Organdonation
Der er ikke noget smukt ved at holde et døende menneske i live. Men der er noget smukt ved at accepterer døden som en følge af livet. Vi higer vel alle sammen ved livet, fordi vi er bange for at dø. Men var det så ikke bedre, at vi prøvede at gøre noget ved den dødsangst, som det hele i virkeligheden handler om.

Et velkendt argument lyder således: "Hvem tør gøre sig til herre over hvad en mand der ligger for døden, skal anse for at være et godt liv? hvem tør sige til en mand der ligger for døden, at dit liv er ikke værd at reparere på"?

Denne herre, har været der hele tiden, og han hedder lægen. Disse læger har i mange år, stille sig over naturen, og lagt skændsel over den, ved ikke at acceptere døden. Sygdomme er udelukkende fra naturens side bestemt til at fortælle mennesker og andre væsener, at der er noget galt med deres levemåde. Men dette forsøger lægerne så at camouflere ved at få mennesker til at fungere som om intet var hændt, og dermed giver de trøst til de mange andre der lever lige så forkert.

Vi mennesker er egoister, og hvis man klandrer mennesker dette, og bebrejder dem for ikke at være solidariske, med andre mennesker, så er man selv én af dem der prøver at bekæmpe naturen. Lige som dem der er holdt op med at ryge, de vil også straks forbyde andre at ryge, så lider de ikke alene. De vil gerne være mange, ellers føler de sig utrygge. Men dette er også egoisme. Derfor er hele denne debat fra den ene ende til den anden en gang hykleri så det vil noget.

Når jeg nævner ordet hykleri, så er det på ideens vegne. Det er måske et lidt skarpt ord at bruge. Men jeg må desværre stadig konstatere, at det man argumenterer for, udelukkende er tvang eller pression. OK, man kalder det motivation. Men motivation som følge af en kniv i ryggen, det svarer til en tilståelse under tortur hos politiet. For hvem vil ikke holde fast i livet så længe som muligt her i vores vestlige verden.

Og her er vi så kommet til næste punkt. Hvis man her i Danmark eller det øvrige Vesten, havde et afklaret forhold til døden, så ville det være på sin plads, at bede mennesker om en kvalificeret stillingtagen til organdonation. Men sådan er det bare ikke fat. Derimod bruger lægerne og deres kampagnetilhængere netop denne folkets dødsangst til at presse dem til at tage stilling. Og det kan altså ikke være rigtigt.

Der er ikke grænser for, hvad man i dag skal tage stilling til. Og ved gud, vi må sgu’ snart lære at sige stop. Fordi man får et skema, og udfylder det med et ja til donation, må man endelig ikke tro, at man har taget stilling til noget som helst. Det man måske har taget stilling til, det er; "at være rigtig", At være på den "rigtige" side. Men det gode og det onde er bare ikke så enkelt, som det umiddelbart ser ud til.

Vi er så vandt til at kende til det "rigtige". Og derfor er vi skide dygtige til at påtage os roller i samfundet, som vi så påberåber os, at være vores karakter. Men sådanne roller bliver aldrig andet en karikaturer. Alle afslører sig selv. Som f.eks. når man siger, at det skal være frivilligt, for derefter at sige, men…, og hvis ikke, så…. Det er det jeg mener med kniven på struben. Ordet tvang og pression, er sikkert negative, og derfor vil man selvfølgelig ikke have sådanne ord og begreber ind i sine roller, som et godt menneske.

Et andet argument lyder: "Hvis noget er hykleri, så er det at modtage et organ, uden selv at være parat til at gøre det samme for andre".

Nej det er ikke hykleri. Det er egoisme, og egoister er vi vist alle sammen. Hykleri, det er at spille en rolle, hvor man giver sig ud for at være noget man ikke er, for at gøre sig bedre end andre. Man burde ønske, at flere mennesker var egoister, i dette jantelovland.

Egoist betyder faktisk Kærlighed til sig selv. Men det er en hel anden sag.

Det er korrekt, at når et menneske bryder sammen eller bliver svagelig, at det godt kan ske fra den ene dag til den anden. Men at det ikke er noget vi selv er herre over, det er jeg ikke så sikker på. Det er muligt, at der ikke er så meget at gøre ved det, når først det bryder løs.

Der har her i vesten i de sidste flere århundrede ikke været nogen interesse i at kende sammenhængen mellem sygdom og levevis. Dette skyldes udelukkende kristendommen, der har haft interesse i at folk skulle tro på en skæbnegud. "Hvis vi gør som kirken siger, så belønner guden os, men hvis ikke, så er helvedet løs".

Men da nu kirken så godt som er uden for indflydelse, så må det være på tide, at finde den gamle lærdom tilbage, Hvor vi begynder at indse, at mennesker er, eller kan blive "herre i eget hus".

Dette er selvfølgelig en kæmpe proces, men man er nødt til at starte et sted, så måske vore børnebørn kan få glæde af det, eller deres børn.

Nej sygdom er ikke noget der rammer alle og enhver. Problemet er bare, at da vi ikke kender sammenhængen, så kan det være svært at bevise. Man er simpelt hen nødt til at se det i et større perspektiv, og over en lang periode. Men det væsentlige må være, at man begynder at tænke i disse sammenhænge.

Det er egentlig underligt, for vi kan godt forstå, at vore dyr bliver syge eller deforme, eller får forskellige handicaps, hvis de ikke lever et sundt og naturligt liv i henhold til hver deres art. Men lige så snart det er mennesker, så tror vi udelukkende det er skæbnen, og at vi bare kan leve i sus og dus, og spise og drikke og opfører os som det passer os, uden at den frygtede nemesis vender tilbage mod os selv. Når vi så bliver ramt, så vender vi straks, som det første ansvaret på sygehusvæsenet, og forventer, at de tager over, for straks at vende tilbage til samme boomerang.

Det kan godt være, at der er nogle mennesker der dør, men faktisk er døden jo uundgåelig i den sidste ende alligevel. Men det er selvfølgelig det enkeltes ansvar hvordan de vil valte og vrage med deres liv. Man skal bare ikke begynde at klynke når regningen skal betales. Og alligevel forstår jeg godt klynkeriet, da man jo slet ikke er bevidst om sammenhængen.

Noget andet er, at vi ikke vil accepterer, at mennesker i Danmark dør, p.a. manglende donorer, samtidig med, at vi såvel deltager som samtykker, når det drejer som om at sende folk i krige, der måske koster flere tusinde menneskeliv samt endnu flere invalideringer og tragiske skæbner.

Prøv at lægge mærke til hvor mange spørgsmål, vi skal tage stilling til efterhånden. Og i langt de fleste, er svaret givet på forhånd. De ligger ligesom i spørgsmålene. F.eks.

Vil du lade et menneske dø, fordi du ikke vil donere.

Vil du lade mennesker dø, fordi sygehusvæsenet ikke får penge nok

Vil du være skyld i andres død, fordi du ikke vil bruge kondom.

Jeg tror godt, at jeg kunne remse mange flere eksempler frem. Men der hvor jeg vil hen, er at vi faktisk ikke har nogen mulighed for at vælge. Spørgsmålene er stillet, så der kun er 1 svar. Derfor vil jeg kalde sådan en kampagne for galgenkampagne.

Jeg prøver gang på gang at sige, at det ville være bedre at forebygge. Det vil sige, at opbygge et samfund, hvor vi ikke skulle være flere og flere der har brug for en transplantationer. Det jeg ser i øjeblikket, er, at mennesker bliver mere og mere kolde. Vores sjæl er ved at forsvinde eller uddø. Og her har vi den egentlige kerne til al sygdom.

Derfor synes jeg det er lidt synd, at man bilder hinanden ind, at det skal nok gå alt sammen, ved hjælp af, at lægerne bliver klogere og klogere. Men man er jo ikke blevet helbredt fordi man har fået en ny nyre eller et nyt hjerte. Tvært imod. Og der bliver heller ikke gjort noget ved den samfunds-sociale sammenhæng, der er den egentlige årsag til menneskesjælens endeligt. Altså en ond cirkel, der kun bliver større og større.

Paradoksalt nok, lige som nogle er for donation af næstekærlighed, så er jeg imod, på grund af næstekærlighed. Jeg er imod, fordi jeg gerne vil have, at mennesker som art kan fortsætte med at eksistere. Det er det jeg kalder for næstekærlighed. Samtidig mener jeg selvfølgelig også, at det må stå op til den enkelte at tage et ansvar for hvad man vil med sit eget liv. Det skal ingen andre blande sig i.

Nej, jeg mener ikke at det er vigtigt, at tænke på andre end sig selv. Snarere er det vigtigere, at tænke på sig selv først. Prøv at se på et dyrekuld. Ungerne får ikke en bid mad, før forældrene er mætte. Dette er yderst vigtigt; for hvis forældrene ikke holder sig sunde og stærke, så dør de simpelthen alle sammen.

Det er vist ret kendt for de fleste mennesker, at vi ligger ret tungt i bagenden, af det vi forstår ved selverkendelse, selvbevidsthed, selvrealisering. m.m. Vi har lige som aldrig fået lov til at elske os selv. Dette vil man kunne få bekræftet hos samtlige psykologer i verden. Og dette forhold gælder ikke kun de psykisk syge, men også de såkaldte raske mennesker. Egentlig er det en af de aller sværeste opgaver et menneske kan blive stillet over for.

Men ud fra denne terminologi, så kan enhver nok se, at det vil være tåbeligt, at begynde at tale om næstekærlighed, så længe vi ikke engang har lært at elske os selv. Rent faktisk er vi alle født og udrustet med evnen til at elske sig selv. Men det er noget af det første der bliver taget fra os af vores forældre og samfundet. Så jeg synes, at vi lige må have løst dette problem først. Vi kender sikkert også alle sammen ordsproget: Fej først for din egen dør. Eller den med: Hvorfor ser du splinten i din broders øjne, og slet ikke bjælken i dit eget øje. Tag først bjælken ud af dit eget øje: Derefter vil du kunne se klart nok til at tage splinten ud af din broders øjne.

Et andet lille eksempel, også taget fra bibelen: "Søg først guds rige "Dit eget indre univers", så skal alt det andet gives dig i tilgift". Jo, man kan man sagtens finde mange visdomsord, både her og der.

Derfor, vil min opfordring altid være, lær først dig selv at kende "elske", derefter vil du automatisk elske hele verden. Det er ikke engang noget vi behøver at diskutere, men det er derimod en selvfølge.

Lægerne lægger alt for stort et pres på folk, for at skaffe organer til deres eksperimenter. Man ser en udsendelse i TV, med et menneske der ligger og venter på f.eks. en lunge. Meningen er selvfølgelig at tale til folks følelser, og kun til følelserne. Vi skal med andre ord have rigtig dårlig samvittighed over, at vi ikke har besluttet os for at donere. Dette har de kun mulighed for, at gøre, fordi vi alle sammen er så bange for at blive syge og for at dø. Altså pression så det vil noget.

Men skal lægerne bare blive ved med lave al deres prestigeforskning, som jeg vil kalde samtlige organtransplantationer for. Jeg mener, der må være et sted, hvor man siger stop. Dette menneske er færdigt. Slut. Det lyder barsk. Men netop transplantationer, er det, der er aller dyrest at foretage. Når man så samtidigt ved, hvor mange der går og venter på almindelige lidelser som grå stær, knæoperationer m.m., så tager man sig til hovedet, og siger hvorfor. Der er jo kun en hvis pose penge til sygehusvæsenet.

Der er ikke mere præstige i øjenoperationer, så det gider man ikke, at have noget med at gøre. De må vente siger lægerne, vi vil hellere forske i hjerteoperationer. Så er det jeg spørger. Hvem skal så have gavn af alle de forskningspenge? Det er i hvert tilfælde ikke patienterne der får det. De må bare vente til lægerne er færdige med deres spændende prestige-arbejde, som de så bruger alle pengene på.

Noget andet er: Hvad med livskvaliteten efter en hjerteoperation eller lungeoperation, eller andet. Det er ikke ualmindeligt, at disse patienter skal have ret meget medicin resten af deres liv, for overhovedet at overleve, endda med ret mange kraftige bivirkninger til følge. Hvad er et liv uden en ordentlig livskvalitet. Bliver vi bare ved med, at billige lægevidenskabens forskning, fordi vi er så bitterlig bange for at dø. Jeg tror, det er det lægerne slår mønt på. Det er ikke lige meget hvilket livskvalitet et menneske har. Eller som Karen Blixen sagde: Citat: Det er vigtigt at værne om mennesker, men det er vigtigere, at sørge for, at mennesker stadig er værd at værne om. Citat slut.

Jeg ved godt, at hvis jeg bliver syg, så vil jeg sikkert også tikke om hjælp. Men hertil vil jeg sige, at det drejer sig slet ikke om hvad jeg vil her. I sådan et spørgsmål, må det være helheden der går forud for den enkelte. Helhedens interesse er ikke at skulle transplantere organer, men at undgå, at de bliver nødvendige.

Det må aldrig være målet i sig selv at redde et menneskeliv. Jeg mener; det må ikke bare dreje sig om, at være så mange mennesker på jorden som muligt. Det er langt vigtigere at drage omsorg for kvaliteten af menneskeliv. Misforstå mig nu ikke. Jeg vil selvfølgelig ikke have, at man skal begynde at udrydde dårligt liv. Tværtimod. Vi skal selvfølgelig passe godt på hinanden og os selv.

Jeg mener bare, at vi bruger alt for mange ressourcer på helbredelse, og næsten ikke noget på forebyggelse, eller årsager. Fordi: Dette er der jo ikke nogen der kan tjene penge på.

Som argumenter for organdonation, bruger man ofte begrebet næstekærlighed. Men man er vel så lige nød til at definere; hvad er næstekærlighed? Nogen mener, at det strækker sig ud til alle mennesker på hele kloden. Andre mener, at det også strækker sig til dyrene.

Jeg selv er af den opfattelse, at næstekærlighed, allerhøjest strækker sig til ens nærmeste, altså dem jeg har relation til, og som du har relation til for dig. Vi er bestemt ikke i stand til at føle noget for dem vi ikke kender.

Man kan virkelig kalde det for en glidebane, når man vil bilde nogen ind, at næstekærlighed gælder alle mennesker på kloden. På den måde kan man få alle mennesker til konstant at have en dårlig samvittighed. Og det er vel også lige præcis det der er meningen, også i denne debat om organdonation. Det er som om, at lægerne benytter sig af samme metode som kirken har brugt igennem århundreder.

Hvis en person får 100.000 kr. udbetalt om mdr., og han så den femte i måneden ikke har nogen penge til mad; er det så også vores alle sammens pligt at hjælpe ham. Det er jo nøjagtigt det samme der foregår når vi taler om, at mennesker har misbrugt deres organer. Her er det bare i erhvervslivets interesse, at de gør det. Devisen fra erhvervslivet lyder. Fuld fart på, forbrug så meget som overhovet muligt, knokkel så meget du kan for os. Til gengæld sørger vi for at der er sygehuse der kan skifte dine organer ud når de er blevet ødelagte. At man så begynder at tale om, at vi alle sammen skal tvinges til at tage stilling til, om vi vil give vores organer, er en direkte uartighed.

Ja, der dør mennesker hver dag. Men lad dog det være deres problem. Hver har vel nok i sin egen plage. Hvis alle mennesker ville lære at koncentrere sig lidt mere om sig selv og sine egne mærkværdigheder, så ville alting gå meget bedre og folk ville blive sundere i længere tid. Mennesker i dag har faktisk utrolig lidt kendskab til sig selv. Og alligevel bruger vi den største del af vores tid til at koncentrere os om andre. Hvordan skal man kunne forstå andre, når man ikke tør begynde at forstå sig selv. Betingelsen for at forstå andre, er jo netop, at man forstår sig selv.

Lad de døde begrave de døde, og lad os andre så beskæftige os med de levende. Ja, det lyder måske barsk, fra en der kalder sig humanistisk. Men at beskæftige sig med humane og etiske sager, er en alvorlig sag. Jeg plejer at sige, at der er forskel på følelser og så føleri.

Jeg kan da godt forstå dem der sidder eller ligger og venter i en lang venteliste. Men selv om jeg har mine følelser med, så vil jeg gerne forholde mig rationelt til tingene. Og med rationelt, så mener jeg i dette tilfælde etisk. Fordi, det er et sølle og falsk håb, at sende ud til en hel befolkning eller en hel verden, at i kan bare leve som i vil, vi skal nok lappe jer sammen, når i går i stykker. Jeg mener. Der er ikke en dag, uden vi hører i TV, at det hele drejer sig om øget vækst, rationaliseringer, øget teknologisk fremskridt, og mere fart på. Familierne skriger på børnepasning, så snart de har født et barn. Familierne sprænges p.a. manglende engagement i parforholdet, med smadrede børn til følge.

Alt dette "må" absolut gå galt. Vi kan ikke bare blive ved med at køre i denne retning og med den fart. Havde vi endda så et mål, som vi kunne spejde ud i fremtiden efter, og så sige; der skal vi hen, og så bliver vi der. Men det har vi ikke engang. Vi skal bare derudad, med en helvedes fart.

Så længe befolkningen bliver bildt ind, at de bare kan gøre alt dette, og så bare blive lappet sammen igen, når de klasker sammen, så er der ingen der siger stop. Men der bliver netop gjort meget for, at bilde folk dette ind, så de bare kan springe med på vognen og være med til det vilde ræs.

Der er nogen der forholder sig til problematikken "organdonation" med det religiøse aspekt, at krop og sjæl skulle være to ting. Altså at vi skulle have en sjæl uafhængig af kroppen. Jeg har ret svært ved at se hvor forskellen ligger.

Hvis krop og sjæl er det samme, så dør begge samtidig, og hverken sjæl eller krop kan have kvaler.
Hvis sjæl og krop er to ting og sjælen dør først, så kan kroppen vel ikke få kvaler uden en sjæl.
Hvis sjæl og krop er to ting og kroppen dør først, så kan sjælen vel ikke få kvaler over en krop der er død.

Rent biologisk, kan man ikke forholde sig til en sjæl, der skulle være adskilt fra kroppen. Hver eneste celle i kroppen er en selvstændig holistisk intelligent tænkende enhed. Holistisk er den, fordi den på én gang og konstant er i kontakt men alle de andre samtlige milliarder celler i kroppen. Alle disse celler er det, som vi også kalder kroppen. Men samtidig er alle disse celler også det som er sjælen. Det er nemlig dem, der starter enhver tanke, ved at sende impulser til hjernen, og omvendt. Det er også dem der påvirker vores DNA, igennem vores levevis, og dermed fører arveligheden videre på godt og ondt. Men andre ord, så kan man tale om, at hvert eneste menneske og dyr er gud.

Hvis vi ikke lever et liv i henhold til den natur der hedder menneske / dyr, så ændre vi automatisk på vores arvegener, således at vi på længere sigt får det dårligt, og måske skal have doneret en ny nyre.

Det, at mennesket fejlagtigt er blevet bildt ind, at sjælen er adskilt fra kroppen, det er den indirekte årsag til al sygdom. Derfor er det også en ond cirkel, når man begynder at transplantere andre organer ind i mennesker. Især når man henholder sig til denne fejlagtige tro, som jo er den indirekte årsag til alle lidelser.

Man ændre jo ikke på cellerne / kroppen / sjælen fordi man får en ny nyre. Mennesket er jo stadig lige syg i sjælen / kroppen cellerne.

Jeg tror simpelthen, at et af menneskers største problem her i livet, det er, at man ikke vil accepterer døden. Og derfor tror jeg også, at man helst ikke vil konfronteres med den. Et skræmmespørgsmål lyder: "Er du en af dem der gerne vil have et nyt organ, men ikke selv vil være donor". Det er i virkeligheden sådan det bliver blæst op. En tydelig skræmmekampagne, der prøver at appellere til menneskers dårlige samvittighed, eller prøver på, at skabe en sådan. Det er egentligt ret uhyggeligt, men sådan er det meste af vores samfund bygget op. Og paradoksalt nok, så er det alle disse livsløgne, at mennesker bliver syge af.

Man må heller ikke glemme, at der er mange der har stor interesse i menneskers døds og aldersangst. Se bare på reklamerne. Eller medicinalindustrien. Der er næsten ikke en ting man vil advarer imod, uden det bliver forbundet med enten kræft eller en anden dødsensfarlig sygdom. Og det kan man kun gøre, fordi man inden for de brancher, ved en del om menneskers svage punkter. Man ved lige hvor man skal slå dem oven i hovedet.

Hvis et menneske har et så dårligt liv, at dets hjerte, nyre, lunge eller andre organer, begynder at stå af, så mener jeg ikke, uanset årsagen til dette dårlige liv, at det er rimeligt, hverken etisk eller æstetisk, at forlænge et sådant liv. Nej, jeg synes snarere det er usmageligt og vulgært, at lægerne bliver ved med, at lukrerer på menneskers svagheder.

Flugten gennem misbrug
Hvornår er man misbruger og hvornår er det nødvendig brug, for overhovedet at kunne holde livet ud, når man taler om indtagelse af alkohol og andre flugtmidler.

Hvis en mand f.eks. har en dyr husleje, 4 halvstore børn, der gerne vil være med på sidste mode, og i øvrigt er økonomisk låst fast af præstigeforbrug, for ikke at være uden for, stavnsbundet. Han har måske aldrig fået det job han selv ønskede sig, men har i stedet fulgt den uddannelse der i hans ungdom var på mode, og nu sidder med et arbejde der for ham føles surt, besværligt og måske endda beskidt. Og han så tillige kun kan opnå en indtægt der med nød og næppe kan holde hans familie i live. Hvis han så drikker 10 genstande om dagen! Er det så misbrug? Nej det er en nødvendighed for ham, for i det hele taget at kunne holde livet ud.

Hvis en hjemmegående kvinde lige har set sit sidste barn smutte ud af "reden". Hun har aldrig været på arbejdsmarkedet og føler ikke, at hun kan noget andet end at opvarte sine børn og højtuddannet mand. Hendes mand ser hun måske ikke så meget til, da han er travlt optaget af sin karriere Hvis hun nu pludselig begynder, at føle det hele er ligegyldigt, og i smug begynder at drikke en lille flaske whisky om dagen. "er det så misbrug"? Nej det er en nødvendighed for hende, for i det hele taget at kunne holde livet ud.

Er det brug eller misbrug, at vi fælder regnskovene, tømmer oliereserverne fra jordens undergrund, forurener atmosfæren, grådigt udpiner agerjorden og samtidigt forurener den. Mishandler kyllinger, tremmekalve og svin og samtidig påfører dem giftige medikamenter, fordi deres natur ikke længere lader sig udpine. "er det så misbrug? Nej det er en nødvendighed for mennesker, for i det hele taget at kunne holde den tilstand ud, som vi selv har bragt os i.

Alkoholisme er ingen sygdom
Der er mange grunde til at mennesker begynder at drikke, eller tage stoffer, eller ryge, eller vælge, at gå ind i psykosen, eller depressionen, eller flygte ind i arbejdsnarkomani, ludomani eller anden form for flugt. Men bag ved alle disse grunde er der én eneste, nemlig flugt fra virkeligheden.

Vi lærer, lige fra barns ben, at det eneste der tæller, er at man bliver til "noget", får en god stilling, med en god uddannelse, og hvis ikke, så er man et nul. Derfor prøver alle børn og unge selvfølgelig så langt de kan, at leve op til, at blive til noget. Men - ikke alle er egnet til at leve op til det enorme pres der i dag kræves for at ‘blive til noget’, og nogen "vælger" endda at lade være. Men at vælge at lade være, er også ensbetydende med, at melde sig ud af såvel samfund som familie. Sådan vil det i det mindste føles for et menneske eller barn der vælger fra.

Det er denne virkelighed der er så sværd at se i øjnene. Det at man ikke er blevet til noget. Det at man føler, at have svigtet familien eller det sociale netværk, der regnede med en. Det er blandt andet en af grundene til at verden kan vælte for nogle. Hvis man så oveni købet heller ikke er rustet med en personlighed, men er afhængig af andres accept, så skal der vel ikke meget til at forestille sig, at nogle vælger at flygte fra denne frygtelige "virkelighed", som det da må føles, at stå helt alene i verden, uden noget at klamre sig til.

Jeg vil sige heldigvis findes der en flaske eller en lykkepille eller cigaretter eller en psykose eller selvmordet eller religionen, at klamre sig op ad, for der er ikke andre muligheder, at vælge når man er derude. Vi andre flygter også fra virkeligheden ved at kalde alkoholisme for en sygdom. Hvis vi så virkeligheden i øjnene, så var vi også nødt til at stå af, men det tør vi ikke. Vi kender prisen, den som alkoholikerne må betale.

Jeg synes hellere man skulle se sig om og spørge: Hvad er det for et samfund vi alle sammen er ved at lave. Hvor vil vi hen, og i hvilken retning, og hvad er målet eller formålet. Jeg ser et stigende antal mennesker der i de senere år, bukker under på den ene eller anden måde. Hvor høj en pris vil vi fortsat blive ved med at betale for, at køre et løb uden retning og mål, hvor flere og flere mennesker bliver gjort kolde, mekaniske, kyniske, med det eneste formål, at flygte fra virkeligheden.

Det er forkert at tro, at man ikke kan snakke med om alkoholisme, hvis man ikke selv er alkoholiker. Hvis der skulle være nogen der er inhabil, så skulle det da lige være alkoholikerne. Alkoholisme er et mega stort samfundsproblem, der vedrører os alle. Mennesker i vores samfund drikker eller tager stoffer som aldrig før, synlig, skjult illegalt eller legalt.

For det første koster det samfundet en masse penge. Det koster en masse dødsfald på vejene. Det koster en masse voldsforbrydelser. Det smadrer hjernen på dem der indtager alkohol / stoffer. Jeg kunne blive ved. Umiddelbart kunne man nok sige, hvad rager det mig eller dig. Men da jeg ikke indtager nogen af de stoffer, så er min hjerne og mit sansesystem stadig intakt. Og derfor ser jeg en anden side af sagen end alkoholikerne gør.

Som man ved, er mange virksomheder efterhånden godt trætte af folks spiritusforbrug på arbejdspladserne. Dette er jeg til gengæld ligeglad med. Men har man tænkt på, om man er i stand til på forsvarlig måde, at give sine børn en ordentlig opvækst, hvis man konstant går rundt med en lille skid på. Jeg tror, at man overfører nogle ambivalente signaler til sine børn. Bare det, at man dagligt drikker nogle få genstande, er nok til at ganske små børn har svært ved at tolke de humørsvingninger der tit opstår ved indtagelse af bedøvende midler. Dette ser jeg som et problem for de kommende generationer. Det er ikke den enkelte jeg er ude efter, men snarere årsagen til problemernes opståen.

Piller og anden medicin mod psykiske smerter, så som lykkepiller og anden nervemedicin burde kun gives til mennesker med en forpint kronisk psykose, f.eks. som erstatning for spændetrøjen. Eller til psykopater, som er farlig for sig selv eller sine omgivelser. man bliver ikke rask af disse piller. Men på længere sigt, ødelægger pillerne ens hjerne, således at man mindre og mindre bliver i stand til at føle psykisk smerte. OK, så er man fri for smerten, men hvad med ens liv, ens sanser og følelser. Hvem er man så bagefter? Jeg forstår godt, at man måske er ligeglad med det, sålænge man er forpint af en depression. Men jeg tænker her på de læger der er ansvarlige for at udlevere antidepressionsmidler. De gør det selvfølgelig ikke af ondskab, men på grund af manglende kvalificeret personale, samt manglende viden på hele det psykiatriske område.

Uanset hvor dumt det lyder, så er depressionen faktisk en sund tilstand at komme i. Det er ikke nogen sygdom, men en tilstand som følge af en udvikling. Man kan også kalde det for et nulpunkt.

Selvfølgelig et kritisk nulpunkt, men den skal accepteres.

Vi mennesker er opdraget til at følge strømmen, uanset hvor den bærer os hen, af hensyn til samfundet, erhvervslivet. Og det gør vi til fulde, det meste af livet med skyklapper på. Vi ser hverken til højre eller venstre, men kun frem og opad.

Men somme tider er der nogen, der standser op og begynder, at undre sig og tænker over livet, stiller spørgsmål og kræver svar. For nogen mennesker kan det komme meget pludselig, og de kan endda føle sig fremmed og ensom over for den omverden, som de tidligere var tryg ved. Et sådan menneske kan godt blive total fortvivlet i sin ensomhed. Det er det man kalder depression.

Vi er i vores materialisme og strukturerede samfund, kommet langt bort fra "roden" og naturen, fordi vi har slugt den ene pille efter den anden for at tilpasse os udviklingen, så det er svært for os at vende tilbage. Roden, naturen eller virkeligheden virker angstprovokerende på os, på samme måde som hvis vi stopper med alkohol eller andre stoffer. Vi har svært ved at stoppe afhængigheden. Det er ikke os der styrer tingene, men tingene der styrer os.

Jeg bruger tit påstanden, at kristendommen er antikrist. Dette er dog ikke det samme som at sige, at Jesus var antikrist. Jesus er ikke ansvarlig for det man har gjort ham til. Bl.a. de krige der er ført i hans navn, korstogene, europæernes indtagelse af indianernes områder, krigen i Irland. Hekseforfølgelserne i Europa, forfølgelse af homoseksuelle og andre mindretalsgrupper.

Og så det allerværste: Jesus er ikke skyld i, at de såkaldte kristne til alle tider har opfordret mennesker til at beherske naturen og beherske det naturlige i mennesket. Her tænker jeg på seksualiteten, som jo er det mest naturlige i et hvert menneske og dyr. Kristendommen gjorde den største fejl, da den erklærede, at mennesket er hævet over naturen og dyret. Den gjorde vores bevidsthed til et væsen uden for naturen og hævet over naturen, og dermed til en maskine. Og siden da har mennesket ikke kunne forstå naturen, men bekæmpet den. Det vil i virkeligheden sige, at vi bekæmper os selv. Det var lige præsis det Jesus advarede imod. Han var ikke noget overnaturligt menneske, men et menneske i harmoni med naturen.

Om denne Jesus overhovedet har eksisteret eller ej, det ved jeg ikke, men historien om ham er interessant. Og jeg mener det er fuldstændig ligegyldigt hvem der har sagt tingene, når blot vi føler, at nogen har fat i det rigtige.

Der er nogen der mener, at alkoholisme bare er et spørgsmål om en svag karakter. Hvis man nu har en svag karakter, hvordan skal man så have karakter til at stoppe. Selvfølgelig har alkoholiker en svag karakter, det er jo netop en af følgerne. Men hvordan begyndte det hele, og hvordan skal det stoppe. Hvis det i det hele taget skal stoppe. Andre folk kan jo bare holde sig væk fra dem. Men måske er der ligefrem nogen der føler sig draget af sådanne menneske, netop fordi de selv er svage, og er nem til afhængighed. Man siger jo, at nogen mennesker ligefrem er afhængig af andres afhængighed:

Jeg mener ikke at alkoholikerne svigter sin familie ved at være alkoholiker. Svigter de nogen, så er det dem selv. Hvis en pårørende til en alkoholiker vedbliver med at have et utåleligt forhold til en alkoholiker, så er det ikke alkoholikerens skyld, men den pårørende der svigter sig selv. Man kan overhovedet ikke lægge hverken skyld eller ansvar over på en alkoholiker. Det ville svare til, at lade et 2 årigt barn stå til ansvar og regnskab for sine handlinger.

Undskyldninger for alkoholisme
Der var en mand der fortalte, at han blev alkoholiker, fordi han var ærlig og fortalte sin kone, at han havde været hende utro; hvorefter hun havde forladt ham.

Der er også visse spilleregler i et ægteskab. Og overtræder man dem, kan der være nogle konsekvenser. Nej, han var ikke ærlig, da han meldte ud til din kone, med denne utroskab. At være ærlig, har sin pris og konsekvens, som man må være parrat til at tage følgerne af. Men bare tro, at hvis man er ærlig, så får man tilgivelse, den går ikke. Det han sagde var i virkeligheden, at hans kone var skyld i, at han fik et problem med alkohol. Hvor var hans eget ansvar henne? Dette er i virkeligheden det man kan kalde en skjult alkoholiker. Han skjuler sit eget ansvar, og lægger det over på hans kone.

Nej det der skete var, at lang tid inden han mødte sin kone, var han skjult alkoholiker, det vil sige, han søgte en tryghed eller rettere sagt en mor, og ikke en voksen kvinde. Men lige for en ordens skyld: En mor er en der tilgiver alt, og som man kan være "uartig" over for, som et lille barn.

Men en voksen kvinde eller partner, er en man må stå til regnskab over for og respektere, lige som i et hvert andet partnerskab. Forskellen er stor.

At være ærlig, kræver også, at stå til regnskab. Og så klynker man ikke som et lille barn der ikke vil stå til regnskab for sine handlinger. Selvfølgelig er der mange andre der også er deres kone utro. Men der er mange mænd der gifter sig ind i et parforhold, udelukkende for at have en mor, at klamre sig til. Hvis denne "mor" så svigter sin moderrolle, så kan der hurtigt gå panik i den "store dreng", hvor han så finder en ny modererstatning. Man kan søge tryghed i mange ting, mennesker eller religion: Der er ikke nogen der er skyld i sådanne tragedier, men derimod er der en årsag og en virkning, og det er noget andet.

Det er sikkert rigtigt, at videnskaben kan spore legemlige fejl i depressive mennesker, det kan man også i alkoholikere. Men det betyder ikke, at de er født med denne fejl. Den kan være opstået, som følge af deres levevis. Forstyrrelser i hjernefunktionen, stofskifte, blodtrykket, o.s.v, er jo alt sammen følger af den måde vi lever på. Det er alt sammen sociale symptomer på et samfund, der har en retning uden mål.

Anoreksi og bulimi, psykisk incest
Hvorfor i det hele taget plante en skyld og dermed et ansvar. Jeg ville meget hellere sige: Vi står med et problem, og det skal vi se om vi kan løse. Jeg mener slet ikke, at man kan lægge noget ansvar over på andre, heller ikke forældrene, de har jo selv haft samme type forældre engang.

Der er sikkert mange årsager til spiseforstyrrelser. Men fælles for dem alle er: At disse unge, er i gang med en drastisk selvdestruktion og flugt fra virkeligheden. I virkeligheden er der ikke tale om andet, end når andre vælger at begå selvmord, eller vælger at gå ind i en psykose, eller vælger at tage stoffer, eller vælger at blive dranker, eller vælger at gå ind i religionen. I alle tilfælde drejer det sig om selvdestruktion. Jeg vil straks skynde mig at sige, at det med "at vælge", selvfølgelig er noget der foregår ubevidst.

Så kan man sige: Hvorfor vælger nogle mennesker en så drastisk beslutning? Jo det gør de, fordi de ikke kan se nogen anden udvej. Og ja, selvfølgelig er det et nødråb til omverdenen.

Men i stedet for at begynde at lægge et ansvar og en skyld på nogen, så vil jeg hellere foretrække at se på årsagen. Vi kender sikkert alle disse her amerikanske indslag på tv, hvor forældrene konstant siger til deres børn, "Har jeg husket at sige, at jeg elsker dig", og hvor det, at elske sine børn, er noget man har lært er "in". Derfor spiller de konstant et skuespil over for naboer, familie og ikke mindst over for sig selv og sine børn, hvor de overspiller den ene rolle efter den anden i "kærlighedens" tegn.

Men det disse forældre opnår; det er, at de gør deres børn røv forvirrede. Mange børn kan ikke forstå, at deres forældre elsker dem, samtidig med at de måske kun ser deres forældre 1 gang om ugen. Eller at deres forældre altid er optaget af noget "meget vigtigt", når børnene har brug for dem. Samtidig med, at disse forældre kan være omklamrende, kontrollerende og beskyttende til det grænseløse, som regel med den ubevidste hensigt, "at de i virkeligheden aldrig ønsker at slippe deres børn". Det er lige som at holde en fugl i et bur, og i hvert tilfælde et ambivalent forhold til det, at elske sine børn. Jeg taler her om et mønster der som regel er aktuel i hele barndommen.

Nogle børn, er mere sarte end andre. Men der er nogle børn, der bliver så forvirrede, når de når en vis alder, fordi den verden de pludselig møder, ikke står parrat til at styre, omklamre og beskytte dem til det grænseløse. Men de unge ved godt, hvad der venter dem. Dette prøver de så at undgå ved simpel selvdestruktion.

Nej det kan ikke være andres ansvar at samle disse unge op, hverken naboer eller fitnesscentre. Denne opgave er de slet ikke gearet til.

Det eneste der kan gøres for disse mennesker, er at lære dem selverkendelse, og lære dem at tage ansvaret for deres eget liv. Og hjælpe dem til en bevidsthed om, at der ikke mere er nogen der står og samler dem op, og at dette er uigenkaldeligt forbi. Men dette er et enormt langsomt arbejde, og kan sagtens vare adskillige år, og det er bestemt ikke noget for lægfolk.

Man kan sige om disse mennesker, at de har haft nogle forældre der "elskede dem for meget". Man kalder det også for psykisk incest.


Om liv og død
Det er vigtigt, at værne om mennesker; Men det er vigtigere, at sørge for, at mennesker stadig er værd at værne om. (Citat fra Karen Blixen).

Det er en uomtvistelig kendsgerning, at uanset om man er født med et handicap eller født med en hjerneskade, om det er arveligt eller ikke arveligt, så et det noget, der er kommet genetisk igennem arven, som følgen af den måde vores forfædre har levet på.

Tag eksemplet med visse europæer, der i det forrige århundrede rejste til Amerika. De isolerede sig fuldstændig fra deres omverden. Enten jagede de indbyggerne væk, eller også dræbte de dem. Dette betød, at disse europæer udelukkende havde indavl med hinanden, med det resultat, at bare to generationer senere begyndte de at føde vanskabte børn.

Kan man så bare sige, ih hvor er det dog synd, de har slet ikke nogen indflydelse på disse handicaps, "Børnene er jo født med det". Jo det kan man vel have lov til at sige, hvis man ikke ved bedre. Men i dag er der så mange mennesker der kender sammenhængen mellem sygdom/handicaps og den sociale levevis, at der ikke er nogen undskyldninger, for ikke at fortælle det videre. Det er den eneste måde, at forebygge, så vi ikke i fremtiden ser menneskeheden fuldstændig degenereret i alverdens sygdomme og genetiske skavanker.

Derfor: Vi bliver nødt til at være bevidst om, at sygdom og anden elendighed, at noget mennesker selv er herre over. Jo før vi gør det, jo før får vi udryddet elendighederne. Man må gerne, for min skyld kalde det arvehygiejne, for det er lige præcis det det handler om.

For mig, er aktiv livsforlængelse langt mere uetisk, end aktiv dødshjælp. Jeg vil endda meget gerne gå et skridt videre, idet jeg mener, at hele sygehusvæsenet er gået for vidt.

Jo mere lægerne er i stand til at leve op til, at imødegå folks sygdomme, jo mindre vigtigt føler mange mennesker det er, at selv holde sig sunde og raske. Tænk bare på glatføret om vinteren. Jo mere der bliver saltet på vejene, jo hurtigere køre folk.

Jeg mener, at mennesker selv i meget vid udstrækning er i stand til at holde sig raske. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om hvad vi spiser o.s.v., men også et spørgsmål om den måde vi betragter vores liv på, hvordan vi ser og møder vores omverden. Det er ikke ligegyldigt hvordan vores livsanskuelse er. Om den er religiøs, eller om den er selvstændig. Er den religiøs, så er det guds ansvar og vi er dermed kun robotter. Men er den selvstændig, så er vores liv, vores eget ansvar, og så kan vi også gøre noget ved det selv.

Nogen mennesker siger f.eks.: Du bliver hvad du spiser. Mens jeg siger: Du spiser efter hvad du er. Det er nemlig hele vores personlighed, vores historie, der afgør, hvad vi har lyst til at spise. Og derfor synes jeg ikke det er ligegyldigt hvordan vi betragter vores liv. Men stadigvæk må det jo være op til den enkelte, at afgøre hvad de vil bruge deres liv til. Det kan da i det mindste lade sig gøre, så længe der er et samfund, der vil og kan betale. Men der er noget der hedder: Nød lære nøgen kvinde at spinde.

Men hvad er et liv egentligt? Vi bliver født og siden dør vi. Derefter bliver vi gravet ned i et hul, brændt, drukner i havet eller bare ligger og rødner op og bliver ædt af andre dyr. Vi kan sågar også blive ædt levende af andre dyr. Det er hvad der bliver af kadaveret bagefter. Himmel eller helvede, det er noget vi oplever mens vi er i live. Altså det der er imellem fødsel og død.

Nogen påstår, at de har levet før. Jeg tror der er en forklaring på det, selv om jeg mener de fleste påstande er noget religiøs "fis". Vi bliver jo til ved hjælp af æg og sædceller. Disse celler indeholder alle arvemasserne fra vore forældre og forfædre, dermed også hukommelsen. Der er ingen grund til at blive ved med at tro på, at det hele sidder i hjernen. Hjernen er lige som et interface, der uddelegere de signaler eller impulser der kommer fra kroppen. Kroppen er holistisk. Det vil sige: Hvert eneste mikropunkt på vores legeme indeholder informationer om helheden. Altså, når nogen påstår, at de kan huske deres tidligere liv; så er det i virkeligheden gamle arvemasser, som nogen er i stand til at grave frem fra deres underbevidsthed. Men jeg tror det er meget få mennesker, der er i stand til det, og langt færre end der giver sig ud for det.

Når vi dør, så er vi væk. Men vi lever altså videre igennem vores efterkommer. Måske er det derfor seksualdriften er så stærk og har så stor betydning.

Min teori om arvemassen, ved jeg ikke rigtig hvor den kommer fra. Det er sådan, at jeg for nogle år siden læste meget fra den østlige og græske filosofi, samtidig en del religion, og senere om den nordiske mytologi. Så læste jeg psykologi og Filosofi på HF, og så religion. De sidste par år har jeg så holdt en pause. Jeg gider simpelt hen ikke at læse mere uf over engang imellem lidt af Nietzsche og Søren Kierkegaard. Det kan så være svært, en gang imellem at bedømme hvor man har sine ideer fra. Jeg er ikke rigtig tilhænger af nogen bestemt retning. Men mener, at have en god ballast som forudsætning for at tænke selv, og det er vigtigt.

Men egentligt kan det jo, være bedøvende ligegyldig hvem der siger tingene. Hovedsagen er da, at en eller anden der hører det, føler, at her er noget som han / hun kan bruge til noget, måske en forklaring på noget man har tumlet med i lang tid. For nogen kan det være en relativ sandhed, der er større end den vedkommende har i forvejen, og for andre er den mindre. For mig er det ligegyldig om det er Buddha, Jesus, Kierkegaard, Sokrates, Peter Hansen eller Hitler der har sagt et eller andet, eller om det er 2 år eller 4000 år gammelt. Det vigtigste er, at det er noget der rykker i mig.

Netop dette, at mennesker "religionen", på et tidspunkt bestemte, at vi er hævet over naturen, altså unaturlige, uden for naturen, har ført til, at vi er kommet ud i en forvirring, som aldrig tidligere er set i historien. Kirken har til alle tider påbudt, ja endda tvunget folk til at bekæmpe deres naturlige egenskaber, netop for at ville manifestere, at vi ikke er dyr. Dette har man selvfølgelig gjort for at skabe et samfund, hvor nogen kan tæmme eller som det hedder domesticere andre til at være deres slaver.

Man må lære at forstå sin fortid, for at kunne gå ind i fremtiden. Det er jo netop de indtryk og oplevelser vi får her i livet, der gir’ os erfaring og tiltro til at leve videre.

Det at miste noget eller nogen man holder af, er som at miste noget af sig selv. Og det er altid et tab der gør ondt. Der hvor der var noget, der føles det som om der ikke er noget mere, og man ved ikke hvad dette tilsyneladende hul skal bruges til. Men der er "ikke" noget hul. Der er i stedet for en masse erfaringer og indtryk. Så på den måde vil det sted der nu føles som tomrum, inden længe blive til nyt liv, med grobund i det der var. Man lægger et korn i jorden, men det er ikke det samme korn der kommer op; det forgår. I stedet for kommer en masse andre nye, fra samme sted.

Emnet døden, er i allerhøjeste grad et tabuemne her i vesten. Jeg vil lige opridse, hvad jeg et andet sted har skrevet om hvad liv er: "Fødsel og død har ikke noget med tro at gøre. Fødsel og død er lig med viden om sandhed, og heraf kommer livet, det der er imellem disse to poler. Det er det der er livskraften. Lige som lyset fra en pære, er resultatet af plus og minus". Jo mere kontakt, jo bedre lys. Jo mere bevidste vi er om vores fødsel og død, jo mere har vi fat i vores livskraft. Det er vist det Søren Kierkegaard mener med: Lev livet forlæns og forstå det baglæns.

Livet er en gave, og vi "skal" være glade for hver morgen vi vågner til en ny dag… Dette er en floskel man meget tir hører.

Har man tænkt på, hvor de ord kommer fra, hvor man siger, vi "skal" være glade hver morgen….

Jeg ville hellere sige, vi har "lov til"…. Og at vi har også "lov til" at være "kede af det" hver morgen vi vågner. Hvis man f.eks. har mistet en nær ven, synes jeg bestemt, at man har "lov til" at være ked af det. Denne følelse har lige så stor berettigelse som at være glad. Og ingen skal afgøre for nogen, hvor længe de har brug for at være kede af det. Hvis man ikke giver sorgen plads og tid, så vil man heller ikke senere kunne føle den rigtige glæde. Sorgen er også en del af livet, der er lige så vigtig som glæden, på samme måde som de dybeste og de højeste toner på et musikinstrument er lige vigtige, hvis man vil have den bedste musik ud af det.

Det er sjældent man tænker over, hvor vigtigt pauserne i mellem 2 toner er i musikken, altså der hvor der er stilhed imellem tonerne. Tænkt på hvordan "ingenting" kan få den største betydning. Der hvor man lige nu føler ingenting eller tomrum, svarer jo netop til musikkens pauser, og vidner jo bare om skønheden og variationerne i livet; at man lever med sine følelser.

Jeg tænker tit på, at sorgen jo er et vidne på, hvor meget den man mistede har betydet for én.
Tænk engang hvis man ikke var i stand til at føle sorg. Jo sorgen er en del af skønheden.

Her er et lille citat af Kahlil Gibran: Profeten

SORG OG GLÆDE
Da sagde en kvinde: Tal til os om sorg og glæde. Og Han svarede: Jeres glæde er jeres sorg befriet for sin maske. Og fra den samme kilde, hvoraf jeres latter sprudler, vældede ofte jeres tårer. Og hvorledes kan det være andet? Jo dybere sorgen mejsler i jert væsen, jo mere glæde kan i rumme.
Er ikke bægeret, der rummer jeres vin, netop det bæger, der blev brændt i pottemagerens ovn? Og er ikke den lut, der dulmer jert sind, netop det træ, som blev udhulet med knive?
Når i glædes, søg da dybt i hjertet, og i vil finde, at glæden kun gives jer af det, som voldte jer sorg.
Når i sørger, søg da atter i hjertet, og i skal i sandhed indse, at i græder over det, der engang var jeres glæde.
Nogle blandt jer siger: "Glæde er større end sorg". Og andre siger: "Nej, sorgen er det største." Men jeg siger jer, at de er uadskillelige.
De kommer i følge, og når den ene sidder alene til bords med jer, skal i vide, at den anden sover på jeres seng. Ja i sandhed, som vægtskåle er i ophængt mellem jeres sorg og jeres glæde. Kun når i intet rummer, er der stilstand og ligevægt.
Når skatmesteren griber jer for at veje sit guld og sit sølv, må enten glæden eller sorgen stige eller dale.
Citat slut.

Det er jo utroligt smukt at sige, at man ikke skal være bange for døden. Men jeg tror bare ikke på, at man bare kan sige til et andet menneske, at du skal ikke være bange. Vi er næsten alle sammen dødsensangst for døden.

Jeg har hørt mange mennesker agitere for en eller anden reinkarnationstanke eller lignende, og som taler om døden, som var det bare et måltid. Det jeg vil sige til dem er! De har aldrig taget stilling til døden. Det er så utrolig omkostningsfrit, at sige: Jeg er ikke bange for at dø, især sålænge der ikke er nogen fare på færde.

Jeg selv har aldrig været truet af sygdom eller død. Men alligevel har der været perioder i mit liv, hvor jeg har lidt af en form for dødsangst. Men jeg har lagt mærke til noget interessant, og det er, at i de perioder, hvor mit liv har været mest intenst, det vil sige, hvor jeg har været tættest på mig selv, og har haft tid til at mærke livet i mig selv, der har jeg kunnet acceptere døden bedre, lige som noget selvfølgeligt.

Det er lige som om, at hvis vi ikke lever rigtigt, så bliver vi heller aldrig rigtig klar til at dø. Eller man kan sige, man er nødt til at være mættet af livsdage, før man er klar til at dø.

Mennesker der flygter fra deres eget liv på den ene eller den anden måde, vil altid være bange for døden. Og dette tror jeg er den største årsag til, at så mange mennesker er så bange for at tale om døden.

Det er lidt synd, at det er sådan. Jeg ved, at der er mange gamle eller døende, der ønsker og har stor behov for at tale med nogen om deres forestående død, men som desværre meget tit bliver mødt med bemærkninger som: Nej, du skal da ikke dø endnu. Du har mange år tilbage. Lad nu være med at snakke om det sludder. Læg dig nu til at sove, du er bare træt. Og så ligger den døende der helt alene med sin angst, uden et eneste menneske der forstår dem, og bare kunne vise en lille smule indlevelsesevne for den døendes angst.

Jeg tror; at de mennesker, der har det så svært med lidelser eller en livstruende sygdom, og som kun ser døden som en kærkommen gave, de er lige så bange for at dø, som alle andre, de har bare accepteret det, som én eneste udvej ud af deres lidelser, men det tror jeg er noget andet.

Man kan ikke påvirke eller belære nogen om, at de ikke skal være bange for døden, så længe de er bange for livet. Det er nemlig lige det det drejer sig om: flugten fra livet. Derfor vil mit bud være: Lær at leve. lær at elske dig selv. Først da vil man vide, at fødsel og død, er to sider af samme sag.

Det er en ufattelig tanke, at netop det der sker mellem fødsel og død, at kun det er livet.

At vi er kommet fra en evig tomhed, og at vi igen forsvinder ud i den evige tomhed. Hvad "tomhed" så end er?

Når isen smelter er den ikke is mere, men stadig vand. Materialet er det samme. Menneskets celler bliver også opløst til mindste molekyle, når vi dør, men atomerne er de samme. Eller det som vi kalder "tomhed".

Vandet fra den lille kilde, der kommer, langt oppe i bjerget, bliver jo først rigtig stort, når det bliver forenet med det store hav. Men da er det ikke nogen kilde mere, men det er stadig vand.

Spørgsmålet er: Findes der overhovedet nogen død. Er vi ikke bare som mennesker, et led i en kæmpe stor uendelig foranderlighed, hvor vi bare ikke er i stand til selv at registrere de forskellige tilstande?

Jeg så en udsendelse i TV. Det var en forsker fra Niels Bohr instituttet. Han sagde; at man stiller altid spørgsmål om, "hvordan" livet er opstået, og "hvordan" jorden er blevet til o.s.v. Men som han sagde: Det er meget mere interessant, at spørge; "hvorfor".

Selvmord
Selvmordstanker er som bekendt en realitet for mange mennesker. Og hvorfor? Der er nogen, der påstår, at det løser ikke noget problem, at tage sit liv. Men her tager man grusomt fejl. Man løser nemlig samtlige problemer her i levet på én gang, ved at afskære sig fra det. De forsvinder i hvert tilfælde.

Her er vi inde ved sagens kerne, nemlig problemer. Eller manglende evne, muligheder eller vilje til at løse sine problemer. Man må ikke glemme, at det aldrig kan være et andet menneskes skyld, hvis et menneske ønsker at fjerne sit eget liv fra de levende. Det er altid personen selv der er årsagen.

Det mest grusomme ved det hele er, at det næsten altid er når personen indser, at der ikke er andre til at lægge tingene over på, eller til at lægge skylden på, at han / hun beslutter at tage sit liv. Man kunne sagtens kalde det en begyndende selverkendelse. Men hvad dette kan indebærer af grusomme oplevelser, er det nok de færreste der er klar over.

Mange mennesker lever i flugt hele deres liv igennem. Flugten fra dem selv. Ja, vi er nok alle sammen flygtninge når det kommer til stykket. Men nogen mennesker har flygtet så meget igennem deres liv, at de ikke mere har nogen steder at tage hen. Når man så ikke kan flygte mere, så bliver man som regel afsløret, af sin livsløgn. Og der er mange måder at flygte på.

Man kan blive alkoholiker. Man kan blive narkoman. Man kan gå ind i religionen. Man kan gå ind i psykosen. Og så kan man tage sit eget liv.

Der er også dem der hele tiden sørger for at skabe problemer, og som endda kan bruge et helt liv på et enkelt problem, med det ene formål. At så længe jeg kan koncentrerer mig om det eller det problem, så er jeg fri for at tage hul på mit eget. Det er bl.a. derfor man tit ser mennesker prøver at løse problemer for andre, eller være interesseret i ulandene eller et andet fjert problem. "Det er meget lettere at løse andres problemer i stedet for sit eget".

Der er også mennesker der bruger hele sit liv til at brokke sig over dit og dat, for på den måde at få opmærksomhed. Og de bliver virkelig midtpunktet overalt, godt nok med negativ fortegn. Så længe der er mulighed for flugt, så længe er der liv. Men det er når livsløgnen bliver afsløret, at det går galt.

Alt for mange mennesker ser ikke anden udvej med livet, end at forlade det. Jeg vil gerne vende mine ord lidt, ved at sige. "Alt for mange kan ikke mere finde ud af den komplicerede hverdag, som vi alle sammen har drevet hinanden ud i".

Ja, jeg ved da godt, at ingen, eller ikke ret mange ønsker i virkeligheden at ændre ved noget som helst. Dette er måske forståeligt. Fordi, at ændre noget, der ville betyde en mere menneskevenlig tilværelse, ville samtidig også betyde en tilbagegang i materiel henseende. Og det tror jeg egentligt, at de fleste mennesker i dag, rent ubevidst er klar over. Derfor ser man ofte også kun et skuldertræk, når der bliver talt om selvmord. I øvrigt er der flere og flere der vælger at stå af systemet, ved enten narkomani, alkoholisme, autonomi, rockerkriminalitet, nynazisme, sindssyge, religion og meget andet.

Hvis en person springer ud foran et S-tog, så er bemærkningen som regel: Det må være forfærdeligt for denne togfører. Og så er den historie ikke længere. Ingen har noget til overs for de 500.000 eller måske flere, der har så svært ved at leve op til det enorme pres, som der daglig forventes af dem.

Preben Eriksen