af Preben Eriksen
Skrækkampagner
Retfærdighed og miljø
En verdens beklagelser
Hvorfor holder vi husdyr?
Er mennesket større end dyret?
Dyrs rettigheder
Fødevarer med
funktion
Organdonation
Flugten gennem misbrug
Alkoholisme er ingen sygdom
Undskyldninger for alkoholisme
Anoreksi og bulimi, psykisk incest
Om liv og død
Selvmord
Skammen over seksualiteten
Bøsser og lesbiske
Overenskomstforhandlingerne
Medejer af
virksomhederne
Løntilbageholdenhed
Udbud og efterspørgsel
Stavnsbånd, Ribus,
sygeplejersker
Opsvingstider kun
for de få udvalgte
Kriminalitet og arbejdsløshed
Det farlige job
Alkohol på arbejdspladsen
Hvad er demokrati?
Samfund / naturtilstand
Dansk Politisk sjusk
Den offentlige gabestok
Fascisme / nazisme
Folketingsvalg
Magt og legalt mord
Den globale magt
Skattekroner
Den 4 statsmagt
Dna-test
EU
USA Verdenspoliti
Hvorfor falder vi på halen for USA
Bygger det danske samfund på den kristne tro?
Kærlighed
Hvad er tro og religion
At kende sit barn
Forkælede børn
Krav på kærlighed
Vold mod børn
Problemer giver tryghed
Børn og rusmidler
En typisk pædagogisk påstand
Børn og ”pli”
Børn og tvangsfjernelse
Følgerne af omsorgssvigt
Omsorgssvigt og holdninger
Fascismens ansigt
Sociale og økonomiske aspekter
Hvem ejer børnene og befolkningerne
Når børn stritter imod
Hvad skal vi gøre
Ekspertise til børn
Normalitet og tvangsanbringelse
Forældreskolen
Hvem ejer børnene
Magt afmagt og autoritet
Naturens fornuft
Opdragelse eller påvirkning
Opdragelse / tæmning
Hvornår er man en dårlig mor?
Mobning og mindreværdsfølelse
Konsekvenser af omsorgssvigt
Ansvaret for vores børn
Barnets udvikling
Børnepornografi
Incest
Folkeskolens opgave
SU
De unges eget ansvar
Børnepasning / omsorg
Industriens interesser
Mænd og kvinder som hele støbninger
Forord
Det er ikke min hensigt at fremstille noget som videnskabeligt fakta. Jeg giver nemlig fanden i vold i videnskab. Især når det gælder Lægevidenskaben. Men når jeg har indset en ting, så er det min sandhed og det vil jeg gerne give videre til andre. Hvis jeg ikke selv tror på det jeg siger, men siger! “Måske” eller “det kan muligvis være” eller “tror du ikke” eller “Hvad synes du”, så kan jeg da ikke forvente, at andre skal tage mig alvorlig. Vi er alle sammen forskellige mennesker, og lytter derfor også til forskellige mennesker. Tro endelig ikke, at WHO eller forskerne har den eviggyldige sandhed! -Det siger de endda selv. De må hele tiden revidere deres teorier. “Så er det farligt at spise gulerødder” og “så er det, og det kræftfremkaldende” og så er der andre forskere der siger det modsatte. Derfor må vi lære, at lytte til vores sunde fornuft. Den kan være mindst lige så rigtig. Det gør man f.eks. ved, at finde den gamle visdom frem, som vi alle har gemt dybt inde i os, og sammenligne den med de erfaringer vi møder i dagligdagen, hvis vi ellers har vores sanser, øjne og ører åbne.
I det sidste århundrede har mennesker gået i skole, læst aviser og bøger, set fjernsyn; kort sagt, blevet oplyst som aldrig nogen mennesker er blevet. Det skulle man tro, skulle skabe et mere selvstændigt folk, der selv kunne administrere deres liv med mindre lovgivning. Alligevel ser man paradoksalt med dette, at der er flere tusinde love mere en for 100 år siden.
· Hvad er det der får folk til at gå til stemmeurnerne hver gang der er valg, til trods for, at borgerne ikke har den fjerneste indflydelse på noget som helst?
· Hvem skal bestemme hvem der må få børn, og hvad skal man gøre med de børn og forælder som ikke vil eller kan efterkomme efter de spilleregler som er stillet op?
· Hvor længe skal lægerne holde liv i et sygt menneske? Skulle vi ikke hellere drage omsorg for, at mennesker slet ikke bliver syge.
· Kan det være rigtigt, at hele samfundet; skole, familieliv, fritid, børneopdragelse og økonomi skal være bygget op efter erhvervslivets ønsker og behov.
Bogen handler også om den 4. statsmagt ”pressen”, hvor jeg påstår, at pressen har overtaget kirkens rolle, som den der fortæller os hvad vi skal tro og mene.
Og ikke mindst den røde tråd i det hele, nemlig at kirken eller kristendommen i virkeligheden er antikrist.
Jeg giver nogle bud på hvad det er der går galt, og prøver at sætte det sammen i en større helhed. Det er der mange der har gjort i tidens løb, men der har altid været nogen der var parat til at feje dem af bordet , eller gøre dem til skamme. Man kommer ikke ret langt med tvang. Det er kun vrede mennesker der ønsker tvang og magt.
Preben Eriksen
Østervang 65, 2 sal tv.
3400 Hillerød
Alle tror jo på det de ønsker at tro på, og så kalder man det viden. Det er endnu ikke bevist, at rygning er farligt. Det er muligt, at nogen får dødsstødet ved at ryge, men så har de haft en anden skavank ved siden af, der er den mere indirekte årsag til døden. Stop dog med alle de ”beviser”. Man kan ikke bevise noget som helst. Huller i Ozonlaget og hvad ved jeg. Teorier, Hypoteser. Man bør aldrig drage konklusioner ud af teorier. Men det er lige det man gør. Det kan man dog ikke altid belaste forskerne for. Men der er ret så mange, der er mere end interesseret i at snage i forskernes hypoteser, for derefter at drage konklusioner ud af dem. Og så siger man: ”Forskerne mener”; og så behøver man nemlig ikke at sige mere, for så ryster de fleste af skræk. Men, ”mener”, er ikke det samme som at have ”bevist”.
Man hører så ofte sætningen: ”Mange forskere mener” eller ”Flere og flere forskere mener”
Fordi mange eksperter mener det samme, behøver de jo ikke at have ret. ”Hvis de kloge var de fleste. Sikke kloge de ku’ blive, hvis de bare var nok”. For øvrigt kan eksperter ikke bevise noget ved en flertalsbeslutning, hvad de heller aldrig har påstået. Om de så var nok så mange, så er det stadig eksperimenterne og forsøgene der er det afgørende. Om der så kun er én ekspert der har nået til et resultat, så er det stadig hans resultat der vil blive afgørende, også selv om 100 andre siger noget andet. Men selvfølgelig er der også politik og magt inden for disse rækker. Dette er forskere da også vel bekendt med.
Hvis nogen fortæller mig, at mit hus brænder, forlanger jeg selvfølgelig ikke bevis, inden jeg forlader huset.
Men, det er det med, at ”ulven kommer”. Har man først hørt det tilstrækkelig mange gange uden at se nogen ulv, så tror man ikke på det mere. Eksempelvis fortalte “eksperterne” i firserne, hvordan AIDS sikker ville udrydde det meste af jordens befolkning inden for de næste 10 til 20 år. Man gik ud med bål og brand, for at skræmme en hel verden til at holde op med at dyrke sex. Hvem mon havde betalt dette bestillingsarbejde for at få eksperterne til at sige dette? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at nogle stærke religiøse grupper i verden altid har være sure over den frie seksualitet der så småt var ved at blomstre op. Den blev med ét huk slået 30 år tilbage på grund af disse skrækkampagner, støttet af eksperter. Den fik endda alle de store skuespiller til at hoppe med. Og da sagde man også, at når så mange siger det, så må det da være rigtigt. Dette til trods for, at de almindelige læger på hospitalerne vidste noget andet: Nemlig, at det er enormt svært at blive smittet med AIDS, faktisk lige så svært som at vinde i lotteriet. Men læg lige mærke til, at eksperterne meget hurtig stod af vognen igen. Og da man så manglede nogle til skrækkampagnen, så brugte man skuespillerne. De er jo altid grådige nok, når der er brug for noget der fremmer deres berømmelse. Nej; lyt aldrig til flertallet og vogt dig, når der bliver brugt skuespillere, hvor der “kunne” have stået en ekspert.
Jeg er lige glad med hvor mange forskere der mener det samme. Det jeg ikke er ligeglad med er, at hele verden råber og skriger om at vi forurener, baseret på flygtige holdninger fra signaler fra snart den ene forsker og snart den anden. Og uanset om to tredjedele af verden har den samme holdning, så forurener man lige meget. Så hvad hjælper det at man er mange der mener det samme. Jeg tænker på, at det jo samtidig er de samme to tredjedele der er med til at forurene. Altså et eksempel på at ideologi og handling ikke følges ad. Man må ikke tro, at man løser forureningsproblemet ved at oplyse om at der forurenes og at hvis man bare skaber apostle nok til at modarbejde forurening, så løser det nok problemet.
Men løsningen af problemet ligger et helt andet sted. Mennesker er blevet afhængig af industri, maskiner og materielle goder. Ja vi er endda blevet narkomaner af det. Og så længe vi er det, så nytter det ikke noget, at vi råber om forurening. For ét er sikkert, vi slikker gerne den sidste dråbe olie op af jorden for at holde maskineriet i gang. Så kan vi tale om at spare på strømmen o.s.v. Alt sammen er kun bagateller her. Vi taler om landbrugsforurening. Men gud nåde og trøste den købmand der ikke har fyldt hylderne op med alverdens tilbud til de rigtige priser. Og hvad ville der ske hvis vi pludselig fik rationering på benzin. En ganske lille strejke kan få de laveste instinkter frem i så at sige de fleste mennesker. Skal vi virkelig standse forureningen og misbrugen af ressourcerne. Så er der kun én vej, og det er 150 år tilbage til fremtiden. For det er nemlig den eneste måde vi som menneske har en fremtid.
Regeringen gjorde med sin Pinse-pakke i 1998 sig uvenner med Danmarks rigeste mand, skibsreder Mærsk McKinney Møller. Planen om at sænke virksomhedsskatten fra 34 til 26 procent skulle nemlig ikke gælde for olie- og gasudvinding - og den står Mærsk McKinney Møller for. Forslaget nævnte ikke Mærsk ved navn, men han er den eneste, der udvinder olie.
Så kan man spørge: Er det rimeligt at give skattelettelser til nogle virksomheder og ikke give det til andre? Eller skulle Mærsk være glad for, at han til gengæld slipper for CO2-afgift? Bør regeringen i det hele taget lave særlove, der stiller nogle bedre eller dårligere end andre?
Ja selvfølgelig skal regeringen lave særlove, men naturligvis ikke for at stille nogle bedre eller dårligere end andre. Men det er jeg heller ikke sikker på, at være tilfældet med skibsreder Mærsk McKinney Møller. Jeg mener heller ikke at vi alle sammen er lige. Vi er ligeværdige, men vi er alle sammen forskellige. Og dermed mener jeg, at jo mere man tager hensyn til folks forskellighed, jo mere retfærdighed vil der råde.
Er der mon nogen sinde nogen der har undret sig over, at en direktør får en højere løn end en arbejder. Eller fordi en evnesvag skal have omsorg 24 timer i døgnet, så skal vi andre også have omsorg 24 timer i døgnet. Jeg er godt klar over, at dette kan siges, at sætte sagen på en spids. Men ikke desto mindre, så har vil vel alle sammen i dette samfund vores helt specielle særpræg, som vi påberåber, at der skal tages hensyn til.
Man kan vel altid diskutere, om det eller det hensyn tager overhånd, og det skal vi også. Men i relation til “Danmarks standart”, så er jeg helt sikker på, at såvel regering, folketing, som erhvervslivet har styr på hvilke fordele eller ulemper Rederiet Mærsk McKinney får tildelt.
Når jeg satte “Danmarks standart” i situationstegn er det fordi jeg gerne vil uddybe hvad jeg mener med denne standard. Det er nemlig almindelig kendt, at regering og folketing selv fastsætter deres gage. Det er også kendt, at visse faggrupper, kontrollere sig selv, såsom: Læger, politi, PET, o.s.v.
Vi ved også at der tildeles særlove for virksomheder, med væsentlig produktion til eksport.
Vi kan bestemt diskutere om disse forhold er rimelige. Men i dag er de efterhånden en anerkendt dansk standard. Som der vel så også burde gås nærmere i sømmene.
Men jeg tror, at når det drejer sig om Rederiet Mærsk McKinney, så er det så enorm stort, at vi er nødt til, som almindelige borgere, enten at mene noget sort eller noget hvidt. Vi kan simpelt hen ikke rumme dimensioner af denne størrelse.
Regeringen taler ofte om at befolkningen skal dæmpe forbrugsfesten. Den indfører sparerunder og opfordre til tilbageholdenhed. Nogen gange bruger de økonomiske argumenter og andre gange miljømæssige. Men er regeringer overhovedet interesseret i økonomiske besparelser eller i et bedre miljø.
Nej, selvfølgelig er regeringen da ikke interesseret i, at vi sparer. Men det er altid det bedste argument der findes, for at berolige de flest mulige mennesker, når det engang imellem kører for stærkt. Man er interesseret i at få nogle penge i statskassen. Dette kan kun ske ved størst mulig forbrug; det vil sige, at ”maskinen / samfundet” skal køre på højest mulig gear.
Regeringen kunne f.eks. gøre det mere fordelagtigt for biler, at køre på dieselolie. Men det gør de ikke. Dette er et ret så typisk eksempel på selvmodsigelse. Og samtidig et eksempel på, at det ikke er miljøet man tænker på, men at det er afgifterne der er det centrale.
Jeg kan nævne et andet eksempler: Cigaretter!! Uh ha, da, da. Giftig; siger man. Hvorfor skal der så være lige så høj afgift på de milde cigaretter, hvor der kun er den halve gift i? Hvis man lod de milde cigaretter koste det halve, så var der mange der gik over til dem. Der sker jo det, at når man har røget de milde cigaretter i to dage, så føles de akkurat lige så kraftige som de stærke. Men de er jo stadig kun halv så giftige. Endvidere er det en god overgang til at stoppe rygning på. Dette forslag er stillet af mange til folketinget. Men der er endnu aldrig nogen der har fået svar. Jeg selv indbefattet.
Spiritus: Man lægger afgift på spiritus, for at dæmpe forbruget; siger man. Men dem der har trang til den slags sager, de skal nok få det alligevel, om de så skal bruge de sidste kostpenge. Eller om de så skal undlade at betale husleje. Og dette ved Regeringen og Folketinget godt.
Brokker vi os for meget? Har vi det ikke godt i forhold til de sultne børn i Afrika? Jo, vi brokker os måske for meget. Men jeg synes nu engang imellem, at vi brokker os over det forkerte. Vi bliver rent faktisk styret af pressen, til det vi skal brokke os over. Og så længe vi brokker os over det de har bedt os om, så brokker vi os ikke om det egentlige vigtige.
Det jeg mener med det egentlige vigtige, det er vores velfærd. Ikke materielt, men det med livskvaliteten. Kunne man forestille sig, at alle danskere begyndte at koncentrere sig om at sætte forbruget ned, til fordel for et sundere liv, og kun ville tjene lige præsis de penge der skulle bruges til mad og tøj. Men alt det sørger pressen for, at vi ikke skal komme i tanke om.
Det er jo nemlig rigtigt, at vi mangler ikke noget materielt. Men vi har til gengæld en elendig livskvalitet. Beviset ser man f.eks. på de overbelagte sygehuse, den stigende kriminalitet, de unges øgede brug af stimulanser, middelalderens øgede brug af øl og spiritus. Der er flere og flere ældre der bliver demente eller havner i depression. Og ikke mindst, den større og større almene utilfredshed med alting.
Selvfølgelig er der grund til beklagelser. Og selvfølgelig er miljødebatten berettiget. Og selvfølgeligt kan naturen ikke selv klare alt vores svineri og hensynsløse forbrugen af dens ressourcer. Hvor mange dyr bliver der ved med at være, hvis vi ødelægger deres hjem og skyder dem, fordi vi godt kan lide deres pels / tænder osv.!? Mange dyr er allerede uddøde, alt for meget regnskov er fældet og drivhuseffekten tager til, for hvert år, der går. Er det måske et tilfælde, at gletscherne er ved at smelte? Det kan selvfølgelig ikke være rimeligt, at efterlade en sådan arv til vores børn. Jeg vil naturligvis ikke prøve at bortforklare, at vi jordboer har et miljøproblem.
Problemet er bare, at der ikke kan gøres noget ved det. Et oprør imod det svineri vi ser i dag, vil kun være muligt fra folket. De egentlige magthavere der er den direkte årsag skal man i hvert tilfælde ikke regne med. Og folket er gjort så passive og sløve, at de slet ikke sanser muligheden for et samlet oprør imod systemet. Bekvemmeligheden har gjort os sløve, og teknologien har gjort os passive. Fra højere instans har man omhyggeligt sørget for, at få splittet folk i alle mulige samfundsgrupper, og så derefter spiller man grupperne op imod hinanden. Tænk bare på fagbevægelsen, som i dag er så højreorienteret som noget kan være. Den har delt sig selv op i så mange grupper, at den med sikkerhed ved, at dens medlemmer er passiviseret.
De egentlige magthavere har fået den totale magt, men bilder stadig befolkningen ind, at vi har demokrati. Det er simpelthen så snedigt indrettet, at et hvert forsøg på at gå imod, kun vil knække den der forsøger at gå imod. Forureningen stopper først, når menneskeheden er udryddet. Men tro mig, der skal meget til, og det bliver en sej død. Indtil nu, er det kun menneskets sjæl der er død. Og dette er da også en væsentlig årsag til, at ingen gør noget ved svineriet. Et ufølsomt menneske er ligeglad, det registrere ikke mere.
At folk skulle være begyndt at få øjnene op, den hopper jeg ikke på. Man interessere sig for miljøet så længe pressen kan tjene på at skrive om det. Men bølgen forsvinder samme dag pressen ikke skriver mere, og dermed også debatten.
Der er mange der påstår, at debatten om miljøforurening er stærkt overdrevet. Selvfølgelig foregår der miljøsvineri og forurening, og selvfølgelig er det overdrevent. Egentlig tror jeg ikke det er farligere med de forskellige udslip der er i dag sammenlignet med tyverne, trediverne og fyrrenes kulos fra fabriksskorstenene samt de private skorstene. Men på dette tidspunkt havde man også et skjult problem. Lægerne og politikerne talte også dengang om, at nu må vi gøre noget ved den usunde røg fra skorstenene. Dette gjorde man velvidende om, at langt de fleste sygdomme og dødsfald skyldtes sult og fattigdom, fordi de rige ikke ville give de fattige arbejdere den løn de havde fortjent.
I dag har vi en masse forurening fra vands fra lands og fra luften og vi ryger, som vi altid har gjort, bare ikke så meget fra skorstenene. I dag taler lægerne og politikerne også om, at det må vi gøre noget ved. Dette gør man for at aflede opmærksomheden fra den egentlige synder til de alvorlige psykiske og fysiske lider, som samtlige mennesker må døje med.
Langt den største årsag til disse lidelser vi ser i dag, skyldes, at mennesker er gjort materielle og kolde, til fordel for erhvervslivets evindelige plagen om at vi skal forbruge mere og mere, så de kan tjene endnu højere profitter. Mennesker er gjort til robotter, vores livsnerve er skåret over, og de egentlige magthavere (kapitalen) kan gøre med os hvad de vil. Det vil sige, at enhver individualitet og selvstændighed er taget fra os. Med andre ord, det er ikke fattigdom og sult som i trediverne vi bliver syge og dør af i dag. Men de utallige lidelser vi pådrager os i dag, skyldes udelukkende åndelig sult og åndelig fattigdom.
Den almindelige borger, er i dag økonomisk bundet op på hænder og fødder, (stavnsbundet). Han er blevet tryllebundet i materielle goder, for at holde kæft. Han er passiviseret til det yderste. Han er rent beslutningsmæssigt gjort sløv, og er kun i stand til at handle efter pressen. Men pressen skriver mere om hvad vi skal købe af materielle ting, og hvem vi skal ligne. Og derfor er mennesker mere optaget af alle andre øvrige forbrugsting. Tro endelig ikke, at vi er et selvstændigt folk, der er i stand til at handle frit. Og alt dette, er pressen og reklamefolkene udmærket klar over.
Det hele er én stor gang fupnummer. Selv salmonellafaren er et fupnummer. Der er nemlig en anden ting, som pressen aldrig fortæller os. Menneskers immunforsvar er generelt blevet ringere med årene, og dermed er vi selvfølgelig blevet meget mere sårbar over sygdomme, som bakterier og virus m.m. Og det er måske her vi engang skal møde vores endeligt.
Ja, hvad er dyr egentlig for nogle skabninger. Det er som om mennesket bilder sig ind, at dyrene kun er blevet til for dem. Det er rigtigt, at de fleste dyrearter altid har ernæret sig af hinanden. Men ingen andre end mennesket har fundet på at spærre en anden dyreart inde, og binde den fast, for at tjene profit på dem. Alle andre dyrearter fanger et andet dyr, når det er sulten, for at overleve. Det har grønlænderne indtil for nylig også gjort. Det ser jeg ikke noget galt i.
De dyr der er rovdyr, det er dem med rovtænder, de æder andre dyr.
De dyr der er vegetarer, det er dem uden rovtænder, de æder planter.
Men har mennesker rovtænder i en sådan grad, at vi ligefrem behøver at spærre dyrene inde og binde dem fast for at vi kan overleve. Jeg vil endda påstå, at hvis det kommer til stykket, så kan mennesker slet ikke lide dyrekød. Vi er den eneste dyreart, der koger steget eller på anden måde tilbereder det dyrekød vi spiser. Vi kommer salt, peber, eller andet krydderi på det, for at få dyresmagen væk. Vi parterer det i små stykker for at det ikke skal ligne et dyr. Jeg tror ikke, der er mange, når de ser de pæne pakker i forretningerne, der tænker over at det er fremstillet af et tidligere levende dyr, og at dette dyr har levet under de mest modbydeligste forhold et levende væsen kan komme til at leve under.
Hvis man mener, at “humane” betyder menneskelige, så er der noget der tyder på, at vi måske skulle koncentrerer os om at gøre mennesker “humane” i stedet for. På den måde er der måske en chance for, at vi kan begynde at behandle dyrene ordentligt. Det er lige som om, at uanset hvordan landmændene behandler dyrene, så bliver det retfærdiggjort i økonomiens hellige navn.
Hvis den mængde korn man fodre en gris med, blev brugt direkte til menneskeføde i stedet for til at fodre grisen med, så ville denne mængde korn kunne ernære 10 gange så mange mennesker. Og mennesket ville blive meget sundere.
Hvordan kan nogen kalde sig dyrenes beskyttelse, og så samtidig acceptere, at grise høns, køer, kalkuner, kalve m.m. stadig lever under de mest usle tilstande. Man siger fra såkaldte dyrevenners organisationer, at man prøver langsomt, at forbedre forholdene. Og gang på gang giver man så disse dyremishandler deres blåstempel på, at det er i orden, (en slags kompromis siger de). Det koster jo heller ikke dem noget. Det er jo ikke “dyrenes venner” der bliver mishandlet. Disse landmænd lægger så ansvaret fra sig, og siger, “at dyrenes organisationer har sagt god for forholdene”. På den måde er dyreorganisationerne, de egentlige medskyldige.
Jeg vil håbe, når en dag det hele er overstået, at der vil blive rejst en domstol, i lighed med Nuernberg-processen fra 2. verdenskrig, således at der er nogen kommer til at stå til regnskab for disse modbydelige forbrydelser.
Efter anden verdenskrig kunne fanger fra tyske koncentrationslejre berette om, at de var blevet behandler som dyr, eller værre. Jeg tror næppe, at de kunne være blevet behandlet værre end dyr.
Men hvorfor skal mennesker i det hele taget behandles anderledes end dyrene. Man burde sætte en standard, der påbød, at ingen må behandle dyr ringere end mennesker. Jeg tror ikke der findes grænser for hvad man er i stand til at byde dyrene, i produktionens hellige navn. Det er så modbydeligt, at hører, når landmændene bruger ordet ”produktion” om de levende væsener, de har i deres varetægt
Dyrene er jo trods alt vores brødre og søstre i det store hjul eller kredsløb. Vi lever og indånder den samme luft. Vores organer er indrettet ens. Den største forskel er, at vi ser forskellig ud. Det er utroligt, at man stadig kan bevare det livssyn; at mennesker skal herske over dyrene, fordi kirken, som altid har være magthavernes højrehånd, har haft interesse i at fejlfortolke 1. Mosebog. En ældgammel religiøs skrøne, som er den direkte årsag til, at landmændene kan gøre med dyrene som de har lyst til. Og deres lyst må nok siges at være stor.
Det er kun 150 år siden man gjorde det samme med slaver. Man sagde, at de sorte havde ingen sjæl, altså kan de ikke blive kristne, og må være dyr, og så har de kristne ret til at gøre med dem som de vil. Og det gjorde man så. Vi har ikke landbrug i Danmark; vi har en masse koncentrationslejre for dyr. Ja hvis der er noget der kan gøre mig rasende, så er det dette modbydelige svineri der foregår på landet. Og der er jo ingen, der kan komme de stakkels dyr til undsætning. Landmændene er åbenbart ikke komme videre i deres udvikling. Men det er jo som regel også dem der stadig er religiøse.
Hvis nogen skulle få den tanke, at tro, at jeg er bybo og romantiker, så tro endelig om. Jeg er opvokset på landet, og har arbejdet med dyr, som bondekarl fra jeg var 12 år til jeg var 18. Det er mange år siden, men jeg så rigeligt. Det er desværre ikke blevet bedre siden 1960.
Jeg hørte engang nogen sige: ”At man kan jo bare købe økologisk; for på den måde vil det være forbrugerne, der bestemmer. Udbudet vil følge efterspørgslen”.
Dette vil med andre ord sige: Lad de fri kræfter bestemme. Men hvor vil man sætte grænsen? Og hvor langt vil man gå? Altså:
Udryd bare alle hvaler i havet. Forbrugerne kan bare lade være med at købe dem.
Lav alle de dyreforsøg til sminke, som du vil, uanset metoden. Kvinderne kan da bare lade være med at bruge sminke.
Hvorfor siger man ikke også: Kør som du vil på landevejene, folk kan da bare holde sig væk fra vejene.
Tilbyd de lønninger du har lyst til at byde lønmodtageren. Folk kan da bare lade være med at arbejde.
Men nu har vi engang en lov og et retssystem. Men hvis lovgivningen ikke snart begynder at passe deres arbejde, så får vi netop dette anarki, som der vel egentligt allerede er godt i gang.
Det er for slapt at lade forbrugerne bestemme, hvordan dyrene skal behandles. Og det er det også, når man hører landmænd tørre ansvaret af på forbrugerne. Hvis ikke landbruget kan stå inde for, hvad de udsætter dyrene for, må de selv sige fra. Det er i den forbindelse fløjtende ligegyldigt, om forbrugerne vil betale for det. Ansvaret er hos landmændene - og politikerne, der tillader det.
En anden ting i samme boldgade: Landmændene fortæller tit os forbrugere, at vi bare skal efterspørge de rigtige varer. Så skal de nok producere dem, som vi vil have dem. Men når nu hovedparten af varerne går til eksport, tvivler jeg på, at vi kan overdøve udenlandske forbrugere.
Hvad forbrugerne vil have, er fuldstændig irrelevant. Vi skal nemlig slet ikke have muligheden for at købe produkter, der koster dyrene lidelser.
Det er fuldstændig rigtigt. Hvis forbrugeren lod æggene ligge i forretningen til de rådnede, så stoppede svineriet fra producenten. Og forhandleren ville få det kvalmt. Men så enkelt er det ikke og sådan hænger verden ikke sammen. Forbrugeren køber svineriet, og derfor får det ingen ende. Skal vi så bare lægge hænderne i skødet og sige. NÅ.!!.
Hvordan kan vi have tillid til, at æggene til 20 kroner er fra fritgående høns. Der findes begreber som burhøns, skrabehøns, fritgående høns og landhøns og hvad de ellers kalder det. Alt sammen for at forvirre forbrugeren, eller for at lempe forbrugerens “samvittighed”. Det er én stor pærevælling det hele. Der findes så få virkelige fritgående høns, at man godt kan glemme det’ i denne sammenhæng. Når producenterne siger fritgående, så betyder det kun, at hønsene har fået 5 kvadratcentimeter mere. De har endda fået Dyrenes beskyttelse til at give dem det blå stempel for det.
Jeg er selv vegetar, men spiser dog æg og mælkeprodukter. Men med det svindel der er på markedet omkring markedsføring, så er det eneste jeg ser på, “datoen og størrelsen”. Det eneste jeg kan gøre, er at være med til at skabe debat om emnet. Du må ikke være så naiv at tro, producenterne standser, så længe der er penge i det. Hvis vi dansker ikke køber deres svineri, så er der et marked uden for landet. Og som man ved, så er danske landmænd jo stærkt interesseret i eksport, og får al den opbakning fra regeringen de beder om.
Hvad angår landmændenes udvidelse af stalde, så kan jeg godt garantere for, at det kommer ikke dyrene til gode, hvis jeg kender landmændene rigtigt. De EU penge de får til udvidelser, de vil kun blive brugt til at sammenstuve endnu flere dyr. Dette her drejer sig heller ikke om løsdrift kontra bundne dyr. For hvad hjælper det, at dyrene bliver sluppet “fri” i en stor stald, hvis de stadig kun har en halv kvadratmeter at gå på, fordi man så bare anskaffer endnu flere dyr.
Mennesker er de eneste dyr, der har love. Og hvorfor? Fordi vi har lavet intelligente samfund, hvor den kloge kan styre den mindre kloge. Der sker bare noget underligt noget, når vi alle sammen er lige kloge. Men love ville i virkeligheden være ubrugelige, hvis vi ikke var i stand til at transcendere dem til samvittighed. Altså hvis det ikke er ulovligt, at mishandle dyr, så vil vi heller ikke få samvittighedsnag af det. Dyr kan jo godt mishandle andre dyr, uden at blive anfægtet af en samvittighed. De har ingen intelligente love, altså bevidsthedslove.
Når der står i de ti bud, Du må ikke stjæle. Du må ikke slå ihjel. Du må ikke bedrive hor, o.s.v. Så er det ikke fordi vi skal tage hensyn til andre eller den næste om man vil. Dem er vi jo i virkeligheden bedøvende ligeglade med, når det kommer til stykket. men det er for at beskytte os selv. Beskytte os mod en dårlig samvittighed, der får os til at rådne op indvendig fra, fordi vi som mennesker igennem flere årtusinder har indavlet begrebet godt og ondt, og er utrolig følsom over for samme. Og der er nok der er villige til at fremstille love.
Det viser sig, at jo mere mennesker der handler imod deres samvittighed, eller tilsidesætter den til fordel for penge eller anden gunst, jo større er sandsynligheden for, at de bukker under for alverdens sygdomme, og i det hele taget har en dårlig livskvalitet. Og så er det vi får disse ondskabsfulde mennesker, der ynder at holde andre væsener indespærret. Det de i virkeligheden er i gang med, det er, at kæmpe og trodse deres egen skæbne. Allerbedst var det, at slet ikke have nogen samvittighed. Først da tror jeg på, at verden bliver rigtig god at leve i.
Så på en måde kan man sige, at også naturen selv har sin egen lovgivende , udøvende og dømmende magt. (nemesis). Så vi behøver egentlig ikke, at blande os så meget. Det vil sige, at jeg tror det vigtigste og eneste der kan gøres, er at gøre hinanden opmærksom på disse af mennesker glemte naturlove, så vi på den måde kan løsrive os fra de menneskeskabte intelligente love.
Grunden til, at jeg ikke spiser dyr, skyldes meget den måde dyr bliver behandlet på. Men det er langt fra den eneste årsag. Dyrekød er ikke menneskeføde, da mennesket ikke er et rovdyr. Da jeg i sin tid stoppede med at spise dyrekød, så skete der en masse ting med mig, rent følelsesmæssigt. Der kom faktisk liv i kroppen på mig. Og dette er den væsentligste årsag til, at jeg stadig her ca. 12 år efter er vegetar, altså med den undtagelse, at jeg spiser og drikker mælkeprodukter og spiser æg.
At man har været landmand i 10 år, er ikke det samme som at have kendskab til dyr og naturen. Det betyder bare, at landbrug og svineproduktion er noget der er penge i. Det løber mig koldt ned af ryggen når jeg hører ordet svineproduktion. man produkserer svin. Et produkt!!. Når man bruger sådanne udtryk, så har man ikke meget kendskab til naturen, og slet ikke til grise. Så ville det være mere passende at sige, jeg har forstand på produktion og bedrift, altså penge. For det er nemlig en fabrik det drejer sig om her, hvor der bare skal så mange dyr igennem maskinen som muligt, på så kort tidsrum som muligt, og til så lidt føde som muligt, og til så høj en pris som muligt.
Det er dog ikke så meget den enkelte landmand jeg anklager, men hele det maskineri de her repræsenterer. Det er jo heller ikke en pistol der dræber, det er mennesket der styrer ''pistolen'',
Er mennesket større end dyret?
Da der ikke findes nogen facitliste over menneske / dyrelivet, er der også frit slag for hvad der er sandheden i alt dette her. Jeg selv tror på, at det er sandheden, uanset hvilket menneskesyn man har. Vi vil jo altid tale ud fra det sted hvor vi befinder os på sandhedens bjerg. Altså har dette noget med menneskesyn at gøre, om man er imod eller for dyreforsøg / mishandling.
Vi skal ikke mere end et par hundrede år tilbage i tiden, hvor de kristne to på slavetogt, og hvor de sagde, at slaver var laverestående end mennesker, og at negre i det hele taget ikke var mennesker. Det var virkelig et livssyn, som men mente ret så alvorligt, indtil man blev klogere. I dag vil alle da sige, at negre er mennesker lige som alle andre. Men det jeg vil sige er, at menneskers sandhed ændre sig fra det ene århundrede til det andet.
Per definition ser jeg ikke noget galt i, at det ene dyr / menneske æder det andet. Dette foregår overalt i naturen. Problemet i dette emne er, at mennesker har hævet sig over naturen, (altså i fantasien). Det kan nemlig ikke lade sig gøre, at melde sig ud af naturens orden. Uanset om vi bruger den ene eller anden målestok for vores værd, i vores tilfælde intelligensen, så er vi stadig underlagt naturens orden. Geparden kunne sige, at den er det vigtigste på jorden, fordi den kan løbe hurtigere end alle andre. Giraffen har den længste hals o.s.v. Et hvert væsen kunne ud fra denne terminologi med rette håndhæve at netop den, var en særligt udvalgt skabning, lige som mennesker gør det ud fra intelligensens målestok. Det er klart, at set med menneskers øjne, da er det vigtigste for os, at vi overlever som art, og det er da også indlagt i vores gener, at vi drager omsorg for det.
Men for mange hundrede år siden blev der puttet religion ind i mennesker. En kraftsvulst vil jeg kalde den, der forkludrede vores syn på os selv. Vi begyndte at bilde hinanden ind, at vi var ”åndelige” væsener, der skulle lægge det naturlige bag os og bekæmpe det med alle midler. Det åndelige kaldte man det gode og det naturlige kaldte man det onde. Dette forkvaklede livssyn ser vi så resultatet af i dag.
Det svarer til at nogle mennesker, og de findes; der kun bruger deres hoved; de asiatiske ”lamaer” til eksempel, De har fra barns ben kun brugt deres hoveder, og de har stort set ingen følelser i resten af kroppen; (En lama er bundet stramt ind fra halsen og nedefter fra ganske lille til han bliver voksen), det eneste de skal lære at bruge er intelligensen. Hvis sådan en lama pludselig mente, at hans hånd var i vejen for ham, så kunne han faktisk skære den af, og ville ikke savne den. Det samme kunne han gøre med sine ben, og den øvrige krop ligeså. Han bruger jo kun hovedet. Det vil først gå galt, når han skal til at spise og drikke. Men så er det for sent.
Jeg mener, at ethvert dyr, fugl, fisk eller plante, i en større helhed er Ét stort legeme, og vi kan ikke bare skære noget af det væk eller gøre med det som vi finder for godt, uden at det får en indflydelse på det øvrige legeme. Men dette er kun den ene side af sagen.
Vi er som mennesker underlagt valg, altså at gøre eller ikke gøre. Dette medføre et ansvar for dette valg eller en konsekvens. Vi har med andre ord mulighed for at efterrationalisere, om det var det rigtige valg, for så at kunne handle anderledes en anden gang. Da vores handlinger har en konsekvens, så følger der også en samvittighed, på grund af religionen, der handler om godt og ondt.
Jo mere vi mennesker undertrykker samvittigheden, jo mere hårdhjertet bliver vi (forhærdet).
Jeg siger ikke, at vi skal underkaste os samvittigheden, men vi er nødt til at tage højde for, at den er i og alle sammen, indlagt som arv, (kraftsvulst) igennem århundrede generationer. Hvis vi ignorerer den, så rådner vi simpelt hen op af indestængte fortrængte følelser.
Det der sker i dag, er at vi som mennesker bilder og ind, at vi kan det hele. ”Vi har smidt gud ud”. Og gang på gang slår vi hinanden i hovedet med sætninger som. Hvem siger det? Hvor står det skrevet? O.s.v.
Men, hvis vi bare havde smidt gud ud. Hvis vi bare havde smidt samvittigheden ud, så havde vi ikke direkte påført os mental skade. Men det har vi ikke: Overtroen lever i bedste velgående, såsom: Juleaften, dåben /konfirmationen, bryllupper, begravelser, Astrologi, healing, dyrkelse af sten, Nye religioner opstår, forskellige ismer, idoltilbedelse og meget andet. Alt dette vidner om, at mennesker alligevel ikke har smidt gud ud. Og derfor må vi som mennesker stadig tage højde for, at der er noget der hedder samvittighed, som er i stand til fortære et menneske på rekord tid.
Altså skal vi ikke bare opføre os ordentlig mod vores brødre og søstre (dyrene), for på længere sigt at overleve som art. Men også for vores egen helbreds / psykes skyld på kort sigt, lige her og nu.
Der er nogen der mener, at det står sløjere til med menneskets omgang med hinanden, end menneskets omgang med naturen (dyrene). Men her vil jeg bare lige sige, at menneskers forhold til hinanden og menneskers forhold til dyrene er to sider af samme sag. Hvis det ene var i orden, så var det andet det også, og visa versa. Ja, verden er faktisk holistisk. Dyremishandling har i allerhøjeste grad noget med menneskers livskvalitet at gøre.
Måske er der så nogen der vil sige: ”Hvad med vores katte og hunde. Er det i orden at spærre dem inde?”: Katte og hunde er jo som bekendt husdyr. Det vil sige, de er tæmmede. Og det gør er ret stor forskel på deres adfærd fra vilde dyr.
Et dyr der er tæmmet, er nemlig også et dyr der aldrig bliver voksen. Den slipper ikke sine forældre, som er mennesket, til forskel fra de vilde dyr. Dette betyder så at hunde og katte i menneskers varetægt altid vil være legesyge børn. Mennesker har jo nøjagtigt det samme problem: Vi er nemlig også tæmmet, men det er af og selv og hinanden. Derfor har mennesker også et underligt adfærd, som ligger ret langt fra det vilde liv, og som forårsager de underligste adfærdsformer. Men hvorfor holder vi egentlig hund eller kat? Er det for katten / hundens skyld, eller er det for vores egen skyld?
Dette er et enormt stort spørgsmål. Og så vil jeg i samme åndedrag spørge; får man børn for børnenes skyld eller for forældrene. Men denne verden er under opbygning og dermed ufuldkommen. Ser man på forplantningsmekanismen i et større perspektiv, kan man vel sige meget kort, at seksualdriften nok skal sørge for at føre slægten videre. Men uanset af hvilken grund vi har et andet væsen i vores varetægt, så skylder vi det, at behandle det ordentligt.
Ved at behandle vores dyr ordentligt, kan man sige, at man kompenserer for deres fangenskab.
Ved kompensation forstår jeg; ”midlet helliger målet”. Men det er jo ikke bedre en at sige, ”målet helliget midlet”. Og her må jeg sige nej. Men igen, dette har noget med mig at gøre, fordi jeg er underlagt en samvittighed. Men der er forskel på hvilket mål man har i sigte. Når det drejer sig om mine katte, så er der ikke noget mål i sig selv forude. Det vil sige, jeg har ikke en speciel ondskabsfuld fremtidig hensigt for mine handlinger. Kun her og nu oplevelser, som vel i bedste fald kan siges at være neutrale. Men hvis det drejer sig om kompensation, så kan der ikke være tale om en neutral handling. Når man i dette tilfælde taler om kompensation, så er der også tale om en konflikt, og så kan man ikke udelukke samvittigheden. Og det er netop her hunden ligger begravet.
Nogle af de tæmmede dyr som mennesker holder i varetægt i dag, er måske kommet frivillige en gang fra tidernes morgen, hvor der måske lige frem har været tale om en pagt mellem mennesker og dyr. Princippet, (jeg hjælper dig, så sørger du for min tryghed og sikkerhed), dette kan både være en fordel for dyrene og menneskene. Altså sælger dyrene deres frihed til fordel for tryghed og sikkerhed
Menneske-samfund opstår efter nøjagtig samme princip. Magthaverne tilbyder tryghed og sikkerhed. Til gengæld giver folket afkald på deres frihed. Derfor er mennesker tæmmet på nøjagtig samme måde som dyrene.
Det jeg siger; er ikke at man skal slå nogen i hovedet, fordi de har dyr i deres varetægt. Men jeg siger, at de skal behandle dem ordentligt. Jeg er da udmærket klar over, at man ikke kan bede psykopater om at have medfølelse. Men vi som endnu ikke er psykopater, er nødt til at gøre opmærksom på, at der er nogen der er det. En psykopat er aldrig selv klar over at han er syg i hovedet.
Ja, jeg har selv 2 katte. Grums og Kit. De får endda ikke lov til at komme ud. Men som kompensation for det, så bliver de til gengæld møg forkælet. Vi har også 6 undulater, Disse fugle har et kæmpe voliere på altanen, og det har jeg det ganske udmærket med.
Vi mennesker er ikke er født som moralske væsener; men til gengæld er jeg sikker på at vi er født med en etik, i henhold til vores natur som menneske. Det er denne etik jeg forholder mig til, når jeg anklager dyremishandlere for at være psykopater. Fordi mennesker er ikke født til at mishandle. Det er noget der opstår i mennesker der selv er blevet mishandlet. I grove tilfælde ender det med psykopati.
Jeg blev en gang spurgt, om en flue har samme rettigheder som en abe. Jeg skal ikke forsøge at stille nogen facitliste op, men nøjes med at skitsere, hvad jeg mener at være etisk forsvarligt; ikke alene for dyrenes skyld, men så sandelig også for menneskets eget bedste. F.eks. vil jeg mene, det er etisk korrekt, at klaske en flue, der irriterer. Men det er ikke etisk korrekt, at føre kemisk krig mod fluer. Det er etisk korrekt, at slå ihjel for at æde, men det er ikke etisk korrekt, at sætte dyremishandling i system for at producere kød med størst mulig fortjeneste.
Vi er jo ikke fra naturens hånd kødspisere. Intet, absolut intet i vores anatomi antyder det. Prøv at sammenligne vores hjørnetænder med gorillaens. Der er ikke meget at prale af. Men en gorilla lever næsten udelukkende af plantekost. Vores hænder er som skabt til at plukke frugter og bær, ikke til at fastholde eller sønderrive et bytte. Vores tarmsystem er typisk for en planteæder. Altså meget modsat et rovdyr, der har en meget kort tarm. Vores tænder er også meget velegnede til plantekost, og aldeles uegnede til kød, hvilket du kan overbevise dig om ved at sætte tænderne i et stykke råt kød. Det skal koges eller steges, før vores tandsæt kan få has på det. Vores underkæbe er hængslet, så vi kan male føden. Rovdyr kan kun bevæge underkæben op og ned. Vores svælg kan kun klare meget små objekter. Kødspisere kan sluge temmelig store stykker. Vores gamle afdøde hund f.eks. inhalerede nærmest frikadellerne.
Jeg har hørt argumentationer der går ud på, at det er i orden at bruge dyr til forsøg, så længe det er til menneskets gavn. Men dyr skal selvfølgelig ikke bruges til nogen som helst forsøg, til gavn for menneskeskabte problemer.
Et menneskeliv er ikke mere værd end et dyreliv. Lad dog mennesker slå hinanden ihjel, så meget de vil, og lad dem skabe de problemer de har lyst til. Men kun psykopatiske mennesker kan finde på at lade uskyldige og umælende dyr tage ansvaret og dermed betale regningen for menneskers vanvid. Hvordan i alverden kan nogen finde på at sige, at så længe dyreforsøg er til fremme for menneskers sundhed, så er det i orden med forsøg.
Ville vi mennesker måske også synes, at det var i orden, hvis der fandtes en dyrerace der var os overlegen, at det ville være i orden at de gjorde med mennesker hvad de havde lyst til.
Indtil nu, kan man konstatere, at af samtlige forsøg der er gjort med dyr, der er mennesker ikke nået så meget som et skridt videre. Er mennesker måske blevet sundere. Er verden blevet bedre. Er krigene holdt op. Eller kan der nævnes eet eneste dyreforsøg, der har ført mennesker fremad.
Hvad gavner det f.eks. mennesker, at forske i abernes adfærd, Hvad rager det os om en så fjern fortid, før vi blev født, eller for den sags skyld efter vi er døde. Det var bedre om vi koncentrerede os om det liv vi lever lige nu og her. Eller sagt med andre ord, at være tilstedeværende hvor vi er lige nu.
Hvordan kan man tro, og bilde sig ind, at man forsker seriøst med aber langt ude i en jungle, på et næsten af mennesker ubetrådt område. Alene ved menneskers blotte tilstedeværelse, har man jo allerede selv påvirket forsøget. Ved et hvert forsøg, eller undersøgelse, vil subjektet altid være en del af objektet, hvorved forsøget eller undersøgelsen mister værdi. Og man skal endelig ikke få den skøre ide og tro, at man kan skjule sig for et dyr. For på dette punkt, når mennesker ikke dyrene så meget som til deres poter. Jeg vil endda påstå, at aber, langt tid inden forskerne når til deres område, ved alt om disse amatører. Den største fejl nogle forskerne begår, det er deres målrettethed efter et bevis. Derfor ser de ikke ret meget. De ser kun efter det de vil have bevis for, og overser derfor resten af objektet. Derfor er al forskning begrænset til menneskets snævertsynethed .
Man kunne jo tilsvarende spørge. Sæt nu, der en dag kom en autoritær udseende person og ringede på din dør med det kedelige spørgsmål. '”Vi har fundet frem til, at du ved at underkaste dig stærkt lidelsesvoldende og i sidste ende dødelige forsøg måske kan redde 500 andre menneskers liv. Vil du hjælpe os?” Udfra argumentationen om afvejningen af dyrenes rettigheder - holdt op mod følgerne for menneskeheden ved at droppe forsøgene, ja så burde du her lade livet. Men enhver kan se, hvor fuldkommen grotesk og urimeligt spørgsmålet er. Ingen er sat i verden for at ofre livet for andre, og du er selvfølgelig i din gode ret til at nægte. Dyr burde selvfølgelig have samme rettigheder.
Der var en gang en fattig bondemand, der havde en hest. Da det blev vinter, og maden begyndte at svinde ind, tænkte bonden, at det var vigtigere, at han selv fik noget at spise end hesten. Så han spiste hestens mad. Da det så blev sommer, og hesten skulle sættes for ploven, da var hesten så udmattet af sult, at den døde. Nu havde bonden ikke nogen til at trække ploven, og måtte dermed selv lide sultedøden.
Nu er der vel straks en der vil spørge: ”Ville det være bedre, at bonden døde før hesten?” Det afhænger fuldstændig af, fra hvilken side man ser det. Hvis jeg havde været hest, havde jeg sagt ja, det er bedre at bonden dør først. Men i mine gener som menneske er der indlagt en anordning, der siger, at jeg skal overleve først. men: Vi har som menneske pålagt os selv et enormt ansvar, fra den dag vi begyndte, at jage vores bytte med våben. Vi gjorde os til denne planets hersker og underlagde næsten samtlige dyrearten vores herredømme. Dette indebære et ansvar for balance i naturen. Vi kan udrydde næsten alle dyr, og vi kan vælge at bevare dem det passer os. Altså har vi et valg, og dermed et ansvar. Men der er visse dyrearter vi ikke er i stand til at udrydde, og som vi heller ikke har kontrol over. Det er de dyr der tilhører mikroorganismer. Disse arter er rent faktisk den største trussel der nogen sinde kan ramme mennesket. De lever som regel i det skjulte. Det er først når naturens balance kommer i uorden, at de viser deres ækle ansigt. Faktisk kan en enkelt af disse arter udrydde jordens mennesker på 1 måned.
Men selv ikke dette betyder noget for denne planet, for så er der bare et andet dyr der bliver det dominerende o.s.v. Men som jeg startede med at sige, at alle arter har en funktion i sig, der gør, at den vil overleve.
Jeg har tidligere været inde på, at vi som mennesker er blevet materialistisk rige, men utroligt mentalt fattige. Og med mental fattig, der ligger der også det, at vi ikke mere er i stand til at se de væsentlige ting i tilværelsen. Vores blik er kun rettet imod materielle goder. Og i dette tilfælde er det væsentlige måske det, at vi er godt i gang med at udrydde os selv. Altså at spise hestens mad.
Materiel og mental velfærd er to modsætninger, og kan aldrig forenes. Jo mere materiel, jo mindre mental. Eller som der står i et bibelcitat: Du kan ikke både tjene gud og mammon samtidig. Og gud, er det samme som det mentale. Selv om mennesker findes i store mængder, betyder det ikke nødvendigvis, at de også har en høj kvalitet.
Fødevarer med funktion
Functional food eller på dansk 'funktionelle fødevarer' vinder mere og mere indpas. Funktionelle fødevarer er levnedsmidler der - ud over at tilføre kroppen energi - tilfører en eller anden egenskab der er sundhedsfremmende. Eksempler er juice tilsat calcium, brød tilsat fiskeolier osv. Funktionelle fødevarer er med andre ord en mellemting mellem fødevarer og medicin.
“Funktionelle fødevarer” -fantastisk-! Jo, det er et problem. Jeg har også hørt, at man nogen steder kommer kalk i drikkevandet. Umiddelbart, så sluger vi det råt, fordi vi siger! Jamen det er da sundt. Så skal vi da ikke bekymre os om at få dette eller dette stof.
Men nej, det er ikke sundt. Vores kroppe har en naturlig evne til, at fortælle os hvad vi har brug for, hvis vi da i forvejen har vores sanser nogenlunde i behold. Hvis jeg mangler f.eks. jern, så vil min sult være enorm stor efter f.eks. spinat. o.s.v.
Hvis jeg i stedet for tager en jernvitaminpille dagligt, så sker der det, at på et eller andet tidspunkt, senere i mit liv, hvis jeg kommer til at mangle jern. Så vil jeg ikke kunne finde ud af, hvad det er jeg er sulten efter, uden at blive undersøgt for jernmangel.
Alle disse “funktionelle fødevarer”, er kun til at skabe splid i vores naturlige sanseapparat. Man skulle meget hellere sørge for at fremstille nogle rene produkter, helt fri for tilsætning af nogen art.
Desværre tror jeg de fleste mennesker er fuldstændig ligeglade. Vi er blevet ideologer, med en pokkers forstand på alting, men vi har ikke vores følelser og sanser med. (stort hoved, lille krop).
Jo, man hører godt nok udsagn om, at folk går efter prisen i stedet for kvaliteten, o.s.v. Så altså skulle det være forbrugernes egen skyld, at de får “forgiftede” vare eller vare med ringe kvalitet.
Der er slet ikke tale om skyld, fra nogens side, men om en udviklingsproces, der for længe siden er sat i gang. Nogle mener, at udviklingen ikke kan stoppes. Men jeg mener, at det kan den og det skal den, før det er for sent. Der var engang, der fandtes små købmænd, slagtere, ismejerier, grønthandlere, osteforretninger, fiskehandlere o.s.v. Disse købmænd gik op i deres forretninger, og sørgede for, at deres vare var i orden, og det kostede selvfølgelig noget mere. Det kostede ikke mere, på grund af at varerne var bedre, men fordi disse handlende ikke kunne opkøbe så store partier af gangen.
Men pludselig kom der en masse supermarkeder og kvalte de små handlende. Og jeg spørger bare.
hvem bad disse supermarkeder om at kvæle de små handlende? Det var ikke forbrugerne der forlangte det. Ej heller de små købmænd. Men i hvert tilfælde var der nogle smarte kapitalstærke pengefolk, der øjnede fidusen i at lokke nogle travle mennesker væk fra de små butikker, for at kunne købe deres varer under eet tag.
Det er for billigt, at påstå, at folk bare kan købe varer med kvalitet, selv om det koster lidt mere. Alle ved sikkert lige så godt som mig, at det er det rene vrøvl. Det er kun et argument, for at få sat priserne op, for derefter, at lave de samme svinestreger igen. Det hele ville kun prismæssigt rykke 3 trin i vejret, men vi ville stadig have klassedelte varer. Grossisterne skulle nok finde på en smart ide. En sådan prisstigning ville kun øge profitten for grossisterne og producenterne. Landmændene ville stadig foretage det samme svineri. Måske ville hønsene få 2 kvadrat centimeter mere og ligeledes svinene, og det ville så være deres argument for en 50% prisstigning.
Men at sige, at folk kan da bare….. Vi kan ikke lave om på menneskers tænkemåde. Der er mange mennesker der stadig tror, at fødevarerne er det eneste man kan sparer på, og der er lige præcis det leverandørerne lever højt på. Men disse mennesker kan man ikke lave om på. Og, de er rigtig mange. De kender måske heller ikke ret meget til ernæring. Og der er nogle familier, der af den ene eller den anden grund ikke kan styre deres økonomi, så de på den måde er nødt til at købe de billigste fødevarer.
Jeg ved godt, at nogen vil sige, det selvfølgelig er deres egen skyld. Men fakta er, at sådan er verden nu én gang skruet sammen. Alle mennesker er ikke lige voksne, kloge, fornuftige, som vi meget gerne vil bilde hinanden ind. Og derfor mener jeg, at hvis nogen i dette land gerne vil påtage sig at kalde sig myndigheder. Så må disse myndigheder også påtage sig den opgave, at gå ind og administrerer på områder hvor det er nødvendig. Nemlig på fødevareområdet. Det drejer sig om en masse menneskers sundhed eller snarere usundhed, som kan blive en dyr regning på lang sigt, og som vi allerede er begyndt at se “omkostningerne” af. Blandt andet i form af ”fødevarer med funktion”
Det må være myndighedernes pligt, at drage omsorg for, at kun ordentlige fødevarer findes på hylderne. Men de gør det ikke. Fordi de er i kløerne på producenterne og erhvervslivet o.s.v.
Der er ikke noget smukt ved at holde et døende menneske i live. Men der er noget smukt ved at accepterer døden som en følge af livet. Vi higer vel alle sammen ved livet, fordi vi er bange for at dø. Men var det så ikke bedre, at vi prøvede at gøre noget ved den dødsangst, som det hele i virkeligheden handler om.
Et velkendt argument lyder således: ”Hvem tør gøre sig til herre over hvad en mand der ligger for døden, skal anse for at være et godt liv? hvem tør sige til en mand der ligger for døden, at dit liv er ikke værd at reparere på”?
Denne herre, har været der hele tiden, og han hedder lægen. Disse læger har i mange år, stille sig over naturen, og lagt skændsel over den, ved ikke at acceptere døden. Sygdomme er udelukkende fra naturens side bestemt til at fortælle mennesker og andre væsener, at der er noget galt med deres levemåde. Men dette forsøger lægerne så at camouflere ved at få mennesker til at fungere som om intet var hændt, og dermed giver de trøst til de mange andre der lever lige så forkert.
Vi mennesker er egoister, og hvis man klandrer mennesker dette, og bebrejder dem for ikke at være solidariske, med andre mennesker, så er man selv én af dem der prøver at bekæmpe naturen. Lige som dem der er holdt op med at ryge, de vil også straks forbyde andre at ryge, så lider de ikke alene. De vil gerne være mange, ellers føler de sig utrygge. Men dette er også egoisme. Derfor er hele denne debat fra den ene ende til den anden en gang hykleri så det vil noget.
Når jeg nævner ordet hykleri, så er det på ideens vegne. Det er måske et lidt skarpt ord at bruge. Men jeg må desværre stadig konstatere, at det man argumenterer for, udelukkende er tvang eller pression. OK, man kalder det motivation. Men motivation som følge af en kniv i ryggen, det svarer til en tilståelse under tortur hos politiet. For hvem vil ikke holde fast i livet så længe som muligt her i vores vestlige verden.
Og her er vi så kommet til næste punkt. Hvis man her i Danmark eller det øvrige Vesten, havde et afklaret forhold til døden, så ville det være på sin plads, at bede mennesker om en kvalificeret stillingtagen til organdonation. Men sådan er det bare ikke fat. Derimod bruger lægerne og deres kampagnetilhængere netop denne folkets dødsangst til at presse dem til at tage stilling. Og det kan altså ikke være rigtigt.
Der er ikke grænser for, hvad man i dag skal tage stilling til. Og ved gud, vi må sgu’ snart lære at sige stop. Fordi man får et skema, og udfylder det med et ja til donation, må man endelig ikke tro, at man har taget stilling til noget som helst. Det man måske har taget stilling til, det er; ”at være rigtig”, At være på den “rigtige” side. Men det gode og det onde er bare ikke så enkelt, som det umiddelbart ser ud til.
Vi er så vandt til at kende til det “rigtige”. Og derfor er vi skide dygtige til at påtage os roller i samfundet, som vi så påberåber os, at være vores karakter. Men sådanne roller bliver aldrig andet en karikaturer. Alle afslører sig selv. Som f.eks. når man siger, at det skal være frivilligt, for derefter at sige, men…, og hvis ikke, så…. Det er det jeg mener med kniven på struben. Ordet tvang og pression, er sikkert negative, og derfor vil man selvfølgelig ikke have sådanne ord og begreber ind i sine roller, som et godt menneske.
Et andet argument lyder: ”Hvis noget er hykleri, så er det at modtage et organ, uden selv at være parat til at gøre det samme for andre”.
Nej det er ikke hykleri. Det er egoisme, og egoister er vi vist alle sammen. Hykleri, det er at spille en rolle, hvor man giver sig ud for at være noget man ikke er, for at gøre sig bedre end andre. Man burde ønske, at flere mennesker var egoister, i dette jantelovland.
Egoist betyder faktisk Kærlighed til sig selv. Men det er en hel anden sag.
Det er korrekt, at når et menneske bryder sammen eller bliver svagelig, at det godt kan ske fra den ene dag til den anden. Men at det ikke er noget vi selv er herre over, det er jeg ikke så sikker på. Det er muligt, at der ikke er så meget at gøre ved det, når først det bryder løs.
Der har her i vesten i de sidste flere århundrede ikke været nogen interesse i at kende sammenhængen mellem sygdom og levevis. Dette skyldes udelukkende kristendommen, der har haft interesse i at folk skulle tro på en skæbnegud. “Hvis vi gør som kirken siger, så belønner guden os, men hvis ikke, så er helvedet løs”.
Men da nu kirken så godt som er uden for indflydelse, så må det være på tide, at finde den gamle lærdom tilbage, Hvor vi begynder at indse, at mennesker er, eller kan blive ”herre i eget hus”.
Dette er selvfølgelig en kæmpe proces, men man er nødt til at starte et sted, så måske vore børnebørn kan få glæde af det, eller deres børn.
Nej sygdom er ikke noget der rammer alle og enhver. Problemet er bare, at da vi ikke kender sammenhængen, så kan det være svært at bevise. Man er simpelt hen nødt til at se det i et større perspektiv, og over en lang periode. Men det væsentlige må være, at man begynder at tænke i disse sammenhænge.
Det er egentlig underligt, for vi kan godt forstå, at vore dyr bliver syge eller deforme, eller får forskellige handicaps, hvis de ikke lever et sundt og naturligt liv i henhold til hver deres art. Men lige så snart det er mennesker, så tror vi udelukkende det er skæbnen, og at vi bare kan leve i sus og dus, og spise og drikke og opfører os som det passer os, uden at den frygtede nemesis vender tilbage mod os selv. Når vi så bliver ramt, så vender vi straks, som det første ansvaret på sygehusvæsenet, og forventer, at de tager over, for straks at vende tilbage til samme boomerang.
Det kan godt være, at der er nogle mennesker der dør, men faktisk er døden jo uundgåelig i den sidste ende alligevel. Men det er selvfølgelig det enkeltes ansvar hvordan de vil valte og vrage med deres liv. Man skal bare ikke begynde at klynke når regningen skal betales. Og alligevel forstår jeg godt klynkeriet, da man jo slet ikke er bevidst om sammenhængen.
Noget andet er, at vi ikke vil accepterer, at mennesker i Danmark dør, p.a. manglende donorer, samtidig med, at vi såvel deltager som samtykker, når det drejer som om at sende folk i krige, der måske koster flere tusinde menneskeliv samt endnu flere invalideringer og tragiske skæbner.
Prøv at lægge mærke til hvor mange spørgsmål, vi skal tage stilling til efterhånden. Og i langt de fleste, er svaret givet på forhånd. De ligger ligesom i spørgsmålene. F.eks.
Vil du lade et menneske dø, fordi du ikke vil donere.
Vil du lade mennesker dø, fordi sygehusvæsenet ikke får penge nok
Vil du være skyld i andres død, fordi du ikke vil bruge kondom.
Jeg tror godt, at jeg kunne remse mange flere eksempler frem. Men der hvor jeg vil hen, er at vi faktisk ikke har nogen mulighed for at vælge. Spørgsmålene er stillet, så der kun er 1 svar. Derfor vil jeg kalde sådan en kampagne for galgenkampagne.
Jeg prøver gang på gang at sige, at det ville være bedre at forebygge. Det vil sige, at opbygge et samfund, hvor vi ikke skulle være flere og flere der har brug for en transplantationer. Det jeg ser i øjeblikket, er, at mennesker bliver mere og mere kolde. Vores sjæl er ved at forsvinde eller uddø. Og her har vi den egentlige kerne til al sygdom.
Derfor synes jeg det er lidt synd, at man bilder hinanden ind, at det skal nok gå alt sammen, ved hjælp af, at lægerne bliver klogere og klogere. Men man er jo ikke blevet helbredt fordi man har fået en ny nyre eller et nyt hjerte. Tvært imod. Og der bliver heller ikke gjort noget ved den samfunds-sociale sammenhæng, der er den egentlige årsag til menneskesjælens endeligt. Altså en ond cirkel, der kun bliver større og større.
Paradoksalt nok, lige som nogle er for donation af næstekærlighed, så er jeg imod, på grund af næstekærlighed. Jeg er imod, fordi jeg gerne vil have, at mennesker som art kan fortsætte med at eksistere. Det er det jeg kalder for næstekærlighed. Samtidig mener jeg selvfølgelig også, at det må stå op til den enkelte at tage et ansvar for hvad man vil med sit eget liv. Det skal ingen andre blande sig i.
Nej, jeg mener ikke at det er vigtigt, at tænke på andre end sig selv. Snarere er det vigtigere, at tænke på sig selv først. Prøv at se på et dyrekuld. Ungerne får ikke en bid mad, før forældrene er mætte. Dette er yderst vigtigt; for hvis forældrene ikke holder sig sunde og stærke, så dør de simpelthen alle sammen.
Det er vist ret kendt for de fleste mennesker, at vi ligger ret tungt i bagenden, af det vi forstår ved selverkendelse, selvbevidsthed, selvrealisering. m.m. Vi har lige som aldrig fået lov til at elske os selv. Dette vil man kunne få bekræftet hos samtlige psykologer i verden. Og dette forhold gælder ikke kun de psykisk syge, men også de såkaldte raske mennesker. Egentlig er det en af de aller sværeste opgaver et menneske kan blive stillet over for.
Men ud fra denne terminologi, så kan enhver nok se, at det vil være tåbeligt, at begynde at tale om næstekærlighed, så længe vi ikke engang har lært at elske os selv. Rent faktisk er vi alle født og udrustet med evnen til at elske sig selv. Men det er noget af det første der bliver taget fra os af vores forældre og samfundet. Så jeg synes, at vi lige må have løst dette problem først. Vi kender sikkert også alle sammen ordsproget: Fej først for din egen dør. Eller den med: Hvorfor ser du splinten i din broders øjne, og slet ikke bjælken i dit eget øje. Tag først bjælken ud af dit eget øje: Derefter vil du kunne se klart nok til at tage splinten ud af din broders øjne.
Et andet lille eksempel, også taget fra bibelen: ”Søg først guds rige “Dit eget indre univers”, så skal alt det andet gives dig i tilgift”. Jo, man kan man sagtens finde mange visdomsord, både her og der.
Derfor, vil min opfordring altid være, lær først dig selv at kende ”elske”, derefter vil du automatisk elske hele verden. Det er ikke engang noget vi behøver at diskutere, men det er derimod en selvfølge.
Lægerne lægger alt for stort et pres på folk, for at skaffe organer til deres eksperimenter. Man ser en udsendelse i TV, med et menneske der ligger og venter på f.eks. en lunge. Meningen er selvfølgelig at tale til folks følelser, og kun til følelserne. Vi skal med andre ord have rigtig dårlig samvittighed over, at vi ikke har besluttet os for at donere. Dette har de kun mulighed for, at gøre, fordi vi alle sammen er så bange for at blive syge og for at dø. Altså pression så det vil noget.
Men skal lægerne bare blive ved med lave al deres prestigeforskning, som jeg vil kalde samtlige organtransplantationer for. Jeg mener, der må være et sted, hvor man siger stop. Dette menneske er færdigt. Slut. Det lyder barsk. Men netop transplantationer, er det, der er aller dyrest at foretage. Når man så samtidigt ved, hvor mange der går og venter på almindelige lidelser som grå stær, knæoperationer m.m., så tager man sig til hovedet, og siger hvorfor. Der er jo kun en hvis pose penge til sygehusvæsenet.
Der er ikke mere præstige i øjenoperationer, så det gider man ikke, at have noget med at gøre. De må vente siger lægerne, vi vil hellere forske i hjerteoperationer. Så er det jeg spørger. Hvem skal så have gavn af alle de forskningspenge? Det er i hvert tilfælde ikke patienterne der får det. De må bare vente til lægerne er færdige med deres spændende prestige-arbejde, som de så bruger alle pengene på.
Noget andet er: Hvad med livskvaliteten efter en hjerteoperation eller lungeoperation, eller andet. Det er ikke ualmindeligt, at disse patienter skal have ret meget medicin resten af deres liv, for overhovedet at overleve, endda med ret mange kraftige bivirkninger til følge. Hvad er et liv uden en ordentlig livskvalitet. Bliver vi bare ved med, at billige lægevidenskabens forskning, fordi vi er så bitterlig bange for at dø. Jeg tror, det er det lægerne slår mønt på. Det er ikke lige meget hvilket livskvalitet et menneske har. Eller som Karen Blixen sagde: Citat: Det er vigtigt at værne om mennesker, men det er vigtigere, at sørge for, at mennesker stadig er værd at værne om. Citat slut.
Jeg ved godt, at hvis jeg bliver syg, så vil jeg sikkert også tikke om hjælp. Men hertil vil jeg sige, at det drejer sig slet ikke om hvad jeg vil her. I sådan et spørgsmål, må det være helheden der går forud for den enkelte. Helhedens interesse er ikke at skulle transplantere organer, men at undgå, at de bliver nødvendige.
Det må aldrig være målet i sig selv at redde et menneskeliv. Jeg mener; det må ikke bare dreje sig om, at være så mange mennesker på jorden som muligt. Det er langt vigtigere at drage omsorg for kvaliteten af menneskeliv. Misforstå mig nu ikke. Jeg vil selvfølgelig ikke have, at man skal begynde at udrydde dårligt liv. Tværtimod. Vi skal selvfølgelig passe godt på hinanden og os selv.
Jeg mener bare, at vi bruger alt for mange ressourcer på helbredelse, og næsten ikke noget på forebyggelse, eller årsager. Fordi: Dette er der jo ikke nogen der kan tjene penge på.
Som argumenter for organdonation, bruger man ofte begrebet næstekærlighed. Men man er vel så lige nød til at definere; hvad er næstekærlighed? Nogen mener, at det strækker sig ud til alle mennesker på hele kloden. Andre mener, at det også strækker sig til dyrene.
Jeg selv er af den opfattelse, at næstekærlighed, allerhøjest strækker sig til ens nærmeste, altså dem jeg har relation til, og som du har relation til for dig. Vi er bestemt ikke i stand til at føle noget for dem vi ikke kender.
Man kan virkelig kalde det for en glidebane, når man vil bilde nogen ind, at næstekærlighed gælder alle mennesker på kloden. På den måde kan man få alle mennesker til konstant at have en dårlig samvittighed. Og det er vel også lige præcis det der er meningen, også i denne debat om organdonation. Det er som om, at lægerne benytter sig af samme metode som kirken har brugt igennem århundreder.
Hvis en person får 100.000 kr. udbetalt om mdr., og han så den femte i måneden ikke har nogen penge til mad; er det så også vores alle sammens pligt at hjælpe ham. Det er jo nøjagtigt det samme der foregår når vi taler om, at mennesker har misbrugt deres organer. Her er det bare i erhvervslivets interesse, at de gør det. Devisen fra erhvervslivet lyder. Fuld fart på, forbrug så meget som overhovet muligt, knokkel så meget du kan for os. Til gengæld sørger vi for at der er sygehuse der kan skifte dine organer ud når de er blevet ødelagte. At man så begynder at tale om, at vi alle sammen skal tvinges til at tage stilling til, om vi vil give vores organer, er en direkte uartighed.
Ja, der dør mennesker hver dag. Men lad dog det være deres problem. Hver har vel nok i sin egen plage. Hvis alle mennesker ville lære at koncentrere sig lidt mere om sig selv og sine egne mærkværdigheder, så ville alting gå meget bedre og folk ville blive sundere i længere tid. Mennesker i dag har faktisk utrolig lidt kendskab til sig selv. Og alligevel bruger vi den største del af vores tid til at koncentrere os om andre. Hvordan skal man kunne forstå andre, når man ikke tør begynde at forstå sig selv. Betingelsen for at forstå andre, er jo netop, at man forstår sig selv.
Lad de døde begrave de døde, og lad os andre så beskæftige os med de levende. Ja, det lyder måske barsk, fra en der kalder sig humanistisk. Men at beskæftige sig med humane og etiske sager, er en alvorlig sag. Jeg plejer at sige, at der er forskel på følelser og så føleri.
Jeg kan da godt forstå dem der sidder eller ligger og venter i en lang venteliste. Men selv om jeg har mine følelser med, så vil jeg gerne forholde mig rationelt til tingene. Og med rationelt, så mener jeg i dette tilfælde etisk. Fordi, det er et sølle og falsk håb, at sende ud til en hel befolkning eller en hel verden, at i kan bare leve som i vil, vi skal nok lappe jer sammen, når i går i stykker. Jeg mener. Der er ikke en dag, uden vi hører i TV, at det hele drejer sig om øget vækst, rationaliseringer, øget teknologisk fremskridt, og mere fart på. Familierne skriger på børnepasning, så snart de har født et barn. Familierne sprænges p.a. manglende engagement i parforholdet, med smadrede børn til følge.
Alt dette ”må” absolut gå galt. Vi kan ikke bare blive ved med at køre i denne retning og med den fart. Havde vi endda så et mål, som vi kunne spejde ud i fremtiden efter, og så sige; der skal vi hen, og så bliver vi der. Men det har vi ikke engang. Vi skal bare derudad, med en helvedes fart.
Så længe befolkningen bliver bildt ind, at de bare kan gøre alt dette, og så bare blive lappet sammen igen, når de klasker sammen, så er der ingen der siger stop. Men der bliver netop gjort meget for, at bilde folk dette ind, så de bare kan springe med på vognen og være med til det vilde ræs.
Der er nogen der forholder sig til problematikken ”organdonation” med det religiøse aspekt, at krop og sjæl skulle være to ting. Altså at vi skulle have en sjæl uafhængig af kroppen. Jeg har ret svært ved at se hvor forskellen ligger.
Hvis krop og sjæl er det samme, så dør begge samtidig, og hverken sjæl eller krop kan have kvaler.
Hvis sjæl og krop er to ting og sjælen dør først, så kan kroppen vel ikke få kvaler uden en sjæl.
Hvis sjæl og krop er to ting og kroppen dør først, så kan sjælen vel ikke få kvaler over en krop der er død.
Rent biologisk, kan man ikke forholde sig til en sjæl, der skulle være adskilt fra kroppen. Hver eneste celle i kroppen er en selvstændig holistisk intelligent tænkende enhed. Holistisk er den, fordi den på én gang og konstant er i kontakt men alle de andre samtlige milliarder celler i kroppen. Alle disse celler er det, som vi også kalder kroppen. Men samtidig er alle disse celler også det som er sjælen. Det er nemlig dem, der starter enhver tanke, ved at sende impulser til hjernen, og omvendt. Det er også dem der påvirker vores DNA, igennem vores levevis, og dermed fører arveligheden videre på godt og ondt. Men andre ord, så kan man tale om, at hvert eneste menneske og dyr er gud.
Hvis vi ikke lever et liv i henhold til den natur der hedder menneske / dyr, så ændre vi automatisk på vores arvegener, således at vi på længere sigt får det dårligt, og måske skal have doneret en ny nyre.
Det, at mennesket fejlagtigt er blevet bildt ind, at sjælen er adskilt fra kroppen, det er den indirekte årsag til al sygdom. Derfor er det også en ond cirkel, når man begynder at transplantere andre organer ind i mennesker. Især når man henholder sig til denne fejlagtige tro, som jo er den indirekte årsag til alle lidelser.
Man ændre jo ikke på cellerne / kroppen / sjælen fordi man får en ny nyre. Mennesket er jo stadig lige syg i sjælen / kroppen cellerne.
Jeg tror simpelthen, at et af menneskers største problem her i livet, det er, at man ikke vil accepterer døden. Og derfor tror jeg også, at man helst ikke vil konfronteres med den. Et skræmmespørgsmål lyder: ”Er du en af dem der gerne vil have et nyt organ, men ikke selv vil være donor”. Det er i virkeligheden sådan det bliver blæst op. En tydelig skræmmekampagne, der prøver at appellere til menneskers dårlige samvittighed, eller prøver på, at skabe en sådan. Det er egentligt ret uhyggeligt, men sådan er det meste af vores samfund bygget op. Og paradoksalt nok, så er det alle disse livsløgne, at mennesker bliver syge af.
Man må heller ikke glemme, at der er mange der har stor interesse i menneskers døds og aldersangst. Se bare på reklamerne. Eller medicinalindustrien. Der er næsten ikke en ting man vil advarer imod, uden det bliver forbundet med enten kræft eller en anden dødsensfarlig sygdom. Og det kan man kun gøre, fordi man inden for de brancher, ved en del om menneskers svage punkter. Man ved lige hvor man skal slå dem oven i hovedet.
Hvis et menneske har et så dårligt liv, at dets hjerte, nyre, lunge eller andre organer, begynder at stå af, så mener jeg ikke, uanset årsagen til dette dårlige liv, at det er rimeligt, hverken etisk eller æstetisk, at forlænge et sådant liv. Nej, jeg synes snarere det er usmageligt og vulgært, at lægerne bliver ved med, at lukrerer på menneskers svagheder.
Hvornår er man misbruger og hvornår er det nødvendig brug, for overhovedet at kunne holde livet ud, når man taler om indtagelse af alkohol og andre flugtmidler.
Hvis en mand f.eks. har en dyr husleje, 4 halvstore børn, der gerne vil være med på sidste mode, og i øvrigt er økonomisk låst fast af præstigeforbrug, for ikke at være uden for, stavnsbundet. Han har måske aldrig fået det job han selv ønskede sig, men har i stedet fulgt den uddannelse der i hans ungdom var på mode, og nu sidder med et arbejde der for ham føles surt, besværligt og måske endda beskidt. Og han så tillige kun kan opnå en indtægt der med nød og næppe kan holde hans familie i live. Hvis han så drikker 10 genstande om dagen! Er det så misbrug? Nej det er en nødvendighed for ham, for i det hele taget at kunne holde livet ud.
Hvis en hjemmegående kvinde lige har set sit sidste barn smutte ud af “reden”. Hun har aldrig været på arbejdsmarkedet og føler ikke, at hun kan noget andet end at opvarte sine børn og højtuddannet mand. Hendes mand ser hun måske ikke så meget til, da han er travlt optaget af sin karriere Hvis hun nu pludselig begynder, at føle det hele er ligegyldigt, og i smug begynder at drikke en lille flaske whisky om dagen. ”er det så misbrug”? Nej det er en nødvendighed for hende, for i det hele taget at kunne holde livet ud.
Er det brug eller misbrug, at vi fælder regnskovene, tømmer oliereserverne fra jordens undergrund, forurener atmosfæren, grådigt udpiner agerjorden og samtidigt forurener den. Mishandler kyllinger, tremmekalve og svin og samtidig påfører dem giftige medikamenter, fordi deres natur ikke længere lader sig udpine. ”er det så misbrug? Nej det er en nødvendighed for mennesker, for i det hele taget at kunne holde den tilstand ud, som vi selv har bragt os i.
Der er mange grunde til at mennesker begynder at drikke, eller tage stoffer, eller ryge, eller vælge, at gå ind i psykosen, eller depressionen, eller flygte ind i arbejdsnarkomani, ludomani eller anden form for flugt. Men bag ved alle disse grunde er der én eneste, nemlig flugt fra virkeligheden.
Vi lærer, lige fra barns ben, at det eneste der tæller, er at man bliver til ”noget”, får en god stilling, med en god uddannelse, og hvis ikke, så er man et nul. Derfor prøver alle børn og unge selvfølgelig så langt de kan, at leve op til, at blive til noget. Men - ikke alle er egnet til at leve op til det enorme pres der i dag kræves for at ‘blive til noget’, og nogen ”vælger” endda at lade være. Men at vælge at lade være, er også ensbetydende med, at melde sig ud af såvel samfund som familie. Sådan vil det i det mindste føles for et menneske eller barn der vælger fra.
Det er denne virkelighed der er så sværd at se i øjnene. Det at man ikke er blevet til noget. Det at man føler, at have svigtet familien eller det sociale netværk, der regnede med en. Det er blandt andet en af grundene til at verden kan vælte for nogle. Hvis man så oveni købet heller ikke er rustet med en personlighed, men er afhængig af andres accept, så skal der vel ikke meget til at forestille sig, at nogle vælger at flygte fra denne frygtelige ”virkelighed”, som det da må føles, at stå helt alene i verden, uden noget at klamre sig til.
Jeg vil sige heldigvis findes der en flaske eller en lykkepille eller cigaretter eller en psykose eller selvmordet eller religionen, at klamre sig op ad, for der er ikke andre muligheder, at vælge når man er derude. Vi andre flygter også fra virkeligheden ved at kalde alkoholisme for en sygdom. Hvis vi så virkeligheden i øjnene, så var vi også nødt til at stå af, men det tør vi ikke. Vi kender prisen, den som alkoholikerne må betale.
Jeg synes hellere man skulle se sig om og spørge: Hvad er det for et samfund vi alle sammen er ved at lave. Hvor vil vi hen, og i hvilken retning, og hvad er målet eller formålet. Jeg ser et stigende antal mennesker der i de senere år, bukker under på den ene eller anden måde. Hvor høj en pris vil vi fortsat blive ved med at betale for, at køre et løb uden retning og mål, hvor flere og flere mennesker bliver gjort kolde, mekaniske, kyniske, med det eneste formål, at flygte fra virkeligheden.
Det er forkert at tro, at man ikke kan snakke med om alkoholisme, hvis man ikke selv er alkoholiker. Hvis der skulle være nogen der er inhabil, så skulle det da lige være alkoholikerne. Alkoholisme er et mega stort samfundsproblem, der vedrører os alle. Mennesker i vores samfund drikker eller tager stoffer som aldrig før, synlig, skjult illegalt eller legalt.
For det første koster det samfundet en masse penge. Det koster en masse dødsfald på vejene. Det koster en masse voldsforbrydelser. Det smadrer hjernen på dem der indtager alkohol / stoffer. Jeg kunne blive ved. Umiddelbart kunne man nok sige, hvad rager det mig eller dig. Men da jeg ikke indtager nogen af de stoffer, så er min hjerne og mit sansesystem stadig intakt. Og derfor ser jeg en anden side af sagen end alkoholikerne gør.
Som man ved, er mange virksomheder efterhånden godt trætte af folks spiritusforbrug på arbejdspladserne. Dette er jeg til gengæld ligeglad med. Men har man tænkt på, om man er i stand til på forsvarlig måde, at give sine børn en ordentlig opvækst, hvis man konstant går rundt med en lille skid på. Jeg tror, at man overfører nogle ambivalente signaler til sine børn. Bare det, at man dagligt drikker nogle få genstande, er nok til at ganske små børn har svært ved at tolke de humørsvingninger der tit opstår ved indtagelse af bedøvende midler. Dette ser jeg som et problem for de kommende generationer. Det er ikke den enkelte jeg er ude efter, men snarere årsagen til problemernes opståen.
Piller og anden medicin mod psykiske smerter, så som lykkepiller og anden nervemedicin burde kun gives til mennesker med en forpint kronisk psykose, f.eks. som erstatning for spændetrøjen. Eller til psykopater, som er farlig for sig selv eller sine omgivelser. man bliver ikke rask af disse piller. Men på længere sigt, ødelægger pillerne ens hjerne, således at man mindre og mindre bliver i stand til at føle psykisk smerte. OK, så er man fri for smerten, men hvad med ens liv, ens sanser og følelser. Hvem er man så bagefter? Jeg forstår godt, at man måske er ligeglad med det, sålænge man er forpint af en depression. Men jeg tænker her på de læger der er ansvarlige for at udlevere antidepressionsmidler. De gør det selvfølgelig ikke af ondskab, men på grund af manglende kvalificeret personale, samt manglende viden på hele det psykiatriske område.
Uanset hvor dumt det lyder, så er depressionen faktisk en sund tilstand at komme i. Det er ikke nogen sygdom, men en tilstand som følge af en udvikling. Man kan også kalde det for et nulpunkt.
Selvfølgelig et kritisk nulpunkt, men den skal accepteres.
Vi mennesker er opdraget til at følge strømmen, uanset hvor den bærer os hen, af hensyn til samfundet, erhvervslivet. Og det gør vi til fulde, det meste af livet med skyklapper på. Vi ser hverken til højre eller venstre, men kun frem og opad.
Men somme tider er der nogen, der standser op og begynder, at undre sig og tænker over livet, stiller spørgsmål og kræver svar. For nogen mennesker kan det komme meget pludselig, og de kan endda føle sig fremmed og ensom over for den omverden, som de tidligere var tryg ved. Et sådan menneske kan godt blive total fortvivlet i sin ensomhed. Det er det man kalder depression.
Vi er i vores materialisme og strukturerede samfund, kommet langt bort fra ”roden” og naturen, fordi vi har slugt den ene pille efter den anden for at tilpasse os udviklingen, så det er svært for os at vende tilbage. Roden, naturen eller virkeligheden virker angstprovokerende på os, på samme måde som hvis vi stopper med alkohol eller andre stoffer. Vi har svært ved at stoppe afhængigheden. Det er ikke os der styrer tingene, men tingene der styrer os.
Jeg bruger tit påstanden, at kristendommen er antikrist. Dette er dog ikke det samme som at sige, at Jesus var antikrist. Jesus er ikke ansvarlig for det man har gjort ham til. Bl.a. de krige der er ført i hans navn, korstogene, europæernes indtagelse af indianernes områder, krigen i Irland. Hekseforfølgelserne i Europa, forfølgelse af homoseksuelle og andre mindretalsgrupper.
Og så det allerværste: Jesus er ikke skyld i, at de såkaldte kristne til alle tider har opfordret mennesker til at beherske naturen og beherske det naturlige i mennesket. Her tænker jeg på seksualiteten, som jo er det mest naturlige i et hvert menneske og dyr. Kristendommen gjorde den største fejl, da den erklærede, at mennesket er hævet over naturen og dyret. Den gjorde vores bevidsthed til et væsen uden for naturen og hævet over naturen, og dermed til en maskine. Og siden da har mennesket ikke kunne forstå naturen, men bekæmpet den. Det vil i virkeligheden sige, at vi bekæmper os selv. Det var lige præsis det Jesus advarede imod. Han var ikke noget overnaturligt menneske, men et menneske i harmoni med naturen.
Om denne Jesus overhovedet har eksisteret eller ej, det ved jeg ikke, men historien om ham er interessant. Og jeg mener det er fuldstændig ligegyldigt hvem der har sagt tingene, når blot vi føler, at nogen har fat i det rigtige.
Der er nogen der mener, at alkoholisme bare er et spørgsmål om en svag karakter. Hvis man nu har en svag karakter, hvordan skal man så have karakter til at stoppe. Selvfølgelig har alkoholiker en svag karakter, det er jo netop en af følgerne. Men hvordan begyndte det hele, og hvordan skal det stoppe. Hvis det i det hele taget skal stoppe. Andre folk kan jo bare holde sig væk fra dem. Men måske er der ligefrem nogen der føler sig draget af sådanne menneske, netop fordi de selv er svage, og er nem til afhængighed. Man siger jo, at nogen mennesker ligefrem er afhængig af andres afhængighed:
Jeg mener ikke at alkoholikerne svigter sin familie ved at være alkoholiker. Svigter de nogen, så er det dem selv. Hvis en pårørende til en alkoholiker vedbliver med at have et utåleligt forhold til en alkoholiker, så er det ikke alkoholikerens skyld, men den pårørende der svigter sig selv. Man kan overhovedet ikke lægge hverken skyld eller ansvar over på en alkoholiker. Det ville svare til, at lade et 2 årigt barn stå til ansvar og regnskab for sine handlinger.
Der var en mand der fortalte, at han blev alkoholiker, fordi han var ærlig og fortalte sin kone, at han havde været hende utro; hvorefter hun havde forladt ham.
Der er også visse spilleregler i et ægteskab. Og overtræder man dem, kan der være nogle konsekvenser. Nej, han var ikke ærlig, da han meldte ud til din kone, med denne utroskab. At være ærlig, har sin pris og konsekvens, som man må være parrat til at tage følgerne af. Men bare tro, at hvis man er ærlig, så får man tilgivelse, den går ikke. Det han sagde var i virkeligheden, at hans kone var skyld i, at han fik et problem med alkohol. Hvor var hans eget ansvar henne? Dette er i virkeligheden det man kan kalde en skjult alkoholiker. Han skjuler sit eget ansvar, og lægger det over på hans kone.
Nej det der skete var, at lang tid inden han mødte sin kone, var han skjult alkoholiker, det vil sige, han søgte en tryghed eller rettere sagt en mor, og ikke en voksen kvinde. Men lige for en ordens skyld: En mor er en der tilgiver alt, og som man kan være “uartig” over for, som et lille barn.
Men en voksen kvinde eller partner, er en man må stå til regnskab over for og respektere, lige som i et hvert andet partnerskab. Forskellen er stor.
At være ærlig, kræver også, at stå til regnskab. Og så klynker man ikke som et lille barn der ikke vil stå til regnskab for sine handlinger. Selvfølgelig er der mange andre der også er deres kone utro. Men der er mange mænd der gifter sig ind i et parforhold, udelukkende for at have en mor, at klamre sig til. Hvis denne “mor” så svigter sin moderrolle, så kan der hurtigt gå panik i den “store dreng”, hvor han så finder en ny modererstatning. Man kan søge tryghed i mange ting, mennesker eller religion: Der er ikke nogen der er skyld i sådanne tragedier, men derimod er der en årsag og en virkning, og det er noget andet.
Det er sikkert rigtigt, at videnskaben kan spore legemlige fejl i depressive mennesker, det kan man også i alkoholikere. Men det betyder ikke, at de er født med denne fejl. Den kan være opstået, som følge af deres levevis. Forstyrrelser i hjernefunktionen, stofskifte, blodtrykket, o.s.v, er jo alt sammen følger af den måde vi lever på. Det er alt sammen sociale symptomer på et samfund, der har en retning uden mål.
Hvorfor i det hele taget plante en skyld og dermed et ansvar. Jeg ville meget hellere sige: Vi står med et problem, og det skal vi se om vi kan løse. Jeg mener slet ikke, at man kan lægge noget ansvar over på andre, heller ikke forældrene, de har jo selv haft samme type forældre engang.
Der er sikkert mange årsager til spiseforstyrrelser. Men fælles for dem alle er: At disse unge, er i gang med en drastisk selvdestruktion og flugt fra virkeligheden. I virkeligheden er der ikke tale om andet, end når andre vælger at begå selvmord, eller vælger at gå ind i en psykose, eller vælger at tage stoffer, eller vælger at blive dranker, eller vælger at gå ind i religionen. I alle tilfælde drejer det sig om selvdestruktion. Jeg vil straks skynde mig at sige, at det med ”at vælge”, selvfølgelig er noget der foregår ubevidst.
Så kan man sige: Hvorfor vælger nogle mennesker en så drastisk beslutning? Jo det gør de, fordi de ikke kan se nogen anden udvej. Og ja, selvfølgelig er det et nødråb til omverdenen.
Men i stedet for at begynde at lægge et ansvar og en skyld på nogen, så vil jeg hellere foretrække at se på årsagen. Vi kender sikkert alle disse her amerikanske indslag på tv, hvor forældrene konstant siger til deres børn, ”Har jeg husket at sige, at jeg elsker dig”, og hvor det, at elske sine børn, er noget man har lært er ”in”. Derfor spiller de konstant et skuespil over for naboer, familie og ikke mindst over for sig selv og sine børn, hvor de overspiller den ene rolle efter den anden i ”kærlighedens” tegn.
Men det disse forældre opnår; det er, at de gør deres børn røv forvirrede. Mange børn kan ikke forstå, at deres forældre elsker dem, samtidig med at de måske kun ser deres forældre 1 gang om ugen. Eller at deres forældre altid er optaget af noget ”meget vigtigt”, når børnene har brug for dem. Samtidig med, at disse forældre kan være omklamrende, kontrollerende og beskyttende til det grænseløse, som regel med den ubevidste hensigt, ”at de i virkeligheden aldrig ønsker at slippe deres børn”. Det er lige som at holde en fugl i et bur, og i hvert tilfælde et ambivalent forhold til det, at elske sine børn. Jeg taler her om et mønster der som regel er aktuel i hele barndommen.
Nogle børn, er mere sarte end andre. Men der er nogle børn, der bliver så forvirrede, når de når en vis alder, fordi den verden de pludselig møder, ikke står parrat til at styre, omklamre og beskytte dem til det grænseløse. Men de unge ved godt, hvad der venter dem. Dette prøver de så at undgå ved simpel selvdestruktion.
Nej det kan ikke være andres ansvar at samle disse unge op, hverken naboer eller fitnesscentre. Denne opgave er de slet ikke gearet til.
Det eneste der kan gøres for disse mennesker, er at lære dem selverkendelse, og lære dem at tage ansvaret for deres eget liv. Og hjælpe dem til en bevidsthed om, at der ikke mere er nogen der står og samler dem op, og at dette er uigenkaldeligt forbi. Men dette er et enormt langsomt arbejde, og kan sagtens vare adskillige år, og det er bestemt ikke noget for lægfolk.
Man kan sige om disse mennesker, at de har haft nogle forældre der ”elskede dem for meget”. Man kalder det også for psykisk incest.
Det er vigtigt, at værne om mennesker; Men det er vigtigere, at sørge for, at mennesker stadig er værd at værne om. (Citat fra Karen Blixen).
Det er en uomtvistelig kendsgerning, at uanset om man er født med et handicap eller født med en hjerneskade, om det er arveligt eller ikke arveligt, så et det noget, der er kommet genetisk igennem arven, som følgen af den måde vores forfædre har levet på.
Tag eksemplet med visse europæer, der i det forrige århundrede rejste til Amerika. De isolerede sig fuldstændig fra deres omverden. Enten jagede de indbyggerne væk, eller også dræbte de dem. Dette betød, at disse europæer udelukkende havde indavl med hinanden, med det resultat, at bare to generationer senere begyndte de at føde vanskabte børn.
Kan man så bare sige, ih hvor er det dog synd, de har slet ikke nogen indflydelse på disse handicaps, “Børnene er jo født med det”. Jo det kan man vel have lov til at sige, hvis man ikke ved bedre. Men i dag er der så mange mennesker der kender sammenhængen mellem sygdom/handicaps og den sociale levevis, at der ikke er nogen undskyldninger, for ikke at fortælle det videre. Det er den eneste måde, at forebygge, så vi ikke i fremtiden ser menneskeheden fuldstændig degenereret i alverdens sygdomme og genetiske skavanker.
Derfor: Vi bliver nødt til at være bevidst om, at sygdom og anden elendighed, at noget mennesker selv er herre over. Jo før vi gør det, jo før får vi udryddet elendighederne. Man må gerne, for min skyld kalde det arvehygiejne, for det er lige præcis det det handler om.
For mig, er aktiv livsforlængelse langt mere uetisk, end aktiv dødshjælp. Jeg vil endda meget gerne gå et skridt videre, idet jeg mener, at hele sygehusvæsenet er gået for vidt.
Jo mere lægerne er i stand til at leve op til, at imødegå folks sygdomme, jo mindre vigtigt føler mange mennesker det er, at selv holde sig sunde og raske. Tænk bare på glatføret om vinteren. Jo mere der bliver saltet på vejene, jo hurtigere køre folk.
Jeg mener, at mennesker selv i meget vid udstrækning er i stand til at holde sig raske. Det er nemlig ikke bare et spørgsmål om hvad vi spiser o.s.v., men også et spørgsmål om den måde vi betragter vores liv på, hvordan vi ser og møder vores omverden. Det er ikke ligegyldigt hvordan vores livsanskuelse er. Om den er religiøs, eller om den er selvstændig. Er den religiøs, så er det guds ansvar og vi er dermed kun robotter. Men er den selvstændig, så er vores liv, vores eget ansvar, og så kan vi også gøre noget ved det selv.
Nogen mennesker siger f.eks.: Du bliver hvad du spiser. Mens jeg siger: Du spiser efter hvad du er. Det er nemlig hele vores personlighed, vores historie, der afgør, hvad vi har lyst til at spise. Og derfor synes jeg ikke det er ligegyldigt hvordan vi betragter vores liv. Men stadigvæk må det jo være op til den enkelte, at afgøre hvad de vil bruge deres liv til. Det kan da i det mindste lade sig gøre, så længe der er et samfund, der vil og kan betale. Men der er noget der hedder: Nød lære nøgen kvinde at spinde.
Men hvad er et liv egentligt? Vi bliver født og siden dør vi. Derefter bliver vi gravet ned i et hul, brændt, drukner i havet eller bare ligger og rødner op og bliver ædt af andre dyr. Vi kan sågar også blive ædt levende af andre dyr. Det er hvad der bliver af kadaveret bagefter. Himmel eller helvede, det er noget vi oplever mens vi er i live. Altså det der er imellem fødsel og død.
Nogen påstår, at de har levet før. Jeg tror der er en forklaring på det, selv om jeg mener de fleste påstande er noget religiøs “fis”. Vi bliver jo til ved hjælp af æg og sædceller. Disse celler indeholder alle arvemasserne fra vore forældre og forfædre, dermed også hukommelsen. Der er ingen grund til at blive ved med at tro på, at det hele sidder i hjernen. Hjernen er lige som et interface, der uddelegere de signaler eller impulser der kommer fra kroppen. Kroppen er holistisk. Det vil sige: Hvert eneste mikropunkt på vores legeme indeholder informationer om helheden. Altså, når nogen påstår, at de kan huske deres tidligere liv; så er det i virkeligheden gamle arvemasser, som nogen er i stand til at grave frem fra deres underbevidsthed. Men jeg tror det er meget få mennesker, der er i stand til det, og langt færre end der giver sig ud for det.
Når vi dør, så er vi væk. Men vi lever altså videre igennem vores efterkommer. Måske er det derfor seksualdriften er så stærk og har så stor betydning.
Min teori om arvemassen, ved jeg ikke rigtig hvor den kommer fra. Det er sådan, at jeg for nogle år siden læste meget fra den østlige og græske filosofi, samtidig en del religion, og senere om den nordiske mytologi. Så læste jeg psykologi og Filosofi på HF, og så religion. De sidste par år har jeg så holdt en pause. Jeg gider simpelt hen ikke at læse mere uf over engang imellem lidt af Nietzsche og Søren Kierkegaard. Det kan så være svært, en gang imellem at bedømme hvor man har sine ideer fra. Jeg er ikke rigtig tilhænger af nogen bestemt retning. Men mener, at have en god ballast som forudsætning for at tænke selv, og det er vigtigt.
Men egentligt kan det jo, være bedøvende ligegyldig hvem der siger tingene. Hovedsagen er da, at en eller anden der hører det, føler, at her er noget som han / hun kan bruge til noget, måske en forklaring på noget man har tumlet med i lang tid. For nogen kan det være en relativ sandhed, der er større end den vedkommende har i forvejen, og for andre er den mindre. For mig er det ligegyldig om det er Buddha, Jesus, Kierkegaard, Sokrates, Peter Hansen eller Hitler der har sagt et eller andet, eller om det er 2 år eller 4000 år gammelt. Det vigtigste er, at det er noget der rykker i mig.
Netop dette, at mennesker ”religionen”, på et tidspunkt bestemte, at vi er hævet over naturen, altså unaturlige, uden for naturen, har ført til, at vi er kommet ud i en forvirring, som aldrig tidligere er set i historien. Kirken har til alle tider påbudt, ja endda tvunget folk til at bekæmpe deres naturlige egenskaber, netop for at ville manifestere, at vi ikke er dyr. Dette har man selvfølgelig gjort for at skabe et samfund, hvor nogen kan tæmme eller som det hedder domesticere andre til at være deres slaver.
Man må lære at forstå sin fortid, for at kunne gå ind i fremtiden. Det er jo netop de indtryk og oplevelser vi får her i livet, der gir’ os erfaring og tiltro til at leve videre.
Det at miste noget eller nogen man holder af, er som at miste noget af sig selv. Og det er altid et tab der gør ondt. Der hvor der var noget, der føles det som om der ikke er noget mere, og man ved ikke hvad dette tilsyneladende hul skal bruges til. Men der er ”ikke” noget hul. Der er i stedet for en masse erfaringer og indtryk. Så på den måde vil det sted der nu føles som tomrum, inden længe blive til nyt liv, med grobund i det der var. Man lægger et korn i jorden, men det er ikke det samme korn der kommer op; det forgår. I stedet for kommer en masse andre nye, fra samme sted.
Emnet døden, er i allerhøjeste grad et tabuemne her i vesten. Jeg vil lige opridse, hvad jeg et andet sted har skrevet om hvad liv er: ”Fødsel og død har ikke noget med tro at gøre. Fødsel og død er lig med viden om sandhed, og heraf kommer livet, det der er imellem disse to poler. Det er det der er livskraften. Lige som lyset fra en pære, er resultatet af plus og minus”. Jo mere kontakt, jo bedre lys. Jo mere bevidste vi er om vores fødsel og død, jo mere har vi fat i vores livskraft. Det er vist det Søren Kierkegaard mener med: Lev livet forlæns og forstå det baglæns.
Livet er en gave, og vi ”skal” være glade for hver morgen vi vågner til en ny dag… Dette er en floskel man meget tir hører.
Har man tænkt på, hvor de ord kommer fra, hvor man siger, vi ”skal” være glade hver morgen….
Jeg ville hellere sige, vi har ”lov til”…. Og at vi har også ”lov til” at være ”kede af det” hver morgen vi vågner. Hvis man f.eks. har mistet en nær ven, synes jeg bestemt, at man har ”lov til” at være ked af det. Denne følelse har lige så stor berettigelse som at være glad. Og ingen skal afgøre for nogen, hvor længe de har brug for at være kede af det. Hvis man ikke giver sorgen plads og tid, så vil man heller ikke senere kunne føle den rigtige glæde. Sorgen er også en del af livet, der er lige så vigtig som glæden, på samme måde som de dybeste og de højeste toner på et musikinstrument er lige vigtige, hvis man vil have den bedste musik ud af det.
Det er sjældent man tænker over, hvor vigtigt pauserne i mellem 2 toner er i musikken, altså der hvor der er stilhed imellem tonerne. Tænkt på hvordan “ingenting” kan få den største betydning. Der hvor man lige nu føler ingenting eller tomrum, svarer jo netop til musikkens pauser, og vidner jo bare om skønheden og variationerne i livet; at man lever med sine følelser.
Jeg tænker tit på, at sorgen jo er et vidne på, hvor meget den man mistede har betydet for én.
Tænk engang hvis man ikke var i stand til at føle sorg. Jo sorgen er en del af skønheden.
Her er et lille citat af Kahlil Gibran: Profeten
SORG OG GLÆDE
Da sagde en kvinde: Tal til os om sorg og glæde. Og Han svarede: Jeres glæde er jeres sorg befriet for sin maske. Og fra den samme kilde, hvoraf jeres latter sprudler, vældede ofte jeres tårer. Og hvorledes kan det være andet? Jo dybere sorgen mejsler i jert væsen, jo mere glæde kan i rumme.
Er ikke bægeret, der rummer jeres vin, netop det bæger, der blev brændt i pottemagerens ovn? Og er ikke den lut, der dulmer jert sind, netop det træ, som blev udhulet med knive?
Når i glædes, søg da dybt i hjertet, og i vil finde, at glæden kun gives jer af det, som voldte jer sorg.
Når i sørger, søg da atter i hjertet, og i skal i sandhed indse, at i græder over det, der engang var jeres glæde.
Nogle blandt jer siger: "Glæde er større end sorg". Og andre siger: "Nej, sorgen er det største." Men jeg siger jer, at de er uadskillelige.
De kommer i følge, og når den ene sidder alene til bords med jer, skal i vide, at den anden sover på jeres seng. Ja i sandhed, som vægtskåle er i ophængt mellem jeres sorg og jeres glæde. Kun når i intet rummer, er der stilstand og ligevægt.
Når skatmesteren griber jer for at veje sit guld og sit sølv, må enten glæden eller sorgen stige eller dale.
Citat slut.
Det er jo utroligt smukt at sige, at man ikke skal være bange for døden. Men jeg tror bare ikke på, at man bare kan sige til et andet menneske, at du skal ikke være bange. Vi er næsten alle sammen dødsensangst for døden.
Jeg har hørt mange mennesker agitere for en eller anden reinkarnationstanke eller lignende, og som taler om døden, som var det bare et måltid. Det jeg vil sige til dem er! De har aldrig taget stilling til døden. Det er så utrolig omkostningsfrit, at sige: Jeg er ikke bange for at dø, især sålænge der ikke er nogen fare på færde.
Jeg selv har aldrig været truet af sygdom eller død. Men alligevel har der været perioder i mit liv, hvor jeg har lidt af en form for dødsangst. Men jeg har lagt mærke til noget interessant, og det er, at i de perioder, hvor mit liv har været mest intenst, det vil sige, hvor jeg har været tættest på mig selv, og har haft tid til at mærke livet i mig selv, der har jeg kunnet acceptere døden bedre, lige som noget selvfølgeligt.
Det er lige som om, at hvis vi ikke lever rigtigt, så bliver vi heller aldrig rigtig klar til at dø. Eller man kan sige, man er nødt til at være mættet af livsdage, før man er klar til at dø.
Mennesker der flygter fra deres eget liv på den ene eller den anden måde, vil altid være bange for døden. Og dette tror jeg er den største årsag til, at så mange mennesker er så bange for at tale om døden.
Det er lidt synd, at det er sådan. Jeg ved, at der er mange gamle eller døende, der ønsker og har stor behov for at tale med nogen om deres forestående død, men som desværre meget tit bliver mødt med bemærkninger som: Nej, du skal da ikke dø endnu. Du har mange år tilbage. Lad nu være med at snakke om det sludder. Læg dig nu til at sove, du er bare træt. Og så ligger den døende der helt alene med sin angst, uden et eneste menneske der forstår dem, og bare kunne vise en lille smule indlevelsesevne for den døendes angst.
Jeg tror; at de mennesker, der har det så svært med lidelser eller en livstruende sygdom, og som kun ser døden som en kærkommen gave, de er lige så bange for at dø, som alle andre, de har bare accepteret det, som én eneste udvej ud af deres lidelser, men det tror jeg er noget andet.
Man kan ikke påvirke eller belære nogen om, at de ikke skal være bange for døden, så længe de er bange for livet. Det er nemlig lige det det drejer sig om: flugten fra livet. Derfor vil mit bud være: Lær at leve. lær at elske dig selv. Først da vil man vide, at fødsel og død, er to sider af samme sag.
Det er en ufattelig tanke, at netop det der sker mellem fødsel og død, at kun det er livet.
At vi er kommet fra en evig tomhed, og at vi igen forsvinder ud i den evige tomhed. Hvad ”tomhed” så end er?
Når isen smelter er den ikke is mere, men stadig vand. Materialet er det samme. Menneskets celler bliver også opløst til mindste molekyle, når vi dør, men atomerne er de samme. Eller det som vi kalder ”tomhed”.
Vandet fra den lille kilde, der kommer, langt oppe i bjerget, bliver jo først rigtig stort, når det bliver forenet med det store hav. Men da er det ikke nogen kilde mere, men det er stadig vand.
Spørgsmålet er: Findes der overhovedet nogen død. Er vi ikke bare som mennesker, et led i en kæmpe stor uendelig foranderlighed, hvor vi bare ikke er i stand til selv at registrere de forskellige tilstande?
Jeg så en udsendelse i TV. Det var en forsker fra Niels Bohr instituttet. Han sagde; at man stiller altid spørgsmål om, ”hvordan” livet er opstået, og ”hvordan” jorden er blevet til o.s.v. Men som han sagde: Det er meget mere interessant, at spørge; ”hvorfor”.
Selvmordstanker er som bekendt en realitet for mange mennesker. Og hvorfor? Der er nogen, der påstår, at det løser ikke noget problem, at tage sit liv. Men her tager man grusomt fejl. Man løser nemlig samtlige problemer her i levet på én gang, ved at afskære sig fra det. De forsvinder i hvert tilfælde.
Her er vi inde ved sagens kerne, nemlig problemer. Eller manglende evne, muligheder eller vilje til at løse sine problemer. Man må ikke glemme, at det aldrig kan være et andet menneskes skyld, hvis et menneske ønsker at fjerne sit eget liv fra de levende. Det er altid personen selv der er årsagen.
Det mest grusomme ved det hele er, at det næsten altid er når personen indser, at der ikke er andre til at lægge tingene over på, eller til at lægge skylden på, at han / hun beslutter at tage sit liv. Man kunne sagtens kalde det en begyndende selverkendelse. Men hvad dette kan indebærer af grusomme oplevelser, er det nok de færreste der er klar over.
Mange mennesker lever i flugt hele deres liv igennem. Flugten fra dem selv. Ja, vi er nok alle sammen flygtninge når det kommer til stykket. Men nogen mennesker har flygtet så meget igennem deres liv, at de ikke mere har nogen steder at tage hen. Når man så ikke kan flygte mere, så bliver man som regel afsløret, af sin livsløgn. Og der er mange måder at flygte på.
Man kan blive alkoholiker. Man kan blive narkoman. Man kan gå ind i religionen. Man kan gå ind i psykosen. Og så kan man tage sit eget liv.
Der er også dem der hele tiden sørger for at skabe problemer, og som endda kan bruge et helt liv på et enkelt problem, med det ene formål. At så længe jeg kan koncentrerer mig om det eller det problem, så er jeg fri for at tage hul på mit eget. Det er bl.a. derfor man tit ser mennesker prøver at løse problemer for andre, eller være interesseret i ulandene eller et andet fjert problem. ”Det er meget lettere at løse andres problemer i stedet for sit eget”.
Der er også mennesker der bruger hele sit liv til at brokke sig over dit og dat, for på den måde at få opmærksomhed. Og de bliver virkelig midtpunktet overalt, godt nok med negativ fortegn. Så længe der er mulighed for flugt, så længe er der liv. Men det er når livsløgnen bliver afsløret, at det går galt.
Alt for mange mennesker ser ikke anden udvej med livet, end at forlade det. Jeg vil gerne vende mine ord lidt, ved at sige. ”Alt for mange kan ikke mere finde ud af den komplicerede hverdag, som vi alle sammen har drevet hinanden ud i”.
Ja, jeg ved da godt, at ingen, eller ikke ret mange ønsker i virkeligheden at ændre ved noget som helst. Dette er måske forståeligt. Fordi, at ændre noget, der ville betyde en mere menneskevenlig tilværelse, ville samtidig også betyde en tilbagegang i materiel henseende. Og det tror jeg egentligt, at de fleste mennesker i dag, rent ubevidst er klar over. Derfor ser man ofte også kun et skuldertræk, når der bliver talt om selvmord. I øvrigt er der flere og flere der vælger at stå af systemet, ved enten narkomani, alkoholisme, autonomi, rockerkriminalitet, nynazisme, sindssyge, religion og meget andet.
Hvis en person springer ud foran et S-tog, så er bemærkningen som regel: Det må være forfærdeligt for denne togfører. Og så er den historie ikke længere. Ingen har noget til overs for de 500.000 eller måske flere, der har så svært ved at leve op til det enorme pres, som der daglig forventes af dem.
Seksualitet
Skammen over seksualiteten
Vi er stadig kendt i udlandet som det frigjorte land. Vi har frigivet pornoen og har indirekte tilladt prostitution. I dag er der invitationer til fetich, gummi og S/m-fester i de fleste aviser side om side med Tv-tillægget. Vi har set enorme landsdækkende sexmesser, og postordrefirmaerne sender virile pakker rundt i det ganske land, mens Internettet flyder over med afklædte kroppe.
Men hvor frigjorte er vi egentlig? Sidder vi og taler om håndjern og partnerbytte over rødvinen, eller er vi der imod for blufærdige til at lukke vores nærmeste ind i vores seksuelle hemmeligheder. Hører sex hjemme i soveværelset eller er det et offentligt debatemne. Og hvad har denne enorme fokusering på sex gjort ved vores erotiske liv hjemme?
Når man taler om fri seksualitet, så er det klart, at der kræves en nærmere forklaring. Det er nemlig sådan, at alt vold, krige, voldtægt, prostitution, faktisk har sine rødder i forbudt seksualitet. Men det begynder allerede i 3 til 6 års alderen. Seksualiteten er alt livs største drift. Det er den vigtigste faktor i et livsforløb. Uden den er vi mere eller mindre levende døde. Men det der altid sker i barnets første leveår er, at vi lære at skamme os over vores kønsdele og lære at dække dem til. Altså lære vi at skamme os over vores aller vigtigste livsdrift. Når vi gør dette, så er vi som stækkede fugle, der ikke kan flyve. Dette er naturligvis en undertrykkelse af livet. Og det kommer ingen godt af sted med. For denne undertrykkelse vil altid ligge gemt i os, og vil kræve sin ret til at komme frem for dagens lys. Det vil med andre ord sige, at vi alle går rundt med indestængte aggressioner.
Derfor er der så mange mennesker der ikke kan eller har svært ved at finde ud af deres seksualitet. Og derfor er der så mange der er nødt til at afprøve alle mulige seksuelle variationer. Det er faktisk kirken der er den egentlige årsag til denne forbudte seksualitet. Men kirken, som i gamle dage var den øverste myndighed, så sin fordel i at mennesker hele tiden skulle skamme sig. For et menneske med skam og skyldfølelse, dem har de i deres hule hånd. De føler sig altid skyldige, og vil altid prøve at leve op til sin førers forventninger.
Grunden til at kirken eller konger / kejsere altid har lagt skam og skyldfølelse på netop seksualiteten er, at man godt ved, at mennesker alligevel må have deres seksualitet ud, og på denne måde vil de jo altid gå rundt med en skyldfølelse.
Der er mennesker der så forpint af deres forbudte følelser, at de har meget svært ved at have seksuel omgang med en ligestillet af modsatte køn. Derfor er de nødt til at bruge f.eks. børn, eller prostituerede, så de på den måde kan give deres aggressioner fri, uden at skamme sig.
Det er den forbudte seksualitet, der er den direkte årsag til prostitution, pædofili, S/M, homofili, og alt andet dårligdom. Og derfor nytter det heller ikke noget, at tro på, at man bare kan straffe disse stakkels forpinte mennesker. De mennesker, som samfundet med stor iver selv producerer, uden at vide det.
Vi er ikke ret frigjorte, når det gælder seksualiteten. Hvis det gælder frække historier eller en pornofilm, så kan vi alle sammen være med; det drejer sig jo ikke om én selv. Men kommer vi til spørgsmålet: Hvad med dig eller mig, så står de fleste af. Dette er selvfølgelig et udtryk for, at vi dybest set skammer os over, i det hele taget at have en seksualitet. Det høre privatlivet til, siger man, OK, men det gør indtagelse af mad da også: Med maden kan man da sidde i fuld offentlighed og indtage den ene bid efter den anden. Hvorfor så ikke med sex. Der er da vel ikke nogen der vil sige, at det er beskidt eller urent at have sex med hinanden, for så lod vi vel bare være med at have sex.
Vi taler slet ikke om vores seksualitet. Vi gør det i hemmelighed. Jeg har somme tider tænkt, om det måske i nogle tilfælde er denne ”hemmelighed” der i sig selv er pirrende, lige som drankeren der ynder at gemme sig, når han drikker. Det forbudte er en del af legen.
Og netop denne forbudthed er ganske givet humlen i det hele: gentagelsestvangen. En evig gentagelse fra ens barndom, hvor man meget tidligt blev lært og opdraget til, at skamme sig over, at have varme følelser i kroppen. Det blev forbudt af forældrene, og det forfølger én resten af livet.
Hvert eneste traume et barn har været udsat for, vil det altid forsøge at gentage som voksen, men nu bare over for nogle andre mennesker. Et menneske med skam, er også et menneske i en barnlig rolle. Skam hører ikke til et voksent menneske. Altså vil jeg hermed sige, at de fleste menneskers seksualitet er barnlig. Og herfra er der i virkeligheden ikke ret langt til pædofili.
Problemet i dag med parforhold, er ofte manglende polarisering mellem mand og kvinde. Kvinder er blevet til halve mænd, og mænd er blevet til halve kvinder. Altså er den polariserende tiltrækningskraft ved at forsvinde. Udadtil og ved første møde er mænd og kvinders tiltrækning i orden, men så snart det bliver hverdag, så går det galt. Og hvorfor?
Nu er det jo kvinder, der både opdrager drenge og pigebørn, men det tror jeg nu ikke er hele forklaringen. Problemet ligger snarere i, at vi aldrig lærer at blive selvstændige mennesker, vi bliver aldrig helt adskilt fra vores forældre. Og det gælder både mænd og kvinder. Derfor søger vi resten af vores liv efter disse erstatningsforældre / tryghed. På den måde går vi så ind i parforholdet og skaber en gensidig forældrepagt med hinanden, i stedet for et voksent mand / kvinde parforhold.
Men hvordan kan en mand bevare et sundt sexliv med en kvinde, der har overtaget moderrollen for ham? Og hvordan kan en kvinde bevare et sundt sexliv med en mand, der har overtaget faderrollen for hende? Det bliver meget hurtigt, som at gå i seng med sin far eller mor. ”Et incestparforhold” med dertil følgende skyldfølelser.
Tænk engang, hvis vi alle sammen var blevet oplært til, at der ikke var forskel på vores hænder og vores kønsdele, altså en ligestilling imellem alle vores lemmer. Men det er vi ikke.
Men for de fleste børn er det så at sige en umulighed at pakke sine seksuelle lyster sammen, og sige, at de ikke eksisterer. I stedet for siger de til sig selv: Det er rare følelser, men de er forbudte, og dem taler man ikke om. Det vil sige, at der er nogen der er i stand til at pakke dem sammen. Resultatet er forskellige former for psykopati Altså bliver barnet indpodet med, at forbudthed hænger sammen med sex. Det er derfor, at langt de fleste voksne mennesker tænder på det forbudte. Dette kaldes ikke psykopati, men blot neurotisk sex.
Det er korrekt, at vores samfund er bygget op omkring den kristne kulturarv. Men dette skal vi bestemt ikke råbe hurra for. Det er vel noget nær den største fejltagelse der er begået i menneskets historie. Først i begyndelsen af dette århundrede begyndte man at indse denne fatale fejl. Og kirken har da også forsøgt at rette en del op på disse grusomheder. Kristendommen har altid været en diktatorisk magtfaktor i et hvert samfund de har haft mulighed for at tyrannisere. De har været livsfordømmende og naturfjendske. De har altid pålagt mennesker at bekæmpe deres naturlige drifter, og da også været ret så fordømmende over for dem der ikke har været i stand til at overholde deres bud.
Det er ikke mere end 70 år siden, at præster formanede forældre til at binde drengenes lommer til, så de ikke skulle kunne gøre noget med hænderne i lommen. Man bandt børnenes hænder oven på dynen om natten. Da cyklen blev opfundet, blev det forbudt kvinder at sidde på en sådan saddel, således at de ikke skulle få forbudte fornemmelser.
Jeg talte engang med en folkekirkepræst, der beklagede sig over at skulle bruge så uendelig meget tid på psykiske syge mennesker. Han mente det måtte være sygehusenes opgave. Jeg forklarede ham, at lidelser i sjælen rent faktisk hørte en præst til, og ikke mindst fordi disse lidelser er opstået på grund af kirkens altid fordømmende holdning til menneskets naturlige følelser og livsbehov. Og jeg fortalte ham også, at han nærmere burde være misundelig over, at sygehusene havde overtaget præsternes job.
Præster har ikke forstand på sjæle / psyker, men derimod på kjoler, sakramenter, ritualer, gardinprædikener, bryllupper og barnedåb. Og andre døde ting, som intet har med menneskets ve og vel at gøre.
Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, kæmper for lesbiskes ret til kunstig befrugtning og bøssers ret til at adoptere. Er det i virkeligheden bedre når lesbiske ''går i byen'' for at blive gravide i stedet for kunstig befrugtning? Jeg har grundlæggende svært ved at se nogen specielle problemer i, at bøsser og lesbiske skulle få børn, altså lige bortset fra, hvis de forventer at få børn med hinanden indbyrdes. Det er der jo en naturlig bremser for.
Hvis man forestillede sig et skibsforlig, hvor et bøssepar havde reddet et par småbørn og svømmet i land med dem på en øde ø, hvor de var nødt til at opholde sig de næste 20 år. Så var der vel ingen her i verden der kunne finde på, at sige: Lad de børn være, i er ikke egnet til, at have små børn. Personlig mener jeg, at man bør holde sig væk fra alt hvad der hedder kunstig befrugtning. Men for dem der ikke mener det, der er det vel orden for dem. Det skal andre mennesker ikke stille sig til doms overfor.
Problemet ligger vel i, om man vil anerkende bøsser og lesbiske som egnede forældre, p.a. deres anderledes seksualitet, altså igen noget religiøst ævl, hvor det bliver et spørgsmål om moral, i stedet for et spørgsmål om etik, hvad jeg finder mere interessant.
Hvis man skal skele til menneskers moral, så mener jeg, at man får et problem. Hvad med alle de såkaldte “heteroseksuelle”, der lever som almindelige par. Eller skabsbøsser der også lever som almindelige par. Eller en familie hvor farmand lørdag aften finder sit dametøj frem og serverer aftensmaden for sin kone og børn. Eller de kvinder eller mænd der har fået børn, men er skilt og har fået forældremyndigheden over parrets små børn, men så derefter vælger at leve i et homoseksuelt forhold. Skal samfundet så også blande sig i disse forhold. Der findes adskillige ægteskaber, hvor far og mor ikke kan tåle at se hinanden uden at få kvalme, men alligevel bliver sammen “for børnenes skyld”. Her var der måske mere grund til, at samfundet blandede sig. Selv om jeg selvfølgelig ikke mener, at det skal det.
Det er meget mere interessant at tale om de etiske spørgsmål.
For det første: Skal man i det hele taget foretage kunstig befrugtning. Er det kropsligt forsvarligt, at en kvinde der har vendt sit køn mod sit eget køn, alligevel bliver gravid. Vi ved meget lidt om hvad der sker rent psykisk i fosteret. Hvordan moderens psyke m.m. har indflydelse på fosteret, jeg tænker her på, at hun er gravid uden at have et polariseret forhold til fosterets tilstedeværelse. Måske er dette ligegyldigt.
For det andet: Er det rimeligt, at samfundet skal betale for, at noget unaturligt, kunstigt skal gøres til noget naturligt. Men her kan man også vende spørgsmålet om og sige. Hvad med heteroseksuelle forhold, hvor de heller ikke kan få børn.
For det tredje: Hvis man vælger at mene, at de selv skal betale for en kunstigt befrugtning, så har man allerede lagt en selvskyld ind i homoseksualiteten, og så bliver det et moralsk begreb.
Om børn har ret til forældre eller omvendt, mener jeg slet ikke man overhovedet kan tale om. Hvis man overhovedet skulle tale om ret, så mener jeg det er naturen der afgør hvem der har ret. Det vil sige, hvem der på naturlig måde er i stand til at forplante sig. Her kommer naturens ”lovgivende” magt ind i billedet
Der er mennesker der har indset, at de af den ene eller anden grund ikke er i stand til at avle børn. Og af respekt for naturens orden, affinder de sig med deres situation, og lever barnløs.
Her kommer naturens ”udøvende” magt ind i billedet.
Der er masser af eksempler på kvinder der af den ene eller den anden grund ikke er i stand til at holde på et foster. Så laver man nogle kunstige indgreb, der ofte resulterer i dårlige resultater.
Her kommer naturens ”dømmende” magt ind i billedet.
Hvis en far og mor vælger at bortadapterer sit barn, så vil sådan et barn da have det bedre hos et evt. homoseksuelt par, end hos et par forældre der ikke har plads i deres liv til et barn. For øvrigt, så er et homoseksuelt par også andet end seksualitet. De er samfundsborgere, lønmodtagere, familiemedlemmer, skoleuddannede, forbrugere, m.m., nøjagtig lige som alle os andre.
Jeg tror dog på, at de sundeste børn kommer fra en mand og kvinde der elsker hinanden og i dyb seksuel forening parrer sig, med et bevidst ønske om at frembringe en kopi af dem selv.
Så er der vel straks nogen der vil sige, at det er guds eller skaberens vilje, at nogen er homoseksuelle. Her kunne jeg igen have lyst til at begynde med at fortælle om blomsterne og bierne. Men jeg tror godt jeg kan starte et stykke højere oppe. For når man taler om homoseksuelle, så kan vi godt holde denne gud eller skaber udenfor. For skaberen er ens forældre, anderledes er det ikke. Også alt det der med kromosomfejl, eller hvad nu man kan finde på at sige for at bortforklare et ansvar, det kan vi godt glemme alt om.
Grunden til at jeg nævner lige dette er, at vi her taler om homoseksuelle skal have retten til at have børn, og så taler man med det samme om moral og skyld og adfærdsvanskeligheder. Man kan hurtigt komme til at blande tingene sammen.
Nå, men det var det med blomsterne og bierne. En homoseksuel er et menneske nøjagtig som alle os andre, altså lige bortset fra, at de erkender, at de er homoseksuelle, mens visse andre holder det skjult.
Jeg vil gerne lige fortælle lidt om, hvad årsagen til homofili er: Et hvert barn har en naturlig trang til fra det er 3 til 6 år ca. at blive bekræftet i, at det er henholdsvis er en dreng eller en pige. Og det gør de på følgende måde:
En dreng oplever, at mor kan lide far og de ting han gør. Så ser drengen, at han har en tissemand lige som sin far, og prøver derfor at efterligne farens adfærd, alt hvad han kan. Fordi drengen selvfølgelig er misundelig på alt det mor og far har sammen alene. Han oplever så, at jo mere han efterligner far, jo mere kan mor lide ham. Da dette giver resultat, så fortsætter han med at være en rigtig dreng og kan lide sin rolle som dreng. Det er selvfølgelig det samme med en pige, bare i omvendt orden. Dette er de tilfælde hvor det hele går godt.
Men så kommer vi til de lidt mere komplicerede forhold.
Hvis vi forestiller os den samme dreng, og hvis vi forestiller os, at mor ikke bryder sig særlig meget om far og de ting han gør. Og hvis vi forestiller os, at drengen prøver at ligne far, for at få accept af mor. “Og så er det det kommer”, Jo mere drengen prøver at ligne far i dette tilfælde, jo mindre vil mor kunne lide ham og jo mindre kan hun lide drengens rolle som dreng. Så på et tidspunkt, hvis drengen stadig ikke får accept af mor, eller en anden kvinde i at være en dreng, så opgiver han og prøver måske at ligne mor i stedet for, for på den måde at få accept af sin far.
Her i denne face af barnets liv kan der i virkeligheden opstå mange forskellige kombinationer af disse trekantsdramaer, alt efter forældrenes forhold til hinanden. Det der derfor, at det netop er i denne face af barnets liv, at det afgøres om det bliver homoseksuel, biseksuel, transvestit, pædofil, sadist, machokist eller heteroseksuel.
Pas på med at vær dømmende når du møder folks forskellige skæbner. Der er ikke tale om skyld, men der er tale om en årsag og virkning.
Der er nogen der siger: ”Ingen mor og far! Ingen børn”. Ja, det er rigtigt, ingen mor og far! Intet barn. Jeg er helt enig - principielt. Dette kan ikke diskuteres. Men virkelighedens verden er en anden. Det man taler om her, er at gøre tingene perfekte, men tingene er ikke perfekte, og det er der ikke noget der er. Hvis det var meningen fra naturens side, at vi skulle køre i bil, så var vi nok alle sammen født bag et rat. Det er vi ikke. Men vi laver stadig biler, for at køre i dem. Vil man så også have fjernet alle bilerne. Der er mange ting, der tilsyneladende ikke er naturligt Men én ting er sikkert: Menneskers hjerner er naturlige. Og så må man vel også gå ud fra, at det mennesker er i stand til at udføre er naturligt. ”alt er naturligt, men ikke alt er hensigtsmæssigt”.
Men der er noget der hedder nemesis (en græsk sagngudinde). Dermed mener jeg bl.a. at mange ting regulerer sig selv, hvis bare vi gir os tid. Der er nogen der kalder nemesis for hævnens gudinde. Jeg vil kalde hende for kausalitet, der betyder årsag og virkning.
Hvis et menneske bliver udsat for et uhensigtsmæssigt adfærd og påvirkning. Så er det bestemt naturligt, at dette menneske også udvikler sig uhensigtsmæssigt. Alt andet ville være unaturligt. Altså er det naturligt at være homoseksuel. Det kan godt være, at vi har indrettet et samfund, der ikke accepterer et sådan adfærd, men det har ikke noget at gøre med om det er naturligt eller ej. Det er kun et udtryk for samfundets natur og tolerance.
Der findes så utallige mange floskler og vanesnak, som vi er så vant til at høre, så vi bare pr, automatik tager til os, og tror det er rigtigt, fordi det lyder smart. Men jeg tror, man skal passe på, at også bruge sin egen tænker engang imellem.
Dem der mener, at kromosomfejl skulle være årsag til homoseksualitet, kan godt mene om igen. Kromosomfejl medfører som regel mongolisme.
Her i verden er det ikke alting der er så perfekt, som nogen gerne vil have det. Det komiske ved dette er, at det som regel altid er de mest uperfekte der har mest ondt i røven af de andre, og kræver, at andre skal være perfekte. Og det gør de selvfølgelig for at dække over deres egen skavanker, efter devisen: “Hvis jeg håner en bøsse, så er der nok ikke nogen der tror, at jeg selv har sådanne lyster”.
Vi mennesker kan slet ikke tale om at have en såkaldt normal seksualitet. Jeg tror der er lige så mange måder at have sit forhold til sex på, som der er mennesker. Selvfølgelig betyder det ikke, at mennesker er mere sunde af den grund, tvært imod. Det beviser kun den forvirring der eksisterer i mennesker. Men at begynde, at pille bestemte grupper ud i denne sammenhæng, og mene, at de er mindre egnet til at have børn, den er da helt rablende gal.
Hvis jeg skulle, men det skal og bør jeg ikke gøre. Men hvis jeg nu alligevel skulle tale om nogen der ikke burde have børn, på grund af deres seksualitet, for ikke at skade deres børns naturlige opvækst; så ville jeg pege på de mennesker der ihærdigt arbejder på at sidestille mænd og kvinders kønsstatus. Dem der mener, at mænd og kvinder er ens, og dermed prøver at udligne kønnene. Det ville jeg gøre, fordi rigtig mange ægteskaber og parforhold lever så dårligt seksuelt med hinanden på grund af dette kønsforvirrende mønster, så det stort set er umuligt for deres børn, at danne sig et forbillede til brug af deres kønsidentitet.
En kendt præst sagde for nylig følgende: ”Jeg synes bestemt ikke at homoseksuelle skal have børn. De skulle spærres inde, så de ikke kunne sprede deres perverterede moral til resten af det kristne danske samfund”.
At de homoseksuelle skulle have en særlig perverterende moral i forhold til andre mennesker i samfundet; det er vist noget af en påstand. Man må bare ikke glemme, at langt de fleste dårligdomme vi har i vores samfund anno 20 århundrede, skyldes den såkaldte kristendom. Den kristendom som jeg tidligere har påvist at være den antikrist, der har været talt så meget om de sidste 2000 år. Jeg mener i øvrigt, at hvis der er noget der er perverterende , så er det bestemt religionen, og især kristendommen. “sporene skræmmer”, eller som man siger: På frugten skal du kende om et træ er godt. For eksempel har det været skik og brug i den vestlige kirke, at præster tidligere ikke giftede sig, og nogle gør det stadig ikke. Mon ikke der i tidens løb skulle være sneget sig en skabsbøsse ind i de rækker også. Det er i hvert tilfælde en mærkelig perverteret form, at leve i cølibat.
Den omtalte præst er ikke katolik. Men i katolske kredse, har man set fra USA, at det mere er undtagelsen end reglen, hvis en præst ikke er homoseksuel. Men det har været en kendt sag gennem århundreder, at præster ikke kan angribes, de har nærmest været fredhellige. Ja det har endda været strafbart, at sige dem imod. Bag denne immunitet, har præster kunnet gemme alle deres tendenser uden antastelse.
At kirken og den såkaldte kristendom er “antikrist”, er der vist ikke nogen tvivl om. Ordet Kristus betyder iflg. filologer og deres videnskab “Det naturlige, oprindelige, eller oversat til almindelig dansk.: Selvet i mennesket. Dette selv, har kirken igennem århundreder frarøvet mennesker, lige fra barns ben, ved at pålægge dem, at bekæmpe det naturlige i mennesket, og ikke mindst deres seksualitet. Og denne forkvaklede seksualbevidsthed man har pålagt mennesker, er den direkte årsag til den vildfarelse som mennesker er havnet i idag. Og som igen er den indirekte årsag til homoseksualitet.
Jesus sagde: Lad de små børn komme til mig, dem må i ikke hindre, thi guds rige hører sådanne til.
Når der står ordene “til mig”, så betyder det faktisk til Kristus, der igen betyder det naturlige, eller selvet i mennesket: Altså “lade barnet være frit”, lade det være sig selv. Men kirken og den såkaldte kristendom, har gjort lige det modsatte. De har hindret barnet i, at komme til Kristus. Derfor: Kirken er antikrist”
Jeg mener, at alt hvad der er muligt, er naturligt. Men derfor mener jeg selvfølgelig ikke, at man absolut skal foretage sig alt hvad der er muligt. Hvis menneskets hjerne er et naturligt fænomen, og det må man vel sige ja til, så må absolut også det, som denne hjerne foretager sig være et naturligt led, af det som engang i tidernes morgen er sat i gang i mennesket.
Man kan sige, at alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. Og så kan man sige, at i naturen findes der en højere magt end menneskets vilje. Nogen kalder dette for nemesis. I naturen er der simpelt hen et overordnet hierarki , der nok skal sørge for at holde orden i balancen. Det er blandt andet dette hierarkisystem der er årsagen til, at der blandt mennesker opstår krige, eller der engang imellem er tyfoner eller andet uvejr, der rasere i store dele af verden. Eller; at der pludselig i verden findes flere homoseksuelle end ellers. Men tro mig, tilstandene falder på plads igen. Mennesket ligger ikke højest i naturens hierarki.
Det er ikke så mange år siden jeg hørte om en debat vedr. en kirke der ikke ville have elektrisk lys, fordi det var unaturligt. Hvad jeg i øvrigt mener er selvmodsigende, da kirken altid har bekæmpet det naturlige og de naturlige kræfter i mennesket.
Naturen er ikke indrettet til avl mellem bøsser og lesbiske. Men når man nu taler om det naturlige, og det unaturlige, så er det nok igen her meget svært for os mennesker at gennemskue naturens orden. Vildsvin kan sagtens leve harmonisk i naturen, uden at ødelægge den omkringliggende fauna. Tamsvin, er grise der er tæmmet: Altså undertrykt i forhold til deres naturtilstand, akkurat som mennesker. Men hvis man lukker dem ud i naturen, vil de straks ødelægge alt fauna inden for deres rækkevidde. Det gør de af samme grund, som hvis man pludselig slipper en lænkehund løs.
Da det iranske folk blev fri for amerikanernes undertrykkelse, rasede de som en lænkehund der blev sluppet løs. Og det gør de indtil de falder tilbage i deres gamle normale gænge. Jo længere tid et levende væsen har været undertrykt, jo længere tid går der inden deres aggressioner falder på plads. Det virker som om de indre undertrykte kræfter fremkalder en eufori eller en rus, der kræver tilfredsstillelse. Vi kalder det også for storhedsvanvid.
Bøsser og lesbiske har været undertrykt i århundrede, i hvert tilfælde i vores verdensdel.
“Nu er de blevet sluppet løs”. Derfor ser vi også, at de ikke kan finde ud af hvilket ben de skal stå på. Nogle kræver endda, at få status som værende de naturlige og andre som unaturlige. De vil have det, som naturen ikke tillader; altså anerkender de ikke naturen, men bekæmper den, lige som tamsvinene der bliver sluppet løs. Altså storhedsvanvid.
Men selv dette er jo et naturligt fænomen. Det ville da være unaturligt, hvis ikke lænkehunden ville bide, når den blev sluppet løs. Det ville da også være unaturligt, hvis tamsvinene opførte sig naturligt, hvis de blev sluppet løs. Og ville det ikke også være unaturligt, hvis bøsser og lesbiske ikke kompenserede for alle disse århundrede de har været undertrykt.
Det er så “nemt” for folk der flyder med strømmen, at betragte sig selv som værende “rigtige”. De er jo mange, eller flest. Men de er også bange. Og derfor tåler de selvfølgelig ikke, at vide, at der også er en verden uden for deres. Den er for dem ukendt, og derfor skræmmende.
Det er altid klogt, at se på årsagen til tingene. Alting har jo en årsag. Måske er det menneskeracen der, er ved at udslette sig selv, netop fordi det har mistet fornuften. En effektiv måde at gøre dette på, er jo netop ved homofili. Forskerne er i øvrigt begyndt at interessere sig mere og mere for spørgsmålsordet “hvorfor” i stedet for “hvordan”, altså “årsagen” og ikke mindst meningen med det hele. Det samme er selvfølgelig tilfældet med alle andre afarter af den menneskelige natur: I stedet for at lede efter en behandlingsmetode, eller et politisk kompromis, som dette problem jo handler om, burde man hellere se på årsagen.
Overenskomstforhandlingerne nærmer sig en konflikt, der vil lægge fabrikkerne øde og lamme store dele af den offentlige trafik.
Lønmodtagerne vil have større udbytte af opsvinget mens arbejdsgiverne vil bruge opsvinget til at styrke virksomhederne.
Hvilket resultat en konflikt vil få er umuligt at spå. Men den vil blive kostbar for samfundet, hvis det hele går i stå.
Sådan lyder overskrifterne altid omkring tiden for overenskomstforhandlingerne på arbejdsmarkedet
Et kæmpe iscenesat skuespil, opsat at LO og Arbejdsgiverforeningen, for at narre befolkningen til at tro at fagforeningen stadig har sin berettigelse. Det er et ganske almindelig led i hele menageriet. Det hele er tilrettelagt. (Jeg flytter den brik, fordi så ved jeg, at du flytter den brik) o.s.v. Det er børnene der leger, at de er voksne. Man er simpelthen nødt til en gang imellem, mindst hvert tiende år, at lave dette skuespil, for at folket skal få det indtryk, at de bestemmer noget, eller har lidt magt. Men, folket har ikke for 25 ØRE MAGT. Det hele er forudbestemt, og sådan vil folket egentlig gerne have det. Men udfaldet af sådanne såkaldte strejker, er forudbestemt..
Man kan så sige, at det måske også er godt det samme. Et folk der er så naive, at hoppe på sådan en limpind, er vel ikke et folk der bør have nogen form for magt eller indflydelse.
Fagforeningerne har haft stor kritik i de seneste år, og derfor er de selvfølgelig interesseret i, at køre dette skuespil over for deres tvangsmedlemmer. Mindst 90%, af medlemmerne, er kun medlemmer fordi de på et tidspunkt har været tvunget til det, for overhovedet at kunne få et arbejde.
Fagforeningen er død, og det har den været længe. Men der er så enorme store pengesummer i omløb i dette foretagende, og så mange mennesker der har “ben” i dette foretagende inkl. de mennesker der sidder på toppen. De prøver krampagtigt at bilde deres tvangsmedlemmer ind, at de stadig har deres eksistensberettigelse. Men i de sidste mange år, har løn og arbejdsvilkår reelt været fastsat af de siddende regeringer. OK, der er lige 2% at forhandle om hver gang. Det sørger man for, for et syns skyld.
Så bruger man disse 2% til at iscenesætte nogle såkaldte “benhårde forhandlinger”, så det på den måde skal se ud, som om man er knalddygtige forhandlere. Og ved at trække disse forhandlinger ud til sidste øjeblik, lader man det dermed se ud, som om der lurer en storkonflikt. Og i allersidste øjeblik, så bliver man enige, og alle er glade, og hvor har de dog været dygtige. Selv 50% lønstigninger ville ikke være for meget, alene som kompensation for de mange år lønudviklingen har stået stille. Der har altid været plads i budgettet til lønstigninger. De er bare blevet brugt til direktørlønstigninger m.m. i stedet for til medarbejderne.
Man er selvfølgelig allermest fra Arbejdsgiverforeningen interesseret i at bevare fagforeningen, for på den måde at holde sammen på “kulierne”, så man lige som ved hvor man har dem. Det kunne jo gerne gå hen og blive det rene anarki. Altså er Fagforeningerne i virkeligheden Arbejdsgivernes tjenere.
Jeg gad i virkeligheden også gerne se den fagforeningsboss, med tæt på en mill. i indtægt om året, skulle være interesseret i øgede lønninger hans medlemmer. Hans egne penge er vel godt og grundigt investeret i virksomhedsaktier. Så deres interesse kan kun være, at virksomhederne tjener så meget som muligt.
Og hvor har ikke Fagforeningerne og ATP deres penge investeret, netop i virksomheder, udover, at fagforeningerne selv driver virksomhed. Altså er de en del af erhvervslivet selv.
Er der noget virksomhederne ikke vil gå med til, så er det, at give medarbejderne aktier i firmaerne. Nogen gør ganske vist, men det er i afmålt størrelse. Og det er sandelig ikke noget arbejdsgiverforeningen er med på. Hvis man forestiller sig, at medarbejderne tilsammen havde over 50% aktier, så ville de komme derud, hvor det ville blive et spørgsmål om, hvem der har retten til at lede og fordele arbejdet. Og lige netop dette spørgsmål har altid været som en rød klud for øjnene af arbejdsgiverne. Denne retten til at lede og fordele arbejdet, er en ret, som virksomhederne aldrig frivillig giver fra sig.
Men det man ser i dag er, at virksomhederne misbruger denne her retten til at lede og fordele arbejdet, i en sådan grad, at stort set hele familien Danmark er ved at krakelere. Størstedelen af Danmarks arbejdsstyrke er sendt hjem for, at resten skal knokle røven ud af bukserne. Her burde man sige stop, og ikke bare lade sig nøjes med det man bliver budt.
Kan man så ikke bare starte sin egen virksomhed? Man skal være mere end dum, eller mindrebegavet, for at begive sig ud i sådanne projekter. Spørg bare størstedelen af de små virksomhedsejere, hvilket helvede de har, med at få tingene til at hænge sammen. Det er netop det der er hensigten fra de stores side, at knække de små virksomheder med bureaukrati . Og hvis vi alle sammen, skulle starte egen virksomhed, så blev det vist alle sammen kun meget små virksomheder.
Nej sådan hænger verden ikke sammen. Samfundet er baseret på, at nogle få mennesker sidder på produktionsmidlerne, og resten af befolkningen ernærer sig ved disse produktioner. Dette betyder så, at rigtig mange menneskers velfærd er afhængig af denne produktion. Derfor ville det være rimelig, at da samfundet (statsmagten) har tilrettelagt et sådan system, at der bliver holdt hånd i hanke med, at det hele går retfærdigt til.
Vi må ikke glemme, at der ikke er frit valg her i landet, om du vil være det ene eller det andet. Mu skal være tilknyttet arbejdsmarkedet. Man kan ikke bare melde sig ud, eller sige, at så lever jeg af egne dyrkede kartofler, eller borer min egen brønd. Det hele er baseret på, at man skal købe sig til alt, ja selv drikkevandet. ”Man vil jo nødigt have, at nogen skulle få gode ideer, og sige, at jeg kan sagtens leve uden arbejdsmarkedet.
Løntilbageholdenhed, Ja, sådan siger man, hvis man har opgivet, fordi man har noget i klemme. Og det ved man godt, fra begge forhandlingsparters side. De fleste mennesker er presset med en gæld til langt op over skorstenen, har en karriere, at se frem til, og er derfor bange for at miste deres job. De har derfor aldeles ikke meget lyst til at stampe i gulvet, og sige: Nu kan det være nok. Og det er lige præcis det man benytter sig af ved forhandlingsbordet. Den danske lønmodtagerklasse har solgt sig selv for en karriere og en bundløs gæld, så de er nødt til at tage til takke med de almisser der bydes dem.
Ja men; siger man, hvis alle de penge kom ud som lønninger, så ville der blive overforbrug! Nej nej, og atter nej, det ville bare være medarbejderne; det vil sige, det som én mand forbruger nu, burde fordeles over 50 mand. De bosser der har en løn på 5 -900 000 kr. årligt, de ligger ikke på den lade side, når det drejer sig om forbrug. Arbejdsgiverne køber ikke flere ting end deres medarbejderne gør, men deres ting er eksempelvis ikke en sofa til 5000 kr., men i stedet for en til 30 000. Så den forbrugsfest, som man så ofte taler om, der skulle blive hvis man udløste en lønstigning på bare 5 til 10%, den holder ikke. Der ville bare være nogle andre der ville få glæde af at kunne købe kvalitetsvare i stedet for.
Jeg kan slet ikke se, hvorfor et arbejde som direktør, skulle være mere værd, end ham eller hende der knokler røven ud af bukserne for at skrabe penge sammen til bossen. Tænk bare på, hvad tandlæger, læger, advokater, ministre, fagforeningsbosser m.m. får. Hvorfor er der aldrig nogen der taler om deres forbrugsfest. De nøjes ikke med 1 - 2% om året.
Åh ja, de har læst og gået på skole, dygtiggjort sig, taget initiativer, og er derfor mere værd end deres medarbejdere. Men til det vil jeg sige, at det drejer sig udelukkende om hvilket menneskesyn man har. For så kunne man vende det på hovedet og sige, at medarbejderen har et betydeligere hårde slid, han / hun har nogle fingerfærdigheder, arbejdsrutiner eller praktisk formåen, hvor deres chefer meget hurtigt ville blive den lille, hvis det kom på prøve.
Lad være med at lave strejke, i får ikke noget ud af det alligevel. Og hvor har jeg dog hørt den udtalelse mange gange. Og det er rigtigt, Det nytter ikke noget. Forklaring: ”Udbud og efterspørgsel”. Man kan ikke forhandle, hvis man ikke har noget at forhandle med og om. Fagforeningerne står med tæt ved 1.000.000 ledige. Men denne mill. ledige, det er det tal der skal bruges, når vi taler, om ”udbud og efterspørgsel”. Og jeg tvivler på, at nogen arbejdsgiver er interesseret i at få dette tal nedsat. I så fald ville de da være mere dumme end tilladt.
Som det er lige p.t., mener jeg, at vi skulle se at komme af med fagforeningerne. Fordi:
1. De er ikke i stand til at forhandle løn og arbejdsvilkår
2. De er ikke i stand til at gennemføre en strejke med et positivt resultat.
3. Det har siden først i firserne været regeringen der har fastsat de ca. 2 % lønramme.
4. to tredjedele af arbejdsløshedsunderstøttelsen bliver alligevel udbetalt fra staten.
5. Hele lønmodtagerstaben i Danmark er er så splittede, økonomisk, politisk og social, at de ikke på nogen måde vil vare i stand til at holde sammen og noget som helst.
Når man taler om, at fremme eksporten, er det i virkeligheden et slag i hovedet på den danske lønmodtagerstand. Jo mere virksomhederne kan eksportere, jo mindre afhængige er de af de danske forbrugere, der skal aftage deres varer. Derfor må målet vel være:
Lad virksomhederne være afhængige af de danske forbrugere: Forbrugerne har kun de penge de får i løn fra virksomhederne. Måske på den måde ville de være lidt mere villige til at slippe kronerne.
Stavnsbånd, Ribus,
sygeplejersker.
Stavnsbåndet ligger i, at man igennem de sidste 40 - 50 år har baseret samfundet på forbrug, for at holde hjulene i sving. Alt i vores vestlige verden er baseret på forbrug. Uden forbrug, intet arbejde, og omvendt. Alle er i de sidste 40 - 50 år blevet opfordret til at stifte gæld, og er udover, at blive opfordret til det, også haft rige muligheder for det. Så kan man sige: Det kan vi jo bare lade være med. Men så enkelt er det bare ikke. Min påstand er, at folket som sådan er meget uselvstændig, og undersøger konstant, hvad der rører sig i deres omgivelser, for at være “rigtig”. Man holder sig hele tiden ajour, og følger trolig efter ”de andre”.
På den måde kan man fra ledernes side, og med lederne, mener jeg dem der har den direkte indflydelse på landets ledelse, bl.a. arbejdsgiverforeningen, sige: Nu har vi jer i vores hule hånd. I er bundet i gæld til op over ørerne, og nu kan vi gøre med jer som vi vil, give jer den løn der passer os, og de arbejdsvilkår der passer os. Det kan de selvfølgelig gøre, fordi lønmodtagerne alle sammen har en kæmpegæld, der består af bil, hus, møbler, m.m.. En del har vel også de sidste nye elektroniske apparater. Endvidere er de fleste også forpligtiget af en familie. Det er denne bundethed af materialisme, som jeg kalder for vor tids stavnsbånd.
Jeg er fuldstændig på de strejkendes side, når nogen gør oprør, og siger, nu kan det være nok. Det er slet ikke et spørgsmål om hvem det er synd for, eller hvem der er gidsler, men om menneskeværdighed og om at sige fra. Det har bare vist sig at sammenholdet ikke har slået til, ej heller “fagbevægelsen”. Vi ser den ene gang efter den anden, at fagbevægelsen et på det forkerte hold.
Opsvingstider kun for
de få udvalgte.
For andre er det sparetider. Dem der har fået arbejde i forbindelse med det “såkaldte opsving”, det er næsten alle sammen i forbindelse med jobtilbud, kurser, eller kunstige foranstaltninger, hvor staten betaler 70% af lønnen. Altså et tilskud til arbejdsgiverne, som jo bag efter skal betales af lønmodtagerne. Altså et kunstigt opsving bestående af en kunstig beskæftigelse, og kunstig finansieret.
Nej jeg tror ikke, at dem der har fået arbejde, er så tilfredse. Dem jeg har talt med indtil nu, føler sig rigtig røvrendt. De oplever, at deres løn og arbejdsvilkår bliver dårligere og dårligere. Mens den fremgang, som arbejdsgiverne oplever, ikke bliver brugt til nyigangsættelse, men til at puge kapital sammen.
Grunden til vi har undgået terror her i landet, er at vi er rigtig godt sløve. Det skyldes slet ikke parlamentarismen. Vi orker ikke, at stritte imod. Vi er konfliktsky, Vi er afhængige af vores gæld, og giver hellere efter end at stritte imod. Det handler om en tæmning, som folk slet ikke er klar over de har været udsat for. En hjernevask, der har stået på i hundrede år. Salami-metoden
Nej et passivt domesticeret folk er mest tilfreds, så længe de er fri for at tage et ansvar. Og det er lige det vores “såkaldte” demokrati handler om. Det er også derfor jeg ofte bruger ordet ”demokratur”. I stedet for ”Demokrati”. Og så længe folk får deres legetøj, (forbrugsgoder), så holder de kæft.
Det kunne alt i alt tyde på, at så går det hele jo godt. Men problemet er bare, at menneskers livskvalitet bliver dårligere og dårligere. Se på folks medicinforbrug, eller sygehusindlæggelserne. Overbelægninger på sygehusene, til trods for at indlæggelsernes varighed bliver kortere og kortere. Se på folks øgede øl, vin og spiritusforbrug. Flere og flere unge bukker under, og bliver enten narkomaner, alkoholikere, autonome eller anden form for ekstremistisk tilbøjelig. De fødevarer vi indtager i dag, er langt mere usunde end noget vi kan finde forhistorisk tilfælde af.
Jo, jeg mener faktisk, at det står slemt til her i Danmark. Vi er bare så vant til at sige og tænke noget andet. Jeg vil påstå, at ud af de 80- 90% af befolkningen der afgiver deres stemmer ved valgene, deraf er 80% af dem totalt uvidende og uinteresseret i begivenhedernes gang. Jo, vi snakker skam med alle sammen, for det kræves jo af os. Og et passivt folk gør som regel hvad de bliver bedt om. Det er den direkte årsag til, at partierne kan manipulerer med vælgerne, som de gør. Et sundt menneske ville da ikke lade sig påvirke til at stemme efter et skilt der hænger på en plakatsøjle, eller en direkte propagandistisk annonce i avisen. Hvis man havde en selvstændig mening om hvordan man ville have sit samfund til at se ud, så vidste man det nok uden at kikke på en plakat. Omvendt vil jeg sige: Hvordan skulle et menneske kunne blive oplyst om et folketingsvalgs uigennemskuelige spørgsmål i løbet af et par måneder op til et valg, og hvorfor skulle det være nødvendigt, hvis folket var så oplyst og modent som man påstår. Nej, det handler om stemmekvæg, der bliver trukket og lokket op til stemmeurnerne for at blive malket. Og vi gør det mere end villigt, for selv at blive fri for et ansvar.
Den almindelige borger bestemmer intet og skal derfor heller ikke føle sig ansvarlig for noget som helst.
Man kan sige, at det måske er vores egen skyld. Men det rykker ikke ved den kendsgerning, at vi har fralagt os vores ansvar. Og dette ansvar er igen lagt over på nogen der faktisk står i kø for at tage dette ansvar, og som så gerne vil have magten. Men det er nok det sidste de er mest interesseret i.
Kendsgerningerne er bare, at når man siger ”folket”, så er der stadig 10 - 15%, der ikke ønske at fralægge sig et ansvar og ej heller ønsker at andre skal bestemme over sig. Der er bare umuligt, at gøre noget ved dette skæve forhold, så længe det bliver retfærdiggjort i demokratiets hellige treenige navn. I et demokrati er det dem der er flest der har retten. Og da passiviteten er det der er mest af, så er det det, der er det mest rigtige.
Kriminalitet og arbejdsløshed
Der tales meget om at kriminaliteten er faldet og statistikken viser det tydeligt. Den meget simple årsag skulle være, at unge mænd mellem 17 og 30 år ikke er udsat for så meget arbejdsløshed som de var i 1980'erne.
Kriminalitet og arbejdsløshed har ikke noget med hinanden at gøre. Så skulle samtlige arbejdsløse være kriminelle og det er de bestemt ikke. Dette er kun en god undskyldning fra arbejdsgiverne for at fremskaffe noget billig arbejdskraft.
Grunden til, at de 17 - 30 årige er mindre kriminelle i dag, er den simple årsag, at de er blevet dygtigere til at udføre deres kriminalitet, og politiet til en vis grad har opgivet at forfølge flere former for kriminalitet. Endvidere kan jeg da lige nævne at voldskriminaliteten er blevet grovere iflg. Statistikken. Samt der er visse grupper af unge, hvor det ikke mere er smart, at være kriminel, hvor man så samtidig ser disse samme grupper blive narkomaner i stedet for. Man flytter problemerne.
Det egentlige problem ønsker man nemlig ikke, at få frem til overfladen. Det er nemlig som jeg andet sted skriver om, at vi har fået et livskvalitetsproblem, som især har ramt de unge. De unge mangler totalt det man kalder identitet. De fungerer næsten udelukkende i flokke.
Ja, vil nogen sige, så er det jo, at de bare skal ud at arbejde. Det er en meget stor fejltagelse, at tro, at man kan erhverve en identitet ved at have et arbejde. Et arbejde kan højest få folk til at glemme deres identitetsproblemer, eller give dem en falsk fornemmelse af identitet. Og så er vi lige vidt. Hvis ikke et menneske har skabt sig en stabil identitet inden det er ca. 6 år gammelt, så vil det højest sandsynlig aldrig opnå det. Og dette er den egentlige årsag til, at nogen er eller bliver kriminelle, og andre ikke. Problemet er simpelt hen omsorgssvigt af vores børn i et modbydeligt stigende tempo.
Derfor ser man også, at f.eks. i Kina, der stiger kriminaliteten. Det er resultatet af den industrialisering, som igennem de sidste år er øget i Kina. Deres børn er nu blevet voksne.
Ja, det er klart, at det på visse arbejdspladser er nødvendigt med sikkerhedsudstyr. Men desværre er det mange steder blevet sådan, at de varer eller artikler der bliver fremstillet, kræver mere og mere sikkerhedsudstyr, på grund af giftige dampe eller andre farlige partikler. Dette er en kedelig udvikling, da det ender med, at lønmodtagerne fremover skal bære tunge og generende sikkerhedsudstyr fra morgen til aften. Det er ikke særlig sundt, at bære maske hver dag, året rundt.
Men i dag kan man jo ikke nægte noget som helst. Så er det bare en fyrreseddel. Det ville være langt bedre, at man sagde, at de materialer der er så giftige eller farlige, at de ikke kan fremstilles uden særlig sikkerhedsudstyr, de skal simpelthen ikke fremstilles.
Jeg mener jeg ikke, som det er i dag, at det er tillidsmanden der skal blande sig i disse sager, ud over at tilse, at sikkerhedsmaterialerne forefindes. Hvis tillidsmanden skal blande sig i kollegers drikkeri, eller se efter om de bære sikkerhedsudstyr, så er det kun at sætte tillidsmanden op imod de andre kolleger. Nej disse sager mener jeg helt afgjort skal være et ansvar, der skal ligge hos ledelsen.
Tillidsmandens funktion skal være, at holde ledelsen i ørerne og efterse om medarbejderne får hvad der er aftalt. Han skal forhandle løn og arbejdsvilkår. Men det der sker er, at man har været smart, til at lægge alle mulige andre opgaver over på tillidsmandsfunktionen, så han/hun ikke er i stand til at varetage dens egentlige opgaver.
Det er almindelig kendt, at når en krigsherre er ved at tabe en krig, så går han til angreb på sine egne. Og dette ser jeg faktisk også er tilfældet med det der hedder tillidsmænd og fagforening. Ja, så kunne man i samme sætning vælge at sige socialdemokratiet. Den største trussel mod sikkerheden er selve udviklingen.
Vi er desværre kommet dertil, at det er maskinerne der styre mennesker, og ikke omvendt. Mange mennesker føler sig kun værdsat gennem den præstige og status, som kun kan erhverves gennem penge. Hvis det ikke var sådan, så havde vi slet ikke den industri vi har i dag. Jeg kommer til at tænke på ”prædikerens bog” i gammel testamente. Der står der: ”Al flid og al dygtigt arbejde udspringer af den enes misundelse mod den anden”. Og i samme forbindelse står der, ”at der er intet nyt under solen”.
Altså kan det i sidste ende kun ”altid” være vedkommendes eget ansvar hvor meget de vil gå med til. Jeg synes ikke der er nogen grund til at umyndiggøre lønmodtagere fra deres ansvar. Hvis ikke lønmodtagerne selv føler et ansvar for deres slendrian, så vil de heller aldrig indse, at det er deres egen pligt, at sige fra.
Der er ligesom en tendens til at drikkeriet er tiltagende i de senere år. Ikke bare på arbejdspladserne, men også i hjemmene. Der er jo mange mennesker der ikke mere kan overskue deres hverdag. Tingene bliver mere og mere komplicerede og dermed også mere uoverskueligt for de fleste. Dette er i hvert tilfælde en væsentlig årsag til, at mange vælger at drikke sig fra deres bekymringer. Det er vel også ret så forståeligt, at med det pres der er på arbejdspladserne, at nogle synes det nødvendigt, at dulme presset med spiritus. Jeg forstår dem sgu’ godt, også selv om jeg ikke selv rører hverken øl, vin eller andet spiritus. Men selvfølgelig er det er problem. Og ikke nok med det, det er et samfundsproblem.
Vi taler så meget om, at vi har et fælles samfund, som vi i fællesskab skal bygge op og bevare. Vi tænker bare aldrig over, hvad det er vi egentlig siger. Når vi taler om at bygge samfundet op, så mener vi nok snarere maskinerne eller teknologien. Vi glemmer, at det er mennesker der er samfundet. Men i takt med, at vi bygger det såkaldte samfund op, så bryder vi mennesket ned.
Næsten alle mennesker i dag er blevet afhængig af et eller andet stof. De ældre får antidepressionsmidler. De middelaldrene er alkoholikere, de unge er misbrugere, af forskellige stimulerende stoffer, lige fra skolealderen. Og ret så mange børn starter deres liv med at være allergikere. De middelaldrene har oven i deres misbrug yderligere det problem, at de næsten alle tager et eller andet medicin, ordineret fra deres læge. Alt dette burde være en samfundsopgave at få ryddet op i.
Selvfølgelig hjælper det ikke at drikke øl, for at holde sin hverdag ud. Men som man plejer at sige: Du kan ikke drukne dine sorger i spiritus, men du kan få dem til at flyde lidt ovenpå. Og det er jo nok lige det det handler om. Problemet er bare, at hvis man bliver ved med at lade sine problemer flyde ovenpå, så ender det meget ofte med, at man alligevel drukner dem i skummet, og så bliver de i hvert tilfælde aldrig løst.
Hvad er demokrati?
Jeg synes ikke man sådan skal prøve at sætte mennesker i bås, altså med mindre de selv vil have det. Der er mange der melder sig ind i forskellige former for foreninger, og de beder vel selv om at tilhøre en eller anden form for isme. Jeg er ikke medlem af nogen forening af nogen slags. Jeg er heller ikke politisk interesseret. Ej heller stemmer jeg til noget valg. Men jeg er utrolig interesseret i hvad der rører sig i den verden jeg lever i.
Vi bliver født til denne verden, medbringende den arv af konsekvenser, som vores forfædre har efterladt sig. Blandt andet 1.000.000 love , regler og andre forskrifter om, hvad vi må og hvad vi ikke må. I Danmark er vi født som danskere. Vi er endvidere underlagt de forældre der har skabt os. Disse basale kendsgerninger kan man ikke komme uden om.
På et tidspunkt bliver vi voksne og har dermed mulighed for, at vurdere om vi nu også stadig vil underkaste os de samme regler og normer, som vores forældre har efterladt sig. Man kan selvfølgelig, for lethedens skyld bare acceptere det hele. Men man kan også vælge at tage stilling til, om det samfund man er født ind i, nu også er levedygtigt for de børn man selv vil skabe og videreføre. Men dette lader sig ikke gøre igennem ismer, eller andre former for foreninger eller organisationer. At være mange om noget, betyder kun, at der er andre der får magten.
Der er selvfølgelig nogen der mener, at man ikke kan lave om på udviklingen. Når man først er kommet dertil, så må man vel kalde det for en kapitulation. Men det synes jeg ikke man bare lige kan gøre, og det tror jeg dybest set heller ikke nogen mennesker gør i deres indre. Nok kan man underkaste sig, men aggressioner vil altid være tilbage. Derfor ser man også mange lande hvor der er krig, at det meget ofte er problemer der ligger flere hundrede år tilbage som er årsag til krigene. Men på grund af tidligere hårde diktatorer, er det først muligt nu, at give aggressionerne afløb. De videreføres nemlig gennem generne på næste og næste generation. Derfor disse modbydelige krige. Men de er virkelig nødvendige.
Jo selvfølgelig skal der protesteres. Og jeg vil sige det på den måde, at hvis vi bare accepterer og underkaster os uden protest, så er vi selv medskyldig i skævhederne. En protest kan ligge i, at vi siger: Vi vil ikke være med, og så står man simpelt hen af. Og der er mange måder at stå af på. F. eks. ved, at gå ud af fællesskabet. Hvis du er med i fællesskaber, så er du jo selv én af dem, og er lige så medskyldig. Hvis vi siger: Der er ikke noget at gøre ved det. Ja, så er der ikke noget at gøre ved det. Det er vores vilje der bestemmer slagets gang.
Jeg tænker ikke på protester i lighed med marxisme. Det er heller ikke noget med at dele, eller ligeret jeg taler om, men derimod noget om kampen mod, (ikke nynazismen, for det eksisterer slet ikke), men den ”nye fascisme”. Jeg fatter simpelthen ikke, at mennesker ikke har gennemskuet dette modbydelige fænomen. Hvis man ser rigtig efter, vil man måske, ved at analyserer de såkaldte nynazister, opdage, at det måske i virkeligheden, når det kommer til stykket, faktisk er en protest imod den nye fascisme.
Alle priser vores demokrati højt. Er vores demokrati nu så godt som vi vil gøre det til. Hertil kan der svares både for og imod. Såfremt vi mener, at det er demokrati, at gå hen og stemme senest hver 4 år, ja så har vi demokrati, Altså det rent synlige tegn på illusionen demokrati. I det hele taget er det min overbevisning, at demokrati aldrig vil være andet end en illusion. Men som samfundsform, kan man vel sige, at vi har vel ikke noget andet at sætte i stedet. Det hænger jo også sammen med, at befolkningen, er lullet godt i søvn igennem det sidste århundrede. Industrialiseringen har givet folk det legetøj de ønske, og har dermed lukket munden på folk og bildt dem ind, at de har medbestemmelse. En ren narresut.
Det er jo ikke bare i Danmark, at tingene ser sådan ud. Det er hele den vestlige verden, hvor der findes demokratier. Ikke fordi jeg tror den østlige verden er bedre, slet ikke. Det jeg gerne vil slå et slag for, er den løgn vi alle sammen lever på; at vores bevidsthed er bygget op på et fejlagtigt grundlag. Det er ikke så underligt, at folk engang imellem ikke kan få tingene til at hænge sammen, og bliver forvirrede, eller opgiver at forstå de forskellige sammenhænge. Denne forvirring er også årsagen til, at mennesker bare blindt overlader beslutninger og ansvar til magthaverne.
Se bare på hele spørgsmålet om EU. Hvor mange er egentlig interesseret i at sætte sig ind i dette spørgsmål. Det siger noget om menneskers passivitet. Og her findes også årsagen til at politikerne kan opføre sig som de gør. Og som jeg siger; hvis de sagde sandheden, så blev de slet ikke valgt. En del af “pagten” mellem vælgere og politikere er: “Vi ved godt begge parter, at det hele er bluf, men ingen må afslører bluffet”, så er det hele nemlig ødelagt. Med andre ord; “Vi leger en leg, der går ud på, at vi leger, at vi ikke leger”. Sådan kunne formlen se ud.
Vi skal heller ikke forvente, at pressen skulle finde på at afsløre løgnen. Pressen sætter ikke spørgsmål ved demokratiet som sådan. Pressen kritiserer helt og holdent kun rammerne inden for demokratiet. Den stiller aldrig spørgsmål ved selve styreformen, som jeg taler om, nemlig selve demokratiet. Og der er det jeg siger, at kun dem der er i dette ærinde, vil jeg betragte som rigtige samfundskritikere.
Pressen kunne f.eks. forholde sig til følgende spørgsmål:
Er det en demokratisk styreform vi har? Under dette punkt kunne jeg nævne mange underpunkter.
Dernæst, hvis vi ikke har demokrati. Hvad kunne så vi gøre for at skabe et sådan? Ingen har vist nogen sinde stillet dette spørgsmål. Og det har man ikke gjort, fordi man går ud fra som en hypotetisk selvfølge, at vi har demokrati. Indtil for få år siden (ca. 10 år) var det “forbudt”, at stille sådanne spørgsmål. Gjorde man det, var man også sikker på at være udstødt, fra den eller de grupper man tilhørte.
Man kunne selvfølgelig lave en landsafstemning, om vi har demokrati. Eller måske en form for gallup undersøgelse. Man kan selvfølgelig ikke undersøge demokratiets ægthed ved at spørge et flertal, eller ved at flertallet skulle sige, ja, det har vi.
Hvis man forestiller sig, at et folks flertal er tilfreds med at få “pisken over nakken”, så vil de selvfølgelig sige ja, hvis de altså har en regering der tilfredsstiller deres ønske om pisken.
Man kan underkue en befolkning, så de kun ønsker underkastelse.
Man kan tage ansvaret fra mennesker, så de ikke mere ønsker et ansvar.
Man kan tage arbejdet fra mennesker, så de ikke mere ønsker at arbejde.
Man kan lovgive så meget for mennesker, så folk råber på flere love.
Man kan gøre folk så afhængige, at de konstant råber på ledelse.
Men ovenstående siger efter min mening mere om afhængighed end om demokrati.
Det er ikke svært at skabe et ja - sigende folk. Men så taler vi ikke mere om demokrati, men om demokratur.
Det kan godt være, at vi her i Danmark har en masse systemer, og alt er sat i relief, så det bare køre derudaf. Ja, vi har det godt materielt. Men hvad hjælper det, hvis vores livskvalitet konstant bevæger sig på afgrunden. Demokrati er et mærkeligt ord, der kan bruge til lige hvad man vil.
Blot et eksempel: 10 mand sidder i en klub. De 8 bliver enige om, at man godt må slå alle gamle ihjel over 70 år. Det er også en del af dette her “skønne” demokrati. Det kunne lige så godt være en regering der blev enig om det samme. Ville man så også sige OK; da det er en demokratisk beslutning, så er det i orden. Eller hvor langt vil man gå. For man må da indrømme, at også dette er demokrati. Vi taler her om det der altid har været et problem med et demokrati i dets yderste konsekvens.
Problemet er nemlig, at et demokrati, for det meste ikke er andet end demokratur, når det har nået en hvis alder; altså en udviklingsproces. Og vi er her i Danmark kommet dertil, at folket er blevet passiviseret. Et folk der er passiviseret, er også et folk der er modtagelig for fascisme. Og et folk der er passiviseret, er også et folk bestående af idioter, eller jeg vil kalde det psykopater. Og det er ikke godt, at vide, hvad den slags mennesker kan gå med til at være enige om, (sådan rent demokratisk).
Vi vil aldrig kunne opnå det fuldendte samfund. Hvis vi kom dertil, så ville det ikke mere være et samfund, men en naturtilstand. Jeg tror ikke, at der er mange mennesker, for ikke at sige slet ikke nogen, der ønske sig tilbage til naturtilstanden. Samfundstilstand har noget med magelighed, sikkerhed og tryghed at gøre. Mens naturtilstanden har noget med frihed og ansvar at gøre.
Men når man taler om naturtilstand, så er man nødt til at holde begrebet samfund udenfor. Her er det nemlig mere passende at kalde det for hierarki, lige som i dyreverdenen. Det har netop vist sig, at alle primitive stammer, har overlevet, så længe de ikke har dannet samfund, men hvor bare hver især har haft sin plads i hierarkiet.
Jeg vil påstå, at det største problem i vores samfund i dag, det er, at hierarkisystemet er brudt sammen. Mennesker har meget svært ved at identificerer sig selv i et samfund.
I naturtilstanden er der et hierarki, hvor hver medlem af flokken har en status i forhold til hinanden.
I et samfund er der en styreform. Det kan være demokrati eller diktatur, hvor hierarkiet afløses af magt.
Men vi må ikke glemme, at menneskets overlevelse, ikke skyldes den samfundsform vi har i dag, for den er ikke ret gammel. Menneskets overlevelse har heller ikke noget med mængden af mennesker at gøre. En hvilken som helst levende art, er i stand til at uddø på meget kort tid, uanset mængde. Vi kan tydeligt se på mængden af mennesker p.t. er enorm stor, bare i forhold til for 100 år siden, samtidig er menneskers sundhedstilstand eller livskvalitet meget dårligt “generelt”.
Jeg mener selvfølgelig ikke, at mennesker, hverken kan eller skal bevæge sig tilbage til en naturtilstand. Men det jeg taler om er, at vi er nødt til, som mennesker, engang imellem, at se på hvad vi er for nogle væsener og hvad vi er sammensat af. For i bund og grund er vi naturfænomener, der er underlagt de selvsamme naturlove som et hvilken som helst andet levende væsen er det. Og dette mener jeg virkelig, at vi som mennesker gør klogt i at respektere. Om ikke andet, så for vores sundheds eller overlevelses skyld. Altså kan vi bruge vores fortid i naturtilstanden, som en facitliste, til at se hvad det er, der går galt, når en hel menneskehed ikke trives. Jeg mener slet ikke, at vi kan tale om, at noget er perfekt. Alting er vel på en måde perfekt i sin form. Men det er lidt underligt, at mennesker, hvis største overlevelses-redskab er hjernen, ikke er i stand til at holde sin art på et højere sundheds og livskvalitetsstade en tilfældet er.
Hverken du eller jeg er i stand til fuldt ud at gennemskue et samfunds dybder. Lige som et menneske består af en bevidsthed, eller vores bevidste handlinger og mål, så har vi også noget der hedder underbevidstheden, eller det ubevidste, som er den egentlige drivkraft eller styreform for bevidstheden. Men meget få mennesker er bevidste om deres ubevidste.
Og hvor vil jeg så hen med dette sludder, vil du måske sige. Jo, det er på nøjagtig samme måde et samfund fungerer. De informationer vi får, fra aviser, tv, radio og almindelig samvær med hinanden, det svarer i samfundsterminologien kun til menneskers bevidsthed.
Samfundets ubevidste, eller man kan kalde det for det kollektive ubevidste, det hører vi sjældent noget til. Disse drivkræfter er godt og grundigt gemt af vejen. Til trods for, at vi ser symptomerne dagligt. Det ubevidstes opgave er netop at fremkalde symptomer. Og jeg mener, at hvis vi ikke kan se disse symptomer; det være sig overbelagte sygehuse, overforbrug af psykofarmaka, stigende alkoholforbrug, stigende antal selvmord, menneskers stigende søgen efter religiøse sekter, o.s.v., så er vi virkelige blinde. Egentligt tror jeg godt vi kan se det. Men prisen for at ændre det er for stor.
Derfor, når jeg påstår, at arbejdsgiverne er interesseret i arbejdsløshed, så tror jeg ikke engang de selv er klar over det. Arbejdsgivere er lige så store egoister som lønmodtagere og visa versa. Jeg håber ikke det blev for indviklet.
For mig er det ikke rystende at høre, at politiske partier bliver overvåget af PET. Det overraskende ligger mere i, at det er blevet afsløret. Så kan man jo sige, at hvis man har ren mel i posen, hvad er der så at frygte ved at blive overvåget? Men det er jo lige netop dette, der er det store spørgsmålstegn. Kan man efterhånden med sikkerhed sige sig fri for ikke at føle, at man har gjort noget forkert. Det kan for nogen være meget vanskeligt, at bevæge sig igennem den jungle af love og paragraffer uden dermed at blive lidt sur på systemet. Eller uden at komme til at være lidt på kant med loven.
Hvis man så gør vrøvl; bliver der straks fra politikernes side sagt! Jamen så meld dig ind i et politisk parti. Jo tak. Men det er netop sådan iflg. sagens natur, at skal der virkelig laves om på noget i systemet, så vil det nødvendigvis blive et ydrefløjsparti man vil melde sig ind i. Men som jeg hører igen og igen, så er det netop disse partier der skal overvåges.
Altså har vi foreningsfrihed, hvis vi bare tilhører de “rigtige” partier, medmindre vi vil finde os i, at mistænkeliggøres, som farlig for samfundet.
Jeg synes denne sag ligner noget af det, som man kraftigt kritiserede Sovjet for, for bare 10 år siden. Hvor længe kan vi egentligt blive ved med at kalde os for et frit land?
Det er på tale, at Levnedsmiddelstyrelsen skal offentliggøre lister med restauranter, grillbarer og pizzeriaer der ikke har gjort rent i køkkenet, sælger fordærvet mad eller andre sundhedsfarlige skrækkeligheder. Hvad fører dette til og hvor langt må man gå? Kan man forestille sig, at skattesyndere bliver offentliggjort? Eller hvad med spritbilister, voldtægtsforbrydere eller miljøsyndere? Hvor går grænsen og er det overhovedet fair at myndighederne offentliggør folk, der forbryder sig mod systemet?
Hvis vi alle er enige om, at vi skal have en lovgivning og et retsvæsen, så er vi vel også enige om, at overtrædere skal dømmes. Og så er det vel også i alles interesse, at vide hvem der er dømt og dermed ikke overholder de love, som vi i fællesskab har skabt. Uden dette, har vi jo ikke nogen mulighed for at vide hvem vi bevæger os sammen med. Denne offentlighed, vil da også have meget mere præventiv virkning end de nuværende straffe. OK, den dømte vil måske være stemplet resten af sit liv. Men, den dømte har også mulighed for at råde bod, ved at ændre sin levevis, og hermed opnå fornyet anerkendelse af sine omgivelser.
For at tage et eksempel: En mand bliver dømt for at have sex med små børn. Han bliver dømt, og efter et halvt år kommer han ud. Nu tager han blot bopæl i et andet boligområde, hvor ingen kender ham, og kan fortsætte sine tilbøjeligheder forfra indtil han 3 – 4 år efter bliver opdaget på ny.
Tilgivelse, ja, men ikke før vedkommende har erkendt sit problem og bevist, at han / hun har gjort noget ved det. Men ikke tilgivelse på grund af en dom, der kun alt for tit gør mennesker mere kriminelle.
Én ting er vigtigt, at slå fast. Man skal ikke dømme folk for lovgivningens skyld, men for borgernes skyld. Altså skal man ikke betale sin skyld til staten, men til sine medmennesker. Det er ikke staten der skal tilgive, men derimod medborgerne.
Fascisme har noget at gøre med massesuggestion, at langsomt manipulerer mennesker til at underkaste sig nogle bestemte meninger (salamimetoden), for dermed til sidst fuldstændig at kontrollerer dem. Dette gøres på en meget fascinerende måde. F. eks. Ved først med videnskaben i ryggen, at sige: Amerikanske forskere har bevist, at rygning er farlig. Først har man selvfølgelig sørget for, at folk har fået tillid til amerikanske forskere. Og sådan bliver man ved, fordi der findes rigtig mange mennesker, der både er forvirrede og uvidende om næsten alt, men kun står og venter på, at en autoritet skal komme og give dem ordre til, hvad de skal gøre, tænke, og sige. Og der er jo nok der gerne vil være denne autoritet, for på den måde at fodre sine mindreværdsfølelser.
Fælles for disse fascistiske manipulationer er, at der ikke er hold i noget af det. Som f.eks. passivt rygning. For få år siden påstod WHO, at passivt rygning er farligt. I dag siger WHO: Passivt rygning er overhovedet ikke farligt. Men uvidende og forvirrede mennesker lader sig altid vildlede i hvilken som helst retning, til stor glæde for fascismen.
Historieforfalskninger vil altid ske. Der vil altid efter en krig, være et had til fjenden der gør objektiv vurdering umuligt. Det vil f.eks. aldrig være særlig populært efter en krig, at udtale noget som helst positivt om fjenden. Tingene bliver derfor enten sorte eller hvide: Ingen nuancer.
Men det berettiger ikke nogen mennesker 50 -60 år efter at skrive en ny historie. Det kan egentlig være fløjtende ligegyldigt, om den ene eller anden har ret. Hvad skal man bruge det til, andet end at pleje nogle evt. egne fascistiske interesser, for at kunne tryne nogle andre. Nogle mennesker har det ikke godt med sig selv, og derfor finder de nogle syndebukke til at bære den skyld, som de selv hele livet har løbet fra.
Vi lever i dag i år 2000, og har alt andet at tænke på end 2. Verdenskrig. Jeg bruger aldrig ordet nynazist, for der findes ikke nazister i år 2000. Nazismen opstod ud af nogle politiske forudsætninger der var engang. Det kan ikke gentages, fordi de samme betingelser ikke er tilstede i dag. Vi har til gengæld nogle andre vilkår, der igen giver nogle helt andre betingelser, nemlig en grobund for fascisme. Nynazisme er et begreb der er skide sjovt at bruge, fordi der er power i det. Det er noget man kan forarge sig over. Og derfor bruger man begrebet. Ordet højre ekstremister ville være mere passende.
Vi skulle meget hellere passe på den fascisme der er så voldsomt i udbrud i det skjulte. Det uhyggelige ved fascisme er nemlig, at ingen ser den før det er for sent, fordi det drejer sig om langsom massemanipulation med henblik på underkastelse. Jo, på denne kant er der mange kræfter i gang. Vi sluger den ene pille efter den anden, om forbud og påbud, mod og for både det ene og det andet ”salamimetoden”. Og vi opdager slet ikke, at netop dette er fascismens ulmende ansigt.
Der hvor jeg taler om fascisme, er hvor myndighederne unødigt laver indgreb over for borgerne, og hvor vi faktisk bare stiltiende lader stå til. Man retfærdiggør, myndighedernes stigende indblanding i folkets privatliv, på grund af, at samfundet i dag er blevet meget kompliceret. Men hvis prisen for en kompliceret teknologisk udvikling betyder øget indblanding fra samfundets side, for det gør det, så mener jeg, at det var bedre om man satte tempoet lidt ned. Vi ser jo desværre, at flere og flere mennesker falder uden for systemet. Altså hvis myndighederne skal blande sig mere og mere, efter denne terminologi, så er det, vi får denne her spirende fascisme, hvad angår det danske formynderi.
Hvad er der blevet af de saglige argumenter i valgkampene? Er det os almindelige vælgere, der kræver personkampen og stemmer på dem, der lover mest? Er Danmarks kendetegn - det brogede politiske billede - ved at blive sort-hvidt? Og er det det, vi vil have?
Socialdemokratiet er kommet med et godt oplæg. Men det var vores ide, siger Venstre. Altså er S nu meget kloge. Eller S er nu gået med til det eller det, fordi de har indset at V havde den rigtige ide. Denne sang har jeg nu hørt i over 50 år. Det kører sikker også den anden vej. Men, kan det da ikke være ligegyldig hvorfra ideerne kommer. Det vigtigste er vel, at nå til enighed om et resultat til de flestes interesse.
Hvordan skal et parti, med bare en lille smule respekt for sig selv, kunne samarbejde med et parti, der straks efter en indrømmelse hænger den anden ud for nu at have indset at de før bare var dumme, men at vi nu har gjort dem klogere. Dette er ikke samarbejde, men afvisning. Man skal da ikke latterliggøre et andet parti, fordi de gerne vil noget som ens eget parti altid har villet.
Ud fra dette, kan jeg da godt forstå, at visse partier, der måske kunne være villige til at komme med indrømmelser, alligevel holder sig tilbage, af skræk for at blive hængt ud. Det burde ikke være en skam at komme med indrømmelser. Men det sørger alle omhyggeligt for at det bliver. Det er ikke mennesker som dem der er brug for i Folketinget. De er kun politikere, er ikke statsmænd.
Men vi får nok ikke nogen ende på dette vanvid, før befolkningen holder op med at stemme på dem. Jeg selv har ikke stemt til noget valg siden ca. 1980. Jeg kan simpelthen ikke tage det seriøst, ikke nogen af dem. Selvfølgelig er der også andre grunde til, at jeg ikke deltager. F.eks. synes jeg, at vi er lige berettiget til at være her alle sammen, uanset meninger. Og den ene er lige så god eller dårlig som den anden. Men jeg fatter alligevel ikke, at flertallet i Danmark, mener, at politikerne er barnlige, at Christiansborg er en børnehave, at de siger ét, men gør noget andet, at samfundet er blevet forrøgt, o.s.v. Og alligevel er der altid omkring 80% af befolkningen der møder op og stemmer til deres valg.
Hvorfor sender befolkningen ikke nogen signaler den anden vej, og gør opmærksom på, at dette her vil vi ikke være med til. Den eneste måde, som jeg kan komme i tanke om at sende et signal på, det er at lade være med at stemme overhovedet. Jeg tror, at hvis vi kom ned på 25% stemmer i alt, så ville de måske tænke sig om næste gang. Det at folk vælger sofaen, det er i hvert tilfælde noget de har respekt for. Jeg er ikke organisationsmand, heller ikke politiker, eller politisk af nogen art, men jeg ville ønske, der var nogen der ville starte en kampagne ”opfordring til sofavalg”.
Hvis vi skal være helt ærlige, så er der vel ikke ret mange mennesker der i dag tror på, at vores land styres fra Christiansborg længere. Erhvervslivet, pengefolket, pressen, diverse organisationer samt EU, er nok dem der i dag har størst indflydelse på slagets gang.
Jeg ved godt, at folk i ikke såkaldte demokratiske lande kæmper for at få stemmeret. Men de ved jo ikke, hvad det er de kæmper for, eller rettere sagt, hvad et hvert demokrati udvikler sig til. Det er muligt, at de skal igennem den samme udvikling som os, for så 100 år senere, at modnes til at brække sig over det, hvem ved?
Hvis vi tror vi kan få indflydelse ved at stemme, eller gå ind i et parti, så er vi mere naive end vi burde have lov til at være. Tidligere var det sådan, at demokratier var noget smukt, det var et reelt ønske og en naturlig udvikling efter de forskellige enevælder, eller diktaturer som vi havde den gang. Men alt udvikler sig, og eller trækker sig tilbage. Og nu har vi kun demokratur tilbage.
Demokratur ser man i nogle lande i dag, som af vesten er blevet presset til at indføre demokrati for at få del i de fordele som vi tilbyder dem. De giver folk stemmeret, for så derefter at gøre som det passer den herskende klasse, da det skal se ud som om de har folkestyre. Men folkestyrer har altid været en illusion. Men ja, det skaber ro i en uvidende befolkning der gerne vil styres af en overmagt, og samtidig bevare illusionen om, at det er dem selv der bestemmer.
Der er nogen der mener, at hvis man ikke sætter sit kryds, så kan man heller ikke brokke sig bagefter. Denne udtalelse er en frase som der aldrig har været bund i. Den er endda direkte grundlovsstridig. Der står ikke noget om i grundloven, at man ikke har ytringsfrihed, hvis man ikke stemmer. I realiteten kunne jeg blive valgt ind i folketinget, uden nogensinde at have afgivet min stemme. “Men jeg tror næppe, at der er nogen der ville stemme på mig”. Det interesserer mig heller ikke. Men jeg vil nu alligevel mene, at jeg har lige så meget indflydelse, f.eks. ved at skrive disse linier. Jeg har endda på et tidspunkt været medvirkende til en lave ny lov, ved at rette henvendelse til folketinget. På samme måde har jeg flere gange rettet henvendelse til vores Amt og Kommune med positive resultater. Men det har ikke noget med demokrati at gøre, det er rent administrativt. Man kan altid henvende sig, hvis man mener man har en god ide, og bede en eller anden forvaltning se på om en ide kunne lyde fornuftigt. Og er den også det i deres øjne, og denne embedsmand så kan føre den ud i praksis, så er alt jo i orden. Det kan jo være lige meget hvem der kommer med ideen. Hovedsagen er, at den bliver ført ud i livet. Jeg mener helt afgjort, at jeg er lige så berettiget til at kritiserer som andre. Måske mere, fordi jeg som udenfor partierne, bedre er i stand til at se objektivt på tingene.
Jeg er naturligvis hverken provokatør eller naiv. Men jeg prøver, at få andre til at vågne op fra deres naivitet. Jeg kan love enhver for, at hvis der er noget politikerne har respekt for, så er det, at der ikke er nogen der stemmer på dem (forguder dem). Politikere består af selvforherligende mennesker, lige som narkomaner, der kræver mere og mere bekræftelse. Jo mere man forherliger dem, jo mere magt får og ønsker de. Storhedsvanviddet stiger dem til hovedet, på grund af den tilbedelse de har fået. Ingen mennesker kan tåle denne form for idolisering, uden at blive afhængig. I det hele taget, for at ønske magt, skal der ligge et alvorligt mindreværdskompleks som baggrund. Og dette er i virkeligheden en alvorlig sag for et menneske, og en farlig situation for et samfund.
Hvis ingen stopper dem, så ender de som diktatorer. I vores land er der heldigvis et system der er indrettet på en måde, så de aldrig når så højt.
Men som jeg plejer at sige, så er det ikke fra Christiansborg, at slagets gang det foregår. Det er helt andre mekanismer der styrer vores samfund. Og grunden til, at vi trods alt stadig har et relativt “godt” samfund er, at de kræfter der styrer, har set deres interesse i at alle hjulene skal køre rundt, for at maskineriet skal køre ordentligt. “Så der er brug for os alle”. Og derfor vil jeg heller ikke stemme på noget, og opfordre selvfølgelig andre til også at lade være.
Hvis du foretrækker tryghed og sikkerhed, så afgiv endelig din stemme til valgene.
Hvis du foretrækker frihed, så lad være med at stemme til valgene.
Tryghed og sikkerhed kan nemlig ikke eksistere sammen med frihed.
Jeg ved godt, at man siger; at folk har gennemskuet politikerne. Ja; måske ca. 20% af vælgerne. Resten ca. 80% er den store hob af stemmekvæg, der ikke har nogen selvstændig mening om noget som helst, men lader sig drive som køer, af de bondefangere der kæmper for at få flest kvæg i hver deres stalde.
Det stemmesystem vi har, er indrettet på en måde, så magthaverne er sikret i begge ender. Dem der står i spidsen for partierne, sørger for at opstille de kandidater, som de vil have valgt øverst på deres valglister. Deres valgpenge fordeler de selvfølgelig også ud til fordel for deres spidskandidater. Altså, dem der har flest penge i en valgkamp, er også den der har størst chance for at blive kendt. Og som man ved, så er det som bekendt de kendte der kommer ind.
Ja men. Vil man nu sige, så kan man da bare melde sin ind i et parti: Ja, men gør man det, så har man også givet sig selv mundkurv på, hvis man da ellers vil blive i dette parti. Man bliver i hvert tilfælde ikke sat op på nogen liste, med mindre man følger flokken.
Så vil man måske sige, så lav dit eget parti: Ja, men hvor skal jeg få de penge fra.
Det er sørgeligt, at mennesker stadig ikke har mere imellem ørerne, end bare at gå efter nogle plakater, skilte, brochure og så efter hvem der ser bedst ud og hvem der kan tryne den anden mest på skærmen. Og det er bestemt ikke overdrevet, når jeg påstår, at dette drejer sig om 80% af befolkningen. Hvad har de resterende 20% så at stille op med, hvoraf igen halvdelen af de 20% er ligeglade. Nej, mennesker er uselvstændige og upersonlige. Det er jo også derfor reklamen har sådan en magt som den har. Men kampen er unfair, såvel i reklamer som i valgpropaganda.
Den største fare for den personlige udvikling er nok den herskende del af samfundet, der stadig ser det som en fordel at bevare naiviteten og barnepigementaliteten, og på den måde gør mennesker afhængige, og “lydige”, Jeg tror desværre ikke, at vores århundredes skoleuddannelser har hjulpet meget på menneskers selvstændighed. Den har blot gjort os lydige til at indordne os under det erhvervsliv som er hele formålet med folkeskolen og skolesystemet i det hele taget. Reklamebranchen er et levende bevis for, at skolerne i vort århundrede ikke har gjort mennesker selvstændige.
Det der gør det hele mistænksomt er, at verden i dag er blevet ret så kompliceret. Og måske er det vigtigere end nogen sinde før, at holde sammen på stumperne, hvis vi vil bevare en selvstændighed, jeg tænker her nationalt. (Jeg går hverken ind for EU eller er imod det), “vi har været solgt for mange år siden”. Men det land, som vor forældre og deres forældre, har kostet blod og tåre på at bevare igennem århundrede, det har én generations magthavere formået at ødsle bort. Hvorfor?
Det har de kunnet, fordi der har været og er en uselvstændig befolkning, der ikke engang har kunnet holde styr på sit eget privatliv. Det er ikke en ondskabsfuld bebrejdelse af mine medborgere, men en sørgelig konstatering. Den befolkning jeg taler om, har ladet sig kaste ud i en materialisme, som aldrig har været set tidligere i historien. Den har ladet flere og flere blive ofret til alkoholisme og narkomani eller anden form for opgivelse, (“hvor der handles, der spildes”), for fremskridtets skyld. Den har stiltiende fundet sig i, at de ældre ikke mere har en værdig plads i samfundet. Der er flere og flere der er nødt til, at bruge det meste af deres weekender til småpimperi, for overhovedet, at kunne holde ud, at være sammen med familien. Den har fundet sig i, at de fleste mennesker i samfundet er nødt til at tage lykkepiller eller anden form for beroligende eller smertestillende midler, for overhovedet, at kunne holde ud at leve. Jeg tror, jeg kunne blive ved i det uendelige, men det skal jeg lade være med.
Er det sådan en befolkning, man prøver at bilde hinanden ind, at der er voksne, og ansvarsfulde til at stemme om Danmarks fremtid. Jeg vil kalde det et neurotisk folk. Men hvis et neurotisk folk skal vælge en leder, der kan tilfredsstille deres neurotiske behov, så må de selvsagt vælge en der er større neurotiker end dem selv. Hvis et morderisk folk skulle vælge…o.s.v.
Det er katastrofalt, at styre et land på kompromiser. Det vil jo aldrig blive andet end halve og kvarte løsninger, som ingen kan være tilfreds med. Det svarer til, at hvis Amtet skal afgøre forældrerettigheden til et barn, og de så huggede barnet midt over, og gav forældrene hver en halvdel. Jeg vil dermed heller ikke mene, at den ene part bare skal give sig for den anden.
Vi skal heller ikke have en politik, hvor der er en blok der sidder 4 eller 8 år, med en suveræn magt. Og grunden til at det er farligt er, at man kunne forestille sig, en sådan regering, f.eks. kunne finde på, på bare 5 år, at nedlægge al kollektiv trafik, rykke alle jernbaneskinner op, og sælge alle busser for at indføre privatbilisme. Omvendt kunne den anden blok finde på, at forhindre privatbilisme, fjerne alle broer, og forbyde salg af benzin og pløje alle vejene op.
Begge tilfælde ville jo være katastrofalt for samfundet, og ville føre til, at hver gang den anden blok kom til magten, så ville de bare begynde at bygge det hele om igen. Sådan kunne man nævne mange eksempler. Og selv om dette eksempel er firkantet og provokerende sat op. Så kan man i hvert tilfælde sige, at en sådan form for styring er man da fri for p.t., fordi ingen mindretalsregering vil have mulighed for sådanne misgerninger.
Det ville være helt anderledes hvis det var sunde og voksne mennesker, der styrede landet, men det er det ikke. Og det kan kun skyldes, at det er syge mennesker der vælger dem ind. Hvis en psykopat skal vælge en leder for psykopater, så må han nødvendigvis vælge en der er større psykopat end ham selv. Og sådan er det bare, dette er en naturlov.
Et sundt, modent og voksent menneske, er et menneske der er i stand til med indlevelsesevne, at lytte til et andet menneske. Det går aldrig på kompromis med sine synspunkter, men lytter aktivt med henblik på at blive klogere, og er så i stand til at tilsidesætte sine tidligere synspunkter til fordel for en højere sandhed. Men viljen til at lade kendsgerningerne sejre, kan ligge på et meget lille sted, hvis det især er det med “menneskesyn” man er uenig i. Jens Otto Krag sagde engang, at man har et standpunkt til man tager et nyt. Jeg synes det var klogt sagt.
En debat må aldrig blive et spørgsmål om at få ret, eller at skulle bevise hvem der er klogest, eller hvem der er stærkest og har mest magt. Så er det nemlig ikke mere en debat eller forhandling, men en regulær “gadekamp” Det er jo netop derfor, at rigtige kvinder ikke går ind i politik. En rigtig kvinde er nemlig ikke magtsyg. Det ligge slet ikke til hendes natur.
Du må ikke slå ihjel, siger de såkaldte kristne. Det står der i de ti bud. Skal de kristne så lade være med at slå ihjel? Er det i orden, at dræbe, hvis man ikke er kristen og hvem afgør om man er det?
Er det alle mennesker man ikke må slå ihjel? Gælder det også i en krig?
Er det i orden at dræbe, hvis bare man har valgt nogle myndigheder til at tage beslutningen om at sende en i krig?
Jeg mener , at det er hykleri, at have en holdning, der konkret siger: Du må ikke slå ihjel. Vi gør det alle sammen, på den ene eller den anden måde. Direkte eller indirekte, ved at tie eller samtykke, når vi er vidne til overgreb. Det være sig lokalt eller globalt. Jeg tænker her på de lande Danmark er i alliance med, og som har deltaget i adskillige krige over hele verden, med held eller nederlag, for at sikre sig territorier eller økonomiske interesser.
Hvis vi er deres (kristne) allierede, så er vi også deres (kristne) medskyldige. OK, siger vi så! Men de krige er jo imod de onde. Men hvem skal afgøre, hvem der er ond? Jeg undre mig, fordi: Vores allierede lande erklærer sig, at være kristne lande, der alle har en lov, der siger, du må ikke slå ihjel.
Når alt kommer til alt, er vi så meget anderledes end de muslimske lande? Jeg tror, at der er lige så mange aggressioner, bitterheder, magtbegær, ondskab og mordtanker i os, som der er i alle andre mennesker i verden. Vi er bare langt mere raffinerede i vores metoder. Vi har lært at dræbe på afstand, og dermed undgå, at bedrageriet bliver afsløret. Vi gør det så kompliceret, at ingen kan drages til ansvar.
I kvindekampen hører man ofte: “Vi kvinder kræver ret”. Eller som nogen siger: “Vi kræver ligeberettigelse”. Alene ordvalget siger, at det ikke kan lade sig gøre. Ingen har krav på noget. Hvis man vil noget, så må man kæmpe. Ikke for “at få retten”, men for at tage den, og det er noget andet. Hvis nogen giver en retten til noget, så har denne også retten til at tage den igen. og dermed er den betinget. Den der har magten, har nemlig også retten. Men magt er ikke noget man får, det er noget man tager. Den virkelige ligeret, det er den man selv har erobret. Et territorium man har indtaget. Hvis man selv havde magten, behøvede man jo ikke spørge om at få den. Så det drejer sig altså om, at være i besiddelse af den. Så mon ligeret overhovedet eksisterer når det kommer til stykket. Hvis kvinderne tog magten. Så ville det jo være mændene der kom og krævede deres ret. Men så længe der er en magt der er større end en selv, er det kun en illusion at kræve retten.
Mon kvinder egentlig ønsker magt? Det tror jeg ikke de gør i al almindelighed. Og det er måske lige frem det er er årsagen til, at så få kvinder sidder på de ledende stillinger. Jeg tror, at der fra naturens hånd, også her er en væsentlig forskel. Kvinder er vel også mere afbalanceret end mændene. De har heller ikke de mindreværdskomplekser, som er en betingelse for ønsket og begæret om magt. Så hvorfor skal man absolut pace kvinderne til at indtage magtstillinger? Lad os da for alt i verden bevare forskellen mellem kønnene. Som jeg tidligere har citeret:
En rigtig mand udøver sin mandlige kraft med kvindelig mildhed.
En rigtig kvinde udøver sin kvindelige mildhed med mandlig kraft.
Det er ved at være sådan i verden, at intet land kan begå sig; det være sig i tankegang, samhandel eller samarbejde på den ene eller anden måde, med mindre; man infører demokrati efter et vestligt mønster. Et land som Irak, vil ifølge sagens natur ikke være i stand til, eller moden til demokrati de næste 10 -20 år. Demokrati er en udviklingsproces, og ikke noget der kan gøres på kommando. Se bare på Algeriet. I øvrigt mener jeg slet ikke, at vores vestlige demokratier er noget at prale af.
Det er de vestlige lande der har magten i verden, (USA, verdens politi), hvad er det for et udtryk. Hvis et eller andet muslimsk eller kommunistisk land skulle føle sig truet, så forstår jeg dem godt. Jeg forstår godt, at de i deres fortvivlelse og desperation, fremstiller kemiske våben, da det er det eneste de har råd til at fremstille. Havde de ikke haft en trussel fra de vestlige lande, så havde de heller ikke haft den aggressive holdning, som de har i dag.
De vestlige lande har altid haft en mærkelig interesse i de såkaldte ulande, fordi vi kan udnytte dem økonomisk. Men når de så begynder at stritte imod, uddanne sig og stille krav, så er helvedet løs. Det var jo det samme der skete i de sidste år før slaveriet (såkaldt ophørte) i vesten.
Hvert land har sine love og regler, som kræves overholdt. Det kaldes også for samfund.
Men landene imellem har ikke nogen love. Det kaldes anarki eller junglelov. Hvem skal være dommer der?
Jeg mener hverken, at Saddam eller Hitler er nogen man kan kalde helte eller skurke. Der er ikke engang noget specielt ved dem. Men de er ofre for hver især deres tids skæbne. Havde det ikke været Hitler, så havde det været en anden o.s.v. Tag bare en ganske almindelig dansk morder eller voldtægtsforbryder. Ser man nærmere efter, så er de jo selv ofre, på den ene eller anden måde.
Tænk engang hvis vi ikke havde alle disse magtmennesker der vil eje verden eller landene eller havet eller byerne eller skovene eller markerne eller byggegrundene. Der var engang en lille pige, der altid legede i skoven og følte, at det var hele hendes verden. Pludselig mødte hun en dreng der kom farende og sagde; hvad laver du her, det er min skov. Pigen svarede: Jeg er da ligeglad, hvis du vil eje hele skoven, så værsgo’, bare jeg også må få lov til at være her. Her er hele forskellen på at ville have magt, og på bare at ”ville være”.
Ordet anarki har også en positiv betydning, nemlig frihed. Magtmennesker ønsker ikke anarki, de ønsker lov og orden og magt. For dem er anarki lig med kaos. Frie mennesker ønsker heller ikke anarki, de er jo frie. Man kan jo ikke ønske noget man har i forvejen.
Danmark er en forretning, er der nogen der siger. Nej Danmark er ikke nogen forretning. Danmark er et land, hvor der findes en masse forretninger. Jeg håber, at der stadig er en del fornuftige mennesker, der stritter imod denne syge liberalistiske holdning. Det er jo netop denne giftige tankegang, der er med til at ødelægge et samfund, på samme måde, som en ren socialistisk holdning er giftig. Hvis det virkelig var sådan, at Danmark var kun var en forretning, så kunne vi godt lukke plejehjemmene, skoler - læreranstalter, børnehaverne, fængsler, omsorgsinstitutioner, mange jernbaner og postruter, sygehuse m.m.. Disse ting hører nemlig ikke med til en overskudsforretning. Men netop disse ting der er de egentlige statsopgaver.
Jeg ved udmærket godt, at der skal tjenes penge til at betale disse udgifter, men der er noget galt, når et samfund er kommet så vidt, at man siger: Færre arbejdspladser for erhvervslivets skyld, overskud for erhvervslivets skyld, målretter folkeskolerne for erhvervslivets skyld. Hospitalerne forsker for forskernes skyld. Man gør alt hvad der står magthavernes magt for at få så mange børn i institutioner, for at hjernevaske dem til et folk i erhvervslivets tjeneste. Kort sagt hele samfundet bevæget sig omkring en cirkel der hedder erhvervslivet. Det er også erhvervslivet man ser, har deres daglige gang inde på Christiansborg som lobbyister. Vi andre skulle lige komme rendende, så blev vi smidt ud med det samme.
Hvor har ministre, folketingsmænd, fagforeningsbosser pladseret deres formuer? Det har de i erhvervslivet. Derfor er de selvfølgelig også interesseret i at disse virksomheder får så stor indtjening som muligt. Sygehusene har forsket som aldrig før, for at bevare nogle fede stillinger til lægerne. Men er det kommet folket til gode? ventelisterne på landets sygehuse er så store som aldrig før, for bare almindelige skavanker, som man for bare 30 år siden ville kunne få ordnet med det samme.
Folk på bistandshjælp og førtidspensionister har ikke noget til overs til at forsøde tilværelsen med. Er det så forståeligt og acceptabelt, hvis de laver nogle få sorte kroner? Hvorfor er det egentligt så vigtigt at skulle forsøde sin tilværelse. Hvis vi har et godt samfund, behøver vi vel ikke yderligere at skulle forsøde det. At have et godt liv har ikke noget med penge at gøre. Man kan tjene 1 mill. Om året og være bund ulykkelig og samtidig økonomisk på ”spanden”.
Og du kan tjene 80.000 om året og være verdens lykkeligste menneske med en god økonomi.
Behovet for at forsøde sin tilværelse kommer af at have det socialt dårligt. Men dette problem løser man ikke ved at lave lidt sort arbejde.
Hvorfor er der så få mennesker der ser sammenhængen i vores samfund? Vi er ikke opdraget holistisk, men adskilt fra helheden. Men det er jo netop den måde vi lever og forholder os til vores tilværelse på, der bestemmer vores økonomi. Hvis et menneske har det dårligt socialt eller personligt, så er der også stor sandsynlighed for, at deres økonomi den skranter. Men det er meget få mennesker der ser denne sammenhæng. Vores demokrati og privatliv er i bund og grund konservativ og fastlåst. Vi tillader os selv at blive sat i bås, og sætter ligeledes andre i bås. Vi vil så gerne spille roller. Og når vi er gået ind i en rolle, så spiller vi linen ud, som regel til vi dør. Og vi afviger ikke for de roller, da vi individuelt ikke er i stand til at spille andre roller end den ene vi netop har lært.
Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan betale sin skat med glæde. Det er muligt, at regeringen amter og kommuner skal bruge flere og flere penge, for det skal de. Men vi kræver faktisk selv, at de opfylder de krav, som vi stiller af dem. Militær, Sygehuse, landeveje, motorveje, Postvæsen, offentlige transportmidler, Læger, sundhedsvæsen, bistandskontorer, forskellige ministerier til at holde orden på miljø m.m., pensioner og andre overførselsindkomster, og man kunne blive ved. Men vi har bygget et samfund op, hvor disse ovennævnte instanser vil blive mere og mere ressourcekrævende. Der er intet af disse ting, som jeg tror nogen ville skære ned på. Og selv på vores private hjemmebane kræver vi mere og mere. Og det er alt sammen i det store maskineris interesse
Grunden til man har fået fuld fradrag for sine renteudgifter, har jo netop været, at få folk til at forbruge noget mere. Hvis ikke der er nogen til at købe, så kan der heller ikke produceres. Og det vil sige, at så er der heller ikke nogen beskæftigelse. Så tingene hænger alligevel sammen. Vi er simpelt hen nødt til at have en ganske bestemt mængde af forbrug, for balancens skyld. Men heller ikke for meget, for så går det også galt.
Det ”velfærdssamfund” som vi alle taler så meget om, det er bestemt ikke truet. Det lever i bedste velgående. Jeg kender ikke et eneste menneske, der ikke får sit daglige brød. Vi har alle sammen et sted at bo. Vi har alle sammen møbler og tøj, endda i rigelige mængder. De fleste mennesker har en bil eller to. Vi har sygehusvæsen, og forsikringer i lange baner. Den halvdel af befolkningen der er i arbejde, er i stand til at betale den anden halvdel for ikke at lave noget. Og paradoksalt nok, så er landets største problem faktisk at komme af med affaldet fra vores overflod.
Det vi har set indtil nu er, at jo større økonomisk vækst der er, jo mere forurening er der, jo mere forbrug og dermed affald, og jo flere ulykkelige mennesker og forsømte børn bliver der.
Mennesker har skabt maskinerne, teknologien og elektronikken, for at aflaste et hårdt legemligt arbejde. Det er det vi skal til at høste frugten af nu. I det hele taget bør vi være overordentligt tilfredse med at få så meget frihed som overhovedet muligt. Man skal da for pokker ikke skabe beskæftigelse for beskæftigelsens skyld.
Altså kan man vel med rette sige, at debatten snarere skulle køre på:
Om vi stadig vil have det samfund vi har?
Om vi stadig vil have den øgede vækst som det resulterer i?
Hvis vi vil det, så må vi betale hvad det koster.
Jeg kan godt forstå det negative i, at alting bliver styret og betalt af det offentlige. Det allerværste ved det er, at nogen mennesker tror, at alt hvad der er offentlig, og som man ikke betaler direkte for, at det er gratis. Derfor kan de ikke forstå, når de skal betale skat. Personlig mener jeg det er en god ting, at visse ting er tilgængelig for alle, så som skoler, landeveje og sundhedsvæsenet, uden at skulle stå med pengene i hånden, men det har altså en grim negativ bagside. Men det er jo igen et eksempel på, hvad der sker, når et samfund bliver så kompliceret, at det enkelte menneske ikke er i stand til at gennemskue det. Der er da også mennesker der må bukke under på grund af samfundets uigennemskuelighed.
Men det økonomiske tyranni, er ikke noget der kan bekæmpes ved at sætte et angreb ind mod enkeltpersoner eller grupper, men derimod ved at påvirke samfundet til en massiv gennemgribende bevidsthedsændring / udvidelse om vores samfundssystem. Altså oplysning / information. Når jeg siger oplysning / information, så mener jeg selvfølgelig ikke traditionelt, som vi hidtil har set det. Den traditionelle oplysning har jo netop været at fastholde mennesker i materialismens verden. Men jeg mener oplysning om verdenssamfundets bedrag. En god start er altid, at sige: Lær at tænk i stik modsat retning af det almene, så er du på rette spor.
Når man taler samfund eller økonomi, så er man nødt til anskue tingene psykologisk. Præcis som det enkelte menneske har en psyke, så har samfundet også en sjæl. I daglig tale kalder man den bare ”samfundskulturen”. Men mekanismen er den samme.
Jeg vil mene, at hvis man vil analysere et samfund og dets symptomer, så er man bestemt nød til at se det i et psykologisk perspektiv. Man må jo heller ikke glemme, at samfundet jo som bekendt består af mennesker med en psyke. Virksomheder bruger sandelig også psykologer, til at analysere firmaets psyke. Fordi det er samme mekanisme der foregår. Kommer du til en læge med mavepine, så vil denne læge sikker også spørge efter hvordan dit samliv o.s.v. foregår. Sådan er det altså også med et sygt samfund. Man er nødt til at gå helt ind i dets sjæl, for at finde den egentlige årsag til sygdommen. Al anden undersøgelse vil kun resultere i fund af symptomer.
Ved hjælp af psykologien kan man tage pulsen på samfundet, og dermed dokumentere, at samfundet behandler dets krise med Fontex og lignende midler, i stedet for se på og bearbejde krisens egentlige årsag. På denne måde kan man se, hvordan magthaverne ved hjælp af bedøvende midler, lægger en dæmper på dets borgere, for bedre at kunne tyrannisere dem.
Jeg har gang på gang været udsat for, at når man nærmer sig årsagen til det egentlige samfundsproblem, så står folk gerne af. Det gør simpelt hen for ondt. Jeg tror heller ikke, at der overhovedet er nogen i samfundet der virkelig ønsker at få det lavet om. Der er for meget at give afkald på. og derfor kan tyranniet fortsætte. Men for mig at se, er det ikke et spørgsmål om enten eller. jeg mener bare at man er nødt til at se på problemet der hvor det er.
Der er naturligvis mange folk der bliver skræmt af ordet psykologi. Og det er forståeligt. Men det skyldes jo ikke ordet i sig selv. Det skyldes udelukkende, at man ikke vil erkende virkeligheden som den er. Og så kan man faktisk kalde det alt muligt andet, og det vil blive det samme. Så snart man nærmer sig kernen, så vil de fleste stå af. Man skal ikke stikke hovedet i busken, fordi man ikke er ekspert. Vi er alle eksperter, eller også er ingen eksperter.
Vores samfund er i dag bygget op således, at mange kun betragter noget som betydningsfuld, hvis det bliver sagt af en ekspert. Problemet ved dette er bare, at det er eksperten, der bliver det vigtigste og ikke det han/hun siger eller gør. (idoldyrkelse).
Lever den danske presse op til sit ansvar som den fjerde statsmagt, eller er chefredaktører og journalister blevet for indspiste med de magthavere de skal holde øje med?
Afsløres magtmisbrug og uretfærdigheder i tilstrækkelig grad af aviser, radio og TV - Eller er de danske medier tværtimod alt for emsige og hurtige til at råbe skandale når en minister eller erhvervsleder har trådt i spinaten?
Platon sagde engang: Hvem skal vogte over dem der vogter?
Jeg mener ikke, at pressen lever op til den rolle, som de burde varetage, og som de påstår de varetager, hvad der er endnu værre. Det er jo trods alt en selvbestaltet statsmagt vi her taler om.
Pressen har gjort sig selv til det mellemled, som kirken engang havde som funktion, nemlig en tillidsmand eller talsmand mellem Statsmagten og folket. En usynlig statsmagt om man vil.
Helt tilbage til menneskets urtidsdage har man haft sådan en funktion. Medicinmanden var et mellemled mellem høvdingen og indianerne. “Han havde ingen reel magt, men han sagde god for de love som høvdingen lavede, og så var alt i orden”. Vi har set kirken gøre det samme. Da kirken uddøde, blev hvervet overtaget af pressen. det er den nye tro. Derfor er det ikke så underligt, at så mange mennesker mener det samme. De læser jo de samme aviser, og ser den samme Tv-avis.
Jeg mener også, at pressen nu er ved at have talt sine dage, ved at have gjort sig utroværdig, eller prostitueret sig om man vil. Den har ganske vist altid været prostitueret og utroværdig, lige som kirken altid var det, og lige som medicinmanden var det. Det interessante ved det hele er, at mennesker bliver klogere og bliver bedrageriet oftere opdaget.
Da indianerne udviklede sig og blev klogere, gennemskuede de medicinmandens svindel med hans trolddom. Og høvdingen blev til en Konge og medicinmanden til en kirke og indianerne til undersåtter.
Da undersåtterne begyndte at læse, gennemskuede de kirken og dens ugudelige lære. Og kongen blev til en regering, og kirken blev til en presse, og undersåtterne blev til samfundsborgere.
Da samfundsborgerne begyndte, at forstå forholdet mellem de tre instanser, at Høvding -medicinmand, konge - kirke, og stat - presse, altid har gået hånd i hånd, så begyndte samfundsborgerne, at stille kritiske spørgsmål til den 4. statsmagt.
Det er umuligt at dokumentere. Men jeg vil tro, at kun 20% af pressens udtalelser er sande, og 80% usande. Hvorfor hedder det ellers journalistik; det skal skrives i et journalistisk sprog. Man kunne da bare nøjes med, at skrive en almindelig beretning. Vi forstår da alle sammen dansk.
Men hvis 80% af det pressen skriver er opdigtet, hvorfor køber så mange mennesker da aviser? Jeg har hørt kendte pressefolk der har sagt, at hvis pressen beskrev sandheden og kun forholdte sig til den, så var der ikke nogen der ville læse deres historier. Nej; det er ikke sandheden folk vil høre, det er historier. Og det får de så. Det er jo i sidste ende også det de betaler for. Der er ikke ret mange mennesker der bryder sig om realiteter. Ikke i den kunstige verden vi lever i. Der er ikke nogen der vil have afsløret det torneroseslot, som vi alle sammen lever i.
Vi lytter til løgnen og siger: Det er sandheden.
Vi lytter til sandheden og siger: Det er løgnen.
Om pressen tilmed er lidt mindrebegavet, ved jeg ikke, men noget tyder i den retning. Jeg kender mange, og har været vidne til personer der har været omtalt i den ene eller anden avis. Men fælles for dem alle er, at reportagerne altid er fyldt med fejl, enten i adresser, navne eller sågar, meget ofte, med helt forkerte navne. Hvis pressefolk ikke engang kan forholde sig til så elementære ting, som almindelige data, hvordan skal de så kunne forholde sig til en begivenhed, der kun kan ses og tolkes med subjektive øjne.
Jeg er da udmærket klar over, at ingen journalister bevidst lyver for at blive afsløret. Det er jo netop det deres lange uddannelse går ud på, at lære dem, hvordan de undgår at blive afsløret. Hvordan man pakker sagerne ind, således, at folk tror det er den rene sandhed. Vi ser da også tit, at folk siger: Det må jo være rigtigt, for det står jo i avisen. Og som jeg skrev tidligere, Pressen er den nye tro, i stedet for kirken. Vi er ligesom med religionen, afskåret fra at kontrollere påstandene.
Hvem var det der f.eks. malede et “portræt” af Per Stig Møller, da han skulle afløse Hans Engel. Hvem i alverden har sørget for at fremskaffe Per Stig Møllers Generalieblad hos politiet. Man prøver med sådanne snedige manipulationer, at give befolkningen et billede af manden, og sige, se, sådan er han. Hvis man ikke kalder det for løgn og magtmisbrug, så er man langt ude.
Aviserne bruger tit udtryk som : Folk raser, eller: de eller de er vrede over.., eller nu er der rører hos de eller de. Eller mange mennesker mener det og det. Eller endnu værre er udtrykket: Flere og flere mener.
Ved du hvad: Folk mener ikke en skid i al almindelighed, eller er vrede over noget bestemt, eller raser over noget af det de skriver om. Men mange mennesker synes nok, at når nu avisen skriver, at folk ikke kan lide Statsministeren; ja så går det nok ikke rigtig mere, at synes om ham alt for offentligt. Og på den måde er det pressen, og pressen alene der raser eller er vrede eller ikke kan lide Statsministeren o.s.v. Og så følger folk efter. “Man gør vel som præsten siger”.
Men det jeg taler om her, det er nemlig selve løgnen, som folket lever på. Da man ikke har nogen mening om noget som helst selv, og da det kræves at man er almindelig almenviden om de daglige begivenheder, så læser man omhyggelig morgenavisen på vej til arbejde, for at have en mening i frokostpausen.
Men som Knagsted udtaler det i Gustav Hvids film, “Livsens ondskab” : ”Folket er ikke idealister, folket er bedøvende ligeglad med politik. Folk er kun interesseret i deres mad og legetøj”. Endvidere siger han: Man er efterhånden ved at gøre folket til et 4. punkt i treenigheden.
Og det er lige hvad det her handler om. Og derfor kan pressen kører rundt med folket som de vil. Fordi folk er usikre, alle til hobe, og sukker efter en autoritet, der hele tiden kan fortælle dem hvad de skal tænke og sige og gøre og mene. Og så længe pressen bevarer sin autoritet, ved at skrive i den journalistiske form, som de gør, så har de virkelig magten over folket. “Det trykte ord”
Pressen ved at de har magten, men afslører det ikke.
Folket lader sig bilde ind, at de har magten, men affinder sig med at pressen har den, så længe pressen ikke afslører det. På den måde kan man sige:
At pressen og folket leger en leg, der går ud på, at de leger, at de ikke leger.
Den samme metode er i øvrigt tidligere anvendt i terapeutisk behandling af skizofrene mennesker.
Når jeg skriver, at staten og pressen går hånd i hånd, så er det selvfølgelig ikke bare grebet ud af den blå luft. I Danmark har vi ikke noget 2 partistyre, nej vi har mange partier i folketinget, som hvis man ser det lidt fra oven af, må sige, at de er ikke så langt fra hinanden som de lader til. Så langt tror jeg man vil give mig ret. OK, vi kan da godt sige, at vi har en socialistisk fløj og så en liberalistisk fløj. Men det er stadig inden for samme familie.
Når pressen kritiserer noget fra den ene fløj, så kan man altid være sikker på, at det er til den anden fløjs fordel, altså stadig inden for samme familie. Derfor begrebet hånd i hånd.
Vi har et styresystem, og det er helligt for pressen. Lige som kirken ikke modsiger Kongehuset, men beder for dem. En presse burde også være kritisk over for selve systemet. Men her har den sovet i timen. Systemet er kørt af helvedet til, og pressen har ladet stå til, med den elendighed til følge, som landet efterhånden er kørt ud i.
Der har været masser af advarsler fra forskellige sider, men selv pressen har slået enhver protest ned med fast hånd. Pressen har nemlig altid holdt sig på den “pæne” side.
Ekstra Bladet, var for et par år siden i gang med en positiv kritik af vores folkestyre. Men de faldt hurtigt til patten igen. Det var nok økonomien, jeg ved det ikke. I hvert tilfælde lytter man ikke til de røster der engang imellem rejser sig og stiller spørgsmål til selve folkestyreformen. Det er blevet en hellig ko.
En rigtig samfundskritiker, er en der sætter spørgsmålstegn ved selve styreformen. Hvor kører vi hen? Hvad er formålet? Kan vi køre i en anden retning?
Disse samfundskritikere eller systemkritikere mangler vi. Når de endelig opstår, bliver de kaldt for yderliggående eller det der er endnu værre. Bevares jeg ved godt, at disse yderliggående grupper også findes. Men så længe det er en gruppe, giver jeg ikke en pind for dem.
Pressen ved godt, at den ikke skal kritiserer selve systemet, for hvis de gør det, så lider de samme skæbne som politikerne, hvis de skulle finde på at gøre det. Selv Jakob Haugaard faldt hurtigt til patten. Af en eller anden grund, ved folk godt, at hvis vi standser toget, der “bare kører der ud af”, så er det slut med den store forbrugsfest. Derfor rører pressen ikke ved dette emne. Og derfor kalder jeg dem for prostitueret. Både regering, folketinget og pressen er i samme suppedas, og derfor ”hånd i hånd”.
Jo, der er selvfølgelig journalister der følger skarpe sager op. Men jeg tror at disse journalister har det hedt med deres redaktører. Men når jeg angriber pressen så heftigt som jeg gør, så er det vel nok mere efter den platoniske devise “Hvem skal vogter over dem der vogter”. Her mener jeg nemlig, at pressen kommer ind i billedet, eller nærmere burde. For generelt synes jeg ikke, at pressens kritik af vores parlamentariske styreform er i orden, selv om der selvfølgelig findes undtagelser. Ind imellem mener jeg snarere, at det rent faktisk er pressen der kaster grus i maskineriet, så de på den måde selv er med til at trække systemet ned i sølet.
Pressen har i dag fået så stor indflydelse på dens læsere, at man ligefrem kan sige, at det er politikerne der falder på knæ for pressen. Og som følge af det, er politikerne skide bange for at foretage sig noget, som pressen er imod.
Og da pressen er økonomisk afhængig af dens kunder, som jo selvfølgelig er flertallet af befolkningen, så er det, man ser pressens værktøj, bestående af folkets jantelov, misundelse og sladder, som er årsagen til, at næsten alting skal trækkes ned i sølet. Men her mener jeg så sandelig også, at politikerne har et problem; nemlig ved at lade sig køre rund med i manegen af pressen. Vi skal have nogle politikere, der har respekt for pressen, men ikke nogen der på grund af deres forfængelighed slikker pressen i røven for at komme på TV, eller for ikke at blive skældt ud. Det er statsmænd vi har brug for, og ikke bare politikere.
Men som jeg ser det, er det som om, at pressen rent systematisk sørger for, at skabe politikere efter pressens interesse. Fordi der skal være visse betingelser opfyldt, før en sag kan blive til en pressehistorie. Vi ser da også eksempler på hvordan de politiske partier ligefrem udvælger deres ordfører o.s.v. efter hvem der har mest Tv-tække. Og jeg synes virkelig det er trist, at vores folkestyre skal være et medie.
Pressen tegner de billeder, som dé ønsker folk skal se som virkelighed. Ved hjælp af journalistik, opbygger de en historie i bedste romanform. Jeg har ikke lyst til at trække konkrete eksempler frem. Men man kan bare læse aviserne eller se TV avisen. Der hører eller læser man dagligt udtrykket. ”folk raser over dit eller dat”. Man hører aldrig, hvad det er for nogle mennesker, der ”raser ” . Tilsyneladende refererer de til andre pressefolk, da de som regel udelukkende får deres informationer fra deres kollegaer eller bureauer rundt om i verden. Os almindelige mennesker vil de i hvert tilfælde ikke lytte til. Dette ses tydeligt på de mange læserbreve der bliver afvist eller redigeret
Der er folk der har nægtet at udtale sig til pressen, hvor de så er blevet truet med, at så skriver pressen bare selv deres historie.
For at være i stand til at udsende informationer, må man også være i stand til at beherske sproget og formulere sig på rette måde. Sproget er nemlig ikke uden betydning for indflydelse. Kan man ikke formulerer sig ordentligt, så kan man lige så godt pakke sammen. Der er ikke noget der skaber så meget respekt, som en der forstår kunsten at bruge sproget. Dette være sig mundtligt eller skriftligt. Jeg tror netop, at sproget er pressens vigtigste våben. For er der noget de har styr på, så er det netop dette at kunne udtrykke sig. Ja, man kan sige, at det er deres kunsthåndværk. Og nu kommer jeg så til sagens kerne, og er det store spørgsmål. Hvis jeg har ret i min påstand, at sproget har en sådan magt? Er det så også etisk rigtigt og demokratisk rigtigt? Jeg mener; den der har sproget i sin magt, kan jo også bruge det til lige hvad de vil.
En anden ting ved pressen er ”mængde”. Når man sidder og læser Ekstra Bladet, så har man samtidig følelsen af, at dette her sidder der også 100.000 andre mennesker og læser. Altså er vi mange der læser det samme. Dermed følelsen af at være “rigtig” fordi man er mange, der mener det samme. Derfor ser man også at selv om stemmerne flytter sig, så er det ikke de store udsvingninger, fordi folk har det ikke med at skifte avis i tide og utide. Læg lige mærke til i København, inde på Nørregade. Der stod der på et skilt følgende: ”flere og flere” går ad Nørregade. Jo, Daels Varehus, var udmærket klar over, at mængde har betydning. Og det ved pressen også.
Der var en tidligere Studievært på Tv-avisen der altid sluttede af med at sige følgende: ”og det var så de nyheder vi valgte at bringe i dag”. Denne vært har i en senere udsendelse i en anden sammenhæng fortalt, at han valgte at sige denne sætning, for ikke folk skulle få den tro, at de nu havde set alt hvad der var sket af interessante ting i verden denne dag. Og ikke mindst hvad der var værd at vide. Han understregede, at det jo bare var hvad ”Tv-avisen” havde udvalgt som interessant.
Altså uanset om den danske presse, har nok så meget nærkontakt med verdens begivenheder, Så vil det alligevel altid være toppen af den pågældende nyhedsformidling, der afgør hvad vi må få af vide, og ikke mindst hvad dé føler er interessant. Og dette kan da i hvert tilfælde ikke gøres uden at denne nyhedsformidlers egen holdning til hvad vi skal vide, får en afgørende betydning.
Derfor er følgende spørgsmål utrolig vigtige:
Hvor høj en standard har den danske nyhedsformidling?
Hvem sidder i spidsen for disse nyhedscentre?
Hvilken social baggrund har de forskellige redaktører og ikke mindst pressefolkene? Er de sønner og døtre fra strandvejsvillaer eller er de sønner og døtre fra Vesterbro? Eller er det sønner og døtre fra landbruget. Alene det, at de er danskere, giver jo i sig selv et politisk og socialt særpræg for hvad pressen vælger at bringe.
Glem ikke at måske kun 2% af det samlede stof der kommer ind på de forskellige redaktioner, slipper igennem nåleøjet. Om det lige er 2% ved jeg ikke, men det er et gæt. Derfor vil der selvfølgelig blive prioriteret, og sådan må det da også være. Men man skal bare ikke være blind for, at sådan foregår det altså. Og ikke bare tro, at fordi der iflg. avisen eller Tv-avisen ikke er sket noget, så kunne det jo godt være, at det kun vor fordi det netop ikke lige sagde pressefolkene noget, eller at det ikke var stof der egnede sig til at lave journalistik på, eller historien ikke kunne beskrives med en helt eller skurk, altså sort / hvid o.s.v.
Derfor, når du tegner abonnement på en avis, så undersøg lige hvilken type ansatte der er på denne avis. Et firma der indlader en handelskontrakt med et andet firma, går sandelig også ind i dette andet firmas regnskaber og undersøger dem, eller de beder om firmaets årsrapport inden de tegner kontrakt. Dette gør de selvfølgelig for at se om det er en handelspartner de kan have tillid til. Hvor meget snarere skulle man så ikke undersøge den avis, som fremover vil påvirke hele ens intellekt, om de er troværdige. Men gør vi det?
Der var en der en gang sagde: ”Ekstra Bladet læses kun af fjolser”. Det kan da godt være, at Ekstrabladet kun tages alvorligt af fjolser. Men i så fald findes der altså utrolig mange fjolser i Danmark, inkl. Politikere. Der bliver dagligt solgt ca. 170.000 stk. Ekstrablade. Bladet er et løssalgsblad, hvor det formodes at det ikke altid er de samme der læser bladet hver dag. Derfor må man efter Ekstrabladets egen udsagn formode at ca. en halv million - 500.000 danskere jævnligt læser Ekstrabladet. Kan man så med disse tal stadig påstå, at Ekstrabladet ikke skal tages alvorligt. Så kan det godt være, at de er stupide eller fjolser eller hvad man nu kalder dem. Men ét er sikkert, politikerne er i hvert tilfælde ikke lige glade med, hvad et dagblad som Ekstrabladet jævnligt påvirker 500.000 mennesker med. Jo, selvfølgelig er politikere også menneskelige. Men hvis det er det man forstår med menneskelig, så burde vi have nogle andre politikere der ikke var menneskelige. En politiker skal ikke rende efter de vinder der blæser start den ene vej, og snart den anden. Det burde være personligheder, der er i stand til at tænke selvstændigt og drage sine egne konklusioner og dermed beslutninger, uden påvirkning fra landets aviser eller anden presse. Men sådan er det altså bare ikke fat.
En politiker er nemlig ikke politiker længere end ”landets læsere ønsker det”. Og læg lige mærke til, at jeg skriver “landets læsere ønsker det”. Det er ikke befolkningen der har en mening, det er pressen der skaber folkets mening, snart den ene vej og snart den anden. Og hvis ikke politikerne følger dette spor, så er de ikke politikere ret længe.
Men som man ved, så findes der et slogan der hedder, du bliver hvad du spiser. Her ville jeg så sætte ind: “Du bliver hvad du læser”. Jeg har somme tider byttet om på disse begreber og sagt:
”Du spiser efter hvad du er”, Og ”du læser efter hvem du er”. Men det er jo lige som det med, hvem der kom først; hønen eller ægget.
En anden ting, som pressen er klar over er, at de fleste af dets læsere / seere, har et neurotisk, behov for at komme af med deres aggressioner. Derfor informerer pressen selvfølgelig til disse neuroser. Det er læsere der gerne vil have noget at brokke sig over, og det får de så, så længe de vil betale for det. Man hører tit, fra en eller anden der lige har læst en avis, følgende: “Nu skal du bare høre”; “det er dog forfærdelig”, eller “det er da for groft”. Og så fortsætter man med at skælde ud. Det er det rene afløb fra nogle aggressioner eller ondskab, der skulle være udløst et helt andet sted.
Om Ekstra Bladet er et lødigt organ, står vel op til den enkelte at vurdere. Jeg selv mener hverken den er værre eller bedre end andre, den er bare noget andet. Ja, måske underholdning, hvis man kan kalde galgenhumor for underholdning. Men Berlingske Tidende eller Jyllands Posten er vel også underholdning for deres læsere. Her er det bare nogen andre typer læsere der bliver bekræftet i, at de er så rigtige. Men stadig, selvfølgelig bliver mennesker da påvirket af det de læser. Men findes denne store ”sandhed” overhovedet?
Jo selvfølgelig findes sandheden. Endda med stort S. Kald den bare relativ, men ikke “kun” den relative. Sandheden er nemlig noget meget stort. Problemet er nemlig, at pressen skriver til læsere, der kun vil læse sort / hvidt. Det vil sige, enten skal det være løgn eller også sandt. Men da sandheden er relativ, så er alting jo sandt. Fordi, et hvert menneske ser på en sag fra hver sin vinkel. Derfor er det hver især deres sandhed. Og alt er jo relativt.
Det største problem er netop, at nogle autoriteter, såsom pressen / TV, kirken, forfattere, skuespillerkunsten m.fl., altid er parat til at fortælle folk, hvad der er den ”rigtige” sandhed. Og folk er i dag så vant til dette, at man ligefrem venter med at udtale sig om noget som helst, indtil en af disse autoriteter har udtalt sig.
Jeg synes, det er vigtigt, at vi træner os i, at acceptere hinandens sandheder, også selv om det tilsyneladende er to modsatrettede synspunkter.
Hvis en mand står ved foden af et bjerg og en anden på toppen af samme bjerg, og de samtidig ser ud i samme retning, så vil disse to personer have set vidt forskellige ting. Men det vil stadig være to ligeberettiget sandheder, uanset om disse to personer sikkert vil skændes i flere år efter, om hvad de hver især har set fra det samme bjerg. Disse personers udsagn om udsigten, siger nemlig ikke så meget om udsigten, som det siger om, hvor disse personer har været pladseret på bjerget, og hvad de har været interesseret i at betragte.
Sådan er det også i dagligdagen. Og derfor er vi nødt til at lære, at acceptere hver isærs sandheder. Ikke som “kun” subjektive, men med største respekt for det subjektive.
Blandt andet har det stor betydning, når vi her i Vesten, taler om at blande os i andre landes krige. Pressen o.s.v. er nemlig altid parat til at fortælle os almindelige borgere, hvem der er den hvide og hvem der er den sorte skurk. Vi glemmer bare, at se på begge parter som lige værdige sandheder med stort S, set fra hver isærs side. Det vi i stedet for gør, det er, at sige; nå ja, der er nok fejl på begge sider, men vi holder alligevel med de der, for de andre er mest dumme. Men dette siger igen mere om os, end set siger om dem. Og på den måde tager vi altid parti for den ene part, og gør dermed os selv til overmennesker med patent på sandheden. En sandhed, som enhver jordboer har ligeberettiget del i.
Jeg tror det er en rest fra den religiøse verden, der gerne vil have, at vi alle sammen er syndige mennesker, der kun lever på guds nåde og barmhjertighed, der får os til at sige, at sandheden ikke findes. Hvis vi mener noget med at respektere andre mennesker, uanset status og viden, så er vi også nødt til at se på disse andre mennesker, som værende berettiget med hver deres fuldgyldige sandhed. Ellers er det tom snak, at påstå at respektere dem.
Men der er meget stor forskel på relative sandheder og så lodrette løgne.
Pressen bruger ofte udtrykket: ” Det forlyder fra pålidelige kilder''. Men hvem er disse pålidelige kilder? Så længe de er anonyme for læserne, så mener jeg det er læsernes etiske pligt over for sig selv, at sige: Dette kan jeg ikke bruge til noget. Eller; hvis en journalist har nogle forudfattede meninger, som han gerne vil have bekræftet, så kan han jo bare blive ved med at spørge tilfældige på gaden, indtil han finder nogen der siger hvad det passer ham, og derefter referere dennes historie.
Vi ser noget af det samme på Tv-avisen: Man laver en såkaldt tilfældig rundspørge på gaden om et givent emne. Hvis Tv-avisen er ”for” dette emne, så spørger man måske 100 mennesker, hvoraf de 3 siger ja og de 97 siger nej, hvorefter man plukker to nejsiger ud af de 97, og stiller dem op mod de tre ja siger. Dermed har man overfor seerne vist et eksempel på, at et flertal mener ja.
Nej det er selvfølgelig ikke sikkert det foregår sådan. Men hvordan kan man være sikker på, at det ikke gør det. Jeg mener; det er da for farligt, at bare have blind tillid til pressen og deres metoder.
Det er jo sådan, at hvis man stiller 10 personer op, og beder dem om at beskrive en elvte person, så vil man netop få 10 vidt forskellige beskrivelser, som hver især vil sige mere om de 10 personer end om den elvte.
Hvad er pressen for et folk. Hvem har undersøgt deres baggrund. Hvilken typer er det de forskellige aviser er interesseret i at ansætte som journalister. Hvilken politisk baggrund har de. Er det mennesker fra en rigmandsbaggrund. Er det erhvervslivets sønner og døtre der søger ind i disse job,
Og i sidste ende kan man jo bare lade være med at købe bladene eller se Tv-avisen: Hvis ingen køber bladene, så stopper pressen. Men der er desværre en anden side af denne medalje. I vores samfund er størsteparten af menneskeheden passiviserede. Vi er blevet intellektuelle dorske og konfliktsky. Vi lader desværre pressen afgøre hvad vi skal mene, tænke og tro. Og da det er sådan, så kan man jo ikke mere sige, at folk bare kan lade være med at købe aviser eller se tv. De ved jo ikke, at det hænger sådan sammen. En fugl der er født i fangenskab, ved jo heller ikke at den er i fangenskab.
Når folk har læst en avis eller set tv, så tror de straks, at det er deres egen mening de har hørt eller det modsatte. Det er det bare ikke; det er derimod en bekræftelse på noget de tidligere har læst i avisen eller set i tv. Og sådan kan pressen drive rund med folk som en flok køer, der bare stiller sig hvor den bliver sat.
Der er selvfølgelig nogle få mennesker der ikke lader sig tæmme. Men ellers; jo - vi er styret så det vil noget. Og derfor kan man heller ikke kalde vores samfund for demokrati. Hvis man først har fjernet individualiteten, fra mennesker, og gjort dem til flokdyr, så kan man ikke tale om en fri vilje til at vælge. Så bliver det nemlig flokken, eller flokmentaliteten der er det afgørende. Floklederen her, det er pressen. Og denne pressen; det er som bare en erstatning for vores gamle religion eller kirken. Begge dele er samfundsmeningsdannende. I dag har vi bare kasseret kirken, og fundet en ny religion, der hedder pressen. Og kirken er veget tilbage
Og lige som med kirken hvor der er forskellige trosretninger, så har pressen også forskellige ”trosretninger”, som Berlingske Tidende, Ekstra ladet osv. Nogle vælger så de ekstreme trosretninger. Men inden for kirken ser man jo også ekstreme trosretninger som Jehovas vidner. Dette er mennesker, som har været uregerlige i det etablerede fangenskab og er blevet udelukket, men som desværre falder i endnu dybere fælder, eller man kunne kalde det en slags isolation. Friheden har man først, når man kan stå på sine egne ben, uden krykker.
Jeg tror på en folkelig oplysningsrevolution, sammen med en øget modning af befolkningen. Der er stadig et flertal af befolkningen der tror, at de vigtigste informationer hentes fra aviser og tv. Men det er det der skal ændres på. Jeg tror da også, at når engang om nogle ganske få år, hvor folk er blevet lidt mere fortrolig med deres PC ere og Internettet, så vil bøtten vende, og det går ret stærkt. På Internettet kan der nemlig hentes informationer i alle retninger. Og så er man lige pludselig tvunget til at sortere og tænke selv. Jeg tror, at mange PC ejere i dag er mere end bange for at begynde at gå på Internettet. På nogen virker det lige frem skræmmende. Men det vil forhåbentlig ændre sig. Måske er denne angst for Internettet ret så begrundet. Det kunne jo være, at mange mennesker måske godt er klar over, at der vil de få noget andet af vide om virkeligheden. Og måske er det netop virkeligheden man er bange for.
Politiet må i øjeblikket kun lave Dna-prøver på mistænkte, der er meget stærke beviser imod. Man kan spørge sig selv: Er der slet ingen grænser for hvor langt man vil gå i fremskridtets navn. Pressen skal nok få denne obligatoriske DNA test gennemført. Vi så i Tv-avisen, en Tv-vært stille følgende spørgsmål til en politiker, som var imod obligatorisk Dna-test: “Vil du være skyld i, at en morder går løs, ved at stemme imod en Dna-test”.
Det er en underlig måde at føre journalistik på, og der er på den måde spørgsmålet blev stillet på, ingen tvivl om, hvilken holdning Tv-værten havde. Og jeg vil lige understrege, at en Tv-værts holdning, så sandelig ikke er uden betydning, når det drejer sig om meningsdannelse. Jo desværre; en obligatorisk Dna-test skal nok komme, og det vil gå hurtigt.
Jeg har svært ved at se nogen som helst fordele ved Dna-tester. Tvært imod. Det er med det, ligesom med militæret. Når det ene land opfinder et våben, så går der kun ganske kort tid før fjenden har et forsvar imod det. Hvis Dna-test bliver obligatorisk, så vil voldsforbryderne bare gøre sig yderligere anstrengelser for at udslette ethvert spor, der kan afsløre forbrydelsen. Jeg tænker her på afbrænding af ofret, eller anden form for destruktion. Derved står politiet måske så tilbage med en morder, hvor der mangler et lig. Man kan i hvert tilfælde ikke komme udenom, at det er en gevaldig optrapning vedr. opklaringsværktøj. Og så kan man jo spørge sig selv: Hvorfor denne optrapning. Hvorfor ikke sætte større ressourcer ind på forebyggelse af forbrydelser.
Men noget helt andet. Hvis det bliver obligatorisk, at samtlige borger, skal optages i en Dna-testsjournal, så tror jeg, at det er de færreste der er i stand til at overskue, hvad det evt. vil kunne indebære. Det kan nemlig godt være, at det vi laver i dag er lovligt, og at vi i dag er villig til at følge loven meget langt hen ad vejen. Men hvem ved hvad der bliver forbudt i morgen. Og hvem ved, hvor langt vi er villig til acceptere fremtidige love “EU love”. Findes der mon overhovedet nogen der med sikkerhed kan sige, at de aldrig har været på kant med loven. Og hvem ved hvor politiets og lovgivningens grænser går for brugen af et sådan register, når det først er kommet i hus. Men på et sådan tidspunkt, er der ingen fortrydelse.
Vi må heller ikke glemme, at forbrydere, uanset hvordan vi betragter dem som umennesker eller montrer, så er de trods alt et produkt af det samfund, som vi alle sammen er med til at skabe.
Jeg vil kalde denne Dna-testjournal for en klapjagt, på mennesker, der i forvejen er klemt. Det er så nemt at sige ja, det skal vi have, så længe det ikke er os selv der er forbryderen. Men forbryderen ligger måske godt gemt i mange flere af os end vi regner med. Men hvis det var dig der havde forbrudt dig, ville du så ønske en opklaring så hurtigt som muligt.
Et eller andet sted inde i mig, er der noget etik, der siger, at der altid skal være en smutvej. I fængslerne har man noget af det samme, man ligesom lader en smutvej stå åben, eller i hvert tilfælde, sørger man for, at fangerne til stadighed har et håb om flugt. Så vidt jeg ved, findes der en lov om at man ikke må spærre et vandløb 100% med en åleruse, fordi ålen skal have en sjanse for at slippe udenom.
Hvis politiet får held med at gennemføre denne Dna-lov, hvad bliver så det næste. Inden for de næste 10 år, så står forskerne med en viden om menneskets arvemasse, og hvor de vil føle sig i stand til ved hjælp af Dna’et at se hvem der udvikler sig til voldtægtsforbryder eller morder. Skal vi så også gå med til at sige: Lad os indfange dem inden de begår forbrydelsen. Denne problematik ligger faktisk lige om hjørnet. Så vil argumentet være følgende: “Det må da være bedre at lukke manden inde inden det går ud over en uskyldig”. Og folk vil bævrende sige; ja selvfølgelig.
Jeg tror ikke, det endnu er gået op for ret mange, hvad denne Dna-test, obligatorisk eller ej, går ud på. Jo siger man. Hvis man nu kan undgå forbrydere. Men hvem er egentlig de store forbrydere i dette samfund. Og hvad er en stor og en lille forbrydelse egentligt. Der bliver f.eks. dræbt flere i trafikken end der gør ved gemen mord. For slet ikke at tale om hvor mange der bliver dræbt i krig, som selv samme mennesker, der er imod gemen mord, går ind for.
Selv om en forbrydelse som mord eller misbrug af børn eller lignende, er skræmmende nok i sig selv, så er det lige så skræmmende at tænke på, at en sådan gerningsmand, ikke er Palle alene i verden. Nej der er rigtig mange af den slags der lever lige omkring vores alle sammens døre og huse. Det kan i visse tilfælde blot være et hårsbredde, der afgør om et menneske udøver en lignende forbrydelse. Et menneske der, som barn har lidt omsorgssvigt og undertrykkelse, kan sagtens leve et tilsyneladende normalt liv i rigtig mange år. Hvorefter dets aggressioner pludselig, hvis de “rette” betingelser og forhold er til stede, kan bryde ud som helvedets flammer.
Eller et sådant menneske kan ved hjælp af moral, love, undertrykkelse, samvittighed m.m., holde disse drifter i ave, og leve som et højt respektabelt menneske i adskillige år, for pludselig at blive stille over for en fristelse, som det ikke kan modstå. Når jeg siger rigtig mange, så mener jeg ikke, en eller to i hver by, men jeg er sikker på, at vi sagtens kan regne med 1 ud af hver 10. Jeg ved udmærket godt, at denne påstand ikke kan bevises; heldigvis.
I den Dna-test debat, som til stadighed køre på landsplan, er argumenterne, at eliminere de syge mennesker. Dem som er en selvfølge af det syge samfund, som vi alle har været med til at skabe. Men ved at fjerne disse mennesker, så fjerner vi jo ikke årsagen til at de bliver syge. Derfor vil samfundet jo stadigvæk vedblive at producere endnu flere af disse mennesker.
Hvis vi forestiller os, at vi fik udryddet alle børnesexforbrydere, så ville der straks være en anden gruppe, der ville være den værste. Og hvis der på et tidspunkt kom en regering til magten der var dyb religiøs, og krævede straf for utroskab, det er set tidligere, eller for seksuel løssluppenhed, ville du så også mene, at det var i orden, at man brugte Dna-test, for at indfange disse mennesker.
Er der først sagt ja, til en sådan test på landsplan, så er det uhyggeligt at tænke på, hvad den kan bruges til. Tænk på hvis landet blev besat af en fremmed magt. Eller der var nogen der ville lave oprør imod en evt. fremtidig korrupt eller forbryderisk regering. Eller man kunne bare nøjes med at sige: Vi har jo ikke alle sammen valgt den siddende regering. Jeg tænker herpå, hvad en regering kunne finde på at gøre imod en befolkning. Dette er jo en af grundene til at befolkningen i USA er i besiddelse af våben. Om nogle få år, er det måske heller ikke os selv der vælger hvem og hvad der skal være kriminelt, men derimod EU, der vælger vores regering.
Hvad kunne en sådan regering ikke bruge et sådan Dna-register til.
Jeg så for et stykke tid siden en udsendelse i TV, hvordan forskerne var uenige om arvelighedslæren. Det er jo netop ikke ligegyldig, hvad man vælger at tro på i den henseende.
Hvis man vælger, at ens personlige egenskaber som alkoholisme, kriminalitet, homofili social taber eller lignende udelukkende er genetisk bestemt; Ja så er man jo totalt underlagt skæbnen, og vi har dermed heller ikke nogen ”frihed”, altså ikke noget ”valg”, men så har vi heller ikke noget ansvar. Men så har man som samfund et meget stort problem. For hvordan skal man så kunne straffe et menneske, der på den måde er helt uskyldig i alt hvad han foretager sig, hvis det hele er forudbestemt i hans gener.
Men hvis vi vælger, at det hele er social betinget, så har vi netop en ”frihed”, og dermed også et ”ansvar” for vores handlinger. Og på den måde vil vi også kunne kræves til regnskab for vores gerninger. Den tanke er der bare ikke mange der bryder sig om, til trods for, at det jo faktisk er sådan hele vores samfund er bygget op. Men dette afspejler faktisk også hele den ambivalente holdning der raser i vores vestlige verden.
Hvis jeg skulle gætte på noget, for dette kan kun komme an på et gæt. Så tror jeg, at sandheden skal findes lige midt imellem. Ikke forstået som et kompromis, men at begge teorier er lige rigtige.
Hvis vi igennem et par generationer, skaber et samfund, der på alle eller mange måder nedbryder det naturlige, for hvad et menneskes natur består af; så er det helt sikkert, at vores celler og endda gener forandres eller bliver beskadiget eller nedbrudt, og som vi så fører videre til de næste generationer. På den måde kan man da godt sige, at vi så arver vores egenskaber. Men efter denne teori, er det jo stadigvæk det samfunds-sociale aspekt, der er skurken, set i et længere perspektiv.
Der er forskere der påstår, at medfødte beskadiget gener, som vi jo alle har, kan genskabes. Denne teori foretrækker jeg også, at tro på. I modsat fald ville alting være nytteløst. Derfor er det jo heller ikke ligegyldigt hvilken i retning et samfund bevæger sig i. I hvert tilfælde, vil jeg mene, at et materialistisk samfund som det vi har her i vesten, kun kan være til skade for et hvert levende organismes gener. Vi må jo ikke glemme, at hukommelse, tanke og sind, jo ikke ligger i hjernen, som de fleste fejlagtigt tror. Men det ligger overalt i kroppen. Vi har ikke en krop og en sjæl, men kroppen er sjælen. Den er holistisk eller en helhed om man vil.
Men hensyn til det sociale menneske, så kæmpede Sigmund Freud meget, for at overbevise verden om, hvordan det samfunds-sociale aspekt indvirkede på menneskets psyke. Bl.a. hvordan neuroser og psykoser har deres rod i den forkvaklede forbudte seksualitet.
Jeg kan stærkt anbefale en bog af psykoanalytikeren Alice Müller “Det selvudslettede barn”. Hun fortæller, hvordan narcissismen som et syndrom overføres socialt fra forældre til barn og til deres børn o.s.v. Hun kalder også fænomenet for “arvesynden”. Endvidere har hun skrevet en lige så god bog “Du må ikke mærke”.
Når jeg nævner ordet arvehygiejne, har det ikke det fjerneste med sortering at gøre. Og når jeg siger arvehygiejne, så mener jeg: At vi skal passe på den måde vi skaber vores samfund og kultur på. For det er jo netop på den måde vi sender vores gener ind i næste og næste generation. dette er arvehygiejne på højeste plan. Moralen er måske den største synder, når det drejer sig om arvehygiejne.
Moralen i Danmark er heldigvis støt faldende. Og folkets sande JEG begynder så småt at træde frem. Hurra for det. Kunsten er ikke, at leve med en høj moral. Men kunsten er, at være et folk, der lever på realiteterne og ser virkeligheden i øjnene, og ikke lever på dette falske jeg, som også kaldes moral. Et menneske der ”frit” kan vælge mellem en gerning og en ugerning, men som alligevel vælger gerningen, det er virkelig et etisk mennesker. Men et menneske det lever på en moral alene; det er ikke et frit menneske, men en slave, og det er slet ikke ham der vælger, men dem der har sat normen for hans moral. I vores tilfælde pressen.
Men i en tid som vi lever i nu, hvor kirken er en saga blot, og hvor dette efterslæb af kirkens moral, som sikkert vil vare mange år endnu, viser sit sande ansigt, så vil vi se en afklædning. hvor folks sande jeg, ganske langsomt vil komme til syne. Men det er jo netop dette vi skal lære at leve med og acceptere. Målet er anarki i positiv forstand. Det vil sige, at hvert menneske tager ansvaret for sit eget liv.
Det er muligt, at Danmark kan have økonomiske interesser ved at få indflydelse på Europas politik. Men der er stadig mennesker både i Danmark og også i de andre europæiske lande, der ikke kun tænker økonomisk, men også socialt, mentalt, og menneskeligt. Det er også muligt, at Europa vil løbe os over ende, hvis vi ikke ophæver vores forbehold, som der altid trues med.
Hvis det virkelig forholder sig sådan, så er det jo hasard. Sådan en klub er noget usselt noget, og har i hvert tilfælde ikke noget med demokrati at gøre, ej heller frihed eller frivillighed. Det har noget med pres og skræmmekampagner at gøre. Min mor lærte mig engang at holde mig væk fra sådan dårlige kammerater.
Er vi ikke lidt langt ude, hvis vi er nødt til at underkaste os en verden, der kun vil os noget ondt, hvis vi ikke vil lege med dem. Det lyder nærmest som om, at hvis vi ikke vil være med, så knuser de os i stedet for. det er ikke gode kammerater.
Hele debatten om EU handler mest, handel og økonomi. Men vi skal passe lidt på. Danmark er ikke en forretning. Danmark er et land med forretninger og med 5 mil. indbyggere der skal serviceres. En forretning skal have sin økonomi til at balancere, ved at fremstille en vare der kan sælges.
Et statsstyre eller en regering, kan ikke fremstille en vare og derved skaffe sig indtægter. Derfor bør dens opgave også kun være, at drage omsorg for ro og orden, i gennem skatter skaffe midler til de nødvendige institutioner, som befolkningen har behov for, såsom skoler og hospitaler m.m., der i sig selv ikke kan skaffe sig indtægter ved salg af en vare. Men vi er fandeme kommet langt ud, hvis man er kommet dertil, at Danmark er afgrunden nær, hvis vi ikke overgiver og til de lande der truer os med undergang hvis vi ikke vil lege med dem. Det er i hvert tilfælde det man prøver at bilde nogen ind.
Læg lige mærke til hvem det er, der er interesseret i EU. Det er de mennesker med en eller anden erhvervsrelevans. Hvorfor er det især erhvervspartierne, der er så desperate efter, at Danmark skal fusionere med de “væmmelige lande, der ellers vil knuse os”.
Personlig er jeg ligeglad, hvilket land jeg tilhører, for havde jeg været født i Tyskland eller Frankrig, så var jeg jo bare stolt over at være tysker eller franskmand. Det er mig så ligegyldigt. Men det er løgnen jeg har noget imod. den bevidste løgn.
Livsglæde er helt uafhængig af økonomi og nationalitet. Det er nok svært at forstå med en materialistisk tankegang. Jeg har dog også hørt følgende: ”Jeg vil hellere være rig, varm og mæt end fattig, frysende og sulten”. Men det ene udelukker ikke det andet. At have lykke og livsglæde, afhænger af sine forventninger. Det gør det, fordi det er gennem forventningerne, at skuffelserne opstår. Den der forventer lidt, får også kun få skuffelser. Altså har det noget ned nærhed at gøre, eller at kunne glædes over bare det, at kunne leve og være rask. Desværre er der mange der først opnår dette syn på livet, når de bliver syge, eller når det på andre måder er for sent.
Hvis man ikke forventer noget af det land man lever i, men alene regner med sig selv, så skuffes man ikke over det man ikke får af staten. Vi mennesker behøver i virkeligheden så lidt. Men man hører dagligt folk knurre af misundelse og brokker sig over, at den ene får mere end den anden. Mennesker er ulykkelige over ikke at kunne få flæskesteg til jul, men må nøjes med at spise kylling. Jo, det er forventningerne der er skyld i folks ulykkelige liv. Jeg kender folk der ejer flere millioner kroner, men alligevel hele livet er ulykkelige over ikke, at kunne opnå flere penge. Jeg kender folk, der sidder i deres stuer med 28 graders varme, og alligevel fryser. Jeg kender folk der æder dagen lang, og alligevel altid er sulten. Jeg tror, at det er overflødigt at nævne, at der også findes mennesker med omvendt fortegn.
At være fattig betyder, at man fattes mere. Det vil sige, at man stræber efter mere, uanset hvor meget man har.
At være rig betyder, at man har nok. Det vil sige, at man er tilfreds med det man har, uanset hvor lidt man har.
Den bevidste løgn jeg skrev om, er den løgn, at nogle mennesker prøver på, på bedste fascistisk måde, at bilde andre ind, at Danmark vil være meget dårligt stillet, hvis vi står uden for det europæiske samarbejde, eller i værste fald afgrunden. Der er bud nok på dommedagsprofetierne. Det er en bevidst løgn, fordi det er en spådom. Ingen kan jo vide hvad der sker. Dette er netop et af fællestrækkene ved fascistisk propaganda.
Jeg ved heller ikke hvad fremtiden vil bringe. Og heldigvis er der ingen der ved det, og heller aldrig nogen der kommer til. Hvis vi kendte fremtiden, så ville dette kendskab jo være med til at ændre fremtiden, og så vil det alligevel ikke gå sådan som vi kendte det. Hvis jeg f.eks. vidste, at jeg skulle dø på en bestemt dag i, så ville min bevidsthed om min død jo straks påvirke denne viden, således, at det så alligevel ikke ville komme til at ske på den dag. Det ville den, fordi denne viden jo var under forudsætning af, at jeg ikke vidste noget. Men enhver der vil spå om fremtiden, er ude i den bevidste løgn.
Selvfølgelig skal man planlægge, og også tænke på i morgen, men når vi taler om argumenter, for eller imod EU-samarbejdet, og begynder at bruge spådomme om fremtiden, som argumenter, så er man ude i bevidste løgne.
Selvfølgelig mener jeg ikke, at Danmark skal isolerer sig fra omverdenen. Det kan vi jo heller ikke, da vi i forvejen er pantsat til udlandet til langt op over Rundetårn.
Man behøver ikke være en forening for at kunne tale sammen. Vi handler jo udmærket med visse asiatiske lande, uden at være en forening med dem. Vi er ved at oprette gode handelsforbindelser med det tidligere sovjet, uden at være gift med dem. En forening den forpligter, forbinder og låser fast. Jeg er selv et levende bevis på dette fænomen. Jeg er ikke med i nogen forening, parti, trosretning, eller anden form for bånd, bortset fra mit ægteskab. Derfor er jeg heller ikke afhængig af hvad jeg skal tænke eller sige. Jeg har lov til at skifte mening, når det er nødvendig, uden først at afstemme min mening med andre. Det kunne jeg ikke gøre, hvis jeg var dybt forankret i et parti eller trosretning. Det ville i hvert tilfælde give mig en masse problemer. Og sådan mener jeg også det forholder sig med Danmarks forhold til Europa.
Hvis ikke de vil have os til bords, uden vi er med i deres parti, så er det bare synd for Dem. Så er de ikke værd at samle på, og så tror jeg det er bedst at holde os uden for dette selskab. I øvrigt tror jeg nu, at lige børn leger bedst, og at man ikke skal spise kirsebær med de store.
Nej; når man er så interesseret i at blive en stor klub, så er det udelukkende for at blive en stormagt, men det taler man ikke så meget om. At vi behøver at få indflydelse, ved det store bord, det tror jeg ikke på. At have medindflydelse!! Til hvad? Til en verdensmagt, et verdenspoliti. Vi har netop givet USA grønt lys for, at være verdens politi. Guderne må vide hvad man har tænkt på.
Med hensyn til at hjælpe Østeuropa, så tror jeg, at Østeuropa var bedre tjent uden vores kapitalistiske system. De har nogle andre kulturer, som lige så stille skal have lov til at udvikle sig i de retninger og hastigheder, der passer til deres kulturer.
Hvorfor er det egentligt blevet så nødvendigt med det store brede samarbejde. Er vi virkelig kommet så langt ud, at Danmark ikke mere kan klare sine egne sager? Ja, det er vi nok. Det mener jeg, er rigtigt. Men var det så ikke bedre, at vende snuden den anden vej. De forhold, der har nødvendiggjort, at Danmark har gjort sig afhængige af de andre lande, de har simpelthen accelereret med proportionel hastighed de sidste 20 -30 år, og de fortsætter. Der er i hvert tilfælde ikke noget der tyder på, at det stopper, tvært imod.
Men som jeg nævner igen og igen, så drejer det sig nok mere om menneskesyn, eller mangel på samme, når man vil stemme ja eller nej. I hvert tilfælde for dem der har sat sig ind i hvad det er de stemmer på. For resten af befolkningen, de resterende 95% dansker, vil det nok mere være et spørgsmål om plat eller krone. Måske mest plat, fordi det lige som enhver anden afstemning, vil være tilfældige sindsstemninger, propaganda, pressens udlægning, og dem der har flest penge til reklame for eller mod, der afgør slagets gang.
Hvis jeg skulle stemme, men det gør jeg ikke. Så ville en side i mig sige: Hvor ville det være rart, hvis man kunne afskaffe grænser og told, og bare kunne enes om tingene! Hvorfor skal danskerne eje Danmark og tyskerne eje Tyskland? Var det ikke bedre, at sige, at Jorden er et fælles eje? Hvordan kan man eje Jorden, eller et land?
Der er også en side i mig der siger: hvordan kan man som dansker give afkald på retten til selv at bestemme over den region der hedder Danmark, bare lige uden videre? Det som vores forfædre i den grad har måttet kæmpe for at bevare! Kunne vi ikke lige så godt have overgivet os til det 3. Rige for 60 år siden, og ha’ sparet en masse grusomheder? Det vi gør nu, er fuldstændig det samme, bare med den undtagelse, at diktatoren ikke hedder Hitler-regimet, men diktatoren er et Økonomisk-vækst-regime.
I de fleste tilfælde siger man, at mennesker ikke er dyr, men lige her, når det gælder nationalitetsfølelser, så er man lige pludselig på “regression”, det vil sige, at man går tilbage til et meget tidligt stade i menneskets udvikling, nemlig dyrenes territorie-rets-stade. Så vil vi gerne være et dyr.
Jo der er mange facetter i denne gyser. Men det er interessant at grave lidt i sine inderste gemmer, og se hvilke følelser der dukker op. Og jeg mener hermed, det er vigtigt, ikke bare at lade én bestemt side af sig tage overhånd, og så bare presse “den” igennem. Men også prøve at lade de andre sider få sin ret, så man på den måde kan komme til at tænke lidt mere nuanceret. Vi er jo som regel ikke så ensporet når det kommer til stykket.
De fleste er kun optaget af spørgsmålet EU, hvis det lige tilfældigvis bliver bragt på “bane”. Når der så er valg, så farer alle til malkestedet og bliver tappet for en stemme. 2 dage efter er det glemt, og man er ligeglad. Uhyggeligt perspektiv i en så vigtig sag.
I Danmark er det højrefløjen og midter-partierne, der plæderer for et stærkt EU. Venstrefløjen og den yderste højrefløj er imod.
Men er EU i virkeligheden ikke en socialistisk tanke med øget fællesskab om de fælles goder? Landbrugspolitikken ligner i høj grad Sovjetunionens planøkonomi, hvor det centralt bestemmes, hvem der skal dyrke hvad, og til hvilken pris. Burde venstrefløjen ikke være for EU og de borgerlige være imod?
Jo, det er rigtigt: EU er i virkeligheden en socialistisk tanke med øget fællesskab om de fælles goder. Men: Vi er i Danmark og i det øvrige EU delt op i næsten 2 lige stor fløje. Og denne solidaritet eller socialistiske fællesskab, man her taler om, det er højrefløjens fællesskab, eller de velhavendes om man vil . Dette skal man sandelig ikke tage fejl af. Men ordene er jo de samme, og det er en del af bedraget.
Vi så netop i Sovjetunionen, en meget smuk tanke der engang opstod fra Karl Marx. Det var selvfølgelig utopi, men tanken var umiddelbar smuk. Den lød nogenlunde sådan her: Ingen enkeltborger har ejendomsret til produktionsmidlerne. Kun staten ejer midlerne.
Hvem var så denne stat i sovjet, eller hvem administrerede den. Jo der var nogle få mennesker på toppen, ikke nødvendigvis lederne i landet, men nogle indflydelsesrige personer, der sad og ejede det, som de andre ikke måtte eje. Prøv at sammenligne dette, med danske forhold: Arbejdsgiverne, og kun dem, har retten til at lede og fordele arbejdet. Her er der virkelig tale om socialistisk solidaritet ”mellem arbejdsgiverne”. Hvem ejer produktionsmidlerne her i vesten? Det er ikke folket. Kapitalstærke mennesker har de sidste 30 år haft held til at nedlægge små privatvirksomheder, samtidig med, at de selv har sammenlagt snart næsten alle andre større virksomheder og koncerner, for på den måde, selv at kunne bestemme lønningerne, priserne, produktionen og produktionsformen.
Det er i virkeligheden meget fejlagtigt, at tro, at den vestlige og østlige ideologi har været forskellig, det har de nemlig ikke. Havde det været ideologierne der bestemte, så havde vi aldrig set murens fald. Grunden til murens fald og jerntæppets sammenfald, skal mere forklares ud fra teorien om kapitalens fælles interesser i øst og vest.
Jeg kender ikke ret mange der ved hvad de udtaler sig om, når det drejer sig om EU, men alle skal jo have én eller anden mening om det. Og der er frit slag, når det gæller alle slags løgnehistorier og spådomme. De eneste der ved hvad de taler om, er de mennesker der har deres økonomiske interesser i dette fællesskab. Det kan godt være, at man ikke bliver mindre dansk af at være med i EU. Men det kommer lige an på hvad man forstår ved dansk. Det kan da godt være, at man i et stykke tid endnu kan beholde vores flag. Vores flæskesteg er nok heller ikke i farezonen.
Men det at være dansk, kan også være helt andre ting.
Kan vi stadig bestemme, hvordan vore skolevæsen skal se ud.
Kan vi stadig bestemme, hvilken socialvæsen vi vil have.
Kan vi stadig bestemme, over vores fødevarepolitik.
Kan vi stadig bestemme, hvordan vores politi skal arbejde.
Kan vi stadig bestemme, om vi lokalt skal have Amter og Kommuner.
Kan vi stadig bestemme, om vi skal have gratis læge og sygehushjælp.
Kan vi stadig bestemme, hvordan vores forsvar skal se ud.
Kan vi stadig bestemme, vores egen skatte og afgiftspolitik.
Alt dette og meget meget mere, hører også med til at være dansk. Jeg tror ikke, at f.eks. Færinger er dummere end andre mennesker. Men her ser vi et eksempel på et folk der ønsker selvstyre. Det vil man også se i en meget nær fremtid, at vi forhenværende danskere, vil sukke efter. Vi ser det faktisk allerede. Masser af folk, der henvender sig til myndighederne med undren eller utilfredshed over love eller forordninger der er vedtaget, bliver oftest med mødt med svaret, “ja, vi ved det godt, men EU-bestemmelserne siger, at…, så vi kan ikke rigtigt gøre noget”. Disse mennesker har da fået en god undskyldning på landets slendrian.
Jeg ved udmærket godt, at toget er kørt for længe siden. Men somme tider kan det godt betale sig at springe af i farten, inden toget kører for stærkt, selv om det skulle give et par skrammer i faldet. Især hvis man bliver klar over, at toget inden længe vil blive afsporet.
Kan Danmark være medlem af EU og samtidig sige Nej tak til flere og flere af præmisserne?
Ja, Danmark kan godt sige Nej tak til alle de præmisser, som de har lyst til, og det bør vi også gøre. Kan vi ikke gøre det, så er det på høje tid at komme ud af dette dårlige selskab. Hvis det så medføre, at Danmark må træde helt ud af EU, som bare er én af truslerne fra erhvervslivet, ja, så må vi bare gøre det. Hele denne problematik, viser i virkeligheden kun, hvor svært det bliver for os, når vi engang bliver fuldmedlem, og ikke mindst, hvor meget vi sælger vores selvstændighed..
Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen der undre sig over hvad det er politikerne har gang i. Vi vil jo alle sammen gerne tro, at det hele drejer sig om noget seriøst, hvor spørgsmålet er, hvad der kan betale sig for Danmark o.s.v. Det ville jeg også gerne tro. Men den går ikke, hvor end jeg meget gerne ville.
Dette her drejer sig nemlig ikke mindre end om den største menneskeforførelse der er set i menneskets historie. Havde disse mennesker, der sidder og laver dette svineri, gjort det samme for 100 år siden, så var de blevet hængt for landsforræderi. Det bliver de ikke i dag, fordi de i forvejen har lukket munden på befolkningen ellers har passiviseret dem. Men landsforræderi er det stadigvæk. Jeg vil også kalde det for et politisk kup, fordi de har sat den danske forfatning ud af kraft.
Danmark er ikke mere et selvstændigt land med sin egen forfatning, hvor vi selv kan bestemme over vores egne interne anliggender. Vi kan stadig stemme til folketingsvalg, men det er EU der træffer de endelige beslutninger. Og det bliver værre endnu.
Det værste ved det hele er, at der stadig er over halvdelen af danskere, der prøver at holde sammen på deres personlige identitet. Det vil sige, “hvem er jeg” , “hvilken landsmand er jeg”, Hvilken lovgivning og forfatning skal jeg være loyal over for. Alle disse ting og meget andet, hører med til et menneskes identitet. Så kommer dertil, hvem er mine slægtninge, hvor bor jeg og hvad består jeg af, o.s.v.
Men selve nationalitetsfølelsen er ikke den mindst betydelige: Det drejer sig nemlig om territorium, nøjagtig det samme som med et dyr. Vi har brug for, at vide, hvor vores territorium afgrænser. Og derfor er det vel ikke så underligt, at så mange mennesker i dag føler sig rodløse eller identitetsløse. Jeg ved godt, at det ikke alt sammen er p.a. EU. Men dette har altså en meget væsentlig betydning.
Man kan uden at overdrive sige, at der er nogen der har solgt Danmark for en pose penge. Solgt menneskers sjæl for at fremme erhvervslivet. Så kan vi stå tilbage og sige: Det var så bare det. Om ti år står vi alle sammen og er klar til at gå i krig for at blive løsrevet fra det øvrige Europa.
Det er underligt at tænke på, at vi netop har hyldet Sovjetunionen på grund af deres opløsning, samtidig med at vi selv ihærdigt arbejder på, at opbygge en europaunion. Det er også underligt, at se Færøerne, der i dag arbejder kraftigt på at løsrive sig fra Danmark. Man kunne blive ved, at nævne eksempler. Masser af lande eller provinser slås stadig for at blive løsrevet fra deres storriger. Se bare Irland eller Joguslavien. Almindelige mennesker trives bedst i små enheder.
Men politikere er mennesker med mindreværdskomplekser. Denne egenskab, at have mindreværdskomplekser, medfører desværre også ønsket om magt: Altså storhedsvanvid. At være politiker er ikke det samme som at være en statsmand.
Når man nu taler om lederegenskaber, så ser vi Vores Kronprins Frederik og vores Dronning Margrethe som vellærte, veluddannede, velerfarende mennesker; klar til at være et lands ledere: De er ikke dygtige politikere, men dygtige statsledere. De må bare ikke røre statsledelse med en ildtang. Det overlader man til dygtige politikere, som ikke har forstand på statsledelse. Man tager sig engang imellem til hovedet.
Hitler var for 50 år siden i gang med at opbygge dette storrige. Dengang ville de andre lande ikke være med, og det kostede som sagt millioner af dræbte mennesker, at sige nej dengang. Men det er det samme storrige og den samme mekanisme, nemlig storhedsvanviddet, der ligger til grund for dette EU storrige, med én storfører.
Jeg tænker mange gange i mit stille sind, tænk engang, hvis det kunne lade sig gøre, at folk kunne vågne op af deres tornerosesøvn inden det er for sent. Det er som om alle mennesker er bedøvet af en sprøjte, og først må vågne op når vi er kommet ud over afgrunden.
Danmark skal naturligvis ikke isolere sig fra det øvrige Europa. Men det er da underligt, at ja argumentatorerne bruger begreber, “som forebyggelse mod krig”, som argument for et ja til et unionseuropa. Nu har vi endelig haft et Europa i 50 år uden krig, samt Sovjetunionens og Berlin-murens fald. Man er på talefod med så mange lande som aldrig nogen sinde tidligere. Samtidig opbygger man et fort Europa, og foregiver, at der skulle være et frygteligt fjendebillede et eller andet sted i Asien eller Mellemøsten eller hvor ved jeg.
Det aller farligste ved et sådan fort Europa er bare, at det meget nemt kunne føre til en gigantkrig i stedet for fred. Fordi: Andre dele af verden, måske Mellemøsten eller Asien, kunne fristes til at opfatte Europa som en truende stormagt, og derfor vil begynde at opruste som forebyggelse mod et truende fjendebillede. De vil i hvert tilfælde få et smadder godt argument for det. Derfor er det vel også forståeligt, at Indien i øjeblikket foretager atomprøvespringninger, set i lyset af Europas oprustning. Men så siger man fy fy slemme drenge, det må i ikke. Det er kun i vesten man må have atomvåben. Vi kan ikke have jer til at være en trussel imod os. Vi vil have lov til at gøre hvad der passer os.
Er det naturligt, at EU får en slags forbundspoliti, ligesom FBI i Amerika? Skal politi og efterretningstjenester kunne operere lovligt på tværs af EU-grænserne, eller er et mellemstatsligt samarbejde som f.eks. Interpol tilstrækkeligt?
Jeg vil kalde det skandaløst, at byde folk, om at tage stilling til en så kompliceret beslutning. Og en sådan beslutning der ikke engang egner sig til folkeafstemning, fordi den er for kompliceret, burde tages fuldstændig af bordet. Vi kan ikke som almindelige danskere, vurdere hvad betydning det får i fremtiden, med f.eks. et europæisk FBI. Og da slet ikke, når man ser hvordan de mennesker, der burde have forstand på sådanne spørgsmål, slet ikke er enige endda om fortolkningen.
Som det ser ud i dag, vil jeg synes det er i orden, at det tyske politi eftersætter en forbryder over den danske grænse, uanset hvor langt det skulle være nødvendigt. Men jeg er ikke så sikker på, at jeg vil synes det samme, hvis denne forbryder, ikke er en forbryder efter dansk lov. Og her har vi nemlig humlen i det hele. For, hvis dette politinet bliver udbygget, så vil det simpelthen blive nødvendigt, at have samme lovgivning for, hvad der er kriminelt. Er vi så stadig ”Danmark”. Eksempel: Måske bliver det i Tyskland eller i Sverige om ganske få år kriminelt at ryge cigaretter. Hvis vi så her i Danmark stadig har lov til at ryge. Er det så i orden, hvis du ryger en cigaret, lige syd for grænsen, og du måske prøver i en fart at komme over til Danmark, og du så 100 km. inde i landet bliver bragt til standsning og anholdt at det tyske politi for at ryge en cigaret.
Vi kan sket ikke vide, hvad fremtiden bringer: Hvilken regering sidder der i Frankrig eller i Tyskland om bare 5 år. Jeg tror ikke, at vi om bare 5 år på nogen som helst måde kan træde ud af det. Det vil svare til, at Frederiksborg Amt sagde, at de vil løsrive sig fra Danmark og være en selvstændig stat. Jo flere år vi er med og fedter os ind i denne union, jo sværere bliver det at tørre os af igen.
Så ved jeg da godt, at vores børnebørn, der ikke har kendt til det vi oplever i dag, de vil tage det hele som en selvfølge. Men jeg synes bare lige, at vi der lever i dag, skal tænke på hvad det er vi ønsker for vores fremtidige afkom. Skal de fødes og opvokse i en lille stat som Danmark, hvor der ikke er så langt til beslutningerne, og hvor vi er i stand til at ændre på nogle småting i en fart, ved måske bare at sende en skrivelse til en minister eller folketingsmand. Eller vil vi sende bores børn ind i en fremtid, hvor de er fuldstændig uden betydning, som lallende dukker, der bare ser op til “deres fører”; præcis som det vi ser i USA i øjeblikket.
Vi vil aldrig mere her i vesten kunne få et nyt Hitler regime. Dette er historie. Det kommer nemlig ikke til at hedde regime, og det kommer heller ikke til at hedde Hitler. Men det der bor inde i mennesker er ikke meget anderledes fordi der er gået 50 år. Jeg mener, aggressionerne er de samme. Mindreværdsfølelserne er de samme. Men det vil selvfølgelig ikke være de samme metoder der vil blive brugt; dette vil være for afslørende. Den magtkoncentration vi har at gøre med i dag, er af en helt anden karakter. Men formålet er det samme.
I dag siger vi ikke et Hitler-regime. Nej vi kalder det med flotte ord for en handels og militærunion. Hvad mon egentlig Europas naboer tænker, da vi i vores verden pludselig opbygger en sådan union. Både handelsmæssigt og militært. Hvem er det egentlig vi opruster imod eller vil værne os imod. Er det Asien, eller er det Rusland eller måske Afrika. Hvorfor vil vi opbygge en mur imod de fjerne lande, som vi i dag har så gode handelsaftaler med, og i øvrigt også et godt naboskab med.
Jeg skylder måske en yderligere forklaring på hvorfor jeg sammenligner en europæisk union med et Hitler-regime. Hitler-regimet var nemlig ikke som nogen mener et enmandsregime, selv om historieforfalskningerne fortæller noget andet. Langt størstedelen af den tyske befolkning, stod bag hele denne ideologi. Ideologien lød på:
Hitler ville skaffe arbejde og mad til alle. EU siger bekæmpelse af arbejdsløsheden.
Hitler skulle få Tysklands værdighed tilbage og stå stærkt over for deres naboer. EU: Vi skal stå stærkt over for den øvrige verdenshandel. Og vil skabe et Europa der selv kan klare krige med deres naboer, uden hjælp fra USA.
Hitler: Den enkelte tyske borger skulle finde sig i at blive styret mere ovenfra. Til gengæld lovede regimet, at drage omsorg for folkets sikkerhed. EU: Det enkelte land skal afgive suverænitet. Til gengæld lover EU, at de nok skal klare det med lovene og styre det hele indenfor Europas jerntæppe.
I Tyvernes og tredvernes Tyskland, var der stor opbakning for disse ideer. Det var der i øvrigt også uden for Tysklands grænser, selv i Danmark. Man kaldte det senere for fascisme. Senere, da man havde alle med, det vil sige et tilstrækkeligt flertal, så begyndte man at udbygge disse ideer med racehygiejne, arvehygiejne, men som også et kæmpe flertal var med på.
Det var så godt alt sammen. En stærk regering, der vidste hvad den ville. Og det var lige præcis det folket havde brug for på dette tidspunkt.
Nu står vi i dag med nøjagtig de samme argumenter, med 300 millioner europæer der ikke ved hvad ben de skal stå på, uden respekt for deres respektive landes love og regeringer, uden noget at tro på og uden en fast ideologi, og som er i stand til at følge et hvilket som helst signal fra en stærk mand. Og denne “stærke mand” har vi så fået. Den hedder ikke Hitler-regimet, men EU-parlamentet. Og jeg kan forsikre dig om, at når vi først alle er med på “toget”, så kommer der fart på. Og så er det bare om at holde sig fast. Jeg er ikke så sikker på, at Europa i al evighed vil finde sig i, at Verdensordenen styres fra USA, eller Verdenspolitiet har til huse i USA.
Ja, det er måske teori. Men der er alt for mange sammenlignende eksempler til at lade dem være overhørigt. Vi må ikke glemme, at det er mænd der sidder i dette EU-parlament. Og det at være politiker, indbefatter, at man er besiddelse af nogle af de værste neurotiske tendenser.
Det system vi ser i USA i dag, er bestemt ikke noget at være stolt af. I hvert tilfælde set med mine øjne, sådan rent menneskeligt set. En anden ting med hensyn til USA, er at de fremstiller sig selv som verdenspoliti, og sammen med den øvrige vestlige verden kalder man sig for verdensordenen. Alene ordet Verdensordenen. Man påberåber sig endda, at den øvrige den af verden skal rette sig efter denne verdensorden. Når jeg høre dette ord, kommer jeg straks til at associere med begreber som Det 3. Rige, Der Fører, o.s.v. Og jeg må indrømme, at jeg sagtens kan forestille mig et Europa der bevæger sig i samme retning, bare med 50 års forsinkelse.
Jeg er bestemt ikke imod samarbejde Europa imellem, slet ikke. Jeg bryder mig bare ikke om denne form for ensretning, som det hele efterhånden drejer sig om. Hvis man mener noget med, at det er godt at være forskellig, så må man også erkende, at dette indebærer, at man har forskellige ideologier, forskellige måder at leve et demokrati på, forskellige måde at slagte kvæg på, forskellige måder at handle på. o.s.v. Men så vidt jeg kan se, så er det netop disse forskelle man vil prøve at afskaffe i EU
Politik er ikke for folket, men for idioter. Vi har mange politikere, men vi mangler statsmænd.
Endnu engang har politikerne valgt at se forbi deres vælgere. Dette er et udsagn man meget ofte hører. Jeg er desværre ikke sikker på, at politikerne handler over hovederne på deres vælgere. Min påstand er nemlig, at den danske befolkning, ja det gælder nok også andre lande, ikke har nogen selvstændig mening om ret meget. Men handler, stemmer, mener og bevæger sig nok snarere efter i hvilken retning, de bliver dirigeret imod af den presse de læser. Og jeg ser desværre ikke den store forskel på pressen i den henseende. Jeg er da sikker på, at der er mange mennesker rundt omkring, der kan tænke selv. “Men hvad med det store flertal! Det er jo dem, som politikerne er interesseret i. Det er dem der kan flyttes rundt på. Og her gælder det så om, at være det parti, der har de fleste penge til kampagner. Derfor tror jeg ikke på vores demokrati, men jeg kalder det for demokratur, og det er noget andet.
Jeg er en gang imellem skuffet over, at et så intelligent folk, som danskerne i virkeligheden er, ikke forstår relativitetens dybder, men dermed angriber relativiteten som noget negativt. Det er korrekt, at jeg nok til en vis grad er relativist. At være lige så berettiget, betyder ikke at være lige så godt. Det er i det hele taget en stor fejl, at skelne mellem godt og ondt. Men det er jo som bekendt den berømte arvesynd vi hænger på. Man kan da f.eks. ikke sige, at en løve er ond og en elefant er god. Man siger da snarere, at de er lige berettiget hver for sig i naturen. Sådan er det også med mennesker indbyrdes. Hvis du står nederst på et bjerg og ser ud over landskabet, vil det du ser, være lige så rigtigt, som det du vil se øverst oppe fra toppen, selv om du fra toppen vil kunne se noget mere og andet.
Sådan ser jeg faktisk også på de konflikter der er rundt om i verden. De opstår, fordi mennesker ikke kan respektere, at de andres udsyn er lige så rigtigt, fordi de har en anden plads på “bjerget”.
Der gælder ikke regler for landenes indbyrdes forhold hinanden imellem. Her gælder naturloven. Jo, vil nogen sige: Der gælder faktisk en ret, folkeretten, og den bygger på folkerettens principper. De dømmende, lovgivende og udøvende magter. I disse henseende den internationale domstol i Haag, Internationale krigsforbryderdomstole samt FN og dets medlemsstater.
Jeg kender selvfølgelig godt til disse selvbestaltede domstole, som jeg ikke giver 5 potter … for. Hvor var disse domstole, da USA lavede krigsforbrydelser i Vietnam eller andre steder. Man kan ikke lave domstole for en krig. Et gammelt ord siger “I krig og kærlighed gælder alle kneb”. Nej man kan ikke sætte regler op for en krig. Hvor er skræmmeeksemplet henne fra anden verdenskrig. Er det ikke de samme krigsforbrydelser vi stadig ser i verden.
Jeg mener endvidere, at når en krig er slut, så er den færdig, og så er alt gjort op og forladt. Bliver man ved med at jagte krigsforbrydere, så får man en masse kriminalitet og hævn i kølvandet i adskillige år efter. Tag bare eksempler Afghanistan. Nej vi skal se at komme væk fra den sindssyge tankegang, at man kan have et verdenspoliti eller verdensdomstol.
En krig bliver jo som bekendt til på grund af i forvejen længe ophobede aggressioner. Derfor vil det også føre til, at det værste galskab vil komme ud af mennesker. Når det så er kommet ud, bliver de som regel tamme igen. Det er lige som en vulkan: Der er overtryk i meget lang tid. Men pludselig eksploderer den, og så er helvedet løs, med mange drab og ødelæggelser til følge. Men derfor forfølger man da ikke Vulkanen, og fører den for en domstol. Hvorfor lader man ikke naturen råde, med sin egen verdens dømmende, lovgivende og udøvende magter. Gid vi kunne lade naturen råde Naturen har nemlig samme egenskab (Nemesis).
Jeg holder naturligvis ikke med nogen af parterne i de såkaldte Verdenskonflikter. Så dybt vil jeg ikke synke. Man kan ikke bevare overblikket hvis man begynder at tage parti. Vi kan se fra vores eget folketing, og folkeholdninger hvor ensporede visse holdninger er. Det er udelukkende påvirkninger fra pressen. Danmark med pressen og regeringen i spidsen har fordømt Irak, og så følger folket efter. Folket får de informationer, som de ønsker vi skal have.
Ordet “verdensfred” kan kun være skabt til ære for romantikere. Det kan nemlig ikke lade sig gøre. Man kan ikke lave et FN, det består af et antal lande der er i så stor modstrid med hinanden, såvel økonomisk som kulturelt, og så forvente, at man i en evt. mobiliseringstid skal kunne blive enig om, at smadre et tredje land. det er utopi.
Derfor har man også fra USA’s og andre medsammensvornes side, skabt det begreb der hedder Verdenspolitiet med USA som Politimesteren. Dette politi vil selvfølgelig med alle midler stående til rådighed langsomt drage omsorg for, at FN træder til side. Ikke udviske det, da mennesker jo som bekendt har et behov for at tro på noget romantisk. Et såkaldt Verdenspoliti er bare en alvorlig sag. Vi tilgiver det langsomt en magt, som ingen har fantasi til at forestille sig. Og inden vi ser os om, er vi alle totalt underlagt verdenspolitiet. Så kan de gøre med os hvad de vil. De alene har de rigtige våben. Og vi har givet dem retten og midlerne til det. Når vi kommer dertil, så står vi måske over for den verdenskrig, som vi aldrig tidligere har set. Den 3. og måske den sidste verdenskrig.
Jeg vil lige gentage hvad jeg tidligere har skrevet
“Inden for den enkelte stat er der love og regler. Det kaldes samfundstilstand”
“Landene imellem er der ingen love og regler. Det kaldes naturtilstand“
Sådan må det være, og sådan vil det altid være, så længe mennesker er forskellige. Eller tror vi måske vi kan bygge et nyt “Babelstårn”.
Prøv at se min egen lille utopi. Tænk hvis vi havde et verdenssamfund der var så storsindet, at man f.eks. sagde til Irak eller andre anderledes tænkende samfund: Vi vil gerne hjælpe jer, med at bygge jeres lande op. Som i vil have det, i henhold til jeres tro og levemåde. Vi vil gøre alt for, at jeres folk ikke skal lide nød, men det er jer der bestemmer. Tænk hvis USA sagde det til Irak! Så havde Irak ikke en ærkefjende, og så behøvede de ikke lave disse farlige våben. Men indrømmet, det er utopi.
Hvad er fred uden frihed. Alle vil da have fred. Devisen lyder som regel: ”Hvis i andre gør som jeg siger, så bliver der fred”. Og sådan siger alle. Og derfor er løsningen også kun den, at man er nødt til at accepterer andres anderledes måde at leve og tænke på. De fleste stridigheder i parforhold forholder sig efter samme mønstre. Denne frase ved jeg godt, vi alle er enige om. Men vi gør det sgu ikke. Vi har det kun i munden fordi vi synes det lyder rigtigt. Og vi vil jo så gerne være rigtige.
Det er måske rigtigt, at Irak har bakteriologisk våben. Det har USA også, men det støtter vi USA i at have, fordi vi bifalder dem i at være verdens politi.
Men hvad bilder vi os egentlig ind i vesten. Har vi totalt glemt anden verdenskrig, hvor vi hånede Hitler for at kalde sig selv for overmenneske. Men det er lige præcis det et verdenspoliti drejer sig om. Overmenneske; og dermed retten til at bestemme over resten af verden. Jeg tvivler på, at Irak har sagt ja til at USA er Politimesteren. Jeg vil gå så vidt til at sige, at det er ikke mindre end en forbrydelse mod menneskeheden, at oprette et sådan politi. Det vil efter demokratiske regler forudsætte, at alle verdens lande var enige om et sådan politi. Og ikke kun et flertal af FN, som USA og Danmark alligevel er illoyal over for.
Jeg ville bestemt ikke leve i et diktaturland. Men det er fordi jeg er født i Danmark. Men hvis jeg var født i Irak, så havde jeg nok sagt noget andet. Jeg er glad for, at bo i et land, hvor jeg f.eks. kan skrive disse linier, og ellers kan udtrykke min mening frit, inden for de spilleregler der nu én gang findes. Havde jeg levet i Irak eller en af de andre 2-300 stater i verden der har et lignende styreform, så var jeg dræbt for længe siden.
Hvem har egentlig de største interesser i krige. Hvad tjener våbenindustrien ikke og hvad tjener verdenspressen ikke på det. Da jerntæppet forsvandt, hørte vi dagligt i pressen om hvordan våbenindustrien klagede sig. Selv almindelige familier, som ernærede sig i disse våbenindustribyer klagede sig.
Jeg ved selvfølgelig godt, at krig ikke kan undgås, som verden stadig ser ud. Jeg mener bare, at det der foregår i Irak, Jugoslavien, Tyrkiet, Israel, Libanon o.s.v. Det er ikke vores krig. Men så længe vi alligevel blander os i deres krige, så spiller vi herrefolket. Ja ordet er skræmmende. De krige der foregår i øjeblikket i disse lande, det er et opgør med deres religioner, på samme måde, som vi fik overstået vores for ca. 50 år siden. Man må ikke undervurdere “religion = kultur”. Et industrisamfund kan ikke fungere i et religiøst land. Med religiøs, mener jeg ikke vores la- la-religion, men opgøret med overtroen. Vi må ikke glemme, at industrien jo bygger på videnskab. Videnskab “er” modsætningen til overtro, og religion er overtro.
Derfor ser vi også i disse lande, at nogen ikke mere vil finde sig i at være under et styre, bestående af en flok uvidende individer. Men vi må ikke glemme, at disse uvidende stadig er i overtal, også selv om de ikke alle er fundamentalister. Men krigen er deres, også selv om den indirekte er sat i gang fra vores side af. De har jo fået videnskaben fra os, ja selv våbnene har de fra os. Det er rigtigt, at krigen ikke kan undgås. Men vi har ingen ret til at bestemme, hvem der skal vinde den. Men det er det vi prøver at blande os i, som herrefolket.
Da Vesten gik ind i Jugoslavienskrigen, blev der dræbt mange flere end der ellers var af dræbte i forvejen, og gjort endnu flere massakre end tidligere. Denne krig kunne have været overstået på 1-2 år, hvis den stærkeste af disse parter havde fået lov til at vinde. Man kan jo sagtens være den stærkeste, hvis man har andre bag sig. Det er egentlig ligegyldig hvem der vinder en krig, i første omgang. Krigen er nemlig ikke vundet før freden også er det. Og freden vil aldrig være vundet hvis ikke krigen har været fair. Se bare Afghanistan.
Det er klart, at religionen ikke kan forblive i et land, når det bliver oplyst, men nogle mennesker klamrer sig stadig til den. De har jo ikke andet. Ja, jeg mener virkelig, at 1 og 2 verdenskrig indirekte var en et opgør med den fundamentalistiske kristendom som vi inden da, havde i vesten. Den jødiske religion var kun en biting i dette spil.
Man kan så stille sig selv spørgsmålet, de undertrykte mennesker i diktaturstaterne ”ulandene” får en bedre livskvalitet ved at blive ilande. Jeg tror det næppe. Det er vel så som så men livskvaliteten bare i vores lille Danmark. Jeg synes sporene skræmmer. Jeg mener selv, at have et godt liv, men det har mere noget med mig og mit valg at gøre, end med systemet. Da jeg blev arbejdsløs kunne jeg jo have valgt, at blive pisse sur, men jeg valgte noget andet.
Livskvalitet har nemlig ikke noget med rigdom, fattigdom, eller økonomi eller det at have et arbejde eller ikke at gøre. Det har kun noget at gøre med, at et menneske selv tager ansvaret for sit eget liv. I virkeligheden kan et hvilket som helst menneske i Irak opnå en god livskvalitet, hvis de bare selv vil. Men selvfølgelig kræver det en udviklingsproces. Men den proces må vi ikke tage fra dem, det er deres egen.
Som tidligere nævnt, ville ting der skete i Jugoslavien ikke været sket, hvis ikke vesten havde blandet sig. Jeg ville f.eks. da ikke begynde at slås med nogen, hvis jeg i forvejen var sikker på at blive slået ihjel. Dette gælder også i en borgerkrig. Dette må man gøre op med sig selv, før kampen begynder, ellers må man tage konsekvensen. Men hvis jeg ved på forhånd, at jeg har en storebror til at hjælpe mig, så kan jeg da nok tillade at være lidt mere fræk. Og det er lige præcis det det handler om i Jugoslavien. Vesten har nemlig store interesser i, at det fremtidige Jugoslavien bliver et ”demokratisk” industrilandland, og her har vi nemlig storebroderen. Det er utroligt, at ikke almindelige borgere i vesten har gennemskuet dette fænomen for længe siden.
Ja, det går ud over uskyldige børn og kvinder, det gør det i en krig. Til det kan jeg kun sige: Hvad så? Eller vil man virkelig sige, at befolkningen er uskyldige. Hvem er uskyldig, når det kommer til stykket. Hvis vi i morgen, blev angrebet af Irak, og de dræbte vores kvinder og børn, så tror jeg der var mange her i befolkningen der ikke kunne sige sig uskyldig, dette gælder også kvinder. Det er sjældent jeg har set en så stor krigsliderlighed i Danmark, som der har været i disse år.
Mange mener, at de svage skal beskyttes i en krig. Hvem er de svage egentlig. Hvis man har været med til at piske en fjendsk holdning op imod sin modstander, så må man også være stærk nok til at tage konsekvensen af sine handlinger. Og ikke bare flygte når det begynder at brænde på. Misforstå mig ikke. Jeg har stor ære og respekt for flygtninge. Jeg bruger endda meget af min til, at forsvare dem overfor vores egne uvidende danskere. Men ordene må siges engang imellem.
Se op fra din computer. Står der måske en Coca Cola ved siden af, en æske fra Mac Donald i skraldespanden, går dine børn klædt som gangsterdrenge fra Harlem i for store bukser og skihue, mens de står på skateboard? Du browser med Netscape eller Explorer, skriver og regner med Microsoft og når du bliver træt og vil slappe af, ser du måske Hollywood-aktion på TV.
Vi har begravet vores sprog, dagligdag, madvaner og tøjstil i alt godt fra USA. Noget er cool, andet ikke. Men vi har taget amerikanerne og deres livsstil til os, selv om vi er en del af et Europa med en historie der er mange gange længere end Amerikas. Hvad er det, der tiltrækker os hos kæmpen bag Atlanterhavet, som mange af os end ikke har besøgt? Og man kunne tilføje: Køber vi et tv eller andre artikler, så står brugsanvisningen på engelsk.
Vores kultur her i Europa, er udelukkende et resultat af de utallige amerikanske film der er strøet ud over vesten. De fleste af dem kan vist roligt antydes at være propaganda for den amerikanske kultur. Tænk bare på krigsfilmene; amerikanerne er altid de gode. Og verdens retfærdighed udgår altid fra USA i filmene. I dette årti, har man stort set ikke kunne se en amerikansk film, uden der altid foregår ca. en fjerdedel af filmen fra en retssal. De vil så gerne fortælle, at i USA, der går alting retfærdigt til.
Det er ikke europæerne der har stræbt efter at blive gjort amerikanske, men amerikanerne der har lavet kulturelt undergravende virksomhed i Europa. Dette har de selvfølgelig ikke gjort for sjovt skyld, men for at gardere sig nogle gode og solide politiske alliancer i Europa, ikke mindst i forbindelse med deres kolde krig mod det tidligere Sovjetunionen. En film påvirker langt mere og bredere end de fleste regner med. Det har man vidst lige fra filmens barndom. I fyrrene og halvtredserne var det her i Danmark næsten umuligt at få statsstøtte til en film, hvis ikke man også lavede en scene med en læge i hvid kittel. Dette gjorde staten, fordi de ville propagandere for, at folket skulle have større tillid til lægerne, -sundheden skulle styrkes. Tænk på ”Landsbylægen” med Ebbe Langberg. Altså er det ikke så helt tilfældigt, at europæerne er blevet amerikaniseret.
Religion
Bygger det danske samfund på
den kristne tro?
Ja, det danske samfund har bygget på den kristne tro - engang -. Sådan er det heldigvis ikke mere.
”fødsel og død har ikke noget med tro at gøre”. Fødsel og død er lig med viden om sandhed, og heraf kommer livet, det der er imellem disse to poler. Det er det der er livskraften. Lige som lyset fra en pære, er resultatet af plus og minus.
Jeg går da ikke ud fra, at nogen mennesker i deres ramme alvor vil sige, at børn er guds ”gaver”.
I så fald kan jeg kraftigt anbefale dem at gå på biblioteket; der kan man låne en del bøger og videofilm om forplantning. Man kan også se mange pornofilm i TV, eller leje dem. Der vil man så lære, at børn ikke er gaver, men at de fremstår ved hjælp af, at mennesker parre sig med hinanden.
En gave, er noget man får ufortjent. Men et barn, det skal man sandelig gøre noget for at det bliver til noget. Dette er resultatet af menneskers seksuelle forbindelser. Hvad med de handikappede børn, skulle det så også være guds gaver, eller er det så bare satan der har været på spil.
Der var engang en der sagde, at man burdes straffe forældre der ikke behandler guds ”gaver” ordentligt. Er det ikke underlig paradoksalt, at jo mere religiøs men er, des mere ønsker man at straffe. Der ligger lige som noget sadistisk over religiøse mennesker. Jeg har hørt masser af religiøse stå at sige, at de glæder sig til de kommer i himlen, for så kan de hver dag stå og fryde sig over dem der pines i helvedet.
Gid mennesker snart kunne smide det legetøj væk, der hedder religion. Det hører urmennesket til og ikke et menneske med sin fulde fornuft i behold. Havde vi ikke vist, at tordenvejr opstod af elektriske udladninger, så ville vi stadig gå og sige, at det var Thor der red på sin buk og kastede med sin hammer, så det gnistrede. Altså ser man her, hvad oplysning kan gøre ved mennesker. Så endnu engang til dem der mener, at børn er guds gaver: Lær noget om forplantning.
Man kan tro på, at livet er en gave. Ja, man kan tro på så meget. Men bliver det en større sandhed fordi der er mange der siger og tror på det samme? Nej Sandheden om fødsel og død, er lige præsis det som det enkelte Liv lægger i det, som igen afhænger af hvor meget bevidsthed det har om dets fødsel og død. Og det er Sandheden.
Ingen er berettiget til med en tro, at fortælle andre hvad der er rigtigt og forkert. Selv med Sandheden i hånden, ville det være uberettiget. Sandheden rummer kun dit eget liv, det rummer ikke de andres. De har deres sandhed.
Man kan være sikker på, at der ikke er nogen mennesker der ønsker at ødsle med deres liv, eller at smide det væk. Nej alle klamrer sig til livet, om det er lille eller stort. Men for nogle er det utroligt svært, at holde sig i live, fordi deres energi konstant bliver tappet. De er oplært til, at henholde sig til andres sandheder, og dermed svigte sig selv.
Dermed har jeg vist klart antydet, at den såkaldte kristendom er det samme som antikrist.
Begrebet Kristus betyder indsigt og visdom om sig selv, eller selvet. Og er man først nået dertil, så er man virkelig blevet til noget. Så er man nemlig kommet helt ned på jorden, hvor der er plads til kærlighed, der i virkeligheden er det samme som frihed. Der er der også plads til barmhjertighed.
Jeg tror i virkeligheden, at de fleste mennesker ønsker frihed. De fleste mennesker der ser et dyr lide, er da altid villige til, at hjælpe det af med livet, eller lindre dets smerte. Men lige så snart det er mennesker, så kommer moralen, etikken, fordommen, loven og præsten med pegefingeren. Det er dem der suger kraften ud af mennesket.
Jeg siger ikke, at man ikke har ret til, at fortælle andre om sandheden.
Jeg siger, at man skal ikke fortælle dem, hvad der er rigtigt og forkert, eller godt og ondt.
Og det gør jeg; fordi : Sandheden har ikke noget med rigtigt og forkert at gøre. sandheden er nemlig relativ. Godt og ondt findes ikke, men er begreber der er menneskeskabt. Myten om Adam og Eva fortæller netop, at det var, da mennesket begyndte at skelne mellem godt og ondt, kundskabens træ, at deres tilstand ophørte med at vare et paradis.
Men vi har da alle sammen vores lille sandhed. Og den skal vi da råbe og skrige ud til alle andre mennesker. Det er jo den eneske måde vi kan få respons på, blive rettet ind på, få modstand på, blive afprøvet, og dermed udvikle os på. Det er det der er ilden, eller ånden i livet. Jo sandelig, den gud eller fader om man vil, det er os selv, eller selvet, der ligger inde bag ved jeg’et.
Tro er en udmærket ting, det svare til viden eller vandet fra bibelen, men væren er en anden ting, det svarer til visdom eller ånden fra bibelen. Derfor er det godt, at tro på noget, men kun for at få det afprøvet så det kan blive til en væren, der så kan vokse til en endnu støre væren o.s.v. Dette er liv og udvikling.
Jeg prøver ikke at påtvinge nogen min mening. Til gengæld mener jeg heller ikke man skal gå og passe på ikke at såre nogen. Man skal selvfølgelig heller ikke sige eller skrive til nogen for at såre dem. Men jeg synes der er alt for mange der går rundt og smører hinanden, for at blive bekræftet. En gang imellem er der nogen der må tale dunder. Det er rigtigt, at man på den måde kan støde andre menneske væk. Men så er budskabet ikke til dem, og så foretrækker de at høre noget andet. Jeg tror idet hele taget ikke man sådan kan lave om på mennesker. Men man påvirker da hinanden ved al mulig samværd; skrift eller tale. Jeg mener selv, at det jeg har lært mest af her i livet, det er de ting jeg tidligere er blevet mest såret eller stødt af. Men tingene skal have tid. Tit er det sådan, at man måske bliver rasende over noget i dag. Hvor man så et halvt eller et helt år efter står og belærer andre om den ting man selv tidligere var rasende over.
F.eks. er der jo mange der kan blive meget vrede over det jeg skriver. Og så tænker jeg, at de må jo trods alt have forstået det de har læst eller hørt, ellers var de jo ikke blevet vrede.
Begrebet kærlighed er jo et underligt ord. Det har altid været genstand for uenighed og diskussion.
Det er ikke så mærkeligt. Kærlighed er et begreb der er menneskeskabt; og dog….
Den grønne farve, der jo som bekendt er symbolet på tro, håb og kærlighed, eksisterer ikke. Den grønne farve eksisterer kun når man blander den gule og blå sammen.
Den gule farve betyder varme. Den blå farve betyder kulde.
Sådan er det også med kærligheden, den eksisterer ikke, men den bliver skabt ved hjælp af modsætningerne; f.eks. mand og kvinde, eller modsætninger i det hele taget. Men da kærlighed også betyder frihed, så opstår den kun hvis modsætningerne får lov til at være modsætninger, og man ikke prøver at udviske dem, f.eks. det feminine og det maskuline.
En rigtig mand, bruger sin mandlige styrke med kvindelig mildhed.
En rigtig kvinde bruger sin kvindelige mildhed med mandlig kraft.
På den måde kan både en mand og en kvinde hver især blive 2 i én, altså et helt menneske.
Jeg lærte meget tidligt i skolen! Denne sætning: ”du må aldrig drage en konklusion ud af en hypotese”. Det karakteristiske ved en hypotese er, at der er ingen dokumentation.
Al religion er hypoteser, også kristendommens religion. Vi har igennem historien set nok af eksempler på, hvad kristendommen har medført af hypotetiske konklusioner. Eks. på hypotetisk manipulation!
Hypotese: Der står i bibelen, at utro kvinder skal stenes. Og bibelen er sand, fordi gud har skrevet den.
Spørgsmål: Hvem siger, at gud eksisterer?
Bevis: Det står der i bibelen. (ringslutning)
Konklusion: Sten alle utro kvinder.
Det er i orden at tro på udokumenterede argumenter, men kun for en tid, for at føre dem til torvs for at blive afprøvet for sin ægthed.
Jeg må indrømme, at jeg har et indædt had til religion, fordi al religion er efter min mening udelukkende baseret på undertrykkelse af menneskeheden. Nogen mener, at muhamedanismen ikke er nogen religion, men en militant aggressiv kadre. Hvor har de dog ret, men for mig at se, gælder det al religion, det er bare i forskellige grader, alt efter hvor meget magt de har at gøre godt med. Da religion er baseret på tro, ligger det jo selvsagt i luften, at det er baseret på uvidenhed.
Et andet udsagn lyder: At al religion skulle forbydes. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre, da det jo er de magthavere der sidder på loven, der har den største fordel af religionen. Det eneste middel mod det “ukrudt” er, at indgyde mennesker oplysning, da det jo selvsagt er et uvidenhedsproblem. Men uden denne uvidenhed i befolkningen, er det umuligt for magthaverne at manipulere. Reklamebranchen har samme fordel af uvidenheden.
Jeg ved da godt at den kristne verden er kommet meget længere med oplysning end den muslimske. Det fremgår også af forskellen på det fundamentalistiske. Jo mere uvidenhed, jo større fundamentalisme. “Eller tomme tønder buldrer mest”. Men det er jo trods alt ikke så mange år siden, at den kristne verden så ud som den muslimske verden gør i dag; ca. 100 år. Derfor har jeg tillid til, at de muslimer der kommer herop til vores land, at de ikke er muslimer i ret mange år endnu. Vi må jo ikke glemme, at oprøret i deres lande jo er startet, fordi der er sivet informationer ind over deres lande i årevis fra vesten i form af radio / tv udsendelser, turisme o.s.v.
Men oplysning er en langsom proces. Og jeg tror, vi er bedre tjent med, at så mange som muligt forlader disse lande, og får mere oplysning af os. Jo færre er der at skulle bekæmpe, om nogle ganske få år, når det helt store slag kommer til at foregå. For vi må ikke glemme, at den muslimske verden er stor, men deres tid er kort, og derfor er de desperate. Når jeg siger, at deres tid er kort, så er det set i lyset af kristendommens udvikling, som jo har udvist samme mønster.
Jeg kan anbefale noget godt litteratur om religion. Det er nogle få bøger der er skrevet af en der hedder Vilhelm Gernhammer: Han er filolog og beskriver det helt grundlæggende i hvorfor og hvordan religionen er opstået, og sammenligner med primitive folkeslag og vores egen nordiske mytologi samt Johannes åbenbaring fra Bibelen. Han beskriver også hvordan magthaverne til alle tider har brugt religionen som undertrykkelsesmiddel og til at fastholde mennesker i uvidenhed.
Som et par eksempler kan jeg nævne: “De to rovdyr”, “hvorfor livet dør” , “Medicinmænd guder og mennesker”, “Eksistens og ansvar”, “Kaotisk psykologi -psykologisk kaos”, “Det falske livssyn”
Men der er flere.
Buddhisme er meget anderledes end kristendom og islam. Men…Tag endelig ikke fejl. Buddhisme er også en religion med dertil følgende undertrykkelse. Dens mekanismer er de samme og er udsprunget at samme naturlov som de andre. Men når det er sagt, så ser det også ud som om buddhismen har bevaret den ældgamle visdom i lighed med taoismen, bedre end de andre religioner.
Når nogen mener at Buddhismen ligner vores dybdepsykologi, så skyldes det mere, at vores dybdepsykologi stammer til dels fra buddhismen. Såvel Kierkegaard som Einstein, Freud, Niels Bohr, Jung, ja de fleste af vores store filosoffer, har studeret buddhismen meget indtrængende og har fået det meste af deres inspiration fra buddhismen og den græske mytologi. Allerede i den tidlige buddhisme og fra Grækenlands Platon kendte men til atomet. Det vil sige for ca. 2500 år siden. Tænk på sangen “Vise mænd fra østerland”, det var visdommens budbringere fra Indien der gjorde sit indtog i Israel. Det var selvfølgelig ikke velset af de jødiske magthavere, der var ved at gøre jødedommen til en religion.
Det er igen et eksempel på, at reel oplysning om naturen, er den eneste måde mennesker kan befries fra deres religiøse vanvid på. Det var jo netop disse store europæiske personligheder der forårsagede vestens brud med kristendommens religiøse vanvid.
Men i dag er buddhismen næsten lige så grotesk som de andre religioner, og bruges også som samme magtmiddel til at slå hinanden oven i hovedet med. Jeg har mødt en del danskere, der har konverteret til buddhismen, og har der set de værste eksempler på hvordan en ellers tidligere “fornuftig” religion kan gøres til fanatisme. Men bortset fra det, så er buddhisme jo mange ting, der er mange grene af den.
Hvis man læser om Jesus, så var det det religiøse i jødedommen han bekæmpede, og han ville have naturlovene tilbage. ”I naturen skilles der ikke mellem godt og ondt, altså ingen skyldfølelse. og ingen dårlig samvittighed”. På den måde er synden fjernet.
Det er jo netop bevidstheden om samvittighed og skyldfølelse, at kirken og staten altid har pålagt mennesker, for at holde dem nede, undertrykkelse. “Men det er den samme undertrykkelse der forårsager aggressioner i mennesker”.
Det er vigtigt, at få sine børn mens man er ung. Det er svært, for ikke at sige næsten umuligt, for forældre der får sine første børn i 30 til 40 års alderen, på nogen måde at forstå et lille barn, og de signaler et barn har. Det er jo så længe siden de selv har været børn.
Der er jo så mange følelser, man som stort barn eller ung har, og som man har så meget brug for at tale med nogen om. Det må være et knusende nederlag for et barn eller ung når disse følelser bliver gjort til skamme, ved ikke at blive forstået; som om man overhovedet ikke er værdig til at have følelser. Det at få af vide, at det vigtigste i livet, måske det at være forelsket, eller måske noget helt andet, der kan gøre enormt indtryk på et barnesind, er noget forkert eller endda noget skamfuldt, kan skade barnets følelser for livet, fordi det efterlader et indtryk af mindreværdsfølelse.
Mange forældre, alt for mange, har aldrig som barn oplevet det, som nogen kalder kærlighed. Derfor kan de heller ikke give den videre til deres børn. Men et er sikkert, de hungre efter den hele livet igennem, selv senere fra deres børn søger de efter den. Ja de kræver kærlighed af deres børn.
De forældre der udviser et sådan adfærd over for deres børn, de har en god grund til det. De er nemlig højst sandsynlig blevet mødt med samme nedværdig holdning, da de var barn. Måske føler de stadig skam over deres følelser, og ønsker derfor ikke at blive konfronteret med dem, og slet ikke fra deres barn, da det minder alt for meget om noget de netop selv har oplevet engang.
Det er netop om de mennesker man kan sige, at de aldrig er blevet voksne. Derfor ser man også, at sådanne mennesker tit hungrer efter at blive forældre, måske som en bekræftelse og bevis på, at de så er voksne. Og dette “voksenkompleks” , bliver så udmøntet i, at nu er det dem der er voksen, og dem der har ret til at være de store over for deres børn.
Om børn eller unge selv skal betale for deres fornøjelser eller ej, kan man ikke bare lige sige ja eller nej til. Det vil altid være noget der ligger i familien. Og man skaber ikke pr. automatik et godt eller dårligt menneske ved, at gøre enten det ene eller det andet.
Når man ser, at mange akademikerbørn selv bliver akademikere, så er det måske lige præcis, fordi de har fået alt forærende som børn. De har levet et luksusliv, og har ikke kendt til andet. Disse børn er jo selvsagt nødt til, at sørge for en høj uddannelse for at bevare standarden som voksen. Man ser da også, at nogle af disse børn vælger et andet liv. Men dem ser man også meget tit, bukke helt under i systemet. Altså hvad der er godt for den ene, behøver ikke være godt for den anden.
Jeg har hørt nogen sige, at børn har ikke godt af, at få for mange penge, for så lære de ikke at passe på dem. Men hvordan skal man lære at passe på noget man ikke har.
Der er nogen der siger: Vil du frem i verden, så buk. Og andre siger: Vil du frem i verden, så skub.
Begge dele kan også her være rigtigt, alt afhængig af, hvad man vil have sine børn til at blive: Altså om ens børn skal være “slave” eller de skal være “slavepisker”. Det er jo ikke noget, at folk sådan går og lærer sine børn bevidst. Det er mere, sådan noget der bare sker.
Ingen forældre kan være perfekte forbilleder for deres børn. De ved jo ikke hvordan deres barns verden ser ud, når de bliver store. Hvis man er et heldigt barn, så har man nogle forældre, der ikke blander sig i sit liv. Men sådan er verden ikke altid skruet sammen.
Børn har ikke krav på kærlighed, da kærlighed slet ikke er noget man kan kræve. I så fald er det jo ikke kærlighed mere. Det er for øvrigt den samme fejltagelse der begås i ægteskaber; nemlig at man mener at have krav på den andens kærlighed. Jeg vil sige det på den måde, at det er utrolig smukt, når kærligheden er der; men det er en modbydelig forbandelse hvis den ikke er der. Men kræver man den eller forventer man den, så bliver det i bedste fald ikke andet end falskhed, med en masse skuffede forventninger. Vi kan kun være vores børns med og modspillere.
Vi bruger tit ordet Kærlighed, som om det var noget vi bare kunne pakke ud og ind efter hvad der falder os ind. Men hvis man går tilbage til roden af ordet kærlighed, så vil man finde ud af, at det stammer fra ordet frihed. Og så får det jo straks en helt anden betydning, som man kan forstå og forholde sig til. Det vil sige: At, i stedet for at binde sine børn til sig, så drager man omsorg for, at de får lov til at udvikle sig i henhold til deres egen natur, og selv får lov til at afprøver deres egne grænser, og ikke forældrenes.
I stedet for at sige ubetinget kærlighed, kunne man sige ubetinget frihed. Hermed mener jeg: Lad dem udforske deres egen verden uden indblanding: Lad dem få deres egne knubs. Lad dem opleve deres egne sejre, (og ikke forældrenes). Så står man selvfølgelig til rådighed, og tørre deres øjne eller sår, hvis det går helt galt. Men det er meget vigtigt, at det er dem der oplever.
Jeg ved, at det er meget let at misforstå eller blande dette begreb ”frihed” sammen med den fejlagtige bølge der engang var om den fri opdragelse. Men det er slet ikke i dette plan jeg mener. For hvordan skulle forældre der ikke selv har oplevet friheden, være i stand til at give sine børn frihed. De ved jo ikke hvad frihed er.
Mennesker der er opvokser i “fangenskab”, (det modsatte af frihed), er kun udstyret med aggressioner og mindreværdsfølelser, som kræver kompensation i form af magtbegær. et sådan menneske tillader ikke andres frihed, men vil eje eller kontrollerer og beherske dem.
Her er et udpluk fra Bogen Profeten af: Kahlil Gibran (om børn). Citat:
Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn. Og han svarede:
Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan i give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan i give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som i ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne.
I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, at hans pile må bevæge sig hastigt og langt.
Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd: Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage. Citat slut.
Vold avler vold, så enkelt er det. Dette være sig på familieplan, som på landsplan og lande imellem. Selv om dette ikke kan siges tydeligere, så vil jeg da gerne lige komme med en tilføjelse. For nogle år siden lærte man og opdragede forældre og lærer til at man ikke måtte slå børnene. Men glemte bare, at dette ikke er noget man bare lige kan lære nogen til at lade være med.
Disse forældre og lærer der selv som børn har været udsat for vold, de vil jo, som jeg netop skriver, avle volden videre. Derfor så man også, at da forældre og lærer holdt op med at slå børnene, så skete der noget andet; nemlig psykisk vold. Men psykisk vold er stadigvæk vold. Og den er ikke mindre modbydelig end fysisk vold. Fordi; det der er det skadelige ved volden, det er den fornedrelse, afmægtighed og selvudslettelse / mindreværdsfølelse, som volden medfører. Og det er den, ”disse indestængte aggressioner” , som børnene senere skal kompensere for.
Men det er interessant at se, at mange børn i dag, der ikke bliver slået, fordi deres forældre og lærer har fået af vide, at det er forkert; at disse børn også er dem der kører psykisk terror på såvel lærer som forældre. Altså tyder det på, at volden stadig lever i bedste velgående, men den er bare blevet til psykisk vold i stedet for.
Uanset om problemer skyldes genetisk eller social arv, så er problemer faktisk en af de ting, som mennesker og især børn vokser af.
Man ser meget tit, at de forældre der omhyggeligt sørger for at deres barn opvokser i en ”tryg” tilværelse, at der ender det galt. Og det skyldes nemlig, at man fuldstændig har misforstået ordet tryghed.
Det er jo ikke særlig godt for et barn udelukkende at føle sig ”tryg” i ly af sine forældre; jo, det første år af dets levealder. Men herefter, må et barn selv finde sin tryghed, som også kaldes tillid til sig selv i forhold til dets omverden. Og her er det jo meget afgørende, at det får den nødvendige modstand, i forhold til den ballast eller bagage det allerede har.
Et trygt barn, er et barn der selv har fundet og afprøvet ”sin” verdens realiteter på godt og ondt, og som alligevel siger: Denne verden kan jeg godt bruge og acceptere. Det er det der giver barnet mod til, at leve videre.
De største problemer er: At børn alt for hurtigt bliver skiftet fra den ene situation til den anden. Man slæber sine børn fra den ene verden til den anden. Det vil sige, at man stresser barnet. Det får aldrig fred og ro, til at forholde sig til det nú som det står i. Det kan simpelt hen ikke nå det. Derfor er den lille pode alt for tit nødt til at fortrænge sine oplevelser.
Forestil dig; et barn på et halvt år, ligge i en åben klapvogn, trækkende gennem byens strøggade, for derefter at køre ind i et supermarked, med alverdens farver, støjende kasseapparater, larmende musik fra højttalerne. Derefter ud af forretningen, ind i en bus eller bil, og så hjem og have tøjet af. På hele denne tur har det måske højest haft øjenkontakt med sin stressede mor en eller to gange.
Her kan man godt stille sig selv det spørgsmål: Hvad har dette barn oplevet på denne tur, og hvor gør det af sine oplevelser. Jeg mener afgjort, at tingene går for hurtigt.
Omvendt kan man se børn vokse op med larm og ballade, trange kår og fattigdom. Men hvor der altid er en voksen, som barnet kan forholde sig til. Men her kan barnet måske se de samme gentagelser hver dag, og når derfor at forholde sig, og få tillid til, at sådan er det bare, og at det sker der ikke noget farligt ved.
Men man må heller ikke glemme, at hvert barn er forskelligt, og at små børn oplever de samme ting forskelligt. Derfor er det en alt for alvorlig situation at overlade dem til en vuggestue eller børnehave, hvor alting er og bliver mere og mere ensrettet, altså ingen individualitet.
Jo, jeg kan da sagtens se, at børn der er stærkt understimuleret, at for dem vil næsten alt andet end deres forældre være af det bedre. Og naturligvis er pædagogerne jo veludrustet til at tage sig af disse børn. Men det skal heller ikke forstås som en kritik af pædagogerne som sådan. De kan faktisk ikke gøre andet end de gør.
Jeg kender selv til nogle udlændingebørn på 3 til 5 år, der ikke havde prøvet at være væk fra deres mor. Her skal jeg være den første til at sige, at hvis disse børns første møde med andre mennesker, er deres første skoledag, så får de et problem for livet.
Men det jeg i virkeligheden slår på, det er de første 5 til 6 år af børns liv, fordi disse år er så uhyre vigtig for resten af deres liv.
Men forældres problemer med børneopdragelse er meget ofte, at de er afhængige af hvad pædagoger, naboer og familie mener. Men sådanne forældre, er jo ikke andet end børn selv. Derfor er det vel også urimeligt, at forlange af dem, at de skal behandle deres børn som voksne. De er jo selv blevet opdraget af forældre der kun var børn, og har derfor aldrig lært hvad det vil sige at være voksen.
Men det er ikke ualmindeligt, at børn der er udsat for “strenge” forældre, der bestemt ikke er voksne, at disse børn i skolen opføre sig højst uacceptabel over for lærerne, ”det er jo faktisk et nødråb om hjælp”. Men disse lærere ser ofte ikke dette som et nødråb, men derimod som uartige børn der bare skal have lidt strengere opdragelse.
Man skal ikke være specielt uddannet til at være forældre. Dette kan rent faktisk ikke lade sig gøre. Enten er man voksen inden man er 20 år, eller også bliver man det aldrig. Man kan i hvert tilfælde sige, at et forældrepar der lytter til andre vedr. deres børn, ikke er voksen.
Med hensyn til børns / unges indtagelse af rusmidler, så tror jeg slet ikke det har noget at gøre med opdragelse fra forældrenes side. Det er jo utrolig lidt tid forældre er sammen med deres børn. Nej her skal vi snare se på skolesystemet og dets tilhørende ræs. Tænkt på, hvilket pres de unge bliver udsat for i skolen. I første omgang rent fagligt fra lærernes side. Hvis du ikke…., så bliver du ikke til noget. Og kammeraterne er mere end villige nok til at tage konkurrencen op. Dernæst er der et gevaldigt pres fra kammeraterne, med hensyn til at være in, at være rigtig, at have de rigtige meninger, og sige de rigtige ord på de rigtige tidspunkter, at være smart o.s.v.
Jo, jeg forstår godt, at så mange unge vælger at gå på stoffer eller andre rusmidler, for overhovedet at holde deres liv ud. De har jo heller ikke nogen forældre der forstår dem. Deres forældre er for det meste ret gamle inden de har fået børn. Det er mere underligt, at tænke på hvor mange der ikke indtager rusmidler. Jeg fatter ikke, at de kan holde det ud. Men for de sidstnævntes vedkommende, altså dem der vælger at følge ræset, ser man også masser af følgesygdomme senere i livet, på grund af ræset.
Det nytter ikke noget, at forældre revser eller togter deres børn for noget, som hverken børn eller forældre har nogen indflydelse på
”Børneopdragelse er simpelt, begynd med kærlighed og respekt, opstil krav, grænser og konsekvenser og gennemfør så den linie du har fastlagt og lad afvigelsen være undtagelsen. Vær i øvrigt tilstede, også når du er fraværende, lyt og føl så kommer du langt. Skulle der falde en øretæve af i svinget og gør den mere ondt på dig end på ungen så har i al fald en af jer lært noget.”
Det er meget godt alt sammen. Men virkelighedens verden er altså noget helt andet. Hvordan skal de mennesker elske deres børn, som aldrig selv har kendt til kærlighed. Men omvendt: Dem der i forvejen er fyldt med kærlighed, de kan jo slet ikke lade være med at elske deres børn. Altså er det med kærlighed slet ikke noget man kan opfordre nogen til.
Hvor kan man plukke roser, hvor roserne ej gror,
Hvor kan man finde kærlighed, hvor kærlighed ej bor.
Hvis man er en lytter, så lytter man. Er man det ikke, så skal man lade være med at spille skuespil.
Det med at lære noget af at give øretæver: Det eneste man får ud af det, er hver gang en lille smule dårlig samvittighed oven på den man har i forvejen. Altså giver man barnet endnu en selvbekræftelse i, at det er et slet menneske (mindreværd). Vold avler kun vold.
Endnu et dårligt eksempel, fra den ”berygtede” skipper på Fulton. ”Når målet var fuldt svingede han skinkerne så det sang, og var elsket af de unge for hans nærvær og konsekvens.
Fultonskipperen var bestemt ikke noget godt eksempel, Ja, det påstås, at han var elsket af de unge trods en ørefigen, så det sang. Men der er en klokke der ringer et sted. Det der skete med de unge på Fulton var, at det eneste sprog de forstod, det var tæsk. Og det følte de sig trykke ved, for det var det eneste de havde lært hjemmefra. Havde det været en klog skipper, så havde han lært dem, at samarbejde og samvær med andre mennesker godt kan lade sig gøre uden vold. Men det gjorde han ikke. Han var ganske rigtigt kendt og afholdt af det meste af Danmark. Men hvorfor: Jo han appellerede og pirrede til den vold og de aggressioner der ligger i næsten hvert menneske. Og det bliver man nemlig afholdt af.
Det kan godt være, at der er nogen der hævder, at de har haft resultater med arbejde med unge adfærdsvanskelige. Men jeg vil hævde det modsatte. De få unge mennesker som nogen påstår at have rettet op, har nemlig aldrig været rigtige adfærdsvanskelige. Men de såkaldte behandlere vil så gerne fremstå, som om de har opnået resultater. I alle de forsøg på resocialisering jeg har hørt om, har der i øvrigt kun været 1 ud af 10 der er kommet igennem nåleøjet. Og her var den ene ud af de ti sikker kommet igennem alligevel uden de såkaldte pædagoger. Men som også en mand sagde engang: Hvordan skal man kunne “resocialisere” et menneske der ikke tidligere har været “social”.
Jeg hører meget tit nogen sige, at ”da vi var børn var det noget andet”. Og ” vi kunne ikke det eller det”. Men med hensyn til ordet ”pli” (et skrækkeligt ord), så kan jeg ikke lade være med at sige: Hvem har bestemt, at børnene skal have pli.
En af de største problemer i vores århundrede har været, at få denne pli afskaffet, og dermed gøre vores børn til selvstændige væsener, der ikke bare bukker og skraber for de voksne. Det har vi så fået, ja, -sådan i det store hele, selv om der er lang vej endnu. Det har bare en hale i den anden ende. Nemlig, at disse selvstændige individer, vokser op sammen med den lidt ældre generation, som slet ikke er indstillet på, at de unge har deres egen mening, og dermed svarer igen. Det er slut med at far sidder på bordenden og siger, hvad fatter gør er altid det rigtige, samtidig med at han tyrannisere resten af familien. Det giver selvfølgelig gnidninger.
Og det er vel heller ikke så underligt, hvis det gør det. Der er sket lige så stor udvikling i familiens kultur på bare 50 år, som der tidligere er sket i måske 5000 år. Så det er vel ikke så mærkeligt, hvis der skulle være et eller andet der vil halte. Jeg mener nu heller ikke, at det står helt så galt til endda. Langt de fleste børn og unge er dog fornuftige mennesker på godt og ondt. Det er jo trods alt udskuddene vi høre mest om; den lille flok der gør sig bemærket.
Men den ungdom vi har i Danmark, er jo slet ikke anderledes end i alle andre vestlige lande, så Danmark halter bestemt ikke bagud der. Jeg vil meget nødig tilbage til en tid med velopdragne børn der bare sidder pænt ved bordet, er artige og siger pænt tak for den mad, som de har krav på at få foræret. Eller som siger; ja, ja mor og ja, ja far.
For 100 år siden, var der en meget lille del af befolkningen, der totalt styrede og kontrollerede resten af befolkningen. For dem var det vigtigt, at lære deres børn, at mase sig frem, hvis de skulle blive til noget. Men for resten af befolkningen var det endnu vigtigere, at lære sine børn, at bukke og skrabe, vær høflige og at have ”pli”, ellers fik de simpelt hen ikke noget arbejde som voksen, og dermed risiko for at komme på fattiggården.
Men, hvordan man får sine børn til at være en god voksen, er faktisk ikke så let en opgave i dag. For 100 år siden, da kendte vi sådan nogen lunde vores børns fremtid, og kunne sige: Sådan gjorde mine forældre, så det gør jeg også. Men i dag kender vi ikke fremtiden på samme måde, jo måske eet år ad gangen, men vi ved ikke hvad der sker om 20 år. Og dette kan i sig selv være ret så frustrerende både for forældre og børn. Og jeg er da helt overbevist om, at netop dette fænomen også er med til at skabe forvirring hos nogle unge mennesker, samtidig med, at presset på såvel børn som voksne er urimelig hårdt.
De fleste anbragte børn og unge har været udsat for omsorgssvigt af den ene eller den anden art fra de biologiske forældres side. Reaktionerne på omsorgssvigt er en grundlæggende mistillid til omgivelserne. Denne mistillid giver sig udslag i angst for at knytte sig til andre mennesker og troen på, at disse (socialarbejdere, plejefamilier mv.) vil dem noget godt. Mistilliden medfører ensomheds- og tomhedsfølelser.
Bliver disse følelser ikke imødekommet på rette vis og med den rette forståelse, er der stor sandsynlighed for, at barnet eller den unge udvikler en destruktiv adfærd. Indadrettet eller udadrettet.
Dette er i virkeligheden et råb om hjælp, men bliver alt for ofte overset eller misforstået af omgivelserne. Og så er ringen sluttet. Den enkelte oplever endnu et omsorgssvigt!
Hvorfor fokuseres der så lidt på anbragte børn og unge i Danmark? Er det fordi det i virkeligheden er samfundets dårlige samvittighed og dermed vores alle sammens dårlige samvittighed?
I et samfund uden retning og mål, er det altid børnene der offeret på det store alter der hedder økonomisk vækst. Det kan godt være at der ikke bliver fjernet så mange børn mere fra hjemmene, men det er ikke det samme som, at børnene har fået det bedre. Nej tvært imod. Principielt har jeg meget imod, at fjerne børn fra deres hjem, selv om man selvfølgelig ikke kan sige det så firkantet. Der er jo undtagelser. At fjerne børn fra hjemmet, er desværre kun endnu en byrde på børnene angående skyldfølelse. For ikke at tale om forældrenes skyldfølelse, der ofte i forvejen er godt belastet.
Det er helt i orden, at man holder øje med, om børn lider af omsorgssvigt. Man skal bare passe på, ikke at fordybe sig så meget i symptomet, at man glemmer årsagen. Vores samfund har udviklet sig til, at mennesker er mere optaget af det ydre end det indre. Samfundets sjæl er langt væk. Vi koncentrerer os mere om rammerne end indholdet. Alting skal være så fint og perfekt udadtil, så ingen er i stand til at angribe os. Og det bruger vi faktisk det meste af vores vågne liv til.
Vi kan hurtigt få øje på de tilfælde hvor det drejer sig om fysisk omsorgssvigt. Det er stort set de tilfælde som der altid er nogen der kender til. De er som regel synlige. Men masser af børn og unge er utrolig ensomme og ulykkelige. Dem jeg tænker på her, er dem man sjælden eller aldrig møder. De kan være meget aktive i dagligdagen, tilsyneladende glade, med pænt og dyrt tøj o.s.v. Men vi ser dem ikke, når de ligger alene på deres værelse i dyb gråd og fortvivlelse i deres ensomhed og angst. De har som regel masser af kammerater, men de har ikke én ven, som de kan snakke fortroligt med.
Grunden til at jeg nævner disse ulykkelige børn og unge, er at jeg ser en tråd i, at de har spejlet sig i deres forældres og samfundets glansbilledverden, hvor det hele drejer sig om, at være pæn og perfekt på overfladen. De voksne græder også, men det er på en anden måde. De tager en flaske Whisky, holder en fest, eller melder sig ind i en masse klubber og aktiviteter, for at fortrænge deres ensomhed, angst og skyldfølelse.
Man gjorde ikke bare et barn fortræd, men også hendes
fremtidige børn.
hvordan skal hun kunne give sine børn noget, når hun
aldrig selv har lært at knytte sig, eller blevet elsket.
Nu er det jo bare sådan, at kærlighed ikke nødvendigvis har noget med tilknytning at gøre. Man kan udmærket godt elske et andet menneske uden tilknytning. Og dette er nemlig den anden humle i dette tveæggede sværd.
Når den omtalte lille pige bliver voksen, får hun sikkert et barn der kommer i pleje eller på institution. Og de mennesker der til den tid skal tage sig af dette lille barn, vil sikkert også sige, at dette barns mor har de kun foragt over for. Og sådan kører denne foragt videre og videre.
Jeg tror ikke på, at verden bliver bedre af, at der findes så mange mennesker der foragter hinanden.
Hvis et menneske siger, at det elsker et andet menneske, og det samtidig siger, at det foragter et tredje mennesker, så er det i virkeligheden slet ikke i stand til at elske noget som helst.
Kærlighed har noget med kendskab og frihed at gøre. Jo mere kendskab og jo større frihed jo mere kærlighed. Og man kan slet ikke elske noget man ikke kender. Derimod kan man sige, at hvis man har ”kendskab til eet menneske”, så har man kendskab til alle. Og her taler jeg ikke om overfladisk kendskab, men den helt dybere forståelse.
Eksempel. Den lille pige som omtalt, mener vi at kende. Men hvordan kan det så være, at vi ikke kender hendes forældre, som vi kun har foragt overfor. Den lille pige der er omtalt, vil vi jo ikke få foragt overfor, når hun engang bliver forældre og behandler hendes børn på samme måde. Fordi vi jo kender hende. Her ser vi, at kendskab er lig med kærlighed.
Paradoksalt nok, uanset hvor stort et omsorgssvigt et barn har været udsat for, så er det stadig i besiddelse af alle deres følelser og behov for ømhed og omsorg, som alle os andre. Det tragiske er bare, at de ikke er i stand til at udtrykke deres behov på samme måde som os, endsige selv være i stand til at give fra sig. Men det ligger derinde alt sammen, bare meget langt gemt væk. Men det er der, et sted langt der inde.
Jeg husker for nogle år siden, hvor man i fjernsynet viste optagelser fra nogle rumænske børn, fra et børnehjem, hvor de havde været isoleret fra fødslen af. Disse børn var så bange for at modtage ømhed og nærhed, fordi rædslen for at blive svigtet, fuldstændig overskyggede deres helt primære behov. Jeg tror, at den omtalte lille pige, har den samme rædsel for at knytte nærhed og venskaber. Og jeg tror egentlig også, at mekanismen er den samme. Vi behøver jo ikke at gå længere end til en forelskelse, eller ophævelse af en forelskelse, hvor den ene part, kan føle sig så meget svigtet, og opleve det så intenst, at det aldrig nogen sinde tør, gå ind i nært forhold igen.
Her er et digt, som jeg engang skrev i relation til evnesvage og autistiske børn. Men det gælder i høj grad også for mennesker der bliver opflasket til at være psykopater eller følelseskolde.
Alene
Jeg er født som alle andre,
kan føle, tænke, mærke og forstå.
Jeg kan smile, jeg kan grine, føle glæde i det små.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.
Jeg er født som alle andre,
med ønsker, længsel, fortvivlelse og håb.
Jeg kan græde, jeg kan hade, når min verden går i stå.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.
Jeg er født som alle andre,
Vil elskes, savnes, ønskes at nå.
med behov for, nærhed, din kærlighed at få.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.
Jeg er født som alle andre,
men mangler, udtryk, i dit sprog,
og derfor ene, ved din side, må jeg vandre.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.
Omsorgssvigt må aldrig blive til et holdningsspørgsmål, f.eks. hvad mener flertallet.
Jeg mener til gengæld heller ikke, at man bare kan overlade det til fagfolkene eller politikerne. Det har vi set nok af skræmmende eksempler på. Jeg tænker her på tidligere eksempler vedr. tvangssterilisation af afvigere og mindrebegavede, hvor disse personer senere har fået oprejsning (justitsmord).
Om et barn lider af omsorgssvigt, afhænger i lige så høj grad af, hvem der vurderer omsorgssvigtet, og hvilken standard disse vurderingsmænd / kvinder har for hvad der er om omsorgssvigt. Man har hørt eksempler på børn der er tvangsfjernet fordi en tilsynsførende mente, at barnet fik forkert pålæg på sin skolemad. Altså standarden er forskellig for hvad der er omsorgssvigt.
Da min ekskone og jeg fik vores første barn, (vi var unge ugifte 20 og 22 år), var det tvunget for ugifte at modtage besøg af sundhedsplejerske. Denne kom og kritiserede, at der ikke fandtes “Natusan” i huset. Vi brugte “pudder”. Jeg skal for en ordens skyld sige, at det ikke var tale om “rød numse”. Vi fik ordre på, at der næste gang hun kom på besøg, skulle forefindes “Natusan”, og gjorde os opmærksom på, at ellers havde hun myndighed til at fjerne barnet. Nej lad os ikke komme tilbage dertil.
Jeg mener i det hele taget man skal gå meget langt, inden der foretages tvangsindgreb. Barnet er jo en del af forældrene, lige som forældrenes “hænder” er en del af dem. Menneskers lod er, at blive født og præget af de forældre man er undfanget af. De fleste børn indordner sig, andre bukker under, og igen andre børn vælger at dø. Sådan er naturen indrettet. Sådan er det også i dyreverdenen. Og vi skal ikke til enhver tid gå og være formynder for hinanden.
Selvfølgelig er der tilfælde af grov omsorgssvigt, måske mange. Men dem mener jeg er så gennemskuelige, at der langt fra kan være tvivl fra nogens side. Og langt de fleste af disse forældre, tror jeg ville være meget nemmere med lidt snedighed, at få overtalt til at aflevere deres barn / børn. De er jo som regel kun “i vejen” for disse forældre. Mange problemer med tvangsfjernelse tror jeg kommer af, at disse mennesker har det så dårligt socialt, at de ikke kan klare det nederlag, at de ikke en gang er i stand til at være mor og far. Og så bliver det ofte stædighed og stolthed, der bliver problemet, mere end den egentlige tvangsfjernelse. For nogen, er det at få et barn, den eneste bekræftelse på at de er ”(voksne)”. Altså et spørgsmål om dygtighed fra forsorgens side. Men naturligvis kan man ikke tale fornuft til to mennesker, hvor den ene, faderen, er psykopat og stofmisbruger, og den anden, moderen, måske er mindrebegavet.
Desværre ser vi flere og flere tilfælde med forældre der er psykopatiske eller er narkomaner. Og hvor man griber ind, ved at fjerne deres børn, som lapperier på grundlæggende samfundsproblemer, der burde ses på. Ikke i stedet for, men også. Der er noget galt med den retning vores samfund bevæger sig ud i. Man bruger oceaner af ressourcer på at lappe de sår, der konstant opstår, samt at straffe sig igennem problemerne.
Som jeg skrev tidligere, så er de tilfælde af grov vanrøgt, så synlige, at ingen er i tvivl om, når det er omsorgssvigt. Men når man taler om fjernelse af børn, har man jo stadig ingen garanti for, hvad der sker med det barn. Tror man virkelig på, at plejeforældre eller et adaptivforældrepar altid er bedre end et narkomanpar. Hvad med de adaptivforældre / plejeforældre, der misbruger børnene seksuelt, hvad der er større sandsynlighed for, når det drejer sig om fremmede børn, end når der er tale om eget kød og blod.
Hvordan måler man, om et adaptivspar er de rigtige? Fordi de ikke har været straffet, kan jo sagtens bare være et udtryk for deres snedighed og smarthed, så de ikke er blevet opdaget. Hvad er pæne mennesker? For nogle år siden hørte man om et lægepar, hvor konen igennem flere år havde mishandlet deres adoptivsøn, ved at tvinge kogende havregrød i halsen på drengen, så han var fyldt med brandsår, samt flere andre opfindsomme afstraffelser. Dette havde stået på i flere år, inden der blev grebet ind. Det var jo en pæn familie. Eller: Tror man måske ikke, at adaptivforældre slås og skændes eller drikker eller er “legale” narkomaner.
Det er lidt synd, at vores forsorgs, behandler, kontrol og umyndiggørelsesmentalitet er blevet så dominerende. Jeg tror ikke der er ret mange mennesker, som bryder sig om ordet fascisme, men de samme mennesker tænker nok aldrig rigtig over, at netop deres holdninger er fascistiske. Det er nok fordi de aldrig har fået af vide, hvad fascisme er, men bare har hørt, at det var noget med anden verdenskrig. Men det var ikke bare anden verdenskrig. fascisme lever i bedste velgående, lige her og nu.
Medierne er meget villige til at vise dokumentarfilm / rapporttager, hvor de gør os opmærksom på, at der findes en facitliste for, hvordan en rigtig mor og far skal være. Det kan man selvfølgelig kalde ideologi. Men jeg vil kalde det noget helt andet. For når man har vedtaget hvad der er rigtigt, så har man nemlig også vedtaget hvad der er forkert. Og dermed har man noget at slå hinanden i hovedet med, nemlig facitlisten. Og så har men altid folk der, hvor man vil have dem: På samvittighedens, skammens og skyldfølelsens plads. Dette er nemlig fascismes bedste værktøj.
Jeg tror selvfølgelig ikke på, at vi alle sammen er fascister, slet ikke. Men jeg tror vi alle sammen kører med på en vogn, der skal et sted hen, hvor vi ikke bryder os om, og hvor vi ikke kan finde tilbage, altså bliver forført.
Vi er det man kalder ufuldkomne mennesker. Nogen er mere vidende eller modne end andre. Men ens er vi i hvert tilfælde ikke. Og derfor kan man heller ikke forvente, at vi skulle kunne give vores børn en ens opvækst, endsige omsorg og tryghed. Det er nu én gang livets vilkår. Fordi vi i dag har lært en masse psykologi og ved en del om følgerne af børns påvirkninger, så skal vi passe på ikke at bilde os ind, at der kun findes én rigtig måde at have børn på. Man må heller ikke glemme, at netop børns modgang og den forskellige måde de får deres opvækst på, netop er årsagen til, at vi som mennesker er forskellige. Men det er måske netop ensretningen, man er så interesseret i.
Der er nogle mennesker der mener, at man ved at støtte børnefamilierne både med uddannelse og en bedre økonomi kunne forebygge en del omsorgssvigt og dermed skader på børnene.
Nej, man kan ikke betale sig ud af dette problem. Dårlige sociale miljøer, har ikke noget med økonomi eller uddannelse at gøre. Dette er ikke særlig populært at skrive, men det er sandt. Jeg kender mange mennesker uden uddannelse og med kun een pension eller bistandsbeløb, der alligevel fungerer godt socialt. Omvendt kender jeg også til mange, som det offentlige og andre prøver at hjælpe på alle mulige måder med uddannelse og penge, men som alligevel har det ad helvedet til socialt. Og endvidere findes der adskillige mennesker fra det såkaldte højere økonomiske og sociale samfundslag, som også leverer børn med omsorgssvigt.
Hvor synd er det egentlig for børnene. Børnene vælger selv deres forældre. Ja jeg skrev rigtigt.
Så længe en sædcelle eller ægcelle ikke er udløst, så er den en del af det individ, tankegang og sociale miljø som den er inden i. Og her har man vel ikke tænkt sig at tvangsfjerne disse celler, med begrundelsen af, at det er synd for denne celle. Eller er det måske også synd for hånden, at hovedet er en idiot, og derfor skal hånden fjernes fra hovedet. De samme æg og sædceller, står konstant i kø, for enten at blive befrugtet eller vil befrugte. Sædcellerne kæmper endda for at komme først til ægget.
Jeg mener bestemt ikke vi skal sætte os til doms over, hvem der har ret til at leve eller hvem der skal sorteres fra. Alt liv her i verden kæmper for at overleve, hver art og form på sin måde. Men vi vil alle overleve, og det gør vi kun igennem forplantning. Medmindre man tror på Helligånden.
Jeg tvivler bestemt ikke på den sociale arv. Det er netop derfor jeg bliver så vred på de holdninger der engang imellem dukker op. Ikke på de mennesker der udtaler sig, men på den sociale holdning eller arv, der i dag er så udbredt, at man tror man kan lappe på disse forfærdelige følger, som vores samfund er ført ud i. At lappe på disse elendigheder, er at lukke øjnene for kendsgerningerne. Vi ønsker ikke, at se virkeligheden af det samfund vi alle har skabt og tilbeder, og som er den rene elendighed, når vi skraber glasuren af.
Når narkomanerne bliver for mange på Vesterbro, så flytter man dem til Nørrebro
Når alkoholikerne bliver for synlige og for mange på torvet, så flytter man dem til udkanten af byen.
Når der er for mange arbejdsløse der går rundt i gaderne, så sender man dem i jobtilbud.
Når der er for mange gamle vi ikke bryder os om, så sender man dem på plejehjem.
Når der sker for meget kriminalitet, så sætter man bare straffen op.
Når vi byder vores dyr så meget elendighed, at de bliver syge, så får de bare antibiotika.
Når vi mennesker ikke rigtig mere trives i hverdagen, så far vi bare lykkepiller.
Når nogen ikke mere kan følge med i den tekniske udvikling, så må de bare uddannes mere.
Når nogen mennesker bare har valgt, at stå af “ræset”, så fjerner man bare deres børn.
Når flere og flere er på kant med loven, så sætter vi bare mere politi ind.
Hvornår har man tænkt sig at se på årsagen til alle disse elendigheder. Jo siger man, de skal bare have mere uddannelse. Man glemmer bare, at jo mere kompliceret et samfund bliver, jo flere mennesker vil aldrig blive i stand til at fungerer i det. Vi er ikke alle født og skabt som teknokrater, Pc-folk eller til en højere uddannelse. Selv rengøringsassistenter. skal på kurser i dag. Jeg forstår godt, at der er så mange der tvinges til at stå af.
Der er ikke noget forkert i at børn reagere uhensigtsmæssigt i skolen. Jeg vil sige det på denne måde, at det er de børn der reagere uhensigtsmæssigt, der er de mest sunde børn: Det er sunde børn der reagerer på et sygt samfund. Det er børn der ikke vil finde sig i at blive sat i bås, eller bur.
Der kan efter min mening ikke være andre end forældrene (samfundet), der kan være årsagen til at de overlader deres børn til dårlige institutioner. Oven i købet til institutioner, der i rigtig mange tilfælde, aldrig burde have haft lov til at have noget med børn at gøre, da de hverken har faciliteter, kvalifikationer eller plads til den mængde børn som de sluser ind. Jeg er klar over, at forældre (samfundet) i mange tilfælde er hårdt trængt op. men stadigvæk, er der kun forældrene (samfundet) til at slå bremserne i. Det er helt udelukket, at såvel skole, børneinstitutioner eller myndighederne gør noget. Det har de i sidste mange år bevist. De kæfter op, men der sker ingen handling eller resultater, tvært imod, tilstandene bliver kun dårligere.
Det seneste er alvorlige høreskader, som selvfølgelig opstår, når børn for at blive hørt i denne mængde, selvfølgelig må råbe højere og højere. Resultatet kan vi se overalt hvor unge mødes: Det være sig på diskoteker, Burgerbarer eller alm. ungdomsfester. Der skal være larm, før de unge føler sig trygge: Dette er de jo opvokset med. Så snart larmen ophører, føler de unge sig usikre og forvirrede.
Jeg synes stadigvæk, at det er helt fint, at samfundet indretter institutioner til børn, hvor forældrene af en eller anden tragisk årsag ikke selv er i stand til at varetage et ansvar for sine børn. Her kan man kun sige, at hensigten helliger midlet. Men når vi taler om børn, hvor det som her handler om, at de bliver anbragt uden for hjemmet 8 timer dagligt, fordi forældrene (samfundet) prioriterer status og præstige højere end deres børn, så taler vi om omsorgssvigt fra forældrenes (samfundets) side, fordi man er vel vidende om, at ens børn lider vanrøgt.
Situationen er imidlertid håbløs, da man selvfølgelig ikke kan forvente ansvarlighed fra forældre (samfundet), der ikke prioritere sine børn højere end de gør. De har jo ikke noget at gøre det med, da de jo som bekendt bare følger “strømmen”, og har rigeligt at gøre sammen med det skidt der flyder ved siden af. Med skidtet tænker jeg på den konstante dårlige samvittighed, som forældre har, ved følelsen af, altid at skulle have gjort noget andet end det de gør lige nu:
Når de er på arbejdet, er de stressede, ukoncentrerede og har dårlig samvittighed over ikke, at være nok sammen med deres børn. Når de er sammen med deres børn, er de stressede, ukoncentrerede og har dårlig samvittighed, fordi de ikke nåede det de skulle på arbejdet.
Det vil sige, at de aldrig er der hvor de skal være, nemlig i ”nuet”. De er altid et andet sted i tankerne, og dermed aldrig nærværende, der hvor de er. Man kan vist godt kalde dette for en håbløs situation. Dette kan ikke ændres ved et simpelt indgreb her eller der, men det er hele samfundsstrukturen der må laves om, ved hjælp af en gennemgribende reformation.
Gavner en debat, propaganda, informationer egentlig noget som helst?
Hvis en debat skal køres på baggrund af falske informationer eller propaganda, eller begge dele, som vi så ofte ser i udsendelser i Tv og andre medier, så var vi bedre stillet foruden. Problemet med den slags kampagner er, at mennesker tager stilling ud fra stemninger eller følelser alene: Og så er det vi har denne her flertals-massesuggestion, som jeg i hvert tilfælde ikke bryder mig om, når det drejer sig om sådanne vigtige beslutninger og stillingtagen vedrørende vores alles ve og vel.
Virkelighedens verden er jo langt mere kompliceret. Hvert enkelt menneske og tilfælde er fuldstændig unikt fra de andre. Og det ville være katastrofalt, hvis man f.eks. på en demokratisk baggrund skulle udskrive en blankocheck til de offentlige myndigheder. En sådan tillid må man aldrig overdrage til nogen, og slet ikke til sådanne mennesker. Fordi de er eksperter og har arbejdet med sociale sager i 50 år, er det ikke sikkert de har menneskelig forståelse eller indlevelsesevne. Dette er 2 forskellige ting. Og det ene medfører ikke automatisk det andet.
Jeg mener slet ikke, at sager som tvangsfjernelse af børn egner sig til rundkastning i befolkningen. Jeg har nok ikke meget tillid til mine medborgere. Slet ikke når det drejer sig om sådanne sager. Der ligger mange aggressioner i mennesker, som man kan se komme til udtryk i deres holdninger, om repressalier og afstraffelse af andre mennesker, men som stammer fra noget helt andet.
Ja, mange børn har det forfærdeligt. Men det er nu engang livets vilkår. Der er også mange dyr der har det forfærdeligt. Men man skal ikke altid tro, at det er barnets ærinde man går, når man fjerner børn, uanset hvor slemt det har det. Børn er jo som sagt utrolig loyale over for deres forældre, uanset hvor illoyale forældrene er over for dem.
Mange børn ville have det langt bedre, hvis der ikke var så mange der blandede sig. Det der sker, er nemlig, at dem der blander sig, går direkte ind og tager ansvaret fra disse forældre, og det bliver de bestemt ikke mere ansvarlige af. Der er noget der hedder: Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Så længe der hele tiden er nogen til at overtage ansvaret, så vil der altid være nogen der siger, jamen, det er jo ikke mit problem. Men jeg er helt enig i, at der findes nogle mennesker, der aldrig kommer ud over 2 års alderen i deres modenhed til at få børn. Dem hjælper man bedst ved at fratage dem deres ansvar og forpligtigelser. Der hvor der skal gribes ind, kan det ikke ske for hurtigt. Og da man udmærket godt er klar over hvilke familier det drejer sig om, så mener jeg faktisk, at disse tvangsfjernelser skal foregå på fødegangen.
Jeg ved, at der er rigtig mange mødre, der hver eneste dag går og siger til sig selv:
Jeg er en rigtig dårlig mor. Og det siger de selvfølgelig ikke uden grund.
Tager jeg mig nok af mine børn?
Får de hvad de skal have?
Gør jeg nu også det rigtige, (iflg. Eksperterne)?
Jeg har aldrig tid nok til mine børn.
Dette er sikkert helt relevante spørgsmål, som mange stiller sig selv hver dag. Og jeg tror desværre, at også disse her linier er med til, at sparke eller slå til nogen der i forvejen ligger ned, eller måske bare ikke har det så godt med sig selv.
De informationer og retningslinier vi får fra ”eksperterne”, er dødsens farlige. Hvis man sluger den slags råt, og ikke er i stand til at sortere og analysere deres budskaber, så er man ringere stillet end et umælende dyr. Eller med andre ord, så er man ligestillet med en robot, eller en papegøje, der kun er i stand til at genfortælle det man har hørt. Det er ikke nogen sandhed, fordi en forsker eller psykolog har bevist dit eller dat. Hvis man tror det, så har man rigtig meget at lære endnu.
I gamle dage havde man et begreb der hed åndssvag. Dette begreb er faktisk blevet mere aktuelt end nogen sinde, fordi mennesker i dag, generelt har en fantastisk viden om stort set alting. Men deres åndelighed, sjælelighed eller væren om man vil, er så godt som uddød. Det vil sige, at mennesker rent faktisk er ved at uddø rent åndeligt. Eller er åndssvage. Og dette fænomen skyldes udelukkende omsorgssvigt.
Men omsorgssvigt foregår sandelig også på institutionerne, men her er det bare i større mål. Det er ikke mindst vigtigt, at se på hvem det er der bliver ansat på institutionerne. Kan det f.eks. være rimeligt, at en mor eller far der selv har fået fjernet et barn, uden videre kan blive ansat på en institution til at passe andres børn. Det er heller ikke ualmindeligt, at mennesker med en stærk nedsat social baggrund og som slet ikke er i stand til at få deres egen familie til at fungere; at netop disse mennesker er i stærkt overtal i børnehaver og vuggestuer.
Men ikke desto mindre, er det disse mennesker, som de små poder skal påvirkes af i deres første og vigtigste år i deres liv. Hvis man ser på listerne over dem der bliver optaget som elever på pædagogseminarierne, så vil man se en stribe af mennesker, der i studietiden ernærer sig af paragraf 43, det vil sige enten er psykisk, fysisk eller social valideret. Det er disse mennesker der 3 til 4 år efter udgiver sig som værende eksperter i børn og unge.
Jeg har selv på en institution overværet, hvordan en pædagog, ikke var i stand til at styre sin hidsighed, og hvor hun hæmningsløs gik til angreb på et autistisk barn, ved først at slå det, for derefter at kaste barnet hen ad gangen.
Derfor: Mennesker der som børn selv har været udsat for vold, burde aldrig ansættes på en børneinstitution.
Når man er 50 år, siger man: Hvis jeg først havde fået mine børn nu, så ville jeg nok have behandlet dem anderledes. Man får jo hele tiden nye erfaringer.
Perfektionisme er nok den dårligste ingrediens til et barns opvækst. Der er jo mange 15 – 16 års forældre, hvor det går ganske udmærket. Man kan sige, at det jo ikke er så længe siden de selv var barn, så på den måde vil disse unge forældre jo have bedre mulighed for at forstå og indføle sig i deres børns følelsesliv og behov. Dette er trods alt en stor fordel.
Men jeg tror, man skal være meget forsigtig med at tage ved lære, når det gælder om, at være forældre. Det vigtigste er, at være sig selv, uanset hvordan man er. Vi skal jo ikke alle sammen være ens. Man kan ikke lære omsorg. Enten er den der eller også er den der ikke. Hvis vi prøver at foregive eller spille en rolle der ikke er os selv, så er et lille barn så fintfølende, at det straks vil gennemskue det. Og så er det sidste være end det første.
Et menneske der er blevet groft svigtet, vil alligevel aldrig kunne lære at give omsorg. Men dem der har fået omsorg, vil alligevel altid give den videre, også selv om de aldrig har hørt nogen tale om det.
Vi skal ikke opdrage vores børn til at være “normale”, det er dog heller ikke det der er problemet, når vi taler om tvangsanbringelse. Men derimod vanrøgt og omsorgssvigt fra dårlige hjem. Der vil altid i et samfund være sådanne anbringelser, som et samfund selvfølgelig skal sørge for bliver så lille et tal som muligt.
Her skal man vel lige definere, hvad et dårligt hjem er for en størrelse. Jeg ved udmærket godt, at den største påvirkning af børnene foregår på de forskellige daginstitutioner. – Men. Uanset hvad nogen kalder et hjem, godt eller dårligt, så vil jeg stadig kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade. Forældre der blindt overlader deres børn i 6 - 8 timer dagligt til fremmede menneskers påvirkning, det må siges, at være “dårlige” forældre, og dermed “dårlige” hjem.
Man siger umiddelbart, at børn skal behandles som voksne. Men det bør selvfølgelig snarere siges, at de bør behandles med samme respekt.
Men hvordan behandler man egentlig voksne. Jeg mener, at langt de fleste voksne i dag er underlagt et barnligt plan: I ægteskabet, er manden tit konens barn og omvendt er konen mandens lille pige. Altså kan det være svært at definere ordene rigtigt. Men stadig vil jeg sige, hvordan skal forældre der selv udviklingsmæssigt ikke er andet end børn, kunne lære deres børn at blive voksne.
Jeg ser f. eks mange børn og unge, der i dag vælger at gå deres egne veje. Og mange gange må jeg sige gud ske lov for det, når jeg ser hvilket type liv deres forældre fører. Tænk engang, hvis disse børn bare skulle underkaste sig disse forældres tyranni, æde / drikkegilder, statussymboler, ja måske endda misbrugere eller sågar incest, o.s.v.
Det er helt i orden, så længe et barn er lille, at det har et forbillede / ideal. Men ikke ret lang tid. Det er nødt til at finde sin helt egen verden. meget tidligt, hvis ikke det skal gå tabt. Derfor kan man ikke bare sige hierarki og hakkeorden, uden først at se på hvilken type forældre vi har med at gøre. Eller hvilket samfund / kultur vi ønsker at bevare.
Jeg synes det er en udmærket ide, at lære børnene i skolen om hvad det vil sige at være forældre. Men man kan ikke lære forældre at være forældre. Man kan nemlig ikke sætte regler op for hvordan forældre skal være. Hver forældrepar har deres helt specifikke måde at være forældre på. Sådan burde det være. Jeg ved godt, at der er mange i dag der prøver at skele til, hvad der er det “rigtige”, med et kæmpe skuespil og cirkus til følge. Der er en gammelt sætning der lyder, “lyt til dit hjerte”. Og hvis et menneske ikke er i stand til at lytte til sit hjerte, så kan det alligevel ikke lærer at gøre det. Alt hvad man kan lære sådan et menneske, er rollespil, og det kommer der ikke noget godt ud af i det lange løb.
Er det en naturlov, at børnefamilier skal have særlige privilegier? Jeg mener, tiden er moden til at overveje, om ikke forældrene selv burde tage ansvaret for deres børn. Der er faktisk flere sider af denne sag. Men det største spørgsmål er: Hvem “ejer” børnene? Eller har retten og dermed ansvaret for børnenes ve og vel.
Jeg husker meget tydeligt for ganske få år siden, at vi her i vesten, væmmedes ved Sovjetunionen og det tidligere DDR over, at i disse lande, der var det staten der ejede børnene. At disse forældre var tvunget til at overlade opdragelsen af børnene til staten i form af vuggestuer og andre børneinstitutioner, således, at staten kunne kontrollere børnenes opdragelse og udvikling, altså “ensretning”, i statens interesse.
Men er det ikke det samme der sker her i Danmark, lige nu, bare med den undtagelse, at man kalder det frivilligt; hvor frivilligt det nu er. Jeg vil hellere kalde det en folkelig opdragelse til en passivt laden stå til. Dette kaldes også fascisme. Demokrati findes nemlig ikke i Danmark.
Men hvem har så interessen i dette uføre? Industrien har stor interesse i hvilket adfærd og udvikling et barn gennemgår. Børn er jo for dem at betragte som en råvare, der ligger til modning for senere brug. Derfor er det yderst vigtigt for denne industri, at disse børn bliver til de robotter, som de så hårdt har brug for.
En anden ting er: Hvorfor bliver forældre favoriseret? Vi ved jo udmærket godt, at erhvervslivet mest er interesseret i arbejdskraft på en alder af 25 til 40 år. Den væsentligste årsag til dette er, at det er i den alder, at folk har børn og er i fuld gang med at forsørge en familie. Har en helvedes stor gæld og har hus og bil m.m.. Kort sagt, en arbejdskraft de ved hvor de har. Man kan vist roligt sige, at de er stavnsbundet på hænder og fødder; altså de løber ingen steder. En sådan type arbejdskraft kan man byde hvilken som helst forhold. De skal nok holde makke ret.
Derfor sørger man omhyggeligt for, at kæle for disse forældre, så deres børn ikke skal blive en hindring for dem. Man skulle jo mangle robotter til næste generation.
Man skal endelig ikke tage fejl af, som man tit siger, jamen pædagoger er jo venstreorienterede. Men dette er i virkeligheden kun en fordel for erhvervslivet. For det det handler om er, at få børnene ensrettet og til at være robotter. Men netop dette er pædagoger eksperter i.
I sig selv er det da guddommeligt og ædelt at få børn. Altså hvis det er det man vil. Men hvis man bare får børn, for at overlade dem til magthaverne, og dermed lægge ansvaret fra sig, så er det vist så som så med det ædle og guddommelige.
Der er kvinder der kæmper i op til 10 år for at få foretaget et kunstigt indgreb, fordi de ikke er i stand til på naturlig måde, at få et barn. Når de så endelig har fået dette barn, så råber de straks efter en vuggestue, for at slippe af med det. Disse eksempler kan godt få mit blod i kog. De andre familier med almindelige fødsler, gør i øvrigt det samme.
Børnefamilier skal ikke have penge for at passe deres egne børn. Heller ikke nogen form for tilskud til pasning på børneinstitutioner, Bestemt ikke. Hvis man stoppede alle disse tilskudsordninger, kunne det være, at der var nogen der for første gang i deres liv kom til at opleve hvad det ville sige, at have børn, og så få et menneskelignende forhold til dem.
Naturligvis har vi noget der hedder børnecheck. Den mener jeg til gengæld er fuld berettiget. Den er jo når alt kommer til alt kun en kompensation for moms og anden afgift på ekstra forbrug til børn. Derfor må det da være rimeligt, at disse familier får kompensation, da man ellers kan sige: Hvorfor skal en familie, fordi de har børn, betale mere end andre mennesker. Da vi nu engang har det komplicerede samfund, som vi har, og som jeg ikke bryder mig om, så er man nødt til at kompensere lidt her og der.
Hvis man ikke sørgede for pasningsmuligheder, så var der ingen børnefamilier der kunne gå på arbejde. Hvis man vil have børnefamilier ud på arbejdsmarkedet, så må man sandelig også tage dem, som værende børnefamilier, med alt hvad dette medfører. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Det er virkeligt for billigt, at sige, i har selv valgt, at få børn, så må i klare jer selv.
Jeg så gerne, at mødre gik hjemme og passede deres små poder, men sådan er verden ikke skruet sammen, fordi du og jeg har valgt noget andet. Tidernes skiften har enten tvunget eller lokket kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Men hvem er det der får den mindste løn, det gør dem der er kvinde og mor, fordi de har ekstra mange sygedage, siger man. Det er også dem der, hu hej fra arbejdet må hente børnene i institutionen, og på indkøb og hjem og lave mad bagefter.
Det er til dels rigtigt, at vi selv skaber vores samfund, i hvert tilfælde på et eller andet niveau. Men når det er sagt, så er vi som borgere i vores samfund også ofre, (af det system vi selv har været med til skabe). Når jeg sætter denne sætning i parentes, er det fordi, jeg ikke er så sikker på, at vi selv har skabt vores system, og faktisk er mere til den holdning, at vi i bund og grund er ofre af systemet.
Den kloge har altid narret den mindre kloge. Og den kloge i dette tilfælde må siges, at være industrien, eller erhvervslivet, som er samfundets storebror. Og er dermed også dem der er retningsgivende for den øvrige del af befolkningen. Sådan har det været de sidste 150 år. Og før den tid var det nogle andre herremænd.
Det er derfor, at jeg er på tæerne, når man angriber børnefamilierne. Nu kan man jo ikke skære alle over en karm, men mennesker og dermed også børnefamilier, er faktisk kun kvæg, der drives i de retninger, som kvægdriverne (herremændene) vil have dem. Deraf: De kloge narrer de mindre kloge.
Jeg synes ikke, at nogen har skyld i noget som helst. Og derfor kan man heller ikke belaste nogen for deres handlinger. Men det sidder alligevel i de fleste af os, det der med skylden. Vi gør nogle handlinger, som skaber nogle konsekvenser. Men om disse konsekvenser er gode eller dårlige, det afhænger kun og alene af øjnene der vurderer dem, eller de love eller regler der på det pågældende tidspunkt er gældende. Alle mennesker gør vel, som de nu synes er rigtigt for dem, på det pågældende tidspunkt.
Det gamle ordsprog med: “Tag først bjælken ud af dit eget øje, så er du i stand til at se splinten i din broders øje”. Dette rammer fantastisk godt. Fordi; når man virkelig ransager sig selv, så ser man ikke nogen skyld, men man siger altid; det var fordi…..: Altså årsag og virkning. Når man har forstået det, at hele ens liv er fyldt med årsager og virkninger, så er man nemlig også i stand til at forstå, at sådan er de andres liv også indrettet. ---- Hvis man er i stand til at fatte det her, så vil man være i stand til at fjerne alt hvad der hedder skyld og syndsbegreb, som kirker har forført mennesker med i de sidste 2000 år. Det var i virkeligheden det Jesus fortalte mennesker, Og ikke alt dette ævl om syndsforladelse og tilgivelse. Jesus var nemlig filosof, og ikke idiot, som kirken gerne vil gøre denne person til.
Først når mennesker har fjernet disse begreber, er de virkelig frie. Og frie for mindreværdsfølelser. Men indtil da, må vi accepteret kirkens frugter, der består af grådighed, misundelse, kiv, begærlighed, og alles stræben efter at få den største bid af “kagen”. I dette ligger hele hemmeligheden gemt om, hvorfor kirke og stat altid har gået hånd i hånd.: De søger begge næring i magt og grådighed, som igen er forårsaget af deres begreber om synd og skyldfølelse.
Nå men det var nok et lille sidespring, og dog, hører det jo sammen med forståelsen af, hvorfor der er så stor uenighed, om fordeling af de offentlige midler f.eks. til børnefamilier.
Man har med eksperternes hjælp manipuleret børnefamilier, ved at fortælle dem, at de sagtens kan sende deres børn i vuggestue når de er et halvt år gammel. F.eks. “kendte eksperter i USA har fundet ud af, o.s.v. Når disse ord er sagt, så har fløjten lydt, og så løber alle efter den. Hvis en anden fløjte lyder i den anden retning, så er man straks parat til også at løbe efter den, uanset lyden, bare det er en fløjte. (en autoritet).
Men hvor i himlens navn skal disse samme mennesker så på nogen som helst måde få opbygget et ordentligt forhold til deres børn, når de kun har kendt dem i et halvt år. et halvt år. For efter den tid, så er de kun sammen med dem, højst en time om dagen. De fleste børnefamilier lever resten af deres liv med en dårlig samvittighed, bevidst eller ubevidst, over at have svigtet deres børn. Er der så noget at sige til, at visse forældre på et tidspunkt, faktisk kun ønsker at slippe af med denne dårlige samvittighed. Men jeg synes bare, at det er sørgeligt, for hele menneskeheden, at det er sådan. Hvad skal vi egentlig med en oplysning, når man samtidig gør mennesker uselvstændige og robotagtige. Alt sammen for erhvervslivet skyld.
Den viden man indlærer gennem autoriteter, det være sig Tv, tidsskrifter, bøger og aviser m.m., det bliver aldrig til andet end viden. Mens det man lærer igennem livets genvordigheder, bl.a. gennem følelser, som vrede, angst, glæde, jalousi, m.m. medfører udover viden, også en væren eller visdom. Men viden uden visdom, fører ikke til meget andet end bitterhed, hvor man mere og mere oplever ens egen uselvstændighed. Vrede og bitterhed over at blive afsløret i at have svigtet sig selv. Et svigt til fordel for autoriteterne.
Der er nogen der mener, at det ikke er en ordentlig verden at sætte børn ind i. Jeg kunne fristes til at sige, hvad ved vi om det. Naturen er bygget op i et hierarki, hvori vi mennesker måske ligger meget langt tilbage; men hvor der er en overordnet styring, der nok skal holde orden i sagerne. Det er vel ikke den nederste i hierarkiet der skal bedømme over den øverste. I naturens orden er vi mennesker ikke i stand til måle eller dømme, hvad der er godt eller skidt. Retfærdig eller uretfærdig. Menneskers fornuft har ind til dato altid taget fejl.
Hvis vi kun skulle have børn efter menneskers fornuft, så ville der ikke blive født ret mange børn. Og hvis mennesker kun skulle gifte sig efter menneskers fornuft, så var der ikke ret mange der ville indgå parforhold, da fornuften jo siger os , at langt de fleste mennesker bliver skilt igen. Og ligeledes, at forelskelsen ikke varer hele livet. Derfor er der stadig mennesker der bliver gift, og mennesker der får børn; fordi det ikke er fornuften der styrer disse forhold, i modsætning til når det handler om, at købe benzin eller løbe 60 - 70 km. om ugen.
Når mennesker har sex med hinanden, så er det heller ikke fornuften der styrer, men lysten. Vi mennesker opfatter det udelukkende som sexlyst, men der er i virkeligheden en dyb ubevidst ønske om, at føre vores liv videre. Jeg tror dette fænomen skyldes, at vi endnu ikke rigtigt har forstået sammenhængen mellem det at parre sig og så at få børn. Vi adskiller det stadig væk i vores bevidsthed. Altså et levn fra den gang mennesker endnu ikke var bevidst om sammenhængen mellem at parre sig og det at få børn. Altså Adam og Eva om igen. Hvor mange tænker egentlig på befrugtning i forbindelse med sex. Men det er jo trods alt det der foregår. Naturen higer kun efter én ting, og det er mere liv, mere liv. Og jeg tror ikke det er særlig klogt, at bekæmpe naturen. Det synes jeg vores samfund er et meget tydeligt eksempel på. Vi gør alt for at forhindre mere liv, med svangerskabsforebyggelse, aborter, AIDS-skrækkampagner o.s.v. Til gengæld gør vi alt for holde det syge og “dårlige liv” i live, som naturen prøver på at udrydde. Ja, det er den omvendte verden. Men derfor ser vi jo også, at tingene går galt “nemesis”.
Befolkningstallene i verden eller Danmark er aldrig steget på grund af øgede børnefødsler. Men antallet af mennesker i Danmark er ca. fordobler siden 1920. Dette skæve forhold skyldes udelukkende eller især hospitalsvæsenet, der til stadighed er i stand til at reparere syge mennesker, der ellers ville være døde af deres sygdomme. Se bare hvad penicillinen har udrettet. Dette er en særdeles uheldig situation for hele menneskeheden. Det betyder nemlig, at der bliver flere og flere syge mennesker der rent genetisk avler syge børn. Det er bl.a. derfor, at sygehusene er overfyldte i dag. Og det bliver værre endnu.
Det ville være langt bedre, at folk fødte deres børn fra de var kønsmodne og til de ikke var i stand til det mere. Og man så lod naturen, udskille de børn der ikke var levedygtige. På den måde ville der ikke blive tilført samfundet flere mennesker; tvært imod. Men der ville blive en befolkning med en usædvanlig høj sundhed.
Hellere være et land med 100.000 sunde mennesker, end et land med 5.000.000 syge mennesker, som vi ser i dag.
Opdragelse eller påvirkning
Personlig mener jeg slet ikke man skal opdrage sine børn. Selvfølgelig, hvis man absolut med vold og magt vil have, at de skal have samme vaner, meninger og livsstil som én selv, så har men vel ret til at forsøge at tæmme dem. Netop at børnene har en forskellig karakter, det er vel det der er den egentlige kilde til “opdragelse”. Det at mange vil have børnene til at være ens i henhold til det forældrene ønsker. Men så er det ikke opdragelse i barnets tarv, men for forældrenes skyld.
Børn er fra naturens side udstyret med en utrolig evne til, at efterligne sine omgivelser, selvfølgelig i henhold til deres individuelle natur. Men jo mere forældrene prøver på, at gøre vold mod barnets natur, jo mindre ønsker barnet, at ligne forældrene.
Børn er utrolig grænsesøgende. Det ligger jo i sagens natur, at de vil prøve og finde ud af, hvor meget de kan og hvor langt de kan gå. Og her må det være utrolig vigtig, at børnene selv får lov til at finde disse grænser. Det skulle jo gerne være børnenes grænser og ikke forældrenes. Jeg tror i virkeligheden, at mange forældres største problem er, at de ikke selv kender deres egne grænser, og så på den måde gør de deres barn forvirret. Et barns tryghed hviler meget på, at forældrene selv har nogle grænser, så de på den måde kan gå forud med et eksempel. Altså sæt grænser for dig selv, og lad barnet finde sine grænser. Prøv lige at se hvad Kahlil Gibran skriver i bogen “Profeten”.
Citat: “Og en kvinde, som trykkede sit barn ind til sig, sagde: Tal til os om børn. Og han svarede:
Jeres børn er ikke jeres børn. De er sønner og døtre af livets længsel mod sig selv. De kommer ved jer, men ikke af jer. Og selv om de er hos jer, tilhører de jer ikke.
Jeres kærlighed kan i give dem, men ikke jeres tanker. Thi de har deres egne tanker. Deres legemer kan i give husly, men ikke deres sjæle. Thi deres sjæle dvæler i huset af i morgen, som i ikke kan besøge, end ikke i jeres drømme.
I kan stræbe efter at blive som de; men søg ikke at danne dem i jert eget billede. Thi livet bevæger sig ikke baglæns og dvæler ikke ved det forgangne. I er buerne, hvorfra jeres børn udsendes som levende pile. På uendelighedens bane har bueskytten målet for øje, og han spænder jer med al sin styrke, at hans pile må bevæge sig hastigt og langt. Glæd jer, når bueskytten spænder jer i sin hånd: Thi ligesom han elsker den flugtende pil, således elsker han også buen, der bliver tilbage.” Citat slut.
Jeg bryder mig ikke om begrebet opdragelse og manipulation, hvad pædagogerne jo netop står for. Når man siger, at det er forældrenes pligt, at lære børnene takt og tone, så er det jo netop et udtryk for pædagogik. Og takt og tone er for mig i den grad nederdrægtig.
Børn er, som nogle tror, ikke født uartige. Det er de voksnes moral og etik der vurderer barnet som uartig, men det siger mere om de voksne, end det siger om barnet. Det der virkelig skaber vanskelige børn, det er forvirrede forældre. Barnet har en utrolig evne til at tage i lære af de voksne, men det er jo ikke nemt for et barn, hvis dets forældre eller lærer er ambivalente, (siger et og gør noget andet). På den måde kan barnet hurtigt rende ind i en endefuld. Hvis et lille barn skiftevis møder ironi og fakta, så bliver det forvirret og utryg. Eller (i dag må jeg bide mor, men ikke i morgen).
Når jeg taler om børns grænser, så mener jeg, at hvis et barn kravler op i et træ, så skal det selv finde ud af, hvornår det er farligt. På den måde oplevet det personlige sejre og selvtillid. Det finder på den måde sin egen grænse.
Når forældre skal sætte grænse, så skal de ikke gøre det for barnet. Eksempel: Hvis et barn sparker sin mor, eller på anden måde nedværdiger hende, så er det jo netop for at afprøve hendes grænser, fordi det er usikker på hende. På den måde viser hun sit barn, at hun har en grænse, med de midler der er nødvendig. Men læg lige mærke til, at det er hendes grænse, og ikke barnets.
Mange børn der tegner på tapetet, eller ødelægger sit legetøj, bliver tit fejlfortolket som uartige, fordi forældrene ikke er i stand til at gennemskue deres børns problemer, at barnet er usikker, ensom, utryg eller angst. De kan meget tit ikke give verbalt udtryk for deres følelser, og forældrene opfanger sjældent disse signaler, som symptomer på et ulykkeligt barn. (Det får jo alle de materielle ting, som det forlanger).
Når folk først får deres børn i 25 -30 års alderen, så har de for længst glemt, hvordan det er at være barn. Det er en ulykke for børnene, fordi de bliver meget ensomme. De bliver aldrig helt rigtigt forstået. Et par på 15 -16 år, ville have meget nemmere ved at sætte sig ind i sit barns tilværelse. Det første barn et par på 30 år får, har jo ikke engang en storebror / søster, at hælde sig til. Jo jeg kan godt forstå, at børn er glade for at komme i børnehaven.
Det må være forfærdeligt for et lille barn, der er udstyret med alle livets sanser og følelser, men som mangler en person / voksen eller barn med indlevelsesevne, i barnets lyde og signaler.
Jeg er født som alle andre,
kan føle, tænke, mærke og forstå.
Jeg kan smile, jeg kan grine, føle glæde i det små.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.
Jeg er født som alle andre,
med ønsker, længsel, fortvivlelse og håb.
Jeg kan græde, jeg kan hade, når min verden går i stå.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.
Jeg er født som alle andre,
Vil elskes, savnes, ønskes at nå.
med behov for, nærhed, din kærlighed at få.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.
Jeg er født som alle andre,
men mangler, udtryk, i dit sprog,
og derfor ene, ved din side, må jeg vandre.
Dog mangler jeg det ene,
at give udtryk derpå.
Det er bestemt ikke nemt at have børn. Især ikke hvis man forventer de skal leve op til alle de idealer, som man aldrig selv har formået at leve op til. For det er jo meget tit det, det handler om.
Et hvert dyr påvirker sine unger til at overleve, så de kan føre deres afkom videre. Dette kan være ved spark, puf eller små bid. Men det er altid i ungens interesse, eller når moderen føler at hendes grænsetærskel er overskredet, hvis ungerne bliver for vilde.
Men hvor og hvornår er det, at mennesker slår til deres børn? Her bliver det nemlig mere kompliceret. Hvor ofte ser man ikke børn, der fungere som rene udstillingsdukker for deres forældre, eller udhængsskilte. Og hvor størstedelen af opdragelsen går ud på, at være udhængsskilt.
Jeg vil sige, at der er afgjort forskel på om man tjatter til sit barn for barnets egen skyld, eller om man gør det for sin egen forfængelighed skyld, som hvad siger naboen o.s.v.
Men i det hele taget, spørgsmålet om man slår sine børn eller ej, er egentlig ikke noget man kan diskutere. Fordi dem der gør det, de vil fortsætte, og den der ikke gør det, de vil alligevel ikke gøre det. Der er jo ikke to børn eller forældre der er ens. Ej heller deres hidsighed.
Hvis et barn lever i et trygt forhold med sine forældre, og disse forældre f.eks. siger til barnet: Hold kæft unge eller jeg drejer halsen om på dig. Så vil dette barn være i stand til at forstå ironien, og ikke lægge mere i det. Men hvis et barn lever i et utrygt forhold med sine forældre, og disse forældre siger det samme: Så vil dette barn meget nemt være psykisk skadet for livstid.
Jeg er selvfølgelig meget imod, at man slår sine børn, men der er vel ikke noget at gøre ved det, så længe forældrene er eller selv har været trådt på af deres undertrykkere. Jeg kender udmærket godt til forældre, der siger: ”Vi slår aldrig vores børn; det har aldrig været nødvendig”. Nej, det er sikkert rigtigt: Men hvad er der sket inden ungens første leveår. Er det allerede her blevet så tæmmet, så det har opgivet kampen for sin frihed. Et tilpasset barn er og bliver den største ulykke der kan overgå et menneske.
Der er virkelig så mange aspekter i dette emne. For hvilket plan taler man om, når man nævner ordet “slå”? Er det et tjat? Eller er det bank? For nogen mennesker er et tjat det samme som bank. Og for andre er “bank” det samme som når nogen siger et tjat.
Personlig vil jeg aldrig anbefale nogen at slå deres børn. Det behøves heller ikke, men jeg ved udmærket, at den slags meget tit sker på grund af forældrenes afmægtighed over for barnet. Men det er fandeme heller ikke nemt for visse unge forældre, at have et barn, hvor al verdens øjne er rettet imod, og der fra den ene side lyder: Ta’ da og opdrag den unge. Og snart fra den side lyder det: Du er nu også for streng ved barnet. Skolen forventer også visse færdigheder af et barn, og meget snart står erhvervslivet og stiller krav om tilpasning.
Men hvor vidt det skader et barn at få klø, afhænger igen af omstændighederne. Jeg ved eksempelvis fra mine katte, da de var mindre, at hvis ikke jeg gav dem et tjat i forbindelse med et groft tonefald, når de havde lavet noget der betød, at vi ikke kunne være i stue sammen, så forstod de det. Senere kunne jeg nøjes med det grove tonefald. Og nu kan jeg bare se på dem på en bestemt måde. Ledsaget af et kort lyd. Men det jeg taler om her, det er tæmning, eller dressur.
Skal menneskebørn også tæmmes? Er det ikke på tide i vores udviklingshistorie, at vi mennesker komme ud af vores slaveri, hvor vi er underlagt normer og kulturelle regler. Eller skal vi stadig være slaver af snobberiets morallære. Dem der har mest interesse i dette, det er erhvervslivet.
Men man kan altså ikke tjene både sin personlige frihed og samtidig tjene erhvervslivet på én gang. Svarende til: Du kan ikke både tjene gud og mammon.
Vold avler kun vold. Dette er der kun alt for mange beviser på, at være sandt. Man må nemlig ikke glemme, at mange mennesker der ikke slår deres børn, de øver psykisk terror på dem i stedet for. Og denne vold er endnu mere modbydelig. Især fordi disse forældre ofte slet ikke aner, at de gør det. De gør det nemlig ubevidst, fordi de har lært, at man ikke må slå sine børn. Og forældre har det jo med at skulle være Åh så “rigtige” = forfængelighed = opdragelse = kultur = moral.
Jeg brugte min katte som eksempel, for at fortælle, at tæmning er noget man gør med dyr. Men selv om mennesket også er et dyr, så betyder det jo ikke, at vi skal tæmmes. De dyr vi har i vores varetægt, er vi død og pine nødt til at tæmme, hvis vi skal kunne omgås dem på en menneskelig måde, hvad vi måske heller ikke burde. Men det er en anden sag.
Et menneske er blot et andet dyr, men er stadig et dyr. Men man ser ikke inden for nogen som helst dyrerace, at der er nogen arter der tæmmer sin egen art. Derimod lære de deres unger, at klare sig selv hurtigst muligt. Men dette er ikke tæmning. Det er derimod at gøre ungerne uafhængig af forældrene, som er det modsatte af tæmning. Tæmning skaber nemlig afhængighed.
Dette er årsagen til, at jeg aldrig bliver træt af at advare imod dressur og tæmning af mennesker.
Så kan man måske sige, at der ikke er nogen forældre der tæmmer eller dresserer deres børn. Nej: De kalder det opdragelse. Men for mig at se, er der altså ikke den store forskel. Om ikke andet kan man måle det på afhængigheden.
Der er nogle der mener, at skoler og børnehaverne nedbryder forældrenes påvirkning af børnene. Men glem endelig ikke, at samfundets interesse for børneinstitutioner ikke er for sjov skyld. I Det tidligere DDR og Sovjetunionen, var der pligt til at aflevere børn i institutioner, med det klare formål, at de skulle blive gode kommunister eller marxister. Her i Danmark er formålet, at børnene skal ensrettes til at blive gode forbrugere, industrislaver og ikke mindst lydige borgere. Derfor ser man heller ikke mere til de store ungdomsoprør som tidligere. børn er dresserede eller tæmmede i de bure man kalder vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og skoler, (opdragelsesanstalter).
Naturligvis skal vi lære vores børn, at de lever i et samfund med lov og orden, trafikregler o.s.v.
Selvfølgelig er der spilleregler der skal holdes, og jeg skriver jo netop også, at en mor skal sætte grænser for sig selv, hvad og hvor meget hun vil tolerere, men det er hendes grænser jeg taler om, ikke barnets. Hvis forældrene er i stand til at overholde samfundets almindelige spilleregler, så vil der være god grund til at formode, at deres børn også kommer til det.
Den “frie opdragelse” i starten af halvfjerdserne, fra “laisse faire” pædagogikken, vil jeg gerne kommentere. Den har nemlig aldrig været afprøvet. Det var nogle gode ideer der opstod. Men ideer er ikke nok til at ændre et menneske eller et folk der har været under dressur igennem årtusinder. Hvordan skal man lærer sit barn om frihed, når man aldrig selv har kendt til den, da man som bekendt er født i fangenskab. Nej man bildte sig selv ind, at man gav den frie opdragelse, men det var en illusion, til ære for dem man skulle være in over for. Derfor var de til grin overfor deres egne børn. Alene de to ord “fri” og ”opdragelse”. Man kan da ikke blande disse ord sammen, de modsiger jo hinanden.
Nej det jeg ønsker er selvstændige holdninger, og ikke som jeg har set hele mit liv, at mennesker hele tiden har fulgt de vinde og meninger der nu engang har været til rådighed. Religion vil jeg kalde det.
Det er rigtigt, at børn ikke selv er i stand til at vælge, i hvert tilfælde ikke de valg, som man ser de er udsat for i dag. Hvor tit ser man ikke et børneværelse, som er fyldt fra gulv til loft med alverdens legesager, og hvor forældrene måler deres kærlighed til deres børn, i forhold til hvor meget og hvor dyrt legetøjet er. Ja de forventer næsten, at børnene skal stå i gæld for den dyre “kærlighed” de har kostet på ungerne. Hvor tit hører man ikke forældre sige til deres børn! “I kan ikke tillade at brokke jer, i får jo alt”.
Ja, de får erstatning for kærlighed. Men det kan selvfølgelig være godt nok i mangel på bedre.
Men de små poder, vil meget hellere have en tryg tilværelse, med nogle forældre der er nærværende, og som levende er med i de smås tilværelse, og ikke bare intellektuelt er sammen med dem på et dertil planlagt tidspunkt i døgnet. Børnene kan jo gennemskue dette skuespil rent ubevidst. Og derfor forsøger de også rent ubevidst at afprøve forældrenes grænser, for desværre, at konstatere, at de ikke har nogen grænser. Selv forældrenes grænser er kunstige. Det kan godt være, at børn ikke altid er gode til at lægge ord på deres følelser. Men glem ikke, at følelserne er tilstede, de kræver deres ret, og på en eller anden måde skal de nok komme frem for dagens lys, om ikke før, så siden. Måske 25 år senere, når de selv får børn.
Jeg er sikker på, at hvis disse ovennævnte sager var i orden, så ville stort set alle andre problemer også være løst. Det ene fører jo som regel det andet med sig. Men at tale om børns opdragelse er i virkeligheden tåbeligt. Det er jo så sandt forældrene der skal opdrages til at være voksne og ansvarlige.
Det er da rigtigt, at børn skal forstå et nej. Men når dette er sagt, så kommer jeg med det samme til at tænke på devisen: ”Jeg fik tæsk da jeg var barn, det tog jeg ingen skade af, så det skal mine børn også have”. For mig løber det isnende koldt ned af ryggen, hver gang jeg hører denne sætning.
Endnu en devise: ”Når vi var hjemme hos os selv havde børnene frie tøjler, men til gengæld skulle de opføre sig pænt, når vi var i byen. Det er en fornøjelse at have velopdragne unger med på besøg hos familie og venner”.
Hvorfor skal børn være anderledes når de er ude, end når de er hjemme. Det er da en grusom skizofren verden at byde sine børn. Jeg mener, at den verden man lever i hjemme, hvorfor vil man ikke være den bekendt, når man er i byen, hvorfor skal den være anderledes. Hvorfor skal man skamme sig over sit privatliv, ved at opføre sig anderledes når man er ude.
Så har vi ordet “frie tøjler”. Hvad er frie tøjler for noget. Enten er man fri, og uden tøjler, eller også er man i tøjler. Enten er en hund bundet, eller også er den fri. Man kan ikke sige en fri lænkehund. Når man bruger ordet “velopdragne unger”, kunne man i virkeligheden lige så godt sige veldresserede dyr. Undskyld mit sure opstød, men her mener jeg virkelig, at provokation er på plads.
Men, der er, og var mange ting, for mange år siden, og i dag, som man bliver ved med at gøre, og stadig gør, kun fordi man altid har gjort sådan. Jeg husker f.eks. min mor, der tit gjorde os børn opmærksom på, at i hendes barndom, kunne hun slet ikke huske, at have fået klø, men, hendes far behøvede kun at se på hende og hendes søskende, det var nok. Dette vil jeg kalde dressur, eller tæmning, hvis ens fars blik kan have så stor indvirkning på et barn.
Og endnu en devise: ”Med hensyn til tæsk i min barndom, da husker jeg kun eet rap i røven givet af min far, fordi en af mine brødre og jeg forstyrrede hans middagssøvn.(Han var købmand med laang arbejdstid)”. Dette får mig igen til at tænke på min morfar: Han kørte rundt på egnen og solgte røgede sild, og var ikke ret meget hjemme. Lige præcis det, ikke at være meget hjemme, at have meget lidt kontakt med sine børn, kan meget let få børn til lige frem, at blive besat af, at stræbe efter forældrenes kærlighed. Og der skal vel ikke meget fantasi til at forestille sig et barn blive lydig, hvis de øjner chancen for at vinde fars kærlighed ved lydighed. For hvad sker der ikke ved det modsatte. (Børn er gode til at tyde kropssprog). “Hvis du ikke er artig, så mister du fars kærlighed”, og hvilket 3 - 10 årig barn har råd til det. Altså helt bortset fra det barn der, der er blevet mættet af den inden de 3 år..
Dette var en opdragelsesmetode, langt ind i vort århundrede, og den eksisterer stadig i bedste velgående. Men det er bare sådan, at. man kan ikke gøre sig fortjent til kærlighed. Den kan ikke købes, sælges eller på anden måde handles med. Hvis man kan det, så er det ikke kærlighed. Men det man lærer ved denne metode, er netop, at kærlighed er en handelsvare (prostitution). Det vil sige, man skal hele tiden skal gøre sig fortjent, for at få accept. Det kaldes også narcissisme.
At lære sine børn, at opføre sig pænt når de er i byen, det kan kun medføre, at børn lære, at de andre altid er lidt bedre end én selv, og det bliver ved med at forfølge dem resten af livet. Det kaldes mindreværdskomplekser. Det er blandt andet derfor mange mennesker har svært ved at give udtryk for deres sande følelser, som sorg og vrede, skuffelser og had eller glæde. Man bider det i sig, af frygt for at blive afvist eller fornedret. Det er lige som et trykkogersystem. Man kommer kun af med trykket, når det engang imellem eksploderer. Jeg er helt sikker på, at såvel kraft, som forhøjet blodtryk, blodpropper og hjerneblødninger, skyldes i væsentlig grad denne trykkoger, som de fleste af os slæber rundt på.
Men for ca. 150 år siden, var det jo vigtigt, at børn lærte at underkaste sig herremanden, så den gang har det nok været godt for børnene, for at overhovedet at kunne overleve som voksne.
Overklassen har altid brugt devisen: Vil du frem i verden, så skub.
Mens underklassen har brugt devisen: Vil du frem i verden, så buk.
Jeg mener bare, at det snart må være på tide, at komme væk fra disse klasseforskelle. For én ting er sikkert. Så længe vi lærer vores børn, kun at tage hensyn til andre, så vil det fortsætte.
Jeg tror ikke, at diskussionen om at slå sine børn eller ikke, er værd at diskutere. Det er noget andet, hvis det er vold, men det har man jo en lov for. Nej, det hele drejer sig om vores sociale kulturmønster. Et menneske der aldrig har oplevet kærlighed, men altid har lært at gøre sig fortjent for at blive accepteret, vil heller aldrig kunne overføre den til sine børn eller andre. Men vil hele sit lange liv forgæves prøve at finde den, ved at æde og tære andre mennesker op. Men tænk engang, hvis det var omvendt.
Dermed stilles indirekte spørgsmålet: Hvad er en god mor?
Der findes ikke nogen gode mødre, ej heller nogen dårlige. Men der findes mange forskellige måder at drage omsorg for sine børn på. Jeg er sikker på, at enhver mor, gør hvad hun efter sine bedste evner formår. Og så kan hun ikke gøre mere. Om det er meget eller lidt, har i virkeligheden ikke noget med godt eller ondt at gøre, men mere noget med mentale og følelsesmæssige evner.
Jeg tror der ligger meget skyldfølelse hos rigtige mange mødre, og det forstår jeg godt. For det jo et valg, når man prioriterer arbejde kontra børn. Og et valg er jo forbundet med beslutning og et ansvar, og dermed skyldfølelse over, om man måske har valgt det rigtige. Så er der dem der, beslutter sig for det hele, men det er også et valg. Uanset hvilke beslutninger man tager på et pågældende tidspunkt, så er det; virkeligheden her og nu. Hele livet er en udviklingsproces, men man kan aldrig handle ud fra andre forudsætninger end man gør. Så kan man fortryde sine handlinger, være uenige med andre, blive skuffet over sig selv, o.s.v. Men det er jo netop det der udvikler, og som vi alle skal igennem. Men hvis man skulle vente med at få børn til man var klog nok. Så var der ingen der nogen sinde fik børn.
Men jeg kan ikke rigtig lide begreberne godt og ondt. Det kan kun bruges til at slå hinanden i hovedet med, og er kun med til at holde mennesker nede. OK vi skal diskutere og være objektivt kritisk i vores adfærd over for hinanden. Jeg kan godt fortælle dig, hvad min sandhed er, og du kan fortælle og vise mig og andre hvad din sandhed er, men vi må lære at respektere andres sandheder.
og lære at respektere sin egen sandhed.
Jeg diskuterede en gang med en sognepræst, fordi jeg påstod, at jeg aldrig havde syndet. Han opfattede det nærmest som en fornærmende påstand. Men som jeg sagde: Jeg har gjort mange ting, som jeg senere kunne indse kunne gøres anderledes, eller efter nuet, ikke skulle være gjort. Men den gang var det den eneste mulige handling. Syndsbegrebet kan kun bruges til at pålægge hinanden dårlig samvittighed, og dermed skyldfølelse og mindreværdskomplekser.
Der bliver ofte sagt til mobbede børn, at de skal tale med deres forældre eller lærere om problemet Men, hvis de havde haft et fortroligt forhold til deres forældre, så havde de allerede talt med dem, men i så fald var de aldrig blevet udsat for mobning.
Det er meget logisk, at hvis et barn på den ene eller anden
måde er lukket ude fra forældrenes fællesskab, lidt eller meget, så vil det også
føle lidt eller meget, at det ikke rigtigt er godt nok. Eller en følelse af, at
de andre nok har mere styr på tingene. Altså lidt mindreværdsfølelse. Det er jo
tit sådan, at hvis man forventer, de andre syntes man er mærkelig, så vil de
andre meget hurtigt opdage det, og hævde sig. Men man vil også rent ubevidst
selv gøre alt for at få sin påstand bekræftet, det med at de andre er bedre.
Man må heller ikke glemme, at
hvis man f.eks. starter i skolen som 7 årig, og har i de syv år været vant til
at være “udenfor”, så har man også vændet sig til at sige, denne situation er
jeg vant til, den forstår jeg, og denne rolle er jeg mester i. Og så vil man
meget nemt trække sig ind i en situation der ligner det vante hjemmefra.
Der er jo også de børn der
har været vant til lige fra helt små, at den eneste måde at få opmærksomhed på,
er ved at skabe negativ kontakt. Dette kan så blive den måde man skaber kontakt
på resten af sit liv. Det ser man desværre i mange ægteskaber, hvor et par kan
skændes hele deres liv igennem.
Der kan være mange årsager
til mobberier, men mekanismen er den samme. Selvfølgelig er de andre
ondskabsfulde, helt enig. De ligger bare og venter på et passende offer. Men
det gør de kun fordi de er i sammesituation. De har bare lært noget andet, som
de er vant til, menlig at mobbe, for ikke selv at blive mobbet. De er lige så
ulykkelige og ensomme, men er fra et hjem med et andet livssyn.
Nogen lærer sine børn: At
hvis nogen slår dig, så skal du slå igen. Det bliver de børn der mobber.
Andre siger: Hvis nogen slår
dig, sa skal du ikke slå igen. Det bliver de børn der bliver mobbet.
Men det er i virkeligheden 2
sider af samme sag. Begge dele grunder i omsorgssvigt.
Det med at børn bliver mobbet fordi de har det forkerte tøj, er tykke eller har forkerte brille, den holder ikke en cm. Men forældre og lærere har altid brugt dette, som argumenttet for mobning, fordi det egentlige problem, tør de ikke tage hul på. Men jeg tror slet ikke man kan hjælpe sine børn med et mopningsproblem. Men man kan tage hul på sine egne problemer, ved at opbygge sit eget liv, gå ind i sig selv og få renset ud i gamle gemmer og gentagelser m.m. På den måde får man opbygget en selvtillid, der smitter af på sine børn. Det er da altid modbydeligt, at høre, at “det har noget med én selv at gøre”. Især fordi man måske i meget lang tid har været så vred på de mennesker man føler har gjort én fortræd. At man er sin egen lykkes smed, fører igen til, at man ikke kan lægge skylden på andre. Det kan være en uhyggelig oplevelse.
Altså rådet må være til folk:
Hjælp og ret først dig selv op, så følger alt det andet med i tilgift.
I religionen sagde man: Søg
først guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives dig i
tilgift. Selv om jeg er indædt modstander af al religion, så ville denne
sætning jo være rigtig, hvis man bare ville forstå, at det der med guds rige,
”det er inde i os selv”. Men det er jo det vi flygter fra i den kristne verden.
Det er derfor jeg hellere vil kalde kristendommen for antikrist.
Jeg er aldrig blevet opdraget, men har fået lov til at passe mig selv, i midten af en søskendeflok på 7. En uhyggelig kold opvækst. Men der lærte jeg, at kun have mig selv at regne med. Jeg så mine søskende blive misbrugt og forfulgt på det groveste, af begge mine forældre, mens jeg selv kæmpede for at slippe for de ydmygelser jeg var vidne til. Det lykkedes ved at påtage mig arbejde allerede som 7 årig. Og det gjorde jeg udelukkende for ønsket om at opnå accept fra mine forældre. Den kom aldrig, hvad jeg heller ikke regnede med. Men jeg slap for de værste forfølgelser, ved at gøre mig “usynlig”, og ved at være til så lidt besvær som muligt.
Hvad angår mobning, husker jeg allerede min første skoledag som et mareridt og det fulgte mig de næste syv år, indtil min skoletid var færdig. Først da jeg var 44 år begyndte jeg at forstå en sammenhæng mellem mit forhold til mine forældre og mobningen. For selv om jeg hver eneste dag, i min skoletid, var bange for at blive konfronteret med de monstre, som jeg oplevede mine skolekammerater var, så var det trods alt en form for kontakt. Det var jo mig det handlede om, min person. Men sådan kunne jeg jo ikke tænke den gang. Udsagn som “du er grim”, “Hvorfor går du i fattigt tøj”, “hvorfor er din mor så fed”, o.s.v. Opfindsomheden var stor. Selv nogle af lærerne deltog, for at opnå anerkendelse og popularitet hos de andre elever. Det var tit sådan, at hvis jeg prøvede, at ignorere mobningen, så fik jeg bank i stedet for.
Men tænk engang, at blive midtpunkt i hele skolegården hver dag. Selv om det måske lyder sindssygt, så var al den negative opmærksom måske bedre end den “slet ingen” opmærksom, som jeg var udsat for derhjemme. Jo, jeg er sikker på, at mobning har noget med omsorgssvigt at gøre.
Når vi taler om børns handlinger, eller for den sags skyld, deres loyalitet over for deres forældre, så er det langt fra noget, som er planlagt. Jeg vil heller ikke sige, at det er ubevidst, men alligevel en spontan reaktion ud fra nogle ubevidste følelser. Et barn der ikke har det ret godt, er også et barn der kæmper for at overleve. Vi taler ikke om, at det kæmper for at leve, men for at overleve, og det er vigtigt, at holde sig for øje og tanke. Derfor har vi her at gøre men individer, på et grænseområde, mellem liv og død. Det ene øjeblik styres de af selvopretholdelsesdriften, og det andet af selvudslettelse eller selvdestruktion. Og disse drifter er til gengæld total ubevidste.
Selvfølgelig ønsker de ikke bevidst, at blive mobbet, eller mishandlet, men som jeg nævnte tidligere, så er negativ opmærksomhed bedre end slet ingen opmærksomhed. En kontant mobning, er noget de kan forholde sig til, i modsætning til et groft svigt fra deres forældres ligegyldighed. Et barns forældre, er også barnets base, deres hjem, deres verden, uanset hvordan den ser ud. Og deres loyalitet over for dette hjem er urokkelig. “Mister de dette, så er de fortabte, i hvert tilfælde set fra barnets øjne”. Derfor har et barn heller ikke råd til at rette anklager imod sine forældre. De vil ikke kunne klare, at skulle opleve sine forældre som mindre værdige, eller bare så meget som en enkel plet. For mange børn vil dette være ensbetydende med uigenkaldelig fortabthed.
Det er her mobningen kommer ind i billedet. Mobningen kan de nemlig forholde sig til, i modsætning til deres forældre. De kan tillade sig at hade deres kammerater, være vrede på dem og fantasere sig til en rimelig afstraffelse på dem. De kan endda tillade sig at fantasere sig til at dræbe deres kammerater. Alle disse aggressioner, er i virkeligheden fortrængte aggressioner, som burde og skulle have været rettet mod forældrene. I stedet for, skaber barnet så en ubevidst konflikt andet sted, for at få afløb for disse aggressioner. Og det er måske meget godt endda, at barnet kan frigøre sig fra denne vrede og had.
Det er jo det samme der foregår i drømme. Vi opsætter en scene mens vi sover, der måske går ud på, at en tilfældig mand dræber en politimand. I virkeligheden vil en sådan drøm efter stor sandsynlighed afsløre, at drømmeren sikkert har et anspændt forhold til en chef, men ikke engang tør tænke en sådan tanke, da han i så fald ville få det dårligt på sit arbejde. I stedet for fedter han måske for chefen.
Mobning er altså et symptom. Og det er rigtigt, at symptomer kan være forskellige fra barn til barn. Nogle vælger f.eks. Bulimi, og andre vælger spisevægring, eller andre selvdestruktive måder. Jo symptomerne er forskellige. Men det vi taler om her, det er årsagen, som er omsorgssvigt, af forældre der selv er opvokset med omsorgssvigt..
Man kan ikke bare vælge at opdrage sine børn til at være ædru eller eksemplariske. Det er helt andre mekanismer der foregår. Derfor ser man jo også masser af tilfælde hvor begge forældre er alkoholikere, at børnene går i en helt anden retning, og omvendt. Man ser også mange børn af alkoholikere, der siger, at de har haft det forfærdeligt, og hvor disse har måtte passe både mor og far. Alligevel ser disse børn eller unge ud til, at være stærke og modne mennesker, måske på grund af det ansvar de er vokset op med.
Dårlige miljøer er noget man vælger ud fra hvilke trang man har til at flygte fra virkeligheden eller realiteterne om man vil.
Hvis et barn vokser op med en fornemmelse af, at dette liv er værd at leve, eller en tro på, at det kan lade sig gøre at få en fornuftig tilværelse ud af de muligheder som de oplever deres verden er, så har dette barn heller ikke lyst til at nedbryde sit liv, eller flygte fra det.
Det forholder sig på samme måde med forholdene rygning og stofmisbrug: Hvis et barn har det godt, det vil sige, har en god livskvalitet, eller man kan sige, hvis et barn har det optimalt godt, så kan det jo ikke få det bedre. Heller ikke ved hjælp af alkohol eller stoffer.
Grunden til, at nogen ”falder i”, er jo netop, at de i forvejen ikke har det godt, og derfor har disse stoffer eller alkohol selvfølgelig en “lykkevirkning” på den.
Selv om jeg godt kan følge tanken, at det er forfærdeligt, at visse mennesker får børn. Og så vil jeg alligevel sige, at et sådan synspunkt er jo kun ud fra vores snæversynede øjne. Jeg ville nødig sætte begrænsning. Der må være plads til os alle, også dem. I øvrigt mener jeg, at kun naturen skal afgøre hvem der skal frasorteres.
Børn der hænger døddrukken på gadehjørnerne, unge på stoffer, middelaldrene og ældre på piller (medicin), autonome, nynazister, grønjakker, rockere, kriminelle, overfyldte hospitaler og overfyldte fængsler, det er alt sammen synlige symptomer på et sygt samfund. Men selv om disse symptomer er synlige, så er der ingen der har interesse i at gøre noget ved det. Man kan da i hvert tilfælde ikke sige, at symptomerne ikke er til at få øje på.
Man bliver naturligvis ikke automatisk alkoholiker fordi ens forældre har været det. Alkoholisme er nemlig ikke et isoleret problem. Det hører ind under det man tilsammen kalder misbrugere. Alkohol er jo bare et tilfældigt stof lige som alle andre. Men man kan være misbrugere af mange forskellige ting, også uden selv at vide det. Man kan også være misbruger af en misbruger. Man kender til rigtig mange kvinder der er dybt afhængig af deres alkoholiserede mand. Hvis han holder op med sit misbrug, ja så risikerer de simpelthen at blive skilt, og hun finder straks en ny alkoholiker.
Men mishandlede / omsorgssvigtede børn, vil altid selv blive mishandlere eller omsorgssvigtere senere i livet. Det er ikke misbruget der smitter, men årsagen til misbruget.
Hvem tilhører vores børn? Det kan lyde som et underligt spørgsmål, men det er måske alligevel relevant. for nylig kom det frem, at op imod 3.000 børn årligt udsættes for vold, psykisk, fysisk eller seksuelt. Dette er gruopvækkende tal. Disse tal er efter al sandsynlighed det 10 dobbelte
Som en naturlig følge af disse oplysninger er det naturligt, at diskutere, hvornår det offentlige, altså de sociale myndigheder og politiet, skal gribe ind og hvornår de ikke skal. Der er tale om en linedans mellem utidig indblanding i familiers privatliv og sikring af børns tarv. Nogle mener, det offentlige skal gribe hårdere end, andre ikke.
Jeg mener bestemt ikke dette spørgsmål er irrelevant: ”Hvem tilhører vores børn?”. Derimod er spørgsmålet altid højaktuelt, og har altid været det i alle lande. Vi taler bare ikke om det i dagligdagen, fordi vi ikke vil se i øjnene, at det i virkeligheden er staten der altid har det afgørende ord. ”Staten bestemmer hvad du må bestemme”. Altså har forældrene nok et langt tøjer at flå sig i, men det er staten der bestemmer hvor lagt og hvor tykt dette tøjer skal være.
Måske er det lige præcis dette tøjer der er én af årsagerne til mange børnemishandlinger. Jeg mener; man kan jo ikke flå sig i et tøjer, hvis der slet ikke var noget tøjer at flå sig i. Et væsen der er tøjret, vil vel altid være desperat for at komme fri. Og hvad er værre end et desperat væsen.
Og hvor vil jeg så hen med det? Jo, Hvorfor bliver nogle mennesker voldelige over for deres børn og andre ikke? Et menneske der som barn er blevet undertrykt / mishandlet, vil altid senere som voksen undertrykke / mishandle sine egne børn. Men når man griber ind i disse familier, så skal man bare vide, at det jo kun er symptomet man far fat i. Årsagen ligger nemlig gemt i hele vores vestlige samfundssystem. ”Men, det er der ikke nogen der ønsker at ændre på”. Med andre ord: Man leder efter problemet, hvor der er mest behageligt at lede, og ikke der hvor man inderst inde godt ved at det er.
Den måde du tænker på, den er rigtig for dig, men måske ikke rigtig for alle andre. Man kan ikke tænke med andet end det man har til rådighed at tænke med. Og man skal i hvert tilfælde ikke handle ud fra andres erfaringer.
Hvis man vil give sit barn en fremtid med en ordentlig livskvalitet, så glem for det første alt om fremtiden. Den kender du ikke alligevel. Du kan ikke vide hvad dit barn vil, når det bliver voksen, om det vil være kunstner, murer, ingeniør, bondemand eller arbejdsløs bistandsmodtager. Du kan alligevel ikke styre det. Det har sine egne veje, og du har det kun til låns.
Samfundet har i dag bestemt, at der skal være 200.000 arbejdsløse mennesker. Og man er ikke mindre værdig fordi man er en af de 200.000. Men livskvalitet har ikke det ringeste at gøre med arbejdsløshed, med mindre man er en af dem der føler sig tvunget til at leve op til sine forældres ambitioner, om ”at være noget”, men så hedder det dårlig livskvalitet.
Den eneste mening med livet, som mennesker kan sige at vide med sikkerhed, det er, at formere sig til gavn for artens videreføring. Og for at kunne gøre dette, så er vi selvfølgelig nødt til at få noget at æde hver dag. Men dertil behøver man altså ikke en akademisk uddannelse. Man kan faktisk nøjes med langt mindre. For bare 100 år siden, kendte almindelige mennesker ikke til uddannelse, og alligevel har mennesker befolket jorden, som den art vi kender dag, i mange tusinde år.
Børn og forældre bliver mere og mere fremmedgjorte over for hinanden. Dette vil få fatale følger i fremtiden. For hvordan vil man forvente, at fremtidens borgere skal få et socialt ansvar for deres ældre, hvis de aldrig har fået opbygget noget, der så meget som ligner et nært slægtsforhold. Vi ser jo allerede nu følgerne af det. Denne onde cirkel kan man også se, ved at mange vordende mødre, er fremmedgjorte over for deres egen graviditet og fødsel, og ikke mindst spædbarnsplejen. De fleste børn i dag har jo aldrig selv oplevet det, at have en familie, hvor man i solidarisk fællesskab påvirker, og gør sig ansvarlige for hinandens trivsel og adfærd.
Det går ikke altid som præsten prædiker. Vi vil så gerne alle sammen kunne styre og kontrollere alting. Før i tiden bildte kirken os ind, at man ved et bryllup kunne love hinanden evig troskab til døden os skiller. Men, ingen kender fremtiden, og ingen kan love hinanden sådan en gang nonsens, uden det absolut må gå galt.
Det bedste man kan gøre for sig selv, sit liv, omgivelser og sine børn er: At leve lige her og nu. Jeg er sikker på, at mange parforhold netop går galt, fordi man satser og binder sig selv og hinanden på en fremtid man ikke kender, og som man selvfølgelig heller ikke kan leve op til.
Det er jo sådan i dag, at vi mennesker, i modsætning til mennesker for bare 50 år siden, udvikler os. Vi ved jo ikke hvem vi er om bare 2 – 3 år. Det vidste man i gamle dage, da livet jo var stationært på en hel anden måde. Når et ungt par møder hinanden og bliver forelsket, så er man som regel ret så forblindet. Man har måske 5 – 10 punkter, som man er ret så enige om, og alt det andet man måske ikke er enige om, det lader man ligge i den samme forblindelse. Man vil simpelt hen ikke vide af noget der hedder uoverensstemmelser. Ja, forelskelsen er en illusion. Eller man kunne kalde den for en lille psykose.
Når man så i en forelskelse har fundet disse 5 – 10 punkter, som man er ens i, så gør man ret så ofte den fatale fejl, at man selv opdigter yderligere 30 – 40 andre punkter om den anden part, og bilder sig selv ind, at der er vi sikkert også enige. Og først lang tid senere, når det bliver hverdag, og man er kommer ud af psykosen; man har måske fået sit første barn, og er måske blevet gift, så er det, at disse andre 30 – 40 punkter begynder at dukke op. Man begynder ganske langsomt gensidigt, at forvente, at den anden part lever op til alle disse opdigtede forventninger. Dette er selvfølgelig umuligt, medmindre, at man så laver den anden fatale fejl, at begynde og leve op til hinandens forventninger. Dette cirkus vare så ca. 2 – 5 år, før det hele ramler. Og så går man fra hinanden.
Så jeg ved nu ikke rigtigt, om ikke det er bedre at folk i dag vælger at gå fra hinanden.
Nej, det er ikke synd for børnene. Kun i de tilfælde hvor børnene lære at profilere sig på denne skæbne, eller at identificere sig i denne skilsmisserolle. Og her mener jeg da også, at forældrene kunne hjælpe deres børn bedre end de gør. Det er jo ikke nødvendigvis nogen livsbetingelse for et barn, at have både en far og en mor. Selv om jeg da godt kan se, at som vores samfund i dag er bygget op, så ville det være en fordel for et barn, at have dem begge to indtil ca. 6 års alderen. Men hvis forældrene alligevel er i splid med hinanden, så mener jeg, at barnet er bedst tjent med kun at have den ene forældre. Man må nu heller ikke glemme, at det jo er modgang der gør én stærk.
Hvis en far og mor har Kærlighed = Frihed = Harmoni med hinanden,
så avler de sunde børn. Men sådan er det ”normalt” ikke. Det er derfor der findes så mange "normale" mennesker.
Når børn er over 6 år gammel, er de rent faktisk over den alder hvor man som forældre har nogen afgørende indflydelse på deres udvikling. Og alligevel er det som om de fleste forældre prøver at råde bod på den omsorgssvigt, som de nok føler at være skyld i, da de var små. Der er nogen der prøver at kompensere over for denne forsømmelse ved, at være sammen om stort set alt. Men denne tætte væren sammen er jo det, som et barn på 0–3 år har så stærkt brug for. Efter den tid er en mors vigtigste rolle, at gøre sig selv og sine børn uafhængig af hinanden. Jeg mener, at det er misforstået kærlighed, at man altid skal være sammen om så meget som muligt. Det tyder for mig mere på en form for kompensation for en dårlig samvittighed.
Jeg mener, at det helt store problem i vores samfund er, at mødrene ikke giver sig selv og sine børn de 2–3 år det tager at gennemleve og komme ud af den symbiose som nu en gang er en naturlig forekomst mellem mor og barn i de første par år. Hvis ikke disse år har været udlevet med succes, så er der nemlig en meget stor fare for, at meget andet går galt i resten af barnets liv. Et barn kan ligesom ikke være parat til at starte en ny fase i sit liv, før end den er færdig med den forrige. Men tænk en gang hvad der sker, når et barn aldrig er blevet færdig med den første fase (suttefasen). Den kan nemlig aldrig mere gøres om, da den kun kan gennemleves i netop den alder hvor den hører til, nemlig i suttefasen.
Dette er naturligvis et meget sårbart emne jeg rører ved. Især da vi jo som bekendt er klar over, at intet kan gøres om. Man kan stå med nogle halvvoksne børn, ofte med anklagende øjne, samtidig med en indre usikkerhed over, at man ikke mange år tidligere havde truffet nogle andre dispositioner, selv om man siger til sig selv, at den gang var det jo det rigtige valg.
Men hvordan kan vi vide, at det er vores eget rigtige valg? Og hvordan kan vi vide, at det ikke bare er nogle strømninger vi har fulgt, og dermed valgt, at være det rigtige? I hvert tilfælde kan man sige, at jo flere der har truffet den samme beslutning, jo større er chancen for, at det ikke er ens egen personlige overvejelse der ligger til grund for vores handlinger.
Jeg så en gang et citat: Jeg husker ikke hvorfra: ”Den tåbe, der tror han er vis, han er virkelig en tåbe. Men den tåber der indser, at han er en tåbe, han er i det mindste kommet så vidt.”
Det er jo netop sådan, at vi tager nogle livsvalg, ud fra den position vi her og nu står i. Og sådan skal og må det være. Derefter, senere, ser vi resultatet, (frugten), og siger så: Det var da såre godt. Det siger vi, fordi vi selvfølgelig ikke kender til resultatet af et evt. andet valg man kunne have truffet. Man kan sige, heldigvis er livet sådan indrettet. Problemet er bare, at jeg ikke altid er så sikker på, at det er vores eget valg vi træffer. Derimod er der en hob af interesseorganisationer, magthavere o.s.v. til at fortælle os hvad der er det ”rigtige”. Om vi skal gå lige ud, til højre eller til venstre.
Der var engang en mor der sagde: ”Mine unger og jeg mistede altså ikke behovet og kærligheden til hinanden da de var tre, selv om jeg var på arbejdsmarkedet, mens de var helt små”
Begreberne ”behov” og ”kærlighed”, kunne i denne forbindelse være interessant at se nærmere på.
Hvis hun nu havde truffet en anden beslutning, da hendes børn var små, netop at være blevet sammen med sine børn, til de var 3–4 år gammel. Ok, hvis g hvis. Men hun kan ikke vide i dag, hvordan hendes børns verden så havde set ud. Man kan jo ikke gå ud af to veje samtidig. Man kan ikke vide, om deres ”behov” for hinanden havde været det samme ved barnets 3 års alder. I denne henseende ser jeg begrebet ”behov” for værende negativt, fordi ”behov” i denne forbindelse, er ensbetydende med bindinger. Og bindinger skulle jo gerne afløses af selvstændighed, Men; alt er jo som bekendt relativt.
Børn og unge i præpuberteten behøver faktisk ikke, at gennemleve disse så velkendte vanskelige perioder. Grunden til disse vanskelige perioder i deres præpubertet er jo netop, at de ikke er blevet sluppet fri. Ja, kærlighed er frihed. Bindingerne til deres forældre gør, at de føler det svært at leve deres eget liv, uden at skulle tage hensyn til far og mors konstante betragtende og kontrollerende tilstedeværelse. Dette må da give de unge skyldfølelse.
Og omvendt; hvis et barn først er blevet rigtig godt afhængig af sine forældre, med hvad der til høre, og så pludselig som 13 –15 årig, bliver overladt til sig selv, så må det vel nærmest betragtes, som en katastrofe. Adskillelse er nød til at komme langsomt. Men jo yngre man er, jo bedre klarer man det.
Jeg kender en familie, hvor begge forældre i den grad har været udsat for omsorgssvigt som små. Og her taler jeg om meget grov omsorgssvigt. De har en datter på 11 år, som begge forældre stadig lever i et symbiotisk forhold til. Ingen af disse; mor, far og datter, er i stand til at fungere uden de er sammen. Datteren kan næsten ikke klare at være i skole, af angst for hvad sker der hjemme. Disse forældre udtrykker meget tit dette: ”Mit barn skal ikke opleve det samme som os”. Jeg er dog ret sikker på, at deres barn går en lige så usikker fremtid i møde end dem selv.
Jeg ved godt, at man selvfølgelig vil sine børn det bedste. Tror man da. Men når alt kommer til stykket, og hvis man begynder at mærke efter, så kan det lige så godt være, at det i virkeligheden er for ens eget bedste. Men selvfølgelig bliver resultatet det samme.
De fleste forældre har sikkert givet deres børn en line af en hvis længde, men det er dog forældrene der bestemmer længden på denne line. Jeg mener, at hvis børn skal opnå en god og solid basis i deres liv, så er grænser selvfølgelig vigtige. Men det er endnu vigtigere, at det er børnenes egne grænser de lære at finde, og stå op imod. Det er deres egne grænser de bliver stærke af. Det er dem der er deres sejre. Så snart det er forældrene der har trukket en grænse for dem, så tager de også ansvaret fra dem.
Faktisk kan man ikke gøre noget efter 6 – 7 års alderen, kun håbe på, at man har været et godt eksempel. Og selvfølgelig hjælpe sine børn (lidt) med råd og vejledning. Det er yderst vigtigt, at de oplever, at det er deres liv, og dermed også har ansvaret for dem selv. Så kan man ellers stå bævrende tilbage, og bare håbe på, at ens ungers vinger kan bære dem.
Nej man kan ikke gøre ret meget, kun støtte og vejlede. Og får de nogle knubs, kan man kun puste lidt, og håbe på, at det bliver ved de små knubs. Et barn der har en god basis, ændre ikke sin opførsel, om så dens mor eller far befinder sig 10 000 km borte. Hvorimod det barn der ikke har nogen basis, kan slet ikke styres, om så forældrene står og ånder det i nakken.
Også i skolen mener jeg det er vigtigt, at det skal være børnenes eget ansvar. Om de kommer sent i seng eller ej, er de nødt til prøve at mærke på deres egen krop, og selvfølgelig også konsekvenserne af det. Så snart vi forældre begynder at blande og i deres lektier, så ser man meget tit, at så lægger børnene ansvaret fra sig ganske stille og roligt. Der er endda nogen der lige frem venter med at ordne deres lektier til de har fået besked på det 3–4 gange. Jeg er godt klar over, at det måske lyder lidt barsk, men verden er jo også barsk. Og dette kan poderne lige så godt se i øjnene straks, så ikke de skal få disse forfærdelige pubertets og ungdomsproblemer senere. Husk, at børn er dobbelt så stærke som de selv tror, og 10 gange stærkere end deres mor tror.
Selvfølgelig skal der være plads til kærlighed og omsorg. Men jeg prøver bare, at se nærmere på, hvornår det er kærlighed og hvornår det er egoisme eller bindinger. Min devise lyder på: At kærlighed kun kan måles i mængden af frihed. Kærlighed er jo blevet et underligt begreb efterhånden.
Egentlig eksisterer kærlighed ikke, men er derimod noget der skabes. Man kan sige, at den skabes af modsætninger. Lige som lyset fra en pære, skabes af plus og minus. Alle farver symboliserer noget, far naturens side. (arketypisk)
Den gule GRUNDFARVE = Varme
Den blå GRUNDFARVE = Kulde
Disse to farver er modsætninger. Men af dem kan man lave den grønne farve, som ikke i sig selv eksisterer. Den grønne ”ikke eksisterende” = Håbet eller kærligheden / friheden. Der er mange der fejlagtigt kalder den røde farve for kærlighedens farve. Men den røde farve symbolisere aggressivitet, altså neurotisk kærlighed / sex.
Derfor er kærlighed ikke noget der bare er en selvfølge. Den kan kun skabes ved den totale frihed til at bruge alle de menneskelige sider (godt og ondt / koldt og varmt), lige som man er nødt til at bruge hele den blå og hele den gule farve. Den smukkeste musik kommer også først, når pianisten bruger hele klaviaturet.
Jeg har en stærk mistanke om at megen ”omsorg” og ”Kærlighed”, er belagt med pression og skyldfølelse. Men i så fald kan det ikke mere kaldes omsorg og kærlighed. Men ud fra denne tankegang, fantaserer jeg mig til, at hvis man lader sit barn beholde den fulde frihed på godt og ondt, som det er født med, til at udvikle sig i henhold til netop de egenskaber det enkelte barn har, i stedet for at begrænse det i forhold til den religion eller kultur / samfund, som man nu kan være i besiddelse af, så vil man opleve og se et sundt barn vokse op.
Så er der nok nogen der vil sige, ja men den frie opdragelse, den har vi jo prøvet, og det så vi nok resultaterne af i sin tid. Men, det passer bare ikke. Den såkaldte frie opdragelse i begyndelsen af halvfjerdserne, var slet ikke fri. For hvordan kan et forældrepar der aldrig selv har oplevet friheden (Kærligheden), kunne vide hvad frihed (kærlighed) er.
At lære et barn, at verden kun er fuld af begrænsninger, det fører ikke noget godt med sig. Men det er lige som om, at man i de senere år har kørt en bølge der hedder positivisme. Den bryder jeg mig til gengæld heller ikke om. Hvorfor skal man altid gå fra den ene grøft over i den anden. Det ville være meget bedre om man blev på vejen, i stedet for al den slingrevals.
Jeg mener, at børn fra de er ganske små, lige så godt kan lære at forstå livets realiteter. Og det kan selvfølgelig være meget forskellig for den enkelte hvordan de opfatter disse realiteter. Men det er vigtigt, at de lære at blive fortrolige med fakta. Ellers vil de jo ikke være rustet til at møde fakta når de bliver større. Man kan nemlig sagtens, som barn lære at forstå, at det eller det er noget skidt. Men der er jo samtidig også altid noget andet der er godt. Og mange gange er det det jo kun noget skidt eller godt, i forhold til mig eller dig.
En blind tillid til verden, er en meget farlig kop te. Derimod, hvis man kan vise sit barn en verden, der er godt her og skidt der, og det så i sidste ende føre til, at barnet vælger at sige: Ja, det er en god verden og det er en dårlig verden; men nu kender jeg den, og jeg kan lide den som den er, og jeg har mod på at gå ind i den på godt og ondt. Hvis et barn kan opnå den start på livet, så er det faktisk godt rustet. Men det kræver altså, at det får en meget tryg start på livet. Her taler jeg om de obligatoriske første 3 år. Herefter kræver det, at det så får lov til at bevare sin frihed til selv at udforske sin verden, for på den måde at kunne finde sine egne grænser, og ikke forældrenes.
Jeg har personlig ikke meget tillid til den verden jeg lever i. Men alligevel elsker jeg livet, og har hver dag en følelse af, at midt i al virvaret, der er der også plads til, at jeg har min helt egen verden for mig selv, sammen med alle de andre. Det burde være alle børns rettighed, at have den følelse, som starten på deres liv.
Jeg kan godt huske, den bølge der var i 70erne, hvor alle venstreorienterede sagde nej til alting. Og ja, selvfølgelig påvirkede de deres børn i en negativ retning. Men desværre er mange af disse børn, så havnet i den anden grøft. Hvor er ungdomsoprører blevet af? Jeg har ofte opfordret nogle unge til at lave oprør mod den uartige måde man behandler vores studerende på. Den sølle SU, som de hverken kan leve eller dø af. De gør en enorm samfundsnyttig indsats gennem deres studier, men bliver fuldstændig overset når det gælder belønning. Alligevel er de ikke til at råbe op til kamp. Det er som om de gennem institutionerne er blevet hypnotiseret til at være lydige over for autoriteterne. Men måske er deres oprør af en anden karakter. Man ser jo mange unge der i dag, i stedet for oprør, laver hærværk eller tager forskellige stoffer o.s.v. Dette er i hvert tilfælde et råb om hjælp midt i deres afmagtssituation.
Hvorfor skulle et menneske søge efter frihed, når de tror, at det fangenskab de er i, allerede er frihed. Det er ligesom med Platons berømte hulen. At tale om frihed uden at have kendskab til fangenskab er ren utopi. Men det er lige så meget utopi, at tale om at være i fangenskab uden at have kendskab til frihed.
Jeg tror selv på, at den bedste opdragelse forgår ved, at forældrene ikke selv er i splid med det de selv foretager sig. Altså ikke siger eet og gør noget andet. Hvordan kan man som forældre f.eks. lære sit barn retfærdighed og god pli, hvis barnet dagligt ser far og mors uretfærdighed over for hinanden, og ikke mindst over for barnet. Børn registrerer meget mere end man regner med. Hvad der er retfærdigt for forældrene, er ikke nødvendigvis også retfærdigt for barnet.
Jeg vil påstå, at 1 ud af 10 børn bliver til potentielle forbrydere. Det har jeg selvfølgelig ikke nogen videnskabelig belæg for, men her er det et spørgsmål om, at ville se virkeligheden / realiteterne i øjnene.
I Holland har der lige været og er kæmpesager om misbrug af børn og børnepornografi. Tro endelig ikke, at det kun er et fåtal det drejer sig om. Det er måske et fåtal der er opdaget. Jeg tænker her ikke alene på producenterne. Hvad med alle dem der er forbruger / køber af dette marked. Se bare hvor mange europæer der flere gange om året rejser til Thailand for at købe små børn, og det er så kun dem der har pengene til det. Så har vi slet ikke nævnt alle dem, der er interesseret, men ikke har råd. Der var vel heller ikke nogen grund til at forbyde salget af børnepornografi her i landet, hvis der ikke var nogen, der havde lyst til at købe det. men ét er sikkert, at markedet er stort.
Én ting er de fromme ansigter man ser på arbejdet, i toget eller på gaden. En anden er de samme ansigter i private omgivelser. Der er nogle meget anerkendte psykologer, der påstår, at ca. 80% af alle børn under 10 år har været udsat for seksuelle overgreb fra en voksen, enten far, mor, eller af anden nært familiemedlem.
Det er dog sjældent, at der sker noget, der kommer frem for dagens lys. Dette skyldes mange ting.
For det første, at vi har et skrapt retssystem der ikke tillader mord og vold mod børn. For det andet, at vi har en høj moral her i landet, der er med til at sikre, at det ikke er i orden at foretage sig sådanne ugerninger. Men “moral” og “lyst / drift” er 2 vidt forskellige ting.
I et hvilket som helt land hvor der udbryder krig, ser man ligeledes hvordan alskens lyster og drifter kommer frem til overfladen. Her kan man nemlig pludselig tilsidesætte moralen.
Men i et sundt samfund ville disse lyster / drifter overhovedet ikke være til stede. Og derfor kan man ikke bare drage konklusionen, at det er godt at have en høj moral eller skrapt retssystem. Nej, vi er nødt til at sige: Da disse uhensigtsmæssige drifter ikke er noget vi er født med, så må det være noget der ligger i det samfundssociale, da det jo ser ud til at være landsdækkende udbredt. Men så længe man ikke vil se kendsgerningerne i øjnene, er der nok heller ikke mulighed for at ændre på dette uvæsen.
I et af landets kendte ugeblade skriver en ledende overlæge på et af landets farligste hospitaler, nemlig Hersted Vester, at hun gerne vil give danskerne en opsang. Her i forbindelse med, at vi ikke blander os, når vi er vidne til misrøgtede børn. For som hun siger: Et misrøgtet barn bliver en dårlig voksen.
Hvad der er årsagen til dette uvæsen, skyldes udelukkende én ting. “undertrykkelse” af børns frihed, psykisk, fysisk og seksuelt.
En anden ting er censur. Hvis der skulle være en person, der vågede, at have en fri eller nuanceret holdning til f.eks. børnepornografi eller incest, så ville han straks blev han hængt ud som værende syg i hovedet, pædofil og meget mere. Derfor er dette emne også blevet til et tabuemne. Men dette viser også, at det stort set er umuligt at tale om tabuemner. Og dette mener jeg, er den mest modbydeligste form for censur.
Men hvad er det, der gør emner til tabuemner? Og hvorfor denne angst for tabuemner?
For at noget skal blive tabu, så skal det være noget fordækt, skamfuldt eller forbudt. I Lademanns leksikon står der noget om, at hvis man har været i kontakt med nogen der har forbrudt sig, så er man tabu. Men en advokat er vel ikke morder, fordi han varetager en morders interesse. En advokat er ikke bange for at forsvare en morder. Men hvorfor er vi andre så bange for at tale om børnepornografi? Har vi selv alle sammen noget i klemme, eller hvad? Der er i hvert tilfælde noget der tyder på det, efter som det er beviseligt, at størsteparten af mennesker går rundt med ret så voldsomme fantasier om sex med små børn.
Dette tror jeg, er den egentlige årsag til, at ingen tør tale om børnepornografi eller incest. Dette emne er simpelt hen som en stinkende lord, som de fleste mennesker ikke ønsker at røre ved. Så snart nogen tager emnet op, så er der straks kø ved håndvasken, for at få vasket hænder. Håndvasken består i, at gentage, at det jo kun er syge mennesker der gør sådan noget, at de skulle have et snit i hovedet, eller at de skulle have skåret nosserne af o.s.v. Den slags udtryk har man vel kun brug for at sige, hvis man selv har noget i klemme. Man mener sikkert, at hvis man bare siger sådanne sætninger, så er der ikke fare for, at man selv bliver mistænkt for noget.
Altså hvis man vil tale om censur, så behøver vi ikke at gå længere end til os selv. Vi censurerer det væk vi ikke bryder os om at tale om. Jeg synes bare, at det er på tide, at det kommer frem for dagens lys. Jeg harmes ikke over forbryderne, men mere over den kollektive måde, som forbryderne beskytter sig selv på, for at det ikke skal standses. Men det bliver altså ikke standset ved at forbyde det, men derimod ved at finde ud af, hvorfor mennesker er blevet sådan, og så få ændret dette mønster. F.eks. tales der meget om, at kvinder er ”nosserknusere”, forstået på den måde, at de ihærdigt prøver at gøre deres drengebørn til bløde tøser, i stedet for at gøre dem til mænd. Og her må man sige, at de kvindelige pædagoger lever i et slaraffenland.
Er man et ”sundere” menneske, hvis man går rundt med sexfantasier om små børn, end dem der har de samme fantasier, men som også udøver dem? Forskellen på forbrydelsen er naturligvis stor, men spørgsmålet lyder: Er man ”meget sundere”?
Jeg tror mange problemer kunne undgås, hvis ikke det var så forbudt og skamfuld, at tale om incest og pædofili. Det er snart sådan, at man ikke kan vinke til et barn uden at føle sig skyldig i pædofili.
Hvor går grænsen for dig? Hvor går grænsen for mig? Disse to spørgsmål kan vi nok hurtigt finde svar på hos os selv. Det er straks sværere for nogle, at finde ud af hvor grænsen går når det gælder børnene. Langt de fleste overgreb mod børn foregår jo slet ikke imod børnenes vilje. Og slet ikke i første omgang. Børn er nemlig utrolig nysgerrig omkring deres egen seksualitet. Ja, barnet er faktisk født som et seksuelt væsen. Det er straks værre med de voksne. Deres seksualitet er nemlig ikke mere naturlig, men er blevet neurotisk, på grund af den forbudthed deres seksualitet er blevet til. Ja mange kan faktisk kun nyde sex, i forbindelse med forbud / skyld. Det er her det hele starter.
Børn er som bekendt nysgerrige og vil undersøge alt. Når det så står over for en voksen /forældre /onkel/ tante eller anden person, der har svært ved at have et naturligt seksuelt forhold til sin kone eller partner, så er det, at disse dydige grænser meget hurtigt overskrides. Den neurotiske voksne misforstår barnets nysgerrighed, og gennemtvinger meget tit et seksuelt forhold med barnet.
Men jeg vil sige, og hold nu øjnene på stilke. Det er ikke nødvendigvis den seksuelle agt der skader barnet, med mindre der er tale om brutal vold. Nej, det er de modbydelige omstændigheder der følger i kølvandet, fra det øjeblik det er foregået.
Forestil dig en lille pige, som lever et ellers relativt trygt forhold med sin mor og far. Hun skal nu fra den ene dag til den anden, i resten af hendes barndom have dårlig samvittighed over for sin mor. Hun har en hemmelighed med sin far, som mor ikke må vide. Det vil sige, at fra nu af tør hun ikke betro sig til sin mor, på grund af dårlig samvittighed. Alt dette kan meget vel føre til, at hun nu er tvunget til at klamre sig endnu mere til sin far, for trods alt at have én voksen at betro sig til. Dette er selvfølgelig en ond cirkel uden lige. Så må man heller ikke glemme, at det måske tillige med er den samme forældre der forinden har lært barnet at skamme sig over i det hele taget at have et kønsorgan. Og det er hele denne psykiske tilstand der smadre et barn og forfølger det resten af livet.
Tro endelig ikke, at jeg prøver at forklejne tingene. Tvært imod. Jeg prøver bare, at fortælle, at incest i grunden er 100 gange modbydeligere end de fleste regner med. Men at den fysiske incest er bagateller i forhold til den psykiske.
En pige der lever i et incestforhold med sin far, kan jo også regne med, at der meget tit er lidt flere lommepenge end ellers. Det vil igen sige, at dette barn på den måde lære, at det er i orden at få betaling for sex. Derfor er det jo heller ikke så underligt, at langt de fleste prostituerede piger kender til en barndom hvor incest hørte med til dagens orden. Kvinder der lader sig undertrykke af mænd, er for det meste også et resultatet af en fars seksualovergreb.
Men når dette er sagt, så vil jeg samtidig også sige, at den person der begår denne forbrydelse, jo selv er et stakkels offer. Forstået på den måde, at han /hun ganske givet selv har været udsat for samme tragedie som barn. I gentagelsestvangen (incesten) prøver han / hun igennem barnet at gennemleve den traume som vedkommende tidligere selv har været nødt til at fortrænge.
Jeg synes ikke, at det hjælper nogen eller noget, at være fordømmende. Det som jeg synes, det må handle om, er at prøve, at få befolkningen ud af denne onde cirkel. Når jeg siger befolkningen, så mener jeg virkelig ”befolkningen”. Det er nemlig langt fra alle incestsager der kommer frem for dagens lys. Nej, det er kun toppen af isbjerget der når frem til politi eller socialkontoret. Det kan psykologer og socialrådgivere snakke med om. Det er svært at møde mennesker der ikke på én eller anden måde er eller har været involveret i seksuelle overgreb eller lignende problem. Derfor er det vel heller ikke så sært, at verden ser så smadret ud som den gør, når man taler om menneskers livskvalitet.
Forestil jer en far, der på et tidligt tidspunkt har haft et incestforhold til sin datter. Han er resten af sit liv plaget af denne samvittighed. Han kan ikke tale med nogen om det, og slet ikke med sin kone. Ja, lad ham bare rådne op, vil nogen sige. Men inden du dømmer ham, så prøv lige først, at se ham, som det incestoffer han selv har været som barn. Og husk, han er ikke alene, men sammen med atter millioner der er lige så tragisk ramt som ham. Vi skal ikke fordømme; vi skal ud af det.
Jeg bryder mig ikke om, at den danske folkeskole skal være lakaj for erhvervslivet. Erhvervslivet har så enorme indtægter, at de selv burde videreuddanne de unge /ældre medarbejdere de antager. Vi skal have en folkeskole, hvor de unge får en grunduddannelse i hvordan man bliver en god voksen på godt og ondt. At det så kommer til at gavne erhvervslivet også, det er bare ærgerligt. Erhvervslivet betaler nemlig ikke en krone ud over de få skattekroner, som vi alle sammen betaler til skolevæsenet.
Jeg mener ikke, at det kan være rigtigt, at børnene skal indoktrineres til at forgude og stræbe efter et erhvervsliv der kun arbejder for profit uden hensyntagen til hverken miljø, natur eller mennesker.
Vi har en enorm opgave foran os. Nemlig, at få folkeskolen til at forstå, at de er nødt til at tage helt individuelle hensyn til hvert eneste barn. For kun på den måde er det muligt, at det enkelte barn får lov til at udvikle sig i henhold til sin egen identitet. Men der er meget langt igen.
Hvorfor vil man forme og støbe ungdommen til at foretage et erhvervsvalg, flere år før de er færdig med deres skolegang, for det er rent faktisk det der foregår. I en tid hvor disse unge er midt i en boglig uddannelse, skal de pludselig kastes ud i erhvervspraktik og foregive at tage stilling til hvad de vil beskæftige sig med i deres fremtid.
Tilbed erhvervslivet og din fremtid er sikret. I modsat fald så……. Uha. Buk og skrab for cheferne, lær det mens du endnu er modtagelig. Det er det der foregår. Allerede i skolen lære de unge hvordan man skal bære sig ad med at sleske for den personalechef man skal ansættes af. Der er ikke nogen der fortæller personalechefen hvordan han skal opfører sig over for ansøgerne, for at få dem til at blive interesseret i jobbet. Skolen burde lære eleverne følgende om ansættelsessituationer:
Lad være med at bukke og skrabe.
Vær som i er til dagligt.
Kom i det tøj i går og står i.
Sig jeres mening, uanset hvad i har på hjertet.
Sig fra over for urimelige krav.
Stil krav vedr. jeres arbejdssituation.
Kræv den løn i er værd.
Det kan godt være, at det er vigtigt med mad på bordet, men det er endnu vigtigere at kunne være sig selv bekendt, vedr. hvordan man har indtjent sine penge til maden. Jeg mener, at man ikke har solgt sig selv for ussel mammon. Det er ikke kun ludere der sælger sig selv. Langt de fleste lønmodtagere er i virkeligheden prostituerede, fordi de har solgt dem selv i samme øjeblik de er ansat i en virksomhed. 8 timer af deres vågne tilstand tilhøre de deres arbejdsgivere. Og dette til fuldstændig meningsløs arbejde. Enten laver de fødevare der er forgiftet, eller også laver de overflødige brugsgenstande der kun tjener til folks evige stræben efter forbrug, præstige og misundelse.
Det egentlige meningsfyldte arbejde kan kun findes i et samfund hvor hver familie har sit eget stykke jord, og hvor det arbejde man udfører tjener til det fælles formål der hedder familiens overlevelse. Men der er vi kommet langt fra, og kommer sikker heller aldrig tilbage dertil. Ok, det ved jeg udmærket.. Men derfra og til at folkeskolen skal lære børnene, at erhvervslivet er den eneste måde at overleve på, det bryder jeg mig ikke om.
Nej, de unge der kommer i praktik har ikke nogen anelse om hvad de vil være, og skal heller ikke have det. De kan først være kvalificeret til at foretage et valg, når de er helt færdig med deres skolegang. Først der kan de sige til sig selv. Nu ved jeg hvad jeg har som basis, og nu må jeg ud fra det prøve at vælge hvad jeg vil.
Jeg synes det er synd, at man ikke kan lade de unge være i fred mens de læser. De har rigeligt at tænke på i forvejen i deres alder.
Det aller bedste ville være, at når de er færdig med deres skolegang, så lade dem gå 3 til 4 år og fundere over deres liv. De har jo været underlagt pædagoger, lærer, forældre og andre autoriteter konstant siden de blev født. Lad dem dog for første gang i deres liv få lov til at tænke og tage en beslutning helt alene. Dette kan de kun gøre hvis man vil lade dem være i fred.
Når man hører regeringen udtale sig om Danmarks ve og vel, så hører man altid, at det går så godt, at der er fremskridt. Og det stadig går den rigtige vej.
Derfor er det jo også lidt underligt, at høre, at man gang på gang skal beskære de uddannelsessøgendes SU. Alle dem der dygtiggør sig i samfundets interesse. Men her ser vi igen en af virkningerne fra EU, harmonisering. En stærk højredrejning i dansk politik. Altså de stærkeste overlever.
Vi skal med vold og magt bombes tilbage til, hvor de unges forældre skal betale for deres børns uddannelse. Altså vil vi i fremtiden igen se, uddannelsessøgende, hvor størsteparten udgør børn af forældre fra akademikerklassen eller andre kapitalstærke forældre.
Dette må siges, at være en meget trist udvikling, især for almenhedens skyld. Det er uhyre vigtigt, at så bred en vifte af befolkningen som muligt konkurrerer om de ledende stillinger, og i det hele taget deltager i almen viden og forskning, da vi ellers i modsat fald, i fremtiden vil se vores samfund med en meget stærk overklasse, og en meget ressourcesvag underklasse.
Jo selvfølgelig skal staten (samfundet) betale for at dygtiggøre de unge. Det kan aldrig andet end være en fælles interesse for os alle sammen. Hvis man virkelig ville gøre noget ved SU’en, så burde man afskaffe den, og erstatte den med et beløb der er et menneske værdigt. Et beløb der svarer til Arbejdsløshedsunderstøttelsen. Eller giv dem en decideret løn for deres indsats. Med en sådan løn, ville det så også være i orden, at skille sig af med dem der ikke gør en ordentlig indsats.
Selvfølgelig skal enhver selv tage ansvaret for at dygtiggøre sig. Det går jeg fuldt ud ind for. Men én ting er virkelighed, en anden er illusion. Og hvis man går ud fra, at de dygtigste også er de rigeste, så tror jeg, at man lever på en illusion.
Det at leve i et samfund, som det vi lever i, hvor det er grådighed og de frie kræfters spil der råder, der er man nødt til at have noget der hedder regulering, eller kald det bare styring. Hvis man bare sagde, at enhver bare skulle tage ansvaret for sig selv, herunder uddannelse, så ville det være det samme som at sige, at fra nu af, er Danmark ikke mere et samfund, men en forretning. Men så galt står det nu heller ikke til, endnu.
Jeg har tit spekuleret på, hvorfor ikke de unge gør oprør. De er Danmarks fremtid, men man tisser simpelthen på dem. De knokler med jeres skole, for at dygtiggøre sig: Først 7 timer i skolen, og måske 2 timer bagefter derhjemme med opgaver, hvis det da kan gøre det. De fleste har endda et arbejde, for at skaffe sig lidt penge til tøj og fornøjelser. Hvorfor er der ikke nogen der værdsætter deres arbejde. Hvad ville der ske, hvis de som elever fandt ud af, at organiserer sig, i en slags fagforening, og så simpelthen nedlagde deres undervisning. De er rent faktisk mere uundværlig end de forestiller sig.
Den SU de har fået indtil nu, er faktisk lige til at dø af grin af. Nej væk med denne almisse der hedder SU. De skal have en ordentlig løn for deres arbejde, og det skal de selv kræve. Hvis man kan give de unge på gaden bistand for ikke at lave noget, så kan man også give den der uddanner sig, så de kan leve et anstændigt liv i lighed med andre overførselsindkomster.
Jeg er selv på overgangsydelse i min bedste alder (55 år), er sund og rask og har aldrig fejlet noget. Alligevel får jeg en værdig portion penge sat ind på min konto hver måned. Dette er jeg selvfølgelig taknemmelig for, men jeg kan da godt skamme mig over, at se så mange energiske unge, der kæmper for deres fremtid og for samfundet velstand, at de i den grad bliver tilsidesat. De skal simpelthen have en ordentlig løn for jeres indsats.
Det kan altså ikke være rigtigt, at når de har en så hård skoledag som de har, at de så skal ud at tjene penge i den fritid der er tilbage. Hvornår skal de så lave deres hjemmeopgaver? Og hvordan skal de være oplagte i dagtimerne, når de måske om aftenen har arbejdet til kl. 11 – 12 stykker? Jeg ved, at presset er hårdt i skolerne, gymnasierne og andre højere læreanstalter, og det bliver faktisk værre og værre.
Jeg mener heller ikke, at det er rimeligt fra myndighederne, at henholde sig til, at eleverne skal klare sig ved forældrenes hjælp. Der er, og foregår så mange følelsesmæssige konflikter mellem forældre og børn i alderen 14 – 20 år. Derfor mener jeg ikke, det er godt for nogen eller noget, at der også skal være en økonomisk klemme eller afhængighed i denne periode. Det er jo trods alt en periode, hvor det samtidig er naturligt og yderst vigtigt, at man gør sig uafhængig af sine forældre. Det må være svært i en så presset situation, som en skoleuddannelse er, at også skulle klare et skænderi med sine forældre, samtidig med at man godt ved, at forældrene er den eneste mulighed man har for et sted at bo, og få noget at spise. Jeg synes man alt for tit høre, forældre sige til deres børn, ”at så længe du bor hjemme, så har du bare….. o.s.v.”. Jeg mener, at de benytter sig af deres børns afhængighed.
Nu er det jo ikke alle der er født med en guldske i munden. Men der er da stadig forældre der uden problemer er villige til at ernære deres børn til de er færdige med deres studier. Men sådan er det ikke altid. Visse familier har meget svært ved at holde styr på deres økonomi, og er bestemt ikke villige til at ernære deres børn i længere tid end højest nødvendigt.
Hvis man for eksempel udbetalte 9000 kr. mdr. til alle unge studerende over 16 år, så ser det måske ud af en masse. Men, for det første skal der betales skat af disse 9000 kr. Så er vi nede på ca 6000 kr. Herefter skal der betales 25% i moms af hver eneste krone der bliver brugt. Det vil så sige 1500 kr. der igen går tilbage i statskassen. Derefter er vi nede på 4500 kr, som er de reelle omkostninger for staten. Hermed er vi bare ikke færdig endnu. Fordi: de 4500 kr. er jo nu i omløb, og de mennesker som disse 4500 kr. havner hos, skal jo også betale skat af dem, o.s.v. , o.s.v. I øvrigt ville det være med til at sætte omdrejningerne lidt i vejret på beskæftigelsen. Alt i alt mener jeg ikke det vil kunne vælte noget eksisterende budget. Men det vil give en masse unge studerende læsefred og en lidt mere trykkere tilværelse, hvor de ikke skal være økonomisk afhængige af deres forældre.
Det er fint, når Regeringen vil se på forholdene for børnefamilier. Det burde bare være i børnenes tarv, og ikke forældrenes tarv, der bliver set efter i sømmene. Det er da ikke børnenes tarv, at sørge for flere vuggestuer. Heller ikke at betale forældrene for at passe deres egne børn. Alene udtrykket, “at passe sine egne børn”. Det løber mig næsten koldt ned ad ryggen.
Forældre har omsorg for deres børn. pasning af børn, det er det der foregår uden for hjemmet.
Hvis vi skal til at have betaling for at blive hjemme hos børnene, så får vi meget nemt en familie der hård og kynisk sætter sig ned og beregner om de skal gå på arbejde eller blive hjemme hos børnene. Og så hedder det pasning.
Jeg tænker tit på hvilken prioritet, børnene har i de enkelte familier. Det er jo meget tit sådan, at man siger: Jeg må lige have gjort min uddannelse færdig, og så lige have købt et hus eller måske bil. Og så først derefter, når man er ca. 30 år, vælger man at få et barn. Det vil sige, at for ret mange mennesker kommer børnene faktisk aller sidst i prioritetsstillingen. Nogen kalder det så for ønskebørn. Men nej, det er bare valgte børn. Børn der er valgt til sidst. Og som om det ikke er tragisk nok, så ser man, at lige så snart barnet er født, så klynker man og trygler det offentlige om at passe sit barn, så man på den måde kan være fri for være sammen med barnet i mere end højst 2 timer af barnets vågne tid.
Så er der nogen der siger, at det er kvaliteten af den tid man er sammen med barnet, det drejer sig om. Men, det er en lodret løgn. Det ved enhver mor, der har haft fuldtids kontakt med sit barn. At være kvalitativt sammen med sit barn, det kræver enorm meget tid. Hvis ikke man har fattet det, så har man aldrig lært sit barn at kende. Man kan kun håbe på, at socialministeriet vil have nogen af disse betragtninger med, når de i fremtiden skal overveje børnefamiliernes vilkår.
I Norge har man lavet en ordning, der har bevirket at begge forældre i højere grad varetager omsorgen for de små. Som jeg har forstået det, så får henholdsvis faderen og moderen hver ''en pose tid'' eller et klippekort, som de så kan anvende meget fleksibelt i de første år af barnets liv. Men de kan ikke benytte hinandens pose tid. Ud over dette får mødrene naturligvis deres almindelige barselsorlov.
Ja Norge har i lang tid været foregangsmænd, når det gælder pædagogik og kvinders ligestilling. Men jeg mener også, at de er ved at være på kanten af det ekstremistiske. Man skal nemlig passe meget på ikke at udviske forskellene mellem mand og kvinde. I fortiden var det sådan, at kvinden fødte og havde omsorgen (yngelplejen) for børnene, mens manden henholdsvis dyrkede jorden, jagede eller på anden måde sørgede for, at der kom mad til Hytten. Jeg tror ikke at det var så tosset endda.
I dag ved man igennem undersøgelser, at et spædbarn, indtil det er ca. ½ år gammel, har det tryggest af, at der helst kun er én person der har kontakten til det. Det har noget at gøre med genkendelse. Det er nemlig svært for et spædbarn, at genkende forskellige personer fra hinanden, i det hele taget det, at affotografere et ansigt. Og da mener jeg selvfølgelig ubetinget, at det bør være moderen, der er kontaktpersonen, da hun og barnet fra naturens side, har et symbiotisk forhold til hinanden i de første måneder af barnets liv. Senere kan faderen så langsomt træde til, men ellers holde sig i baggrunden det første halve år. Moderen skal derimod holde sig så tæt til barnet som muligt det første år. Først efter 2 år er hendes vigtigste opgave, at ryste barnet fra sig, og støtte det i, at blive en selvstændig og voksen person, ved at give det størst mulig frihed til selvstændig handling, og hvor begge parter går foran med et godt eksempel.
Dette siger lidt om, hvor vanvittig debatten om barselsorlov er. Det er selvfølgelig OK, at moderen får orlov, men det skal mindst være i 2 år. Det er også vigtigt, at faderen får orlov, men kun i 3 måneder. Ikke for at være sammen med barnet. Men, for at aflaste moderen fra hendes huslige gøremål, så hun er fri for madlavning, tøjvask, rengøring og pleje af familiens andre børn. På den måde kan moderen så helt hellige sig den nyfødte de første 3 måneder. Faderens opgave her er udelukkende at sørge for, at moderen føler sig tryg sammen med sin nyfødte, og ikke skal spekulere på noget som helst andet. Med andre ord, han skal være beskytteren.
Men det er jo ikke det der sker i dag, snarere tvært mod. Undskyld min grove påstand, hvis nogen skulle føle sig ramt.
Dette er ikke et angreb på børnefamilier som sådan. Men det har jo altid været sådan, at hvis industrien ønsker at få kvinder ud på arbejdsmarkedet, så står der straks en hær så stor op, bestående af prostituerede psykologer, pædagoger og andre prostituerede eksperter frem og fortæller befolkningen, hvad der er godt for børnene, selvfølgelig i nøje tråd med erhvervslivets interesser.
Når så erhvervslivet ikke har brug for dem mere, så træder den samme prostituerede gruppe frem igen, og fortæller forældrene hvad der er det rigtige, bare med modsat fortegn. De fleste familier tør ikke andet end lytte til de såkaldte eksperter, der selvfølgelig henvender sig til familiernes dårlige samvittighed.
Vi har igennem århundrede opdraget piger til at være kvinder, og drenge til at være mænd, i henhold til det herremændene har haft behov for, at mænd og kvinder skulle være. Det hele har selvfølgelig været på samfundets ubevidste plan.
Nu begynder man så meget bevidst at opdrage børnene i bestemte retninger til noget, som man alligevel ikke rigtigt ved hvad man vil med. Vil kvinder i virkeligheden have en mand, der måske er blød, romantiker eller som er meget optaget af yngelpleje. Eller omvendt; vil en mand have en kvinde, der er hård, kynisk og mest optaget af succes. OK, det er måske yderpunkterne Jeg tror i virkeligheden ikke der er nogen der rigtig er klar over med sig selv, hvad de vil. Hos mange mennesker svinger det måske fra dag til dag. Men eet er sikkert: Vi ved ikke hvad der sker 20 - 30 år efter, at vi har lagt den grundlæggende adfærd i vores babyer. Er tiden så også til en blød mand, en maskulin kvinde o.s.v. Det er egentlig interessant, at dette er blevet et bevidst emne i vores århundrede.
Jeg mener bare, at mønstrene ændrer sig utrolig hurtigt. Da jeg var barn, var der et klart mønster mand og kvinde imellem. Da jeg så var 25 år, kom rødstrømpebevægelsen og dens følge, der førte til de værste jordskælv nogen sinde i mange parforhold og ægteskaber, og som mange børn har måtte betale en stor pris for. I dag hører vi så mange kvinder sige! “Jeg vil sgu have en mand der kan sætte mig på plads”.
Men man kan da ikke samtidig opdrage en dreng til at være feminin, og en pigen til at være maskulin, for så derefter når de bliver voksne, så forlange, at den feminine mand skal sætte den maskuline kvinde på plads
Det jeg mener er, at man nok skal passe på, ikke at lade bevidstheden eller fornuften råde for meget, når det gælder disse sager, men en gang imellem lade naturen bestemme lidt mere. Tænk engang hvis vi begyndte at blande os i vores hjertes rytme, (måske et dårligt eksempel, det gør vi allerede), men så åndedrættet. Vi ved jo, at hvis man begynder at styrer den slags autonome systemer, så går det helt galt. Jeg mener faktisk også, at forholdet mand og kvinde, bør vi lade ligge, som værende et autonomt system i vores sociale kredsløb.
Mænd og kvinder skulle gerne blive til hele støbninger. Netop dette, at skabe balance mellem det mandlige og det kvindelige hos den enkelte, er vel noget af det største et menneske kan opnå.
En rigtig mand bruger sin mandlige kraft med kvindelig mildhed.
En rigtig kvinde bruger sin kvindelige mildhed med mandlig kraft.
Der er selvfølgelig masser af ulykkelige familier, men mennesker kan jo ikke leve deres liv anderledes end de gør, alle må jo først gøre deres egne erfaringer. Ikke fordi de ønsker at være ulykkelige, men jeg tror virkelig forvirringen og usikkerheden er stor mange steder.
Jeg ved da godt, at man ikke kan lave systemet om, bare sådan lige. Men jeg mener også, for ikke at komme for langt ud i det uvisse, så er man nødt til at kikke på naturlovene, og så sige hvor langt ude er vi egentlig. Naturen er en god facitliste, når noget går galt. Vi er og vedbliver trods alt at tilhøre dyreriget, med de dertil indrettede naturlove.