Jeg har skrevet meget om mine holdninger til donation. Når jeg engang imellem skriver så bombastisk som jeg gør, er det for at få nogen til at tænke i lidt andre baner end hidtil.
Prøv at lægge mærke til hvor mange spørgsmål, vi skal tage stilling til efterhånden. Og i langt de fleste, er der svaret givet på i forvejen.
F.eks.
Vil du lade et menneske dø, fordi du ikke vil donere.
Vil du lade mennesker dø, fordi sygehusvæsenet ikke får penge nok
Vil du være skyld i andres død, fordi du ikke vil bruge kondom.
Jeg tror godt, jeg kunne remse mange flere eksempler frem. Men der hvor jeg vil hen er, at vi faktisk ikke har nogen mulighed for at vælge. Spørgsmålene er stillet, så der kun er 1 svar.
Det er endda kun den ene side af sagen. Jeg har skrevet en del om netop dette emne, fordi jeg mener, at den er fuldstændig gal med denne galgenkampagne.
Jeg prøver gang på gang at sige, at det ville være bedre at forebygge. Det vil sige, at opbygge et samfund, hvor vi ikke skulle være flere og flere der får brug for en transplantation. Det jeg ser i øjeblikket, er, at mennesker bliver mere og mere materielt kolde. Vores sjæl er ved at forsvinde eller uddø. Og her har vi den egentlige kerne til al sygdom.
Derfor synes jeg det er lidt synd, at man bilder hinanden ind, at det skal nok gå alt sammen, ved hjælp af, at lægerne bliver klogere og klogere. MEN man er jo ikke blevet helbredt fordi man har fået en ny nyre eller et nyt hjerte. Tvært imod: De fleste mennesker der har gennemgået en organtransplantation, må finde sig i resten af deres liv, at skulle indtage mængder af medicin, for overhovedet at holde sammen på det der er tilbage. Der bliver jo heller ikke gjort noget ved den samfunds-sociale sammenhæng, der er den egentlige årsag til menneskesjælens endeligt. Altså en ond cirkel, der kun bliver større og større.
Om jeg er for eller imod donation er egentlig ligegyldig. Men personlig er jeg selvfølgelig stærkt imod. Paradoksalt nok, lige som nogen er for donation af næstekærlighed, så er jeg imod, på grund af næstekærlighed. Jeg er imod, fordi jeg gerne vil have, at mennesker som art kan fortsætte med at eksistere. Det er det jeg kalder for næstekærlighed.
Samtidig mener jeg selvfølgelig også, at det må stå op til den enkelte at tage et ansvar for hvad man vil med sit eget liv. Det skal ingen andre blande sig i. Lad økonomerne om dette. Mange organdonorer lader sig narre, med argumenter som "næstekærlighed", en god gerning, at gøre noget for andre, eller AT REDDE LIV. Hvad det ellers er for et LIV man skal redde.
Det er vigtigt, at værne om mennesker, men det er vigtigere, at sørge for, at mennesker stadig er værd, at værne om, Citat af: Karen Blixen
Jeg mener ikke at man skal tænke på andre før sig selv. Snarere er det vigtigere, at tænke på sig selv først. Prøv at se på et dyrekuld. Ungerne får ikke en bid mad, før forældrene er mætte. Dette er yderst vigtigt, for hvis forældrene ikke holder sig sunde og stærke, så dør de simpelthen alle sammen. Og så med mennesker. Det er vist ret kendt for de fleste mennesker, at vi ligger ret tungt i bagenden, af det vi forstår ved selverkendelse, selvbevidsthed, selvrealisering. m.m. Vi har lige som aldrig fået lov til at elske os selv. Dette vil du kunne få bekræftet hos samtlige psykologer i verden. Og dette forhold gælder ikke kun de psykisk syge, men også de såkaldte raske mennesker. Egentlig er det en af de aller sværeste opgaver et menneske kan blive stillet over for.
Og ud fra det som jeg lige har skrevet, fremgår det tydeligt, at det vil være tåbeligt, at begynde at tale om næstekærlighed, så længe vi ikke engang har lært at elske os selv. Rent faktisk er vi alle født og udrustet med evnen til at elske sig selv. Men det er noget af det første der bliver taget fra os af vores forældre og samfundet. Så jeg synes, at vi lige må have løst dette problem først. Vi kender sikkert også alle sammen ordsproget: Fej først for din egen dør. Eller den med: Hvorfor ser du splinten i din broders øjne, og slet ikke bjælken i dit eget øje. Tag først bjælken ud af dit eget øje: Derefter vil du kunne se klart nok til at tage splinten ud af din broders øjne.
Et lille andet eksempel, også taget fra bibelen: Søg først guds rige ("Dit eget indre univers"), så skal alt det andet gives dig i tilgift..
For en ordens skyld vil jeg lige gøre dig opmærksom på, at jeg er ateist, altså, at jeg ikke tror på nogen gud. Men derfor kan man sagtens finde mange visdomsord, både her og der.
Derfor, vil min opfordring altid være, lær først dig selv at kende (elske), derefter vil du automatisk elske hele verden. Det er ikke engang noget vi behøver at diskutere, men er derimod en naturlig følge af det første.
Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af at gentage dette her. Men én ting er trist, og det er, at det næsten altid bliver misforstået, og at det vækker så utrolig meget vrede i visse personer. Heldigvis ved jeg hvorfor og hvordan denne vrede hænger sammen, og at den selvfølgelig er uundgåelig.
Visse personer opfatter mig som et rent monster. Men selv dette er interessant at være vidne til. Jeg mener, hvordan den selvsamme tekst kan opfattes på så utrolig mange måder. For nogen til glæde og for andre til stor skuffelse og irritation.
Nu er jeg så spændt på, at høre hvordan du opfatter det. Send mig meget gerne en E-mail, Jeg så meget gerne, at debatten om organtransplantation kunne få en drejning, så det også kunne være tilladt at være imod.
Hilsen Preben Eriksen