug af børn eller lignende, er skræmmende nok i sig selv, så er det lige så skræmmende at tænke på, at en sådan gerningsmand, ikke er Palle alene i verden. Nej der er rigtig mange af den slags der lever lige omkring vores alle sammens døre og huse. Det kan i visse tilfælde blot være et hårsbredde, der afgør om et menneske udøver en lignende forbrydelse. Et menneske der, som barn har lidt omsorgssvigt og undertrykkelse, kan sagtens leve et tilsyneladende normalt liv i rigtig mange år. Hvorefter dets aggressioner pludselig, hvis de "rette" betingelser og forhold er til stede, kan bryde ud som helvedets flammer.

Eller et sådant menneske kan ved hjælp af moral, love, undertrykkelse, samvittighed m.m., holde disse drifter i ave, og leve som et højt respektabelt menneske i adskillige år, for pludselig at blive stille over for en fristelse, som det ikke kan modstå. Når jeg siger rigtig mange, så mener jeg ikke, en eller to i hver by, men jeg er sikker på, at vi sagtens kan regne med 1 ud af hver 10. Jeg ved udmærket godt, at denne påstand ikke kan bevises; heldigvis.

I den Dna-test debat, som til stadighed køre på landsplan, er argumenterne, at eliminere de syge mennesker. Dem som er en selvfølge af det syge samfund, som vi alle har været med til at skabe. Men ved at fjerne disse mennesker, så fjerner vi jo ikke årsagen til at de bliver syge. Derfor vil samfundet jo stadigvæk vedblive at producere endnu flere af disse mennesker.

Hvis vi forestiller os, at vi fik udryddet alle børnesexforbrydere, så ville der straks være en anden gruppe, der ville være den værste. Og hvis der på et tidspunkt kom en regering til magten der var dyb religiøs, og krævede straf for utroskab, det er set tidligere, eller for seksuel løssluppenhed, ville du så også mene, at det var i orden, at man brugte Dna-test, for at indfange disse mennesker.

Er der først sagt ja, til en sådan test på landsplan, så er det uhyggeligt at tænke på, hvad den kan bruges til. Tænk på hvis landet blev besat af en fremmed magt. Eller der var nogen der ville lave oprør imod en evt. fremtidig korrupt eller forbryderisk regering. Eller man kunne bare nøjes med at sige: Vi har jo ikke alle sammen valgt den siddende regering. Jeg tænker herpå, hvad en regering kunne finde på at gøre imod en befolkning. Dette er jo en af grundene til at befolkningen i USA er i besiddelse af våben. Om nogle få år, er det måske heller ikke os selv der vælger hvem og hvad der skal være kriminelt, men derimod EU, der vælger vores regering.

Hvad kunne en sådan regering ikke bruge et sådan Dna-register til.

Jeg så for et stykke tid siden en udsendelse i TV, hvordan forskerne var uenige om arvelighedslæren. Det er jo netop ikke ligegyldig, hvad man vælger at tro på i den henseende.

Hvis man vælger, at ens personlige egenskaber som alkoholisme, kriminalitet, homofili social taber eller lignende udelukkende er genetisk bestemt; Ja så er man jo totalt underlagt skæbnen, og vi har dermed heller ikke nogen "frihed", altså ikke noget "valg", men så har vi heller ikke noget ansvar. Men så har man som samfund et meget stort problem. For hvordan skal man så kunne straffe et menneske, der på den måde er helt uskyldig i alt hvad han foretager sig, hvis det hele er forudbestemt i hans gener.

Men hvis vi vælger, at det hele er social betinget, så har vi netop en "frihed", og dermed også et "ansvar" for vores handlinger. Og på den måde vil vi også kunne kræves til regnskab for vores gerninger. Den tanke er der bare ikke mange der bryder sig om, til trods for, at det jo faktisk er sådan hele vores samfund er bygget op. Men dette afspejler faktisk også hele den ambivalente holdning der raser i vores vestlige verden.

Hvis jeg skulle gætte på noget, for dette kan kun komme an på et gæt. Så tror jeg, at sandheden skal findes lige midt imellem. Ikke forstået som et kompromis, men at begge teorier er lige rigtige.

Hvis vi igennem et par generationer, skaber et samfund, der på alle eller mange måder nedbryder det naturlige, for hvad et menneskes natur består af; så er det helt sikkert, at vores celler og endda gener forandres eller bliver beskadiget eller nedbrudt, og som vi så fører videre til de næste generationer. På den måde kan man da godt sige, at vi så arver vores egenskaber. Men efter denne teori, er det jo stadigvæk det samfunds-sociale aspekt, der er skurken, set i et længere perspektiv.

Der er forskere der påstår, at medfødte beskadiget gener, som vi jo alle har, kan genskabes. Denne teori foretrækker jeg også, at tro på. I modsat fald ville alting være nytteløst. Derfor er det jo heller ikke ligegyldigt hvilken i retning et samfund bevæger sig i. I hvert tilfælde, vil jeg mene, at et materialistisk samfund som det vi har her i vesten, kun kan være til skade for et hvert levende organismes gener. Vi må jo ikke glemme, at hukommelse, tanke og sind, jo ikke ligger i hjernen, som de fleste fejlagtigt tror. Men det ligger overalt i kroppen. Vi har ikke en krop og en sjæl, men kroppen er sjælen. Den er holistisk eller en helhed om man vil.

Men hensyn til det sociale menneske, så kæmpede Sigmund Freud meget, for at overbevise verden om, hvordan det samfunds-sociale aspekt indvirkede på menneskets psyke. Bl.a. hvordan neuroser og psykoser har deres rod i den forkvaklede forbudte seksualitet.

Jeg kan stærkt anbefale en bog af psykoanalytikeren Alice Müller "Det selvudslettede barn". Hun fortæller, hvordan narcissismen som et syndrom overføres socialt fra forældre til barn og til deres børn o.s.v. Hun kalder også fænomenet for "arvesynden". Endvidere har hun skrevet en lige så god bog "Du må ikke mærke".

Når jeg nævner ordet arvehygiejne, har det ikke det fjerneste med sortering at gøre. Og når jeg siger arvehygiejne, så mener jeg: At vi skal passe på den måde vi skaber vores samfund og kultur på. For det er jo netop på den måde vi sender vores gener ind i næste og næste generation. dette er arvehygiejne på højeste plan. Moralen er måske den største synder, når det drejer sig om arvehygiejne.

Moralen i Danmark er heldigvis støt faldende. Og folkets sande JEG begynder så småt at træde frem. Hurra for det. Kunsten er ikke, at leve med en høj moral. Men kunsten er, at være et folk, der lever på realiteterne og ser virkeligheden i øjnene, og ikke lever på dette falske jeg, som også kaldes moral. Et menneske der "frit" kan vælge mellem en gerning og en ugerning, men som alligevel vælger gerningen, det er virkelig et etisk mennesker. Men et menneske det lever på en moral alene; det er ikke et frit menneske, men en slave, og det er slet ikke ham der vælger, men dem der har sat normen for hans moral. I vores tilfælde pressen.

Men i en tid som vi lever i nu, hvor kirken er en saga blot, og hvor dette efterslæb af kirkens moral, som sikkert vil vare mange år endnu, viser sit sande ansigt, så vil vi se en afklædning. hvor folks sande jeg, ganske langsomt vil komme til syne. Men det er jo netop dette vi skal lære at leve med og acceptere. Målet er anarki i positiv forstand. Det vil sige, at hvert menneske tager ansvaret for sit eget liv.

EU
Det er muligt, at Danmark kan have økonomiske interesser ved at få indflydelse på Europas politik. Men der er stadig mennesker både i Danmark og også i de andre europæiske lande, der ikke kun tænker økonomisk, men også socialt, mentalt, og menneskeligt. Det er også muligt, at Europa vil løbe os over ende, hvis vi ikke ophæver vores forbehold, som der altid trues med.

Hvis det virkelig forholder sig sådan, så er det jo hasard. Sådan en klub er noget usselt noget, og har i hvert tilfælde ikke noget med demokrati at gøre, ej heller frihed eller frivillighed. Det har noget med pres og skræmmekampagner at gøre. Min mor lærte mig engang at holde mig væk fra sådan dårlige kammerater.

Er vi ikke lidt langt ude, hvis vi er nødt til at underkaste os en verden, der kun vil os noget ondt, hvis vi ikke vil lege med dem. Det lyder nærmest som om, at hvis vi ikke vil være med, så knuser de os i stedet for. det er ikke gode kammerater.

Hele debatten om EU handler mest, handel og økonomi. Men vi skal passe lidt på. Danmark er ikke en forretning. Danmark er et land med forretninger og med 5 mil. indbyggere der skal serviceres. En forretning skal have sin økonomi til at balancere, ved at fremstille en vare der kan sælges.

Et statsstyre eller en regering, kan ikke fremstille en vare og derved skaffe sig indtægter. Derfor bør dens opgave også kun være, at drage omsorg for ro og orden, i gennem skatter skaffe midler til de nødvendige institutioner, som befolkningen har behov for, såsom skoler og hospitaler m.m., der i sig selv ikke kan skaffe sig indtægter ved salg af en vare. Men vi er fandeme kommet langt ud, hvis man er kommet dertil, at Danmark er afgrunden nær, hvis vi ikke overgiver og til de lande der truer os med undergang hvis vi ikke vil lege med dem. Det er i hvert tilfælde det man prøver at bilde nogen ind.

Læg lige mærke til hvem det er, der er interesseret i EU. Det er de mennesker med en eller anden erhvervsrelevans. Hvorfor er det især erhvervspartierne, der er så desperate efter, at Danmark skal fusionere med de "væmmelige lande, der ellers vil knuse os".

Personlig er jeg ligeglad, hvilket land jeg tilhører, for havde jeg været født i Tyskland eller Frankrig, så var jeg jo bare stolt over at være tysker eller franskmand. Det er mig så ligegyldigt. Men det er løgnen jeg har noget imod. den bevidste løgn.

Livsglæde er helt uafhængig af økonomi og nationalitet. Det er nok svært at forstå med en materialistisk tankegang. Jeg har dog også hørt følgende: "Jeg vil hellere være rig, varm og mæt end fattig, frysende og sulten". Men det ene udelukker ikke det andet. At have lykke og livsglæde, afhænger af sine forventninger. Det gør det, fordi det er gennem forventningerne, at skuffelserne opstår. Den der forventer lidt, får også kun få skuffelser. Altså har det noget ned nærhed at gøre, eller at kunne glædes over bare det, at kunne leve og være rask. Desværre er der mange der først opnår dette syn på livet, når de bliver syge, eller når det på andre måder er for sent.

Hvis man ikke forventer noget af det land man lever i, men alene regner med sig selv, så skuffes man ikke over det man ikke får af staten. Vi mennesker behøver i virkeligheden så lidt. Men man hører dagligt folk knurre af misundelse og brokker sig over, at den ene får mere end den anden. Mennesker er ulykkelige over ikke at kunne få flæskesteg til jul, men må nøjes med at spise kylling. Jo, det er forventningerne der er skyld i folks ulykkelige liv. Jeg kender folk der ejer flere millioner kroner, men alligevel hele livet er ulykkelige over ikke, at kunne opnå flere penge. Jeg kender folk, der sidder i deres stuer med 28 graders varme, og alligevel fryser. Jeg kender folk der æder dagen lang, og alligevel altid er sulten. Jeg tror, at det er overflødigt at nævne, at der også findes mennesker med omvendt fortegn.

At være fattig betyder, at man fattes mere. Det vil sige, at man stræber efter mere, uanset hvor meget man har.

At være rig betyder, at man har nok. Det vil sige, at man er tilfreds med det man har, uanset hvor lidt man har.

Den bevidste løgn jeg skrev om, er den løgn, at nogle mennesker prøver på, på bedste fascistisk måde, at bilde andre ind, at Danmark vil være meget dårligt stillet, hvis vi står uden for det europæiske samarbejde, eller i værste fald afgrunden. Der er bud nok på dommedagsprofetierne. Det er en bevidst løgn, fordi det er en spådom. Ingen kan jo vide hvad der sker. Dette er netop et af fællestrækkene ved fascistisk propaganda.

Jeg ved heller ikke hvad fremtiden vil bringe. Og heldigvis er der ingen der ved det, og heller aldrig nogen der kommer til. Hvis vi kendte fremtiden, så ville dette kendskab jo være med til at ændre fremtiden, og så vil det alligevel ikke gå sådan som vi kendte det. Hvis jeg f.eks. vidste, at jeg skulle dø på en bestemt dag i, så ville min bevidsthed om min død jo straks påvirke denne viden, således, at det så alligevel ikke ville komme til at ske på den dag. Det ville den, fordi denne viden jo var under forudsætning af, at jeg ikke vidste noget. Men enhver der vil spå om fremtiden, er ude i den bevidste løgn.

Selvfølgelig skal man planlægge, og også tænke på i morgen, men når vi taler om argumenter, for eller imod EU-samarbejdet, og begynder at bruge spådomme om fremtiden, som argumenter, så er man ude i bevidste løgne.

Selvfølgelig mener jeg ikke, at Danmark skal isolerer sig fra omverdenen. Det kan vi jo heller ikke, da vi i forvejen er pantsat til udlandet til langt op over Rundetårn.

Man behøver ikke være en forening for at kunne tale sammen. Vi handler jo udmærket med visse asiatiske lande, uden at være en forening med dem. Vi er ved at oprette gode handelsforbindelser med det tidligere sovjet, uden at være gift med dem. En forening den forpligter, forbinder og låser fast. Jeg er selv et levende bevis på dette fænomen. Jeg er ikke med i nogen forening, parti, trosretning, eller anden form for bånd, bortset fra mit ægteskab. Derfor er jeg heller ikke afhængig af hvad jeg skal tænke eller sige. Jeg har lov til at skifte mening, når det er nødvendig, uden først at afstemme min mening med andre. Det kunne jeg ikke gøre, hvis jeg var dybt forankret i et parti eller trosretning. Det ville i hvert tilfælde give mig en masse problemer. Og sådan mener jeg også det forholder sig med Danmarks forhold til Europa.

Hvis ikke de vil have os til bords, uden vi er med i deres parti, så er det bare synd for Dem. Så er de ikke værd at samle på, og så tror jeg det er bedst at holde os uden for dette selskab. I øvrigt tror jeg nu, at lige børn leger bedst, og at man ikke skal spise kirsebær med de store.

Nej; når man er så interesseret i at blive en stor klub, så er det udelukkende for at blive en stormagt, men det taler man ikke så meget om. At vi behøver at få indflydelse, ved det store bord, det tror jeg ikke på. At have medindflydelse!! Til hvad? Til en verdensmagt, et verdenspoliti. Vi har netop givet USA grønt lys for, at være verdens politi. Guderne må vide hvad man har tænkt på.

Med hensyn til at hjælpe Østeuropa, så tror jeg, at Østeuropa var bedre tjent uden vores kapitalistiske system. De har nogle andre kulturer, som lige så stille skal have lov til at udvikle sig i de retninger og hastigheder, der passer til deres kulturer.

Hvorfor er det egentligt blevet så nødvendigt med det store brede samarbejde. Er vi virkelig kommet så langt ud, at Danmark ikke mere kan klare sine egne sager? Ja, det er vi nok. Det mener jeg, er rigtigt. Men var det så ikke bedre, at vende snuden den anden vej. De forhold, der har nødvendiggjort, at Danmark har gjort sig afhængige af de andre lande, de har simpelthen accelereret med proportionel hastighed de sidste 20 -30 år, og de fortsætter. Der er i hvert tilfælde ikke noget der tyder på, at det stopper, tvært imod.

Men som jeg nævner igen og igen, så drejer det sig nok mere om menneskesyn, eller mangel på samme, når man vil stemme ja eller nej. I hvert tilfælde for dem der har sat sig ind i hvad det er de stemmer på. For resten af befolkningen, de resterende 95% dansker, vil det nok mere være et spørgsmål om plat eller krone. Måske mest plat, fordi det lige som enhver anden afstemning, vil være tilfældige sindsstemninger, propaganda, pressens udlægning, og dem der har flest penge til reklame for eller mod, der afgør slagets gang.

Hvis jeg skulle stemme, men det gør jeg ikke. Så ville en side i mig sige: Hvor ville det være rart, hvis man kunne afskaffe grænser og told, og bare kunne enes om tingene! Hvorfor skal danskerne eje Danmark og tyskerne eje Tyskland? Var det ikke bedre, at sige, at Jorden er et fælles eje? Hvordan kan man eje Jorden, eller et land?

Der er også en side i mig der siger: hvordan kan man som dansker give afkald på retten til selv at bestemme over den region der hedder Danmark, bare lige uden videre? Det som vores forfædre i den grad har måttet kæmpe for at bevare! Kunne vi ikke lige så godt have overgivet os til det 3. Rige for 60 år siden, og ha’ sparet en masse grusomheder? Det vi gør nu, er fuldstændig det samme, bare med den undtagelse, at diktatoren ikke hedder Hitler-regimet, men diktatoren er et Økonomisk-vækst-regime.

I de fleste tilfælde siger man, at mennesker ikke er dyr, men lige her, når det gælder nationalitetsfølelser, så er man lige pludselig på "regression", det vil sige, at man går tilbage til et meget tidligt stade i menneskets udvikling, nemlig dyrenes territorie-rets-stade. Så vil vi gerne være et dyr.

Jo der er mange facetter i denne gyser. Men det er interessant at grave lidt i sine inderste gemmer, og se hvilke følelser der dukker op. Og jeg mener hermed, det er vigtigt, ikke bare at lade én bestemt side af sig tage overhånd, og så bare presse "den" igennem. Men også prøve at lade de andre sider få sin ret, så man på den måde kan komme til at tænke lidt mere nuanceret. Vi er jo som regel ikke så ensporet når det kommer til stykket.

De fleste er kun optaget af spørgsmålet EU, hvis det lige tilfældigvis bliver bragt på "bane". Når der så er valg, så farer alle til malkestedet og bliver tappet for en stemme. 2 dage efter er det glemt, og man er ligeglad. Uhyggeligt perspektiv i en så vigtig sag.

I Danmark er det højrefløjen og midter-partierne, der plæderer for et stærkt EU. Venstrefløjen og den yderste højrefløj er imod.

Men er EU i virkeligheden ikke en socialistisk tanke med øget fællesskab om de fælles goder? Landbrugspolitikken ligner i høj grad Sovjetunionens planøkonomi, hvor det centralt bestemmes, hvem der skal dyrke hvad, og til hvilken pris. Burde venstrefløjen ikke være for EU og de borgerlige være imod?

Jo, det er rigtigt: EU er i virkeligheden en socialistisk tanke med øget fællesskab om de fælles goder. Men: Vi er i Danmark og i det øvrige EU delt op i næsten 2 lige stor fløje. Og denne solidaritet eller socialistiske fællesskab, man her taler om, det er højrefløjens fællesskab, eller de velhavendes om man vil . Dette skal man sandelig ikke tage fejl af. Men ordene er jo de samme, og det er en del af bedraget.

Vi så netop i Sovjetunionen, en meget smuk tanke der engang opstod fra Karl Marx. Det var selvfølgelig utopi, men tanken var umiddelbar smuk. Den lød nogenlunde sådan her: Ingen enkeltborger har ejendomsret til produktionsmidlerne. Kun staten ejer midlerne.

Hvem var så denne stat i sovjet, eller hvem administrerede den. Jo der var nogle få mennesker på toppen, ikke nødvendigvis lederne i landet, men nogle indflydelsesrige personer, der sad og ejede det, som de andre ikke måtte eje. Prøv at sammenligne dette, med danske forhold: Arbejdsgiverne, og kun dem, har retten til at lede og fordele arbejdet. Her er der virkelig tale om socialistisk solidaritet "mellem arbejdsgiverne". Hvem ejer produktionsmidlerne her i vesten? Det er ikke folket. Kapitalstærke mennesker har de sidste 30 år haft held til at nedlægge små privatvirksomheder, samtidig med, at de selv har sammenlagt snart næsten alle andre større virksomheder og koncerner, for på den måde, selv at kunne bestemme lønningerne, priserne, produktionen og produktionsformen.

Det er i virkeligheden meget fejlagtigt, at tro, at den vestlige og østlige ideologi har været forskellig, det har de nemlig ikke. Havde det været ideologierne der bestemte, så havde vi aldrig set murens fald. Grunden til murens fald og jerntæppets sammenfald, skal mere forklares ud fra teorien om kapitalens fælles interesser i øst og vest.

Jeg kender ikke ret mange der ved hvad de udtaler sig om, når det drejer sig om EU, men alle skal jo have én eller anden mening om det. Og der er frit slag, når det gæller alle slags løgnehistorier og spådomme. De eneste der ved hvad de taler om, er de mennesker der har deres økonomiske interesser i dette fællesskab. Det kan godt være, at man ikke bliver mindre dansk af at være med i EU. Men det kommer lige an på hvad man forstår ved dansk. Det kan da godt være, at man i et stykke tid endnu kan beholde vores flag. Vores flæskesteg er nok heller ikke i farezonen.

Men det at være dansk, kan også være helt andre ting.

Kan vi stadig bestemme, hvordan vore skolevæsen skal se ud.
Kan vi stadig bestemme, hvilken socialvæsen vi vil have.
Kan vi stadig bestemme, over vores fødevarepolitik.
Kan vi stadig bestemme, hvordan vores politi skal arbejde.
Kan vi stadig bestemme, om vi lokalt skal have Amter og Kommuner.
Kan vi stadig bestemme, om vi skal have gratis læge og sygehushjælp.
Kan vi stadig bestemme, hvordan vores forsvar skal se ud.
Kan vi stadig bestemme, vores egen skatte og afgiftspolitik.

Alt dette og meget meget mere, hører også med til at være dansk. Jeg tror ikke, at f.eks. Færinger er dummere end andre mennesker. Men her ser vi et eksempel på et folk der ønsker selvstyre. Det vil man også se i en meget nær fremtid, at vi forhenværende danskere, vil sukke efter. Vi ser det faktisk allerede. Masser af folk, der henvender sig til myndighederne med undren eller utilfredshed over love eller forordninger der er vedtaget, bliver oftest med mødt med svaret, "ja, vi ved det godt, men EU-bestemmelserne siger, at…, så vi kan ikke rigtigt gøre noget". Disse mennesker har da fået en god undskyldning på landets slendrian.

Jeg ved udmærket godt, at toget er kørt for længe siden. Men somme tider kan det godt betale sig at springe af i farten, inden toget kører for stærkt, selv om det skulle give et par skrammer i faldet. Især hvis man bliver klar over, at toget inden længe vil blive afsporet.

Kan Danmark være medlem af EU og samtidig sige Nej tak til flere og flere af præmisserne?

Ja, Danmark kan godt sige Nej tak til alle de præmisser, som de har lyst til, og det bør vi også gøre. Kan vi ikke gøre det, så er det på høje tid at komme ud af dette dårlige selskab. Hvis det så medføre, at Danmark må træde helt ud af EU, som bare er én af truslerne fra erhvervslivet, ja, så må vi bare gøre det. Hele denne problematik, viser i virkeligheden kun, hvor svært det bliver for os, når vi engang bliver fuldmedlem, og ikke mindst, hvor meget vi sælger vores selvstændighed..

Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen der undre sig over hvad det er politikerne har gang i. Vi vil jo alle sammen gerne tro, at det hele drejer sig om noget seriøst, hvor spørgsmålet er, hvad der kan betale sig for Danmark o.s.v. Det ville jeg også gerne tro. Men den går ikke, hvor end jeg meget gerne ville.

Dette her drejer sig nemlig ikke mindre end om den største menneskeforførelse der er set i menneskets historie. Havde disse mennesker, der sidder og laver dette svineri, gjort det samme for 100 år siden, så var de blevet hængt for landsforræderi. Det bliver de ikke i dag, fordi de i forvejen har lukket munden på befolkningen ellers har passiviseret dem. Men landsforræderi er det stadigvæk. Jeg vil også kalde det for et politisk kup, fordi de har sat den danske forfatning ud af kraft.

Danmark er ikke mere et selvstændigt land med sin egen forfatning, hvor vi selv kan bestemme over vores egne interne anliggender. Vi kan stadig stemme til folketingsvalg, men det er EU der træffer de endelige beslutninger. Og det bliver værre endnu.

Det værste ved det hele er, at der stadig er over halvdelen af danskere, der prøver at holde sammen på deres personlige identitet. Det vil sige, "hvem er jeg" , "hvilken landsmand er jeg", Hvilken lovgivning og forfatning skal jeg være loyal over for. Alle disse ting og meget andet, hører med til et menneskes identitet. Så kommer dertil, hvem er mine slægtninge, hvor bor jeg og hvad består jeg af, o.s.v.

Men selve nationalitetsfølelsen er ikke den mindst betydelige: Det drejer sig nemlig om territorium, nøjagtig det samme som med et dyr. Vi har brug for, at vide, hvor vores territorium afgrænser. Og derfor er det vel ikke så underligt, at så mange mennesker i dag føler sig rodløse eller identitetsløse. Jeg ved godt, at det ikke alt sammen er p.a. EU. Men dette har altså en meget væsentlig betydning.

Man kan uden at overdrive sige, at der er nogen der har solgt Danmark for en pose penge. Solgt menneskers sjæl for at fremme erhvervslivet. Så kan vi stå tilbage og sige: Det var så bare det. Om ti år står vi alle sammen og er klar til at gå i krig for at blive løsrevet fra det øvrige Europa.

Det er underligt at tænke på, at vi netop har hyldet Sovjetunionen på grund af deres opløsning, samtidig med at vi selv ihærdigt arbejder på, at opbygge en europaunion. Det er også underligt, at se Færøerne, der i dag arbejder kraftigt på at løsrive sig fra Danmark. Man kunne blive ved, at nævne eksempler. Masser af lande eller provinser slås stadig for at blive løsrevet fra deres storriger. Se bare Irland eller Joguslavien. Almindelige mennesker trives bedst i små enheder.

Men politikere er mennesker med mindreværdskomplekser. Denne egenskab, at have mindreværdskomplekser, medfører desværre også ønsket om magt: Altså storhedsvanvid. At være politiker er ikke det samme som at være en statsmand.

Når man nu taler om lederegenskaber, så ser vi Vores Kronprins Frederik og vores Dronning Margrethe som vellærte, veluddannede, velerfarende mennesker; klar til at være et lands ledere: De er ikke dygtige politikere, men dygtige statsledere. De må bare ikke røre statsledelse med en ildtang. Det overlader man til dygtige politikere, som ikke har forstand på statsledelse. Man tager sig engang imellem til hovedet.

Hitler var for 50 år siden i gang med at opbygge dette storrige. Dengang ville de andre lande ikke være med, og det kostede som sagt millioner af dræbte mennesker, at sige nej dengang. Men det er det samme storrige og den samme mekanisme, nemlig storhedsvanviddet, der ligger til grund for dette EU storrige, med én storfører.

Jeg tænker mange gange i mit stille sind, tænk engang, hvis det kunne lade sig gøre, at folk kunne vågne op af deres tornerosesøvn inden det er for sent. Det er som om alle mennesker er bedøvet af en sprøjte, og først må vågne op når vi er kommet ud over afgrunden.

Danmark skal naturligvis ikke isolere sig fra det øvrige Europa. Men det er da underligt, at ja argumentatorerne bruger begreber, "som forebyggelse mod krig", som argument for et ja til et unionseuropa. Nu har vi endelig haft et Europa i 50 år uden krig, samt Sovjetunionens og Berlin-murens fald. Man er på talefod med så mange lande som aldrig nogen sinde tidligere. Samtidig opbygger man et fort Europa, og foregiver, at der skulle være et frygteligt fjendebillede et eller andet sted i Asien eller Mellemøsten eller hvor ved jeg.

Det aller farligste ved et sådan fort Europa er bare, at det meget nemt kunne føre til en gigantkrig i stedet for fred. Fordi: Andre dele af verden, måske Mellemøsten eller Asien, kunne fristes til at opfatte Europa som en truende stormagt, og derfor vil begynde at opruste som forebyggelse mod et truende fjendebillede. De vil i hvert tilfælde få et smadder godt argument for det. Derfor er det vel også forståeligt, at Indien i øjeblikket foretager atomprøvespringninger, set i lyset af Europas oprustning. Men så siger man fy fy slemme drenge, det må i ikke. Det er kun i vesten man må have atomvåben. Vi kan ikke have jer til at være en trussel imod os. Vi vil have lov til at gøre hvad der passer os.

Er det naturligt, at EU får en slags forbundspoliti, ligesom FBI i Amerika? Skal politi og efterretningstjenester kunne operere lovligt på tværs af EU-grænserne, eller er et mellemstatsligt samarbejde som f.eks. Interpol tilstrækkeligt?

Jeg vil kalde det skandaløst, at byde folk, om at tage stilling til en så kompliceret beslutning. Og en sådan beslutning der ikke engang egner sig til folkeafstemning, fordi den er for kompliceret, burde tages fuldstændig af bordet. Vi kan ikke som almindelige danskere, vurdere hvad betydning det får i fremtiden, med f.eks. et europæisk FBI. Og da slet ikke, når man ser hvordan de mennesker, der burde have forstand på sådanne spørgsmål, slet ikke er enige endda om fortolkningen.

Som det ser ud i dag, vil jeg synes det er i orden, at det tyske politi eftersætter en forbryder over den danske grænse, uanset hvor langt det skulle være nødvendigt. Men jeg er ikke så sikker på, at jeg vil synes det samme, hvis denne forbryder, ikke er en forbryder efter dansk lov. Og her har vi nemlig humlen i det hele. For, hvis dette politinet bliver udbygget, så vil det simpelthen blive nødvendigt, at have samme lovgivning for, hvad der er kriminelt. Er vi så stadig "Danmark". Eksempel: Måske bliver det i Tyskland eller i Sverige om ganske få år kriminelt at ryge cigaretter. Hvis vi så her i Danmark stadig har lov til at ryge. Er det så i orden, hvis du ryger en cigaret, lige syd for grænsen, og du måske prøver i en fart at komme over til Danmark, og du så 100 km. inde i landet bliver bragt til standsning og anholdt at det tyske politi for at ryge en cigaret.

Vi kan sket ikke vide, hvad fremtiden bringer: Hvilken regering sidder der i Frankrig eller i Tyskland om bare 5 år. Jeg tror ikke, at vi om bare 5 år på nogen som helst måde kan træde ud af det. Det vil svare til, at Frederiksborg Amt sagde, at de vil løsrive sig fra Danmark og være en selvstændig stat. Jo flere år vi er med og fedter os ind i denne union, jo sværere bliver det at tørre os af igen.

Så ved jeg da godt, at vores børnebørn, der ikke har kendt til det vi oplever i dag, de vil tage det hele som en selvfølge. Men jeg synes bare lige, at vi der lever i dag, skal tænke på hvad det er vi ønsker for vores fremtidige afkom. Skal de fødes og opvokse i en lille stat som Danmark, hvor der ikke er så langt til beslutningerne, og hvor vi er i stand til at ændre på nogle småting i en fart, ved måske bare at sende en skrivelse til en minister eller folketingsmand. Eller vil vi sende bores børn ind i en fremtid, hvor de er fuldstændig uden betydning, som lallende dukker, der bare ser op til "deres fører"; præcis som det vi ser i USA i øjeblikket.

Vi vil aldrig mere her i vesten kunne få et nyt Hitler regime. Dette er historie. Det kommer nemlig ikke til at hedde regime, og det kommer heller ikke til at hedde Hitler. Men det der bor inde i mennesker er ikke meget anderledes fordi der er gået 50 år. Jeg mener, aggressionerne er de samme. Mindreværdsfølelserne er de samme. Men det vil selvfølgelig ikke være de samme metoder der vil blive brugt; dette vil være for afslørende. Den magtkoncentration vi har at gøre med i dag, er af en helt anden karakter. Men formålet er det samme.

I dag siger vi ikke et Hitler-regime. Nej vi kalder det med flotte ord for en handels og militærunion. Hvad mon egentlig Europas naboer tænker, da vi i vores verden pludselig opbygger en sådan union. Både handelsmæssigt og militært. Hvem er det egentlig vi opruster imod eller vil værne os imod. Er det Asien, eller er det Rusland eller måske Afrika. Hvorfor vil vi opbygge en mur imod de fjerne lande, som vi i dag har så gode handelsaftaler med, og i øvrigt også et godt naboskab med.

Jeg skylder måske en yderligere forklaring på hvorfor jeg sammenligner en europæisk union med et Hitler-regime. Hitler-regimet var nemlig ikke som nogen mener et enmandsregime, selv om historieforfalskningerne fortæller noget andet. Langt størstedelen af den tyske befolkning, stod bag hele denne ideologi. Ideologien lød på:

Hitler ville skaffe arbejde og mad til alle. EU siger bekæmpelse af arbejdsløsheden.

Hitler skulle få Tysklands værdighed tilbage og stå stærkt over for deres naboer. EU: Vi skal stå stærkt over for den øvrige verdenshandel. Og vil skabe et Europa der selv kan klare krige med deres naboer, uden hjælp fra USA.

Hitler: Den enkelte tyske borger skulle finde sig i at blive styret mere ovenfra. Til gengæld lovede regimet, at drage omsorg for folkets sikkerhed. EU: Det enkelte land skal afgive suverænitet. Til gengæld lover EU, at de nok skal klare det med lovene og styre det hele indenfor Europas jerntæppe.

I Tyvernes og tredvernes Tyskland, var der stor opbakning for disse ideer. Det var der i øvrigt også uden for Tysklands grænser, selv i Danmark. Man kaldte det senere for fascisme. Senere, da man havde alle med, det vil sige et tilstrækkeligt flertal, så begyndte man at udbygge disse ideer med racehygiejne, arvehygiejne, men som også et kæmpe flertal var med på.

Det var så godt alt sammen. En stærk regering, der vidste hvad den ville. Og det var lige præcis det folket havde brug for på dette tidspunkt.

Nu står vi i dag med nøjagtig de samme argumenter, med 300 millioner europæer der ikke ved hvad ben de skal stå på, uden respekt for deres respektive landes love og regeringer, uden noget at tro på og uden en fast ideologi, og som er i stand til at følge et hvilket som helst signal fra en stærk mand. Og denne "stærke mand" har vi så fået. Den hedder ikke Hitler-regimet, men EU-parlamentet. Og jeg kan forsikre dig om, at når vi først alle er med på "toget", så kommer der fart på. Og så er det bare om at holde sig fast. Jeg er ikke så sikker på, at Europa i al evighed vil finde sig i, at Verdensordenen styres fra USA, eller Verdenspolitiet har til huse i USA.

Ja, det er måske teori. Men der er alt for mange sammenlignende eksempler til at lade dem være overhørigt. Vi må ikke glemme, at det er mænd der sidder i dette EU-parlament. Og det at være politiker, indbefatter, at man er besiddelse af nogle af de værste neurotiske tendenser.

Det system vi ser i USA i dag, er bestemt ikke noget at være stolt af. I hvert tilfælde set med mine øjne, sådan rent menneskeligt set. En anden ting med hensyn til USA, er at de fremstiller sig selv som verdenspoliti, og sammen med den øvrige vestlige verden kalder man sig for verdensordenen. Alene ordet Verdensordenen. Man påberåber sig endda, at den øvrige den af verden skal rette sig efter denne verdensorden. Når jeg høre dette ord, kommer jeg straks til at associere med begreber som Det 3. Rige, Der Fører, o.s.v. Og jeg må indrømme, at jeg sagtens kan forestille mig et Europa der bevæger sig i samme retning, bare med 50 års forsinkelse.

Jeg er bestemt ikke imod samarbejde Europa imellem, slet ikke. Jeg bryder mig bare ikke om denne form for ensretning, som det hele efterhånden drejer sig om. Hvis man mener noget med, at det er godt at være forskellig, så må man også erkende, at dette indebærer, at man har forskellige ideologier, forskellige måder at leve et demokrati på, forskellige måde at slagte kvæg på, forskellige måder at handle på. o.s.v. Men så vidt jeg kan se, så er det netop disse forskelle man vil prøve at afskaffe i EU

Politik er ikke for folket, men for idioter. Vi har mange politikere, men vi mangler statsmænd.

USA Verdenspoliti
Endnu engang har politikerne valgt at se forbi deres vælgere. Dette er et udsagn man meget ofte hører. Jeg er desværre ikke sikker på, at politikerne handler over hovederne på deres vælgere. Min påstand er nemlig, at den danske befolkning, ja det gælder nok også andre lande, ikke har nogen selvstændig mening om ret meget. Men handler, stemmer, mener og bevæger sig nok snarere efter i hvilken retning, de bliver dirigeret imod af den presse de læser. Og jeg ser desværre ikke den store forskel på pressen i den henseende. Jeg er da sikker på, at der er mange mennesker rundt omkring, der kan tænke selv. "Men hvad med det store flertal! Det er jo dem, som politikerne er interesseret i. Det er dem der kan flyttes rundt på. Og her gælder det så om, at være det parti, der har de fleste penge til kampagner. Derfor tror jeg ikke på vores demokrati, men jeg kalder det for demokratur, og det er noget andet.

Jeg er en gang imellem skuffet over, at et så intelligent folk, som danskerne i virkeligheden er, ikke forstår relativitetens dybder, men dermed angriber relativiteten som noget negativt. Det er korrekt, at jeg nok til en vis grad er relativist. At være lige så berettiget, betyder ikke at være lige så godt. Det er i det hele taget en stor fejl, at skelne mellem godt og ondt. Men det er jo som bekendt den berømte arvesynd vi hænger på. Man kan da f.eks. ikke sige, at en løve er ond og en elefant er god. Man siger da snarere, at de er lige berettiget hver for sig i naturen. Sådan er det også med mennesker indbyrdes. Hvis du står nederst på et bjerg og ser ud over landskabet, vil det du ser, være lige så rigtigt, som det du vil se øverst oppe fra toppen, selv om du fra toppen vil kunne se noget mere og andet.

Sådan ser jeg faktisk også på de konflikter der er rundt om i verden. De opstår, fordi mennesker ikke kan respektere, at de andres udsyn er lige så rigtigt, fordi de har en anden plads på "bjerget".

Der gælder ikke regler for landenes indbyrdes forhold hinanden imellem. Her gælder naturloven. Jo, vil nogen sige: Der gælder faktisk en ret, folkeretten, og den bygger på folkerettens principper. De dømmende, lovgivende og udøvende magter. I disse henseende den internationale domstol i Haag, Internationale krigsforbryderdomstole samt FN og dets medlemsstater.

Jeg kender selvfølgelig godt til disse selvbestaltede domstole, som jeg ikke giver 5 potter … for. Hvor var disse domstole, da USA lavede krigsforbrydelser i Vietnam eller andre steder. Man kan ikke lave domstole for en krig. Et gammelt ord siger "I krig og kærlighed gælder alle kneb". Nej man kan ikke sætte regler op for en krig. Hvor er skræmmeeksemplet henne fra anden verdenskrig. Er det ikke de samme krigsforbrydelser vi stadig ser i verden.

Jeg mener endvidere, at når en krig er slut, så er den færdig, og så er alt gjort op og forladt. Bliver man ved med at jagte krigsforbrydere, så får man en masse kriminalitet og hævn i kølvandet i adskillige år efter. Tag bare eksempler Afghanistan. Nej vi skal se at komme væk fra den sindssyge tankegang, at man kan have et verdenspoliti eller verdensdomstol.

En krig bliver jo som bekendt til på grund af i forvejen længe ophobede aggressioner. Derfor vil det også føre til, at det værste galskab vil komme ud af mennesker. Når det så er kommet ud, bliver de som regel tamme igen. Det er lige som en vulkan: Der er overtryk i meget lang tid. Men pludselig eksploderer den, og så er helvedet løs, med mange drab og ødelæggelser til følge. Men derfor forfølger man da ikke Vulkanen, og fører den for en domstol. Hvorfor lader man ikke naturen råde, med sin egen verdens dømmende, lovgivende og udøvende magter. Gid vi kunne lade naturen råde Naturen har nemlig samme egenskab (Nemesis).

Jeg holder naturligvis ikke med nogen af parterne i de såkaldte Verdenskonflikter. Så dybt vil jeg ikke synke. Man kan ikke bevare overblikket hvis man begynder at tage parti. Vi kan se fra vores eget folketing, og folkeholdninger hvor ensporede visse holdninger er. Det er udelukkende påvirkninger fra pressen. Danmark med pressen og regeringen i spidsen har fordømt Irak, og så følger folket efter. Folket får de informationer, som de ønsker vi skal have.

Ordet "verdensfred" kan kun være skabt til ære for romantikere. Det kan nemlig ikke lade sig gøre. Man kan ikke lave et FN, det består af et antal lande der er i så stor modstrid med hinanden, såvel økonomisk som kulturelt, og så forvente, at man i en evt. mobiliseringstid skal kunne blive enig om, at smadre et tredje land. det er utopi.

Derfor har man også fra USA’s og andre medsammensvornes side, skabt det begreb der hedder Verdenspolitiet med USA som Politimesteren. Dette politi vil selvfølgelig med alle midler stående til rådighed langsomt drage omsorg for, at FN træder til side. Ikke udviske det, da mennesker jo som bekendt har et behov for at tro på noget romantisk. Et såkaldt Verdenspoliti er bare en alvorlig sag. Vi tilgiver det langsomt en magt, som ingen har fantasi til at forestille sig. Og inden vi ser os om, er vi alle totalt underlagt verdenspolitiet. Så kan de gøre med os hvad de vil. De alene har de rigtige våben. Og vi har givet dem retten og midlerne til det. Når vi kommer dertil, så står vi måske over for den verdenskrig, som vi aldrig tidligere har set. Den 3. og måske den sidste verdenskrig.

Jeg vil lige gentage hvad jeg tidligere har skrevet:
"Inden for den enkelte stat er der love og regler. Det kaldes samfundstilstand"
"Landene imellem er der ingen love og regler. Det kaldes naturtilstand"

Sådan må det være, og sådan vil det altid være, så længe mennesker er forskellige. Eller tror vi måske vi kan bygge et nyt "Babelstårn".

Prøv at se min egen lille utopi. Tænk hvis vi havde et verdenssamfund der var så storsindet, at man f.eks. sagde til Irak eller andre anderledes tænkende samfund: Vi vil gerne hjælpe jer, med at bygge jeres lande op. Som i vil have det, i henhold til jeres tro og levemåde. Vi vil gøre alt for, at jeres folk ikke skal lide nød, men det er jer der bestemmer. Tænk hvis USA sagde det til Irak! Så havde Irak ikke en ærkefjende, og så behøvede de ikke lave disse farlige våben. Men indrømmet, det er utopi.

Hvad er fred uden frihed. Alle vil da have fred. Devisen lyder som regel: "Hvis i andre gør som jeg siger, så bliver der fred". Og sådan siger alle. Og derfor er løsningen også kun den, at man er nødt til at accepterer andres anderledes måde at leve og tænke på. De fleste stridigheder i parforhold forholder sig efter samme mønstre. Denne frase ved jeg godt, vi alle er enige om. Men vi gør det sgu ikke. Vi har det kun i munden fordi vi synes det lyder rigtigt. Og vi vil jo så gerne være rigtige.

Det er måske rigtigt, at Irak har bakteriologisk våben. Det har USA også, men det støtter vi USA i at have, fordi vi bifalder dem i at være verdens politi.

Men hvad bilder vi os egentlig ind i vesten. Har vi totalt glemt anden verdenskrig, hvor vi hånede Hitler for at kalde sig selv for overmenneske. Men det er lige præcis det et verdenspoliti drejer sig om. Overmenneske; og dermed retten til at bestemme over resten af verden. Jeg tvivler på, at Irak har sagt ja til at USA er Politimesteren. Jeg vil gå så vidt til at sige, at det er ikke mindre end en forbrydelse mod menneskeheden, at oprette et sådan politi. Det vil efter demokratiske regler forudsætte, at alle verdens lande var enige om et sådan politi. Og ikke kun et flertal af FN, som USA og Danmark alligevel er illoyal over for.

Jeg ville bestemt ikke leve i et diktaturland. Men det er fordi jeg er født i Danmark. Men hvis jeg var født i Irak, så havde jeg nok sagt noget andet. Jeg er glad for, at bo i et land, hvor jeg f.eks. kan skrive disse linier, og ellers kan udtrykke min mening frit, inden for de spilleregler der nu én gang findes. Havde jeg levet i Irak eller en af de andre 2-300 stater i verden der har et lignende styreform, så var jeg dræbt for længe siden.

Hvem har egentlig de største interesser i krige. Hvad tjener våbenindustrien ikke og hvad tjener verdenspressen ikke på det. Da jerntæppet forsvandt, hørte vi dagligt i pressen om hvordan våbenindustrien klagede sig. Selv almindelige familier, som ernærede sig i disse våbenindustribyer klagede sig.

Jeg ved selvfølgelig godt, at krig ikke kan undgås, som verden stadig ser ud. Jeg mener bare, at det der foregår i Irak, Jugoslavien, Tyrkiet, Israel, Libanon o.s.v. Det er ikke vores krig. Men så længe vi alligevel blander os i deres krige, så spiller vi herrefolket. Ja ordet er skræmmende. De krige der foregår i øjeblikket i disse lande, det er et opgør med deres religioner, på samme måde, som vi fik overstået vores for ca. 50 år siden. Man må ikke undervurdere "religion = kultur". Et industrisamfund kan ikke fungere i et religiøst land. Med religiøs, mener jeg ikke vores la- la-religion, men opgøret med overtroen. Vi må ikke glemme, at industrien jo bygger på videnskab. Videnskab "er" modsætningen til overtro, og religion er overtro.

Derfor ser vi også i disse lande, at nogen ikke mere vil finde sig i at være under et styre, bestående af en flok uvidende individer. Men vi må ikke glemme, at disse uvidende stadig er i overtal, også selv om de ikke alle er fundamentalister. Men krigen er deres, også selv om den indirekte er sat i gang fra vores side af. De har jo fået videnskaben fra os, ja selv våbnene har de fra os. Det er rigtigt, at krigen ikke kan undgås. Men vi har ingen ret til at bestemme, hvem der skal vinde den. Men det er det vi prøver at blande os i, som herrefolket.

Da Vesten gik ind i Jugoslavienskrigen, blev der dræbt mange flere end der ellers var af dræbte i forvejen, og gjort endnu flere massakre end tidligere. Denne krig kunne have været overstået på 1-2 år, hvis den stærkeste af disse parter havde fået lov til at vinde. Man kan jo sagtens være den stærkeste, hvis man har andre bag sig. Det er egentlig ligegyldig hvem der vinder en krig, i første omgang. Krigen er nemlig ikke vundet før freden også er det. Og freden vil aldrig være vundet hvis ikke krigen har været fair. Se bare Afghanistan.

Det er klart, at religionen ikke kan forblive i et land, når det bliver oplyst, men nogle mennesker klamrer sig stadig til den. De har jo ikke andet. Ja, jeg mener virkelig, at 1 og 2 verdenskrig indirekte var en et opgør med den fundamentalistiske kristendom som vi inden da, havde i vesten. Den jødiske religion var kun en biting i dette spil.

Man kan så stille sig selv spørgsmålet, de undertrykte mennesker i diktaturstaterne "ulandene" får en bedre livskvalitet ved at blive ilande. Jeg tror det næppe. Det er vel så som så men livskvaliteten bare i vores lille Danmark. Jeg synes sporene skræmmer. Jeg mener selv, at have et godt liv, men det har mere noget med mig og mit valg at gøre, end med systemet. Da jeg blev arbejdsløs kunne jeg jo have valgt, at blive pisse sur, men jeg valgte noget andet.

Livskvalitet har nemlig ikke noget med rigdom, fattigdom, eller økonomi eller det at have et arbejde eller ikke at gøre. Det har kun noget at gøre med, at et menneske selv tager ansvaret for sit eget liv. I virkeligheden kan et hvilket som helst menneske i Irak opnå en god livskvalitet, hvis de bare selv vil. Men selvfølgelig kræver det en udviklingsproces. Men den proces må vi ikke tage fra dem, det er deres egen.

Som tidligere nævnt, ville ting der skete i Jugoslavien ikke været sket, hvis ikke vesten havde blandet sig. Jeg ville f.eks. da ikke begynde at slås med nogen, hvis jeg i forvejen var sikker på at blive slået ihjel. Dette gælder også i en borgerkrig. Dette må man gøre op med sig selv, før kampen begynder, ellers må man tage konsekvensen. Men hvis jeg ved på forhånd, at jeg har en storebror til at hjælpe mig, så kan jeg da nok tillade at være lidt mere fræk. Og det er lige præcis det det handler om i Jugoslavien. Vesten har nemlig store interesser i, at det fremtidige Jugoslavien bliver et "demokratisk" industrilandland, og her har vi nemlig storebroderen. Det er utroligt, at ikke almindelige borgere i vesten har gennemskuet dette fænomen for længe siden.

Ja, det går ud over uskyldige børn og kvinder, det gør det i en krig. Til det kan jeg kun sige: Hvad så? Eller vil man virkelig sige, at befolkningen er uskyldige. Hvem er uskyldig, når det kommer til stykket. Hvis vi i morgen, blev angrebet af Irak, og de dræbte vores kvinder og børn, så tror jeg der var mange her i befolkningen der ikke kunne sige sig uskyldig, dette gælder også kvinder. Det er sjældent jeg har set en så stor krigsliderlighed i Danmark, som der har været i disse år.

Mange mener, at de svage skal beskyttes i en krig. Hvem er de svage egentlig. Hvis man har været med til at piske en fjendsk holdning op imod sin modstander, så må man også være stærk nok til at tage konsekvensen af sine handlinger. Og ikke bare flygte når det begynder at brænde på. Misforstå mig ikke. Jeg har stor ære og respekt for flygtninge. Jeg bruger endda meget af min til, at forsvare dem overfor vores egne uvidende danskere. Men ordene må siges engang imellem.

Hvorfor falder vi på halen for USA
Se op fra din computer. Står der måske en Coca Cola ved siden af, en æske fra Mac Donald i skraldespanden, går dine børn klædt som gangsterdrenge fra Harlem i for store bukser og skihue, mens de står på skateboard? Du browser med Netscape eller Explorer, skriver og regner med Microsoft og når du bliver træt og vil slappe af, ser du måske Hollywood-aktion på TV.

Vi har begravet vores sprog, dagligdag, madvaner og tøjstil i alt godt fra USA. Noget er cool, andet ikke. Men vi har taget amerikanerne og deres livsstil til os, selv om vi er en del af et Europa med en historie der er mange gange længere end Amerikas. Hvad er det, der tiltrækker os hos kæmpen bag Atlanterhavet, som mange af os end ikke har besøgt? Og man kunne tilføje: Køber vi et tv eller andre artikler, så står brugsanvisningen på engelsk.

Vores kultur her i Europa, er udelukkende et resultat af de utallige amerikanske film der er strøet ud over vesten. De fleste af dem kan vist roligt antydes at være propaganda for den amerikanske kultur. Tænk bare på krigsfilmene; amerikanerne er altid de gode. Og verdens retfærdighed udgår altid fra USA i filmene. I dette årti, har man stort set ikke kunne se en amerikansk film, uden der altid foregår ca. en fjerdedel af filmen fra en retssal. De vil så gerne fortælle, at i USA, der går alting retfærdigt til.

Det er ikke europæerne der har stræbt efter at blive gjort amerikanske, men amerikanerne der har lavet kulturelt undergravende virksomhed i Europa. Dette har de selvfølgelig ikke gjort for sjovt skyld, men for at gardere sig nogle gode og solide politiske alliancer i Europa, ikke mindst i forbindelse med deres kolde krig mod det tidligere Sovjetunionen. En film påvirker langt mere og bredere end de fleste regner med. Det har man vidst lige fra filmens barndom. I fyrrene og halvtredserne var det her i Danmark næsten umuligt at få statsstøtte til en film, hvis ikke man også lavede en scene med en læge i hvid kittel. Dette gjorde staten, fordi de ville propagandere for, at folket skulle have større tillid til lægerne, -sundheden skulle styrkes. Tænk på "Landsbylægen" med Ebbe Langberg. Altså er det ikke så helt tilfældigt, at europæerne er blevet amerikaniseret.

Preben Eriksen