Vores verden udvikler sig med forrygende fart, og desto mere den udvikler sig, desto gladere er vi. Men det viser sig jo at vores verden er helt ustyrlig. Der huserer krige i hele verden. Lægevidenskaben var ellers så langt fremme, men står nu magtesløs overfor AIDS. Forurening, flygtninge og befolkningstal er ude af kontrol. Ozonlaget smuldrer og teknologien løber løbsk.

Verden løber fra os. Vi ved ikke hvem vi er længere, og hvilke rødder der er vores egne. Den gamle moral og de gamle værdier er borte, vi ved ikke hvad der er rigtigt eller forkert længere. Vi har brug for noget at støtte os til, en ny moral, men hvor skal den komme fra?

Hos de gode gamle guder, byggede deres tilværelse på at intet er, som  det ser ud til at være. At lykke på et øjeblik kan forvandles til ulykke. At verden er kaotisk.
Vi vil gerne sætte i system. Udfylde formularer og registrere. Vi vil have hold på kaos. Mens de gamle nordboere mødte kaos med mod og munterhed. Hvis vi ikke finder en ny orden og moral, var det måske en ide at lære lidt af nordboerne og deres guder. lære at leve i vores utilregnelig og kaotiske verden!
Vi kan - og kan måske drage fordel af det - lære meget af og om de gamle nordiske guder

Omkring  3.-6. århundrede e. kr. begyndte det germansktalende folk, som oprindeligt stammer fra det område i Europa der afgrænses af Rhinen, Donau og Vistual, at udvandre efterhånden som romerrigets magt aftog. De bevægede sig i mange retninger; nogle til Sydnorge og -Sverige samt til Syd- og Østengland. Andre til Sydrusland, Italien, Spanien nogle så langt sydpå som til Nordafrika. De der udvandrede blev relativt hurtigt omvendt til kristendommen, hvorimod de stammer som blev i Norden og på Island forblev hedenske. Det er her den nordiske mytologi fødtes.

De germanske ( eller nordiske, om man vil ) myter handlede om Guderne og deres strid med uhyrer og alverdens andet djævelskab. De mennesker der levede på den tid havde guderne som deres forbilleder, så når myterne berettede om raske unge mænd der kæmpede for deres land, har man ikke svært ved at forstå hvorfor disse mennesker var som de var. De tidligste tegn på den nordiske mytologi er helleristninger fra Bronzealderen. Dog kan emner fra en så tidlig periode, ikke med sikkerhed siges at have noget at gøre med den nordiske mytologi. Derimod kan man i Saxo Grammaticus ( omkring år 1200 ) og i "Edda" af Snorres Sturlassons ( omkring år 1245 ) læse tydelige spor af mytologiens storhedstid.
Omkring år 1000 indførtes kristendommen dog også i Norden og på Island, og den gamle tro gik langsomt i glemmebogen

De nordiske guder levede i den samme verden som menneskene. Menneskene levede i det der blev kaldt "Midgård". Aserne og Vanerne (guderne ) levede i Asgård, som lå forbundet med Midgård v.h.a. Bifrost - regnbuen. Desuden var der Udgård hvor jætterne boede. Jætterne og guderne var i evig strid med hinanden.

Det første i verden var Ymer, og han var jætte. Derefter opstod koen; Audhumbla. Den lavede sønnen Bure ved at slikke på en saltsten. Hans søn hed Bor. Bor blev gift med jættedatteren Bestla, og deres første søn var Odin. Odin er den øverste gud hos aserne, men i virkeligheden er han altså jætte. Derfor synes det underligt at aserne og jætterne var så uenige. den kan forklares ved at alting kræver en modpol; sort og hvidt, sandhed og løgn, ondt og godt, aser og jætter.

Vanerne er ikke nævnt her, fordi de ikke havde en stor rolle i den senere mytologi. I starten var aserne og vanerne i krig, men de var lige stærke, så ingen af dem kunne vinde. Så man besluttede at holde fred, men man havde ikke den store tillid til hverandre. Derfor fandt man på, at de skulle udveksle gidsler, og på den måde være sikre på at våbnene blev nede. Aserne fik bl.a. Freja, som er kærlighedsgudinde. Af asnerne fik vanerne bl.a. høner.
Tilbage til Odin. En af Odins sønner hed Tor, og han var tordenguden, dvs. han var symbolet på kraft og magt. De der hovedsageligt tilbad de nordiske guder, var vikingerne.
Ordet viking kommer egentlig af vestnordisk "vikinger". De blev ofte, af udenforstående, betegnet som barbarer. Dette skyldes udelukkende at de ikke kendte de nordiske folk. Bl.a. blev vikingerne - lige meget hvorfra i Norden de kom - tit betegnet som "danere". fortælles bl.a., at når det tordner, så er det Tor der rasende kører rundt i hans bukkevogn oppe i himmelen. Tors moder var ikke Odins hustru, Frigg. Derimod jorden selv.

Tor bliver gift med Sif, som har guldhår. Det var fordi Loke engang, i en brandert, skar det af. Bagefter blev Tor rasende, og krævede at Loke skulle skaffe Sif noget nyt hår, og det skulle være af guld! Det får Loke, mod en rimelig betaling, nogle dværge til at lave. For at formilde Tor får han også lavet andre værdifulde gaver. Bl.a. den hammer der senere bliver Tors

Man mener nu at vikingetiden begyndte midt i 700-tallet, og ikke som før antaget i år 793 - det år hvorfra man har de første skriftlige oplysninger om et plyndringstogt i England - nu kan man v.h.a. ærgelogien fastslå at den nok begyndte lidt før. Dette er selvfølgelig meget forskelligt fra egn til egn.
For vikingerne var guderne de vigtigste overnaturlige væsner. Guderne havde hver i sær deres mere eller mindre skarpt afgrænsede områder og roller. Guderne havde deres egne verden. De blev afbildet som mennesker og deres samfund fungerede på næsten samme måde som menneskenes. Ellers var mennesker og guder meget adskilte. Vikingerne tilbad deres guder på høje i skoven, når der skulle høstes, når de skulle på plyndringstogt eller når der var generelt dårlige tider. I dagligdagen havde guderne ikke nogen væsentlig plads.