En typisk pædagogisk påstand       
"Børneopdragelse er simpelt, begynd med kærlighed og respekt, opstil krav, grænser og konsekvenser og gennemfør så den linie du har fastlagt og lad afvigelsen være undtagelsen. Vær i øvrigt tilstede, også når du er fraværende, lyt og føl så kommer du langt. Skulle der falde en øretæve af i svinget og gør den mere ondt på dig end på ungen så har i al fald en af jer lært noget."

Det er meget godt alt sammen. Men virkelighedens verden er altså noget helt andet. Hvordan skal de mennesker elske deres børn, som aldrig selv har kendt til kærlighed. Men omvendt: Dem der i forvejen er fyldt med kærlighed, de kan jo slet ikke lade være med at elske deres børn. Altså er det med kærlighed slet ikke noget man kan opfordre nogen til.

Hvor kan man plukke roser, hvor roserne ej gror,

Hvor kan man finde kærlighed, hvor kærlighed ej bor.

Hvis man er en lytter, så lytter man. Er man det ikke, så skal man lade være med at spille skuespil.

Det med at lære noget af at give øretæver: Det eneste man får ud af det, er hver gang en lille smule dårlig samvittighed oven på den man har i forvejen. Altså giver man barnet endnu en selvbekræftelse i, at det er et slet menneske (mindreværd). Vold avler kun vold.

Endnu et dårligt eksempel, fra den "berygtede" skipper på Fulton. "Når målet var fuldt svingede han skinkerne så det sang, og var elsket af de unge for hans nærvær og konsekvens.

Fultonskipperen var bestemt ikke noget godt eksempel, Ja, det påstås, at han var elsket af de unge trods en ørefigen, så det sang. Men der er en klokke der ringer et sted. Det der skete med de unge på Fulton var, at det eneste sprog de forstod, det var tæsk. Og det følte de sig trykke ved, for det var det eneste de havde lært hjemmefra. Havde det været en klog skipper, så havde han lært dem, at samarbejde og samvær med andre mennesker godt kan lade sig gøre uden vold. Men det gjorde han ikke. Han var ganske rigtigt kendt og afholdt af det meste af Danmark. Men hvorfor: Jo han appellerede og pirrede til den vold og de aggressioner der ligger i næsten hvert menneske. Og det bliver man nemlig afholdt af.

Det kan godt være, at der er nogen der hævder, at de har haft resultater med arbejde med unge adfærdsvanskelige. Men jeg vil hævde det modsatte. De få unge mennesker som nogen påstår at have rettet op, har nemlig aldrig været rigtige adfærdsvanskelige. Men de såkaldte behandlere vil så gerne fremstå, som om de har opnået resultater. I alle de forsøg på resocialisering jeg har hørt om, har der i øvrigt kun været 1 ud af 10 der er kommet igennem nåleøjet. Og her var den ene ud af de ti sikker kommet igennem alligevel uden de såkaldte pædagoger. Men som også en mand sagde engang: Hvordan skal man kunne "resocialisere" et menneske der ikke tidligere har været "social".